-
Virkningsfuld brug af spørgsmålDen Teokratiske Skole – til gavn for kristne forkyndere
-
-
For at få en samtale i gang. Når du tager del i forkyndelsen, vær da vågen for muligheder for at lade den anden part udtrykke sig hvis vedkommende har lyst til det.
Mange forkyndere har fået gode samtaler ved simpelt hen at spørge: „Har du nogen sinde spekuleret på . . .?“ Hvis de har valgt et spørgsmål som mange er meget optaget af, får de næsten altid interessante samtaler. Selv om spørgsmålet drejer sig om noget den anden ikke har tænkt på, kan det godt vække nysgerrighed. Du kan bringe en lang række emner på bane ved formuleringer som „Hvad mener du om . . .?“, „Hvordan synes du at . . .?“ og „Tror du at . . .?“
Da evangelieforkynderen Filip henvendte sig til en ætiopisk hofmand der var i færd med at læse højt fra Esajas’ profeti, spurgte han ganske enkelt: „Forstår du egentlig det du læser?“ (Apg. 8:30) Det spørgsmål banede vej for at Filip kunne forkynde om Jesus Kristus. Nogle forkyndere i vor tid har ved hjælp af lignende spørgsmål fundet mennesker der virkelig hungrede efter at få en klar forståelse af Bibelens budskab.
Mange vil være mere indstillede på at lytte til dig hvis de også får lejlighed til at give udtryk for deres egne synspunkter. Når du har stillet et spørgsmål, må du derfor lytte opmærksomt. Vær venlig, ikke kritisk, når du derefter kommenterer dét den anden siger. Giv oprigtig ros når som helst det er muligt. Ved en lejlighed havde en skriftlærd ’svaret forstandigt’, og Jesus sagde rosende: „Du er ikke langt fra Guds rige.“ (Mark. 12:34) Hvis du ikke er enig med den anden i det han siger, kan du i det mindste udtrykke værdsættelse af at han har sagt sin mening. Det han sagde, kan gøre dig opmærksom på en holdning som du skal tage i betragtning når du vil prøve at fortælle ham om Bibelens budskab.
-