En del af vort tankemønster fastlægges i barndommen. „Som barn blev jeg aldrig rost af mine forældre,“ fortæller Sarah. „Jeg kan ikke huske at jeg overhovedet har fået en kompliment før jeg blev gift. Derfor søgte jeg hele tiden andre menneskers accept. Jeg er frygtelig bange for at andre ikke skal kunne lide mig.“

Dette stærke behov for accept går igen hos mange der er ramt af en alvorlig depression. Forskningen har vist at de er tilbøjelige til at basere deres selvtillid på andres kærlighed og godkendelse, i stedet for på det de selv kan og gør. De bedømmer måske deres eget værd efter hvor stor betydning de har for andre. „Hvis denne støtte ophører,“ oplyser et forskerhold, „vil det føre til dalende selvagtelse, hvilket bidrager væsentligt til et anfald af depression.“

Perfektionisme

Denne overdrevne trang til at være accepteret af andre kan komme til udtryk på flere måder. Sarah fortæller: „Jeg bestræbte mig for at gøre alting helt rigtigt, så jeg kunne få den accept jeg ikke fik som barn.

[Ramme på side 8, 9]

Depression hos børn: „Bare jeg var død“

Et interview med dr. Donald McKnew fra USA’s Mentalhygiejniske Institut, der i 20 år har forsket i dette emne.

Vågn op!: Hvor udbredt mener De at dette problem er?

McKnew: En undersøgelse man for nylig har foretaget blandt tusind børn i New Zealand, viste at allerede i niårsalderen havde omkring 10 procent af disse børn haft en depression. Vi har indtryk af at 10-15 procent af alle skolebørn er psykisk ude af balance. Et mindre antal lider af en dyb depression.

Vågn op!: Hvordan kan man konstatere om børn lider af en dyb depression?

McKnew: Et af de vigtigste symptomer er at de ikke finder glæde ved noget som helst. De har ikke lyst til at gå ud at lege, og de har heller ikke lyst til at være sammen med deres venner. De er ikke interesserede i familien. De har svært ved at koncentrere sig; de kan ikke samle sig om et fjernsynsprogram, og da slet ikke deres lektier. De føler sig overflødige, og de lider af skyldfølelse. De går rundt og siger at de ikke duer til noget og at ingen kan lide dem. Enten kan de ikke sove eller også sover de alt for meget; de mister appetitten eller de spiser for meget. Desuden kan man høre dem give udtryk for selvmordstanker, for eksempel med ordene: „Bare jeg var død.“ Hvis disse symptomer optræder samtidig hos børn, og det har varet en uge eller to, lider de sandsynligvis af en dyb depression.

Vågn op!: Hvad er de væsentligste årsager til depression hos børn?

McKnew: Hvis vi skal tale om specifikke faktorer i et bestemt barns liv, er den væsentligste sikkert et dødsfald. Barnet har måske mistet den ene af sine forældre eller dem begge, eller det kan dreje sig om venner, nære slægtninge eller endda et kæledyr. Nedvurdering og forkastelse vil jeg mene kommer ind på en andenplads. Vi ser en forfærdelig masse børn hvis forældre kritiserer dem sønder og sammen eller giver dem en følelse af at de er små og ubetydelige. Somme tider bliver børn gjort til syndebukke. De får skylden for alt hvad der går galt i deres familie, uanset om det er berettiget eller ej. Derfor mister de efterhånden al selvrespekt. En tredje faktor er en sindslidelse hos en af forældrene.

Vågn op!: I bogen Why Isn’t Johnny Crying?, som De har været med til at skrive, siges der at nogle deprimerede børn begynder at tage stoffer, at drikke for meget eller at begå forbrydelser. Hvordan kan det være?

McKnew: Vi mener at de prøver at skjule depressionen, endda for sig selv. De reagerer ofte på depressionen ved at sørge for at være travlt optaget af noget andet, som at stjæle biler, at tage stoffer eller at drikke. På den måde prøver de at dække over hvor dårligt de har det. Netop det at de prøver at skjule deres depression er noget af det der tydeligst får dem til at adskille sig fra voksne.

Vågn op!: Hvordan kan man vide om børn er deprimerede og ikke blot adfærdsvanskelige?

McKnew: Hvis man taler med dem og får dem til at åbne sig, vil man som regel opdage at de er deprimerede. Og hvis depressionen behandles på den rigtige måde, vil børnenes opførsel bedres. Overfladisk set var problemet måske et andet, men depressionen har hele tiden ligget under overfladen.

Vågn op!: Hvordan kan man få et deprimeret barn til at åbne sig?

McKnew: Først og fremmest skal man vælge et tidspunkt og et sted hvor man kan tale uforstyrret, og så skal man stille specifikke spørgsmål som: ’Er der noget du går og spekulerer på?’ ’Er der noget du er ked af?’ ’Er du vred over et eller andet?’ Hvis der har været et dødsfald i familien, kunne man — alt efter omstændighederne — sige noget i retning af: ’Jeg savner bedstemor meget. Gør du ikke også det?’ Man skal give barnet mulighed for at fortælle om sine følelser.

Vågn op!: Hvad ville De råde alvorligt deprimerede børn til at gøre?

McKnew: Til at tale med deres forældre om det. Det er vigtigt at man bliver opmærksom på problemet, for som regel er børnene selv de eneste der ved at de er deprimerede. Forældre og lærere opdager i regelen ikke noget. Jeg kender tilfælde hvor unge har henvendt sig til deres forældre og sagt: „Jeg er deprimeret, jeg har brug for hjælp,“ og så har de fået den nødvendige hjælp.

Vågn op!: Hvordan kan forældrene hjælpe et deprimeret barn?

McKnew: Hvis det synes at være en dyb depression er det ikke noget der kan klares i hjemmet — lige så lidt som lungebetændelse er det. En dyb depression skal behandles af en ekspert fordi der kan være behov for medicin. Vi bruger medicin i godt og vel halvdelen af tilfældene, også hos børn, helt ned til femårsalderen. Vi forsøger også at få barnet til at ændre tankegang. Og med disse midler er det så afgjort muligt at behandle en depression med et godt resultat.

Vågn op!: Hvad kan forældrene gøre hvis det ikke drejer sig om en dyb depression?

McKnew: De kan kaste et ransagende blik på sig selv og familien. Er der indtruffet et dødsfald som man må tale igennem med barnet? Man skal ikke undervurdere børns sorg i forbindelse med dødsfald. De skal have lov til at bearbejde deres sorg. Deprimerede børn har behov for særlig megen opmærksomhed, ros og følelsesmæssig støtte. Forældrene bør være meget sammen med dem på tomandshånd. Deres varme interesse er den bedste form for behandling børnene kan få.