Det kan være en lettelse at tale om det. Efter at patriarken Job havde mistet alle sine ti børn og været udsat for andre personlige tragedier, sagde han: „Min sjæl er led ved livet. Jeg vil give luft for [hebraisk: „give slip på“] min bekymring over mig selv. Jeg vil tale i min sjæls bitterhed.“ (Job 1:2, 18, 19; 10:1) Job kunne ikke længere holde sin bekymring tilbage. Han havde behov for at give luft for den; han måtte „tale“. Shakespeare skrev i Macbeth: „Giv din smerte ord. Det tyder på, når sorgen mælet mister, at hjertet er så fuldt, at snart det brister.“

Ja, at fortælle om sine følelser til en ven der vil lytte tålmodigt og deltagende, kan lindre sorgen. (Ordsprogene 17:17) At sætte ord på sine følelser og oplevelser gør det ofte lettere at forstå dem og bearbejde dem. Og hvis vennen også selv engang har mistet en han eller hun holdt af og er kommet over det, kan vedkommende måske endda give dig nogle praktiske forslag til hvordan du bedst kan klare situationen. En moder der mistede sit barn har fortalt at det hjalp hende at tale med en anden kvinde der havde oplevet det samme: „Det var meget styrkende for mig at vide at en anden havde oplevet det samme som jeg og var kommet igennem det uden mén, at hun stadig klarede sig og igen havde fået styr på tilværelsen.“

Men hvad nu hvis man ikke bryder sig om at tale om sine følelser? Efter Sauls og Jonatans død skrev David en stærkt følelsesbetonet klagesang hvori han gav luft for sin sorg. Denne sørgesang blev med tiden en del af Bibelen og findes i Anden Samuelsbog. (2 Samuel 1:17-27; 2 Krønikebog 35:25) Nogle har lettere ved at udtrykke deres følelser på skrift. En enke fortæller at hun skrev ned hvad hun følte og læste det nogle dage senere. Hun fandt at det hjalp hende til at bearbejde sin sorg.

Det at give udtryk for sine følelser, enten ved at tale med nogen om dem eller ved at skrive om dem, kan lette sorgen. Det kan også være med til at fjerne misforståelser. En moder der har mistet sit barn fortæller: „Min mand og jeg hørte om ægtepar der var blevet skilt efter at have mistet et barn, og vi ønskede ikke at det skulle ske for os. Så hver gang vi var vrede og havde lyst til at give hinanden skylden for det der var sket, talte vi ud om det. Jeg synes at vi på den måde fik et meget nærmere forhold til hinanden.“ Hvis man giver udtryk for sine følelser, vil det hjælpe en til at forstå at selv om man har oplevet det samme tab, sørger den anden måske anderledes — i et andet tempo og på sin egen måde.

Som nævnt i det foregående kommer nogle til at lide af skyldfølelse efter at have mistet en de holdt af. Det kan være med til at forklare den dybe sorg som den trofaste Jakob følte da han blev forledt til at tro at hans søn Josef var blevet dræbt af „et glubsk vilddyr“. Det var nemlig Jakob selv der havde sendt Josef ud for at se hvordan det stod til med hans brødre. Derfor bebrejdede han sikkert sig selv og tænkte måske: ’Hvorfor sendte jeg også Josef af sted alene? Hvorfor sendte jeg ham ud i et område fyldt med vilddyr?’ — 1 Mosebog 37:33-35.

Måske føler du at en eller anden forsømmelighed fra din side har medvirket til dødsfaldet. Men at forstå at skyldfølelse — hvad enten den er begrundet eller ej — er en normal reaktion på sorg, kan i sig selv være en hjælp. Også her gælder det at man ikke nødvendigvis skal holde sådanne følelser for sig selv. Det kan være tiltrængt at få luft for dem ved at fortælle andre hvor skyldbetynget man føler sig.

Men det er vigtigt at forstå at uanset hvor højt vi elsker andre, kan vi ikke styre deres liv, og vi kan heller ikke beskytte dem vi holder af mod „tid og tilfælde“. (Prædikeren 9:11) Desuden havde du jo ganske givet ikke noget ondt i sinde. Når du for eksempel ikke havde fået din slægtning til at søge læge noget før, var det da fordi du ønskede at han eller hun skulle blive syg og dø? Naturligvis ikke! Er det da din skyld at vedkommende er død? Nej.

En moder lærte at overvinde den skyldfølelse der plagede hende efter at hendes datter var død ved en bilulykke. Hun fortæller: „Jeg bebrejdede mig selv at jeg havde sendt hende af sted. Men efterhånden gik det op for mig at det var absurd at føle sådan. Der var jo ikke noget galt i at sende hende af sted sammen med sin fader for at besørge et ærinde. Det der skete var forfærdeligt, men helt tilfældigt.“

’Men der er så meget jeg ville ønske at jeg havde sagt eller gjort,’ siger du måske. Det er måske sandt nok, men hvem af os kan sige at vi har været den fuldkomne fader, moder, søn eller datter? Bibelen minder os om følgende sandhed: „Vi fejler alle mange gange. Hvis nogen ikke fejler i ord, så er han en fuldkommen mand.“ (Jakob 3:2; Romerne 5:12) Vi må derfor acceptere den kendsgerning at vi ikke er fuldkomne. Det ændrer intet at gå og tænke på alt det man kunne have gjort, men det kan betyde at man er længere tid om at komme over dødsfaldet.

Hvis du mener at du har grund til at føle dig skyldbetynget, og det ikke blot er noget du forestiller dig, så tænk over det der mere end noget andet kan dæmpe din skyldfølelse — Guds tilgivelse. Bibelen giver os denne forsikring: „Hvis du vogtede på misgerninger, Jah, Jehova, hvem kunne da bestå? For hos dig er tilgivelsen.“ (Salme 130:3, 4) Vi kan ikke gå tilbage i tiden og ændre noget. Men vi kan bede Gud om tilgivelse for de fejl vi har begået. Hvordan kan det hjælpe os? Jo, hvis Gud har lovet at han vil tilgive os og ’viske tavlen ren’, bør vi da ikke også kunne tilgive os selv? — Ordsprogene 28:13; 1 Johannes 1:9.