„Giv stadig agt på den tjeneste som du har modtaget i Herren“

„Giv stadig agt på den tjeneste som du har modtaget i Herren, så du fuldfører den.“ — KOL. 4:17.

1, 2. Hvilket ansvar har kristne for deres medmennesker?

VI HAR et stort ansvar for de mennesker der bor omkring os. De beslutninger de træffer nu, vil være afgørende for om de overlever „den store trængsel“ eller ej. (Åb. 7:14) En inspireret opfordring i Ordsprogenes Bog lyder: „Udfri dem der tages bort for at dø, og hold dog dem tilbage der vakler hen for at dræbes.“ Det er stærke ord! Hvis ikke vi påtager os ansvaret for at advare folk om at de må træffe et valg, kan vi pådrage os blodskyld. Skriftstedet fortsætter nemlig: „Hvis du siger: ’Se, vi kendte intet til dette,’ vil da ikke han som bedømmer hjerter give agt, og han som vogter på din sjæl vide det og gengælde mennesket efter dets gerninger?“ Jehovas tjenere kan tydeligvis ikke sige at de ’intet kender til’ den fare folk befinder sig i. — Ordsp. 24:11, 12.

² Jehova sætter livet meget højt, og han opfordrer sine tjenere til at gøre alt hvad de kan, for at være med til at redde så mange liv som muligt. Hver eneste tjener for Gud må forkynde det livgivende budskab der findes i Guds ord. Vores opgave svarer til den en vægter har. Så snart han ser at der er fare på færde, slår han alarm. Vi ønsker ikke at andres blod skal komme over vores hoved fordi vi har undladt at advare dem om den livsfare de befinder sig i. (Ez. 33:1-7) Hvor er det derfor vigtigt at vi bliver ved med at ’forkynde ordet’! — Læs Andet Timoteusbrev 4:1, 2, 5.

3. Hvilke emner vil denne og de to følgende artikler behandle?

³ Denne artikel vil komme ind på hvordan du kan overvinde hindringer i din livreddende tjeneste, og hvordan du måske kan hjælpe flere mennesker. Den næste artikel vil handle om hvordan du lærer kunsten at undervise andre i livreddende sandheder. Og den tredje studieartikel vil fortælle om nogle af de opmuntrende resultater som forkyndere i forskellige lande har nået. Inden vi går i gang med at se på disse emner, vil det dog være godt at få ridset op hvad det er der gør vore dage så kritiske.

Hvorfor mange ikke har noget håb

4, 5. Hvad oplever menneskeheden, og hvordan reagerer mange?

⁴ Verdensbegivenhederne vidner om at vi lever ved „afslutningen på tingenes ordning“, og at enden er meget nær. Menneskeheden oplever de begivenheder og forhold som ifølge Jesus og hans disciple ville kendetegne „de sidste dage“. „Veer“ i form af krige, fødevaremangel, jordskælv og andre ulykker hjemsøger menneskeheden. Dertil kommer at en lovløs, selvisk og gudløs holdning vinder indpas alle vegne. Selv for dem der bestræber sig for at leve efter Bibelens normer, er dette „kritiske tider som er vanskelige at klare“. — Matt. 24:3, 6-8, 12; 2 Tim. 3:1-5.

⁵ Størstedelen af menneskeheden er imidlertid uvidende om den egentlige betydning af verdensbegivenhederne, og mange er derfor bekymrede for deres egen og deres families sikkerhed. Dødsfald og andre personlige tragedier gør mange fortvivlede og rådvilde. Eftersom de ikke har nøjagtig kundskab om hvorfor sådanne ting sker, og ikke er klar over hvor løsningen skal komme fra, har de intet håb. — Ef. 2:12.

6. Hvorfor har „Babylon den Store“ ikke kunnet hjælpe sine tilhængere?

⁶ „Babylon den Store“, den falske religions verdensimperium, har ikke bragt mennesker nogen trøst. Tværtimod har hun med sin „utugts vin“ fået i tusindvis af mennesker til at rave rundt i en tilstand af åndelig forvirring. Dertil kommer at den falske religion som en skøge har forført „jordens konger“ og fået magt over dem ved at bruge løgnagtige læresætninger og spiritisme til at holde masserne i passiv underdanighed under deres politiske herskere. Falsk religion har derved opnået magt og indflydelse, men har samtidig fuldstændig vraget religiøs sandhed. — Åb. 17:1, 2, 5; 18:23.

7. Hvad har størstedelen af menneskeheden udsigt til, men hvordan kan nogle måske hjælpes?

⁷ Jesus sagde at størstedelen af menneskeheden går på den brede vej der fører til undergang. (Matt. 7:13, 14) Nogle befinder sig på denne brede veje fordi de bevidst har vraget det Bibelen lærer, men mange andre er der fordi de er blevet narret, eller holdt i mørke, med hensyn til hvad Jehova virkelig forventer af dem. Nogle af disse ville måske ændre deres livsførelse hvis de fik fornuftige bibelske grunde til at gøre det. Men de der forbliver i Babylon den Store og bliver ved med at afvise Bibelens normer, vil ikke blive reddet i „den store trængsel“. — Åb. 7:14.

Bliv ved med at forkynde „uden ophør“

8, 9. Hvordan reagerede de kristne i det første århundrede da de kom ud for modstand, og hvorfor?

⁸ Jesus sagde at hans disciple ville forkynde den gode nyhed om Riget og gøre disciple. (Matt. 28:19, 20) Sande kristne har derfor altid betragtet det at deltage i forkyndelsesarbejdet som et spørgsmål om loyalitet mod Gud og som et af kristendommens fundamentale krav. Jesu første disciple blev som følge deraf ved med at forkynde, selv når de kom ud for modstand. De stolede på at Jehova ville give dem styrke, og bad til at han ville sætte dem i stand til at blive med at „tale [hans] ord med al frimodighed“. Som svar på denne bøn fyldte Jehova dem med sin hellige ånd, og de forkyndte frimodigt Guds ord. — Apg. 4:18, 29, 31.

⁹ Hvordan reagerede Jesu disciple så da deres modstandere gik over til håndgribeligheder? Fik det dem til at vakle i deres beslutning om at forkynde den gode nyhed? Nej, slet ikke. De jødiske religiøse ledere var så ophidsede over apostlenes forkyndelse at de sørgede for at de blev arresteret, truet og pisket. Alligevel fortsatte apostlene med „uden ophør at undervise og at forkynde den gode nyhed om Messias, Jesus“. De forstod klart og tydeligt at de burde „adlyde Gud som [deres] hersker mere end mennesker“. — Apg. 5:28, 29, 40-42.

10. Hvilke udfordringer står kristne over for i dag, men hvad kan deres gode adfærd føre til?

¹⁰ De fleste af Guds tjenere i dag har ikke måttet udholde voldelige overgreb eller fængsling på grund af deres forkyndelse. Alle sande kristne udsættes dog for prøvelser og trængsler af den ene eller den anden art. Det kan for eksempel være at din bibeloplærte samvittighed får dig til at gøre noget som er upopulært, eller som får dig til at være anderledes end flertallet. Kolleger, skolekammerater eller naboer synes måske at du er sær fordi du træffer dine beslutninger på grundlag af Bibelens principper. Lad ikke deres negative reaktion tage modet fra dig. Verden befinder sig i åndeligt mørke, men kristne skal ’skinne som lysspredere’. (Fil. 2:15) Måske vil nogle retsindige mennesker bemærke og påskønne dine gode gerninger og give Jehova ære. — Læs Mattæus 5:16.

11. (a) Hvordan reagerer nogle måske på vores forkyndelsesarbejde? (b) Hvilken form for modstand kom apostelen Paulus ud for, og hvordan reagerede han på den?

¹¹ Mod er en nødvendig egenskab hvis man skal kunne fortsætte med at forkynde budskabet om Riget. Måske vil nogle, selv i familien, latterliggøre dig eller på anden måde prøve at tage modet fra dig. (Matt. 10:36) Apostelen Paulus blev slået mere end en gang fordi han trofast udførte sin tjeneste. Læg mærke til hvordan han reagerede på en sådan modstand: „Efter at vi først havde lidt og var blevet forsmædeligt behandlet,“ skrev han, „tog [vi] mod til os til at fremholde Guds gode nyhed for jer med megen kamp.“ (1 Thess. 2:2) Det var helt klart en udfordring for Paulus at blive ved med at forkynde den gode nyhed efter at han var blevet slæbt for byens ledere, havde fået revet tøjet af, var blevet slået med stokke og var blevet kastet i fængsel. (Apg. 16:19-24) Hvad gav ham frimodigheden til at fortsætte? Det gjorde hans altoverskyggende ønske om at opfylde sin gudgivne forpligtelse til at forkynde. — 1 Kor. 9:16.

12, 13. Hvilke udfordringer står nogle over for, og hvordan har de prøvet at klare dem?

¹² Det kan også være en udfordring at bevare nidkærheden i distrikter hvor folk sjældent er hjemme, eller hvor kun få vil lytte til budskabet om Riget. Hvad kan vi gøre under sådanne forhold? Måske bliver vi nødt til at opbyde ekstra mod for at forkynde for folk ved uformelle lejligheder. Det kan også være at vi bliver nødt til at ændre vores timeplan og gå i forkyndelsen på andre tidspunkter end vi plejer, eller at koncentrere os om at forkynde i områder hvor vi kan kontakte flere. — Jævnfør Johannes 4:7-15; Apostelgerninger 16:13; 17:17.

¹³ Andre vanskeligheder som mange må slås med, er høj alder og et dårligt helbred, der måske hindrer dem i at gøre så meget i forkyndelsen som de gerne ville. Hvis det gælder dig, så mist ikke modet. Jehova kender udmærket dine begrænsninger og glæder sig over det du kan gøre. (Læs Andet Korintherbrev 8:12). Uanset hvilke genvordigheder du må udholde — om det er modstand, ligegyldighed eller et dårligt helbred — så gør alt hvad du under dine nuværende omstændigheder kan, for at forkynde den gode nyhed for andre. — Ordsp. 3:27; jævnfør Markus 12:41-44.

’Giv stadig agt på din tjeneste’

14. Hvilket forbillede var apostelen Paulus for sine kristne trosfæller, og hvilket råd gav han?

¹⁴ Apostelen Paulus tog sin tjeneste meget alvorligt, og han opmuntrede sine trosfæller til at gøre det samme. (Apg. 20:20, 21; 1 Kor. 11:1) En som Paulus i særlig grad opmuntrede, var en kristen ved navn Arkippus. I sit brev til kolossenserne skrev Paulus: „Sig til Arkippus: ’Giv stadig agt på den tjeneste som du har modtaget i Herren, så du fuldfører den.’“ (Kol. 4:17) Vi ved ikke hvem Arkippus var, eller hvilke forhold han levede under, men han havde åbenbart fået betroet en tjeneste. Hvis du er en indviet kristen, har du også fået betroet en tjeneste. Bliver du ved med at give agt på din tjeneste for at fuldføre den?

15. Hvad medfører den kristne indvielse, og hvilke spørgsmål rejser det?

¹⁵ Før vi blev døbt, indviede vi os til Jehova i en inderlig bøn. Det betød at vi var besluttede på at gøre hans vilje. Vi gør derfor vel i at spørge os selv nu: ’Er det at gøre Guds vilje virkelig det vigtigste i mit liv?’ Vi har muligvis forskellige ansvarsopgaver som Jehova forventer at vi tager os af — såsom at sørge for vores familie. (1 Tim. 5:8) Men hvordan bruger vi resten af vores tid og energi? Hvad står øverst på vores dagsorden? — Læs Andet Korintherbrev 5:14, 15.

16, 17. Hvilke muligheder kan unge kristne og de der har relativt få forpligtelser, overveje?

¹⁶ Er du en ung indviet kristen der er gået ud af skolen eller snart gør det? Sandsynligvis har du så endnu ikke nogen særlige familieforpligtelser. Hvad planlægger du at bruge dit liv på? Hvilke beslutninger vil bedst sætte dig i stand til at leve op til dit løfte om at gøre Jehovas vilje? Mange har lagt deres forhold sådan til rette at de kan være pionerer, og det er noget der har givet dem stor glæde og tilfredshed. — Sl. 110:3; Præd. 12:1.

¹⁷ Måske er du en ung voksen. Det kan være at du har fuldtidsarbejde, men ikke har særlig mange forpligtelser ud over at skulle forsørge dig selv. Du glæder dig uden tvivl over at deltage i menighedens aktiviteter i den udstrækning din tidsplan tillader det. Men kunne du måske opnå en endnu større glæde? Har du overvejet at bruge mere tid i forkyndelsen? (Sl. 34:8; Ordsp. 10:22) I nogle distrikter er der stadig meget at gøre for at nå ud til alle med sandhedens livreddende budskab. Kunne du foretage nogle forandringer i dit liv, måske for at tjene i et område hvor der er et større behov for forkyndere af Riget? — Læs Første Timoteusbrev 6:6-8.

18. Hvilke forandringer foretog et ungt ægtepar, og med hvilket resultat?

¹⁸ Vi kan lære noget af eksemplet med Kevin og Elena fra USA.a Som de fleste andre nygifte i deres område syntes de at de blev nødt til at købe hus. De havde begge fuldtidsarbejde og kunne opretholde en høj levestandard. Men deres job og arbejdet med at holde hus og hjem levnede dem ikke meget tid til forkyndelsen. De indså at de brugte næsten al deres tid og energi på deres ejendele. Da Kevin og Elena lagde mærke til den enkle livsstil som et lykkeligt pionerægtepar havde, besluttede de at satse på andre ting i livet. Efter at have søgt Jehovas ledelse i bøn solgte de deres hus og flyttede i lejlighed. Elena fik kortere arbejdstid og blev pioner. Kevin blev så opmuntret af alle de gode oplevelser hans kone havde, at også han sagde sit fuldtidsarbejde op og begyndte som pioner. Nogen tid senere flyttede de til Sydamerika for at tjene i et land hvor der var stort behov for forkyndere. „Vi har altid haft et lykkeligt ægteskab,“ fortæller Kevin, „men da vi sammen begyndte at stræbe efter åndelige mål, blev vores lykke endnu større.“ — Læs Mattæus 6:19-22.

19, 20. Hvorfor er forkyndelsen af den gode nyhed det vigtigste arbejde der udføres i dag?

¹⁹ Forkyndelsen af den gode nyhed er det vigtigste arbejde der udføres på jorden i dag. (Åb. 14:6, 7) Det er med til at hellige Jehovas navn. (Matt. 6:9) Bibelens budskab giver hvert år mange tusind mennesker et bedre liv, og det kan føre til frelse for dem. Men „hvordan kan man høre uden at nogen forkynder?“ spurgte apostelen Paulus. (Rom. 10:14, 15) Ja, hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Hvorfor ikke beslutte at gøre alt hvad du overhovedet kan, for at fuldføre din tjeneste?

²⁰ En anden måde hvorpå du kan hjælpe folk til at forstå betydningen af disse kritiske tider og se hvilke konsekvenser deres afgørelser vil få, er ved at blive dygtigere til at undervise. Hvordan du kan blive det, vil den næste artikel komme ind på.

[Fodnote]

Vær opmærksom på hvordan du underviser

„Forkynd ordet, . . . retled, irettesæt, tilskynd, med al langmodighed og undervisning.“ — 2 TIM. 4:2.

1. Hvilket hverv betroede Jesus sine disciple, og hvilket forbillede er han for os?

SELVOM Jesus mirakuløst helbredte mange under sin jordiske tjeneste, var han først og fremmest kendt som lærer og ikke som læge eller mirakelmager. (Mark. 12:19; 13:1) Det at forkynde den gode nyhed om Guds rige var det vigtigste for Jesus, og det er det også for hans disciple i dag. Kristne har fået betroet det hverv at fortsætte arbejdet med at gøre disciple ved at undervise folk i at holde alt det Jesus befalede. — Matt. 28:19, 20.

2. Hvad skal vi gøre for at udføre den forkynderopgave vi har fået betroet?

² For at kunne fuldføre den opgave vi har fået med at gøre disciple, arbejder vi hele tiden på at blive dygtigere til at undervise. Apostelen Paulus understregede vigtigheden af dette da han skrev til sin forkyndermakker Timoteus: „Giv bestandig agt på dig selv og din undervisning. Bliv ved med disse ting, for ved at gøre dette vil du frelse både dig selv og dem der hører på dig.“ (1 Tim. 4:16) Den form for undervisning som Paulus havde i tanke, var ikke ren og skær formidling af kundskab. Nej, effektive kristne forkyndere når ind til folks hjerte og motiverer dem til at gøre forandringer i deres liv. At undervise sådan er en kunst. Hvordan kan vi lære at mestre denne kunst når vi forkynder den gode nyhed om Guds rige? — 2 Tim. 4:2.

Lær kunsten at undervise

3, 4. (a) Hvordan kan vi lære undervisningens kunst? (b) Hvordan hjælper Den Teokratiske Skole os til at blive dygtige lærere?

³ Hvis man vil lære en kunst, kræver det studium, øvelse og iagttagelse. Disse tre elementer er også vigtige for at lære kunsten at undervise og blive en dygtig forkynder af den gode nyhed. Vi kan kun få den rigtige forståelse af de emner vi undersøger, hvis vi beder Gud om at hjælpe os. (Læs Salme 119:27, 34). At iagttage dygtige forkyndere når de underviser, hjælper os til at lære deres metoder at kende og efterligne dem. Og hvis vi bestræber os for regelmæssigt at bruge det vi lærer, vil det hjælpe os til at forbedre vores evner. — Luk. 6:40; 1 Tim. 4:13-15.

⁴ Jehova er vores store Lærer. Gennem den synlige del af sin organisation sørger han for at hans tjenere på jorden får vejledning i hvordan de skal udføre deres opgave med at forkynde. (Es. 30:20, 21) Med dette formål afholder alle menigheder hver uge Den Teokratiske Skole, som er skræddersyet til at hjælpe alle tilmeldte til at blive dygtige og effektive forkyndere af Guds rige. Skolens vigtigste lærebog er Bibelen. Jehovas inspirerede ord fortæller os hvad vi skal undervise i. Desuden fremgår det af Bibelen hvilke undervisningsmetoder der virker godt og hensigtsmæssigt. Den Teokratiske Skole minder os ofte om at vi vil blive dygtigere som lærere hvis vi baserer vores undervisning på Guds ord, gør god brug af spørgsmål, underviser på en enkel måde og viser oprigtig interesse for andre. Lad os analysere punkterne et ad gangen. Derefter vil vi se på hvordan vi kan nå ind til elevens hjerte.

Baser din undervisning på Guds ord

5. Hvad bør vi basere vores undervisning på, og hvorfor?

⁵ Jesus, som er den største lærer der har levet på jorden, baserede sin undervisning på Skrifterne. (Matt. 21:13; Joh. 6:45; 8:17) Han talte ikke i sit eget navn, men i sin Faders navn. (Joh. 7:16-18) Det er det eksempel vi følger. Vi skal derfor bruge Guds ord som autoritet når vi forkynder fra dør til dør eller studerer Bibelen med folk i deres hjem. (2 Tim. 3:16, 17) Uanset hvor kloge ræsonnementer vi selv kunne finde på, vil de aldrig kunne måle sig med den myndighed og kraft der er i de inspirerede Skrifter. Bibelen har autoritet. Ligegyldigt hvilket punkt vi prøver at hjælpe eleven til at forstå, så er den bedste metode vi kan bruge, at få ham eller hende til at læse hvad Bibelen siger om det. — Læs Hebræerbrevet 4:12.

6. Hvordan kan man som lærer sikre sig at eleven forstår det stof der gennemgås?

⁶ Det betyder selvfølgelig ikke at man kan lade være med at forberede sig når man skal undervise ved et bibelstudium. Tværtimod bør man omhyggeligt tænke over hvilke af de anførte skriftsteder man selv eller eleven skal læse fra Bibelen under studiet. Generelt er det godt at læse de skriftsteder der danner grundlaget for vores lærepunkter. Det er også nødvendigt at hjælpe eleven til at få fat i meningen med hvert eneste skriftsted han læser. — 1 Kor. 14:8, 9.

Brug virkningsfulde spørgsmål

7. Hvorfor er det godt at bruge spørgsmål når man underviser?

⁷ Gode spørgsmål stimulerer tankevirksomheden og hjælper læreren til at nå elevens hjerte. I stedet for at forklare skriftstederne for din elev, så bed ham om at forklare dem for dig. Nogle gange kan der være behov for at du stiller et ekstra spørgsmål eller endda en række spørgsmål for at hjælpe din elev til at nå frem til den rigtige forståelse. Når du på denne måde inddrager din elev i indlæringsprocessen, hjælper du ham i virkeligheden ikke blot til at forstå argumentationen for en given konklusion. Du hjælper ham også til selv at blive overbevist. — Matt. 17:24-26; Luk. 10:36, 37.

8. Hvordan kan vi finde ud af hvad der bor i en elevs hjerte?

⁸ I vores publikationer bruges spørgsmål og svar-metoden. De fleste af dem du studerer Bibelen med, vil sandsynligvis hurtigt lære at finde svarene på de trykte spørgsmål i paragrafferne. Men en lærer med god dømmekraft vil ikke stille sig tilfreds med blot at få de rigtige svar. For eksempel kan en elev måske uden videre forklare hvad Bibelen siger om utugt. (1 Kor. 6:18) Men taktfulde spørgsmål om hvad eleven selv mener, kan give læreren et fingerpeg om hvilke tanker han gør sig inderst inde. Måske vil læreren derfor stille spørgsmål som: „Hvorfor fordømmer Bibelen seksuelle forhold uden for ægteskabet? Hvad mener du om at Gud har underlagt os denne begrænsning? Synes du det giver nogle fordele at leve efter Guds moralnormer?“ Svaret på sådanne spørgsmål kan afsløre hvad der bor i elevens hjerte. — Læs Mattæus 16:13-17.

Gør det enkelt

9. Hvad bør vi huske på når vi underviser andre i Bibelen?

⁹ De fleste af sandhederne i Guds ord er i sig selv relativt enkle. Men det kan sagtens være at dem vi studerer Bibelen med, er blevet forvirret af falske religiøse læresætninger. Vores opgave som lærere er at gøre Bibelen nem at forstå. Dygtige lærere formidler oplysninger på en enkel, klar og nøjagtig måde. Hvis vi holder os det for øje, vil vi ikke gøre sandheden mere kompliceret end højst nødvendigt. Undgå unødige detaljer. Der er ingen grund til at kommentere hver eneste tanke i de skriftsteder vi læser. Fokuser blot på det der er væsentligt for at understøtte det punkt I er ved at drøfte. Eleven skal nok lære de dybere åndelige sandheder at kende efterhånden som hans forståelse vokser. — Hebr. 5:13, 14.

10. Hvilke faktorer er afgørende for hvor meget stof vi skal gennemgå hver gang vi studerer?

¹⁰ Hvor meget stof skal man gennemgå hver gang man studerer? For at afgøre det må man bruge dømmekraft. Både elevens og lærerens evner og omstændigheder varierer, men vi bør altid være opmærksomme på at vores mål som lærere er at hjælpe eleven til at opbygge en stærk tro. Vi giver ham derfor tilstrækkelig tid til at læse, fatte og tage imod de sandheder Guds ord indeholder. Vi gennemgår ikke mere stof end han kan kapere, men sørger samtidig for at der er en vis flugt over studiet. Når eleven har forstået et punkt, går vi videre til det næste. — Kol. 2:6, 7.

11. Hvad kan vi lære om undervisning ved at betragte apostelen Paulus?

¹¹ Apostelen Paulus gjorde det enkelt når han forkyndte den gode nyhed. Selvom han var veluddannet, undgik han at bruge et højtravende sprog. (Læs Første Korintherbrev 2:1, 2). Den enkle sandhed fra Bibelen virker tiltrækkende og overbevisende på oprigtige mennesker. Det er ikke nødvendigt at have en høj uddannelse for at forstå sandheden. — Matt. 11:25; Apg. 4:13; 1 Kor. 1:26, 27.

Hjælp eleverne til at værdsætte det de lærer

12, 13. Hvad kan motivere en elev til at reagere på det han lærer? Illustrer det med et eksempel.

¹² Hvis vores undervisning skal være effektiv, må den røre elevens hjerte. Eleven må forstå hvordan oplysningerne gælder ham personligt, hvordan de kan gavne ham, og hvordan det ville forbedre hans liv hvis han fulgte Bibelens vejledning. — Es. 48:17, 18.

¹³ For eksempel læser vi måske Hebræerbrevet 10:24, 25, som opmuntrer kristne til at komme sammen med deres trosfæller for at blive opmuntret ud fra Bibelen og glæde sig over et kærligt fællesskab. Hvis eleven endnu ikke er begyndt at overvære menighedens møder, kan vi kort beskrive hvordan de foregår, og hvilke emner der bliver behandlet. Vi kan nævne at møderne er en del af vores tilbedelse, og vise at de gavner os personligt. Derefter kan vi invitere eleven med til møde. Det der skulle motivere ham til at reagere på de bibelske påbud, er at han ønsker at adlyde Jehova, og ikke blot at han gerne vil glæde den der studerer med ham. — Gal. 6:4, 5.

14, 15. (a) Hvad kan en bibelstudieelev lære om Jehova? (b) Hvordan kan kundskab om Guds personlighed gavne en bibelstudieelev?

¹⁴ Noget af det vigtigste elever får ud af at studere Bibelen og anvende dens principper, er at de lærer Jehova at kende som person og kommer til at elske ham. (Es. 42:8) Ikke alene er han en kærlig Fader og universets Skaber og Herre, men han åbenbarer også sin personlighed og sine egenskaber for dem der elsker ham og tjener ham. (Læs Anden Mosebog 34:6, 7). Da Moses stod over for at skulle føre Israels nation ud fra trældommen i Ægypten, identificerede Jehova sig selv med ordene: „Jeg vil være det som Jeg vil være.“ (2 Mos. 3:13-15) Det betød at Jehova ville blive hvad som helst der var nødvendigt for at kunne indfri de løfter han havde givet sit udvalgte folk. Israelitterne lærte således Jehova at kende som Frelser, Stridsmand, Forsørger og den der opfyldte sine løfter og på andre måder tog sig af dem. — 2 Mos. 15:2, 3; 16:2-5; Jos. 23:14.

¹⁵ Vores bibelstudieelever kommer sikkert ikke til at opleve at Jehova griber så dramatisk ind i deres liv som han gjorde i Moses’ tilfælde. Men der er ingen tvivl om at vores elever efterhånden som de vokser i tro og får større værdsættelse af det de lærer, og efterhånden som de begynder at leve efter det, vil erkende at de må se hen til Jehova for at få mod, visdom og vejledning. Når de gør det, vil også de lære Jehova at kende som en vís og forstandig Rådgiver, Beskytter og gavmild Forsørger der dækker alle deres behov. — Sl. 55:22; 63:7; Ordsp. 3:5, 6.

Vis kærlig interesse

16. Hvorfor er medfødte evner ikke det mest afgørende for hvor effektive lærere vi er?

¹⁶ Hvis du føler at du ikke er så dygtig til at undervise som du godt kunne tænke dig at være, så fat mod. Jehova og Jesus fører tilsyn med det undervisningsarbejde der i dag udføres i hele verden. (Apg. 1:7, 8; Åb. 14:6) De kan velsigne vores bestræbelser så vores ord får den ønskede virkning på et retsindigt menneske. (Joh. 6:44) En lærers ægte kærlighed til sin elev kan rigeligt kompensere for en eventuel mangel på medfødte evner. Apostelen Paulus forstod tydeligvis hvor vigtigt det er at holde af dem man underviser. — Læs Første Thessalonikerbrev 2:7, 8.

17. Hvordan kan vi vise oprigtig interesse for hver eneste bibelstudieelev?

¹⁷ Vi må også vise oprigtig interesse for vores bibelstudieelever ved at tage os tid til at lære dem at kende. Mens vi drøfter de bibelske principper med en elev, bliver vi sikkert bekendt med hans situation. Måske finder vi ud af at han allerede lever i overensstemmelse med nogle af de principper han har lært fra Bibelen. På andre områder har han måske stadig brug for at gøre nogle forandringer. Ved at få eleven til at se hvordan det vi drøfter under bibelstudiet, gælder ham personligt, kan vi kærligt hjælpe ham til at blive en ægte discipel af Kristus.

18. Hvorfor er det vigtigt at bede sammen med og for vores elev?

¹⁸ Det allervigtigste er at vi kan bede sammen med og for vores elev. Det bør stå klart for ham hvad vores mål er. Vi vil gerne hjælpe ham til at lære Skaberen bedre at kende, få et nært forhold til ham og få gavn af hans vejledning. (Læs Salme 25:4, 5). Når vi beder Jehova om at velsigne elevens bestræbelser for at leve efter det han lærer, vil eleven kunne se at det er vigtigt at blive en ’ordets gører’. (Jak. 1:22) Og når eleven lytter til vores oprigtige bønner, lærer han også hvordan han selv kan bede. Det er en stor glæde at hjælpe bibelstudieelever til at få et nært forhold til Jehova!

19. Hvad vil den næste artikel behandle?

¹⁹ Det er opmuntrende at vide at mere end seks og en halv million Jehovas Vidner i hele verden er travlt optaget af at lære undervisningens kunst, med det mål at hjælpe retsindige til at holde alt det Jesus har befalet. Hvilke resultater opnår vi i arbejdet med at forkynde? Svaret på det spørgsmål vil fremgå af den næste artikel.

De der er „ret indstillet“, reagerer positivt på budskabet

„De fik tro, alle som var ret indstillet til evigt liv.“ — APG. 13:48.

1, 2. Hvordan reagerede de kristne i det første århundrede på Jesu profeti om at den gode nyhed ville blive forkyndt på hele den beboede jord?

BOGEN Apostelgerninger i Bibelen indeholder den spændende beretning om hvordan de første kristne reagerede på Jesu profeti om at den gode nyhed om Riget skulle forkyndes på hele den beboede jord. (Matt. 24:14) Ihærdige forkyndere banede så at sige vejen for dem der skulle følge efter dem. Som et resultat af den nidkære forkyndelse Jesu disciple udførte i Jerusalem, sluttede flere tusind mennesker, deriblandt „en stor skare præster“, sig til menigheden i det første århundrede. — Apg. 2:41; 4:4; 6:7.

² Missionærer hjalp endnu flere til at tage imod kristendommen. For eksempel rejste Filip til Samaria, hvor en stor skare mennesker gav agt på det han sagde. (Apg. 8:5-8) Paulus drog vidt omkring sammen med forskellige rejsefæller og forkyndte det kristne budskab på Cypern, i dele af Lilleasien, i Makedonien, Grækenland og Italien. I de byer hvor han forkyndte, blev et stort antal jøder og grækere troende. (Apg. 14:1; 16:5; 17:4) Titus udførte en tjeneste på Kreta. (Tit. 1:5) Og Peter var travlt optaget af forkyndelsen i Babylon. Da han skrev sit første brev, omkring år 62-64, var de kristnes arbejde kendt overalt i Pontus, Galatien, Kappadokien, Asien og Bitynien. (1 Pet. 1:1; 5:13) Det må have været en utrolig spændende tid! De kristne i det første århundrede var så ivrige i forkyndelsen at deres fjender påstod at de havde „vendt op og ned på den beboede jord“. — Apg. 17:6; 28:22.

3. Hvilke resultater opnår forkyndere af Riget i deres arbejde i dag, og hvilke følelser fylder det dig med?

³ Også i nyere tid er den kristne menighed blevet velsignet med en bemærkelsesværdig vækst. Bliver du ikke opmuntret når du læser Jehovas Vidners årsrapport og ser de resultater der bliver opnået i hele verden? Varmer det dig ikke om hjertet at vide at forkyndere af Riget i tjenesteåret 2007 ledede mere end seks millioner bibelstudier? Antallet af tilstedeværende ved mindehøjtiden sidste år viser desuden at omkring ti millioner der ikke var vidner for Jehova, var tilstrækkelig interesserede i den gode nyhed til at overvære denne vigtige mindedag. Det tyder på at der stadig er meget arbejde at gøre.

4. Hvem reagerer positivt på budskabet om Riget?

⁴ Ligesom det var tilfældet i det første århundrede, reagerer „alle som [er] ret indstillet til evigt liv“, positivt på sandhedens budskab i dag. (Apg. 13:48) Jehova drager sådanne mennesker til sin organisation. (Læs Haggaj 2:7). Hvilken indstilling må vi holde fast ved for at kunne have en fuld andel i dette indsamlingsarbejde?

Forkynd uden partiskhed

5. Hvilken slags mennesker har Jehovas velvilje?

⁵ De kristne i det første århundrede forstod at „Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham“. (Apg. 10:34, 35) Om den enkelte har et godt forhold til Jehova eller ej, afhænger af om vedkommende tror på Jesu genløsningsoffer. (Joh. 3:16, 36) Og det er Jehovas vilje at „alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. — 1 Tim. 2:3, 4.

6. Hvad må forkyndere af Riget tage sig i agt for, og hvorfor?

⁶ Det ville være meget forkert hvis forkyndere af den gode nyhed på forhånd dømte folk efter deres race, sociale status, udseende, religiøse baggrund eller andre ydre omstændigheder. Er du måske ikke taknemmelig for at den person der første gang fortalte dig om sandheden fra Bibelen, var fordomsfri over for dig? Skulle du da holde dig tilbage fra at give enhver der vil lytte til dig, del i et budskab som vil kunne redde vedkommendes liv? — Læs Mattæus 7:12.

7. Hvorfor skal vi afholde os fra at dømme dem vi forkynder for?

⁷ Jehova har udnævnt Jesus til at være dommer, og derfor har vi ikke ret til at dømme nogen som helst. Det er godt at det er sådan, for — i modsætning til Jesus — kan vi kun dømme efter „hvad [vores] øjne ser“, eller „hvad [vores] ører hører“, mens Jesus kan læse hjertets inderste tanker og motiver. — Es. 11:1-5; 2 Tim. 4:1.

8, 9. (a) Hvilken slags menneske var Saulus før han blev kristen? (b) Hvad kan vi lære af eksemplet med apostelen Paulus?

⁸ Folk med vidt forskellig baggrund er blevet tjenere for Jehova. Et enestående eksempel på dette er Saulus fra Tarsus, der senere blev kendt som apostelen Paulus. Saulus, der var farisæer, var en bitter modstander af de kristne. Hans stærke overbevisning om at de var faret vild, fik ham til at forfølge den kristne menighed. (Gal. 1:13) Set ud fra et menneskeligt synspunkt må det have virket ganske usandsynligt at Saulus nogen sinde ville blive kristen. Men Jesus så noget godt i hans hjerte og udvalgte ham til en særlig opgave. Som følge deraf blev Saulus et af de mest aktive og nidkære medlemmer af den kristne menighed i det første århundrede.

⁹ Hvad kan vi lære af eksemplet med apostelen Paulus? I vores distrikt er der måske grupper af mennesker der ser ud til at være fjendtligt indstillet over for det budskab vi kommer med. Selvom vi måske tvivler på at nogen af dem vil blive sande kristne, bør vi aldrig holde op med at prøve at ræsonnere med dem. Nogle gange er det dem man mindst venter det af, der bliver interesserede. Vores opgave er at blive ved med at forkynde for alle „uden ophør“. — Læs Apostelgerninger 5:42.

Det giver velsignelser at forkynde „uden ophør“

10. Hvorfor bør vi ikke holde os tilbage fra at forkynde for folk der kunne virke skræmmende? Fortæl nogle lokale oplevelser.

¹⁰ Skinnet kan bedrage. Det er Ignacioa et godt eksempel på. Han begyndte at studere Bibelen med Jehovas Vidner mens han sad i fængsel i et sydamerikansk land. Han var frygtet af alle på grund af sin voldelige adfærd. Indsatte i fængselet som fremstillede og solgte varer til andre fanger, brugte derfor Ignacio til at opkræve penge fra dem der var længe om at betale. Men efterhånden som Ignacio gjorde åndelige fremskridt og begyndte at leve efter det han lærte, blev denne engang så barske voldsmand til et venligt menneske. Nu bliver han ikke længere brugt til at opkræve penge. Ignacio selv er godt tilfreds med at sandheden fra Bibelen og Guds ånd har forvandlet hans personlighed. Han er også taknemmelig for at de forkyndere der gjorde en indsats for at studere med ham, var fri for fordomme.

11. Hvorfor bliver vi ved med at besøge folk?

¹¹ En af grundene til at vi bliver ved med at komme igen hos folk som vi allerede har talt med om den gode nyhed, er at deres omstændigheder og holdninger med tiden kan ændre sig og i mange tilfælde gør det. Siden vores sidste besøg er nogle af dem måske blevet ramt af alvorlig sygdom, har mistet deres arbejde eller haft dødsfald i familien. (Læs Prædikeren 9:11). Verdensbegivenhederne kan få folk til at tænke alvorligt over deres fremtid. Den udvikling tingene tager i verden og for folk personligt, kan få nogle der tidligere var uinteresserede i budskabet — eller endda var modstandere — til at reagere positivt. Vi bør derfor ikke holde os tilbage fra at forkynde den gode nyhed ved enhver given lejlighed.

12. Hvordan bør vi betragte dem vi forkynder for, og hvorfor?

¹² Der er åbenbart en udbredt menneskelig tendens til at dømme andre og sætte dem i bås. Men Jehova ser det enkelte individ. Han har øje for hvilke kvaliteter der er i hvert eneste menneske. (Læs Første Samuelsbog 16:7). Det samme må vi bestræbe os for når vi forkynder. Mange erfaringer viser at det giver gode resultater at have et positivt syn på alle vi forkynder for.

13, 14. (a) Hvad fik en pionersøster til at reagere negativt over for en kvinde hun mødte i forkyndelsen? (b) Hvad kan vi lære af denne erfaring?

¹³ En pionersøster ved navn Sandra gik i forkyndelsen på en ø i Caribien. Her mødte hun Ruth, som var dybt engageret i karnevalsfester. Ruth var to gange blevet kåret som landets karnevalsdronning. Hun viste oprigtig interesse for det Sandra fortalte hende, og der blev derfor påbegyndt et bibelstudium. Sandra fortæller: „Da jeg trådte ind i Ruths stue, var det første jeg så, et stort billede af hende iført karnevalskostume, og ved siden af stod alle de præmier hun havde vundet. Jeg gik fejlagtigt ud fra at en der var så populær og så engageret i karnevalsfester som hun var, ikke kunne være interesseret i sandheden. Jeg holdt derfor op med at besøge hende.“

¹⁴ Efter et stykke tid dukkede Ruth op i rigssalen, og da mødet var slut, spurgte hun Sandra: „Hvorfor kommer du ikke og studerer med mig mere?“ Sandra undskyldte og aftalte at genoptage studiet. Ruth gjorde hurtigt fremskridt, tog sine karnevalsbilleder ned, begyndte at deltage i alle menighedens aktiviteter og indviede sig til Jehova. Sandra måtte selvfølgelig erkende at hendes første reaktion havde været forkert.

15, 16. (a) Hvad førte det til at en forkynder fortalte en af sine slægtninge om sandheden? (b) Hvorfor bør den baggrund en slægtning har, ikke afholde os fra at forkynde for ham eller hende?

¹⁵ Mange har også haft gode resultater med at forkynde for ikketroende slægtninge, selv for nogle som man ikke umiddelbart skulle tro ville reagere positivt. Det gælder for eksempel en kristen søster i USA ved navn Joyce. Hendes svoger havde vandret ind og ud af fængslerne siden han var teenager. „Folk sagde at hans liv ikke var noget som helst værd,“ fortæller Joyce, „for han handlede med stoffer, var tyv og gjorde en masse andre dårlige ting. Men alligevel — stik imod alle odds — fortsatte jeg i 37 år med at give ham del i sandhederne fra Bibelen.“ Hendes tålmodige bestræbelser for at hjælpe sin svoger blev rigt belønnet da han endelig begyndte at studere Bibelen med Jehovas Vidner og gjorde drastiske forandringer i sit liv. For nylig blev Joyces svoger, i en alder af 50 år, døbt ved et områdestævne i Californien. Joyce siger: „Jeg græd af glæde. Jeg er lykkelig for at jeg aldrig opgav ham!“

¹⁶ Måske er der nogle i din familie som du kvier dig ved at skulle tale med om Bibelens sandheder fordi du kender deres baggrund. Joyce lod sig imidlertid ikke bremse af noget sådant, men talte med sin svoger. Hvordan skulle man også kunne vide hvad der bor i et andet menneskes hjerte? Vedkommende søger måske oprigtigt efter sandheden. Tøv derfor ikke med at give ham eller hende muligheden for at finde den. — Læs Ordsprogene 3:27.

En studiehåndbog der virker

17, 18. (a) Hvad viser rapporter fra hele verden om værdien af bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? (b) Hvilke positive erfaringer har du haft med at bruge denne bog?

¹⁷ Rapporter fra hele verden viser at mange retsindige reagerer positivt på studiehåndbogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? En pionersøster i USA ved navn Penni har påbegyndt flere bibelstudier ved hjælp af bogen. To af dem var med ældre, stærkt troende kirkegængere. Penni var temmelig spændt på hvordan de ville reagere på de bibelske sandheder der fremholdes i bogen. Men hun skriver: „Takket være den klare, logiske og præcise måde oplysningerne præsenteres på, var det nemt for dem at acceptere at det de lærte, var sandheden, og de gjorde hverken indsigelser eller blev oprevet over det.“

¹⁸ En forkynder i Storbritannien ved navn Pat begyndte at studere Bibelen med en kvinde der var flygtet fra et land i Asien. Kvinden var blevet tvunget på flugt efter at hendes mand og hendes sønner var blevet taget med af oprørssoldater. Hun så dem aldrig igen, og hun blev truet på livet, fik sit hjem brændt af og blev udsat for gruppevoldtægt. Alt dette fik hende til at føle at hun ikke havde noget som helst at leve for, og ved flere lejligheder overvejede hun at begå selvmord. Men bibelstudiet gav hende håb. „De enkle forklaringer og illustrationer i bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? havde en fantastisk virkning på hende,“ skriver Pat. Kvinden gjorde hurtigt fremskridt, kvalificerede sig til at blive udøbt forkynder og sagde at hun gerne ville døbes ved det næste stævne. Hvor er det en stor glæde at hjælpe oprigtige mennesker til at forstå og værdsætte det håb Bibelen giver!

„Lad os ikke give op med hensyn til at gøre det der er rigtigt“

19. Hvorfor er forkyndelsesarbejdet så presserende?

¹⁹ Dag for dag bliver vores opgave med at forkynde og gøre disciple mere og mere presserende. Tusinder af mennesker som er ret indstillet, reagerer hvert år positivt på vores forkyndelse. Imidlertid er ’Jehovas store dag nær’, og det betyder at de der forbliver i åndeligt mørke, „vakler hen for at dræbes“. — Zef. 1:14; Ordsp. 24:11.

20. Hvad bør vi hver især være besluttede på at gøre?

²⁰ Vi kan stadig nå at hjælpe sådanne mennesker. Men hvis det skal lykkes for os, er det vigtigt at vi efterligner de kristne i det første århundrede som fortsatte med „uden ophør at undervise og at forkynde den gode nyhed om Messias, Jesus“. (Apg. 5:42) Følg deres eksempel ved at holde ud trods genvordigheder og modgang, ved at være opmærksom på hvordan du underviser, og ved at forkynde for alle uden partiskhed! „Lad os ikke give op med hensyn til at gøre det der er rigtigt,“ for hvis vi holder ud, vil vi få Guds godkendelse og høste velsignelser i overmål. — 2 Tim. 4:2; læs Galaterbrevet 6:9.

[Fodnote]