Vær nidkær for den sande tilbedelse

12, 13. Hvad har kristenhedens religiøse ledere gjort med hensyn til (a) Guds navn? (b) Guds rige?

¹² I dag er de religiøse forhold ligesom dem der var på Jesu tid, om ikke værre. Tænk for eksempel på at det første Jesus lærte sine disciple at bede om, havde med Guds navn at gøre: „Lad dit navn blive helliget.“ (Matt. 6:9) Ser vi at de religiøse ledere, især kristenhedens gejstlige, lærer folk Gud at kende ved hans navn og at hellige eller ære dette navn? Nej, tværtimod. De har givet folk et helt forkert billede af Gud ved hjælp af sådanne falske læresætninger som læren om treenigheden, sjælens udødelighed og et brændende helvede — og derved gjort Gud uforståelig, mystisk, grusom eller ligefrem sadistisk. De har også bragt vanære over Gud på grund af deres skandaler og hykleriske adfærd. (Læs Romerbrevet 2:21-24). Desuden har de gjort alt muligt for at skjule Guds personlige navn og endda fjernet det fra deres bibeloversættelser. På den måde forhindrer de folk i at komme nær til Gud og få et personligt forhold til ham. — Jak. 4:7, 8.

¹³ Jesus lærte også sine disciple at bede om Guds riges komme: „Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ (Matt. 6:10) Selvom kristenhedens religiøse ledere ofte gentager denne bøn, har de opfordret folk til at støtte politiske partier og andre organisationer. Desuden ringeagter de dem der forsøger at forkynde og vidne om dette rige. Det har ført til at mange der hævder at være kristne, ikke længere taler om eller tror på Guds rige.

14. Hvordan har kristenhedens gejstlige udvandet Guds ord?

¹⁴ I en bøn til Gud sagde Jesus tydeligt: „Dit ord er sandhed.“ (Joh. 17:17) Mens han stadig var på jorden, gav han udtryk for at han ville udnævne „den trofaste og kloge træl“ til at give sit folk åndelig føde. (Matt. 24:45) Kristenhedens gejstlige har været hurtige til at hævde at de var vogtere af Guds ord, men har de trofast udført det arbejde deres Herre har betroet dem? Nej, de har været tilbøjelige til at stemple det Bibelen siger, som fabler eller myter. I stedet for at give deres hjord åndelig føde, og på den måde trøste og oplyse den, har præsterne kildret de troendes ører med menneskers livsanskuelser. De har desuden udvandet Guds moralnormer for at tilpasse sig den såkaldte nye moral. — 2 Tim. 4:3, 4.

15. Hvad mener du om alt det de gejstlige har gjort i Guds navn?

¹⁵ På grund af alt det onde der er blevet gjort i Guds navn, er mange oprigtige mennesker blevet desillusionerede eller har fuldstændig mistet troen på Gud og Bibelen. De er blevet ofre for Satan og hans onde tingenes ordning. Hvad føler du når du hører eller ser sådanne ting finde sted dag efter dag? Når du ser den skam og vanære som er blevet bragt over Guds navn, føler du dig da ikke, som en tjener for Jehova, tilskyndet til at gøre hvad du kan for at rette op på den skade der er blevet gjort? Når du ser at oprigtige mennesker bliver ført bag lyset og udnyttet, føler du så ikke lyst til at trøste og opmuntre dem? Da Jesus så at folk var „medtagne og omtumlede som får uden hyrde“, fik han ikke blot inderligt ondt af dem, men „begyndte at lære dem mange ting“. (Matt. 9:36; Mark. 6:34) Vi har al mulig grund til at være nidkære for den sande tilbedelse ligesom Jesus var.

16, 17. (a) Hvad skulle tilskynde os til at give os selv i tjenesten? (b) Hvad vil blive behandlet i den følgende artikel?

¹⁶ Når vi er nidkære i tjenesten, får apostelen Paulus’ ord i Første Timoteusbrev 2:3, 4 en særlig betydning. (Læs). Vi gør en ihærdig indsats i forkyndelsen, ikke blot fordi vi ved at vi lever i de sidste dage, men også fordi vi erkender at vi derved gør Guds vilje. Det er Guds ønske at mennesker skal have kundskab om sandheden så de kan lære at tilbede og tjene ham og derved blive velsignet. Vi føler os tilskyndet til at give os selv i tjenesten, ikke så meget på grund af at tiden er ved at løbe ud, men fordi vi ønsker at ære Guds navn og hjælpe folk til at lære hans vilje at kende. Vi er nidkære for den sande tilbedelse. — 1 Tim. 4:16.

¹⁷ Som Jehovas folk har vi fået kundskab om hans hensigt med menneskene og jorden. Vi har det der skal til for at hjælpe folk til at finde glæde og få et sikkert håb for fremtiden. Vi kan vise dem hvordan de kan bevare sig i sikkerhed når Satans onde tingenes ordning bliver tilintetgjort. (2 Thess. 1:7-9) Frem for at være frustrerede eller skuffede over at Jehovas dag synes at være forsinket, skulle vi være glade for at der endnu er tid til at være nidkære for den sande tilbedelse. (Mika 7:7; Hab. 2:3)

„Nu er det en særlig velkommen tid“

„Se! Nu er det en særlig velkommen tid. Se! Nu er det en frelsens dag.“ — 2 KOR. 6:2.

1. Hvorfor må vi kunne bedømme hvad der er det vigtigste at gøre på et givet tidspunkt?

„TIL alt er der en fastsat tid, ja, der er en tid til hvert et forehavende under himmelen.“ (Præd. 3:1) Salomon skrev her om hvor vigtigt det er at kunne bedømme hvornår det er det bedste tidspunkt at gøre noget på — hvad enten det er at dyrke jorden, drive forretning, rejse eller kommunikere med andre. Men det er også nødvendigt at kunne bedømme hvad der er det vigtigste at beskæftige sig med på et givet tidspunkt. Vi må med andre ord forstå at prioritere rigtigt.

2. Hvordan ved vi at Jesus var meget bevidst om hvilken tid han levede på?

² Da Jesus var på jorden, var han meget bevidst om hvilken tid han levede på, og hvad han måtte gøre. Han var helt klar over hvad der var det vigtigste for ham, og han vidste at tiden endelig var inde til at mange messiasprofetier skulle opfyldes. (1 Pet. 1:11; Åb. 19:10) Hans opgave var at gøre folk bekendt med at han var den lovede Messias, aflægge et grundigt vidnesbyrd om sandheden om Guds rige og indsamle dem der i fremtiden skulle være medarvinger med ham i Riget. Desuden måtte han lægge grundvolden til den kristne menighed, der skulle udføre arbejdet med at forkynde og gøre disciple til jordens fjerneste egne. — Mark. 1:15.

3. Hvad fik Jesu erkendelse af tidens alvor ham til at gøre?

³ Denne erkendelse af tidens alvor var en positiv drivkraft i Jesu liv og motiverede ham til nidkært at gøre sin Faders vilje. Han sagde til sine disciple: „Høsten er i sandhed stor, men arbejderne er få. Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.“ (Luk. 10:2; Mal. 4:5, 6) Jesus udvalgte først 12 og derefter 70 af sine disciple, gav dem specifikke instruktioner og sendte dem ud for at forkynde det betagende budskab: „Himlenes rige er kommet nær.“ Om Jesus selv læser vi: „Da nu [han] var færdig med at give sine tolv disciple instruktioner, tog han af sted derfra for at undervise og forkynde i deres byer.“ — Matt. 10:5-7; 11:1; Luk. 10:1.

4. Hvordan efterlignede Paulus Jesus Kristus?

⁴ Jesus var et fuldkomment eksempel for alle sine disciple i nidkærhed. Det var det apostelen Paulus sigtede til da han gav sine trosfæller følgende opfordring: „Bliv efterlignere af mig, ligesom jeg igen er det af Kristus.“ (1 Kor. 11:1) Hvordan efterlignede Paulus Kristus? Først og fremmest ved at gøre sit yderste for at forkynde den gode nyhed. I de breve Paulus skrev til menighederne, finder vi udtryk som „vær ikke nølende i jeres iver“, „træl for Jehova“, „[hav altid] rigeligt at gøre i Herrens gerning“, og „hvad I end gør, så arbejd på det med hele jeres sjæl som for Jehova“. (Rom. 12:11; 1 Kor. 15:58; Kol. 3:23) Paulus glemte aldrig sit møde med Herren Jesus Kristus på vejen til Damaskus og de ord af Jesus som disciplen Ananias må have gentaget over for Paulus: „Denne mand er for mig et udvalgt redskab der skal bære mit navn ud til nationerne såvel som til konger og Israels sønner.“ — Apg. 9:15; Rom. 1:1, 5; Gal. 1:16.

„En særlig velkommen tid“

5. Hvad fik Paulus til nidkært at udføre sin tjeneste?

⁵ Når man læser i Apostelgerninger, kan man ikke undgå at lægge mærke til det mod og den nidkærhed hvormed Paulus udførte sin tjeneste. (Apg. 13:9, 10; 17:16, 17; 18:5) Paulus forstod hvor betydningsfuld en tid han levede på. Han sagde: „Se! Nu er det en særlig velkommen tid. Se! Nu er det en frelsens dag.“ (2 Kor. 6:2) I 537 f.v.t. var det en velkommen tid for de landflygtige i Babylon til at vende tilbage til deres hjemland. (Es. 49:8, 9) Men hvad var det Paulus henviste til? Sammenhængen hjælper os til at se hvad det var han havde i tanke.

6, 7. Hvilken stor ære er der blevet vist salvede kristne i dag, og hvem arbejder sammen med dem?

⁶ Tidligere i sit brev havde Paulus omtalt en stor ære der var blevet vist ham og hans salvede trosfæller. (Læs Andet Korintherbrev 5:18-20). Han forklarede at de var blevet kaldet af Gud til at tjene et særligt formål, at udføre „forligelsens tjeneste“ og indtrængende bede mennesker om at blive „forligt med Gud“ — det vil sige få genoprettet venskabet med Gud og igen opnå fred med ham.

⁷ Siden oprøret i Edens Have er menneskene kommet længere og længere væk fra Jehova og er blevet fremmedgjort over for ham. (Rom. 3:10, 23) Det har medført at folk i det store og hele er blevet indhyllet i åndeligt mørke, hvilket har resulteret i lidelse og død. „Vi ved at hele skabningen sukker sammen og er i veer sammen indtil nu,“ skrev Paulus. (Rom. 8:22) Men Gud har taget skridt til at anmode, ja ligefrem indtrængende at bede, folk om at vende tilbage til ham eller at blive forligt med ham. Det var denne tjeneste som Paulus og andre salvede kristne havde fået betroet. Denne ’velkomne tid’ kunne vise sig at være „en frelsens dag“ for dem der fik tro på Jesus. Alle de salvede kristne og deres medarbejdere, ’de andre får’, indbyder fortsat folk til at drage nytte af denne ’velkomne tid’. — Joh. 10:16.

8. Hvad gør opfordringen til at blive forligt med Gud så bemærkelsesværdig?

⁸ Det der gør denne opfordring til at blive forligt med Gud så bemærkelsesværdig, er at selvom bruddet mellem Gud og mennesker udelukkende skyldtes menneskene — på grund af deres oprør i Eden — var det Gud der tog initiativet til at hele bruddet. (1 Joh. 4:10, 19) Hvad gjorde han da? Paulus sagde at „Gud ved Kristus forligte en verden med sig, idet han ikke tilregnede dem deres overtrædelser, og han har betroet os ordet om forligelsen“. — 2 Kor. 5:19; Es. 55:6.

9. Hvordan viste Paulus at han værdsatte Guds barmhjertighed?

⁹ Ved at tilvejebringe genløsningsofferet har Jehova gjort det muligt for dem der tror, at få tilgivelse for deres overtrædelser og genoprette venskabet med ham. Desuden har han ladet sine udsendinge tilskynde mennesker overalt til at slutte fred med ham mens de kan. (Læs Første Timoteusbrev 2:3-6). Paulus forstod hvad der var Guds vilje og hvilken tid han levede på, og det fik ham til utrætteligt at give sig selv i „forligelsens tjeneste“. Det der var Jehovas vilje dengang, er også hans vilje i dag. Han rækker stadig hånden frem. Paulus’ ord: „Nu er det en særlig velkommen tid,“ og: „Nu er det en frelsens dag,“ gælder stadig. Hvor er Jehova en barmhjertig og medfølende Gud! — 2 Mos. 34:6, 7.

’Forfejl ikke hensigten’

10. Hvad har „frelsens dag“ betydet for de salvede både før og nu?

¹⁰ De første der fik gavn af dette udtryk for Guds ufortjente godhed, var dem der „er i samhørighed med Kristus“. (2 Kor. 5:17, 18) I deres tilfælde begyndte „frelsens dag“ på pinsedagen år 33. Siden da har de været betroet den opgave at forkynde „ordet om forligelsen“. I dag udfører resten af de salvede stadig „forligelsens tjeneste“. De forstår at de fire engle som apostelen Johannes så i et profetisk syn, ’holder jordens fire vinde fast, så ingen vind kan blæse på jorden’. Det er således stadig „en frelsens dag“ og „en særlig velkommen tid“. (Åb. 7:1-3) Det er grunden til at den salvede rest siden begyndelsen af det 20. århundrede har været nidkært optaget af at udføre „forligelsens tjeneste“ overalt på jorden.

11, 12. Hvordan viste de salvede i begyndelsen af det 20. århundrede at de var opmærksomme på tidens alvor? (Se billedet på side 15).

¹¹ For eksempel står der i bogen Jehovas Vidner — forkyndere af Guds rige at „C.T. Russell og hans medarbejdere [ved århundredskiftet] var overbeviste om at de befandt sig i en høsttid og at folk havde behov for at høre den sandhed der kunne frigøre dem“. Hvad fik det dem til at gøre? Da disse brødre forstod at de befandt sig i en høsttid, „en særlig velkommen tid“, nøjedes de ikke med at indbyde folk til en eller anden form for gudstjeneste. Det var noget kristenhedens gejstlige længe havde gjort. Disse salvede begyndte i stedet at finde andre praktiske måder at udbrede den gode nyhed på. De gjorde blandt andet klog brug af den tids nyeste teknologi til fremme af forkyndelsesarbejdet.

¹² For at kunne udbrede den gode nyhed om Riget brugte denne lille gruppe af nidkære forkyndere traktater, brochurer, blade og bøger. De udarbejdede også prædikener og artikler der blev bragt i tusinder af aviser. De udsendte bibelske programmer over nationale og internationale radiostationer. Og de fremstillede og anvendte levende billeder synkroniseret med lydoptagelser, endda inden filmindustrien gjorde film med lyd tilgængelig for offentligheden. Hvad har denne utrættelige nidkærhed ført til? I dag er der omkring syv millioner der har taget imod budskabet om at ’blive forligt med Gud’, og som selv forkynder dette budskab. Ja, de førnævnte tjenere for Jehova var trods deres begrænsede omstændigheder gode eksempler i nidkærhed.

13. Hvilken hensigt som Gud har, bør vi tage alvorligt?

¹³ Paulus’ udtalelse: „Nu er det en særlig velkommen tid,“ er stadig aktuel. Vi der har erfaret Jehovas ufortjente godhed, er taknemmelige for at vi har fået lejlighed til at høre og tage imod budskabet om at blive forligt med Gud. I stedet for at slå os til ro med det lægger vi os Paulus’ ord på sinde: „Vi [retter] også en indtrængende anmodning til jer om ikke at forfejle hensigten med at I har taget imod Guds ufortjente godhed.“ (2 Kor. 6:1) Hensigten med Guds ufortjente godhed er at han vil ’forlige en verden med sig’ ved hjælp af Kristus. — 2 Kor. 5:19.

14. Hvilken positiv udvikling ses i mange lande?

¹⁴ Størstedelen af menneskeheden er forblindet af Satan og er derfor stadig fremmedgjort over for Gud og uvidende om hensigten med hans ufortjente godhed. (2 Kor. 4:3, 4; 1 Joh. 5:19) På grund af de forværrede forhold i verden reagerer mange imidlertid positivt når de får forklaret at årsagen til ondskab og lidelser er at menneskene er kommet bort fra Gud. Selv i lande hvor der har været ret stor ligegyldighed over for vores budskab, er mange nu begyndt at lytte til den gode nyhed og tage skridt til at blive forligt med Gud. Forstår vi da at tiden er inde til endnu mere nidkært at lade den indtrængende opfordring lyde: „Bliv forligt med Gud“?

15. I stedet for at forkynde et budskab der kildrer folks ører, hvad ønsker vi da at alle skal vide?

¹⁵ Vores opgave er ikke blot at fortælle folk at hvis de vender sig til Gud, vil han hjælpe dem med alle deres problemer, og de vil få det bedre. For mange er dette den eneste grund til at de går i kirke, og mange kirkesamfund appellerer til dette ønske. (2 Tim. 4:3, 4) Vores tjeneste har et mere ophøjet formål. Den gode nyhed som vi forkynder, er at Jehova af kærlighed er villig til at tilgive overtrædelser ved hjælp af Kristus. Man behøver altså ikke at være fremmedgjort over for Gud, men kan blive forligt med ham. (Rom. 5:10; 8:32) Men ’den særlig velkomne tid’ er hurtigt ved at udløbe.

„Vær brændende i ånden“

16. Hvad hjalp Paulus til at vise mod og nidkærhed?

¹⁶ Hvordan kan vi da opelske og bevare vores nidkærhed for den sande tilbedelse? Nogle er måske af natur generte eller tilbageholdende og kan have svært ved at være åbne og udadvendte. Men det er godt at huske at nidkærhed ikke bare kommer til udtryk gennem følelser og begejstring, og heller ikke afhænger af ens personlighed. Paulus pegede på hvad det er der giver nidkærhed, da han gav sine trosfæller denne tilskyndelse: „Vær brændende i ånden.“ (Rom. 12:11) Jehovas ånd bidrog i høj grad til Paulus’ mod og udholdenhed i forkyndelsesarbejdet. Fra dengang Paulus blev kaldet af Jesus, til han blev fængslet for sidste gang og led martyrdøden i Rom — en periode på mere end 30 år — var hans nidkærhed usvækket. Han så altid hen til Gud, der gennem ånden gav ham den nødvendige styrke. Han sagde: „Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft.“ (Fil. 4:13) Vi kan få stor gavn af at tage ved lære af hans eksempel!

17. Hvordan kan vi være „brændende i ånden“?

¹⁷ Ordet der er oversat med „brændende“, betyder bogstaveligt „kogende“. (Kingdom Interlinear) For at holde en kedel vand kogende må der være en konstant tilførsel af varme. Tilsvarende må vi, for at kunne være „brændende i ånden“, til stadighed fyldes med Guds ånd. Det bliver vi når vi gør brug af alle de foranstaltninger Jehova har truffet for at styrke os åndeligt. Vi må med andre ord tage vores tilbedelse i familien og menigheden alvorligt — ved fast at studere personligt og som familie, og ved regelmæssigt at bede og komme sammen med vores trosfæller. Det vil hjælpe os til at have den „varme“ der skal til for at vi kan holde os „brændende i ånden“. — Læs Apostelgerninger 4:20; 18:25.

18. Hvilket mål må vi som indviede kristne koncentrere os om?

¹⁸ En der har viet sig til en sag, koncentrerer sig fuldt og helt om at nå et bestemt mål og lader sig ikke let distrahere eller opgiver at stræbe efter at nå det mål. Som indviede kristne har vi det mål at gøre hvad Jehova end ønsker af os, ligesom Jesus gjorde. (Hebr. 10:7) Jehovas vilje er i dag at så mange som muligt bliver forligt med ham. Lad os derfor efterligne Jesus og Paulus og nidkært tage del i dette vigtige, ja, presserende, arbejde der skal udføres i dag.