Jeg har måttet kæmpe med mine svagheder

Fortalt af Thomas Addison

NÅR jeg som dreng så en fugl på vejen, gik jeg af ren og skær frygt i en stor bue udenom. Og når vi havde familie eller venner på besøg derhjemme, gemte jeg mig sky bag moders skørter og skyndte mig hurtigst muligt tilbage til soveværelset. Jeg blev mundlam når der var myndighedspersoner i nærheden, især skolelærere.

Hvordan var jeg i stand til at forandre mig? Hvordan kunne et frygtelig genert barn som jeg, senere lære at tale til i tusindvis af tilhørere ved store stævner?

Mine forældre forsøger ’at bøje grenen’

Mine forældre — især fader, som var en slank, energisk skotte — syntes at jeg var svær at blive klog på. Han var selv blevet forældreløs som 13-årig og havde fra en meget ung alder måttet klare sig selv. Men trods sin noget barske facon havde han et hjerte af guld. Moder, som var landmandsdatter, var derimod indbegrebet af mildhed. Jeg blev opdraget med fast og kærlig hånd, men blev ikke overbeskyttet.

I 1945, da jeg var seks år gammel, havde jeg min debut på den teokratiske skole. Jeg holdt mit første indlæg i skæret fra en petroleumslampe i en lille australsk menighed hvor der kun var tre familier. I god tid hjalp fader mig med at forberede opgaven og forklarede fordelene ved ikke at have fuldt manuskript. Han understregede også at man aldrig skulle være bange for hvad andre sagde eller tænkte, for, som han sagde: „Vi mennesker er bare en lille bunke støv. Nogle bunker er lidt større end andre, det er det hele!“ Knæene rystede under mig, mine håndflader var klamme af sved, og da jeg var nået halvvejs igennem kunne jeg ikke få fremstammet et ord mere men måtte gå ned.

Jeg har vel været en halv snes år da fader tog min lillebroder Robert og mig med hen på landsbyens hovedgade og lod os tage opstilling med bladene Vagttårnet og Vågn op! foran den lokale biograf. Alle vores skolekammerater kunne se os. Bladene føltes så tunge som bly, og nogle gange smuttede de om på ryggen! Fortvivlet søgte jeg at stå på en måde så man ikke lagde mærke til mig.

Det virkede imidlertid meget tilskyndende på mig at betragte faders frimodighed. Han sagde altid at hvis man unddrog sig, gav man efter for Satan og for menneskefrygt. I skolen kom jeg ud for en anden prøve. Den anden verdenskrig lå ikke så langt tilbage, og nationalismen i Australien glødede endnu. Min søster Ellerie og jeg blev siddende når de spillede nationalsangen. Det var meget svært for mig at skulle skille mig ud, men igen var det mine forældres stadige støtte og opmuntring der hjalp mig til ikke at gå på kompromis.

Fra da af læste jeg med levende interesse alle de artikler i Vagttårnet og Vågn op! som handlede om forskellige sider af personligheden, og samlede dem i en mappe. Jeg lagde også særlig mærke til forslag i Rigets Tjeneste om hvordan man kunne få en samtale i gang.

Jeg satte mig det mål at jeg ved hvert af de kristne møder ville tale med en af de tilstedeværende så længe som muligt. I begyndelsen varede disse samtaler kun omkring et minut. Så ofte kom jeg nedslået hjem. Men med en vedholdende indsats blev jeg langsomt bedre til at føre en samtale.