-
Ønsket om skærpet sikkerhedVågn op! – 2002 | 8. december
-
-
Op i luften igen
Efter fire måneder hvor Alex havde nægtet at flyve, besluttede han at det var på tide at gøre noget ved sin fobi. Det forstyrrede ham tilsyneladende ikke at der i Bostons internationale lufthavn var opstillet politibetjente og folk fra Nationalgarden. De lange køer ved indtjekningen og den manuelle visitering af hans bagage skræmte ham overhovedet ikke.
Alex så dette som et godt tegn og var beroliget, for det opfyldte hans eget ønske om skærpet flyvesikkerhed. Han sveder stadig en smule og har lidt hjertebanken når han stiger om bord i et fly. Idet han placerer sin håndbagage i bagagehylden siger han dog: „Jeg har det meget bedre nu.“
-
-
Større sikkerhed og tryghed — Hvad kan man selv gøre?Vågn op! – 2002 | 8. december
-
-
Større sikkerhed og tryghed — Hvad kan man selv gøre?
NOGLE synes det er en skræmmende oplevelse at flyve 11 kilometer over jorden, måske fordi det virker naturstridigt. Eftersom flyvemaskinernes sikkerhedsstandard og driftssikkerhed har nået nye højder, er den potentielle risiko ved at fare gennem atmosfæren i et metalhylster blevet minimal. Men af og til minder den barske realitet os om at ulykker kan ske.
Hvordan man tackler frygten
Alligevel har mennesket i umindelige tider udtrykt ønske om at flyve. Tusind år før vor tidsregning skrev kong David: „Havde jeg blot svingfjer som duen! Så ville jeg flyve bort.“ (Salme 55:6) Som vi allerede har set, har den moderne teknologi gjort flyvning til en af de sikreste måder at komme omkring på. Den er godt nok ikke fuldkommen, men intet i denne verden er jo fuldstændig sikkert eller hundrede procent forudsigeligt.
Dette er vigtigt at have i tanke hvis man synes det er svært at forholde sig rationelt i de tilfælde hvor man må overlade styringen til en anden. Nogle er måske tilbøjelige til at tænke: „Jo mere kontrol jeg har over situationen, jo mindre skræmmende er den.“ Hvis det er sådan man har det, får man vanskeligheder i situationer hvor man kun har begrænset eller slet ingen indflydelse. Flyvning er et eksempel på en sådan situation.
Der er ganske vist blevet gjort meget for at forbedre flyvesikkerheden, men det betyder ikke at man selv bare kan lade stå til. De ansvarlige myndigheder siger at der stadig er truende farer. Alle de involverede parter må samarbejde om at mindske faremomenterne. Bibelen har et godt ordsprog der siger: „Den kloge forudser faren og træffer sine forholdsregler.“ (Ordsprogene 22:3, New Living Translation) Det er klogt at erkende at der er en risiko forbundet med snart sagt alt. Man må se tingene i det rette perspektiv og huske at der i forbindelse med en flyrejse er behov for den samme forsigtighed og sunde fornuft som i andre situationer.
Folk der flyver tit, er måske bedre rustet til at passe på sig selv i disse vanskelige tider. Det skyldes at de normalt er bedre kendt med lufthavnene og flyene end andre passagerer. Du kan blive lige så fortrolig med situationen og opnå samme sindsro som dem hvis du følger de enkle forholdsregler der beskrives i rammerne.
-
-
Større sikkerhed og tryghed — Hvad kan man selv gøre?Vågn op! – 2002 | 8. december
-
-
[Ramme/Illustration på side 12]
HVIS DIN FAMILIE ER BEKYMRET . . .
Her er nogle tips til hvordan du kan berolige din familie før du skal rejse med fly.
Tal med din familie. Inden du tager af sted, er det en god idé at bruge lidt tid på at drøfte sikkerhed med dine nærmeste. Fortæl dem om de nye sikkerhedsforanstaltninger, og om hvordan de berører din sikkerhed under rejsen.
Giv dem lov til at udtrykke deres bekymring. Lad din familie tale om deres ængstelse. De elsker dig og har blot din sikkerhed i tanke. Lyt opmærksomt og uden at kritisere dem, og tag deres frygt og bekymringer alvorligt.
Giv oprigtig opmuntring. Tal om hvordan de forskellige luftfartsselskaber prøver på at forebygge yderligere terrorangreb. De øger blandt andet deres sikkerhedsforanstaltninger i lufthavnene og på flyene. Sandsynligheden for at der sker noget frygteligt mens du er på flyet, er altså ret lille.
Bevar kontakten. Lov dem at du ringer når du ankommer til bestemmelsesstedet. Bliv ved med at ringe hjem jævnligt mens du er væk. Det er også vigtigt at din familie ved hvordan man kan komme i kontakt med dig ifald der sker noget.
[Kildeangivelse]
Taget fra the United Behavioral Health Web site
-