-
Ingen hjælp fra denne verdenEsajas’ profeti — et lys for alle mennesker (Bind 1)
-
-
18. Hvad advarede Rabsjake Ezekias imod?
18 De assyriske konger gav deres guder æren for deres sejre på slagmarken. Assyrerkongen Assurbanipal hævder i sine indskrifter at han var ledet af ’Assur, Bel, Nebo, de store guder, hans herrer, som altid var ved hans side når han nedkæmpede stridsvante soldater i åben kamp’. (Ancient Near Eastern Texts ved J. B. Pritchard, 1974, s. 294) På Esajas’ tid gav Rabsjake, kong Sankerib af Assyriens udsending, over for kong Ezekias udtryk for en lignende tro på at guderne engagerede sig i menneskenes krige. Han advarede kong Ezekias imod at stole på at Jehova ville frelse Jerusalem, og påpegede at de andre nationers guder ikke havde kunnet beskytte deres tilbedere mod den mægtige assyriske hær. — 2 Kongebog 18:33-35.
19. Hvad gjorde kong Ezekias efter denne spottende trussel?
19 Hvad gjorde kong Ezekias efter denne trussel? Den bibelske beretning lyder: „Så snart kong Ezekias hørte det, sønderrev han sine klæder og klædte sig i sæk og gik ind i Jehovas hus.“ (2 Kongebog 19:1) Ezekias erkendte at der kun var én som kunne hjælpe ham i denne kritiske situation. Han ydmygede sig og søgte Jehovas ledelse.
20. Hvordan ville Jehova handle til gavn for Judas indbyggere, og hvad skulle de lære heraf?
20 Og Jehova gav den vejledning han havde brug for. Gennem profeten Esajas sagde han: „På den dag vrager enhver sine afguder af sølv og sine afguder af guld, som jeres hænder i synd har lavet jer.“ (Esajas 31:7) Når Jehova kæmpede for sit folk, ville Sankeribs guder blive afsløret som det de var — afguder der intet var værd. Det måtte judæerne mærke sig! Selv om kong Ezekias havde været tro mod Jehova, var Judas land, ligesom Israel, blevet fyldt med afguder. (Esajas 2:5-8) Hvis judæerne skulle genoprette deres forhold til Jehova, måtte de angre deres synder og forkaste deres afguder af sølv og guld. — Se Anden Mosebog 34:14.
21. Hvordan beskriver Esajas profetisk at Jehova vil eksekvere sin dom over assyreren?
21 Esajas beskriver nu profetisk hvordan Jehova vil eksekvere sin dom over Judas frygtindgydende fjende: „Assyreren skal falde for sværdet, ikke et der tilhører en mand; og et sværd, ikke et der tilhører et menneske, vil fortære ham. Og han skal flygte for sværdet, og hans unge mænd bliver sat til tvangsarbejde.“ (Esajas 31:8) Da opgørets time indtraf, behøvede Jerusalems indbyggere ikke engang at trække deres sværd af skeden. De bedste af de assyriske soldater blev fortæret, ikke af menneskers sværd, men af Jehovas. Sankerib selv måtte „flygte for sværdet“. Efter at 185.000 af hans krigere var bukket under for Jehovas engel, vendte han hjem. Han blev senere snigmyrdet af sine egne sønner da han bøjede sig for sin gud Nisrok. — 2 Kongebog 19:35-37.
22. Hvad kan kristne i dag lære af begivenhederne i forbindelse med Ezekias og den assyriske hær?
22 Ingen, heller ikke Ezekias, kunne forudse hvordan Jehova ville befri Jerusalem for den assyriske hær. Men Ezekias’ måde at klare situationen på er et udmærket eksempel for dem der står over for prøvelser i dag. (2 Korinther 4:16-18) I betragtning af de frygtindgydende assyrere der truede Jerusalem, er det forståeligt at han var bange. (2 Kongebog 19:3) Men han havde tro på Jehova, og han søgte hans ledelse, ikke menneskers. Det blev til velsignelse for Jerusalem at han gjorde det. I dag kan gudfrygtige kristne også opleve stærk sindsbevægelse når de bliver udsat for prøvelser. Det er forståeligt at de kan blive grebet af frygt. Men hvis vi ’kaster al vores bekymring på Jehova’, vil han tage sig af os. (1 Peter 5:7) Han vil hjælpe os til at overvinde vores frygt og give os styrke til at klare situationen.
-
-
Ingen hjælp fra denne verdenEsajas’ profeti — et lys for alle mennesker (Bind 1)
-
-
[Billede på side 326]
Ezekias gik til Jehovas hus for at få hjælp
-