FEDT

Det danske navneord fedt og det tilsvarende tillægsord fed(t) er en oversættelse af flere hebraiske ord der ikke blot betegner det stof der kaldes „fedt“, men også, når der er tale om tillægsord, bruges om det der er velnæret og kødfuldt. Ordene bruges også i overført betydning om det der er righoldigt og frodigt, for eksempel „fed jord“, „fed græsning“, eller om sindets eller hjertets ufølsomhed eller uimodtagelighed.

Det hebraiske ord cheʹlæv er den almindelige betegnelse for stoffet „fedt“, det være sig hos dyr (3Mo 3:3) eller hos mennesker (Dom 3:22). Om „nyrefedtet“, det hårde fedt omkring nyrerne eller lænderne der blev bragt som brændoffer, bruges desuden ordet pæʹdhær. (3Mo 1:8, 12; 8:20) Cheʹlæv forekommer første gang i 1 Mosebog 4:4, hvor der står at Abel bragte „fede stykker“ af sin hjords førstefødte som en offergave til Jehova. De gange hvor cheʹlæv senere forekommer, er det for det meste i forbindelse med ofrene. Desuden bruges det i overført betydning om den bedste eller fedeste del af noget. Ifølge 1 Mosebog 45:18 sagde Farao for eksempel til Josef at hans familie var velkommen til at spise „landets fedme“, og i 4 Mosebog 18:12 står der: „Alt det bedste [cheʹlæv] af olien og alt det bedste [cheʹlæv] af den nye vin og kornet . . . har jeg givet dig.“ — Se Sl 81:16; 147:14.

Andre hebraiske udtryk. Nogle af de hebraiske udtryk der blev brugt som beskrivelse af noget der var „fedt“, er afledt af verbalroden sjamenʹ. Det betyder „at blive fed“ (5Mo 32:15; Jer 5:28), men kan også indeholde tanken om at være „hårdfør“. Det forekommer i Esajas 6:10, hvor der ifølge den danske autoriserede oversættelse af 1992 står: „Dæk dette folks hjerte med fedt,“ det vil sige gør det uimodtageligt og sløvt, som var det omsluttet af fedt. I Dommerne 3:29 beskrives nogle af moabitterne som „hårdføre [sjamenʹ, ordr.: „fede, velnærede“] og dygtige mænd“. Det beslægtede sjæʹmæn oversættes som regel med „olie“.

Udsagnsordet dasjenʹ, der ordret også betyder „at blive fed“, indeholder måske tanken om „at trives“. Hvis dette er tilfældet, henleder dasjenʹ (og det beslægtede dæʹsjæn) tanken på velstand, frugtbarhed eller overflod. Jehova sagde at han ville føre israelitterne til et land ’som flød med mælk og honning, og de skulle spise og blive mætte og blive fede [wedhasjenʹ]’. (5Mo 31:20) Der siges i Ordsprogenes Bog at de der er gavmilde og flittige, og som stoler på Jehova, vil ’blive fede’, det vil sige have stor fremgang. (Ord 11:25; 13:4; 28:25) I Ordsprogene 15:30 står der at et godt budskab „giver fedme til knoglerne“, det vil sige fylder dem med marv — det styrker med andre ord hele legemet. Navneordet dæʹsjæn indeholder også tanken om velstand, som i Salme 36:8, hvor menneskesønnerne siges at ’drikke sig mætte af [Guds] hus’ fedme [middæʹsjæn; „ved overfloden“, Sl 36:9, DA92]’. — Jf. Jer 31:14.

Navneordet dæʹsjæn gengives af mange oversættere også med „aske“, nemlig i skriftsteder der taler om det der var tilbage på alteret efter at et offer var blevet bragt, og som derefter blev fjernet. (3Mo 1:16; 4:12; 6:10, 11; Bu, DA31, Ka, Li [6:3, 4]) Andre mener imidlertid ikke at ordet „aske“ til fulde gengiver den tanke der ligger i det hebraiske ord, og de har valgt at gengive det med „fedtaske“ (DA92, NV) med den begrundelse at udtrykket tyder på at det varme fedt fra ofrene trængte ned i det brændte træ.

Ordet barī’ʹ, der i nogle tilfælde oversættes med „fed“ (Dom 3:17; Ez 34:3, 20), i andre tilfælde med „tyk“ (1Mo 41:2, 4, 5, 7), kan også, brugt om føde, indeholde tanken om at være „nærende“. — Hab 1:16.