En vens kærlige og betænksomme ord kan være som en beroligende balsam der lindrer og forfrisker. (Ordsp. 16:24; 18:24; 25:11) Men sande kristne er ikke kun interesseret i selv at blive trøstet. De tager initiativ til at „trøste dem som er i al slags trængsel, med den trøst hvormed [de] selv trøstes af Gud“. (2 Kor. 1:4; Luk. 6:31) Det erfarede Antonio, en områdetilsynsmand i Mexico, på første hånd.

Da Antonio fik stillet diagnosen lymfom, en form for leukæmi, blev han helt slået ud. Men han gjorde noget for at bekæmpe sine negative følelser. Hvad gjorde han? Han prøvede at lære nogle af Rigets sange udenad og sang dem højt så han kunne høre ordene og meditere over dem. Det trøstede ham også meget at bede højt og at læse i Bibelen.

Men Antonio må erkende at noget af det der hjalp ham mest, var hans trosfæller. Han siger: „Når min kone og jeg var helt nede i kulkælderen, bad vi en slægtning som er ældste i menigheden, om at komme og bede sammen med os. Det trøstede og beroligede os.“ Han fortsætter: „Faktisk hjalp vores familie og vores åndelige brødre os til på relativt kort tid at overvinde de negative følelser.“ Hvor var Antonio taknemmelig for at have så kærlige og omsorgsfulde venner!

Antonio kom sig over sin sygdom og kunne derefter vende tilbage til rejsetjenesten. Han havde altid vist interesse for sine trosfæller, men nu gjorde han og hans kone en særlig indsats for at besøge og opmuntre de syge. For eksempel besøgte Antonio en alvorligt syg broder, og i samtalens løb fandt han ud af at broderen ikke havde lyst til at komme til møderne. „Det var ikke fordi han ikke elskede Jehova og brødrene,“ forklarer Antonio, „men sygdommen havde knækket ham følelsesmæssigt og fået ham til at tro at han ikke længere duede til noget.“

Noget Antonio gjorde for at opmuntre den syge broder, var at bede ham om at indlede med bøn ved en selskabelig sammenkomst. Selvom broderen følte sig utilstrækkelig, gik han med til det. Antonio fortæller: „Han bad sådan en smuk bøn, og bagefter var det som om han var et helt andet menneske. Han følte igen at han kunne bruges.“