-
Sammenbragte familiers særlige problemerVagttårnet – 1999 | 1. marts
-
-
Nygifte kan være blinde for de frustrationer, de loyalitetskonflikter og den jalousi og vrede som stedmoderen eller stedfaderen vækker hos stedbørnene. Børnene tror måske at deres biologiske far eller mor holder mere af den nye ægtefælle end af dem. Og en far eller en mor der er blevet forladt af sin ægtefælle, kan have svært ved at forstå at børnene stadig elsker vedkommende. En dreng prøvede at begrunde sit gode forhold til sin biologiske far ved at sige: „Mor, jeg er godt klar over at far behandlede dig dårligt, men han har været god mod mig.“ En sådan udtalelse, hvor ærlig den end er, kan få en mor til at føle bitter vrede mod barnets far.
En stedfar indrømmer: „Jeg var slet ikke forberedt på at tackle alle de problemer der opstod i forbindelse med opdragelsen af mine stedbørn. Jeg gik ind i forholdet med den tanke at nu hvor jeg havde giftet mig med deres mor, var jeg også deres far. Så enkelt var det, troede jeg — og forstod ikke børnenes kærlighed til deres biologiske far. Jeg begik mange fejl.“
Der kan især opstå problemer i forbindelse med børnenes opdragelse. Børn har brug for kærlig tugt, men de har ofte svært ved at tage imod den, selv når den kommer fra deres biologiske far eller mor. Hvor meget sværere kan det ikke være at blive irettesat af en stedmor eller en stedfar? Det er ikke ualmindeligt at børn der tugtes af en stedmor eller stedfar, siger: „Du er ikke min rigtige far/mor!“ Sådanne ord kan virke meget sårende på velmenende stedforældre.
-
-
Lykkelige sammenbragte familierVagttårnet – 1999 | 1. marts
-
-
Ægte kærlighed virker udglattende og forener folk der er blevet opdraget forskelligt og har forskellige personligheder. Den hjælper også til at modvirke de traumatiske følger af en skilsmisse eller tabet af en far eller mor der er død. En stedfar fortæller om de problemer han har kæmpet med: „Jeg var ofte for optaget af mine egne følelser til at lægge mærke til hvordan mine stedbørn eller min kone havde det. Jeg måtte lære at være mindre følsom. Og endnu vigtigere: Jeg måtte lære at være ydmyg.“ Kærligheden hjalp ham til at gøre de nødvendige forandringer.
Den biologiske far eller mor
Kærlighed kan hjælpe stedforældre til at vise forståelse for børnenes forhold til deres biologiske far eller mor som ikke længere bor hos dem. En stedfar indrømmer: „Jeg ønskede at mine stedbørn skulle elske mig højere end deres rigtige far. Når de besøgte ham, skulle jeg virkelig tage mig i ikke at kritisere ham. Når de vendte hjem efter en vellykket dag, havde jeg det frygteligt. Når besøget ikke havde været så godt, var jeg helt opstemt. Jeg var bange for at miste dem. Noget af det sværeste var at skulle acceptere at børnenes biologiske far betød meget for dem.“
Ægte kærlighed hjalp denne stedfar til at indse at det var urealistisk at forvente at børnene automatisk ville elske ham. Han burde ikke have følt sig vraget da børnene ikke straks tog godt imod ham. Han blev klar over at hans stedbørn måske aldrig ville komme til at elske ham lige så højt som de elskede deres rigtige far. Børnene havde jo kendt deres biologiske far siden de blev født, mens stedfaderen var en nyankommen som først måtte gøre sig fortjent til børnenes kærlighed. Forskeren Elizabeth Einstein taler på manges vegne når hun siger: „Den biologiske far eller mor kan aldrig erstattes — aldrig. Selv om han eller hun er død eller har forladt børnene, indtager vedkommende stadig en vigtig plads i børnenes liv.“
Opdragelse — et ømtåleligt emne
Bibelen viser at børn og unge har brug for en kærlig opdragelse, og det gælder også stedbørn. (Ordsprogene 8:33) Mange eksperter er begyndt at stille sig på linje med Bibelens holdning til dette spørgsmål. Professor Ceres Alves de Araújo siger: „Ingen bryder sig af natur om grænser, men de er nødvendige. ’Nej’ er et ord der bruges for at beskytte.“
I en sammenbragt familie kan delte meninger om opdragelse imidlertid føre til alvorlige uoverensstemmelser. Stedbørnenes personlighed er for en stor del blevet formet af en voksen de ikke længere bor sammen med. Derfor vil de højst sandsynligt have nogle vaner eller måder at gøre tingene på som kan irritere stedmoderen eller stedfaderen. De har måske også svært ved at sætte sig ind i hvorfor deres stedmor eller stedfar har stærke meninger om visse ting. Hvad kan man gøre i en sådan situation? Paulus tilskynder de kristne: „Jag efter . . . kærlighed, udholdenhed, mildhed.“ (1 Timoteus 6:11) Kristen kærlighed hjælper både stedforældre og stedbørn til at vise mildhed og tålmodighed mens de lærer hinanden bedre at kende. Hvis stedmoderen eller stedfaderen er utålmodig, kan ’harme, vrede og spot’ hurtigt ødelægge det gode forhold man måske har opbygget. — Efeserne 4:31.
Profeten Mika har givet god vejledning i den forbindelse. Han sagde: „Hvad kræver Jehova af dig andet end at du øver ret og elsker loyal hengivenhed og vandrer beskedent med din Gud?“ (Mika 6:8) Det er vigtigt at ’øve ret’ når man opdrager sine børn. Men hvad med hengivenhed? En kristen ældste fortæller at han ofte havde svært ved at få sine stedbørn til at stå op søndag morgen og gøre sig klar til mødet i rigssalen. I stedet for at skælde ud prøvede han at behandle dem kærligt. Han stod tidligt op, lavede morgenmad og kom med noget varmt at drikke til dem. Som følge heraf blev det meget nemmere at få dem til at gøre som han sagde, og stå op.
Professor Ana Luisa Vieira de Mattos fremsætter følgende interessante kommentar: „Det er kvaliteten af det indbyrdes forhold i familien og ikke familiens sammensætning der er det afgørende. Mine undersøgelser har vist mig at unge med adfærdsproblemer næsten altid kommer fra familier hvor forældrene forsømte dem, og hvor der manglede retningslinjer og kommunikation.“ Hun tilføjer: „Det kan ikke understreges stærkt nok at børneopdragelse indebærer at man af og til må sige nej.“ Lægerne Emily og John Visher siger: „Dybest set virker opdragelsen kun efter hensigten hvis den der modtager den, er interesseret i at bevare et godt forhold til den der giver den, og ikke er ligeglad med hvordan vedkommende reagerer.“
-