Er truslen om kernevåbenkrig drevet over?

VERDEN havde i mere end 40 år levet med truslen om et kernevåbenragnarok. Så faldt Berlinmuren i 1989, hvilket varslede sovjetkommunismens fald. Kort efter blev supermagterne enige om at de ikke længere ville lade deres missiler være rettet mod hinanden. Det lod til at truslen om menneskehedens totale udslettelse i en kernevåbenkrig var drevet over eller i det mindste udskudt, og verden drog et lettelsens suk.

Mange eksperter mener imidlertid at det er alt for tidligt at feste. I 1998 blev det berømte dommedagsur på forsiden af tidsskriftet The Bulletin of the Atomic Scientists flyttet fem minutter frem til ni minutter i tolv — et tydeligt signal om at kernekrigstruslen stadig er yderst reel.a Verdenssituationen har ganske vist ændret sig. Nu er det ikke to store atommagter der er låst fast i en nuklear stillingskrig. Nu er adskillige lande i stand til at fremstille atomvåben. Eksperterne frygter at det kun er et spørgsmål om tid før terrorister får fat i radioaktivt materiale og fremstiller en primitiv atombombe.

Selv om De Forenede Stater og Rusland har foretaget drastiske nedskæringer i deres arsenaler, har de stadig formidable lagre af atomsprænghoveder. Ifølge en rapport fra en forskningsgruppe kaldet Udvalget for Kernevåbenpolitikken kan cirka 5000 kernevåben øjeblikkelig tages i brug. Rapporten siger: „Hvis der derfor blev givet ordre til at affyre dem under de nuværende forhold, kunne 4000 sprænghoveder [på interkontinentale ballistiske missiler] (2000 på hver side) i løbet af få minutter være på vej mod deres mål, og kort efter kunne 1000 sprængladninger [på raketter i undervandsbåde] være på vej mod deres mål.“

At der findes et sådant atomvåbenarsenal, skaber mulighed for at der kan udbryde en krig ved et uheld eller som følge af en overlagt handling. „Et skæbnesvangert uheld kunne kaste verden ud i en termonuklear katastrofe, stik mod de politiske lederes ønske,“ har den fremtrædende russiske strateg Vladimir Belous udtalt. Den kolde krig er måske forbi, men det er truslen om en nuklear verdensbrand faktisk ikke. Men hvor stor er truslen? Vil kernevåbnene nogen sinde blive fjernet fra jorden? Det vil blive behandlet i de næste artikler.

Truslen om kernevåbenkrig er langtfra drevet over

„Spredningen af supervåben er i dag den farligste trussel der hænger over denne planet.“ — Critical Mass af William E. Burrows og Robert Windrem

VED daggry den 25. januar 1995 dukkede der pludselig en ildevarslende lysprik frem på radarvarslingsanlæggene i det nordlige Rusland. Et eller andet sted ud for Norges kyst var der blevet affyret en raket! Radaroperatører gav Moskva besked om at der muligvis var en atombombe på vej. I løbet af få minutter fik den russiske præsident overbragt en kuffert der indeholdt et elektronisk apparat hvormed han kunne give ordre til et ødelæggende gengældelsesangreb med atomvåben. Det lod til at en altomfattende kernevåbenkrig var umiddelbart forestående.

Lykkeligvis var der nogle der holdt hovedet koldt, og man vurderede at rakettens bane ikke udgjorde nogen fare for Rusland. Man fandt senere ud af at raketten medførte udstyr til meteorologisk forskning. I en artikel i avisen The Washington Post stod der: „Det var måske den farligste stund i atomalderen. Det viser at den kolde krigs mekanismer til affyring af kernevåben er i højeste alarmberedskab, og hvor katastrofalt det kan gå selv om den store kappestrid mellem supermagterne er forbi.“

Højt alarmberedskab

I årtier var holdningen i USA og det daværende Sovjetunionen grundlagt på en afskrækkelsesdoktrin der på engelsk blev kaldt „mutual assured destruction“, forkortet MAD — gensidig sikret ødelæggelse. En af grundpillerne i MAD-doktrinen var en strategi der blev kaldt „launch on warning“ (affyring ved varsling). Det gav begge sider en uhyggelig forvisning om at hvis de angreb, ville fjenden iværksætte et massivt gengældelsesangreb før de angribende atomsprængladninger nåede deres mål. En anden grundpille i MAD-doktrinen var en strategi der blev kaldt „launch on attack“ (affyring ved angreb). Udtrykket beskrev evnen til at iværksætte et gengældelsesangreb selv efter at fjendens sprængladninger havde forårsaget skade.

Selv om vi har oplevet et tøbrud i den kolde krig, hjemsøger MAD-doktrinens spøgelse stadig menneskeheden. De amerikanske og russiske atomvåbenarsenaler er ganske vist blevet drastisk reduceret — nogen siger til det halve — men der findes stadig tusinder af sprænghoveder. Muligheden for at raketter bliver affyret ved et uheld eller uden at det er blevet beordret, er stadig til stede. Og eftersom begge nationer stadig frygter den tilsyneladende usandsynlige situation at den anden part iværksætter et angreb, er et stort antal missiler stadig klar til affyring med kort varsel.

I 1994 indgik USA og Rusland ganske vist en aftale om at de ikke længere ville rette deres strategiske kernevåben mod hinanden. „Denne ændring er en velkommen gestus, men den har ikke særlig stor militær betydning,“ bemærker Scientific American. „I kommandocentralerne kan man i løbet af sekunder genprogrammere styrecomputerne med målkoordinaterne.“

Er der nye våben under udvikling?

Man skal heller ikke overse at forskningen og udviklingen af kernevåben fortsætter. I USA har man for eksempel et årsbudget til sådanne våben på 4,5 milliarder dollars. I 1997 kunne man læse følgende i The Toronto Star: „Paradoksalt nok bruger USA i dag flere midler end under den kolde krig på at opretholde sin krigsmaskine af kernevåben. Nogle af disse penge er øremærket til uigennemskuelige programmer som ifølge kritikere indeholder spiren til et nyt verdensomspændende våbenkapløb.“

For eksempel har der været megen polemik om et projekt kaldet Stockpile Stewardship and Management Program (Ansvaret for og forvaltningen af beredskabslageret). Skønt den angivelige hensigt med programmet er at vedligeholde de eksisterende kernevåben, hævder kritikere at det også tjener et mere ildevarslende formål. Det hedder således i The Bulletin of the Atomic Scientists: „Der er planer om at foretage ændringer, opgraderinger og udskiftninger i kernevåbenarsenalet, ikke blot for at forlænge våbnenes levetid, men også for at ’forbedre’ dem.“

I 1997 skabte det furore da man udviklede en atombombe kaldet B-61, der kan trænge gennem jordens overflade før den detonerer. Den er i stand til at ødelægge underjordiske kommandocentraler, fabrikker og laboratorier. Tilhængerne af bomben hævder at det blot er en ældre bombe i en ny emballage, mens modstanderne hævder at der faktisk er tale om en ny bombe — en grov krænkelse af den amerikanske regerings løfter om at den ikke vil udvikle nye atomvåben.

Atomfysikeren Ted Taylor, der arbejder ved Princeton University, har under alle omstændigheder sagt: „Jeg tror at den forskning der i øjeblikket foretages (i USA), også foregår i Rusland, Frankrig, Tyskland og andre steder, og jeg tror at nogle af vores projekter vil føre verden ud i et nyt våbenkapløb.“ Kritikere hævder desuden at våbenkonstruktørerne aktivt fremmer våbenforskningen samt udviklingen og konstruktionen af nye våben. Såret stolthed, manglende prestige og økonomiske vanskeligheder kan være en kraftig motivation til at dygtige forskere søger at genoplive våbenforskningen.

Nye atommagter

Der er desuden sket forandringer på verdens politiske arena. Der var traditionelt fem nationer som udgjorde atomklubben: Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA. Det er dog almindeligt anerkendt at andre lande nu også hører til klubben. Indien og Pakistan har for eksempel for nylig foretaget atomprøvesprængninger, hvilket har vakt frygt for et intenst våbenkapløb i Sydøstasien. Man mistænker også Algeriet, Iran, Irak og Nordkorea for at have atomvåbenprogrammer. Over 180 nationer har underskrevet Traktaten om ikke-spredning af atomvåben, der trådte i kraft i 1970. Men flere lande som er mistænkt for at nære skjulte ambitioner om at skaffe sig atomvåben, har til dato ikke underskrevet den.

Bladet Asiaweek skriver: „Eksperter med indsigt i spredningen af atomvåben mener stadig at det stigende antal lande hvis ledere gerne vil have fingeren på atomvåbenaftrækkeren, udgør den alvorligste trussel.“ Nogle iagttagere mener at Traktaten om ikke-spredning af atomvåben ganske enkelt ikke vil være i stand til at hindre ambitiøse lande i at skaffe sig den nødvendige teknologi og de nødvendige materialer i smug, også selv om det vil medføre sanktioner. Chefen for det amerikanske forsvars efterretningstjeneste, James Clapper, har sagt: „Ved århundredskiftet vil vi stå i den situation at adskillige lande vil være i stand til at anbringe et [kemisk, biologisk eller nukleart] sprænghoved i et missil de selv har fremstillet.“

Det er heller ikke sandsynligt at alle lande vil give efter for presset til at forbyde forsøg med kernevåben. Da adskillige lande i 1996 blev påvirket til at underskrive Traktaten om et altomfattende forbud mod atomprøvesprængninger, kunne man læse følgende i en lederartikel i Asiaweek: „Amerikanerne og europæerne kan sagtens prædike evangeliet om stop for atomprøvesprængninger nu hvor de har detoneret tilstrækkeligt med atombomber til at de har fået indsamlet de nødvendige oplysninger.“

Kernevåbensmugling og terrorisme

Nogle mener at den største trussel er at en eller anden terroristgruppe får fingre i en atombombe og beslutter sig for at sprænge den — eller i det mindste truer med at sprænge den — for at få gennemført deres politiske mål. Andre frygter at en kriminel organisation kunne benytte radioaktivt materiale i forbindelse med en storstilet afpresning af en regering eller et firma. En artikel i Scientific American forklarer: „Det ville være relativt enkelt for dem der brugte atomafpresning, at fastslå deres troværdighed. De kunne blot levere prøver der kunne analyseres. Efterfølgende trusler om at forurene luften eller vandforsyningen, eller måske endog detonere en lille atombombe, kunne udgøre et betydeligt magtmiddel.“ Flere landes myndigheder har allerede afsløret forsøg på at smugle radioaktivt materiale. Det øger frygten for at kriminelle grupper er i færd med at forsøge at udvikle kernevåben.

Visse kommentatorer affærdiger smugling af radioaktivt materiale som en mindre trussel. De siger at det øjensynlig kun er ganske lidt materiale der har skiftet hænder, og at det meste af det der har, på nogle få undtagelser nær, langtfra har kunnet bruges til at fremstille atomvåben. Scientific American minder imidlertid sine læsere om at det „på næsten ethvert sort marked kun er toppen af isbjerget der opdages, og at der ikke er grund til at tro at det forholder sig anderledes hvad angår det sorte marked for radioaktivt materiale. . . . At mene at myndighederne hindrer mere end 80 procent af handelen, ville være tåbeligt. Selv de få procent der slipper igennem, kunne få enorme konsekvenser.“

Det er en velbevaret hemmelighed nøjagtig hvor meget beriget uran der skal til for at fremstille en atombombe, men det anslås at det drejer sig om mellem 3 og 25 kilo beriget uran eller mellem 1 og 8 kilo plutonium oparbejdet til våbenbrug. Smuglere kan let se fordelen ved at 7 kilo plutonium stort set ikke fylder mere end en dåseøl. Nogle mener at selv plutonium oparbejdet til reaktorbrug — der er lettere at få fat i end det plutonium der er oparbejdet til våben — kunne anvendes til at fremstille en primitiv, men stadig destruktiv, atombombe. Hvis store lagre af radioaktivt materiale er dårligt bevogtet, sådan som mange eksperter hævder, er de måske mere udsatte for at blive stjålet end de fleste gør sig klart. En russisk embedsmand ved navn Mikhail Kulik har sagt: „I dag er selv kartofler sandsynligvis langt bedre bevogtet end radioaktivt materiale.“

Det er derfor tydeligt at atomfaren stadig hænger over menneskeheden som et damoklessværd. Er der håb om at denne trussel nogen sinde vil blive fjernet?