„Min tid var ikke kommet endnu“

Føreren af en stor renovationsvogn mistede herredømmet over sit køretøj. Lastvognen kørte op over kantstenen og ramte et ægtepar og en 23-årig mand der gik på fortovet. Ifølge en newyorkeravis døde parret på stedet, og den unge mand blev slået bevidstløs. Da han kom til sig selv og så hvad der var sket, var hans første tanke: ’Det her kan ikke være rigtigt. Hjælp mig, Gud, til at komme gennem det.’ Han sagde: „Min tid var ikke kommet endnu.“

DU HAR sikkert hørt andre lignende beretninger. Når nogen med nød og næppe undslipper en ulykke, siger folk ofte: ’Hans tid var ikke inde.’ Men når nogen dør ved en ulykke, siger de: ’Hans tid var kommet,’ eller: ’Det var Guds vilje.’ Uanset om de mener at udfaldet skyldes skæbnen, heldet eller Gud, er deres ræsonnement grundlæggende det samme. Mange tror at begivenheder i deres liv og udfaldet af dem er forudbestemt, og at de hverken kan gøre fra eller til — heller ikke når det gælder andre ting end død og ulykke. Faktisk går skæbnetroen langt tilbage i historien.

For eksempel troede babylonierne i oldtiden at stjernerne og deres bevægelser øvede indflydelse på menneskenes tilværelse. De så derfor hen til himmellegemerne efter tegn og varsler som de kunne lade sig lede af. Grækerne og romerne tilbad skæbnegudinder, hvis magt til at tildele folk en god eller dårlig skæbne til tider syntes at overgå selv deres øverste guders, Zeus’ og Jupiters, vilje.

I Østen tror hinduer og buddhister at dét man oplever nu, er en følge af hvad man har gjort i et tidligere liv, og at ens gerninger i dette liv er bestemmende for hvordan ens liv vil forløbe i den næste eksistens. Andre religioner, også mange kristne kirkesamfund, går ligeledes ind for sådanne fatalistiske opfattelser gennem deres lære om prædestination.

Det er derfor ikke så overraskende at mange selv i vores tilsyneladende oplyste og rationelle tidsalder stadig tror at deres livsvilkår, udfaldet af deres handlinger samt deres endelige skæbne er forudbestemt, og at der ikke er meget de kan gøre ved det. Har du samme opfattelse? Er alt hvad du kommer ud for — dine sejre og nederlag, ja, selv din fødsel og død — forudbestemt? Er dit liv styret af skæbnen? Lad os se hvordan Bibelen kan hjælpe os til at få svar på disse spørgsmål.

Der er en tid til alt

„Til alt er der en fastsat tid, ja, der er en tid til hvert et forehavende under himmelen,“ siger Bibelen. Den der skrev disse ord, fortidens vise kong Salomon, fortsatte med at sige at der er en tid til at fødes og en tid til at dø, en tid til at bygge op og en tid til at bryde ned, en tid til at elske og en tid til at hade. Sluttelig sagde han: „Hvilken fordel har den der udretter noget, af det som han har møje med?“ — Prædikeren 3:1-10.

PÅ BAGGRUND af disse ord har nogle draget den slutning at Bibelen siger at der er en forudbestemt tid til alt. De mener altså at Bibelen støtter skæbnetroen. Er det rigtigt? Går Bibelen ind for tanken om at alt i livet er styret af skæbnen? Eftersom „hele Skriften er inspireret af Gud“, skal det vi læser ét sted i Bibelen, stemme med hvad der siges andre steder i den. Så lad os se hvad resten af Guds ord, Bibelen, siger om emnet. — 2 Timoteus 3:16.

Tid og tilfælde

Salomon skrev endvidere i Prædikerens Bog: „Jeg vendte tilbage og så under solen at løbet ikke tilhører de hurtige, og at kampen ikke tilhører de vældige krigere, og at brødet heller ikke tilhører de vise, eller rigdommen de forstandige, eller yndesten dem der har kundskab.“ Hvorfor er det sådan? Fordi, som Salomon siger: „Tid og tilfælde berører dem alle.“ — Prædikeren 9:11.

Disse ord af Salomon indeholder ikke tanken om at alt i livet er bestemt af skæbnen. Han gør tværtimod opmærksom på at mennesker ikke kan forudsige nøjagtigt hvad udfaldet af deres handlinger vil blive, eftersom „tid og tilfælde berører dem alle“. Ofte skyldes dét man kommer ud for, ganske enkelt at man er på det rette sted på det rette tidspunkt, eller vi skulle måske sige det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Tag for eksempel udtalelsen: ’Løbet tilhører ikke de hurtige.’ Du husker måske, eller har læst om, det berømte men besynderlige 3000-meter løb for kvinder ved De Olympiske Lege i 1984 i Los Angeles, Californien. To løbere, hvoraf den ene repræsenterede England og den anden USA, håbede begge på at vinde guldmedaljen. Men halvt inde i løbet stødte de sammen på banen. Den ene faldt og udgik af løbet; den anden mistede helt gejsten og kom kun ind på en syvendeplads.

Skyldtes det skæbnen? Det vil nogle måske mene. Men det var tydeligvis sammenstødet — et uheld som ingen kunne have forudset — der fik dem begge til at tabe løbet. Var det da forudbestemt at de skulle støde sammen? Det vil nogle måske også mene. Men kommentatorer tilskrev uheldet den intense konkurrence mellem to dygtige og jævnbyrdige atleter, der begge forsøgte at vinde løbet. Det er som Bibelen siger: „Tid og tilfælde berører dem alle.“ Uanset hvor velforberedt man er, er der altid nogle uventede faktorer som kan spille ind, og det har ikke noget med skæbnen at gøre.

Hvad menes der da når Bibelen siger: „Til alt er der en fastsat tid“? Er der noget vi kan gøre der vil få indflydelse på vores liv, eller vores skæbne?

Den bedste tid til ethvert forehavende

Det var langtfra menneskers skæbne eller enderesultatet af deres liv den inspirerede bibelskribent sigtede til. Han talte om Guds hensigt og om hvordan den vil berøre menneskeheden. Hvordan ved vi dét? Fordi det fremgår af sammenhængen. Efter at have nævnt mange ting der synes at have „en fastsat tid“, skrev Salomon: „Jeg har set det slid som Gud har givet menneskesønnerne at slide med. Alt har han frembragt smukt til rette tid.“ — Prædikeren 3:10, 11.

Gud har givet menneskene mange ting at beskæftige sig med, at „slide med“, og Salomon opremsede adskillige af dem. Gud har også givet os en fri vilje så vi selv kan træffe valg. Men til ethvert forehavende er der en gunstig tid, en tid som fører til de bedste resultater. Tag for eksempel Salomons udtalelse i Prædikeren 3:2 om at der er „en tid til at plante og en tid til at rykke det plantede op“. Landmænd ved at der for hver eneste afgrøde er en gunstig tid til at så og plante. Hvad sker der hvis en landmand ignorerer denne kendsgerning og sår eller planter på det forkerte tidspunkt eller på den forkerte årstid? Hvis han, trods hårdt slid, ikke får en god høst, kan han da med rette give skæbnen skylden? Selvfølgelig ikke! Han havde jo ikke sået og plantet på det rigtige tidspunkt. Landmanden ville have fået et større udbytte hvis han havde rettet sig efter naturens orden, som Gud står bag.

Det Gud har fastlagt, er ikke menneskets skæbne eller udfaldet af alle begivenheder, men visse principper som har afgørende indflydelse på menneskenes anliggender, og som bevirker at de bliver i harmoni med hans hensigt. Hvis vores bestræbelser i livet skal lykkes, må vi forstå og handle i harmoni med Guds hensigt og tider. Det der er forudbestemt og uforanderligt, er ikke det enkelte menneskes skæbne, men dét Gud har til hensigt at gøre. Jehova sagde gennem profeten Esajas: „Mit ord som går ud af min mund . . . vender ikke tilbage til mig med uforrettet sag, men vil gøre hvad jeg har behag i, og gennemføre hvad jeg har sendt det til.“ — Esajas 55:11.

Hvad er da Guds „ord“, hans erklærede hensigt, angående jorden og menneskenes fremtid? Og hvordan vil dette ord ’gennemføre hvad Gud har sendt det til’?

Guds fastsatte tider

Salomon giver os et fingerpeg. Efter at have sagt: „Alt har [Gud] frembragt smukt til rette tid,“ fortsatte han: „Også tidens uendelighed har han givet en plads i deres hjerte; dog således at menneskene ikke kan finde ud af hele det værk som den sande Gud har frembragt fra begyndelsen til enden.“ Den danske autoriserede oversættelse af 1931 gengiver verset på denne måde: „Også evigheden har han lagt i deres hjerte, dog således at menneskene hverken fatter det første eller det sidste af, hvad Gud har virket.“ — Prædikeren 3:11.

Der er skrevet meget om dette vers. Men kendsgerningen er at vi alle inderst inde på et eller andet tidspunkt har spekuleret over livets mening og vores endelige skæbne. Menneskene har op gennem tiden haft svært ved at acceptere at livet blot består i at man slider og slæber for til sidst at blive indhentet af døden. Vi mennesker adskiller os fra alle andre levende skabninger ved at vi ikke kun tænker på livet her og nu, men også på døden og hvad der sker derefter. Vi har også et iboende ønske om at leve evigt. Hvorfor? Fordi Gud, som skriftstedet siger, har ’lagt evigheden i menneskenes hjerte’.

Dette ønske har fået mange til at spekulere på om der er et liv efter døden. Nogle mener at der er noget inden i os som lever videre når vi dør. Andre tror at vi efter døden gennemgår en uendelig række af reinkarnationer. Andre igen tror at alt i livet er bestemt af skæbnen eller forsynet, og at det står uden for vores magt at ændre noget. Ingen af disse forklaringer har dog været helt tilfredsstillende. Det skyldes at „menneskene ikke kan finde ud af hele det værk som den sande Gud har frembragt fra begyndelsen til enden“, siger Bibelen.

Denne konflikt mellem vores ønske om at få svar på sådanne spørgsmål og vores manglende evne til at få det har op gennem tiden voldt tænkere og filosoffer hovedbrud. Men eftersom det er Gud der har lagt dette ønske i vores hjerte, er det da ikke logisk at se hen til ham for at få det opfyldt? Bibelen siger jo om Jehova: „Du åbner din hånd og mætter alt levende med hvad det ønsker.“ (Salme 145:16) Ved at studere Guds ord, Bibelen, kan vi få tilfredsstillende svar på spørgsmål om livet og døden og Guds evige forsæt i forbindelse med jorden og menneskene. — Efeserne 3:11.

[Tekstcitat på side 5]

’Løbet tilhører ikke de hurtige.’ — Prædikeren 9:11

[Tekstcitat på side 6]

Hvis en landmand ikke sår og planter på det rigtige tidspunkt, kan han da med rette give skæbnen skylden for en dårlig høst?

[Tekstcitat på side 7]

Vi tænker over livet og døden fordi Gud har ’lagt evigheden i menneskenes hjerte’

En tid til at vælge

„Gud gik i gang med at skabe mennesket i sit billede, i Guds billede skabte han det; som mand og kvinde skabte han dem.“ — 1 Mosebog 1:27.

DISSE ord på de første sider i Bibelen beskriver noget af det mest storslåede som Gud har „frembragt smukt til rette tid“ — det fuldkomne menneskepar, Adam og Eva. (Prædikeren 3:11) Som deres Skaber sagde Jehova Gud til dem: „Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden og underlæg jer den, og råd over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og hver levende skabning af dem der myldrer omkring på jorden.“ — 1 Mosebog 1:28.

Med denne udtalelse gjorde Gud sin hensigt kendt for det første menneskepar. De skulle sætte børn i verden, tage sig af jorden og omdanne den til et paradisisk hjem for sig selv og deres afkom. Det var ikke forudbestemt hvor længe de skulle leve, og hvornår de skulle dø. Nej, der blev stillet dem en vidunderlig fremtid i udsigt. Hvis de traf det rigtige valg og levede i overensstemmelse med Guds vilje, kunne de leve i fuldkommen fred og lykke i al evighed.

Desværre traf de et forkert valg, med det resultat at alle mennesker blev underlagt alderdom og død. Patriarken Job erkendte: „Et menneske, født af en kvinde, lever kun kort og mættes af uro.“ (Job 14:1) Hvad var det der gik galt?

Bibelen forklarer: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og . . . således trængte [døden] igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ (Romerne 5:12) Dette ’ene menneske’ var naturligvis Adam, som med fuldt overlæg valgte at gå imod Guds enkle men tydelige befaling. (1 Mosebog 2:17) Ved sit valg forspildte Adam muligheden for at leve evigt på en paradisisk jord. Han forspildte også sine efterkommeres chance for at modtage en dyrebar arv og var skyld i at de blev underlagt syndens og dødens forbandelse. Alt var tilsyneladende tabt — eller var det?

En tid til at ’gøre alting nyt’

Nogle årtusinder senere blev salmisten inspireret til at skrive: „De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“ (Salme 37:29) Som en forsikring om at Gud vil opfylde den hensigt han gav udtryk for i Edens Have, beskriver Bibelen på en meget smuk måde hvad han snart vil gøre: „Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ Derefter siger Gud selv: „Se! Jeg gør alting nyt.“ — Åbenbaringen 21:4, 5.

Eftersom der er en fastsat tid til alt, er det nærliggende at spørge: Hvornår vil den tid komme da Gud vil gøre alting nyt og opfylde de skønne løfter han har givet? Dette blads udgivere, Jehovas Vidner, har ihærdigt forsøgt at gøre folk opmærksomme på at vi lever i det Bibelen kalder „de sidste dage“, og at Gud snart vil ’gøre alting nyt’. (2 Timoteus 3:1) Vi vil tilskynde dig til at undersøge Bibelen og lære om den vidunderlige fremtid du kan få del i. Vi vil også gerne tilskynde dig til at tage imod denne indbydelse: „Søg Jehova mens han kan findes. Kald på ham mens han er nær.“ (Esajas 55:6) Dit liv og din mulighed for at leve evigt er ikke bestemt af skæbnen — du afgør selv hvordan det skal gå!

[Tekstcitat på side 8]

„Se! Jeg gør alting nyt“