Gudsfrygt og menneskefrygt

Gudsfrygt er en naturlig følelse der indgyder os den samme tryghed som den en dybt respekteret fader indgyder sine børn. Denne frygt medvirker også til at forjage den ubehagelige, nedbrydende menneskefrygt, som er en snare. (Ordsprogene 29:25) En der ikke lagde sig dette på sinde var Urija, Sjemajas søn, der sammen med Jeremias forkyndte i Jerusalem i tiden forud for året 607 f.v.t. I modsætning til Jeremias lod Urija frygt for kongen blive ham en snare. Han indstillede sin forkyndelse og flygtede fra sin opgave. Senere fik kongen ham fanget og dræbt. (Jeremias 26:20-23) Hvad kunne Urija have gjort for at undgå at det gik ham sådan? Han kunne have opelsket en frygt for Jehova der var stærkere end hans menneskefrygt.

Efter at Jesus var blevet oprejst og taget op til himmelen, sagde han noget enhver discipel bør hæfte sig ved: „Vær ikke bange for det du vil komme til at lide.“ (Åbenbaringen 2:10) Historien viser hvor påkrævet dette råd var, for kristne har oplevet frygtindgydende situationer, fra fortidens romerske arenaer til nutidens nazistiske koncentrationslejre. Hvordan har de kunnet overvinde den frygt deres fjender har prøvet at indgyde dem? Ved at efterleve Jesu ord: „Frygt ikke for dem som dræber legemet og derefter ikke evner at gøre mere. Men jeg vil vise jer hvem I skal frygte: Frygt ham der efter at have dræbt, har myndighed til at kaste i Gehenna.“ — Lukas 12:4, 5.

Uden tilbørlig gudsfrygt vil vi sandsynligvis give efter for urette indskydelser eller ligge under for menneskefrygt.