11. Hvorfor var udråbet „din Gud er blevet konge!“ på sin plads med hensyn til begivenhederne i 537 f.v.t.?

¹¹ Nu rettes vor opmærksomhed igen mod Zion mens det ligger øde. Et sendebud nærmer sig med godt nyt: „Hvor skønt et syn på bjergene: til fods kommer den som bringer godt nyt, den som forkynder fred, den som bringer godt nyt om noget bedre, den som forkynder frelse, den som siger til Zion: ’Din Gud er blevet konge!’“ (Esajas 52:7)

12. Hvem har sat eksemplet med hensyn til at ’bringe godt nyt’, og hvordan gjorde han det?

¹² På Esajas’ tid kunne man ikke identificere „den som bringer godt nyt“, med en bestemt person eller med en gruppe af personer. Men det kan man i dag. Nu ved man hvem fredens sendebud er. Jesus Kristus er Jehovas vigtigste sendebud som bragte godt nyt om fred. Mens han levede på jorden, forkyndte han den gode nyhed om at menneskene ville blive befriet for alle den nedarvede synds virkninger, altså også sygdom og død. (Mattæus 9:35) Jesus satte eksemplet med hensyn til flittigt at forkynde godt nyt om noget bedre, for han benyttede enhver lejlighed til at forkynde om Guds rige. (Mattæus 5:1, 2; Markus 6:34; Lukas 19:1-10; Johannes 4:5-26) Og hans disciple fulgte hans eksempel.

13. (a) Hvordan udvider apostelen Paulus udtrykket: „Til fods kommer den som bringer godt nyt“? (b) Hvordan skal det forstås at sendebudenes ’fødder’ er „skønne“?

¹³ I sit brev til romerne citerer apostelen Paulus Esajas 52:7 for at vise hvor vigtigt det er at forkynde det gode budskab. Han stiller en række tankevækkende spørgsmål, som for eksempel: „Hvordan kan man høre uden at nogen forkynder?“ Og han tilføjer: „Som der står skrevet: ’Hvor skønt et syn: til fods kommer de som forkynder godt nyt om gode ting!’“ (Romerne 10:14, 15) Paulus udvider altså det der siges i Esajas 52:7 til at gælde flere. Han bruger flertalsformen „de“ i stedet for entalsformen „den“, som der står hos Esajas. Det vil sige at alle kristne i lighed med Jesus Kristus skal være sendebud der bringer godt nyt om fred. Esajas taler som om sendebudet nærmer sig Jerusalem fra bjergene i nærheden. Egentlig står der: „Hvor skønne på bjergene er fødderne af den som bringer godt nyt,“ men „fødderne“ repræsenterer her personen selv, sendebudet, der kommer til fods. I det første århundrede var Jesus og hans disciple et skønt syn for de sagtmodige når de bragte godt nyt, og det samme er nutidens vidner for Jehova når de bringer det gode budskab ud til dem der vil høre.

Siden 1919. Ved et stævne i Cedar Point, Ohio, i dette år var det store højdepunkt Vagttårnsselskabets daværende præsidents, J.F. Rutherfords, „Tale til medarbejderne“. Dette foredrag, der var baseret på Esajas 52:7 og Åbenbaringen 15:2, opfordrede alle de tilstedeværende til at tage forkyndelsen op. På denne måde begyndte sendebudene at vise sig „på bjergene“. Først var det de salvede kristne og senere deres medarbejdere, de „andre får“, som nidkært forkyndte den gode nyhed om at Jehova var blevet konge. (Johannes 10:16)