For at hjælpe os til at forstå hvad det virkelig vil sige at frygte Gud, vil vi nu se nærmere på et af disse eksempler, kong David af Israel.

5. Hvordan hjalp Davids arbejde som hyrde ham til at lære at frygte Jehova?

⁵ Jehova forkastede Israels første konge, Saul, fordi han frygtede folket og ikke Gud. (1 Samuel 15:24-26) David, derimod, ejede sand gudsfrygt. Det kom tydeligt til udtryk i hans liv og i hans nære forhold til Jehova. Som dreng vogtede David ofte sin fars småkvæg. (1 Samuel 16:11) De mange nætter David som hyrde tilbragte under stjernerne, må have hjulpet ham til at forstå frygten for Jehova. Skønt David kun var i stand til at se en lille del af universets uendelige omfang, nåede han til den rigtige slutning — Gud fortjener vores respekt og tilbedelse. „Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne som du gjorde rede,“ skrev han senere, „hvad er da et dødeligt menneske at du husker ham, og en menneskesøn at du tager dig af ham?“ — Salme 8:3, 4.

6. Hvilke følelser vakte det i David at iagttage Jehovas storhed?

⁶ Det gjorde med rette et stort indtryk på David at sammenligne sin egen lidenhed med de vidtstrakte stjernehimle. Det han så, skræmte ham ikke, men bevægede ham til at lovprise Jehova og sige: „Himmelen forkynder Guds herlighed, ja, den udstrakte himmel fortæller om hans hænders værk.“ (Salme 19:1) Denne ærbødighed for Gud drog David nærmere til Jehova og fik ham til at ønske at lære hans fuldkomne veje at kende så han kunne følge dem. Forestil dig hvordan David må have følt det da han priste Jehova med ordene: „Du er stor og gør undere; du er Gud, du alene. Lær mig, Jehova, din vej. Jeg vil vandre i din sandhed. Forén mit hjerte om at frygte dit navn.“ — Salme 86:10, 11.

7. Hvordan hjalp gudsfrygt David til at kæmpe imod Goliat?

⁷ Da filistrene trængte ind i Israel, hånede deres næsten tre meter høje tvekæmper, Goliat, israelitterne og sagde i realiteten: ’Udvælg en mand til at kæmpe imod mig mand til mand! Hvis han vinder, vil vi tjene jer.’ (1 Samuel 17:4-10) Saul og hele hans hær var skræmt fra vid og sans — men det var David ikke. Han vidste at det er Jehova man skal frygte, ikke et menneske, uanset hvor magtfuldt dette menneske er. „Jeg kommer imod dig i Hærstyrkers Jehovas, Israels slagrækkers Guds, navn,“ sagde David til Goliat, „og hele denne menighed skal vide at Jehova ikke frelser ved sværd eller spyd, for kampen tilhører Jehova.“ Med sin slynge og en enkelt sten — og med Jehovas hjælp — slog David kæmpen ihjel. — 1 Samuel 17:45-47.

8. Hvad lærer vi af bibelske personer der frygtede Gud?

⁸ Vi står måske over for vanskeligheder eller fjender der er lige så frygtindgydende som dem David stod over for. Hvad kan hjælpe os? Det samme som hjalp David og andre trofaste i fortiden — gudsfrygt. Gudsfrygt kan overvinde menneskefrygt. Guds trofaste tjener Nehemias tilskyndede sine israelitiske landsmænd, som var under pres fra deres fjender, med ordene: „Frygt ikke for dem. Husk på Jehova, den store og frygtindgydende.“ (Nehemias 4:14) Med Jehovas hjælp lykkedes det David, Nehemias og andre trofaste tjenere for Gud at udføre deres gudgivne opgaver. Det kan også lykkes for os hvis vi frygter Gud.

Gudsfrygt hjælper os til at klare problemer

9. Under hvilke omstændigheder viste David at han frygtede Gud?

⁹ Efter at David havde dræbt Goliat, skænkede Jehova ham flere sejre. Men Saul blev skinsyg på David og prøvede at slå ham ihjel — først impulsivt, så med list og til sidst med en hel hær. Selvom Jehova havde lovet David at han ville blive konge, måtte David gennem flere år flygte, kæmpe for livet og vente på at Jehova gjorde ham til konge. Gennem alle disse trængsler viste David at han frygtede den sande Gud. — 1 Samuel 18:9, 11, 17; 24:2.

10. Hvordan viste David i en farefuld situation at han frygtede Gud?

¹⁰ Ved en lejlighed søgte David tilflugt hos Akisj, kongen i filisterbyen Gat, Goliats hjemby. (1 Samuel 21:10-15) Kongens tjenere anklagede David for at være en fjende af deres folk. Hvordan reagerede David i denne farlige situation? Han udøste sit hjerte for Jehova i bøn. (Salme 56:1-4, 11-13) Selvom David blev nødt til at spille sindssyg for at slippe væk, vidste han at det i virkeligheden var Jehova der havde udfriet ham ved at velsigne hans anstrengelser. Davids helhjertede tillid til Jehova vidnede om at han havde ægte gudsfrygt. — Salme 34:4-6, 9-11.

11. Hvordan kan vi, ligesom David, vise gudsfrygt når vi udsættes for prøvelser?

¹¹ Ligesom David kan vi vise gudsfrygt ved at stole på Jehovas løfte om at han vil hjælpe os til at klare vores problemer. „Vælt din vej over på Jehova, ja, stol på ham, og han vil gribe ind,“ sagde David. (Salme 37:5) Det betyder ikke at vi blot lægger vores problemer over på Jehova uden selv at gøre hvad der står i vores magt for at løse dem, og så forventer at han klarer det hele for os. David nøjedes ikke med at bede Gud om hjælp. Han gjorde brug af de fysiske og intellektuelle evner som Jehova havde givet ham, og gjorde hvad han kunne for at løse sit problem. David vidste imidlertid at der ikke er nogen garanti for at menneskers bestræbelser i sig selv vil lykkes. Det må vi også være os bevidst. Når vi har gjort alt hvad der står i vores magt, må vi lade resten være op til Jehova. Ofte er der i virkeligheden intet andet vi kan gøre end at stole på ham. Det er dér gudsfrygten kommer ind i billedet på et meget personligt plan. Vi kan hente trøst i Davids inderlige ord: „De der frygter Jehova har hans fortrolighed.“ — Salme 25:14.

12. Hvorfor må vi tage vores bønner alvorligt, og hvilken indstilling må vi aldrig have?

¹² Vi bør derfor tage vores bønner og vores forhold til Gud alvorligt. Når vi nærmer os Jehova, må vi „tro at han er til og at han belønner dem som ivrigt søger ham“. (Hebræerne 11:6; Jakob 1:5-8) Og når han hjælper os, må vi ’vise os taknemmelige’, som apostelen Paulus rådede os til. (Kolossenserne 3:15, 17) Vi må aldrig blive som dem en erfaren salvet kristen beskrev med ordene: „De tænker på Gud som en slags himmelsk tjener. Når de har brug for noget, ønsker de blot at knipse med fingrene for at få ham til at komme. Og når de har fået hvad de ønsker, kan han godt forsvinde.“ En sådan indstilling røber at man mangler gudsfrygt.

Når gudsfrygten lades ude af betragtning

13. Hvordan undlod David at vise respekt for Guds lov?

¹³ At erfare Jehovas hjælp i pressede situationer skærpede Davids frygt for Gud og styrkede hans tillid til ham. (Salme 31:22-24) Ved tre lejligheder undlod David imidlertid at vise gudsfrygt, og det fik alvorlige konsekvenser. Første gang var da han lod Jehovas pagts ark transportere til Jerusalem på en vogn i stedet for at lade den blive båret på skuldrene af levitterne, som Guds lov foreskrev. Da Uzza, der førte vognen, rakte ud efter arken for at støtte den, døde han på stedet for sin „uærbødighed“. Ja, Uzza begik en alvorlig synd, men i sidste instans skyldtes begivenhedernes tragiske udfald at David ikke havde vist den rette respekt for Guds lov. At frygte Gud vil sige at man gør tingene på den måde han anviser. — 2 Samuel 6:2-9; 4 Mosebog 4:15; 7:9.

14. Hvad førte det til at David holdt folketælling over Israel?

¹⁴ Senere blev David ægget af Satan til at holde folketælling over Israels våbenføre mænd. (1 Krønikebog 21:1) Ved at gøre det viste David at der var en brist i hans gudsfrygt, og det førte til at 70.000 israelitter døde. Skønt David angrede og erkendte sin synd over for Jehova, led han selv og det israelitiske folk under konsekvenserne af det han havde gjort. — 2 Samuel 24:1-16.

15. Hvad fik David til at begå kønslig umoralitet?

¹⁵ En anden midlertidig brist i Davids gudsfrygt førte til at han indledte et umoralsk forhold til Urias’ kone, Batseba. David vidste at ægteskabsbrud og endda det at begære en andens ægtefælle var forkert. (2 Mosebog 20:14, 17) Problemet begyndte da David fik øje på Batseba mens hun badede sig. Den rette gudsfrygt skulle have fået David til øjeblikkelig at vende blikket bort og tænke på noget andet. Det gjorde han ikke. Han blev åbenbart ved med at se på Batseba indtil lidenskaberne blev stærkere end hans frygt for Gud. (2 Samuel 11:1-4; Mattæus 5:28) David glemte at Jehova nøje fulgte med i alt hvad han foretog sig. — Salme 139:1-7.

16. Hvilke konsekvenser måtte David udholde på grund af sin synd?

¹⁶ Davids umoralske forhold til Batseba førte til undfangelsen af en søn. Kort efter sendte Jehova sin profet Natan til David for at afsløre hans synd. Da David var kommet til fornuft, genvandt han sin gudsfrygt og angrede. Han tryglede Jehova om ikke at kaste ham bort eller tage sin hellige ånd fra ham. (Salme 51:7, 11) Jehova tilgav David og mildnede straffen, men Han skånede ikke David for de dårlige konsekvenser af hans handlinger. Davids søn døde, og fra dette tidspunkt blev hans familie ramt af sorger og tragedier. Det var en høj pris at betale for at glemme sin gudsfrygt! — 2 Samuel 12:10-14; 13:10-14; 15:14.

De genfandt lykken

3. Hvad hjalp David til at komme på fode igen efter at han havde syndet?

³ Som foregående artikel nævnte, forsømte David at vise gudsfrygt ved tre betydningsfulde lejligheder, og det medførte at han syndede. Hans måde at reagere på da han blev tugtet af Jehova, viste imidlertid at han inderst inde var et gudfrygtigt menneske. Hans ærefrygt og respekt for Gud fik ham til at indrømme sin skyld, korrigere sin adfærd og genoprette sit gode forhold til Jehova. Skønt hans fejltrin medførte lidelser for ham selv og andre, var Jehova fortsat med ham og velsignede ham fordi han viste ægte sindsændring. Kristne som i dag begår en alvorlig synd, kan utvivlsomt hente trøst og opmuntring i Davids eksempel.

Hellere lide ondt end synde

5, 6. Forklar hvordan og hvorfor David to gange skånede Sauls liv.

⁵ Det er naturligvis langt bedre hvis frygten for Gud hjælper en til helt at undgå alvorlig synd. Det erfarede David. Engang da Saul forfulgte David med tre tusind mand, gik Saul ind i en hule — præcis den samme hule som David og hans mænd havde skjult sig i. Davids mænd opfordrede ham til at slå Saul ihjel. Havde Jehova ikke givet Davids dødsfjende i hans hånd? Lydløst listede David hen til Saul og skar en flig af hans klædning. Men fordi David frygtede Gud, plagede selv denne forholdsvis harmløse handling hans samvittighed. David spredte sine ophidsede mænd med ordene: „Af respekt for Jehova kunne det aldrig falde mig ind at handle sådan mod min herre, mod Jehovas salvede, at række min hånd ud imod ham; for han er Jehovas salvede.“b — 1 Samuel 24:1-7.

⁶ Ved en senere lejlighed slog Saul og hans mænd lejr for natten, og han og alle hans mænd ’faldt i en dyb søvn fra Jehova’. David og hans dristige nevø Abisjaj sneg sig ind i midten af lejren og stod nu med den sovende Saul for deres fødder. Abisjaj ville rydde Saul af vejen her og nu, én gang for alle. Men David holdt ham tilbage med ordene: „Hvem rækker sin hånd ud mod Jehovas salvede og forbliver ustraffet?“ — 1 Samuel 26:9, 12.

7. Hvad afholdt David fra at synde?

⁷ Hvorfor slog David ikke Saul ihjel da han to gange havde mulighed for det? Fordi hans frygt for Jehova var større end hans frygt for Saul. Eftersom David havde ægte gudsfrygt, var han parat til om nødvendigt at lide ondt frem for at synde. (Hebræerne 11:25) Han havde fuldstændig tillid til at Jehova tog sig af sit folk og af ham personligt. David vidste at det ville føre til lykke og mange velsignelser at adlyde Gud og stole på ham, mens det ville føre til hans mishag at ignorere ham. (Salme 65:4) Han vidste også at Gud ville opfylde sit løfte om at gøre ham til konge, og at Gud til sin tid og på sin egen måde ville fjerne Saul. — 1 Samuel 26:10.

’Styrk dig hos Jehova’

12. Hvordan styrkede Davids gudsfrygt ham?

¹² Davids frygt for Jehova udvirkede mere end blot at afholde ham fra at gøre noget forkert. Hans gudsfrygt styrkede ham til at handle beslutsomt og klogt i vanskelige situationer. I et år og fire måneder skjulte David og hans mænd sig for Saul i filistrenes område, i byen Ziklag. (1 Samuel 27:5-7) Engang da mændene var borte fra byen, kom nogle amalekitiske røverbander og bortførte mændenes hustruer og børn, stjal deres småkvæg og brændte byen af. Da David og hans mænd vendte tilbage og så hvad der var sket, græd de. Sorgen blev hurtigt til bitterhed, og Davids mænd talte om at stene ham. Selvom David var bedrøvet, fortvivlede han ikke. (Ordsprogene 24:10) Hans gudsfrygt fik ham til at vende sig til Jehova, og han „styrkede sig . . . hos Jehova“. Med Guds hjælp indhentede David og hans mænd amalekitterne og fik alt tilbage. — 1 Samuel 30:1-20.

En dyrebar arv

15. Hvad ønskede David at give videre til sine børn, og hvordan gjorde han det?

¹⁵ „Kom, I sønner, hør på mig,“ skrev David. „Jehovas frygt skal jeg lære jer.“ (Salme 34:11) David bestræbte sig for at give sine børn en dyrebar arv — den ægte, afbalancerede og sunde gudsfrygt. I ord og gerning viste David at Jehova ikke er en krævende og frygtindgydende Gud der er parat til at slå ned på enhver overtrædelse, men derimod en kærlig, omsorgsfuld og tilgivende Fader for sine jordiske børn. „Hvem holder regnskab med fejltrin?“ spurgte David og tilføjede: „Frikend mig for synder som jeg ikke er mig bevidst.“ Med disse ord gav David udtryk for sin tillid til at Jehova ikke konstant vogter på vores fejltrin. David var sikker på at hvis han gjorde sit bedste, ville hans ord og tanker være antagelige for Jehova. — Salme 19:12, 14, Byington.

18. Hvad opnår vi ved at frygte den sande Gud?

¹⁸ Ved slutningen af sit liv sagde David: „Når den der hersker over mennesker er retfærdig, idet han hersker med gudsfrygt, så er det som morgenens lys, når solen står op.“ (2 Samuel 23:1, 3, 4) Davids søn og efterfølger, Salomon, forstod åbenbart meningen med disse ord, for han anmodede Jehova om at give ham „et lydigt hjerte“ og evnen til at „skelne mellem godt og ondt“. (1 Kongebog 3:9) Salomon erkendte at det er forbundet med visdom at frygte Jehova, og at man bliver lykkelig når man gør det. Senere opsummerede han Prædikerens Bog med ordene: „Enden på sagen, når alt hermed er hørt, er: Frygt den sande Gud og hold hans bud. For det er alt hvad mennesket har at gøre. For den sande Gud vil bringe hver en gerning for retten, hver en skjult gerning, om den er god eller ond.“ (Prædikeren 12:13, 14) Hvis vi følger dette råd, vil vi erfare at „lønnen for ydmyghed og frygt for Jehova“ ikke kun er visdom og lykke, men også „rigdom og ære og liv“. — Ordsprogene 22:4.