deler dem op i par så de udgør seks hold af forkyndere, og giver dem instruktioner: „Gå ikke ud på nationernes veje, og gå ikke ind i samaritanernes byer; men gå derimod hele tiden til de bortkomne får af Israels hus. Mens I nu går, skal I forkynde og sige: ’Himlenes rige er kommet nær.’“

Det rige de skal forkynde er det han lærte dem at bede om i mønsterbønnen. Og det er kommet nær i den forstand at Jesus Kristus, den som Gud har udvalgt til konge i dette rige, er hos dem. For at bekræfte at disciplene virkelig er repræsentanter for denne overjordiske regering, giver Jesus dem myndighed til at kurere syge, ja endda oprejse døde. Og han byder dem at udføre disse mirakler uden betaling.

Disciplene skal ikke træffe forberedelser af materiel art til deres forkyndelsesrejse. „I skal ikke skaffe jer guldpenge eller sølvpenge eller kobberpenge til jeres bælter, eller en madpose til rejsen, eller to underklædninger, eller sandaler eller en stav; for den der arbejder, er sin føde værd.“ De der værdsætter budskabet vil tilbyde dem mad og husly. Som Jesus siger: „Hvor I kommer ind i en by eller landsby, dér skal I finde frem til hvem i den der fortjener det, og dér skal I blive indtil I tager videre.“

Han instruerer dem nu i hvordan de skal fremholde Rigets budskab for dem de besøger: „Når I går ind i huset, så hils på beboerne; og hvis huset fortjener det, så lad den fred I ønsker det, komme over det; men hvis det ikke fortjener det, så lad jeres fred vende tilbage til jer. Hvor man ikke tager imod jer eller hører på jeres ord, dér skal I gå ud af det hus eller den by og ryste støvet af jeres fødder.“

Om en by der afviser deres budskab fortæller Jesus at den vil blive dømt med største strenghed: „Det vil være mere udholdeligt for Sodomas og Gomorras land på dommens dag end for den by.“

Vær beredt på at modstå forfølgelse

JESUS har instrueret sine apostle om hvordan de skal forkynde, og han advarer dem nu om at de vil støde på modstand. „Se, jeg sender jer som får ud blandt ulve,“ siger han. „Tag jer i agt for mennesker; for de vil overgive jer til lokale domstole, og de vil piske jer i deres synagoger. Ja, I vil blive slæbt for landshøvdinger og konger for min skyld.“

Disciplene vil blive udsat for voldsom forfølgelse, men han giver dem følgende forsikring: „Når de overgiver jer, da vær ikke bekymrede for hvordan I skal tale eller hvad I skal sige, for det I skal sige vil blive givet jer i samme time; for det er ikke bare jer der taler, men det er jeres Faders ånd der taler gennem jer.“

„Endvidere vil broder overgive broder til døden, og en fader sit barn, og børn vil sætte sig op imod forældre og bringe død over dem,“ fortsætter Jesus. „I vil blive genstand for alles had på grund af mit navn; men det er den der har holdt ud til enden der bliver frelst.“

Forkyndelsesarbejdet er yderst vigtigt. Derfor lægger Jesus vægt på at forkynderne er agtpågivende, så de kan bevare friheden til at udføre denne gerning. „Når de forfølger jer i én by, da flygt til en anden,“ siger han, „for jeg skal sige jer en sandhed: I vil afgjort ikke blive færdige med Israels byer før Menneskesønnen kommer.“

Sandt nok var det Jesu tolv apostle der her blev advaret, oplært og opmuntret, men ordene var også henvendt til dem der skulle deltage i det verdensomspændende forkyndelsesarbejde efter hans død og opstandelse. Jesus fortalte jo sine disciple at de ville blive ’hadet af alle’, ikke blot af de israelitter som de umiddelbart blev sendt ud at forkynde for. I øvrigt blev apostlene heller ikke slæbt for landshøvdinger og konger dengang Jesus sendte dem ud på deres korte forkyndelsesrejse, og de blev heller ikke overgivet til døden af deres egen familie.

Da Jesus sagde at de ikke ville blive færdige med at forkynde ’før Menneskesønnen kom’, var det en profeti om at hans disciple ikke ville nå til ende med at forkynde om Guds oprettede rige på hele den beboede jord før den herliggjorte konge Jesus Kristus ville fremstå som Jehovas domsfuldbyrder i Harmagedon.

Jesus fortsætter sin forkyndervejledning med ordene: „En discipel står ikke over sin lærer, en træl heller ikke over sin herre.“ Disciplene må altså forvente at blive udsat for samme dårlige behandling og samme forfølgelse som han selv mødte fordi han forkyndte Guds rige. Han giver dog denne formaning: „Vær ikke bange for dem som dræber legemet, men som ikke kan dræbe sjælen; frygt hellere for ham der kan ødelægge både sjæl og legeme i Gehenna.“

Hvad dette angår kom Jesus selv til at sætte eksemplet. Han udholdt frygtløst døden frem for at gå på kompromis og være illoyal mod Jehova Gud, den der sidder inde med al magt. Ja, det er Jehova der kan ødelægge et menneskes „sjæl“ (der i denne sammenhæng betyder ens fremtidsudsigter som en levende sjæl), men han kan også oprejse et menneske og give det evigt liv. Hvor er vor himmelske Fader, Jehova, kærlig og medfølende!

Derefter opmuntrer Jesus sine disciple med en billedtale der fremhæver Jehovas kærlige omsorg for dem. „Sælges to spurve ikke for en ringe mønt?“ spørger han. „Dog falder ikke én af dem til jorden uden jeres Faders viden. Men på jer er endog alle hovedhår talt. Vær derfor ikke bange: I er mere værd end mange spurve.“

Det budskab om Riget som Jesus bemyndiger sine disciple til at udbrede, vil splitte husstande. Nogle i en familie vil måske lytte til det mens andre vil afvise det. „Tro ikke at jeg er kommet for at bringe fred på jorden,“ forklarer han, „jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.“ Det kræver derfor mod af et enkelt medlem af en familie at tage imod sandheden fra Bibelen. „Den der holder mere af fader eller moder end af mig, er mig ikke værdig,“ bemærker Jesus, „og den der holder mere af søn eller datter end af mig, er mig ikke værdig.“

Som afslutning på sine anvisninger fortæller Jesus at de der tager imod hans disciple, også tager imod ham. „Og enhver som blot giver en af disse små et bæger koldt vand at drikke fordi den pågældende er en discipel — jeg siger jer sandheden: han skal afgjort ikke gå glip af sin belønning.“