Den første reaktion

„Jeg ville begå selvmord,“ indrømmer Bill, „men det kunne jeg ikke gøre i hospitalssengen.“ Bill havde været med i Vietnamkrigen og ønskede at blive pilot. Men efter ulykken i 1969 faldt alle hans drømme til jorden, og han følte ikke længere at der var noget at leve for.

Ed reagerede anderledes da han fik at vide at han var lammet for livstid. „Jeg mistede ikke modet, for jeg tror på Guds løfter i Bibelen. Jeg ved at selv om min lammelse i øjeblikket er uhelbredelig, vil den ikke altid være det.“ I kraft af sit håb har Ed klaret at leve med sit handicap i mere end 25 år.

Tog udfordringen op

Bill, derimod, kendte ikke Guds løfter. Men en dag skete der noget som gav ham livslysten tilbage.

Efter at have ligget på hospitalet i otte måneder, blev Bill kørt ud på et badeværelse for at blive barberet af en sygeplejerske. „Da jeg kiggede i spejlet,“ fortæller han, „var det ikke mig selv jeg så!“

Før havde Bill været en stærk ung mand på 185 centimeter der vejede 90 kilo; nu vejede han kun 40 kilo og var skind og ben. Han fattede ikke at ansigtet i spejlet var hans. Efter denne oplevelse besluttede han at tage udfordringen op. „Det første år man er handicappet er det mest kritiske,“ fortæller Bill, „for da vælger man hvilken vej man vil gå.“

Vanskeligheder der må overvindes

Ed er ikke nervebetonet, men han indrømmer at han har sine følelsesmæssige op- og nedture. „Af og til kan jeg ikke engang løfte armen,“ forklarer Ed, „og det kan gøre mig deprimeret.“

Bill synes at det sværeste er at kroppen er stækket mens forstanden ikke er. „Det er som at have en jetdrevet hjerne i en krop der kun kan bevæge sig med sneglefart,“ siger han.

Det medfører også mange fysiske komplikationer når rygmarven bliver beskadiget, for eksempel åndedrætsbesvær, sidde- og liggesår og manglende kontrol med blære- og tarmfunktionen. Ed har haft problemer med nyrerne lige siden ulykken og har indimellem fyrre i feber en seks-syv dage i træk. Dét ikke at kunne kontrollere vandladningen og afføringen har været meget frustrerende for Bill, for som han siger: „Man vænner sig aldrig til at være sat tilbage på spædbarnsstadiet.“

Ed opfordrer alle handicappede til at blive så uafhængige som muligt. „Prøv at gøre så meget som muligt selv,“ siger han, „så vil du komme en hel del længere.“ Det første han gjorde efter at have forladt hospitalet var derfor at udstyre sin bil med håndbetjening sådan at han kunne køre selv. Nu kører Ed i en specialbygget vogn når han passer sit arbejde som portner.

„Forsøg at glemme dit handicap,“ råder Bill, „og lev livet så godt du kan. Hvis du ikke opfører dig som om du er handicappet, vil folk heller ikke behandle dig som om du er det.“ Bill efterlever selv dette råd. Han har haft egen forretning og er kommet omkring i en golfvogn, i en kørestol eller ved hjælp af krykker.

Hvad kan man gøre?

En af de barrierer handicappede må overvinde, er de raskes indstilling. Den bedste måde at overvinde denne barriere på, er gennem forståelse. Handicappede har brug for samme hensyntagen og forståelse som alle andre.

Nogle føler sig utrygge og forlegne når de er sammen med handicappede. Bill siger: „Faktisk er vi alle svækkede på den ene eller den anden måde. Nogle er blot mere svækkede end andre.“ Handicappede er blot mennesker der tilfældigvis ikke kan gå, se, høre eller gøre noget andet som de fleste andre kan. Det er vigtigt at betragte alle handicap som tilfældige og at have øje for hele personen.

„Jeg vil helst have at folk betragter mig som alle andre mennesker,“ siger Ed. „Se på mig, ikke på kørestolen.“ Derefter fortæller han en oplevelse han og hans hustru havde på en restaurant: „Tjeneren tog først imod min kones bestilling og spurgte derefter hende — i stedet for mig — om hvad jeg ønskede. Jeg er ikke døv! Jeg kan bare ikke gå.“

„De fleste vil gerne tage hensyn til handicappede,“ forklarer Ed, „men de ved ikke hvordan de skal gribe det an.“ Hans råd lyder: „Det bedste er at vente og finde ud af hvilken hjælp der er behov for, inden man springer til og gør et eller andet.“

Spørg derfor først: „Må jeg hjælpe?“ Eller: „Er der noget jeg kan være behjælpelig med?“ Tag det ikke for givet at den handicappede ønsker hjælp, for det er nemlig ikke sikkert.

„Den største kompliment man kan give en handicappet,“ oplyser Bill, „er at behandle ham som et normalt menneske, og omgås ham ligesom man omgås alle andre.“ Sandt nok er der nogle som har svært ved dette. De føler måske at der er en uoverstigelig barriere mellem dem selv og de handicappede. Men jo bedre man lærer handicappede at kende personligt, des mindre vil man tænke på deres fysiske defekter.

Ed, som i mange år har været tilknyttet den samme menighed af Jehovas Vidner, forklarer: „De fleste af vennerne betragter mig ikke som handicappet. I forkyndelsen kan de uforvarende sende mig hen for at tage et genbesøg i et hus med ti etager! Så må jeg tilbage og bede dem sende en anden.“

Bliver Ed fortørnet når hans venner glemmer hans fysiske begrænsninger? Nej, tværtimod. Han fortæller: „Det er herligt når de tror at jeg ikke har behov for hjælp. Det sætter jeg pris på, for så ved jeg at de ikke betragter mig som en handicappet men som et ganske almindeligt menneske.“

Når Bill i dag tænker tilbage må han indrømme at det har været svært at leve med et handicap. „Men jeg har vundet meget ved min sygdom,“ understreger han. Hvordan kan han sige det?

„Jeg er ikke sikker på at jeg ville have været en sand kristen i dag hvis ikke det var på grund af mit handicap,“ forklarer han. „Før var jeg alt for stolt og ambitiøs, og desuden ville jeg formentlig ikke have boet det samme sted længe nok til at tage imod sandhedens budskab.“