Så stor en sky af vidner!

„Så lad da også os, da vi har så stor en sky af vidner der omgiver os, . . . med udholdenhed løbe det væddeløb der ligger foran os.“ — Hebræerne 12:1.

1, 2. (a) Hvilken scene kan Paulus have haft i tanke da han skrev til de kristne hebræere? (b) Hvorfor havde Paulus’ hebraiske trosfæller brug for en stærk tro?

FORESTIL dig at du deltager i et løb. Du maser på, anstrenger hver eneste muskel og holder blikket rettet mod målet. Og tilskuerne? Det er nogle der selv har været med. De har ikke nøjedes med at se på, men været aktive. Og de har alle fuldført løbet!

² Det var måske en sådan scene Paulus så for sig da han skrev til de kristne hebræere (omkring år 61 e.v.t.). De havde brug for en stærk tro. (Hebræerne 10:32-39) Kun ved tro kunne de adlyde Jesu befaling om at flygte når de så Jerusalem omringet af lejrede hære, hvilket skete i år 66, nogle år før byen blev ødelagt af romerne (i år 70). Troen kunne også holde dem oppe når de blev „forfulgt for retfærdigheds skyld“. — Mattæus 5:10; Lukas 21:20-24.

3. Hvad er „den synd som let omklamrer os“ og som Paulus omtaler i Hebræerbrevet 12:1, og hvilket løb tilskyndes de kristne til at løbe med udholdenhed?

³ Efter at have omtalt fortidens troshelte (i Hebræerbrevet, kapitel 11), tilskyndede Paulus: „Så lad da også os, da vi har så stor en sky af vidner der omgiver os, aflægge enhver vægt [der kunne tynge os åndeligt] og den synd [mangelen på tro] som let omklamrer os, og lad os med udholdenhed løbe det væddeløb der ligger foran os [det løb hvis sejrspris er det evige liv].“ (Hebræerne 12:1) Paulus’ tilbageblik på fortidens troshelte og deres gerninger belyser forskellige aspekter af troen, og kan hjælpe os uanset om vi er salvede kristne og deltager i det løb hvis sejrspris er evigt liv i himmelen, eller vi tilhører ’den store skare’ og har udsigt til evigt liv i et paradis på jorden. (Åbenbaringen 7:4-10; Lukas 23:43; Romerne 8:16, 17) Men hvad er tro egentlig? Troen kan sammenlignes med en ædelsten. Hvilke facetter har den, og hvordan vil den indvirke på vore gerninger? Det vil være lettere for dig at finde svarene på disse spørgsmål hvis du både under din forberedelse og ved selve vagttårnsstudiet i menigheden læser de vers i Hebræerbrevets 11. og 12. kapitel der henvises til i artiklen.

Hvad tro er

4. Hvad er tro?

⁴ Paulus gav først en definition af troen. (Læs Hebræerbrevet 11:1-3.) Tro er blandt andet „den sikre forventning om ting der håbes på“. De der har tro har en garanti for at alt hvad Gud har lovet, er så godt som opfyldt. Tro er også „det klare bevis på virkeligheder som ikke ses“. Det bevis som danner grundlaget for en overbevisning om usynlige virkeligheder, er så stærkt at det siges at være identisk med troen.

5. Hvad fatter vi ved tro?

⁵ Ved tro „fik fortidens mænd . . . godt vidnesbyrd“ om at de var Gud til behag. Og „ved tro fatter vi at tingenes ordninger“ — jorden, solen, månen og stjernerne — „er blevet bragt i stand ved Guds ord, så det der ses er blevet til af ting som ikke er synlige“. Skønt vi ikke kan se Jehova fordi han er en usynlig ånd, er vi overbevist om at det er ham der har skabt alt dette. — 1 Mosebog 1:1; Johannes 4:24; Romerne 1:20.

Tro i „en gammel verden“

6. Hvorfor havde Abel ’en sikker forventning’ om at Jehovas profetiske ord vedrørende ’kvindens sæd’ ville gå i opfyldelse?

⁶ En af troens mange facetter er forståelsen af at der nødvendigvis må bringes et offer for vore synder. (Læs Hebræerbrevet 11:4.) I ’den gamle verden’ før Vandfloden bragte Abel, den næstældste søn af det første menneskepar, Adam og Eva, i tro et dyreoffer. (2 Peter 2:5) Abel kunne uden tvivl i sig selv mærke den nedarvede synds dødbringende virkninger. (1 Mosebog 2:16, 17; 3:6, 7; Romerne 5:12) Han så også opfyldelsen af Guds dom der påførte Adam et møjsommeligt slid og for Eva betød stor smerte i forbindelse med graviditet og fødsel. (1 Mosebog 3:16-19) Dette gav Abel ’en sikker forventning’ om at også det andet Gud havde sagt ville gå i opfyldelse — for eksempel de profetiske ord Gud henvendte til ærkebedrageren Satan da han sagde til slangen: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden og mellem dit afkom og hendes afkom. Han skal knuse hovedet på dig, og du skal knuse hælen på ham.“ — 1 Mosebog 3:15.

7. (a) Hvordan viste Abel at han forstod at der måtte bringes et offer til soning af synder? (b) Hvordan ’aflagde Gud vidnesbyrd om Abels offergaver’?

⁷ Abel gav udtryk for sin tro på den lovede sæd ved at bringe Gud et dyreoffer som billedligt kunne træde i stedet for hans eget liv. Hans storebroder, den vantro Kain, bragte et blodløst offer bestående af urter, „nogle af agerjordens frugter“. (1 Mosebog 4:1-8) Derefter udgød Kain som en morder Abels blod, men Abel døde i forvisningen om at Jehova betragtede ham som retfærdig, ’idet Gud havde aflagt vidnesbyrd om hans offergaver’. Hvordan? Ved at antage det offer Abel bragte i tro. På grund af Abels tro og Guds godkendelse af ham, som hele den inspirerede beretning vidner om, „taler han endnu, skønt han er død“. Han forstod at der måtte bringes et offer for hans synder. Tror du på Jesu genløsningsoffer, der har langt større betydning end Abels offer? — 1 Johannes 2:1, 2; 3:23.

8. (a) Hvad kan vi lære om troen ved at betragte Enoks modige forkyndelse? (b) Hvordan blev Enok „taget bort så han ikke så døden“?

⁸ Tro vil få os til at forkynde Guds budskab frimodigt. (Læs Hebræerbrevet 11:5, 6.) Et af Jehovas vidner i fortiden, Enok, profeterede modigt om fuldbyrdelsen af Guds dom over de ugudelige. (Judas 14, 15) Hans fjender søgte uden tvivl at dræbe ham, men Gud ’tog ham’ så han ikke kom til at føle dødens smerte. (1 Mosebog 5:24) Forinden fik han dog „det vidnesbyrd at han havde Guds velbehag“. Hvordan skete dette? „Ved tro blev Enok taget bort så han ikke så døden,“ siges der. Paulus blev på lignende måde taget bort eller „bortrykket til paradiset“, idet han åbenbart modtog et syn af den kristne menigheds fremtidige åndelige paradis. (2 Korinther 12:1-4) Enok fik sikkert et syn af det kommende paradis på jorden før Jehova lod ham sove ind i døden, i sikkerhed for fjendehånd. For at være Gud til behag må vi, ligesom Enok, forkynde Guds budskab frimodigt. (Apostelgerninger 4:29-31) Vi må også tro at Gud er til og „at han belønner dem som ivrigt søger ham“.

9. Hvordan fremgår det af Noas handlemåde at en anden af troens facetter består i at man nøje følger Guds vejledning?

⁹ En anden af troens facetter består i at man nøje følger Guds vejledning. (Læs Hebræerbrevet 11:7.) I tro „gjorde Noa ganske som Gud havde påbudt ham“. (1 Mosebog 6:22; 7:16) Noa blev „advaret af Gud om ting som man endnu ikke så“, og han troede på Jehovas ord om at der ville komme en verdensomspændende vandflod. I tro og med ærefrygt for Gud byggede Noa „en ark til redning for sin husstand“. Ved lydighed og retfærdige gerninger fordømte han således den vantro verden for dens onde handlinger og viste at den fortjente at blive udslettet. — 1 Mosebog 6:13-22.

10. Hvad tog Noa sig tid til, skønt han havde travlt med at bygge arken?

¹⁰ Også Noa var et af Jehovas vidner idet han var „en forkynder af retfærdighed“. (2 Peter 2:5) Skønt han havde travlt med at bygge arken, tog han sig tid til at forkynde, ligesom Jehovas vidner gør i dag. Ja, Noa fortalte frimodigt dem der levede før vandfloden om Guds advarsel, men „de gav ikke agt før vandfloden kom og rev dem alle bort“. — Mattæus 24:36-39.

Tro blandt patriarkerne efter Vandfloden

11. (a) Hvordan viste Abraham at tro omfatter urokkelig tillid til Jehovas løfter? (b) Hvilken „by“ ventede Abraham trofast på?

¹¹ Tro omfatter urokkelig tillid til Jehovas løfter. (Læs Hebræerbrevet 11:8-12.) Ved tro adlød Abraham (Abram) Guds befaling og forlod Ur i Kaldæa, en by der havde meget at tilbyde i materiel henseende. Han stolede på Jehovas løfte om at „alle jordens slægter“ skulle velsigne sig ved ham, og om at hans afkom ville få et land af Jehova. (1 Mosebog 12:1-9; 15:18-21) Abrahams søn Isak og hans sønnesøn Jakob var „sammen med ham . . . arvinger til det selv samme løfte“. Ved tro bosatte Abraham sig „som udlænding i løftets land som i et fremmed land“. Han så frem til „byen som havde faste grundvolde, byen hvis bygmester og ophavsmand er Gud“. Ja, Abraham ventede på Guds himmelske rige hvorunder han ville blive oprejst til liv på jorden. Har Riget en lige så betydningsfuld plads i dit liv? — Mattæus 6:33.

12. Hvad blev følgen af at Sara havde tro på Jehovas løfter?

¹² Også de gudfrygtige patriarkers hustruer havde tro på Jehovas løfter. Tag for eksempel Abrahams hustru Sara. Selv om hun var ufrugtbar til halvfemsårsalderen og „var ude over aldersgrænsen“, fik hun ved tro „kraft til at undfange . . . eftersom hun anså ham [Gud] for trofast som havde givet løftet“. Sara fødte Isak, og således blev der som følge af Abraham, der var 100 år og „så godt som død“ hvad forplantningsevnen angik, med tiden „født børn så talrige som himmelens stjerner“. — 1 Mosebog 17:15-17; 18:11; 21:1-7.

13, 14. (a) Hvordan virkede det på Abraham, Isak og Jakob at de ’ikke erfarede opfyldelsen af løfterne’? (b) Hvordan kan vi have gavn af at betragte patriarkernes loyalitet mod Jehova, hvis vi ikke umiddelbart kommer til at se opfyldelsen af hans løfter?

¹³ Ved tro vil vi være loyale mod Jehova selv hvis vi ikke erfarer opfyldelsen af hans løfter. (Læs Hebræerbrevet 11:13-16.) Alle de trofaste patriarker døde uden at erfare den fuldstændige opfyldelse af Guds løfter til dem. „Men de så [opfyldelsen af løfterne] langt borte og hilste dem velkommen og bekendte offentligt at de var fremmede og midlertidige indbyggere i landet.“ I tro fuldførte de deres livsløb uden at erfare opfyldelsen af løfterne, for der gik flere generationer før Abrahams afkom tog det forjættede land i besiddelse.

¹⁴ Abraham, Isak og Jakob blev ikke bitre fordi de ikke erfarede opfyldelsen af løfterne i deres levetid. Det fik dem ikke til at falde fra, forlade Jehova, rejse tilbage til Ur og lade sig indvikle i verdslige anliggender. (Jævnfør Johannes 17:16; Andet Timoteusbrev 4:10; Jakob 1:27; Første Johannesbrev 2:15-17.) Nej, disse patriarker ’tragtede’ efter et sted der var langt bedre end Ur, „det vil sige et der hører himmelen til“. Derfor ’skammer Jehova sig ikke ved at blive påkaldt som deres Gud’. De bevarede troen på den Allerhøjeste til døden, og inden længe vil de blive oprejst til liv her på jorden, der da vil være en del af det domæne som er underlagt det messianske rige, den „by“ som Gud har gjort rede til dem. Hvordan forholder det sig med dig? Har du ’vandret i sandheden’ i mange år og er kommet op i årene mens du har tjent Jehova? Da må du ikke give slip på troen men bevare tilliden til hans lovede nye ordning. (3 Johannes 4; 2 Peter 3:11-13) Jehova vil velsigne både dig og de trofaste patriarker rigt for at have udvist en sådan tro!

15. (a) Hvad satte Abraham i stand til så godt som at ofre Isak? (b) Hvordan bør dette optrin virke på vor tro? (c) Hvad var dette en profetisk skildring af?

¹⁵ Ubetinget lydighed mod Gud er en af troens vigtigste facetter. (Læs Hebræerbrevet 11:17-19.) Fordi Abraham adlød Jehova uden at stille spørgsmål, „så godt som ofrede [han] Isak“, sin „enestefødte“ — det eneste barn han fik med Sara. Hvordan kunne Abraham gøre dette? Det kunne han i kraft af at „han regnede med at Gud var i stand til at oprejse ham endog fra de døde“ om nødvendigt, for at opfylde løftet om afkom gennem ham. På et øjeblik kunne kniven i Abrahams hånd have gjort ende på Isaks liv, men en engels røst forhindrede dette. Derved fik Abraham Isak tilbage fra de døde „på en billedlig måde“. Vi bør ligeledes adlyde Gud i tro, selv hvis vort liv eller vore børns liv står på spil. (1 Johannes 5:3) Det er også værd at lægge mærke til at Abraham og Isak ved den lejlighed profetisk skildrede at Jehova Gud ville give sin enestefødte søn, Jesus Kristus, som en løsesum for at enhver som tror på ham kan få evigt liv. — 1 Mosebog 22:1-19; Johannes 3:16.

16. Hvilket eksempel satte patriarkerne med hensyn til at give Guds løfter videre til deres børn?

¹⁶ Hvis vi har tro, vil vi hjælpe vore børn til at sætte deres lid til Guds løfter om fremtiden. (Læs Hebræerbrevet 11:20-22.) Patriarkerne havde så stærk en tro at skønt Jehovas løfter til dem ikke fik deres fulde opfyldelse i deres levetid, gav de løfterne videre til deres børn som en elsket arv. For eksempel ’velsignede Isak Jakob og Esau med henblik på det der skulle komme’, og den døende Jakob udtalte velsignelser over Josefs sønner, Efraim og Manasse. Josef havde så stærk en tro på at israelitterne ville forlade Ægypten for at drage til det forjættede land, at han lod sine brødre sværge på at de ville tage hans ben med sig når de drog bort. (1 Mosebog 27:27-29, 38-40; 48:8-22; 50:24-26) Hjælper du din familie til at få en lignende tro på det Jehova har lovet?

Troen får os til at sætte Gud først

17. Hvad fik troen Moses’ forældre til at gøre?

¹⁷ Vor tro vil få os til at sætte Jehova og hans folk over alt hvad denne verden har at tilbyde. (Læs Hebræerbrevet 11:23-26.) Israelitterne var i trældom i Ægypten og havde behov for udfrielse da Moses’ forældre handlede i tro. ’De frygtede ikke kongens ordre’ der gik ud på at de hebraiske drengebørn skulle dræbes ved fødselen, men skjulte Moses i tre måneder, og lagde ham derefter i en ark af papyrus som de skjulte mellem sivene ved Nilens bred. Han blev fundet af Faraos datter og ’opdraget som hendes egen søn’. Først blev han dog ammet og åndeligt oplært hos sin fader og moder, Amram og Jokebed. Derefter blev han som et medlem af Faraos husstand „oplært i al ægypternes visdom“ og blev „magtfuld i sine ord og gerninger“, det vil sige han udviklede rige mentale og fysiske evner. — Apostelgerninger 7:20-22; 2 Mosebog 2:1-10; 6:20.

18. Hvilken holdning havde Moses, på grund af sin tro, til tilbedelsen af Jehova?

¹⁸ Men undervisningen i Ægypten og den materielle overflod i kongehuset fik ikke Moses til at forlade tilbedelsen af Jehova og blive frafalden. Nej, „ved tro nægtede Moses, da han var blevet stor, at kalde sig søn af Faraos datter“ — et skridt der blev følgen af at han havde forsvaret en af sine hebraiske brødre. (2 Mosebog 2:11, 12) Moses „valgte at blive mishandlet sammen med Guds folk [israelitterne, der tilbad Jehova] fremfor at have den midlertidige nydelse af synd“. Hvis du er en døbt tjener for Jehova og har fået en god åndelig oplæring, vil du da følge Moses’ eksempel og stå fast for den sande tilbedelse?

19. (a) Hvoraf fremgår det at Moses lod Jehova og hans folk komme i første række? (b) Hvilken ’løn’ så Moses frem til?

¹⁹ Moses stillede sig på Jehovas folks side „da han anså Messias’ skændsel for større rigdom end Ægyptens værdier“. Det var sandsynligvis den skændsel der følger med den forret at være et forbillede på Kristus, Guds salvede, Moses anså for „større rigdom end Ægyptens værdier“. Som medlem af den kongelige familie kunne han have nydt rigdom og berømmelse i Ægypten. Men han havde en stærk tro, og ’så ufravendt frem til betalingen af lønnen’ — evigt liv på jorden ved en opstandelse i Guds lovede nye ordning.

20. Hvordan kan vi ud fra Moses’ erfaringer se at troen gør os frygtløse som Jehovas tjenere?

²⁰ Troen gør os frygtløse fordi vi har tillid til at Jehova kan udfri os. (Læs Hebræerbrevet 11:27-29.) Farao søgte at dræbe Moses da det var kommet ham for øre at han havde slået en ægypter ihjel, „men Moses flygtede fra Farao for at bosætte sig i Midjans land“. (2 Mosebog 2:11-15) Det er derfor tilsyneladende hebræernes senere udgang fra Ægypten Paulus hentydede til med ordene: „Ved tro forlod han [Moses] Ægypten, ikke af frygt for kongens harme [kongen truede ham med døden fordi han repræsenterede Gud til gavn for Israel], for han holdt stand som så han den usynlige.“ (2 Mosebog 10:28, 29) Moses så ikke Jehova på noget tidspunkt, men Jehovas handlinger med Moses fik ham til at leve og handle som om han selv havde set „den usynlige“. (2 Mosebog 33:20) Har du et lige så stærkt forhold til Jehova? — Salme 37:5; Ordsprogene 16:3.

21. Hvad skete der „ved tro“ i forbindelse med Israels udgang fra Ægypten?

²¹ Lige før Israel drog ud fra Ægypten havde Moses „ved tro . . . fejret påsken og foretaget påføringen af blodet, for at ødelæggeren ikke skulle røre deres [israelitternes] førstefødte“. Det krævede tro at fejre påsken med den overbevisning at Israels førstefødte sønner ville blive skånet mens ægypternes førstefødte ville dø, og denne tro blev belønnet. (2 Mosebog 12:1-39) Det var også „ved tro“ at Israels folk gik „gennem Det røde Hav som over tørt land, mens ægypterne blev opslugt da de vovede sig ud i det“. Ja, Jehova viste sig som Israels store udfrier! Og på grund af denne udfrielse „frygtede [israelitterne] Jehova og troede på Jehova og på hans tjener Moses“. — 2 Mosebog 14:21-31.

22. Hvilke spørgsmål angående troen står endnu åbne?

²² Moses’ og patriarkernes tro danner et godt eksempel for Jehovas vidner i dag. Men hvordan gik det da Gud begyndte at handle med Abrahams afkom som en teokratisk organiseret nation? Og hvad kan vi lære af andre af fortidens trosheltes gerninger?

Dem var verden ikke værd

„De blev stenet, de blev prøvet, . . . dem var verden ikke værd.“ — Hebræerne 11:37, 38.

1, 2. Under hvilke omstændigheder bevarede fortidens vidner for Jehova deres uangribelighed, og hvordan bør deres trosgerninger virke på dem der tjener Gud i dag?

FORTIDENS vidner for Jehova bevarede deres uangribelighed over for ham trods de mange prøver det uretfærdige menneskesamfund udsatte dem for. Guds tjenere blev for eksempel stenet eller myrdet med sværd. De led nød, trængsel og mishandling. Men alligevel vaklede de ikke i troen. Apostelen Paulus’ ord er derfor sande: „Dem var verden ikke værd.“ — Hebræerne 11:37, 38.

² Nutidens Jehovas vidner tilskyndes til at tjene Gud trofast når de læser om patriarkerne, Moses og de gudfrygtige mennesker der levede før Vandfloden. Men der nævnes jo mange andre i Hebræerbrevet, kapitlerne 11 og 12. Hvad kan vi lære ved at betragte deres tro?

Dommernes, kongernes og profeternes tro

3. Hvordan viser begivenhederne i forbindelse med Jeriko og Rahab at troen må komme til udtryk i gerninger?

³ Da vor tro er bygget på en fast grundvold og ikke på løse antagelser, bør den komme til udtryk i gerninger. (Læs Hebræerbrevet 11:30, 31.) Efter Moses’ død vandt israelitterne ved tro den ene sejr efter den anden i Kana’an, men dette krævede en indsats af dem. For eksempel „faldt Jerikos mure“ ved Josuas og andres tro „efter at man havde gået rundt om dem i syv dage“. Men „ved tro undgik skøgen Rahab at omkomme sammen med [de troløse indbyggere i Jeriko] som havde handlet ulydigt“. Hvorfor? „Fordi hun modtog [de israelitiske spioner] med fred,“ og aflagde bevis for sin tro ved at skjule dem for kana’anæerne. Rahabs tro var bygget på et solidt grundlag: Hun havde hørt „hvordan Jehova udtørrede Det røde Havs vande“ foran israelitterne og skænkede dem sejr over amoritterkongerne Sihon og Og. Rahab foretog de nødvendige moralske forandringer og blev velsignet for sin levende tro ved at blive bevaret sammen med sin familie da Jeriko faldt og ved at blive en af Jesu Kristi stammødre. — Josua 2:1-11; 6:20-23; Mattæus 1:1, 5; Jakob 2:24-26.

4. Hvad viser Gideons og Baraks erfaringer om det at udvise tro når der er fare på færde?

⁴ Tro kommer til udtryk ved fuldstændig tillid til Jehova, selv når der er fare på færde. (Læs Hebræerbrevet 11:32.) Paulus skrev at tiden ikke ville slå til hvis han fortsatte med at fortælle om „Gideon, Barak, Samson, Jefta, David såvel som Samuel og de andre profeter“, hvis gerninger viste at de havde tro og stolede på Jehova i farlige situationer. Ved tro og med en skare på kun 300 mænd fik dommeren Gideon for eksempel kraft fra Jehova til at knuse de undertrykkende midjanitters militærmagt. (Dommerne 7:1-25) Og opmuntret af profetinden Debora sejrede dommeren Barak med 10.000 dårligt udstyrede fodfolk over kong Jabins langt større hær, der havde 900 stridsvogne under Siseras kommando. — Dommerne 4:1 til 5:31.

5. Hvordan vidner Samsons og Jeftas tro om fuldstændig tillid til Jehova?

⁵ En anden der levede i Israels dommertid og havde en eksemplarisk tro var Samson, filistrenes store fjende. Til sidst tog de ham ganske vist til fange og blindede ham, men han bragte død over mange af dem da han væltede søjlerne i det hus hvor de var ved at frembære et stort offer til deres falske gud, Dagon. Ja, Samson døde sammen med filistrene, men han begik ikke selvmord i fortvivlelse. I tro stolede han på Jehova og bad ham om den nødvendige styrke til at tage hævn over disse fjender af Gud og hans folk. (Dommerne 16:18-30) Jefta, hvem Jehova skænkede sejr over ammonitterne, havde også en tro der vidnede om fuldstændig tillid til Jehova. Kun en stærk tro kunne sætte ham i stand til at holde sin ed over for Gud og vie sin datter til tjenesten for Jehova, hvilket indbefattede at hun skulle forblive jomfru. — Dommerne 11:29-40.

6. Hvordan kom Davids tro til udtryk?

⁶ Også David havde en bemærkelsesværdig tro. Han var ganske ung da han overvandt filisterkæmpen Goliat. „Du kommer imod mig med sværd og spyd og kastespyd,“ sagde David, „men jeg kommer imod dig i hærstyrkers Jehovas . . . navn.“ Ja, David stolede på Jehova, dræbte filisterkæmpen og blev senere en dygtig krigerkonge der kæmpede for Guds folks interesser. På grund af sin tro var David desuden en mand efter Jehovas hjerte. (1 Samuel 17:4, 45-51; Apostelgerninger 13:22) Også Samuel og andre profeter bevarede en stærk tro på og fuld tillid til Jehova hele livet igennem. (1 Samuel 1:19-28; 7:15-17) Hvilke glimrende eksempler for Jehovas tjenere i dag, unge såvel som gamle!

7. (a) Hvem „nedkæmpede riger“ ved tro? (b) Hvem „øvede retfærdighed“ ved tro?

⁷ Ved tro kan vi stå fast trods ethvert anslag mod vor uangribelighed, og vi kan udrette hvad som helst der er i harmoni med Guds vilje. (Læs Hebræerbrevet 11:33, 34.) I forbindelse med de trosgerninger Paulus videre omtaler, tænkte han sandsynligvis på de hebraiske dommere, konger og profeter som han netop havde nævnt. Det var „ved tro“ at dommere som Gideon og Jefta „nedkæmpede riger“. Det samme gjorde kong David: Han overvandt filistrene, moabitterne, syrerne, edomitterne og andre. (2 Samuel 8:1-14) Det var også ved tro at retskafne dommere „øvede retfærdighed“, og Samuels og andre profeters retfærdige vejledning fik i det mindste nogle til at vende om fra urette handlinger. — 1 Samuel 12:20-25; Esajas 1:10-20.

8. Hvilket løfte opnåede David, og hvad førte det til?

⁸ David var en af dem der ved tro „opnåede løfter“. Jehova lovede ham: „Din trone vil være grundfæstet for stedse.“ (2 Samuel 7:11-16) Gud holdt dette løfte ved at oprette det messianske rige i 1914. — Esajas 9:6, 7; Daniel 7:13, 14.

9. Under hvilke omstændigheder blev ’løvers gab stoppet’ ved tro?

⁹ Da profeten Daniels uangribelighed blev sat på en prøve idet kongen forbød at man bad til Gud, stod han fast og fortsatte med at bede hver dag, som han havde for vane. Med den uangribeliges tro ’stoppede Daniel løvers gab’, idet Jehova bevarede ham i live i løvekulen. — Daniel 6:4-23.

10. Hvem „slukkede ilds magt“ ved tro, og hvad vil vi kunne gøre hvis vi har en lige så stærk tro?

¹⁰ Daniels uangribelige hebraiske venner, Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego, „slukkede ilds magt“. Da de blev truet med døden i en overophedet ildovn, sagde de til kong Nebukadnezar at de, uanset om deres Gud udfriede dem eller ej, under ingen omstændigheder ville tjene denne babyloniske konges guder eller tilbede den billedstøtte han havde opstillet. Jehova slukkede ikke ilden, men han sørgede for at de tre hebræere slap uskadt gennem deres ophold i ovnen. (Daniel 3:1-30) Hvis vor tro er lige så stærk vil vi kunne bevare vor uangribelighed over for Gud, om nødvendigt til døden for fjendehånd. — Åbenbaringen 2:10.

11. (a) Hvem undslap ved tro „sværds æg“? (b) Hvem blev ved tro „fyldt med kraft“? (c) Hvem „blev tapre i krig“ og „jagede fremmedes hære på flugt“?

¹¹ David undslap kong Sauls mænd og deres „sværds æg“. (1 Samuel 19:9-17) Også profeterne Elias og Elisa undslap døden ved sværdet. (1 Kongebog 19:1-3; 2 Kongebog 6:11-23) Men hvem var det der „fra at være svage blev fyldt med kraft“? Gideon mente at han selv og hans mænd var for svage til at kunne frelse Israel fra midjanitterne. Men Gud ’fyldte ham med kraft’ og skænkede ham sejren — med kun 300 mænd! (Dommerne 6:14-16; 7:2-7, 22) ’Fra at være svag’ da hans hår var klippet kort, blev Samson „fyldt med kraft“ fra Jehova og bragte død over mange filistre. (Dommerne 16:19-21, 28-30; jævnfør 15:13-19.) Paulus kan også have tænkt på kong Ezekias, der „blev fyldt med kraft“ fra at have været svag militært set men også rent fysisk. (Esajas 37:1 til 38:22) Blandt de tjenere for Gud der „blev tapre i krig“ kan nævnes dommeren Jefta og kong David. (Dommerne 11:32, 33; 2 Samuel 22:1, 2, 30-38) Og dommeren Barak var blandt dem der „jagede fremmedes hære på flugt“. (Dommerne 4:14-16) Alle disse trosgerninger bør overbevise os om at vi ved tro kan modstå enhver prøve på vor uangribelighed og udrette hvad som helst, når blot det er i overensstemmelse med Jehovas vilje.

Andre troshelte

12. (a) Hvilke kvinder „fik deres døde tilbage ved opstandelse“? (b) I hvilken forstand vil nogle få en „bedre“ opstandelse?

¹² Vor tro omfatter håbet om opstandelsen, et håb der hjælper os til at bevare vor uangribelighed over for Gud. (Læs Hebræerbrevet 11:35.) På grund af tro ’fik kvinder deres døde tilbage ved opstandelse’. Ved tro fik Elias kraft fra Gud til at oprejse en enkes søn i Zarepta, og Elisa oprejste en dreng der var søn af en kvinde fra Sjunem. (1 Kongebog 17:17-24; 2 Kongebog 4:17-37) „Men andre mænd blev torteret [bogstaveligt: „slået med stokke“], idet de ikke tog imod udfrielse ved en løsesum, for at de kunne opnå en bedre opstandelse.“ Disse vidner for Jehova der ikke identificeres nærmere i Bibelen, blev åbenbart slået til døde, fordi de nægtede at tage imod en udfrielse der krævede at de gik på kompromis med deres tro. Deres opstandelse vil blive „bedre“ fordi de ikke vil behøve at dø igen (som de der blev oprejst af Elias og Elisa måtte), og fordi den vil finde sted under Guds riges herredømme ved Jesus Kristus, den ’Evige Fader’ hvis genløsningsoffer giver mennesker mulighed for at opnå evigt liv på jorden. — Esajas 9:6; Johannes 5:28, 29.

13. (a) Hvem udholdt „latterliggørelse og piskeslag“? (b) Hvem udholdt „lænker og fængsel“?

¹³ Hvis vi har tro, vil vi kunne udholde forfølgelse. (Læs Hebræerbrevet 11:36-38.) Når vi forfølges kan det hjælpe os at tænke på opstandelseshåbet og på at Gud kan holde os oppe, ligesom han hjalp „andre [der] fik deres [tros]prøve i form af latterliggørelse og piskeslag, ja mere end det, i form af lænker og fængsel“. Israelitterne ’gjorde nar af Jehovas profeter, indtil hans forbitrelse var vokset mod hans folk’. (2 Krønikebog 36:15, 16) Ved tro udholdt Mikaja, Elisa og andre tjenere for Gud latterliggørelse. (1 Kongebog 22:24; 2 Kongebog 2:23, 24; Salme 42:3) Heller ikke piskeslag var en usædvanlig straf på Israels kongers og profeters tid, og om Jeremias siges det at hans modstandere „slog ham“ — de gav ham ikke blot en lussing for at fornærme ham. Også „lænker og fængsel“ minder os om Jeremias, samt om profeterne Mikaja og Hanani. (Jeremias 20:1, 2; 37:15; 1 Kongebog 12:11; 22:26, 27; 2 Krønikebog 16:7, 10) Fordi Jehovas vidner i nutiden ejer en tro der er lige så stærk, har de kunnet udholde lignende trængsler „for retfærdigheds skyld“. — 1 Peter 3:14.

14. (a) Hvem var blandt dem der blev stenet? (b) Hvem blev muligvis gennemsavet?

¹⁴ „De blev stenet,“ skrev Paulus. En af dem der blev det, var Zakarias, præsten Jojadas søn. Fyldt med Guds ånd tog han til orde imod de frafaldne i Juda, med det resultat at nogle sammensvorne på kong Joasj’ ordre stenede ham til døde i forgården til Jehovas hus. (2 Krønikebog 24:20-22; Mattæus 23:33-35) Paulus tilføjede: „De blev prøvet, de blev gennemsavet.“ Han kan have tænkt på profeten Mikaja som en af dem der „blev prøvet“, og ifølge usikre jødiske overleveringer led Esajas døden ved at blive gennemsavet i kong Manasses regeringstid. — 1 Kongebog 22:24-28.

15. Hvem led mishandling og „flakkede om i ørkener“?

¹⁵ Andre „blev myrdet med sværd“, som for eksempel Elias’ medarbejdere i profetgerningen der blev „dræbt med sværdet“ på den onde kong Akabs tid. (1 Kongebog 19:9, 10) Elias og Elisa var blandt dem der i tro „gik omkring i fåreskind, i gedeskind, mens de led nød, trængsel, mishandling“. (1 Kongebog 19:5-8, 19; 2 Kongebog 1:8; 2:13; jævnfør Jeremias 38:6.) De der „flakkede om i ørkener og bjerge og jordens huler og grotter“ fordi de blev forfulgt, omfatter ikke blot Elias og Elisa, men også de 100 profeter som Obadja skjulte i en hule, halvtreds ad gangen, og forsynede med brød og vand dengang den afgudsdyrkende dronning Jesabel begyndte at ’udrydde Jehovas profeter’. (1 Kongebog 18:4, 13; 2 Kongebog 2:13; 6:13, 30, 31) De var uangribelige! Intet under at Paulus sagde: „Dem var verden [det uretfærdige menneskesamfund] ikke værd.“

16. (a) Hvorfor har førkristne vidner for Jehova endnu ikke ’erfaret opfyldelsen af løftet’? (b) Hvad må ordene „gøres fuldkomne“ hentyde til i forbindelse med førkristne vidner for Jehova?

¹⁶ Troen giver os den overbevisning at når Guds tid er inde vil alle der elsker ham ’erfare opfyldelsen af løftet’. (Læs Hebræerbrevet 11:39, 40.) Guds uangribelige tjenere fra den førkristne tid „fik godt vidnesbyrd ved deres tro“, der nu er beskrevet i Bibelen. Men de har endnu ikke erfaret „opfyldelsen af løftet“ fra Gud i form af en opstandelse på jorden med udsigt til evigt liv under Rigets herredømme. Hvorfor ikke? „For at de ikke skulle gøres fuldkomne uden“ Jesu salvede disciple, for hvem „Gud havde forudset noget bedre“ — udødeligt liv i himmelen og det privilegium at blive Kristi Jesu medregenter. Disse salvede kristne bliver ved deres opstandelse, der begyndte på et tidspunkt efter Rigets oprettelse i 1914, ’gjort fuldkomne’ i himmelen før Jehovas vidner fra den førkristne tid bliver oprejst til liv på jorden. (1 Korinther 15:50-57; Åbenbaringen 12:1-5) Når det om de førkristne vidner siges at de „gøres fuldkomne“, må det hentyde til deres jordiske opstandelse, til at de „vil blive frigjort fra trældom under fordærv“ og til at de opnår jordisk fuldkommenhed gennem den tjeneste ypperstepræsten Jesus Kristus og hans 144.000 himmelske underpræster udfører i løbet af tusindårsriget. — Romerne 8:20, 21; Hebræerne 7:26; Åbenbaringen 14:1; 20:4-6.

Se ufravendt hen til vor tros hovedformidler

17, 18. (a) Hvad må vi gøre for at vi kan fuldføre løbet? (b) I hvilken forstand er Jesus Kristus „vor tros hovedformidler“?

¹⁷ Efter at have omtalt hvad Jehovas vidner fra den førkristne tid har udholdt, henviste Paulus til den der i højere grad end nogen anden har lagt tro for dagen. (Læs Hebræerbrevet 12:1-3.) Hvor er det opmuntrende for os at „vi har så stor en sky af vidner der omgiver os“! Det tilskynder os til at aflægge enhver vægt der kunne hæmme vor åndelige fremgang. Det hjælper os til at undgå den synd der består i mangel på tro, og til med udholdenhed at løbe det kristne løb hvis sejrspris er det evige liv. For at nå vort mål må vi imidlertid gøre mere. Hvad?

¹⁸ Hvis vi skal kunne fuldføre løbet og opnå evigt liv i Guds nye ordning må vi „ufravendt [se] hen til vor tros hovedformidler [eller: anfører] og fuldender, Jesus“. Troen hos Abraham og andre uangribelige mænd som levede forud for Jesu Kristi jordiske tjeneste, var ufuldstændig eller ufuldkommen i den forstand at de ikke forstod profetierne om Messias fordi de endnu ikke var gået i opfyldelse. (Jævnfør Første Petersbrev 1:10-12.) Men ved Jesu fødsel, tjeneste, død og opstandelse blev mange af disse profetier opfyldt. Troen i denne fuldkommengjorte forstand kunne således siges at være „kommet“ ved Jesus Kristus. (Galaterne 3:24, 25) Fra sin plads i himmelen fortsatte Jesus desuden med at være troens fuldender for sine disciple, som dengang han udgød hellig ånd over dem på pinsedagen i år 33 og gav åbenbaringer som lidt efter lidt gav dem større tro. (Apostelgerninger 2:32, 33; Romerne 10:17; Åbenbaringen 1:1, 2; 22:16) Hvor er vi taknemmelige for dette „trofaste vidne“, denne „anfører“ for Jehovas vidner! — Åbenbaringen 1:5; Mattæus 23:10.

19. Hvorfor bør vi ’nøje betragte’ Jesus?

¹⁹ Det er ikke let at udholde de ikke-troendes spot. Paulus gav derfor denne tilskyndelse: „Betragt nøje [Jesus] som har udholdt en sådan modsigelse af syndere som går imod sig selv, for at I ikke skal blive trætte og give tabt i jeres sjæle.“ Hvis vi holder blikket rettet mod „det trofaste vidne“, Jesus Kristus, vil vi aldrig blive trætte af at gøre Guds vilje. — Johannes 4:34.

20. Nævn noget af det du har lært om troen ved at studere Hebræerbrevet 11:1 til 12:3.

²⁰ ’Den store sky af vidner’ kan lære os meget om troens facetter. En tro som Abels vil for eksempel give os større værdsættelse af Jesu offer. Hvis vi ejer sand tro vil vi ligesom Enok modigt forkynde Jehovas budskab. Vor tro vil tilskynde os til ligesom Noa nøje at følge Guds vejledning og tjene som forkyndere af retfærdighed. Abrahams tro viser os at vi skal adlyde Gud og stole på hans løfter, skønt nogle af dem endnu ikke er blevet opfyldt. Moses’ eksempel viser at vi ved tro kan holde os uplettede af denne verden og loyalt stå på Jehovas folks side. Det vi læser om Israels dommere, konger og profeter viser os at troen på Gud kan holde os oppe trods forfølgelse og trængsler. Og når vi ser hen til vort største forbillede, Jesus Kristus, bliver vor tro fast og urokkelig! Lad os derfor, med Jesus som vor anfører og med kraft fra vor Gud, fortsat vise for enhver at vi, Jehovas vidner, ejer en stærk tro.