Læg mærke til hvad Gud inspirerede apostlen Paulus til at skrive omkring 2.000 år senere. Da han omtalte Saras og Abrahams tro, skrev han blandt andet: “Hvis de var blevet ved med at huske på det de var draget ud fra, havde de haft lejlighed til at vende tilbage.” (Hebræerne 11:8, 11, 15) Sara og Abraham valgte ikke at dvæle ved det de havde forladt. Hvis de havde givet efter for sådan en tankegang, havde de måske besluttet at tage hjem igen. Men hvis de var vendt tilbage til Ur, ville de være gået glip af det vidunderlige privilegium Jehova havde stillet dem i udsigt. Og de ville lige så stille være gået i glemmebogen i stedet for at blive inspirerende eksempler i tro der har rørt millioner af menneskers hjerte.

Sara fokuserede ikke på fortiden, men så fremad. Hun blev derfor ved med at støtte sin mand mens de rejste omkring i landet; hun hjalp med at pakke teltene sammen, lede hjordene afsted og slå lejr igen. Hun klarede forskellige udfordringer og forandringer. Jehova gentog sit løfte til Abraham – men han nævnte stadig ikke noget om Sara! – 1 Mosebog 13:14-17; 15:5-7.

Til sidst besluttede Sara at det var på tide at indvi Abraham i en plan der var begyndt at tage form i hendes sind. Se for dig hvordan hendes ansigt afslørede hendes blandede følelser. Hun sagde til ham: “Hør nu! Jehova har udelukket mig fra at føde børn.” Så bad hun sin mand om at få børn med hendes tjenestepige, Hagar. Kan du forestille dig hvor forfærdeligt hun må have haft det da hun bad ham om det? For os virker det måske som en underlig ting at bede om, men det var ikke usædvanligt dengang at en mand giftede sig med endnu en kvinde for at få en arving.b Følte Sara at det var sådan Abraham kunne få en nation af efterkommere, som det var Guds hensigt? Under alle omstændigheder var hun villig til at bringe et stort offer. Hvordan reagerede Abraham? I Bibelen siges der at han lyttede til Sara. – 1 Mosebog 16:1-3.

Antyder beretningen at det var Jehova der fik Sara til at komme med dette forslag? Nej. Hendes forslag afslørede derimod en meget menneskelig tankegang. Hun troede at det var Gud der var skyld i hendes problemer, og hun kunne ikke forestille sig at han havde en anden løsning. Saras egen løsning ville medføre smerte og problemer for hende. Hendes forslag viste en beundringsværdig uselviskhed. I en verden hvor mange ofte sætter deres egne ønsker over alt andet, er Saras uselviskhed så ikke virkelig bemærkelsesværdig? Hvis vi er villige til at prioritere Guds hensigt højere end vores egne selviske interesser, efterligner vi Saras tro.

Da en af englene over for Abraham gentog Guds løfte om at Sara skulle føde en søn, lyttede hun med inde fra teltet. Tanken om at hun skulle føde et barn i hendes alder forekom hende så mærkelig at hun ikke kunne lade være med at grine og sige: “Skal jeg virkelig føle lyst efter at jeg er udslidt, og min herre desuden er gammel?” Englen irettesatte Sara med et direkte spørgsmål: “Er noget for usædvanligt for Jehova?” Saras reaktion var meget menneskelig. Hendes svar viser at hun var bange og i forsvarsposition, for hun udbrød: “Jeg lo ikke!” Englen svarede: “Jo, vist lo du.” – 1 Mosebog 18:9-15.

Grinede Sara fordi hun manglede tro? Bestemt ikke. Bibelen siger: “Ved tro fik også Sara selv kraft til at undfange, og det skønt hun var ude over aldersgrænsen, eftersom hun anså ham for trofast som havde givet løftet.” (Hebræerne 11:11) Sara kendte Jehova. Hun vidste at han var i stand til at opfylde et hvilket som helst løfte han havde givet. Har vi ikke alle sammen brug for så stærk en tro? Det vil virkelig være til gavn for os at lære Bibelens Gud bedre at kende. Gør vi det, vil vi se at Sara havde god grund til at have så stærk en tro. Jehova er trofast og opfylder alle sine løfter – nogle gange måske endda på en måde der overrasker os og får os til at bryde ud i latter.