Retfærdighed tilregnes som følge af tro. Paulus understreger dette med følgende ord som også anslår brevets tema: „Jeg skammer mig ikke over den gode nyhed; den er nemlig en Guds kraft til frelse for enhver som tror, for jøde først og så for græker; i den bliver nemlig Guds retfærdighed åbenbaret som følge af tro og til fremme af tro, sådan som der står skrevet: ’Men den retfærdige skal leve som følge af tro.’“ — Romerne 1:16, 17.

I Romerbrevet, kapitel 1 til 4, tager Paulus udgangspunkt i den kendsgerning at alle er syndere. Den eneste måde hvorpå mennesker kan blive erklæret retfærdige er derfor på grundlag af tro. Jøderne forsøgte ganske vist at blive erklæret retfærdige ved at holde Moseloven. Men det var de ikke i stand til. Derfor siger Paulus ligeud at ’såvel jøder som grækere er under synd’. Han underbygger denne upopulære sandhed med adskillige henvisninger til De Hebraiske Skrifter. — Romerne 3:9.

Hvilket håb er der da, eftersom ’intet kød vil blive erklæret retfærdigt ved lovgerninger’? Jo, Gud vil erklære mennesker retfærdige som en fri gave på grundlag af Jesu genløsningsoffer. (Romerne 3:20, 24) For at benytte sig heraf må de tro på dette offer. Er denne lære om at mennesker bliver erklæret retfærdige som følge af tro noget nyt? Nej. Abraham selv blev erklæret retfærdig som følge af tro, allerede før Moseloven trådte i kraft. — Romerne 4:3.

Efter at have understreget vigtigheden af tro, drøfter Paulus i kapitel 5 grundlaget for den kristne tro. Dette grundlag er Jesus, hvis retfærdige livsløb ophæver de dårlige virkninger af Adams synd for dem der tror på Ham. „Ved én retfærdiggørelseshandling,“ og altså ikke ved at overholde Moseloven, er „følgen for mennesker af alle slags, blevet at de erklæres retfærdige til liv“. — Romerne 5:18.