EN MAND fra New York fortæller: „Min søn Jonathan var på besøg hos venner der boede nogle kilometer borte. Min kone, Valentina, kunne ikke lide at han tog derhen. Hun var altid bange for at der skulle ske ham noget i trafikken. Men han gik meget op i elektronik, og hans venner havde et værksted hvor han kunne få lidt praktisk erfaring. Jeg var hjemme på Manhattan i New York. Valentina var på besøg hos sin familie i Puerto Rico. ’Jonathan må snart være her,’ tænkte jeg. Så ringede det på døren, og jeg gik ud fra at det var ham. Men det var det ikke. Det var politiet og nogle ambulancefolk. ’Kender De dette kørekort?’ spurgte politibetjenten. ’Ja, det er min søn Jonathans.’ ’Vi har en dårlig nyhed til Dem. Der er sket en ulykke, og . . . Deres søn, . . . Deres søn er blevet dræbt.’ Min første reaktion var: ’Det kan ikke være rigtigt!’ Det sår vi har fået i hjertet er endnu ikke lægt, selv om der er gået flere år.“

En familiefader fra Barcelona i Spanien skriver: „Vi var en lykkelig familie i 1960’ernes Spanien. Der var min kone, María, og vores tre børn, David, Paquito og Isabel, som var henholdsvis 13, 11 og 9 år.

En dag i marts 1963 kom Paquito hjem fra skole og klagede over at han havde meget ondt i hovedet. Vi var helt i vildrede med hvad det kunne skyldes — men ikke ret længe. Tre timer senere var han død. En hjerneblødning havde pludselig berøvet ham livet.

Det er nu over 30 år siden Paquito døde, men vi føler stadig en dyb smerte over tabet. Forældre der mister et barn vil altid føle at de samtidig har mistet noget af sig selv — uanset hvor mange år der går eller hvor mange andre børn de har.“

Disse to beretninger om forældre der har mistet et barn, viser hvor dyb og langvarig en smerte det medfører. En læge har meget rigtigt skrevet: „Et barns død er normalt mere tragisk og vanskeligere at acceptere end et ældre menneskes død, eftersom et barn er den sidste i familien man forventer vil dø. . . . Et barns død betyder altid bristede fremtidsdrømme med hensyn til familie [søn, svigerdatter, børnebørn] og oplevelser . . . som man aldrig får.“ Også de kvinder der mister et barn ved spontan abort kan opleve det som et meget stort tab.

En enke forklarer: „Min mand, Russell, havde været i lægekorpset i Stillehavsområdet under den anden verdenskrig. Han havde oplevet nogle frygtelige slag. Han kom tilbage til De Forenede Stater og levede et roligt liv. Senere blev han en Guds ords tjener. Da han var først i tresserne begyndte han at få symptomer på hjerteproblemer. Han forsøgte at føre et aktivt liv, men en dag i juli 1988 fik han et hjerteanfald og døde. Hans død kom som et knusende slag. Jeg nåede ikke engang at få sagt farvel. Han var ikke blot min mand. Han var min bedste ven. Vi havde været gift i 40 år. Nu måtte jeg til at lære at leve med en ganske særlig ensomhedsfølelse.“

Dette er blot nogle få af de tusinder af tragedier der hver dag rammer familier overalt i verden. De fleste der har mistet et barn, en ægtemand, en hustru, forældre eller venner, giver den kristne bibelskribent Paulus ret når han kalder døden for „den sidste fjende“. Ofte vil den første naturlige reaktion på nyheden være at man nægter at tro den: „Det kan ikke være rigtigt!“ Senere vil der ofte komme andre reaktioner. — 1 Korinther 15:25, 26.

Men før vi kommer ind på de følelser sorgen udløser, vil vi besvare nogle vigtige spørgsmål. Er døden afslutningen på alt? Er der håb om at vi nogen sinde får dem vi har mistet i døden at se igen?

Der findes et pålideligt håb

Bibelskribenten Paulus gjorde opmærksom på at det er muligt at blive befriet for denne „sidste fjende“, døden. Han skrev: „Den sidste fjende der tilintetgøres, er døden.“ (1 Korinther 15:26) Hvordan kunne Paulus være så sikker på dette? Fordi han var blevet undervist af en der selv var blevet oprejst fra de døde, nemlig Jesus Kristus. (Apostelgerninger 9:3-19) Det er derfor Paulus kunne skrive: „Eftersom døden er kommet ved et menneske [Adam], er de dødes opstandelse også kommet ved et menneske [Jesus Kristus]. For ligesom alle dør i Adam, således vil alle også blive gjort levende i Messias.“ — 1 Korinther 15:21, 22.

Da Jesus mødte en enke fra Nain og så hendes døde søn, blev han dybt bedrøvet. Den bibelske beretning lyder: „Da [Jesus] nærmede sig [Nains] port, se! da blev en død båret ud, en moders enestefødte søn. Hun var desuden enke. Og en anselig folkemængde fra byen var sammen med hende. Og da Herren fik øje på hende, fik han inderligt ondt af hende, og han sagde til hende: ’Græd ikke mere.’ Så gik han hen og rørte ved ligbåren, og bærerne stod stille, og han sagde: ’Unge mand, jeg siger dig: Stå op!’ Og den døde satte sig op og begyndte at tale, og han gav ham til hans moder. Nu blev de alle grebet af frygt, og de begyndte at herliggøre Gud idet de sagde: ’En stor profet er blevet oprejst iblandt os,’ og: ’Gud har vendt sin opmærksomhed mod sit folk.’“ Læg mærke til at Jesus fik inderligt ondt af enken og derfor oprejste hendes søn. Forestil dig hvad det lover for fremtiden. — Lukas 7:12-16.

For øjnene af mange mennesker udførte Jesus et uforglemmeligt mirakel. Denne opstandelse var en forudskildring af den opstandelse som han allerede før denne hændelse havde profeteret om — genskabelse til liv på jorden under „en ny himmel“. Ved den lejlighed havde Jesus sagt: „I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud.“ — Åbenbaringen 21:1, 3, 4; Johannes 5:28, 29; 2 Peter 3:13.

Apostelen Peter og andre af de tolv som ledsagede Jesus på hans rejser, blev også øjenvidner til en opstandelse. De hørte endog den opstandne Jesus tale til dem ved Galilæas Sø. Beretningen fortæller: „Jesus sagde til dem: ’Kom, spis jeres morgenmad.’ Ingen af disciplene turde spørge ham: ’Hvem er du?’ for de vidste at det var Herren. Jesus kom og tog brødet og gav dem det, og ligeså fisken. Dette var nu tredje gang Jesus havde vist sig for disciplene efter at han var blevet oprejst fra de døde.“ — Johannes 21:12-14.

Det er grunden til at Peter med dyb overbevisning kunne skrive: „Velsignet være vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader, for i sin store barmhjertighed har han givet os en ny fødsel til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.“ — 1 Peter 1:3.

Apostelen Paulus gav udtryk for en lignende sikker forvisning da han sagde: „Jeg tror på alt det der står i loven og det der er skrevet hos profeterne; og jeg har håb til Gud, et håb som disse også selv nærer, at der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ — Apostelgerninger 24:14, 15.

Millioner af mennesker kan derfor nære et sikkert håb om igen at komme til at se deres kære leve på jorden, men under helt andre forhold end dem vi oplever i dag. Hvilke forhold? Yderligere detaljer om dette bibelske håb vil blive behandlet i brochurens sidste afsnit, der hedder „Et sikkert håb for de døde“.

Men lad os først se på nogle af de spørgsmål der kan opstå når man mister en man holder af: Er det normalt at sørge som jeg gør? Hvordan kan jeg leve med sorgen? Hvad kan andre gøre for at hjælpe mig? Hvordan kan jeg hjælpe andre der sørger? Og vigtigst af alt: Siger Bibelen at der er et sikkert håb for de døde? Vil jeg nogen sinde få mine kære at se igen? I givet fald hvor?

EN MAND skriver: „Som barn i England lærte jeg at man ikke skulle vise andre sine følelser. Jeg kan huske at min fader, der var forhenværende militærmand, med sammenbidte tænder sagde til mig: ’Du vover ikke at græde!’ når jeg var ked af et eller andet. Jeg kan ikke huske at min moder nogen sinde har givet nogen af os fire børn et kys eller et knus. Jeg var 56 år da jeg så min fader dø. Jeg følte at jeg havde lidt et overvældende tab. Men til at begynde med var jeg alligevel ikke i stand til at græde.“

I nogle kulturer lader folk frit deres følelser komme til udtryk. Man kan tydeligt se på dem om de er glade eller kede af det. Men i andre dele af verden, især i Nordeuropa og Storbritannien, er folk, og især mænd, blevet opdraget til at skjule eller undertrykke deres følelser, bide tænderne sammen og ikke bære deres følelser til skue. Men er det forkert at give udtryk for sin sorg når man har mistet en man holder af? Hvad siger Bibelen?

Bibelske personer der græd

Bibelen blev skrevet af hebræere fra den østlige del af Middelhavsområdet, og det var folk der ikke lagde skjul på deres følelser. Den indeholder mange beretninger om nogle der åbent gav udtryk for deres sorg. Kong David græd over tabet af sin myrdede søn Amnon. Der siges at han „brød ud i heftig gråd“. (2 Samuel 13:28-39) Han sørgede endda da han mistede sin forræderiske søn Absalom, der havde forsøgt at tilrane sig tronen. Den bibelske beretning lyder: „Da blev [David] rystet og gik op i tagkammeret over porten og græd; og således sagde han idet han gik: ’Min søn Absalom, min søn, min søn Absalom! Gid det var mig der var død i stedet for dig, Absalom, min søn, min søn!’“ (2 Samuel 18:33) David sørgede ligesom enhver anden normal fader ville have gjort. Og hvor ofte har forældre ikke ønsket at det var dem der var døde i stedet for deres barn! Det forekommer så unaturligt at et barn dør før sine forældre.

Hvordan reagerede Jesus på sin ven Lazarus’ død? Han græd da han nærmede sig Lazarus’ grav. (Johannes 11:30-38) Senere græd Maria Magdalene da hun stod ved Jesu grav. (Johannes 20:11-16) Det er sandt at kristne der kender Bibelens opstandelseshåb ikke er utrøstelige, sådan som nogle der ikke har en klar bibelsk forståelse af de dødes tilstand. Men ligesom andre mennesker med normale følelser, sørger kristne når de mister en de holder af, også selv om de kender håbet om opstandelsen. — 1 Thessaloniker 4:13, 14.

Skal man græde eller lade være?

Men hvordan med vore følelsesmæssige reaktioner i dag? Har du svært ved at vise dine følelser eller synes du at det ville være pinligt? Hvad anbefaler rådgivere? Deres råd afspejler faktisk i mange tilfælde Bibelens inspirerede visdom. De anbefaler at man lader sorgen komme til udtryk og ikke undertrykker den. Det minder os om at Bibelen beskriver hvordan trofaste mænd fra fortiden, som for eksempel Job, David og Jeremias, gav udtryk for deres sorg. De indestængte afgjort ikke deres følelser. Det er derfor ikke klogt at holde sig for sig selv. (Ordsprogene 18:1) Det er selvfølgelig forskelligt fra kultur til kultur hvordan man sørger, hvilket også har noget at gøre med de fremherskende religiøse forestillinger det pågældende sted.a

Hvad skal man gøre hvis man har lyst til at græde? Det at græde er en del af den menneskelige natur. Husk at Jesus ved Lazarus’ død ’stønnede i ånden og gav tårerne frit løb’. (Johannes 11:33, 35) Derved viste han at det er en normal reaktion at græde over tabet af en man holder af.

Dette bekræftes af en kvinde der hedder Anne. Hun mistede sin lille pige, Rachel, som følge af vuggedød. Hendes mand fortæller: „Utroligt nok græd hverken Anne eller jeg ved begravelsen. Alle græd, undtagen os.“ Anne tilføjer: „Det er sandt, men jeg har siden grædt rigeligt for os begge. Jeg tror at det egentlig først gik op for mig nogle få uger efter tragedien, en dag da jeg var alene hjemme. Jeg græd hele dagen. Men jeg tror at det hjalp mig. Jeg fik det bedre. Det var nødvendigt for mig at få afløb for sorgen over mit barn. Jeg tror bestemt at man bør lade sørgende mennesker græde. For andre er det ganske vist en naturlig reaktion at sige: ’Græd ikke!’ Men det er et dårligt råd.“

Hvordan nogle reagerer

Hvordan har nogle reageret på et dødsfald? Tag for eksempel Juanita. Hun ved hvordan det føles at miste et barn, eftersom hun har aborteret fem gange. Nu var hun gravid igen, så det er forståeligt at hun var bekymret da hun kom ud for et biluheld og blev indlagt. To uger senere gik fødselen i gang — før tiden. Kort efter blev lille Vanessa født — hun vejede knap to pund. „Jeg var så glad,“ husker Juanita. „Endelig var jeg blevet moder!“

Men hendes lykke blev kortvarig. Fire dage senere døde Vanessa. Juanita fortæller: „Jeg følte mig utrolig tom. Jeg var ikke længere moder. Jeg følte mig ufuldstændig. Det var pinefuldt at komme hjem til det værelse vi havde sat i stand til Vanessa og at se de små undertrøjer jeg havde købt til hende. I de følgende måneder genoplevede jeg den dag hvor Vanessa blev født. Jeg ville ikke have noget at gøre med nogen som helst.“

Var Juanitas reaktion ekstrem? Det er måske svært for andre at forstå, men de der har gennemgået det samme som Juanita, siger at de sørgede lige så meget over deres spædbarn som de ville have gjort over et barn der havde levet længere. Forældrene begynder at elske et barn lang tid før det bliver født, forklarer de. Der knyttes et særligt bånd mellem moder og barn. Når barnet dør, føler moderen at det er en person hun kender og elsker der går bort. Og det må andre forstå.

Vrede og skyldfølelse

En anden moder har fortalt om sine følelser da hun fik at vide at hendes seksårige søn pludselig var død af en medfødt hjertefejl. „Jeg gennemgik en hel række reaktioner — chok, benægtelse, selvbebrejdelse, og vrede mod min mand og lægen fordi de ikke havde indset hvor alvorlig hans tilstand var.“

Som her nævnt kan et af symptomerne på sorg være vrede. Man bliver måske vred på læger og sygeplejersker, og synes at de burde have gjort mere for at passe og pleje den nu afdøde. Eller man bliver vred på venner og slægtninge der tilsyneladende altid siger og gør det forkerte. Nogle bliver vrede på den afdøde fordi de mener at han eller hun ikke passede godt nok på sit helbred. Stella fortæller: „Jeg kan huske at jeg var vred på min mand fordi jeg vidste at det kunne have været anderledes. Han havde ganske vist været meget syg, men han havde ignoreret lægernes advarsler.“ Det sker også at man bliver vred på den afdøde på grund af de byrder som hans eller hendes død pålægger den efterladte.

Hos nogle fremkalder vreden skyldfølelse — de bebrejder sig selv at de er vrede. Andre mener at dødsfaldet er deres skyld. De siger til sig selv: „Han ville ikke være død hvis bare jeg havde fået ham til at gå til læge noget før“ eller „til at søge en anden læge“ eller „til at passe bedre på sit helbred“.

Andre kan lide under en mere omfattende skyldfølelse, navnlig hvis vedkommende er død pludselig og uventet. De begynder måske at tænke på de gange hvor de blev vrede på eller kom op at skændes med den nu afdøde. Eller de føler måske at de skulle have været noget mere for den afdøde.

Den lange tid det tager for mange mødre at bearbejde deres sorg, underbygger eksperternes udsagn om at et barns død skaber en permanent følelse af tab hos forældrene, især hos moderen.

Når man mister en ægtefælle

Tabet af en ægtefælle medfører en anden slags traume, især hvis ægteparret har foretaget sig meget sammen. Det kan betyde afslutningen på en hel livsstil bestående af rejser, arbejde, selskabelighed og gensidig afhængighed.

Eunice forklarer hvad der skete da hendes mand pludselig døde af et hjerteslag. „I den første uge befandt jeg mig i en choktilstand. Det var som om jeg var holdt op med at fungere. Jeg kunne ikke engang smage eller lugte noget. Tankerne fortsatte i deres normale baner, men på en underlig fjern måde. Jeg havde været hos min mand da de forsøgte at genoplive ham ved hjælp af hjertemassage og medicin, så jeg benægtede ikke at han var død. Men jeg følte mig dybt frustreret, som om jeg betragtede en bil der kørte ud over en klippe uden at jeg kunne gøre noget ved det.“

Græd hun? „Selvfølgelig græd jeg, især da jeg læste de hundreder af kondolencekort jeg modtog. Jeg græd over hvert eneste af dem. Det hjalp mig til at klare resten af dagen. Men jeg var helt færdig når jeg gang på gang blev spurgt hvordan jeg havde det. Det siger sig selv at jeg havde det elendigt.“

Hvad hjalp Eunice gennem sorgen? „Uden at gøre mig det klart traf jeg ubevidst den beslutning at jeg ville fortsætte med mit liv,“ siger hun. „Men det gør stadig ondt når jeg kommer i tanker om at min mand, som var så glad for livet, ikke er her til at nyde det sammen med mig.“

„Lad ikke andre diktere . . .“

Forfatterne af bogen Leavetaking — When and How to Say Goodbye (Afsked — hvornår og hvordan man siger farvel) giver følgende råd: „Lad ikke andre diktere hvad du skal gøre eller hvordan du skal føle. Sorgprocessen er forskellig fra menneske til menneske. Andre mener måske at du sørger for meget eller ikke sørger nok, og måske giver de udtryk for deres mening. Tilgiv dem og glem det. Hvis du forsøger at presse dig selv ind i en skabelon som andre eller samfundet som et hele har skabt, hæmmer du den følelsesmæssige helbredelsesproces.“

Det er naturligvis forskelligt fra person til person hvordan man bearbejder sin sorg. Vi prøver ikke her at sige at den ene måde nødvendigvis er bedre end den anden. Men det kan være farligt hvis der opstår en slags stagnation, hvis den sørgende er ude af stand til at forsone sig med situationen. I sådanne tilfælde kan det være nødvendigt med hjælp fra medfølende venner. Bibelen siger: „En ven viser kærlighed til hver en tid og er en broder som er født med henblik på trængselen.“ Vær derfor ikke bange for at søge hjælp, at tale med andre og græde ud. — Ordsprogene 17:17.

Når man har mistet en man holder af er det normalt at sørge, og det er ikke forkert at lade andre se at man sørger. Men der er andre spørgsmål som kræver et svar: ’Hvordan kan jeg leve med sorgen? Er det normalt at man bebrejder sig selv og bliver vred? Hvordan skal man bearbejde sådanne følelser? Hvad kan hjælpe mig til at udholde tabet og sorgen?’ De vil blive besvaret i næste afsnit.

„JEG følte mig stærkt presset til at beherske mine følelser,“ fortæller Mike med tanke på sin faders død. Han mente at det ville være mandigt af ham at beherske sig, men senere indså han at han tog fejl. Så da Mikes ven mistede sin bedstefader var han ikke i tvivl om hvilket råd han skulle give. Han fortæller: „For et par år siden ville jeg have klappet ham på skulderen og sagt: ’Tag det som en mand.’ Nu lagde jeg blot hånden på hans arm og sagde: ’Undertryk ikke dine følelser. Det vil hjælpe dig til at komme over det. Hvis du gerne vil have at jeg går, så går jeg. Hvis du gerne vil have at jeg bliver, så gør jeg dét. Men vær ikke bange for at vise dine følelser.’“

Også MaryAnne, der mistede sin mand, følte sig presset til at beherske sine følelser. „Jeg havde så travlt med at være et godt eksempel for andre at jeg ikke tillod mig selv at nære de normale følelser,“ forklarer hun. „Men til sidst gik det op for mig at det ikke gavnede mig at forsøge at spille stærk. Jeg analyserede min situation og sagde til mig selv: ’Græd hvis du trænger til det. Forsøg ikke at være så stærk. Lad følelserne få frit løb.’“

Både Mike og MaryAnne giver altså dette råd: Giv dig selv lov til at sørge! Og de har ret. Hvorfor? Fordi sorgen er nødvendig for at følelserne kan få afløb. At give luft for sine følelser kan lette det pres man er udsat for. Hvis de naturlige udtryk for følelser er kædet sammen med forståelse og nøjagtig viden, vil de sætte én i stand til at se sine følelser i det rette perspektiv.

Nu giver alle naturligvis ikke udtryk for sorg på samme måde. Og forskellige faktorer, som hvorvidt dødsfaldet indtraf pludseligt eller efter lang tids sygdom, kan have indflydelse på de efterladtes følelsesmæssige reaktion. Men én ting synes sikker: At undertrykke sine følelser kan volde både fysisk og følelsesmæssig skade. Det er langt sundere at give luft for sin sorg. Men hvordan gør man det? Bibelen indeholder nogle praktiske råd.

Hvordan giver man luft for sin sorg?

Det kan være en lettelse at tale om det. Efter at patriarken Job havde mistet alle sine ti børn og været udsat for andre personlige tragedier, sagde han: „Min sjæl er led ved livet. Jeg vil give luft for [hebraisk: „give slip på“] min bekymring over mig selv. Jeg vil tale i min sjæls bitterhed.“ (Job 1:2, 18, 19; 10:1) Job kunne ikke længere holde sin bekymring tilbage. Han havde behov for at give luft for den; han måtte „tale“. Shakespeare skrev i Macbeth: „Giv din smerte ord. Det tyder på, når sorgen mælet mister, at hjertet er så fuldt, at snart det brister.“

Ja, at fortælle om sine følelser til en ven der vil lytte tålmodigt og deltagende, kan lindre sorgen. (Ordsprogene 17:17) At sætte ord på sine følelser og oplevelser gør det ofte lettere at forstå dem og bearbejde dem. Og hvis vennen også selv engang har mistet en han eller hun holdt af og er kommet over det, kan vedkommende måske endda give dig nogle praktiske forslag til hvordan du bedst kan klare situationen. En moder der mistede sit barn har fortalt at det hjalp hende at tale med en anden kvinde der havde oplevet det samme: „Det var meget styrkende for mig at vide at en anden havde oplevet det samme som jeg og var kommet igennem det uden mén, at hun stadig klarede sig og igen havde fået styr på tilværelsen.“

Men hvad nu hvis man ikke bryder sig om at tale om sine følelser? Efter Sauls og Jonatans død skrev David en stærkt følelsesbetonet klagesang hvori han gav luft for sin sorg. Denne sørgesang blev med tiden en del af Bibelen og findes i Anden Samuelsbog. (2 Samuel 1:17-27; 2 Krønikebog 35:25) Nogle har lettere ved at udtrykke deres følelser på skrift. En enke fortæller at hun skrev ned hvad hun følte og læste det nogle dage senere. Hun fandt at det hjalp hende til at bearbejde sin sorg.

Det at give udtryk for sine følelser, enten ved at tale med nogen om dem eller ved at skrive om dem, kan lette sorgen. Det kan også være med til at fjerne misforståelser. En moder der har mistet sit barn fortæller: „Min mand og jeg hørte om ægtepar der var blevet skilt efter at have mistet et barn, og vi ønskede ikke at det skulle ske for os. Så hver gang vi var vrede og havde lyst til at give hinanden skylden for det der var sket, talte vi ud om det. Jeg synes at vi på den måde fik et meget nærmere forhold til hinanden.“ Hvis man giver udtryk for sine følelser, vil det hjælpe en til at forstå at selv om man har oplevet det samme tab, sørger den anden måske anderledes — i et andet tempo og på sin egen måde.

Noget andet der kan lindre sorgen er at græde. Bibelen siger at der er „en tid til at græde“. (Prædikeren 3:1, 4) Når en vi holder af, dør, er det tid til at græde. Meget tyder på at det at græde af sorg er en nødvendig del af helingsprocessen.

En ung kvinde fortæller hvordan hendes veninde hjalp hende da hendes moder døde. Hun fortæller: „Min veninde var der altid. Hun græd sammen med mig. Hun talte med mig. Jeg kunne helt åbent fortælle hende om mine følelser, og det betød meget for mig. Jeg behøvede ikke at være flov over at græde.“ (Se Romerbrevet 12:15.) Man behøver altså ikke at skamme sig over at man græder. Som vi har set findes der mange eksempler i Bibelen på at trofaste mænd og kvinder — deriblandt Jesus Kristus — åbent græd af sorg uden at det tilsyneladende gjorde dem flove. — 1 Mosebog 50:1; 2 Samuel 1:11, 12; Johannes 11:33, 35.

Måske oplever du at dine følelser i et stykke tid er noget uforudsigelige. Man kan helt uventet begynde at græde. En enke oplevede at det at købe ind (noget hun ofte havde gjort sammen med sin mand) kunne få hende til at briste i gråd, især når hun af gammel vane rakte ud efter ting som hendes mand havde syntes særlig godt om. Vær tålmodig med dig selv. Føl ikke at du skal holde tårerne tilbage. De er en naturlig og nødvendig del af sorgprocessen.

Bekæmp skyldfølelse

Som nævnt i det foregående kommer nogle til at lide af skyldfølelse efter at have mistet en de holdt af. Det kan være med til at forklare den dybe sorg som den trofaste Jakob følte da han blev forledt til at tro at hans søn Josef var blevet dræbt af „et glubsk vilddyr“. Det var nemlig Jakob selv der havde sendt Josef ud for at se hvordan det stod til med hans brødre. Derfor bebrejdede han sikkert sig selv og tænkte måske: ’Hvorfor sendte jeg også Josef af sted alene? Hvorfor sendte jeg ham ud i et område fyldt med vilddyr?’ — 1 Mosebog 37:33-35.

Måske føler du at en eller anden forsømmelighed fra din side har medvirket til dødsfaldet. Men at forstå at skyldfølelse — hvad enten den er begrundet eller ej — er en normal reaktion på sorg, kan i sig selv være en hjælp. Også her gælder det at man ikke nødvendigvis skal holde sådanne følelser for sig selv. Det kan være tiltrængt at få luft for dem ved at fortælle andre hvor skyldbetynget man føler sig.

Men det er vigtigt at forstå at uanset hvor højt vi elsker andre, kan vi ikke styre deres liv, og vi kan heller ikke beskytte dem vi holder af mod „tid og tilfælde“. (Prædikeren 9:11) Desuden havde du jo ganske givet ikke noget ondt i sinde. Når du for eksempel ikke havde fået din slægtning til at søge læge noget før, var det da fordi du ønskede at han eller hun skulle blive syg og dø? Naturligvis ikke! Er det da din skyld at vedkommende er død? Nej.

En moder lærte at overvinde den skyldfølelse der plagede hende efter at hendes datter var død ved en bilulykke. Hun fortæller: „Jeg bebrejdede mig selv at jeg havde sendt hende af sted. Men efterhånden gik det op for mig at det var absurd at føle sådan. Der var jo ikke noget galt i at sende hende af sted sammen med sin fader for at besørge et ærinde. Det der skete var forfærdeligt, men helt tilfældigt.“

’Men der er så meget jeg ville ønske at jeg havde sagt eller gjort,’ siger du måske. Det er måske sandt nok, men hvem af os kan sige at vi har været den fuldkomne fader, moder, søn eller datter? Bibelen minder os om følgende sandhed: „Vi fejler alle mange gange. Hvis nogen ikke fejler i ord, så er han en fuldkommen mand.“ (Jakob 3:2; Romerne 5:12) Vi må derfor acceptere den kendsgerning at vi ikke er fuldkomne. Det ændrer intet at gå og tænke på alt det man kunne have gjort, men det kan betyde at man er længere tid om at komme over dødsfaldet.

Hvis du mener at du har grund til at føle dig skyldbetynget, og det ikke blot er noget du forestiller dig, så tænk over det der mere end noget andet kan dæmpe din skyldfølelse — Guds tilgivelse. Bibelen giver os denne forsikring: „Hvis du vogtede på misgerninger, Jah, Jehova, hvem kunne da bestå? For hos dig er tilgivelsen.“ (Salme 130:3, 4) Vi kan ikke gå tilbage i tiden og ændre noget. Men vi kan bede Gud om tilgivelse for de fejl vi har begået. Hvordan kan det hjælpe os? Jo, hvis Gud har lovet at han vil tilgive os og ’viske tavlen ren’, bør vi da ikke også kunne tilgive os selv? — Ordsprogene 28:13; 1 Johannes 1:9.

Overvind vrede

Er du vred — måske på læger, sygeplejersker og venner eller endda på den afdøde? Også dette er en ganske normal reaktion på et dødsfald. Måske er din vrede en naturlig følge af den smerte du føler. En skribent har sagt: „Kun ved at blive opmærksom på vreden — ikke ved at give efter for den, men ved at erkende at man er vred — kan man frigøre sig fra dens nedbrydende virkning.“

Det kan være en hjælp at give udtryk for vreden. Men hvordan? Bestemt ikke gennem ukontrollerede vredesudbrud. Bibelen siger advarende at det er farligt at være vred i længere tid. (Ordsprogene 14:29, 30) Måske kan man finde trøst ved at tale med en forstående ven om det. Andre synes at det dæmper vreden at motionere energisk. — Se også Efeserbrevet 4:25, 26.

Skønt det er vigtigt at være åben og ærlig med hensyn til sine følelser, er det her på sin plads med et advarende ord. Der er stor forskel på det at give udtryk for sine følelser og det at læsse dem over på andre. Der er ingen grund til at give andre skylden for den vrede og frustration man føler. Vær opmærksom på at få talt ud om dine følelser, men ikke på en uvenlig måde. (Ordsprogene 18:21) Vi vil nu se på noget andet der i høj grad kan være med til at lindre sorgen.

Hjælp fra Gud

I Bibelen finder vi denne forsikring: „Nær er Jehova hos dem med sønderbrudt hjerte, og han frelser dem der er knust i ånden.“ (Salme 34:18) Ja, et nært forhold til Gud kan mere end noget andet hjælpe dig til at komme over et dødsfald i din familie eller i din omgangskreds. Hvordan det? Alle de praktiske forslag der gives i denne brochure er baseret på eller i harmoni med Guds ord, Bibelen. At følge dem kan hjælpe dig til at komme videre.

Man skal heller ikke undervurdere bønnens betydning. Bibelen giver os denne tilskyndelse: „Kast din byrde på Jehova, og han vil sørge for dig.“ (Salme 55:22) Hvis det kan hjælpe at fortælle en deltagende ven om sine følelser, hvor meget mere vil det da ikke hjælpe at udøse sit hjerte for „al trøsts Gud“? — 2 Korinther 1:3.

Det vil ikke sige at bønnen blot vil få os til at føle os bedre tilpas. Den Gud „som hører bøn“ har lovet at give sin hellige ånd til sine tjenere når de oprigtigt beder ham om den. (Salme 65:2; Lukas 11:13) Guds hellige ånd eller virksomme kraft kan give dig en „kraft som er ud over det normale“ til at klare én dag ad gangen. (2 Korinther 4:7) Glem ikke at Gud kan hjælpe sine trofaste tjenere til at udholde ethvert problem de måtte komme ud for.

En kvinde der har mistet en datter fortæller hvordan bønnen hjalp hende og hendes mand gennem sorgen. „Hvis vi var hjemme om aftenen og sorgen næsten ikke var til at bære, bad vi højt sammen,“ fortæller hun. „Første gang vi skulle foretage os noget uden hende — overvære det første møde eller det første stævne — bad vi om styrke til at klare det. Når vi stod op om morgenen og de barske realiteter forekom ulidelige, bad vi Jehova om at hjælpe os. Af en eller anden grund var det svært for mig at gå ind i huset alene; så hver gang jeg kom hjem alene, bad jeg Jehova om at hjælpe mig til at bevare roen.“ Denne trofaste kvinde er med rette fuldt og fast overbevist om at disse bønner hjalp. Du kan også som svar på dine vedholdende bønner opleve at ’Guds fred, som overgår al forstand, vil beskytte dit hjerte og dit sind’. — Filipperne 4:6, 7; Romerne 12:12.

Ja, Gud kan virkelig hjælpe os. Den kristne apostel Paulus skrev at Gud „trøster os i al vor trængsel, så vi kan trøste dem som er i al slags trængsel“. Sandt nok fjerner hjælpen fra Gud ikke smerten, men den kan gøre det lettere at bære den. Dermed være ikke sagt at du ikke længere vil græde eller at du vil glemme den afdøde. Men du vil kunne komme over sorgen. Og når du har fået det bedre, kan det du har været igennem gøre dig mere forstående og medfølende når du skal hjælpe andre til at bære et lignende tab. — 2 Korinther 1:4.

„HVIS der er noget jeg kan gøre, må du endelig sige til,“ siger vi måske til en ven eller slægtning der lige har mistet en de holdt af. Og vi mener det virkelig. Vi ville gøre hvad som helst for at hjælpe. Men ringer den efterladte til os og siger: „Jeg har tænkt på noget du kan gøre for at hjælpe mig“? Nej, som regel ikke. Det er altså os der skal tage initiativet hvis vi skal være til hjælp og trøst for en der sørger.

Et bibelsk ordsprog lyder: „Som guldæbler i ornamenter af sølv er et ord som er talt i rette tid.“ (Ordsprogene 15:23; 25:11) Det kræver visdom at vide hvad man skal sige og hvad man ikke skal sige, hvad man skal gøre og hvad man ikke skal gøre. Her følger nogle få bibelske forslag som nogle efterladte har fundet nyttige.

Hvad man skal gøre . . .

Lyt: ’Vær hurtig til at høre,’ siges der i Jakob 1:19. Noget af det der kan hjælpe den sørgende mest er at man tager del i hans sorg ved at lytte. Nogle efterladte har måske brug for at tale om den afdøde, om ulykken eller den sygdom der forårsagede døden, eller om deres følelser efter dødsfaldet. Spørg derfor: „Har du lyst til at tale om det?“ Lad det være op til dem selv. En ung mand fortæller følgende om dengang hans fader døde: „Det var en stor hjælp for mig når andre spurgte hvad der var sket og lyttede opmærksomt til svaret.“ Lyt derfor tålmodigt og deltagende, uden at føle at du nødvendigvis skal komme med svar eller løsninger. Lad dem give udtryk for alt hvad de har lyst til at fortælle.

Trøst: Forvis den sørgende om at han har gjort alt hvad der stod i hans magt (eller sig noget andet positivt som du ved er sandt). Fortæl ham at hans følelser — det være sig sorg, vrede, skyldfølelse eller andre følelser — slet ikke er unormale. Fortæl ham om nogle du kender som har forvundet et lignende tab. Sådanne „liflige ord“ er „lægedom for knoglerne“, siges der i Ordsprogene 16:24. — 1 Thessaloniker 5:11, 14.

Vær til rådighed: Stil dig til rådighed, ikke blot i de første par dage mens mange venner og slægtninge er til stede, men i månederne derefter når andre er vendt tilbage til deres daglige rutine. Derved viser du dig som en ven i trængselstider. (Ordsprogene 17:17) „Vore venner sørgede for at vi var optaget om aftenen så vi ikke behøvede at tilbringe alt for megen tid alene derhjemme,“ fortæller Teresea, hvis barn døde ved en bilulykke. „Det hjalp os til at overvinde den følelse af tomhed vi havde.“ Årsdage, som for eksempel bryllupsdage eller dagen for dødsfaldet, kan i årevis være en vanskelig tid for de efterladte at komme igennem. Hvorfor ikke markere sådanne datoer i din kalender så du om nødvendigt kan være til rådighed og støtte de pågældende?

Tag et passende initiativ: Er der ærinder der skal besørges? Er der brug for at nogen tager sig af børnene? Har besøgende venner og slægtninge behov for et sted at bo? De der lige har mistet en i døden er sædvanligvis så chokerede at de ikke engang ved hvad de selv skal gøre, for slet ikke at tale om at fortælle andre hvordan de kan hjælpe. Vent derfor ikke til du bliver spurgt hvis du ser et reelt behov; tag selv initiativet. (1 Korinther 10:24; jævnfør Første Johannesbrev 3:17, 18.) En kvinde der har mistet sin mand fortæller: „Der var mange der sagde: ’Hvis der er noget jeg kan gøre for dig, må du endelig sige til.’ Men en af mine veninder spurgte slet ikke. Hun gik lige ind i soveværelset og trak det snavsede sengetøj af den seng hvor min mand døde, og sørgede for at det blev vasket. En anden tog spand og vand og nogle rengøringsmidler og rensede gulvtæppet dér hvor min mand havde kastet op. Nogle få uger senere kom en af menighedens ældste over til mig i sit arbejdstøj og med sit værktøj og sagde: ’Jeg ved at der må være et eller andet der trænger til at blive repareret. Hvor er det?’ Jeg er ham virkelig taknemmelig fordi han reparerede en dør der hang, og fordi han ordnede nogle elektriske installationer!“ — Jævnfør Jakob 1:27.

Vis gæstfrihed: „Glem ikke gæstfriheden,“ siges der i Bibelen. (Hebræerne 13:2) Vi bør især huske at være gæstfri over for dem der sørger. I stedet for at sige: „Kom når som helst du har lyst,“ så fastsæt en dato og et tidspunkt. Giv ikke alt for let op hvis den sørgende afslår. Måske skal der blot venlig opmuntring til. Det kan være at indbydelsen blev afslået fordi han eller hun var bange for at miste kontrollen over sine følelser for øjnene af andre. Eller den efterladte vil måske få skyldfølelse over at tage del i selskabelighed lige i øjeblikket. Men husk Lydia, en gæstfri kvinde der er omtalt i Bibelen. Efter at være blevet inviteret hjem til hende sagde Lukas: „Hun ligefrem pressede os.“ — Apostelgerninger 16:15.

Vær tålmodig og forstående: Bliv ikke overrasket over det den sørgende kan finde på at sige i begyndelsen. Husk at han eller hun måske er vred eller lider af skyldfølelse. Hvis et følelsesladet udbrud rettes mod dig, vil det kræve indsigt og medfølelse ikke at tage det ilde op. „[Ifør] jer inderlig medfølelse, venlighed, ydmyghed, mildhed og langmodighed,“ anbefaler Bibelen. — Kolossenserne 3:12, 13.

Skriv et brev: Værdien af et kondolencebrev er ofte noget der overses. Hvilke fordele har det at skrive et opmuntrende brev eller et kort? Cindy, hvis moder døde af kræft, svarer: „En af mine venner skrev et dejligt brev til mig. Det var en stor hjælp for mig fordi jeg kunne læse det igen og igen.“ Brevet behøver ikke at være langt, men det man skriver må komme fra hjertet. (Hebræerne 13:22) Man kan give udtryk for at man føler med vedkommende og at man har særlige minder om den afdøde, eller man kan skrive om hvordan ens liv er blevet påvirket af den der nu er død.

Bed med den sørgende: Undervurdér ikke værdien af bønner for og sammen med den sørgende. Bibelen siger: „En retfærdigs bøn har megen kraft.“ (Jakob 5:16) Når han hører dig bede for ham kan det måske hjælpe ham til at overvinde negative følelser som for eksempel skyldfølelse. — Se Jakob 5:13-15.

Hvad man ikke skal gøre . . .

Hold dig ikke borte fordi du ikke ved hvad du skal sige eller gøre: ’De vil sikkert helst være alene i øjeblikket,’ siger vi måske til os selv. Men er sandheden den at vi holder os væk fordi vi er bange for at komme til at sige eller gøre noget forkert? Hvis venner, slægtninge eller trosfæller undgår den efterladte, kan det få vedkommende til at føle sig endnu mere ensom, og dermed øge smerten. Husk at enkle ord og handlinger ofte er det der virker bedst. (Efeserne 4:32) Alene det at du er til stede kan virke opmuntrende. (Jævnfør Apostelgerninger 28:15.) Teresea fortæller følgende om den dag hendes datter døde: „I løbet af en time var forhallen på hospitalet fyldt med vore venner; alle de ældste og deres hustruer kom. Nogle af kvinderne kom med curlere i håret, andre kom i deres arbejdstøj. De smed alt hvad de havde i hænderne og kom. Mange gav udtryk for at de ikke vidste hvad de skulle sige, men det var også lige meget, for de var hos os.“

Pres ikke nogen til at lade være med at sørge: „Så, så, græd nu ikke,“ har vi måske lyst til at sige. Men måske er det bedre at tilskynde til at lade tårerne få frit løb. „Jeg tror det er vigtigt at lade den sørgende vise sine følelser og få luft,“ siger Katherine med sin mands død i tanke. Undgå tendensen til at fortælle andre hvordan de skal føle. Og mén ikke at du skal skjule dine egne følelser for at beskytte deres. Bibelen anbefaler derimod at man ’græder med dem der græder’. — Romerne 12:15.

Vær ikke hurtig til at råde dem til at skille sig af med den afdødes tøj eller andre personlige ejendele før de er parate til det: Vi føler måske at det ville være bedre for dem at skille sig af med effekter der vækker minder, fordi vi tror at de vil forlænge sorgen. Men det er ikke sikkert at talemåden: ’Ude af øje, ude af sind,’ passer i dette tilfælde. Den efterladte har måske brug for langsomt at give afkald på den afdøde. Husk Bibelens beskrivelse af patriarken Jakobs reaktion da han blev forledt til at tro at hans søn Josef var blevet dræbt af et vildt dyr. Efter at man havde vist Jakob Josefs blodplettede kjortel, „sørgede [han] over sin søn i mange dage. Og alle hans sønner og alle hans døtre rejste sig for at trøste ham, men han vægrede sig ved at lade sig trøste.“ — 1 Mosebog 37:31-35.

Sig ikke: ’Du kan få et andet barn’: „Jeg følte mig såret når folk sagde at jeg kunne få et andet barn,“ fortæller en moder der har mistet et barn. Man mener det måske godt, men for forældrene kan ord der antyder at det døde barn kan erstattes, føles som „sværdhug“. (Ordsprogene 12:18) Et barn kan aldrig erstattes, for hvert barn er noget særligt.

Undgå ikke nødvendigvis at omtale den afdøde: „Mange ville end ikke nævne min søn Jimmys navn, eller tale om ham,“ mindes en moder. „Jeg må indrømme at det sårede mig lidt.“ Skift derfor ikke nødvendigvis emne når den afdøde omtales. Spørg den efterladte om han eller hun har lyst til at tale om den afdøde. (Jævnfør Job 1:18, 19 og 10:1.) Nogle efterladte sætter pris på at høre venner fortælle om hvilke særlige egenskaber hos den afdøde der fik dem til at holde af vedkommende. — Jævnfør Apostelgerninger 9:36-39.

Vær ikke for hurtig til at sige: ’Det var det bedste’: Det virker ikke altid ’trøstende på de modfaldne sjæle’ at prøve at finde noget positivt ved dødsfaldet. (1 Thessaloniker 5:14) En ung kvinde fortæller følgende om sin moders død: „Andre sagde: ’Nu lider hun ikke mere’ eller: ’Nu har hun omsider fået fred.’ Men det var slet ikke dét jeg havde lyst til at høre.“ For de efterladte kan sådanne kommentarer antyde at de ikke bør være kede af det eller at det ikke er så stort et tab. Men de føler måske dyb sorg fordi de savner den afdøde utrolig meget.

Måske er det bedst ikke at sige: ’Jeg forstår hvordan du har det.’ For gør du virkelig det? Kan du for eksempel på nogen mulig måde vide hvad en fader eller en moder føler når et barn dør, hvis du aldrig selv har stået i den situation? Og hvis du har været ude for noget lignende, må du huske at andre måske ikke nærer præcis de samme følelser som du gjorde. (Jævnfør Klagesangene 1:12.) Men hvis det synes på sin plads, kan det måske på den anden side være til gavn for de efterladte at du fortæller hvordan du selv kom over sorgen. En kvinde hvis datter var blevet slået ihjel, fandt det trøstende at moderen til en anden pige der var død, fortalte hende hvordan hun igen havde fået en normal tilværelse. Hun siger: „Den døde piges moder begyndte ikke sin beretning med: ’Jeg ved hvordan du har det.’ Hun fortalte blot hvordan tingene var for hende og lod mig forholde mig til det som jeg selv ville.“

Det kræver medfølelse, dømmekraft og stor kærlighed af dig at hjælpe nogen der har mistet en de holdt af. Vent ikke på at han eller hun skal komme til dig. Sig ikke blot: „Hvis der er noget jeg kan gøre . . .“ Find selv ud af hvad der skal gøres, og tag så et passende initiativ.

Der er stadig nogle spørgsmål der mangler at blive besvaret: Hvad med Bibelens håb om en opstandelse? Hvad kan det betyde for dig og for dem af dine kære der er døde? Hvordan kan vi være sikre på at der er tale om et pålideligt håb?