-
„Giv stadig agt på den tjeneste som du har modtaget i Herren“Vagttårnet – 2008 | 15. januar
-
-
Hvorfor mange ikke har noget håb
4, 5. Hvad oplever menneskeheden, og hvordan reagerer mange?
4 Verdensbegivenhederne vidner om at vi lever ved „afslutningen på tingenes ordning“, og at enden er meget nær. Menneskeheden oplever de begivenheder og forhold som ifølge Jesus og hans disciple ville kendetegne „de sidste dage“. „Veer“ i form af krige, fødevaremangel, jordskælv og andre ulykker hjemsøger menneskeheden. Dertil kommer at en lovløs, selvisk og gudløs holdning vinder indpas alle vegne. Selv for dem der bestræber sig for at leve efter Bibelens normer, er dette „kritiske tider som er vanskelige at klare“. — Matt. 24:3, 6-8, 12; 2 Tim. 3:1-5.
5 Størstedelen af menneskeheden er imidlertid uvidende om den egentlige betydning af verdensbegivenhederne, og mange er derfor bekymrede for deres egen og deres families sikkerhed. Dødsfald og andre personlige tragedier gør mange fortvivlede og rådvilde. Eftersom de ikke har nøjagtig kundskab om hvorfor sådanne ting sker, og ikke er klar over hvor løsningen skal komme fra, har de intet håb. — Ef. 2:12.
6. Hvorfor har „Babylon den Store“ ikke kunnet hjælpe sine tilhængere?
6 „Babylon den Store“, den falske religions verdensimperium, har ikke bragt mennesker nogen trøst. Tværtimod har hun med sin „utugts vin“ fået i tusindvis af mennesker til at rave rundt i en tilstand af åndelig forvirring. Dertil kommer at den falske religion som en skøge har forført „jordens konger“ og fået magt over dem ved at bruge løgnagtige læresætninger og spiritisme til at holde masserne i passiv underdanighed under deres politiske herskere. Falsk religion har derved opnået magt og indflydelse, men har samtidig fuldstændig vraget religiøs sandhed. — Åb. 17:1, 2, 5; 18:23.
7. Hvad har størstedelen af menneskeheden udsigt til, men hvordan kan nogle måske hjælpes?
7 Jesus sagde at størstedelen af menneskeheden går på den brede vej der fører til undergang. (Matt. 7:13, 14) Nogle befinder sig på denne brede veje fordi de bevidst har vraget det Bibelen lærer, men mange andre er der fordi de er blevet narret, eller holdt i mørke, med hensyn til hvad Jehova virkelig forventer af dem. Nogle af disse ville måske ændre deres livsførelse hvis de fik fornuftige bibelske grunde til at gøre det. Men de der forbliver i Babylon den Store og bliver ved med at afvise Bibelens normer, vil ikke blive reddet i „den store trængsel“. — Åb. 7:14.
-
-
„Giv stadig agt på den tjeneste som du har modtaget i Herren“Vagttårnet – 2008 | 15. januar
-
-
’Giv stadig agt på din tjeneste’
14. Hvilket forbillede var apostelen Paulus for sine kristne trosfæller, og hvilket råd gav han?
14 Apostelen Paulus tog sin tjeneste meget alvorligt, og han opmuntrede sine trosfæller til at gøre det samme. (Apg. 20:20, 21; 1 Kor. 11:1) En som Paulus i særlig grad opmuntrede, var en kristen ved navn Arkippus. I sit brev til kolossenserne skrev Paulus: „Sig til Arkippus: ’Giv stadig agt på den tjeneste som du har modtaget i Herren, så du fuldfører den.’“ (Kol. 4:17) Vi ved ikke hvem Arkippus var, eller hvilke forhold han levede under, men han havde åbenbart fået betroet en tjeneste. Hvis du er en indviet kristen, har du også fået betroet en tjeneste. Bliver du ved med at give agt på din tjeneste for at fuldføre den?
15. Hvad medfører den kristne indvielse, og hvilke spørgsmål rejser det?
15 Før vi blev døbt, indviede vi os til Jehova i en inderlig bøn. Det betød at vi var besluttede på at gøre hans vilje. Vi gør derfor vel i at spørge os selv nu: ’Er det at gøre Guds vilje virkelig det vigtigste i mit liv?’ Vi har muligvis forskellige ansvarsopgaver som Jehova forventer at vi tager os af — såsom at sørge for vores familie. (1 Tim. 5:8) Men hvordan bruger vi resten af vores tid og energi? Hvad står øverst på vores dagsorden? — Læs Andet Korintherbrev 5:14, 15.
16, 17. Hvilke muligheder kan unge kristne og de der har relativt få forpligtelser, overveje?
16 Er du en ung indviet kristen der er gået ud af skolen eller snart gør det? Sandsynligvis har du så endnu ikke nogen særlige familieforpligtelser. Hvad planlægger du at bruge dit liv på? Hvilke beslutninger vil bedst sætte dig i stand til at leve op til dit løfte om at gøre Jehovas vilje? Mange har lagt deres forhold sådan til rette at de kan være pionerer, og det er noget der har givet dem stor glæde og tilfredshed. — Sl. 110:3; Præd. 12:1.
17 Måske er du en ung voksen. Det kan være at du har fuldtidsarbejde, men ikke har særlig mange forpligtelser ud over at skulle forsørge dig selv. Du glæder dig uden tvivl over at deltage i menighedens aktiviteter i den udstrækning din tidsplan tillader det. Men kunne du måske opnå en endnu større glæde? Har du overvejet at bruge mere tid i forkyndelsen? (Sl. 34:8; Ordsp. 10:22) I nogle distrikter er der stadig meget at gøre for at nå ud til alle med sandhedens livreddende budskab. Kunne du foretage nogle forandringer i dit liv, måske for at tjene i et område hvor der er et større behov for forkyndere af Riget? — Læs Første Timoteusbrev 6:6-8.
18. Hvilke forandringer foretog et ungt ægtepar, og med hvilket resultat?
18 Vi kan lære noget af eksemplet med Kevin og Elena fra USA.a Som de fleste andre nygifte i deres område syntes de at de blev nødt til at købe hus. De havde begge fuldtidsarbejde og kunne opretholde en høj levestandard. Men deres job og arbejdet med at holde hus og hjem levnede dem ikke meget tid til forkyndelsen. De indså at de brugte næsten al deres tid og energi på deres ejendele. Da Kevin og Elena lagde mærke til den enkle livsstil som et lykkeligt pionerægtepar havde, besluttede de at satse på andre ting i livet. Efter at have søgt Jehovas ledelse i bøn solgte de deres hus og flyttede i lejlighed. Elena fik kortere arbejdstid og blev pioner. Kevin blev så opmuntret af alle de gode oplevelser hans kone havde, at også han sagde sit fuldtidsarbejde op og begyndte som pioner. Nogen tid senere flyttede de til Sydamerika for at tjene i et land hvor der var stort behov for forkyndere. „Vi har altid haft et lykkeligt ægteskab,“ fortæller Kevin, „men da vi sammen begyndte at stræbe efter åndelige mål, blev vores lykke endnu større.“ — Læs Mattæus 6:19-22.
19, 20. Hvorfor er forkyndelsen af den gode nyhed det vigtigste arbejde der udføres i dag?
19 Forkyndelsen af den gode nyhed er det vigtigste arbejde der udføres på jorden i dag. (Åb. 14:6, 7) Det er med til at hellige Jehovas navn. (Matt. 6:9) Bibelens budskab giver hvert år mange tusind mennesker et bedre liv, og det kan føre til frelse for dem. Men „hvordan kan man høre uden at nogen forkynder?“ spurgte apostelen Paulus. (Rom. 10:14, 15) Ja, hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Hvorfor ikke beslutte at gøre alt hvad du overhovedet kan, for at fuldføre din tjeneste?
-