5. del

Udgivelse af bibelsk læsestof fremmer forkyndelsen

Hvordan kunne det lade sig gøre at forkynde på hele den beboede jord? Som det fremgår af denne del (kapitlerne 25-27) har det blandt andet været nødvendigt at bygge trykkerier i mange lande og udgive bibler og bibelsk læsestof for at kunne kontakte mennesker fra alle nationer.

Kapitel 25

Der forkyndes offentligt og fra hus til hus

DA JESUS KRISTUS udsendte sine disciple sagde han til dem: „Mens I nu går, skal I forkynde og sige: ’Himlenes rige er kommet nær.’“ (Matt. 10:7) Og i sin profetiske befaling til de sande kristne der levede ved afslutningen på tingenes ordning, sagde han: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd.“ (Matt. 24:14) Hvad indebar dette?

Det indebar ikke at de skulle bygge kirker, ringe med kirkeklokker og vente på at menigheden kom og hørte en prædiken en gang om ugen. Det græske ord der i disse skriftsteder er oversat med „forkynde“ (kērysʹsō) har grundbetydningen „at bekendtgøre, udråbe som herold“. Det indeholder ikke tanken om at holde prædikener for en sluttet kreds af disciple, men derimod om en åben, offentlig forkyndelse.

Ved sit eksempel viste Jesus selv hvordan det skulle gøres. Han opsøgte steder hvor der var mennesker at finde. I det første århundrede samledes folk regelmæssigt i synagogerne for at høre Skrifterne blive oplæst. Jesus benyttede ofte lejligheden til at forkynde for dem i synagogen, ikke blot i én by, men i byer og landsbyer i hele Galilæa og Judæa. (Matt. 4:23; Luk. 4:43, 44; Joh. 18:20) Evangelieberetningerne viser at han endnu hyppigere forkyndte ved en søbred, på en bjergskråning, på vejene, i landsbyerne og i hjemmene hos dem der tog imod ham. Overalt hvor der var folk, talte han med dem om Guds hensigt med menneskeheden. (Luk. 5:3; 6:17-49; 7:36-50; 9:11, 57-62; 10:38-42; Joh. 4:4-26, 39-42) Og da han udsendte sine disciple, sagde han at de skulle opsøge folk i deres hjem for at finde frem til dem der fortjente det, og forkynde for dem om Guds rige. — Matt. 10:7, 11-13.

Jehovas vidner i nyere tid har bestræbt sig for at følge det eksempel Jesus og hans disciple satte i det første århundrede.

Kristi nærværelse forkyndes

Da Charles Taze Russell og hans venner begyndte at få øje på det harmoniske sandhedsmønster i Guds ord, blev de dybt berørt af det de lærte om hvordan og hvorfor Kristus skulle komme igen. Broder Russell følte at dette måtte gøres kendt og at det hastede. Han tilrettelagde sine forhold sådan at han kunne rejse ud for at fortælle andre om disse bibelske sandheder. Han overværede religiøse friluftsmøder og benyttede sig af de lejligheder der bød sig til at tale til folk dér, ligesom Jesus havde forkyndt i synagogerne. Men inden længe indså han at der kunne udrettes mere på andre måder. Gennem sit studium af Bibelen forstod han at Jesus og hans apostle udførte størstedelen af deres forkyndelse ved at tale med folk på tomandshånd og ved at gå fra hus til hus. Han indså også hvor vigtigt det er at følge en samtale op ved at give folk et trykt budskab i hånden.

Allerede i 1877 havde han udgivet brochuren The Object and Manner of Our Lord’s Return (Hensigten med og måden for Herrens genkomst, ikke oversat til dansk). To år senere begyndte han at udgive bladet Zion’s Watch Tower and Herald of Christ’s Presence, der i 1900 begyndte at udkomme på dansk under titlen Zions Vagt-Taarn og Forkynder af Kristi Nærværelse. Ja, han ønskede at forkynde den livsvigtige nyhed om Kristi nærværelse.

Så tidligt som i 1881 uddelte bibelstudenterne gratis læsestof i nærheden af kirkerne — ikke lige ved kirkedøren, men i nærheden, så de kunne komme i kontakt med religiøse mennesker. Mange af bibelstudenterne forærede publikationer til deres bekendte eller sendte dem til folk med posten. I 1903 anbefalede Watch Tower at de forsøgte at nå ud til alle ved at uddele traktaterne fra hus til hus, i stedet for at koncentrere sig om kirkegængerne. Ikke alle bibelstudenter fulgte vejledningen, men mange gik i gang med stor nidkærhed. Det blev for eksempel rapporteret at man havde besøgt praktisk taget hvert eneste hus i flere amerikanske storbyer og deres forstæder inden for en radius af mindst 16 kilometer fra centrum. Der blev uddelt i millionvis af traktater, eller brochurer, på denne måde. De fleste bibelstudenter der var med til at gøre den gode nyhed kendt dengang, gjorde det ved at uddele traktater og andre publikationer vederlagsfrit.

Andre bibelstudenter — et mere begrænset antal — virkede som kolportører og brugte en stor del af deres tid udelukkende i denne gerning.

Nidkære kolportører fører an

Den første tilskyndelse til indviede mænd og kvinder der kunne bruge en betydelig del af deres tid i denne tjeneste, lød i april 1881. De skulle tilbyde dem de traf fra hus til hus og i forretningsdistrikter en lille bog der forklarede bibelske sandheder, samt et abonnement på Watch Tower. Formålet var at finde frem til dem der hungrede efter sandheden, og forkynde for dem. I en periode prøvede de at nøjes med at sige tilstrækkeligt til at vække den besøgtes interesse, hvorpå de efterlod en pakke bøger som den besøgte kunne læse, og kom igen få dage senere. Nogle leverede bøgerne tilbage, andre ville gerne købe dem. I mange tilfælde var der mulighed for at få en samtale med folk. Watch Tower skrev om formålet med forkyndelsen: „Det er hverken at sælge bogpakker eller at tegne abonnementer, men at gøre sandheden kendt ved at få folk til at læse.“

Det var forholdsvis få der virkede som kolportører. I de første 30 år varierede tallet fra nogle få til cirka 600. Kolportørerne var pionerer i ordets sande betydning. De var banebrydere der forkyndte hvor ingen andre tidligere havde været. Anna Andersen var en af dem der holdt ud i denne tjeneste i årtier. Hun fik besøgt så godt som hver eneste by i Norge med den gode nyhed, som regel på cykel. Nogle kolportører flyttede til andre lande. Det var for eksempel udenlandske kolportører der som de første forkyndte den gode nyhed i Finland, El Salvador, Guatemala, Honduras og Burma (nu Myanmar) og på Barbados. Andre var ikke i stand til at flytte, men virkede som kolportører på deres hjemegn.

Kolportørerne udførte et enestående arbejde. En kolportør der tjente på De Forenede Staters vestkyst skrev i 1898 at han i de foregående 33 måneder havde kørt 12.800 kilometer med sin hestevogn, forkyndt i 72 byer, aflagt 18.000 besøg, spredt 4500 bøger, tegnet 125 abonnementer, uddelt 40.000 traktater og set 40 mennesker ikke blot tage imod budskabet men også begynde at fortælle andre om det. Et ægtepar der tjente i Australien spredte 20.000 bøger til interesserede i løbet af blot to og et halvt år.

Var det undtagelsen snarere end regelen at kolportørerne spredte så meget læsestof? Nej. Rapporten for 1909 viser at omkring 625 kolportører (det samlede antal på det tidspunkt) havde modtaget 626.981 indbundne bøger fra Selskabet som de kunne sprede til offentligheden (gennemsnitlig over tusind pr. kolportør), foruden store mængder gratis publikationer. I mange tilfælde kunne de ikke bære alle de bøger de havde brug for når de gik fra hus til hus, så de modtog bestillinger og leverede bøgerne senere.

Nogle indvendte at denne tjeneste ikke kunne kaldes forkyndelse. Men som broder Russell forklarede var det en meget virkningsfuld form for forkyndelse. I stedet for blot at høre én prædiken modtog folk mange prædikener i trykt form som de kunne læse om og om igen og sammenholde med deres egen bibel. Det var en forkyndelse der tog i betragtning at skolepligten havde sat folk i stand til at læse. Bogen Den nye Skabning påpegede: „Den Omstændighed, at disse Evangelister arbejder i Overensstemmelse med Forholdene i vor Tid i Stedet for at gaa frem, som de gjorde det i gamle Dage, er lige saa lidt noget, der taler imod deres Arbejde, som den Omstændighed, at de rejser ved Hjælp af Dampkraft eller Elektricitet i Stedet for til Fods eller paa Kameler. Dette Evangelistarbejde bestaar i at fremstille Sandheden, . . . Guds Ord.“

Bibelstudenternes oprigtige ønske om at hjælpe folk kom til udtryk i den grundighed der med tiden blev karakteristisk for deres forkyndelsesarbejde. The Watch Tower for 1. marts 1917 beskrev fremgangsmåden: Først gik kolportørerne fra hus til hus i et område og tilbød Studier i Skriften. Interessen blev fulgt op ved at de mennesker kolportørerne havde skrevet op eller som selv havde indleveret deres navn og adresse ved et offentligt møde, fik besøg af forkyndere der udførte det pastorale arbejde.a De prøvede at give folk et større ønske om at læse publikationerne, tilskyndede de interesserede til at overvære særlige foredrag og stræbte efter at oprette klasser til Berøa-studium. Når det var muligt gennemgik kolportørerne det samme distrikt en gang til, og pastoralarbejderne fulgte det op for at bevare kontakten med dem der viste interesse. Senere besøgte andre klassearbejdere de samme hjem med traktater og andre publikationer som de tilbød gratis. På den måde havde alle i distriktet mulighed for at få i det mindste noget der måske ville give dem lyst til at lære mere om Guds hensigt.

Hvis der kun var en eller to kolportører og ingen menighed i et område, fulgte kolportørerne ofte selv interessen op. Da Hermann Herkendell og hans makker i 1908 rejste til Bielefeld i Tyskland som kolportører, blev det understreget over for dem at de skulle sætte de interesserede i området i forbindelse med hinanden og oprette en menighed. Få år senere nævnte Vagt-Taarnet andre kolportører der viste de interesserede så stor personlig opmærksomhed at de efterlod en klasse bibelstudenter i hver eneste by de gennemgik.

I 1921 fik de et værdifuldt hjælpemiddel til brug i dette arbejde, da bogen Guds Harpe, som især var henvendt til begyndere, udkom på engelsk. Den blev med tiden uddelt i 5.819.037 eksemplarer på 22 sprog. For at hjælpe dem der havde modtaget bogen udarbejdede Selskabet et korrespondancekursus i bibelske emner. Det bestod af 12 spørgsmålsark der blev udsendt i løbet af 12 uger. Der blev også holdt bibelske gruppedrøftelser over bogen i de interesseredes hjem. Som regel var der mange bibelstudenter med til disse studier.

Forkynderne var imidlertid klar over at marken var stor og de var få. — Luk. 10:2.

Nogle få når ud til mange

Watch Tower påpegede at de salvede kristne havde det gudgivne ansvar at finde og hjælpe alle der var oprigtige kristne, uanset om de gik i kirke eller ej. (Es. 61:1, 2) Hvordan kunne de gøre det?

De to bibelstudenter (J. C. Sunderlin og J. J. Bender) der blev sendt til England i 1881, kunne ikke have udrettet særlig meget på egen hånd; men med hjælp fra flere hundrede unge mænd som blev betalt for deres arbejde, lykkedes det dem i løbet af ganske kort tid at sprede 300.000 eksemplarer af Food for Thinking Christians (Føde for tænkende kristne, ikke oversat til dansk). Adolf Weber, der midt i 1890’erne vendte tilbage til Schweiz med den gode nyhed, havde et kæmpemæssigt distrikt at forkynde i — det strakte sig ind i flere lande. Hvordan kunne han gennemgå det hele? Han rejste selv vidt omkring som kolportør, men han satte også annoncer i aviserne og sørgede for at nogle bogsælgere fik Vagttårnsselskabets publikationer med i deres kollektion. Den lille gruppe bibelstudenter der var i Tyskland i 1907, fik 4.850.000 firesiders traktater sendt ud sammen med aviserne. Kort efter den første verdenskrig indrykkede en lettisk broder der arbejdede på Selskabets hovedkontor i New York, annoncer i alle aviserne i sit hjemland. En mand der reagerede på en af dem, blev den første bibelstudent i Letland. Disse forkyndelsesmetoder erstattede dog ikke den personlige forkyndelse og arbejdet med at gå fra hus til hus for at søge efter retsindige. De blev snarere brugt som en måde at intensivere forkyndelsen på.

Det var ikke kun annoncer man indrykkede i aviserne. I årene op til den første verdenskrig blev broder Russells prædikener regelmæssigt bragt i aviserne, under hans tilsyn. I løbet af kort tid antog dette forbløffende dimensioner. Over 2000 aviser med en læserkreds på tilsammen 15 millioner bragte hans prædikener samtidig i De Forenede Stater, Canada, Storbritannien, Australien og Sydafrika. Kunne der gøres mere? Det mente broder Russell.

I januar 1914 blev „Skabelsens Fotodrama“ vist for første gang, efter to års forberedelser. Forestillingen bestod af fire dele og varede i alt otte timer. Den omfattede levende billeder og lysbilleder, synkroniseret med tale på grammofonplader. Det var en helt enestående produktion, hvis formål var at opbygge folks værdsættelse af Bibelen og af Guds hensigt ifølge Bibelen. Fremvisningerne var tilrettelagt sådan at 80 byer kunne betjenes hver dag. De blev i forvejen averteret i aviser, på vinduesplakater og i store mængder foldere der blev uddelt gratis for at vække folks interesse for Fotodramaet. Alle steder strømmede folk til for at se det. På bare ét år så over 8.000.000 mennesker Fotodramaet i De Forenede Stater og Canada, og fra Storbritannien og det europæiske fastland, Australien og New Zealand blev der også meldt om fulde huse. Senere blev en lidt forkortet version af Fotodramaet (uden de levende billeder) vist i mindre byer og landdistrikter. I mindst 20 år fortsatte det med at blive vist på forskellige sprog. Det vakte stor interesse, mange indleverede deres navne med en anmodning om flere oplysninger, og forkynderne aflagde besøg for at følge interessen op.

I 1920’erne blev et nyt redskab tilgængeligt som kunne bruges i arbejdet med at gøre budskabet om Riget kendt vidt og bredt. Broder Rutherford var overbevist om at Herren stod bag udviklingen af det. Hvad var det? Radioen. Mindre end to år efter at verdens første kommercielle radiostation var begyndt at sende regelmæssigt (i 1920), gik J. F. Rutherford, Vagttårnsselskabets præsident, i æteren for at gøre sandheden ud fra Bibelen kendt. Ved hjælp af radioen kunne man nå ud til millioner af mennesker på samme tid. Efter yderligere to år, i 1924, drev Selskabet sin egen radiostation, WBBR, i New York. I 1933 blev budskabet udsendt til seks kontinenter over 408 radiostationer, hvilket var rekorden. Foruden direkte udsendelser blev der sendt programmer om mange forskellige emner der var optaget på forhånd. Udsendelserne blev averteret grundigt gennem uddeling af trykte meddelelser sådan at folk vidste hvornår de kom og kunne få gavn af dem. Udsendelserne fjernede en hel del fordomme og åbnede de retsindiges øjne. Mange turde ikke komme til de møder bibelstudenterne arrangerede fordi de var bange for deres naboer og præsterne, men det hindrede dem ikke i at lytte til radioen inden for deres egne fire vægge. Radioudsendelserne mindskede ikke behovet for forkyndelse fra hus til hus, men de bevirkede at Bibelens sandheder nåede ud til afsides egne og gav forkynderne gode muligheder for at få samtaler med folk når de besøgte dem fra hus til hus.

Den enkeltes ansvar for at forkynde

Vagt-Taarnet havde i årtier understreget at det var den enkeltes personlige ansvar at deltage i forkyndelsen; men fra 1919 blev dette gang på gang behandlet både i publikationerne og ved stævnerne. Mange havde dog svært ved at gå ud og henvende sig til fremmede, og i begyndelsen var det kun få bibelstudenter der deltog regelmæssigt i forkyndelsen fra hus til hus.

Der blev givet opmuntring ud fra Bibelen. „Salige er de, som ikke frygter“ hed en artikel der blev bragt i Vagt-Taarnet for september og oktober 1919. Den advarede imod menneskefrygt og omtalte Gideons 300 modige krigere der var årvågne og villige til at tjene på en hvilken som helst måde ifølge Herrens ledelse og til at gå imod en tilsyneladende uovervindelig overmagt. Elisa blev fremhævet som et godt eksempel ved sin frygtløse tillid til Jehova. (Dom. 7:1-25; 2 Kong. 6:11-19; Ordsp. 29:25) I 1921 understregede artiklen „Vær frimodig“ at det ikke bare var en pligt men også et privilegium at tjene på Herrens side mod mørkets sataniske magter ved at deltage i det arbejde der var forudsagt i Mattæus 24:14. De der på grund af deres omstændigheder kun var i stand til at have en begrænset andel i arbejdet, blev opmuntret til ikke at blive modløse, men heller ikke undlade at gøre det de kunne.

Gennem ligefremme bibelske redegørelser gjorde Vagttaarnet alle der hævdede at være salvede tjenere for Gud opmærksomme på at de havde det ansvar at forkynde om Guds rige. Nummeret for september 1922 indeholdt en koncis, fyndig artikel der hed „Tjeneste er betydningsfuld“ — det vil sige en tjeneste som den Kristus havde udført, en tjeneste der bragte én ud til andres hjem for at fortælle dem om Guds rige. Senere samme år blev det vist at motivet til denne tjeneste må være kærlighed, hvis den skal have nogen værdi i Guds øjne. (1 Joh. 5:3) En artikel i nummeret for 15. juli 1926 gav udtryk for at Gud på ingen måde lader sig imponere af en formalistisk tilbedelse; det han ønsker er lydighed, og det indbefatter værdsættelse af et hvilket som helst middel han benytter for at gennemføre sin hensigt. (1 Sam. 15:22) Året efter, i artiklen „De Kristnes Mission paa Jorden“, blev der henvist til Jesu rolle som „det trofaste og sande vidne“ og det faktum at apostelen Paulus forkyndte „offentligt og fra hus til hus“. — Åb. 3:14; Apg. 20:20.

Bulletin, et månedligt blad med tjenesteinstruktioner, bragte detaljerede fremholdelser som forkynderne kunne lære udenad. De blev tilskyndet til at deltage i tjenesten regelmæssigt hver uge. Men til at begynde med var det kun få der forkyndte fra hus til hus, og nogle af dem holdt op igen. I 1922 var der for eksempel i De Forenede Stater gennemsnitlig 2712 som rapporterede deltagelse i forkyndelsen hver uge, men i 1924 var tallet faldet til 2034. I 1926 steg gennemsnittet til 2261, med et højdepunkt på 5937 i en uge med særlig aktivitet.

I slutningen af 1926 begyndte Selskabet så at tilskynde menighederne til at udføre gruppevidnearbejde om søndagen og ikke bare tilbyde traktater men også bøger som kunne bruges til bibelstudium. I 1927 opfordrede Vagttaarnet de loyale i menighederne til at fjerne de ældste fra deres stillinger som i deres handlinger eller ord viste at de ikke påtog sig det ansvar at forkynde offentligt og fra hus til hus. Grene der ikke bar frugt, blev taget væk, og de øvrige blev beskåret så de kunne bære mere frugt til Guds pris. (Jævnfør Jesu illustration i Johannes 15:1-10.) Resulterede dette i at flere lovpriste Jehova offentligt? Ja. I 1928 steg det gennemsnitlige antal forkyndere der hver uge deltog i tjenesten i De Forenede Stater, med 53 procent!

Forkynderne nøjedes ikke længere med blot at give folk en gratis traktat og så gå igen. Flere af dem talte lidt med dem de traf, prøvede at vække interesse for Bibelens budskab og tilbød dem bøger som de kunne læse.

Disse forkyndere var modige, men de var ikke alle lige taktfulde. Ikke desto mindre skilte de sig tydeligt ud fra andre trossamfund. De nøjedes ikke med at sige at den enkelte skulle vidne om sin tro. Flere og flere af dem gjorde det.

Vidnesbyrdskort og grammofoner

Sidst i 1933 blev en anden forkyndelsesmetode taget i brug. Forkynderne indledte ved at give folk et vidnesbyrdskort med et kortfattet budskab som de kunne læse. Det var især en hjælp for nye forkyndere, som dengang ikke fik megen oplæring. Almindeligvis sagde de kun nogle enkelte bemærkninger til folk efter at de havde læst kortet; nogle få talte dog i længere tid og brugte også Bibelen. Brugen af vidnesbyrdskort fortsatte et godt stykke ind i 1940’erne. Metoden gjorde det muligt at gennemgå distriktet hurtigt, og forkynderne kunne besøge flere, sprede meget værdifuldt bibelsk læsestof til dem, aflægge et ensartet vidnesbyrd og endda fremholde budskabet for mennesker hvis sprog de ikke talte. Der opstod dog også nogle pinlige situationer når folk beholdt kortet og lukkede døren, så forkynderen måtte banke på igen for at få det tilbage!

I 1930’erne og begyndelsen af 40’erne fik også grammofonplader med bibelske foredrag stor betydning. I 1934 begyndte nogle af forkynderne at tage en rejsegrammofon med i tjenesten. Den var temmelig tung, så de lod den gerne blive i bilen eller et andet sted indtil de fandt nogen der havde lyst til at høre et bibelsk foredrag. Men i 1937 begyndte de at bruge rejsegrammofonen direkte på folks dørtrin. Fremgangsmåden var enkel: Efter at forkynderen havde fortalt at han kom med et vigtigt bibelsk budskab, satte han grammofonen i gang og lod dén sige det der videre skulle siges. Kasper Keim, en tysk pioner der tjente i Holland, var meget glad for sin „Aron“, som han kaldte grammofonen, for han havde svært ved at forkynde på hollandsk. (Jævnfør Anden Mosebog 4:14-16.) Det hændte at hele familier lyttede til pladerne af ren og skær nysgerrighed.

I 1940 var over 40.000 grammofoner i brug. Det år blev der indført en ny, opretstående model som var tegnet og fremstillet af Jehovas vidner selv, og som navnlig blev anvendt i Amerika. Den vakte endnu større nysgerrighed fordi folk ikke kunne se pladen mens den blev spillet. Man brugte 78-plader der varede fire og et halvt minut. Titlerne var korte og rammende: „Riget“, „Bøn“, „Vejen til livet“, „Treenigheden“, „Skærsilden“, „Hvorfor præsteskabet modarbejder sandheden“. Over 90 forskellige foredrag blev indspillet på plade, og mere end en million plader var i brug. Foredragene blev fremført på en klar, letforståelig måde. Mange var glade for det de fik at høre, og kun få reagerede negativt. Der blev aflagt et godt og ensartet vidnesbyrd.

Frimodig forkyndelse på offentlige steder

Selv om vidnesbyrdskortene og grammofonpladerne „sagde“ en stor del af det der skulle siges, krævede det mod at være et af Jehovas vidner dengang. Selve arbejdet var af en sådan art at de enkelte forkyndere kom i offentlighedens søgelys.

Efter stævnet i 1931 i Columbus, Ohio, uddelte Jehovas vidner brochuren Riget, Verdens Haab, der indeholdt en resolution med titlen „En Advarsel fra Jehova“, henvendt „til Herskerne og til Folket“. De var klar over at de som vidner for Jehova havde pligt til at forkynde den advarsel der fremsættes i hans ord. (Ez. 3:17-21) De nøjedes ikke med at sende brochurerne med posten eller stikke dem ind under folks døre. De afleverede dem personligt. De opsøgte alle præster, og i den udstrækning det var muligt kontaktede de politikere, officerer og direktører for store firmaer. Desuden besøgte de folk i almindelighed i de cirka hundrede lande hvor Jehovas vidner dengang udførte et organiseret forkyndelsesarbejde.

I 1933 spillede man optagelser af utvetydige bibelske foredrag på offentlige steder ved hjælp af kraftige grammofoner med højttalere. I Liège i Belgien monterede broder Smets og broder Poelmans deres udstyr på en trehjulet cykel og stillede sig op ved siden af den på torve og i nærheden af kirker mens budskabet gjaldede. Ofte var de ude ti timer om dagen. Folk på Jamaica stimlede hurtigt sammen når de hørte musik, så forkynderne satte først en musikplade på. Når folk derpå strømmede ud på vejene for at se hvad der var på færde, fandt de Jehovas vidner, som spillede budskabet om Riget.

Noget af dette udstyr blev installeret i biler og både med højttalere på taget for at lyden skulle kunne høres længere væk. I Australien betjente Bert og Vi Horton en varebil der havde en stor højttaler på taget med teksten „Rigets budskab“. Ét år fik de så godt som alle gader i Melbourne til at genlyde af opsigtsvækkende afsløringer af falsk religion og opmuntrende beskrivelser af velsignelserne under Guds rige. På den tid var Claude Goodman pioner i Indien. Ved hjælp af en højttalerbil og plader med foredrag på de lokale sprog forkyndte han for mange mennesker på markeder, i parker, langs vejene — overalt hvor der var mennesker.

Når brødrene i Libanon parkerede deres højttalerbil på en bakketop og spillede et foredrag, kunne det høres nede i dalene. Nogle af landsbyboerne blev bange fordi de ikke kunne se hvor stemmen kom fra — de troede at det var Gud der talte til dem fra himmelen!

En sjælden gang hændte det også at brødrene kom ud for spændte situationer. En landsbypræst i Syrien rejste sig for eksempel fra middagsbordet, greb sin tykke spadserestok og skyndte sig ud til den folkemængde der var stimlet sammen for at høre et bibelsk foredrag fra en højttalerbil. Han svingede vredt med stokken og råbte: „Stop! Jeg befaler Dem at stoppe!“ Men brødrene kunne se at ikke alle var enige med ham; mange ville gerne høre foredraget. Snart tog nogle i mængden fat i præsten, løftede ham op og bar ham hjem, hvor de satte ham ved middagsbordet igen! Trods gejstlighedens modstand sørgede forkynderne modigt for at folk fik mulighed for at høre budskabet.

På denne tid brugte forkynderne også sandwichplakater. De bar dem i forretningsdistrikter mens de uddelte indbydelser til særlige foredrag. Det begyndte i 1936 i Glasgow i Skotland. Samme år blev metoden brugt i London og i De Forenede Stater. To år senere blev den intensiveret ved at forkynderne satte plakater på stænger som de løftede højt i vejret. På disse plakater stod der „Religionen er en snare og et svindlerforetagende“b og „Tjen Gud og kongen Kristus“. I forbindelse med stævner kunne disse optog være flere kilometer lange. Når forkynderne roligt marcherede på rad og række i de trafikerede gader, havde det omtrent samme virkning som da hæren i det gamle Israel gik rundt om Jeriko før murene faldt. (Jos. 6:10, 15-21) Fra London i England til Manila på Filippinerne blev der forkyndt frimodigt på denne måde.

I 1940 blev endnu en forkyndelsesmetode taget i brug i USA. I overensstemmelse med det skriftsted der siger at „den sande visdom råber højt på gaden“, begyndte Jehovas vidner i februar det år at stå på gadehjørnerne med Vagttaarnet og Ny Verden (nu kendt som Vågn op!).c (Ordsp. 1:20) De råbte slagord som henledte opmærksomheden på bladene og deres indhold. I store og små byer overalt i verden er Jehovas vidner der tilbyder deres blade, nu et kendt syn. Men det kræver mod at udføre gadearbejde, og det gjaldt især i begyndelsen, da krigstidens nationalisme også resulterede i megen forfølgelse.

Da forkynderne blev opfordret til at forkynde på denne måde, reagerede de i tro. Stadig flere var med i arbejdet. De betragtede det som en forret at vise deres uangribelighed i forholdet til Jehova på denne måde. Men der var mere de måtte lære.

Hver enkelt i stand til at forklare sin tro

I 1942 blev der indført et usædvanligt undervisningsprogram. Det begyndte på Jehovas Vidners hovedkontor, og året efter begyndte man at indføre det i menighederne jorden over. I tillid til at Gud havde givet dem sin ånd og lagt sine ord i deres mund, var Jehovas vidner fast besluttede på at forkynde dette ord, om så forfølgerne fratog dem Vagttårnsselskabets publikationer eller endda Bibelen. (Es. 59:21) Der var allerede lande, som for eksempel Nigeria, hvor forkynderne kun kunne bruge Bibelen i tjenesten, fordi myndighederne havde forbudt alle Vagttårnsselskabets publikationer og til og med havde beslaglagt de publikationer mange af brødrene havde i deres private biblioteker.

Den 16. februar 1942 åbnede broder Knorr et kursus i teokratisk tjeneste for viderekomne på betelhjemmet i Brooklyn. Deltagerne blev undervist i at studere, udarbejde dispositioner til foredrag, holde gode foredrag, fremføre tankerne på en overbevisende måde, udtrykke sig klart og korrekt, og være taktfulde. Både brødre og søstre var velkomne til at overvære undervisningen, men det var kun brødrene der kunne tilmelde sig skolen og holde elevforedrag, som de derefter fik vejledning om. Fordelene ved undervisningen viste sig hurtigt, ikke bare på talerstolen men også i form af bedre resultater i forkyndelsen fra hus til hus.

Året efter begyndte denne undervisning at blive givet i Jehovas Vidners menigheder jorden over. Først foregik det på engelsk, derefter på andre sprog. Skolens erklærede formål var at hjælpe ethvert vidne for Jehova til at kunne undervise andre fra hus til hus, aflægge genbesøg og lede bibelstudier. Hver forkynder skulle hjælpes til at blive en kvalificeret ordets tjener. (2 Tim. 2:2) I 1959 fik også søstrene mulighed for at tilmelde sig skolen og fremholde indlæg — ikke ved at holde foredrag for hele salen, men ved at fremføre stoffet over for en anden søster der spillede rollen som den besøgte i en situation fra forkyndelsen. Men det var ikke det hele.

Siden 1926 havde Selskabets rejsende tilsynsmænd samarbejdet med andre forkyndere i tjenesten for at hjælpe dem til at blive dygtigere. Ved det internationale stævne i New York i 1953 erklærede broder Knorr imidlertid i et foredrag, mens kreds- og områdetilsynsmændene sad foran podiet, at alle tjeneres eller tilsynsmænds vigtigste arbejde var at hjælpe ethvert vidne til at blive en regelmæssig hus-til-hus-forkynder. „Enhver bør være i stand til at forkynde den gode nyhed fra dør til dør,“ sagde han. Med dette for øje blev en verdensomspændende kampagne iværksat.

Hvorfor blev der lagt så stor vægt på dette? Læg mærke til tallene fra De Forenede Stater som et eksempel: På det tidspunkt nøjedes 28 procent af forkynderne med at uddele løbesedler eller at stå på gaden med bladene. Og over 40 procent af forkynderne deltog ikke regelmæssigt i tjenesten; der kunne gå flere måneder uden at de forkyndte. Der var behov for kærlig hjælp i form af personlig oplæring. Der blev lagt planer som ville gøre det muligt for alle Jehovas vidner som ikke allerede deltog i forkyndelsen fra hus til hus, at få hjælp til at henvende sig til folk ved dørene, tale med dem ud fra Bibelen og besvare deres spørgsmål. De skulle lære at udarbejde bibelske prædikener som de kunne holde på otte minutter, eller på tre minutter hvis folk havde travlt. Formålet var at hjælpe hvert eneste Jehovas vidne til at blive en moden kristen forkynder.

Det var ikke kun de rejsende tilsynsmænd der gav denne undervisning. Tjenerne eller tilsynsmændene i menighederne gjorde det også, og i de følgende år fik andre kvalificerede forkyndere ligeledes til opgave at oplære andre. Ved det ugentlige tjenestemøde i menighederne var der i mange år blevet fremført demonstrationer af hvordan arbejdet skulle gøres. Men det blev nu kombineret med at man lagde større vægt på personlig oplæring ude i forkyndelsen.

Resultaterne var enestående. Antallet af Jehovas vidner der forkyndte fra hus til hus steg, og det samme gjaldt antallet af dem der deltog regelmæssigt i forkyndelsen. I løbet af ti år blev der dobbelt så mange Jehovas vidner jorden over. De aflagde også 126 procent flere genbesøg hos interesserede for at besvare bibelske spørgsmål, og de ledede 150 procent flere regelmæssige bibelstudier hos dem der hungrede efter Bibelens sandheder. De viste så afgjort at de var kvalificerede ordets tjenere.

I betragtning af hvor forskellig baggrund disse forkyndere havde hvad uddannelse og kultur angår, og af at de var spredt i små grupper rundt om på hele jorden, er det indlysende hvorfor Jehovas vidner giver Gud og ikke et menneske æren for den måde de er blevet dygtiggjort og oplært på i forkyndelsen af den gode nyhed. — Joh. 14:15-17.

Forkyndelse fra hus til hus — et kendetegn

Andre religiøse grupper har nu og da tilskyndet deres medlemmer til at opsøge folk i deres hjem for at tale med dem om religion. Enkelte har prøvet det. Nogle gør det måske endda som missionærer i et par år, men holder så op. Det er kun blandt Jehovas Vidner at stort set alle, unge og gamle, mænd og kvinder, deltager i tjenesten fra hus til hus år ud og år ind. Det er kun Jehovas vidner som virkelig bestræber sig for at forkynde budskabet om Riget på hele den beboede jord, i lydighed mod den profetiske befaling i Mattæus 24:14.

Dermed være ikke sagt at alle Jehovas vidner synes det er let at forkynde fra hus til hus.d Tværtimod. Mange af dem har sagt da de begyndte at studere Bibelen: ’Der er én ting I aldrig får mig til, og det er at gå fra hus til hus!’ Alligevel går praktisk talt alle Jehovas vidner fra hus til hus hvis de fysisk er i stand til det. Og mange der ikke fysisk er i stand til det, forkynder alligevel fra hus til hus — i kørestole, med stokke eller på anden måde. Andre — som ikke kan forlade deres hjem eller som forsøger at kontakte dem det er umuligt at træffe på anden vis — forkynder pr. telefon eller ved at skrive breve. Hvorfor gør de denne store indsats?

Når mennesker lærer Jehova at kende, giver deres kærlighed til ham dem et helt nyt syn på livet. De får lyst til at fortælle andre om ham. Det han har lovet dem der elsker ham, er simpelt hen så vidunderligt at de ikke kan holde det for sig selv. Og de føler at det er deres ansvar over for Gud at advare folk om den nært forestående store trængsel. (Matt. 24:21; jævnfør Ezekiel 3:17-19.) Men hvorfor gør de det ved at gå fra hus til hus?

De ved at Jesus lærte sine disciple at opsøge folk i deres hjem for at forkynde og undervise. (Matt. 10:11-14) De ved også at apostlene, efter at den hellige ånd var blevet udgydt på pinsedagen i år 33, uden ophør fortsatte med at forkynde den gode nyhed „i templet [i Jerusalem] og fra hus til hus“. (Apg. 5:42) Ethvert Jehovas vidne kender Apostelgerninger 20:20, hvor der står at apostelen Paulus underviste „offentligt og fra hus til hus“. Og de ser rigeligt med beviser på at Jehova velsigner denne gerning i vor tid. Efterhånden som de får erfaring i at forkynde fra hus til hus, bliver den gerning som de engang frygtede, ofte noget de ivrigt ser frem til.

De går grundigt til værks. De fører nøjagtige notater for at kunne komme tilbage og tale med dem der ikke har været hjemme. Og ikke nok med det — de besøger hvert hjem gentagne gange.

På grund af de gode resultater forkyndelsen fra hus til hus giver, har modstandere i mange lande forsøgt at sætte en stopper for den. For at vinde officiel respekt for deres ret til at forkynde fra dør til dør har Jehovas Vidner henvendt sig til øvrighedspersoner. Når det har været nødvendigt, er de gået rettens vej for juridisk at stadfæste retten til at forkynde den gode nyhed på denne måde. (Fil. 1:7) Og når undertrykkende regeringer fortsat har forbudt denne virksomhed, har Jehovas Vidner undertiden blot udført den på en mindre iøjnefaldende måde eller om nødvendigt brugt andre metoder for at nå ud til folk med budskabet om Riget.

Selv om radio- og tv-udsendelser er blevet brugt for at gøre budskabet om Riget kendt, er Jehovas vidner klar over at den personlige kontakt de kan få med folk når de går fra hus til hus, er langt mere virkningsfuld. Den giver dem bedre lejlighed til at besvare folks spørgsmål og finde frem til dem der fortjener det. (Matt. 10:11) Det er én af grundene til at Vagttårnsselskabet i 1957 solgte radiostationen WBBR i New York.

Jehovas vidner mener imidlertid ikke at de har fuldført deres opgave når de har aflagt et personligt vidnesbyrd. Det er kun begyndelsen.

„Gør disciple . . . idet I lærer dem“

Jesus befalede sine disciple at gøre mere end at forkynde. De skulle efterligne ham ved også at undervise. (Matt. 11:1) Før han steg op til himmelen sagde han til dem: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, . . . idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ (Matt. 28:19, 20) Forskellen på at lære eller undervise (græsk: didasʹkō) og at forkynde er at læreren ikke blot fremholder oplysninger; han vejleder, forklarer og fremlægger beviser.

Allerede i april 1881 gav Watch Tower nogle korte forslag til hvordan man kunne undervise. Nogle af kolportørerne i den første tid lagde vægt på at komme tilbage til dem der viste interesse, så de kunne tilskynde dem til at læse Selskabets bøger og komme sammen med andre for at studere Guds ord regelmæssigt. Bogen Guds Harpe, der udkom på engelsk i 1921 (dansk 1922) blev ofte brugt ved disse studier. Senere blev der gjort endnu mere for at vise de interesserede personlig opmærksomhed. Der blev i den forbindelse gjort udstrakt brug af grammofonplader og trykt studiemateriale. Hvordan foregik det?

Siden begyndelsen af 1933 havde Selskabet suppleret sine radioudsendelser med grammofonplader der blev afspillet i mødelokaler, i parker, ved fabriksporte og så videre. Forkyndere der traf interesserede når de gik fra hus til hus, aftalte at komme tilbage for at spille nogle af disse plader for dem i deres hjem. Da bogen Rigdom udkom i 1936 (engelsk; dansk 1942), drøftede de den efter at de havde spillet en plade, i den hensigt at oprette studier som de interesserede i området kunne være med til. Dette arbejde blev især betonet for at hjælpe potentielle medlemmer af ’den store skare’ til at lære sandheden at kende. — Åb. 7:9.

Omkring samme tid øgede det katolske hierarki sit pres på personer der ejede eller drev radiostationer og på offentlige instanser i et målbevidst forsøg på at standse Vagttårnsselskabets programmer. En begæring underskrevet af 2.630.000 mennesker i De Forenede Stater foreslog en offentlig debat mellem J. F. Rutherford og en højtstående repræsentant for den katolske kirke. Ingen blandt det katolske præsteskab var villig til at tage udfordringen op. I 1937 indtalte broder Rutherford derfor nogle foredrag på plade med titlerne „Afsløret“ og „Religion og kristendom“, hvori han gjorde rede for grundlæggende bibelske læresætninger, specielt med tanke på at modbevise ubibelske katolske dogmer. Det samme stof blev udgivet i trykt form i brochurerne Beskyttelse og Afsløret, og et eksemplar af Afsløret blev leveret personligt til alle der havde underskrevet begæringen, så de selv kunne læse de bibelske sandheder som det katolske hierarki forsøgte at undertrykke.

For at hjælpe folk til at se stridsspørgsmålene klart og til at undersøge deres bibelske baggrund, blev brochuren Model-Studium nr. 1 trykt til brug ved de møder der blev arrangeret for interesserede. Brochuren indeholdt spørgsmål og svar, og skriftsteder der underbyggede svarene. Studielederen spillede først en eller flere af de førnævnte foredrag på plade, så alle kunne høre argumentationen i sin helhed. Derefter drøftede de emnet ud fra stoffet i Model-Studium og ved at undersøge selve skriftstederne. Efter Model-Studium nr. 1 kom nr. 2 og nr. 3, som var tilpasset andre grammofonforedrag. Disse studier blev først arrangeret på steder hvor grupper af interesserede kunne samles, men inden længe blev de også holdt hos enkeltpersoner og familier.

Siden da er der blevet udgivet mange gode bøger der specielt er beregnet til brug ved de hjemmebibelstudier Jehovas vidner leder. De der har fået den største udbredelse er bøgerne „Gud Maa Være Sanddru“, Sandheden der fører til evigt liv og Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. Der er også blevet udgivet 32-siders brochurer — God’s Way Is Love (Guds vej er kærlighed, ikke oversat til dansk), „Denne gode nyhed om riget“, „Se! jeg gør alting nyt“ og mange andre. De blev fulgt af brochurer som Evigt liv på jorden, der indeholder en enkel og letforståelig fremholdelse af grundlæggende bibelske læresætninger.

Brugen af disse redskaber, kombineret med en omfattende oplæring i menigheden og på det personlige plan, har resulteret i en kraftig stigning i antallet af bibelstudier. I 1950 blev der gennemsnitlig ledet 234.952 bibelstudier, de fleste én gang om ugen. Hvis eleverne ikke gjorde tilstrækkelige fremskridt, blev studiet afbrudt. Men mange gjorde så gode fremskridt at de til sidst kunne undervise andre. Trods den stadige udskiftning er antallet af studier hele tiden steget, ofte meget stærkt. I 1992 ledede Jehovas vidner 4.278.127 hjemmebibelstudier i hele verden.

For at kunne fuldføre dette enorme forkyndelses- og undervisningsarbejde på alle de forskellige sprog i verden, har Jehovas vidner i udstrakt grad benyttet sig af det trykte ord. Det har krævet en udgivervirksomhed af gigantiske dimensioner.

[Fodnoter]

Kapitel 26

Fremstilling af bibelsk læsestof til brug i forkyndelsen

DET skrevne ord har spillet en vigtig rolle i den sande tilbedelse. Jehova gav israelitterne De Ti Bud, først mundtligt og derefter skriftligt. (2 Mos. 20:1-17; 31:18; Gal. 3:19) For at sikre sig at hans ord blev overleveret nøjagtigt, befalede han Moses og en lang række profeter og apostle efter ham at skrive det ned. — 2 Mos. 34:27; Jer. 30:2; Hab. 2:2; Åb. 1:11.

Det meste af det der blev skrevet i begyndelsen, blev skrevet på skriftruller. Men i det andet århundrede e.v.t. opfandt man kodeksen, bladbogen, som var mere økonomisk og lettere at bruge. Og det var især de kristne der gjorde brug af den, da de straks så hvor værdifuld den var i arbejdet med at udbrede den gode nyhed om Guds messianske rige. Professor E. J. Goodspeed siger i bogen Christianity Goes to Press om de første kristne som bogudgivere: „De fulgte ikke blot med tiden hvad dette angår, men de var forud for deres tid, og de efterfølgende århundreders udgivere har fulgt deres eksempel.“ — 1940, s. 78.

Det er derfor ikke nogen overraskelse at Jehovas vidner i dag, som forkyndere af Guds rige, i nogle henseender har været fremme i trykkeindustriens frontlinje.

Læsestof til de første bibelstudenter

En af de første artikler C. T. Russell skrev, blev trykt i 1876 i bladet Bible Examiner, redigeret af George Storrs i Brooklyn, New York. Efter at broder Russell var begyndt at samarbejde med N. H. Barbour fra Rochester, New York, stillede han midler til rådighed til udgivelse af bogen Three Worlds og bladet Herald of the Morning. Han var medredaktør af bladet, og i 1877 brugte han dets produktionsapparat til at udgive brochuren The Object and Manner of Our Lord’s Return (Hensigten med og måden for Herrens genkomst, ikke oversat til dansk). Broder Russell havde både åndelig og forretningsmæssig erfaring, mens Barbour havde forstand på typografi og trykning.

Da Barbour fornægtede læren om Jesu offers genløsende værdi, afbrød broder Russell imidlertid forbindelsen med ham. Da Russell i 1879 begyndte at udgive Zion’s Watch Tower and Herald of Christ’s Presence, måtte han derfor til at benytte kommercielle trykkerier.

Året efter skrev han den første af en lang række traktater der tog sigte på at vække folks interesse for de bibelske sandheder. Dette traktatarbejde blev snart meget omfattende. For at kunne udføre det oprettede man den 16. februar 1881 et selskab, Zion’s Watch Tower Tract Society, med W. H. Conley som præsident og C. T. Russell som sekretær og kasserer. Trykningen blev udført af kommercielle firmaer i forskellige byer i staterne Pennsylvanien, New York og Ohio, samt i England. I 1884 blev Zion’s Watch Tower Tract Societya juridisk indregistreret med C. T. Russell som præsident, og som det fremgik af selskabets vedtægter var det andet og mere end et forlag. Dets egentlige formål var religiøst; det var oprettet i den hensigt at „udbrede Bibelens sandheder på forskellige sprog“.

Denne hensigt opfyldtes med stor nidkærhed. I 1881 blev der i løbet af blot fire måneder fremstillet 1.200.000 traktater med et samlet sidetal på omkring 200.000.000. (Mange af disse „traktater“ var i virkeligheden små bøger.) Derefter blev der år efter år fremstillet mange millioner bibelske traktater til gratis uddeling. Disse traktater blev trykt på omkring 30 sprog og blev ikke alene spredt i Amerika men også i Europa, Sydafrika, Australien og andre steder.

En anden side af arbejdet begyndte i 1886, da broder Russell var færdig med at skrive Guds Verdensplan, det første af seks bind som han personligt forfattede. I forbindelse med udgivelsen af de fire første bind i denne serie (1886-97), foruden traktater og Watch Tower fra 1887 til 1898, gjorde han brug af Tower Publishing Company.b Efterhånden blev sættearbejdet og ombrydningen udført af brødrene i Bibelhuset i Pittsburgh. For at holde udgifterne nede indkøbte de også papiret til trykningen. Selve trykningen og indbindingen fik broder Russell ofte udført af flere forskellige firmaer. Han planlagde omhyggeligt og bestilte oplagene i så god tid i forvejen at han kunne opnå gunstige priser. Fra udgivelsen af C. T. Russells første bog frem til 1916 blev der i alt trykt og spredt 9.384.000 bind af denne bogserie.

Udgivelsen af bibelsk læsestof ophørte ikke med broder Russells død. Året efter blev det syvende bind af Studier i Skriften trykt. Udgivelsen blev bekendtgjort for betelfamilien den 17. juli 1917. Bogen blev revet væk så hurtigt at Selskabet ved årets slutning havde afgivet ordrer på 850.000 eksemplarer på engelsk hos kommercielle trykkere og bogbindere. I Europa blev der fremstillet oplag på andre sprog. Desuden blev der samme år trykt omkring 38 millioner traktater.

Men så kom den hårde forfølgelse i 1918, hvor mange af Selskabets ledere uretfærdigt blev fængslet og hovedkontoret (der lå i Brooklyn) blev lukket. Trykpladerne blev ødelagt. Den stærkt reducerede stab flyttede kontoret tilbage til Pittsburgh, til andensalen i en bygning på Federal Street 119. Ville dette mon sætte en stopper for deres fremstilling af bibelsk læsestof?

Skulle de trykke selv?

Efter at Selskabets præsident, J. F. Rutherford, og hans medarbejdere var blevet løsladt fra fængselet, samledes bibelstudenterne til et stævne i Cedar Point, Ohio, i 1919. De overvejede hvad Gud havde tilladt at ske i det forløbne år og hvad hans ord viste at de skulle gøre i den kommende tid. Det blev bekendtgjort at der ville udkomme et nyt blad, The Golden Age (Den gyldne Tidsalder), som skulle bruges til at henvise folk til Guds rige som menneskehedens eneste håb.

Som man havde gjort før, fik man et kommercielt firma til at sørge for trykningen. Men tiderne var skiftet. Der var uro på arbejdspladserne inden for trykkeindustrien, og der var problemer på papirmarkedet. En mere pålidelig løsning var påkrævet. Brødrene lagde sagen frem i bøn og ventede på Herrens ledelse.

Det første spørgsmål var: Hvor skulle de placere Selskabets kontor? Skulle de flytte hovedkontoret tilbage til Brooklyn? Selskabets bestyrelse overvejede sagen, og man udpegede et udvalg til at undersøge situationen.

Broder Rutherford instruerede C. A. Wise, Selskabets vicepræsident, om at rejse til Brooklyn og undersøge om betelhjemmet kunne genåbnes og der kunne lejes lokaler hvor Selskabet kunne begynde at trykke. Interesseret i at vide hvilken kurs Gud ville velsigne, sagde broder Rutherford: „Rejs til New York og se om det er Herrens vilje at vi skal vende tilbage til Brooklyn.“

„Hvordan kan jeg afgøre om det er Herrens vilje at vi skal vende tilbage?“ spurgte broder Wise.

„Det var kulmangelen i 1918 der tvang os til at flytte fra Brooklyn tilbage til Pittsburgh,“c svarede broder Rutherford. „Lad os gøre kul til prøvestenen denne gang også. Tag ind og bestil noget kul.“

„Hvor mange tons mener du at jeg skal bestille for at det kan være en prøve?“

„Det skal være en ordentlig prøve,“ anbefalede broder Rutherford. „Bestil 500 tons.“

Det gjorde broder Wise. Og hvad blev resultatet? Da han ansøgte myndighederne fik han bevilget tilladelse til at købe 500 tons kul — nok til flere år! Men hvor skulle de gøre af det? Store dele af betelhjemmets kælder blev omdannet til kullager.

Denne vellykkede prøve blev opfattet som et umiskendeligt tegn på hvad der var Guds vilje. Den 1. oktober 1919 var man tilbage i Brooklyn og i gang med arbejdet der.

Skulle man nu begynde at trykke selv? Brødrene forsøgte at købe en rotationspresse til at trykke blade på, men de fik at vide at der kun fandtes ganske få af den slags i De Forenede Stater og at der ikke var nogen chance for at skaffe en de første mange måneder. Men de stolede på at hvis det var Herrens vilje, ville han sørge for en udvej. Og det gjorde han!

Kun få måneder efter at de var vendt tilbage til Brooklyn, lykkedes det dem at købe en rotationspresse. Otte gader fra betelhjemmet, på Myrtle Avenue 35, lejede de tre etager i en bygning. I begyndelsen af 1920 havde Selskabet sit eget lille — men veludstyrede — trykkeri. Brødre som havde tilstrækkelig erfaring i at betjene maskinerne tilbød at hjælpe med arbejdet.

The Watch Tower for 1. februar dette år blev trykt på Selskabets egen maskine. I april fremstillede man også selv The Golden Age. Ved årsskiftet kunne Vagt-Taarnet med glæde rapportere: „Alt Arbejdet med The Watch Tower, The Golden Age og mange af Smaabøgerne [er] det meste af Aaret . . . blevet udført af indviede Brødre, hvis Handlinger kun blev ledet af eet Motiv, nemlig Kærlighed til Herren og hans retfærdige Sag. . . . Naar andre Blade og Tidsskrifter var nødsaget til at standse paa Grund af Papirmangel eller Arbejdervanskeligheder, kunde vi fortsætte uden Vanskelighed.“

Trykkeriet var ikke særlig stort, men produktionen var forbløffende. Det faste oplag af The Watch Tower var på 60.000 eksemplarer. Men man trykte også The Golden Age, og det første år var nummeret for 29. september et særnummer. Det indeholdt en detaljeret afsløring af bagmændene bag forfølgelsen af bibelstudenterne fra 1917 til 1920, og det blev trykt i fire millioner eksemplarer! En af trykkerne sagde senere: ’Alle undtagen kokken var med til at få det nummer ud.’

Det første år man trykte blade på rotationspressen spurgte broder Rutherford brødrene om de også kunne trykke brochurer på den. Umiddelbart syntes det ikke at være muligt. Fabrikken der havde fremstillet maskinen, sagde at det ikke kunne lade sig gøre. Men brødrene forsøgte, og det gik godt. De opfandt også deres egen falsemaskine og nedskar dermed behovet for arbejdskraft til dette led i produktionen fra tolv til to mand. Hvad var årsagen til deres succes? „Erfaring og Herrens velsignelse,“ lød trykkerilederens forklaring.

Det var imidlertid ikke kun i Brooklyn at Selskabet drev trykkerivirksomhed. Noget af det fremmedsprogede arbejde blev ledet fra et kontor i Michigan. For at dække behovet i forbindelse med dette arbejde installerede Selskabet i 1921 en sættemaskine, nogle trykkemaskiner og andet udstyr i Detroit i Michigan. Her blev der trykt publikationer på polsk, russisk, ukrainsk og andre sprog.

Samme år udgav Selskabet Guds Harpe (dansk 1922), der var skrevet som en bibelstudiebog for begyndere. Indtil 1921 havde Selskabet endnu ikke prøvet at trykke og indbinde bøger selv. Skulle man forsøge at påtage sig dette arbejde også? Endnu en gang søgte man Herrens ledelse.

Indviede brødre trykker og indbinder bøger

I 1920 havde The Watch Tower rapporteret at mange kolportører var blevet tvunget til at opgive deres tjeneste fordi trykkerne og bogbinderne ikke havde været i stand til at effektuere Selskabets ordrer. Brødrene på hovedkontoret tænkte at hvis man ikke var afhængig af de kommercielle producenter med alle deres arbejderproblemer, ville man kunne aflægge et større vidnesbyrd om Guds hensigt med menneskeheden. Hvis man selv trykte og indbandt bøgerne, ville det også blive vanskeligere for modstandere at lægge hindringer i vejen for arbejdet. Desuden håbede man med tiden at kunne nedskære udgifterne, så bøgerne kunne spredes billigere til offentligheden.

Men det ville kræve mere plads og udstyr, og brødrene måtte lære nye færdigheder. Kunne de det? Trykkeritilsynsmanden, Robert J. Martin, erindrede sig at Jehova på Moses’ tid havde ’fyldt Bezalel og Oholiab med visdom i hjertet til at udføre al slags arbejde’ som var nødvendigt for at opføre det hellige tabernakel. (2 Mos. 35:30-35) Med denne bibelske beretning i tanke var broder Martin overbevist om at Jehova også ville gøre hvad der skulle til for at hans tjenere kunne fremstille bøger til brug i forkyndelsen af Riget.

Efter mange overvejelser og bønner begyndte planerne at tage form. I et tilbageblik på begivenhederne skrev broder Martin senere til broder Rutherford: „Den største dag var dog den dag da du ville vide om der var nogen bestemt grund til at vi ikke fremstillede vore egne bøger. Tanken herom var lige ved at tage vejret fra os. Det ville betyde at vi måtte indrette en hel virksomhed til, komplet udstyret med sætteri, galvanoanstalt, trykkeri og bogbinderi, at vi skulle lære at betjene en halv snes nye maskiner som vi på nuværende tidspunkt ikke kendte, ja knap nok vidste eksisterede, og at vi skulle lære en halv snes nye fag. Men det var alligevel den bedste udvej hvis vi skulle komme uden om de høje bogpriser efter krigen.

Du lejede den seksetages bygning på Concord Street 18 (hvoraf to etager optoges af andre virksomheder), og den 1. marts 1922 flyttede vi ind. Du havde sørget for et komplet udstyr af maskiner til sætning, galvanofremstilling, trykning og indbinding, det meste nyt, men også noget brugt derimellem, og vi tog fat på arbejdet.

Da en af de store trykkerivirksomheder der havde udført størstedelen af vort arbejde hørte hvad vi var i færd med, kom chefen i egen høje person for at besøge os. Han så hele det nye udstyr og bemærkede tørt: ’Ja, her har De jo alt hvad der hører til et første klasses trykkeri, men ikke én her véd hvordan arbejdet skal gøres. Om seks måneder har De kun en bunke gammelt jern tilbage, og De vil opdage at de folk der skal trykke for Dem, er dem der hele tiden har gjort det og som har forstand på det.’

Det lød meget rigtigt, men han havde dog ladet én ude af betragtning: Herren. Han har altid været med os. Da vi skulle begynde at binde bøger ind sendte Han en broder til os som hele sit liv har arbejdet inden for bogbinderfaget. Han var en stor hjælp og kom lige som vi havde brug for ham. Takket være ham og takket være Herrens ånd der virkede på de brødre der var under oplæring, varede det ikke længe før vi var i gang med at fremstille bøger.“

Da der var god plads i trykkeriet på Concord Street, blev trykkerivirksomheden i Detroit overført til Brooklyn. Det andet år i det nye trykkeri fremstillede brødrene 70 procent af de bøger og brochurer der blev brugt, foruden blade, traktater og løbesedler. Året efter var arbejdets omfang taget til i den grad at man måtte inddrage de to sidste etager af bygningen i trykkeriet.

Kunne bogproduktionen sættes i vejret? Brødrene fik bygget en rotationspresse i Tyskland til dette formål, sendte den til Amerika og tog den i brug i 1926. Så vidt de vidste, var det første gang nogen prøvede at trykke bøger på en rotationspresse i Amerika.

Men det var ikke kun i Amerika bibelstudenterne drev trykkerivirksomhed.

Trykning i andre lande i begyndelsen

Ved hjælp af kommercielle firmaer havde broder Russell fået trykt brochurer i England så tidligt som i 1881. På samme måde blev der trykt publikationer i Tyskland i 1903, i Grækenland i 1906, i Finland i 1910 og i Japan i 1913. I årene efter den første verdenskrig blev der trykt store mængder bøger, brochurer, blade og traktater i England, Skandinavien, Tyskland og Polen, og en del i Brasilien og Indien.

Og i 1920, samme år som Selskabet selv begyndte at trykke blade i Brooklyn, begyndte brødrene i Europa på noget af det samme. En gruppe brødre i Schweiz oprettede et trykkeri i Bern. Det var deres eget firma, men de var alle bibelstudenter, og de fremstillede publikationer til Selskabet på europæiske sprog til meget rimelige priser. Med tiden blev trykkeriet overdraget til Selskabet og udvidet. For at dække et påtrængende behov i nogle af de økonomisk forarmede lande i Europa på den tid, fremstillede man store mængder gratis publikationer. I slutningen af 1920’erne blev der udsendt publikationer på over en halv snes sprog fra dette trykkeri.

På samme tid mødte budskabet om Riget stor interesse i Rumænien. Trods hård modstand mod arbejdet der, oprettede Selskabet et trykkeri i Cluj for at kunne fremstille vore publikationer billigere og for lettere at kunne få dem ud til de sandhedshungrende mennesker i Rumænien og de omliggende lande. I 1924 blev der på dette trykkeri fremstillet næsten en kvart million indbundne bøger, foruden blade og brochurer, på rumænsk og ungarsk. Men én som havde tilsyn med arbejdet dér viste sig troløs og foretog sig ting som bevirkede at Selskabet mistede både bygningen og maskinerne. De trofaste brødre i Rumænien fortsatte dog med at gøre hvad de kunne for at udbrede Bibelens sandheder.

I Tyskland strømmede folk til bibelstudenternes møder efter den første verdenskrig. Men det tyske folk havde store økonomiske vanskeligheder. For af hensyn til dette at holde prisen på det bibelske læsestof nede, begyndte Selskabet også selv at trykke her. I 1922 fremstillede man tryksager på betelhjemmet i Barmen, på en trykkemaskine der var opstillet på en trappeafsats og en anden der stod i brændeskuret. Året efter flyttede brødrene til bedre lokaler i Magdeburg. Bygningerne her var gode, flere blev føjet til, og der blev installeret udstyr til trykning og indbinding. Ved slutningen af 1925 blev det rapporteret at trykkeriets kapacitet ville blive mindst lige så stor som på trykkeriet ved hovedkontoret i Brooklyn.

De fleste af de steder hvor brødrene gik i gang med at trykke selv, begyndte det i det små. Sådan var det i Korea, hvor Selskabet i 1922 indrettede et lille trykkeri hvor man kunne fremstille tryksager på koreansk samt på japansk og kinesisk. Efter nogle få år blev udstyret flyttet til Japan.

I 1924 fremstillede man også mindre tryksager i Canada og i Sydafrika. I 1925 blev der installeret en lille trykkemaskine i Australien og en anden i Brasilien, og inden længe trykte brødrene i Brasilien selv den portugisiske udgave af Vagttårnet. Selskabets kontor i England fik sit første trykkeudstyr i 1926. I 1929 blev den åndelige hunger i Spanien stillet ved hjælp af en udgave af Vagttårnet som blev fremstillet på en lille trykpresse der. To år senere begyndte en trykpresse at køre i afdelingskontorets kælder i Finland.

I mellemtiden blev der også foretaget udvidelser ved hovedkontoret.

Eget trykkeri på hovedkontoret

Siden 1920 havde Selskabet lejet sine trykkerilokaler i Brooklyn. Den bygning man havde brugt siden 1922 var ikke i så god stand; det hele rystede forfærdeligt når rotationspressen kørte i kælderen. Desuden behøvede man mere plads for at kunne klare den voksende arbejdsbyrde. Brødrene kom til det resultat at midlerne kunne anvendes bedre hvis man havde sit eget trykkeri.

Nogle få gader fra betelhjemmet fandtes en byggegrund der så ud til at ligge fordelagtigt, så man bød på den. Medicinalfirmaet Squibb bød imidlertid højere; men før dette firma kunne bygge på grunden måtte der nedrammes 1167 funderingspæle for at bygningerne kunne få et solidt underlag. (Mange år senere købte Vagttårnsselskabet i øvrigt de velfunderede bygninger af Squibb.) Den grund Selskabet købte i 1926 havde imidlertid en god bæreevne, og der kunne umiddelbart bygges på den.

I februar 1927 flyttede brødrene ind i den nyopførte bygning på Adams Street 117 i Brooklyn. Her havde de næsten dobbelt så meget plads som før, og bygningen var velindrettet, idet produktionen begyndte på de øverste etager og bevægede sig ned gennem de forskellige afdelinger og sluttede i forsendelsesafdelingen i stueetagen.

Væksten fortsatte. Inden der var gået ti år måtte trykkeriet udvides, og senere måtte der udvides igen og igen. Foruden en årlig produktion på millioner af blade og brochurer fremstillede man op mod 10.000 indbundne bøger om dagen. Og da man i 1942 også begyndte at fremstille hele bibler, åbnede Vagttårnsselskabet igen nye døre inden for trykkeindustrien. Brødrene eksperimenterede indtil de kunne køre det tynde bibelpapir på rotationspresser — noget som andre trykkerier først forsøgte mange år senere.

Selv om man satsede på storproduktion glemte man ikke de små grupper der havde særlige behov. Allerede i 1910 samarbejdede en broder i Boston og en i Canada om at fremstille Selskabets litteratur på blindeskrift. I 1924 udsendte Selskabet publikationer til blinde fra et kontor i Logansport i staten Indiana. Men da efterspørgselen ikke var ret stor blev dette arbejde indstillet i 1936, og man forsøgte i højere grad at dække de blindes behov ved hjælp af grammofonplader og ved at vise dem personlig opmærksomhed. I 1960 tog man igen fat på at fremstille publikationer på blindeskrift — denne gang i større variation og med en gradvis voksende efterspørgsel.

Hård modstand — udfordringen tages op

I en række lande blev trykningen udført trods meget vanskelige forhold. Men brødrene var udholdende, i bevidstheden om at det var Jehova Gud der, gennem sin søn, havde pålagt dem at forkynde den gode nyhed om Riget. (Es. 61:1, 2; Mark. 13:10) I Grækenland indrettede brødrene for eksempel et trykkeri i 1936, men de nåede kun at bruge det i få måneder før en ny regering kom til magten og lukkede det hele. Og i Indien arbejdede Claude Goodman i 1940 i månedsvis på at opstille en trykkemaskine og lære at betjene den, kun for at opleve at politiet, udsendt af maharajaen, kom stormende ind, kørte trykkemaskinen væk og hældte alle de omhyggeligt sorterede typer i store blikspande.

Mange andre steder gjorde love angående import af tryksager det nødvendigt for brødrene at overlade arbejdet til lokale kommercielle trykkerier, selv om Selskabet havde et trykkeri i et nærliggende land som var i stand til at udføre arbejdet. Det gjaldt for eksempel i Danmark, Letland og Ungarn midt i 1930’erne.

I 1933 tog de tyske myndigheder, tilskyndet af præsteskabet, skridt til at standse Jehovas Vidners trykkerivirksomhed i Tyskland. Politiet besatte Vagttårnsselskabets trykkeri i Magdeburg og lukkede det i april, men da de ikke kunne finde nogen belastende vidnesbyrd opgav de. I juni slog de imidlertid til igen. For at kunne fortsætte med at udbrede Rigets budskab oprettede Selskabet derefter et trykkeri i Prag, og en hel del maskiner blev flyttet dertil fra Magdeburg. Sådan lykkedes det de næste få år at trykke blade på to sprog og brochurer på seks sprog.

I 1939 marcherede Hitlers hære så imod Prag, og brødrene pakkede hurtigt udstyret sammen og sendte det ud af landet. Noget af det kom til Holland. Det viste sig at være godt, for de hollandske brødre havde fået vanskeligere ved at opretholde kontakten med trykkeriet i Schweiz. Nu lejede de så et lokale og trykte publikationerne selv på deres nyerhvervede maskiner. Det varede dog ikke længe før nazisterne kom og beslaglagde trykkeriet. Men brødrene havde brugt maskinerne så længe det var muligt.

Da en vilkårlig indgriben fra myndighedernes side tvang brødrene i Finland til at holde op med at udgive Vagttårnet under krigen, duplikerede de hovedartiklerne og sendte dem ud med kurér. Efter at Østrig var kommet under nazistisk herredømme i 1938, blev Vagttårnet trykt på en duplikator der hele tiden måtte flyttes fra sted til sted for at være uden for Gestapos rækkevidde. Under krigstidens forbud i Canada måtte brødrene også hele tiden flytte deres trykkeudstyr for stadig at kunne forsyne brodersamfundet med åndelig føde.

Da Jehovas Vidners arbejde var forbudt i Australien, trykte brødrene selv deres blade, og de trykte og indbandt endda bøger — noget som de ikke før havde gjort, selv under mere gunstige forhold. De måtte flytte bogbinderiet 16 gange for at udstyret ikke skulle blive konfiskeret, men det lykkedes dem alligevel at fremstille 20.000 indbundne bøger i tide til et stævne som de holdt i 1941, trods overvældende vanskeligheder.

Udvidelser efter den anden verdenskrig

Efter krigens afslutning samledes Jehovas vidner i 1946 til et internationalt stævne i Cleveland i Ohio. Dér talte Nathan H. Knorr, Vagttårnsselskabets daværende præsident, om reorganisering og udvidelse. Siden krigens udbrud var antallet af Jehovas vidner blevet forøget med 157 procent, og missionærerne åbnede hastigt nye distrikter. For at kunne dække den verdensomspændende efterspørgsel efter bibelsk læsestof planlagde man at udvide hovedkontorets faciliteter i Brooklyn, oplyste broder Knorr. Den foreslåede udvidelse ville mere end fordoble det oprindelige trykkeri fra 1927, og betelhjemmet ville blive stærkt udvidet så der blev plads til alle de frivillige medarbejdere. Udvidelserne blev gjort færdige og taget i brug i begyndelsen af 1950.

Trykkeriet og kontoret i Brooklyn har måttet udvides igen og igen siden 1950. I 1992 dækkede de omkring otte husblokke og havde et samlet gulvareal på 230.071 kvadratmeter. Det er ikke bare bygninger hvori der fremstilles bøger. Det er bygninger der er indviet til Jehova, til fremstilling af læsestof hvorigennem folk kan lære hvilke krav de må opfylde for at opnå evigt liv.

Nogle steder var det vanskeligt at få Selskabets trykkerier i gang igen efter den anden verdenskrig. Selskabets trykkeri- og kontorkompleks i Magdeburg i Tyskland lå i den kommunistisk kontrollerede zone. De tyske Jehovas vidner flyttede tilbage, men de nåede kun at drive trykkeriet i kort tid før det igen blev beslaglagt. For at dække behovet i Vesttyskland måtte man oprette et trykkeri der. Byerne lå i ruiner efter bombardementerne. Men det lykkedes snart brødrene at få lov at bruge et lille trykkeri der var blevet drevet af nazisterne i Karlsruhe. I 1948 havde de to trykkemaskiner kørende dag og nat i en bygning som blev stillet til rådighed for dem i Wiesbaden. Året efter udvidede de lokalerne i Wiesbaden og firdoblede antallet af trykkemaskiner for at dække behovet blandt det hastigt voksende antal forkyndere af Riget i den del af arbejdsmarken.

Da Selskabet igen begyndte at trykke frit i Grækenland i 1946, var elforsyningen langtfra pålidelig. Somme tider var strømmen afbrudt i timer ad gangen. I Nigeria havde brødrene samme problem i 1977. Indtil trykkeriet dér fik sin egen generator gik trykkerne på arbejde når som helst der var strøm, hvad enten det var dag eller nat. På grund af den ånd de lagde for dagen kom der aldrig til at mangle et eneste nummer af Vagttårnet.

Efter et besøg af broder Knorr i Sydafrika i 1948 købte man en byggegrund i Elandsfontein, og tidligt i 1952 kunne man rykke ind i et nyt trykkeri der — det første som Selskabet selv havde bygget i Sydafrika. På en nyindkøbt trykkemaskine begyndte man at trykke bladene på otte sprog der tales i Afrika. I 1954 blev afdelingskontoret i Sverige i stand til selv at trykke sine blade, og i 1957 skete det samme på afdelingskontoret i Danmark.

Som behovet for læsestof voksede blev der anskaffet hurtiggående rotationstrykkemaskiner, først til ét afdelingskontor, så til et andet. Canada fik sin første i 1958, England sin i 1959. I 1975 havde Vagttårnsselskabet 70 store rotationspresser i sine trykkerier rundt om i verden.

Et globalt netværk af trykkerier

Fra og med slutningen af 1960’erne gik Vagttårnsselskabet stærkt ind for yderligere at decentralisere trykkevirksomheden. Antallet af Jehovas vidner voksede meget hurtigt. Man behøvede mere trykkeriplads for at kunne fremstille bibelsk læsestof nok til eget brug og til udbredelse blandt offentligheden. Men det gik trægt med at udvide i Brooklyn. Dels var der mangel på ledige ejendomme og dels stødte man på offentligt bureaukrati. Det blev planlagt at flytte mere af trykningen andre steder hen.

I 1969 begyndte man derfor at projektere et nyt trykkeri der skulle opføres i nærheden af Wallkill i staten New York, cirka 150 kilometer nordvest for Brooklyn. Dermed blev hovedkontorets faciliteter både forøget og spredt ud, og med tiden ville næsten hele forsyningen af Vagttårnet og Vågn op! til De Forenede Stater komme fra Wallkill. Tre år senere var endnu et trykkeri til Wallkill på tegnebrættet, dette langt større end det første. I 1977 udspyede rotationspresserne der over 18 millioner blade om måneden. I 1992 brugte man store MAN-Roland og Hantscho offsetmaskiner (blot 4 offsetmaskiner i stedet for de tidligere 15 bogtrykmaskiner), og produktionskapaciteten var på godt og vel en million blade om dagen.

Da man begyndte at lægge planer om at flytte noget af trykkerivirksomheden til Wallkill, blev Vagttårnet trykt i Brooklyn på 32 af de 72 sprog det da udkom på, og Vågn op! på 14 af sine 26 sprog. Omkring 60 procent af det samlede antal blade der blev trykt i hele verden, blev fremstillet på hovedkontorets trykkeri. Det ville være praktisk at få mere af dette arbejde gjort i lande uden for De Forenede Stater, og af vore egne brødre der i stedet for af kommercielle firmaer. Så ville den vigtige åndelige føde stadig kunne tilvejebringes, selv om kommende verdenskriser eller regeringsindgreb mod Jehovas Vidners arbejde skulle lægge hindringer i vejen for virksomheden nogle steder på jorden.

Næsten to år før det første trykkeri i Wallkill blev taget i brug, begyndte man derfor i 1971 at opføre et helt nyt trykkeri i Numazu i Japan. En femdobling af forkyndertallet i Japan i det foregående årti tydede på at der ville blive brug for mange bibelske publikationer der. Samtidig blev afdelingskontorets faciliteter i Brasilien udvidet. Det samme skete i Sydafrika, hvor man fremstillede bibelsk læsestof på over en snes afrikanske sprog. Året efter, i 1972, blev størrelsen af Selskabets trykkeri i Australien firdoblet for at hvert nummer af Vagttårnet og Vågn op! kunne nå ud i den del af verden uden at blive forsinket af den lange forsendelsestid. Der blev også bygget et trykkeri i Frankrig og et på Filippinerne.

I begyndelsen af 1972 rejste N. H. Knorr og tilsynsmanden for trykkeriet i Brooklyn, M. H. Larson, rundt for at se på det arbejde der udførtes i forskellige lande, med det formål at organisere tingene så faciliteterne blev brugt bedst muligt og at lægge grunden til yderligere udvidelser. Deres rejse førte dem til 16 lande i Sydamerika, Afrika og Det Fjerne Østen.

Kort efter fremstillede afdelingskontoret i Japan selv de blade der skulle bruges på arbejdsmarken dér, i stedet for at få dem fremstillet på et kommercielt trykkeri. Samme år, 1972, begyndte afdelingskontoret i Ghana at trykke Vagttårnet på tre af de lokale sprog, i stedet for at skulle vente på at få bladene tilsendt fra De Forenede Stater og Nigeria. Dernæst begyndte afdelingskontoret på Filippinerne selv at sætte og trykke Vagttårnet og Vågn op! på otte lokale sprog (foruden de engelske blade der var behov for). Dette var endnu et stort skridt fremad i decentraliseringen af Vagttårnsselskabets trykkerivirksomhed.

Ved udgangen af 1975 fremstillede Vagttårnsselskabet bibelske publikationer på sine egne trykkerier i 23 lande rundt om på jorden — bøger tre steder, og brochurer eller blade, eller begge dele, alle 23 steder. I 25 andre lande fremstillede Selskabet mindre tryksager på sine egne maskiner.

Også bogbinderikapaciteten blev øget. Brødrene havde allerede indbundet bøger i Schweiz og Tyskland midt i 1920’erne. Efter den anden verdenskrig, i 1948, begyndte brødrene i Finland at indbinde bøger (i begyndelsen mest i hånden), hovedsagelig for at dække det hjemlige behov. To år senere havde afdelingskontoret i Tyskland igen et bogbinderi, som med tiden overtog det bogbindingsarbejde der blev udført i Schweiz.

Men i 1967, hvor der var over en million Jehovas vidner i hele verden og hvor Selskabet begyndte at fremstille bøger i lommeformat til brug i deres tjeneste, steg efterspørgselen efter denne type bibelsk litteratur drastisk. Inden for ni år blev antallet af bogbinderilinjer i Brooklyn mere end seksdoblet. I 1992 havde Vagttårnsselskabet i alt 28 bogbinderilinjer i funktion i otte forskellige lande.

Samme år, 1992, fremstillede Vagttårnsselskabet ikke alene bibelske publikationer på 180 sprog i De Forenede Stater, men fire af Selskabets større trykkerier i Latinamerika fremstillede meget af det læsestof der var behov for lokalt og i andre lande i den del af verden. Yderligere elleve trykkerier fremstillede publikationer i Europa, og de var alle med til at dække behovet i andre lande. Heraf sendte Frankrig regelmæssigt litteratur til 14 lande, og Tyskland, der trykte publikationer på over 40 sprog, sendte store forsyninger til 20 lande og mindre mængder til mange andre lande. I Afrika fremstillede seks trykkerier bibelske publikationer på i alt 46 sprog. Elleve andre trykkerier — nogle store, nogle små — forsynede Mellemøsten og Det Fjerne Østen, Stillehavsøerne, Canada og andre områder med læsestof til brug ved udbredelsen af det vigtige budskab om Guds rige. I yderligere 27 lande fremstillede Selskabet mindre tryksager til menighedernes interne brug.

Nye metoder, nyt udstyr

I løbet af 1960’erne og 70’erne fejede en revolution gennem trykkeindustrien. Med forbløffende hast blev den hidtidige bogtrykmetode kasseret til fordel for offsettryk.d Vagttårnsselskabet var ikke hurtigt til at springe på vognen. De trykplader der fandtes til offsetmaskiner var ikke velegnede til de store oplag Selskabet trykte. Desuden ville et skift til den nye trykketeknik medføre helt nye sætte- og ombrydningsprocesser. En ny teknik måtte læres og nye trykkemaskiner måtte anskaffes. Ja, praktisk taget alt trykkeudstyr på Selskabets trykkerier måtte udskiftes. Omkostningerne ville være enorme.

Men inden længe viste det sig at de materialer man brugte i forbindelse med bogtryk, ikke ville kunne fås ret meget længere. Og offsetpladernes holdbarhed blev hurtigt forbedret. Skiftet måtte foretages.

Allerede i 1972 havde tre medlemmer af betelfamilien i Sydafrika på grund af deres interesse for udviklingen inden for offsettryk, anskaffet sig en lille brugt arkoffsetmaskine. De gjorde nogle erfaringer ved at fremstille mindre tryksager på den. Og i 1974 blev denne maskine brugt til at trykke Sandheden der fører til evigt liv, en bog i lommeformat, på sproget ronga. At dette kunne gøres forholdsvis hurtigt, satte Selskabet i stand til at bringe denne værdifulde bibelstudiebog ud til tusinder af sandhedshungrende mennesker før Jehovas Vidners arbejde på ny blev forbudt i det pågældende område. En anden arkoffsetmaskine, som blev skænket til Selskabets afdelingskontor i Sydafrika kort efter at brødrene havde anskaffet den første, blev sendt til Zambia og taget i brug der.

Selskabets trykkeri i Tyskland kom også tidligt i gang med offsettryk. I april 1975 begyndte brødrene der at bruge en arkoffsetmaskine til fremstilling af blade på bibelpapir til Jehovas vidner i Østtyskland, hvor Vidnerne dengang var forbudt. Året efter fulgte en produktion af bøger på denne offsetmaskine til disse forfulgte brødre.

Omkring samme tid, i 1975, tog Vagttårnsselskabet sin første offsetrotationsmaskine til bladtrykning i brug i Argentina. Den kørte dog kun i lidt over et år før den argentinske regering forbød Jehovas Vidners arbejde og lukkede deres trykkeri. Men i andre lande fortsatte man med at gå over til offsettryk. Tidligt i 1978 begyndte en offsetrotationsmaskine på hovedkontorets trykkeri i Brooklyn at fremstille bøger i trefarvetryk.e Samme år købte man endnu en maskine. Men skulle overgangen til den nye trykkemetode fuldbyrdes, måtte der langt mere udstyr til.

Det Styrende Råd havde tillid til at Jehova ville tilvejebringe alt hvad man behøvede for at kunne udføre det arbejde han ønskede gjort. I april 1979 og januar 1980 blev der sendt breve ud til menighederne i De Forenede Stater som forklarede situationen. Der indkom nogle bidrag. Det gik langsomt i begyndelsen, men efterhånden var der nok til at udstyre hele det verdensomspændende netværk af vagttårnstrykkerier med henblik på offsettryk.

For at udnytte det eksisterende materiel og fremskynde overgangen havde Vagttårnsselskabet i mellemtiden indgået en aftale om at få sine nyeste MAN-presser ombygget til offsettryk. De ombyggede maskiner blev installeret i tolv lande, deriblandt seks som ikke tidligere havde trykt deres blade selv.

Firfarvetryk

Det første afdelingskontor der benyttede offsetmetoden til at trykke hvert nummer af sine blade i fire farver, var kontoret i Finland, der i januar 1981 begyndte med en simpel teknik som de gradvis forbedrede. Derefter benyttede Japan firfarvetryk til en indbunden bog. Andre vagttårnstrykkerier har fulgt trop efterhånden som de har fået det nødvendige udstyr. Nogle af trykkemaskinerne er blevet indkøbt af hovedkontoret og sendt ud derfra. Andre er blevet finansieret af Jehovas vidner i de lande hvor trykkerierne ligger; og i andre tilfælde igen har Jehovas vidner i ét land skænket det nødvendige udstyr til deres brødre i et andet land.

I tiden efter den anden verdenskrig er verden blevet meget billedorienteret, og brugen af naturtro farver har bidraget meget til at gøre publikationerne mere tiltalende for øjet. Det har gjort de trykte sider mere indbydende og har dermed fremmet læsningen. Mange steder viste det sig at spredningen af Vagttårnet og Vågn op! steg mærkbart efter at bladenes udseende således blev forbedret.

Egnede computersystemer udvikles

I forbindelse med trykningen i fire farver måtte der udvikles et computerstyret tekstbehandlingssystem, og beslutningen om at gå i gang med dette blev truffet i 1977. Jehovas vidner som var eksperter på området tilbød at komme ind på hovedkontoret og hjælpe Selskabet med hurtigt at gennemføre denne udvikling. (Kort efter, i 1979, begyndte et hold i Japan der efterhånden kom op på 50 medlemmer, at udvikle programmer til det japanske sprog.) Brødrene brugte kommercielt fremstillet hardware, og de udarbejdede programmer sådan at dette udstyr kunne bruges til dækning af Selskabets behov både på det administrative område og i forbindelse med den mangesprogede udgivervirksomhed. For at bevare en høj standard og have den nødvendige fleksibilitet måtte de udvikle specialiserede programmer til ombrydning og fotosætning. Der fandtes ingen kommercielle programmer til indtastning og fotosætning af tekster på mange af de 167 sprog som Vagttårnsselskabet dengang trykte publikationer på, så brødrene måtte udvikle deres egne.

Dengang så den kommercielle verden ingen penge i de sprog der taltes af mindre befolkningsgrupper eller af folk med en meget beskeden indkomst; men Jehovas vidner interesserer sig for menneskeliv, og i løbet af forholdsvis kort tid blev de programmer de udviklede brugt til fremstilling af publikationer på over 90 sprog. Om det arbejde der blev gjort skrev det ansete tidsskrift Seybold Report on Publishing Systems: „Vi kan ikke give vagttårnsfolkene andet end ros for deres opfindsomhed, initiativ og indsigt. Kun de færreste i dag er tilstrækkelig fremsynede eller dristige til at give sig i kast med en sådan opgave, specielt når der skal begyndes helt fra bunden.“ — 12. årgang, nr. 1, 13. september 1982.

Både trykkearbejdet og vedligeholdelsen ville blive langt lettere hvis det udstyr man brugte rundt om i verden, var fuldstændig kompatibelt. I 1979 blev det derfor besluttet at Vagttårnsselskabet skulle udvikle sit eget fotosatssystem. De der arbejdede med dette skulle også selv fremstille det vigtigste udstyr, i stedet for at satse for meget på hardware fra kommercielle leverandører.

Sådan gik det til at en gruppe Jehovas vidner som var stationeret på Watchtower Farms ved Wallkill i staten New York, i 1979 begyndte at udforme og producere et fotosatssystem de kaldte MEPS (elektronisk fotosatssystem til mange sprog). I maj 1986 havde arbejdsholdet ikke alene designet og bygget MEPS-computere, fotosættere og grafiske terminaler, men — hvad der var vigtigere — det havde også udviklet de programmer der var nødvendige for at man kunne behandle tekst til trykning og udgivelse på 186 sprog.

Sideløbende hermed blev der foretaget en omfattende digitalisering af skrifttyper. Det betød at man indgående måtte studere de enkelte skriftsprogs særtræk. Derefter måtte hver karakter (hvert bogstav i stor og lille skrift, foruden diakritiske tegn og sætningstegn, i varierende størrelser) tegnes, og der måtte laves separate tegninger for hvert skriftsnit (såsom mager, halvfed, fed eller kursiv skrift), måske i forskellige skrifttyper. Hver skrifttype i det latinske alfabet omfattede 202 karakterer, og da dette alfabet er lavet i 369 skrifttyper, har det krævet i alt 74.538 karakterer. Til kinesisk måtte der tegnes 8364 karakterer for hver skrifttype, og der er flere karakterer som skal tilføjes senere.

Efter at tegnearbejdet var udført, blev der udviklet computerprogrammer som gjorde det muligt at trykke karaktererne så de stod rent og skarpt. Programmerne skulle ikke alene kunne behandle det latinske alfabet, men også devanagari-alfabetet, det græske, det kyrilliske, det bengalske og det koreanske, foruden det arabiske og det hebraiske (der begge læses fra højre mod venstre) og de skrifttegn der bruges på japansk og kinesisk (som ikke er alfabetskrifter). I 1992 fandtes der software til behandling af tekst på over 200 sprog, og der blev stadig udviklet programmer til andre sprog som tales af millioner af mennesker.

Overgangen til den nye teknik på afdelingskontorerne krævede indførelse af nye arbejdsgange og indlæring af nye færdigheder. Personale blev sendt til hovedkontoret for at lære at installere, betjene og vedligeholde store offsetrotationsmaskiner. Nogle lærte at udføre farveseparationsarbejde med en laserscanner. Andre blev oplært i at betjene og vedligeholde computerudstyr. På denne måde kunne de produktionsvanskeligheder der opstod rundt om i verden, hurtigt løses så arbejdet kunne fortsætte.

Det Styrende Råd indså at det ville virke meget forenende hvis Jehovas vidner i hele verden uge efter uge kunne studere det samme materiale ved deres møder og sprede de samme publikationer i deres tjeneste på arbejdsmarken. Indtil da havde de ting der blev udgivet på engelsk som regel ikke været ude på andre sprog før mindst fire måneder senere, og for mange sprogs vedkommende først et eller flere år senere. Men nu var det muligt at ændre dette. At man havde fuldstændig kompatibelt udstyr på trykkerierne var en vigtig forudsætning for at man kunne udgive publikationer samtidig på flere forskellige sprog. I 1984 udgav man Vagttårnet samtidig på 20 sprog. Da det magtfulde budskab i bogen Åbenbaringen — Det store klimaks er nær! i 1989 blev udbredt til offentligheden blot få måneder efter bogens udgivelse, forelå bogen på 25 sprog. I 1992 var den samtidige udgivelse af Vagttårnet kommet til at omfatte 66 sprog som taltes af en væsentlig del af verdens befolkning.

Siden MEPS-projektet blev indledt i 1979 har computerindustrien gjort kæmpemæssige fremskridt. Kraftige persondatamater med mange anvendelsesmuligheder fås nu til en brøkdel af den pris man måtte betale i begyndelsen. For at kunne dække udgivervirksomhedens voksende behov besluttede Vagttårnsselskabet også at benytte sådanne datamater sammen med de programmer man selv havde udarbejdet. Dermed blev arbejdsprocessen gjort meget hurtigere, og det skabte mulighed for at flere af Selskabets afdelingskontorer kunne få gavn af udgiverprogrammerne. Snart var disse programmer i brug på 83 afdelingskontorer. I 1992 havde Vagttårnsselskabet i hele verden over 3800 terminaler som brugte Selskabets egne computerprogrammer. Det er ikke alle kontorerne der trykker selv, men hvert kontor som har en lille datamat og Selskabets software, sammen med en lille laserprinter, kan udføre sætte- og ombrydningsarbejde til traktater, blade, bøger og hvad der ellers måtte være behov for at trykke.

Øget computerstøtte til oversættere

Kunne anvendelsen af computere også komme oversætterne til gavn? De fleste af dem der oversætter Vagttårnets publikationer udfører nu deres arbejde ved computerterminaler. Mange af dem arbejder på Selskabets afdelingskontorer. Andre, som oversætter derhjemme og som måske har udført deres arbejde i mange år ved hjælp af en skrivemaskine eller som endda har skrevet deres oversættelse i hånden, har nu lært at indtaste deres oversættelse på en persondatamat eller en lille bærbar computer som er indkøbt af Selskabet. På computerskærmen er det nemt at foretage ændringer i oversættelsen. Og hvis oversætteren arbejder langt fra trykkeriet, er det kun nødvendigt at sende en diskette for at overføre teksten til viderebehandling på det afdelingskontor der sørger for trykningen.

I løbet af 1989-90, hvor der skete store omvæltninger i mange lande, blev den internationale kommunikation lettere. Jehovas Vidner afholdt straks et seminar for deres oversættere fra Østeuropa. Målet var at hjælpe oversætterne til at forbedre kvaliteten af deres arbejde, at lære dem at benytte det computerudstyr der fandtes, og at skabe mulighed for en samtidig udgivelse af Vagttårnet på deres respektive sprog. Oversætterne i Sydøstasien fik en tilsvarende hjælp.

Men kunne computerne også bruges til at lette eller fremme selve oversættelsesarbejdet eller til at forbedre dets kvalitet? Ja. I 1989 begyndte Jehovas Vidner at benytte kraftige computersystemer i forbindelse med bibeloversættelse. Efter et stort forberedende arbejde havde man opbygget elektroniske arkiver (filer) som satte oversætteren i stand til hurtigt at kalde et givet ord på Bibelens originalsprog frem på computerskærmen sammen med en oversigt over alle de måder hvorpå det i forskellige sammenhænge var gengivet på engelsk i Ny Verden-Oversættelsen. Oversætteren kunne også vælge et engelsk nøgleord og kalde alle de ord på originalsprogene frem som dette ord (og eventuelt andre ord med tilsvarende betydning) var blevet oversat fra. Dette ville ofte vise at der på engelsk var brugt flere ord for at udtrykke tanken i et enkelt ord på grundsprogene. På denne måde kunne oversætteren hurtigt få indblik i den tekst han arbejdede med, finde ud af hvilken betydning der lå i ordet på grundsproget og hvad det præcist betød i sammenhængen, og dette ville hjælpe ham til at udtrykke meningen nøjagtigt på hans eget sprog.

Ved hjælp af disse elektroniske arkiver kan et hold erfarne oversættere undersøge alle forekomster af ethvert givet ord i bibelteksten og vælge en gengivelse på deres eget sprog for hver af disse forekomster, under hensyntagen til sammenhængen. Dette vil sikre at oversættelsen bliver meget konsekvent. Hver oversætters arbejde bliver derefter gennemgået af de øvrige oversættere på holdet, sådan at oversættelsen kommer til at bære præg af deres samlede forskning og erfaring. Efter at dette er gjort, kan man kalde enhver bibelsk passage frem på skærmen og dér se ordene i den engelske tekst, kodet med tal som viser hen til de ord der er brugt på originalsproget, foruden de gengivelser der er valgt på det lokale sprog. Men dermed er arbejdet ikke færdigt. Oversætteren mangler stadig at pudse sætningsbygningen af og at få den til at lyde rigtigt på sit eget sprog. Under denne del af arbejdsprocessen er det af stor værdi for ham at have en klar forståelse af skriftstedets betydning. Som en hjælp til dette kan han på computeren få direkte adgang til de kommentarer til det pågældende vers eller de enkelte udtryk og vendinger deri, som findes i Vagttårnsselskabets publikationer.

På denne måde kan tiden til efterforskning forkortes, og der kan opnås en høj grad af konsekvens i oversættelsen. Med en videreudvikling af dette system er det vort håb at mere værdifulde publikationer kan udgives hurtigt, selv på sprog der kun råder over en begrænset stab af oversættere. Anvendelsen af dette værktøj til fremstilling af publikationer der bruges til udbredelse af budskabet om Riget, har åbnet vældige muligheder for Selskabets udgivervirksomhed.

Ligesom deres urkristne forgængere anvender Jehovas Vidner i nutiden således de nyeste metoder til udbredelse af Guds ord. For at nå ud til så mange mennesker som muligt med den gode nyhed, har de ikke været bange for at tage nye udfordringer op inden for udgivervirksomheden.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 578]

„Lad os gøre kul til prøvestenen“

[Tekstcitat på side 595]

Det globale netværk af trykkerier udstyres med henblik på offsettryk

[Tekstcitat på side 596]

„Vi kan ikke give vagttårnsfolkene andet end ros“

[Ramme/illustration på side 585]

’Vidnesbyrd om Jehovas ånd’

„At det lykkedes nogle som kun havde ringe eller slet igen forudgående erfaring at trykke bøger og bibler på rotationspresser [og det på et tidspunkt hvor andre endnu ikke gjorde det], er et vidnesbyrd om Jehovas tilsyn og hans ånds ledelse,“ sagde Charles Fekel. Broder Fekel vidste hvad han talte om, for han havde selv deltaget i udviklingen af Selskabets trykkerivirksomhed i Brooklyn i over 50 år. De sidste år af sit liv tjente han som medlem af Det Styrende Råd.

[Illustration]

Charles Fekel

[Ramme/illustration på side 586]

Tillid til den almægtige Gud

En hændelse der er genfortalt af Hugo Riemer, tidligere indkøbschef for Vagttårnsselskabet, afspejler hvordan Selskabet driver sin virksomhed.

Under den anden verdenskrig var papir til trykning rationeret i De Forenede Stater. Ansøgninger om tilladelse til at indkøbe papir skulle rettes til et udvalg som var nedsat af myndighederne. Ved en lejlighed havde et af de fremtrædende bibelselskaber sendt advokater, finansfolk, præster og andre hen for at repræsentere det over for udvalget. De fik mindre papir end de ønskede. Efter at deres anmodning var blevet hørt, kaldte udvalget Watchtower Bible and Tract Society frem. Da Hugo Riemer og Max Larson trådte frem, spurgte formanden: „Kun jer to?“ Svaret lød: „Ja. Vi håber at den almægtige Gud også er med os.“ De fik alt det papir de behøvede.

[Illustration]

Hugo Riemer

[Ramme/illustrationer på side 594]

For at udbrede kundskaben om Guds rige

Vagttårnsselskabet har på forskellige tidspunkter fremstillet publikationer på over 290 forskellige sprog. I 1992 udgav de litteratur på omkring 210 sprog. Det blev alt sammen gjort for at hjælpe folk til at få kundskab om Guds rige og om hvad det betyder for dem. Nogle af de hidtil mest udbredte hjælpemidler til bibelstudium er:

„Sandheden der fører til evigt liv“ (engelsk 1968; dansk 1969): 107.553.888 eksemplarer på 117 sprog

„Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden“ (1982): 62.428.231 eksemplarer på 115 sprog

„Evigt liv på jorden“ (1982): 76.203.646 eksemplarer på 200 sprog

Ovennævnte tal er fra 1992.

[Ramme/illustrationer på side 598]

Kassetteindspilninger

Ud over at bruge det trykte ord i sit evangeliseringsarbejde har Vagttårnsselskabet siden 1978 fremstillet kassetteindspilninger — over 65 millioner eksemplarer på sit eget anlæg i De Forenede Stater og Tyskland.

Hele „Ny Verden-Oversættelsen“ findes på kassettebånd på engelsk, tysk, fransk, italiensk, spansk og japansk. I 1992 forelå dele af denne bibeloversættelse også på kassettebånd på otte andre sprog.

Til undervisning af små børn har man indspillet „Min bibelhistoriebog“ og „Vi lytter til den store Lærer“, som specielt er skrevet til børn.

I nogle lande fremstilles der desuden radioprogrammer på lydbånd.

Melodier fra Jehovas Vidners sangbog indspilles af et orkester som udelukkende består af Jehovas vidner. Sådanne indspilninger bruges som akkompagnement til sangen ved Jehovas Vidners stævner. Smukke orkesterarrangementer af denne musik fås også til privat brug.

Ved stævnerne opføres skuespil (både bibelske stykker og nutidsstykker), hvor lydsiden er indspillet på bånd. Senere udgives nogle af dem som belærende og underholdende hørespil.

På engelsk og finsk fås bladene „Vagttårnet“ og „Vågn op!“ også på kassettebånd, og desuden fås „Vagttårnet“ på dansk, svensk, norsk, tysk og fransk. Disse bånd var oprindelig ment som en hjælp til blinde og svagtseende, men de værdsættes også af mange tusind andre.

[Illustration]

J. E. Barr i lydstudiet

[Ramme/illustrationer på side 600, 601]

Videokassetter bruges i forkyndelsen af Riget

I 1990 gik Vagttårnsselskabet ind på et nyt felt ved at udsende sin første videokassette til udbredelse blandt offentligheden.

I det år anslog man at over 200.000.000 hjem havde en videobåndoptager. Selv i lande hvor der ikke fandtes tv-stationer, havde man videobåndoptagere. Fremstilling af videokassetter til undervisningsbrug var således en ny mulighed for at nå ud til et stort publikum på en meget virkningsfuld måde.

Allerede i 1985 var man begyndt at lave en videofilm for at give dem der besøgte Selskabets hovedkontor et indtryk af hvad der foregik dér. Senere brugte man videooptagelser som tidsbesparende hjælpemidler for at orientere nye medlemmer af betelfamilien om livet på Betel. Kunne dette undervisningsredskab også bruges i det verdensomspændende arbejde med at gøre disciple? Nogle brødre mente det kunne lade sig gøre.

I oktober 1990 udsendte man derfor på engelsk videokassetten „Jehovas Vidner og deres organisation“. Anmodninger om flere af den slags videoer begyndte at strømme ind. For at dække behovet oprettede man en ny afdeling, kaldet Video Services.

Jehovas vidner med erfaring på området tilbød med glæde deres hjælp. Der blev indkøbt udstyr og indrettet studier. Et kamerahold begyndte at rejse rundt til forskellige lande for at filme mennesker og ting som kunne bruges i videofilm med henblik på at opbygge troen. Det internationale orkester af Jehovas vidner der flere gange tidligere havde medvirket ved særlige projekter, indspillede arrangementer der kunne bruges som underlægningsmusik.

Man planlagde også at nå ud til flere sproggrupper. Midt i 1992 blev videoen „Jehovas Vidner og deres organisation“ udsendt på over en halv snes sprog. Den var blevet indspillet på 25 sprog, deriblandt nogle østeuropæiske. Desuden var der ved at blive truffet forberedelser til at indspille den på mandarinsproget og kantonesisk. Selskabet erhvervede sig også retten til at reproducere og distribuere videoen „Purple Triangles“ (Lilla trekanter), der handler om en families uangribelighed mod Jehova i nazitidens Tyskland. I løbet af to år var der blevet fremstillet over en million videokassetter til brug for Jehovas vidner i deres forkyndelse.

Af hensyn til døve blev „Jehovas Vidner og deres organisation“ fremstillet på amerikansk tegnsprog, og man begyndte at undersøge hvordan man kunne fremstille flere videoer der ville egne sig til døve i andre lande.

Samtidig arbejdede man på at fremstille en serie videoer der kunne bidrage til at opbygge troen på den bog der er selve grundlaget for den kristne tro, nemlig Bibelen. I september 1992 var første del af dette program, „Bibelen — nøjagtig historie, pålidelig profeti“, færdig på engelsk, og udgaver på andre sprog var under forberedelse.

Videokassetter vil på ingen måde erstatte det trykte ord eller det mundtlige vidnesbyrd. Selskabets publikationer spiller stadig en vigtig rolle i udbredelsen af den gode nyhed. Jehovas vidners hus-til-hus-arbejde har et solidt bibelsk grundlag og er stadig et betydningsfuldt led i deres forkyndelse. Men som et værdifuldt ekstra hjælpemiddel har de nu også videokassetter der kan opbygge troen på Jehovas dyrebare løfter og skabe værdsættelse af det arbejde han lader udføre på jorden i vor tid.

[Illustrationer]

1. Efter at hovedindholdet er fastlagt, begynder videooptagelserne ifølge drejebogen

2. Billederne vælges og deres rækkefølge afgøres ved redigeringen

3. Specielt komponeret orkestermusik optages til brug som underlægning

4. Musik og lydeffekter i digitaliseret form kombineres med tale og billeder

5. Lyd og billeder redigeres en sidste gang

[Illustration på side 576]

Disse publikationer fra den første tid blev trykt af kommercielle firmaer

[Illustration på side 577]

C. A. Wise foretog en prøve for at se om bibelstudenterne skulle flytte hovedkontoret tilbage til Brooklyn

[Illustrationer på side 579]

På Selskabets første rotationspresse blev der trykt 4.000.000 eksemplarer af det hårdtslående „Golden Age“ nr. 27

[Illustration på side 580]

R. J. Martin (til højre), den første tilsynsmand for Selskabets trykkeri i Brooklyn, i samtale med broder Rutherford

[Illustrationer på side 581]

Sættearbejde

I begyndelsen blev alt sat i hånden, med løse typer

Sydafrika

Fra 1920 til 1980’erne anvendte man Linotypemaskiner

De Forenede Stater

Nogle steder blev sættearbejdet udført med Monotypemaskiner

Japan

Nu benyttes et computerstyret fotosatssystem

Tyskland

[Illustrationer på side 582]

Fremstilling af trykplader

Fra 1920’erne til 1980’erne fremstillede man blyplader til bogtryk

1. Satslinjer til de trykte sider blev spændt op i formrammer

2. Under tryk blev der lavet et aftryk af satsen i et materiale der kunne bruges som støbeform

3. På matricen (i støbeformen) hældte man smeltet bly for at fremstille buede trykplader

4. Overskydende metal blev fræset af pladens overside

5. Pladerne blev forniklet for at øge holdbarheden

Senere blev negativer af fotosatte sider sat op, og billeder blev monteret. Grupper af sider blev overført fotografisk til bøjelige offsettrykplader

[Illustration på side 583]

Et af Selskabets første trykkerier i Europa (Bern, Schweiz)

[Illustrationer på side 584]

I Magdeburg i Tyskland oprettede Selskabet et trykkeri i 1920’erne

[Illustrationer på side 587]

Trykkemaskiner

Vagttårnsselskabet har brugt mange typer trykkemaskiner i sin trykkerivirksomhed

På jobpresser har man ikke alene trykt formularer og løbesedler, men også blade (USA)

I mange år brugte man fladpresser af mange slags (Tyskland)

På de forskellige trykkerier brugte man i alt 58 af disse bogtrykrotationspresser af det tyske fabrikat MAN (Canada)

Nu bruger Selskabets vigtigste trykkerier hurtiggående offsetrotationsmaskiner fra forskellige lande til farvetryk

Italien

Tyskland

[Illustrationer på side 588, 589]

Bogbinding

I begyndelsen blev en del af bogbindingen på Vagttårnets trykkerier udført i hånden (Schweiz)

Storproduktionen i De Forenede Stater omfatter mange adskilte operationer

1. Trykarkene samles

2. De sys sammen

3. Forsatsark limes på

4. Bogen skæres

5. Bindet påføres guldtryk

6. Bindet sættes på bogen

7. Bogen lægges i pres indtil limen er tør

Nu limer man ofte bøgerne i stedet for at sy dem, og hurtiggående maskiner kan hver indbinde over 20.000 bøger om dagen

[Illustrationer på side 590, 591]

Elandsfontein, Sydafrika (1972)

Strathfield, Australien (1972)

São Paulo, Brasilien (1973)

Numazu, Japan (1972)

Lagos, Nigeria (1974)

Wiesbaden, Tyskland (1975)

Toronto, Canada (1975)

[Illustration på side 597]

Jehovas vidner har digitaliseret et utal af skrifttyper for at dække behovet for bibelske publikationer på mange sprog (Brooklyn)

[Illustration på side 599]

På computere med farveskærme kan illustrationerne placeres, beskæres og retoucheres elektronisk

[Illustration på side 602]

Jehovas vidner bruger computersystemer for at fremme og forbedre bibeloversættelsesarbejdet (Korea)

Kapitel 27

Guds hellige ord trykkes og udbredes

PÅ JEHOVAS VIDNERS vigtigste trykkerikompleks ved hovedkontoret har der i årtier stået en tekst med denne opfordring: „Læs Guds ord Bibelen hver dag.“

Jehovas vidner er selv ivrige granskere af Guds ord. De har gennem årene brugt i snesevis af forskellige bibeloversættelser i et forsøg på at finde frem til den præcise betydning af de inspirerede skrifters grundtekst. Hvert enkelt Jehovas vidne opfordres til at have et personligt program for daglig bibellæsning. Foruden at studere Guds ord i emner, læser og drøfter de Bibelen fra ende til anden ved deres menighedsmøder. Deres mål er ikke at finde skriftsteder som støtter deres synspunkter. De anerkender Bibelen som Guds inspirerede ord. De erkender at den giver tugt og retledning, og de forsøger oprigtigt at rette deres tanker og adfærd ind efter det den siger. — 2 Tim. 3:16, 17; jævnfør Første Thessalonikerbrev 2:13.

Eftersom de er overbeviste om at Bibelen er Guds hellige ord og fordi de kender den herlige gode nyhed som Bibelen indeholder, gør de også en stor indsats for at udgive og udbrede den.

Et selskab der udgiver bibler

I 1896 blev ordet „Bibel“ officielt inkluderet i navnet på det indregistrerede selskab som bibelstudenterne dengang benyttede i deres udgivervirksomhed. Navnet Zion’s Watch Tower Tract Society blev da ændret til Watch Tower Bible and Tract Society.a Selskabet begyndte ikke med det samme at trykke og indbinde bibler, men det gik i gang med at udgive bibler. Det planlagde bibeludgaver, udarbejdede værdifuldt supplerende udstyr til dem, og traf derefter aftale med kommercielle firmaer om at udføre trykningen og indbindingen.

Allerede før 1896 gjorde Selskabet meget for at udbrede Bibelen. Ikke for at opnå fortjeneste men som en service for læserne henledte det opmærksomheden på forskellige bibeloversættelser der kunne fås, indkøbte dem i store partier for at få dem billigt, og tilbød dem til en pris der undertiden var helt nede på 35 procent af katalogprisen. Heriblandt var talrige udgaver af King James-oversættelsen som var lette at have med og bruge, foruden større ’undervisningsudgaver’ (King James-oversættelsen med udstyr som ordbog, kort og marginalhenvisninger), The Emphatic Diaglott med sin interlineare gengivelse af græsk til engelsk, Leesers oversættelse, der anbragte den engelske tekst ved siden af den hebraiske, Murdocks oversættelse fra oldsyrisk, The Newberry Bible med marginalnoter der henledte opmærksomheden på forekomster af Guds navn på originalsproget samt andre værdifulde detaljer i den hebraiske og den græske tekst, Tischendorfs New Testament med fodnoter der henviste til afvigende læsemåder i tre af de mest komplette gamle græske bibelhåndskrifter (det sinaitiske, det vatikanske og det alexandrinske), Variorum-Bibelen med fodnoter der ikke alene henviste til tekstvarianter i gamle håndskrifter men også gengav forskellige ansete forskeres oversættelse af dele af teksten, samt Youngs ordrette oversættelse. Gennem Selskabet kunne man også få sådanne hjælpemidler som Cruden’s Concordance og Youngs Analytical Concordance, bibelordbøger med kommentarer til de hebraiske og græske ord i grundteksten. I årene der fulgte, indkøbte Jehovas Vidner rundt om på jorden ofte i tusindvis af bibler på forskellige sprog hos andre bibelselskaber, og distribuerede dem.

Ifølge de foreliggende vidnesbyrd lod Selskabet så tidligt som i 1890 trykke et særligt oplag, med sig selv som udgiver, af anden udgave af The New Testament Newly Translated and Critically Emphasised, udarbejdet af den engelske bibeloversætter Joseph B. Rotherham. Hvorfor netop denne oversættelse? Fordi den var meget ordret og søgte at drage fuld nytte af den forskning der var foretaget for at fastlægge en mere nøjagtig græsk tekst, og fordi oversætteren til gavn for læseren havde angivet hvilke ord eller udtryk der var særligt betonede i den græske tekst.

I 1902 fik Vagttårnsselskabet trykt en særudgave af „Holman Linear Parallel Edition“ af Bibelen. Den havde en bred margen hvori der var trykt henvisninger til steder i Vagttårnets publikationer hvor forskellige vers var forklaret, samt et register over mange forskellige emner med henvisninger til skriftsteder og til Selskabets publikationer. Selve bibelteksten var den reviderede engelske oversættelse (Revised Version) kombineret med ordlyden fra King James-oversættelsen dér hvor de to oversættelser afveg fra hinanden. Den indeholdt også en omfattende ordbog som gjorde brugeren opmærksom på forskellige betydninger af de hebraiske og græske ord.

Samme år kom Vagttårnsselskabet også i besiddelse af trykpladerne til The Emphatic Diaglott, der indeholder J. J. Griesbachs græske tekst til De Kristne Græske Skrifter (1796-1806-udgaven) sammen med en interlinear engelsk oversættelse, og ved siden af denne en sammenhængende oversættelse af teksten udarbejdet af den engelskfødte Benjamin Wilson, der havde bosat sig i Geneva i staten Illinois. Trykpladerne og eneretten til at udgive denne bibel var blevet købt og skænket som en gave til Selskabet. Efter at restoplaget var sendt ud, traf Selskabet aftale om trykning af et nyt oplag, som forelå i 1903.

Fire år senere, i 1907, udgav man en „Bible Students Edition“ (udgave for bibelstudenter) af King James-oversættelsen. Den var forsynet med et tillæg der kaldtes „Berean Bible Teachers’ Manual“ (De berøanske bibellæreres håndbog), der indeholdt korte og koncise kommentarer til mange af Bibelens vers, med henvisninger til Vagttårnets publikationer for fyldigere forklaringer. Et år senere udkom en udgave med et udvidet tillæg.

Disse bibler blev bestilt hos trykkerne og bogbinderne i oplag på 5-10 tusind ad gangen for at holde prisen nede. Selskabets mål var at gøre forskellige bibeloversættelser og dertil knyttede opslagsværker tilgængelige for så mange mennesker som muligt.

I 1926 tog Vagttårnsselskabet derpå et stort skridt frem i sit arbejde som bibeludgiver.

Vi trykker bibler på vore egne maskiner

Efter at have udgivet bibler i 36 år begyndte Watch Tower Bible and Tract Society selv at trykke og indbinde bibler. Den første udgave Selskabet selv fremstillede var The Emphatic Diaglott, som det havde ejet trykpladerne til i 24 år. Denne bibel blev i december 1926 trykt på en fladpresse på Selskabets trykkeri i Concord Street i Brooklyn. Den er til dato fremstillet i 427.924 eksemplarer.

Seksten år senere, midt under den anden verdenskrig, påtog Selskabet sig at trykke en udgave af hele Bibelen. Til det formål købte man i 1942 af firmaet A. J. Holman i Philadelphia, Pennsylvanien, et sæt matricer til King James-oversættelsen med marginalhenvisninger. Denne engelske oversættelse af hele Bibelen blev ikke foretaget fra den latinske Vulgata, men af lærde som var i stand til at sammenligne tidligere oversættelser med grundsprogene, hebraisk, aramaisk og græsk. Hertil blev der føjet en konkordans som var blevet udarbejdet af over 150 Jehovas vidner i fællesskab. Den tog sigte på at hjælpe Jehovas vidner til hurtigt at finde egnede skriftsteder i deres forkyndelse og således bruge Bibelen effektivt som „åndens sværd“ til at skære igennem og afsløre religiøse vildfarelser. (Ef. 6:17) For at kunne tilbyde folk denne bibel så billigt som muligt trykte man den på en rotationspresse — noget som ingen bibeltrykker før havde forsøgt. I 1992 var der fremstillet i alt 1.858.368 eksemplarer af denne udgave.

Jehovas vidner ønskede ikke blot at udbrede Bibelen, selve bogen. De ville også gerne hjælpe folk til at lære dens guddommelige Forfatter, Jehova Gud, at kende — hans personlige navn og hans storslåede hensigter. Der fandtes en oversættelse på engelsk — American Standard Version fra 1901 — som brugte Guds navn alle de mere end 6870 steder hvor det forekom i den grundtekst oversætterne havde benyttet. Efter månedlange forhandlinger lykkedes det i 1944 Vagttårnsselskabet at købe retten til at kopiere et sæt trykplader til denne bibeludgave fra plader og typer der blev leveret af trykkeriet Thomas Nelson and Sons i New York. Gennem de næste 48 år blev den trykt i 1.039.482 eksemplarer.

Steven Byington fra Ballard Vale i Massachusetts havde også lavet en engelsk oversættelse af Bibelen der gav Guds navn den plads der tilkom det. Vagttårnsselskabet kom i besiddelse af hans upublicerede manuskript i 1951 og erhvervede forlagsretten i 1961. Oversættelsen blev trykt i 1972. Frem til 1992 var den fremstillet i 262.573 eksemplarer.

I mellemtiden skete der imidlertid noget andet som har fået stor betydning.

Ny Verden-Oversættelsen fremstilles

I begyndelsen af oktober 1946 foreslog Nathan H. Knorr, som nu var Vagttårnsselskabets præsident, at Selskabet udarbejdede en ny oversættelse af De Kristne Græske Skrifter. Selve oversættelsesarbejdet kom i gang den 2. december 1947. Hele teksten blev omhyggeligt gennemgået af samtlige medlemmer af oversættelseskomitéen, som alle var salvede kristne. Den 3. september 1949 indkaldte broder Knorr derpå bestyrelsesmedlemmerne fra New York- og Pennsylvanienselskaberne til et fælles møde. Han gjorde dem bekendt med at „New World Bible Translation Committee“ havde fuldført en oversættelse af De Kristne Græske Skrifter til nutidsengelsk og havde overdraget den til Selskabet med ret til at udgive den.b Det var en ny oversættelse, foretaget direkte fra den græske grundtekst.

Var der virkelig brug for en ny oversættelse? Allerede dengang fandtes hele Bibelen på 190 sprog, og dele af den var oversat til yderligere 928 sprog og dialekter. Jehovas vidner har brugt størstedelen af disse oversættelser. Men de fleste af dem var foretaget af præster og missionærer fra kristenhedens kirkesamfund, og deres oversættelser bar alle mere eller mindre præg af den hedenske filosofi og de ubibelske traditioner som deres religiøse systemer havde arvet fra fortiden, samt af den historisk-kritiske bibelforsknings teorier. Desuden dukkede der stadig ældre og mere pålidelige bibelhåndskrifter op. Arkæologiske fund kastede større lys over det græsk der taltes i det første århundrede. Og de sprog Bibelen oversættes til, forandres i årenes løb.

Jehovas Vidner ville gerne have en oversættelse der drog nytte af den seneste forskning, en der ikke var farvet af kristenhedens traditioner og trosbekendelser, en ordret oversættelse der trofast gengav hvad der stod i de oprindelige skrifter og som dermed kunne danne grundlag for stadig dybere indsigt i sandheden fra Gud, en oversættelse der ville være klar og forståelig for nutidige læsere. Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter, der udkom på engelsk i 1950, dækkede dette behov — i hvert fald for denne bibeldels vedkommende. Da Jehovas vidner begyndte at bruge den blev mange begejstrede, ikke alene fordi de fandt dens nutidige sprog lettere at læse, men også fordi de opdagede at de fik en klarere forståelse af Guds inspirerede ord.

Et af de fremtrædende træk ved denne oversættelse er at den har genindført Guds personlige navn, Jehova, 237 steder i De Kristne Græske Skrifter. Det var ikke den første oversættelse der genindførte navnet.c Men det var måske den første der konsekvent gjorde det i hovedteksten fra Mattæusevangeliet frem til Åbenbaringen. Begrundelsen for at gøre dette blev indgående forklaret i forordet.

Derefter blev De Hebraiske Skrifter oversat og sideløbende udgivet i fem bind, heraf det første i 1953. Som oversætterne havde gjort med De Kristne Græske Skrifter, forsøgte de omhyggeligt at gengive grundteksten så ordret som muligt. De var især opmærksomme på at gøre oversættelsen konsekvent, at gengive nøjagtig hvilken handling eller tilstand der udtryktes af de hebraiske verber, og at bruge et enkelt sprog der umiddelbart ville kunne forstås af nutidige læsere. Overalt hvor tetragrammet forekom i den hebraiske tekst blev det passende gengivet med Guds personlige navn og ikke erstattet med et andet udtryk, sådan som det var kutyme i mange andre oversættelser. Værket var forsynet med tillæg og fodnoter, sådan at interesserede bibellæsere kunne undersøge grundlaget for de valgte gengivelser.

Den 13. marts 1960 afsluttede New World Bible Translation Committee sin sidste gennemlæsning af den del af bibelteksten der skulle udkomme i det femte bind. Det var 12 år, 3 måneder og 11 dage efter at oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter var begyndt. Få måneder senere blev dette sidste bind af De Hebraiske Skrifter trykt og udgivet.

I stedet for at opløse sig selv efter at værket var fuldført, fortsatte oversættelseskomitéen sit arbejde. Hele oversættelsen blev gennemgået på ny. Derefter udgav Vagttårnsselskabet i 1961 den komplette New World Translation of the Holy Scriptures i en revideret étbindsudgave. Den blev tilbudt for en pris af kun én amerikansk dollar, sådan at alle, uanset deres økonomiske forhold, havde mulighed for at erhverve sig et eksemplar af Guds ord.

To år senere blev der udgivet en særlig studieudgave. Den bestod af alle de tidligere, ureviderede enkeltbind samlet i ét bind, med deres tusinder af værdifulde fodnoter foruden forord og tillæg. I denne udgave var også bibeholdt de værdifulde krydshenvisninger til skriftsteder hvor læseren kunne finde beslægtede ord, beslægtede tanker, idéer og begivenheder, biografiske og geografiske oplysninger, profetiers opfyldelse og direkte citater i eller fra andre dele af Bibelen.

Siden étbindsudgaven i 1961 er der kommet yderligere fire reviderede udgaver. Den seneste af disse er en studieudgave fra 1984 med stor skrift, et omfattende tillæg, 125.000 krydshenvisninger, 11.400 oplysende fodnoter og en bibelordbog. Dette udstyr kan hjælpe seriøse bibellæsere til at forstå hvorfor visse skriftsteder må gengives på en bestemt måde for at være nøjagtige, og til at se at nogle skriftsteder kan gengives korrekt på flere måder. Krydshenvisningerne fremhæver desuden den indre harmoni mellem Bibelens forskellige bøger.

For at hjælpe dem der har kærlighed til Guds ord, til at blive bekendt med indholdet af De Kristne Græske Skrifters koinégræske (fællesgræske) grundtekst, udarbejdede oversættelseskomitéen også The Kingdom Interlinear Translation of the Greek Scriptures, der blev udgivet af Vagttårnsselskabet i 1969 og i en ajourført udgave i 1985. I venstre spalte på hver side indeholder den B. F. Westcott og F. J. A. Horts græske tekst, og i højre spalte den engelske Ny Verden-Oversættelse af teksten (i den nye udgave er det den reviderede tekst fra 1984). Mellem de græske linjer findes imidlertid endnu en oversættelse, en meget bogstavelig, ord-for-ord-gengivelse af den græske tekst hvor der er taget hensyn til de enkelte ords grundlæggende betydning og grammatiske form. Derved kan også læsere som ikke er fortrolige med græsk, finde ud af hvad der står i grundteksten.

Skulle arbejdet med Ny Verden-Oversættelsen kun være til gavn for dem der læste engelsk? Mange steder havde Vagttårnets missionærer svært ved at skaffe bibler nok på de lokale sprog til at sprede til mennesker der higede efter at få deres eget eksemplar af Guds ord. Nogle steder i verden var det ikke ualmindeligt at missionærerne var dem der spredte flest af de bibler andre bibelselskaber havde udgivet. Men dette blev ikke altid betragtet med blide øjne af de religiøse ansatte der repræsenterede disse bibelselskaber. Desuden var deres bibler ikke altid lige godt oversat.

Oversættes til andre sprog

Det år den komplette Ny Verden-Oversættelse første gang blev udgivet i ét bind på engelsk, altså i 1961, blev en gruppe kompetente oversættere samlet for at gengive den engelske tekst på seks andre meget anvendte sprog — fransk, hollandsk, italiensk, portugisisk, spansk og tysk. Det var muligt at genoversætte teksten fra engelsk, suppleret med en sammenligning med den hebraiske og den græske tekst, fordi den engelske oversættelse var så ordret. Oversætterne fungerede som en international komité i samarbejde med New World Bible Translation Committee på Selskabets hovedkontor i Brooklyn, New York. I 1963 blev De Kristne Græske Skrifter trykt og udgivet på alle seks sprog.

I 1992 forelå hele Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter på 12 sprog — dansk, engelsk, fransk, hollandsk, italiensk, japansk, portugisisk, slovakisk, spansk, svensk, tjekkisk og tysk. De Kristne Græske Skrifter forelå på yderligere to sprog — norsk og finsk. Det betød at denne oversættelse da kunne fås på sprog der taltes som modersmål af omkring 1.400.000.000 mennesker, eller over en fjerdedel af jordens befolkning, og mange flere drog nytte af den ved at passager fra den blev gengivet på 97 andre sprog i Vagttårnet. De der læste disse 97 sprog var imidlertid ivrige efter at få hele Ny Verden-Oversættelsen på deres eget sprog. I 1992 var man godt i gang med at udarbejde denne oversættelse på 16 af disse sprog og at færdiggøre De Hebraiske Skrifter på de to sprog der kun havde De Kristne Græske Skrifter.

Eftersom disse bibler blev fremstillet af frivillige medarbejdere på Selskabets egne trykkerier og bogbinderier, var det muligt at tilbyde dem til en minimal pris. Da en østrigsk forkynder i 1972 viste en bogbinder Ny Verden-Oversættelsen på tysk og spurgte ham hvor meget han troede den kostede, var manden forbløffet over at høre at det foreslåede bidrag for den kun var en tiendedel af den pris han nævnte.

Nogle eksempler illustrerer hvor meget denne oversættelse har betydet. I Frankrig havde den katolske kirke i århundreder forbudt lægfolk at være i besiddelse af Bibelen. De katolske oversættelser der fandtes var temmelig kostbare, og kun få havde dem. Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter udkom på fransk i 1963, efterfulgt af hele Bibelen i 1974. Frem til 1992 var der i alt blevet udsendt 2.437.711 eksemplarer af Ny Verden-Oversættelsen til spredning i Frankrig, og antallet af Jehovas vidner var i samme periode steget 488 procent, til i alt 119.674.

I Italien var situationen den samme. I mange år måtte folk ikke eje en bibel. Efter udgivelsen af den italienske udgave af Ny Verden-Oversættelsen og frem til 1992 blev denne bibel spredt i 3.597.220 eksemplarer, hvoraf langt de fleste var den komplette udgave. Folk ville selv undersøge hvad der stod i Guds ord. I samme periode oplevede Jehovas vidner i Italien interessant nok en voldsom vækst — fra 7801 til 194.013.

Da Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter blev udsendt på portugisisk, var der kun 30.118 Jehovas vidner i Brasilien og 1798 i Portugal. I årene frem til 1992 blev der udsendt i alt 213.438 eksemplarer af De Kristne Græske Skrifter og 4.153.738 eksemplarer af hele Bibelen på portugisisk til menigheder og enkeltpersoner i disse lande. Med hvilket resultat? I Brasilien er der nu over 11 gange så mange aktive lovprisere af Jehova, og i Portugal 22 gange så mange. Titusinder af mennesker som aldrig havde ejet en bibel var taknemmelige for at få en, og andre var glade for at få en bibel der brugte ord de kunne forstå. Da 1984-studieudgaven af Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter blev udsendt på portugisisk i Brasilien, oplyste nyhedsmedierne at det var den mest omfattende bibeludgave (med hensyn til fodnoter og krydshenvisninger) der kunne fås i landet. Det blev også påpeget at førsteoplaget var ti gange større end det normale for en brasiliansk bibeludgave.

Den spanske udgave af Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter udkom også i 1963, efterfulgt af hele Bibelen i 1967. Der blev trykt 527.451 eksemplarer af De Kristne Græske Skrifter, og derefter, frem til 1992, i alt 17.445.782 eksemplarer af hele Bibelen. Dette bidrog til en iøjnefaldende vækst i antallet af lovprisere af Jehova. I de overvejende spansktalende lande hvor Jehovas vidner udfører deres tjeneste, gik deres antal i denne periode frem fra 82.106 til 942.551. Og i De Forenede Stater var der i 1992 yderligere 130.224 spansktalende vidner for Jehova.

Det var ikke kun inden for kristenhedens område at Ny Verden-Oversættelsen blev modtaget med begejstring. Det første år efter udgivelsen af den japanske udgave modtog afdelingskontoret i Japan bestillinger på en halv million eksemplarer.

I 1992 var der i alt trykt 70.105.258 eksemplarer af den komplette udgave af Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter på de 12 sprog den da forelå på, og desuden 8.819.080 eksemplarer af dele af oversættelsen.

Bibelen udgives i mange former

Overgangen til computerstyring, som Vagttårnsselskabet påbegyndte i 1977, har fremmet bibelproduktionen, ligesom den har fremmet andre sider af Selskabets udgivervirksomhed. Den har hjulpet oversætterne til at opnå større konsekvens i deres arbejde, og den har også gjort det lettere at trykke Bibelen i forskellige udgaver.

Efter at hele bibelteksten var indtastet på computeren, var det ikke vanskeligt at lade en elektronisk fotosætter sætte teksten med forskellige typestørrelser og i forskellige formater. Først udkom der i 1981 en engelsk standardudgave med ordbog og et nyttigt tillæg. Det var den første udgave Vagttårnsselskabet trykte på en offsetrotationsmaskine. Efter at revisionsforslagene var blevet indføjet i den tekst der var oplagret i computeren, blev der i 1984 udgivet en engelsk studieudgave med større skrift, udstyret med mange hjælpemidler til studium. En standardudgave med den samme reviderede tekst kom samme år; den var forsynet med ordbog og krydshenvisninger, men ikke fodnoter, og dens tillæg var beregnet til brug i forkyndelsen frem for til et mere indgående studium. Og til dem der gerne ville have en meget lille lommeudgave, blev der fremstillet en sådan på engelsk i 1987. Alle disse udgaver blev også hurtigt udgivet på andre sprog.

Ud over dette begyndte man at gøre noget for dem der har særlige behov. Til gavn for svagsynede udgav man i 1985 hele den engelske Ny Verden-Oversættelse i en firebindsudgave med meget stor skrift. Snart efter blev samme udgave trykt på tysk, fransk, spansk og japansk. Forinden, i 1983, var Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter blevet fremstillet i fire bind på engelsk blindeskrift. Fem år senere forelå hele Ny Verden-Oversættelsen på engelsk blindeskrift, et værk på 18 bind.

Ville nogen mon have glæde af at lytte til Bibelen indtalt på bånd? Ja, afgjort. Vagttårnsselskabet begyndte derfor også at producere bibelbånd. Den første kassetteindspilning var Den gode nyhed ifølge Johannes, der udkom på engelsk i 1978. Med tiden blev hele den engelske Ny Verden-Oversættelse indtalt på 75 kassetter. Det der begyndte i det små, antog hurtigt gigantiske proportioner. Snart blev der også udsendt bibelkassetter på andre sprog. I 1992 kunne hele Ny Verden-Oversættelsen eller dele af den fås på kassetter på 14 sprog. I begyndelsen måtte nogle af afdelingskontorerne lade arbejdet udføre af kommercielle firmaer. Men med sit eget udstyr havde Vagttårnsselskabet frem til 1992 fremstillet over 31.000.000 sådanne kassetter.

Bibelbåndene blev brugt i langt større udstrækning og blev til langt større gavn end man oprindelig havde forventet. Alle steder i verden brugte folk kassettebåndoptagere. Mange som ikke kunne læse, blev derved hjulpet til at få gavn af Guds hellige ord. Kvinder kunne lytte til kassetterne mens de udførte husarbejde. Mænd kunne lytte til dem i bilen på vej til og fra arbejde. Forkynderne forbedrede deres evne til at undervise når de regelmæssigt lyttede til Guds ord og mærkede sig udtalen af de bibelske navne og måden de forskellige afsnit af Skriften blev læst på.

I 1992 blev forskellige udgaver af Ny Verden-Oversættelsen trykt på Selskabets maskiner både i Nord- og Sydamerika, Europa og Asien. Der var på det tidspunkt fremstillet og udsendt i alt 78.924.338 bind. Alene i Brooklyn var der tre store hurtiggående offsetrotationsmaskiner som hovedsagelig blev brugt til bibelproduktion. Disse maskiner kan tilsammen producere hvad der svarer til 7900 bibler i timen, og det har undertiden været nødvendigt at køre i toholdsskift.

Men Jehovas vidner tilbyder folk mere end blot en bibel der kan anbringes i reolen. De tilbyder også enhver som er interesseret i Bibelen — hvad enten han modtager et eksemplar fra Jehovas vidner eller ej — et gratis hjemmebibelstudium. Et sådant studium fortsætter ikke i det uendelige. Nogle elever tager det de lærer til sig, bliver døbte Jehovas vidner og begynder selv at undervise andre. Hvis der efter nogle måneder ikke spores rimelige fremskridt med hensyn til at anvende det der læres, standses studiet i mange tilfælde til fordel for nogle som er oprigtigt interesserede. I 1992 ydede Jehovas vidner denne gratis bibelstudietjeneste til over 4.278.127 personer eller husstande, som regel på en ugentlig basis.

Den indsats Jehovas vidner gør for at udgive og udbrede Bibelen og undervise folk i Guds hellige ord, finder således ikke sit sidestykke i nogen anden organisation.

[Fodnoter]

[Ramme på side 609]

En ny oversættelse

Da det første bind af „Ny Verden-Oversættelsen af De Hebraiske Skrifter“ udkom på engelsk, skrev den engelske bibelkritiker Alexander Thomson: „Der findes yderst få oversættelser af De Hebraiske Skrifter fra grundsprogene til engelsk. Det glæder os derfor meget at hilse udgivelsen af første del af New World Translation [of the Hebrew Scriptures], fra Første Mosebog til Ruts Bog, velkommen. . . . Det er tydeligt at man har gjort sig en særlig bestræbelse for at denne oversættelse kan være helt igennem letlæselig. Ingen kan sige at den mangler noget i friskhed og originalitet. Dens terminologi er på ingen måde baseret på tidligere oversættelser.“ — „The Differentiator“, juni 1954, s. 131.

[Ramme/illustration på side 610]

„En tekst med indbygget ordbog“

I en anmeldelse af „The Kingdom Interlinear Translation of the Greek Scriptures“ for tidsskriftet „The Classical Journal“ skriver Thomas N. Winter fra Nebraskas universitet: „Dette er ikke nogen almindelig interlinear bibel: tekstens integritet er bevaret, og den engelske oversættelse underneden giver simpelt hen den grundlæggende betydning af de enkelte græske ord. Den interlineare del af denne bog er således slet ikke nogen oversættelse. Den kan mere korrekt beskrives som en tekst med indbygget ordbog. En oversættelse til sammenhængende engelsk er givet i en smallere spalte i højre side. . . .

Teksten er baseret på den der blev udarbejdet af Brooke F. Westcott og Fenton J. A. Hort (genoptryk af 1881), men oversættelsen af den anonyme komité er helt igennem up to date, konsekvent og nøjagtig.“ — April-maj 1974, s. 375, 376.

[Illustration]

1969- og 1985-udgaver

[Ramme/illustration på side 611]

En hebraiskkyndigs bedømmelse

Om den engelske „Ny Verden-Oversættelse“ udtalte professor i hebraisk, dr. Benjamin Kedar fra Israel, i 1989: „I min sprogvidenskabelige forskning i forbindelse med den hebraiske bibel og oversættelser deraf, rådfører jeg mig ofte med den engelske udgave af ’New World Translation’. Herved har jeg gentagne gange fået bekræftet den opfattelse at dette værk afspejler en oprigtig bestræbelse for at nå frem til en forståelse af teksten der er så nøjagtig som muligt. Oversættelsen bærer præg af et bredt kendskab til grundsproget, og gengiver grundtekstens ord på et andet sprog forståeligt uden at afvige unødvendigt fra det hebraiske sprogs særlige struktur. . . . Der er et vist spillerum ved tolkning eller oversættelse af enhver sproglig ytring. I ethvert givet tilfælde kan den sproglige løsning derfor diskuteres. Men i ’New World Translation’ har jeg aldrig bemærket fordomsfulde forsøg på at lægge noget i teksten som den ikke giver rum for.“

[Grafisk fremstilling på side 613]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Vækst i forkyndertallet siden udgivelsen af „Ny Verden-Oversættelsen“

Frankrig

150.000

100.000

50.000

1963 1970 1980 1992

Italien

150.000

100.000

50.000

1963 1970 1980 1992

Portugal og Brasilien

300.000

200.000

100.000

1963 1970 1980 1992

Spansktalende lande

900.000

600.000

300.000

1963 1970 1980 1992

[Illustrationer på side 604]

Nogle af de oversættelser bibelstudenterne brugte

Youngs ordrette oversættelse

Leesers oversættelse (hebraisk tekst ved siden af den engelske)

Tischendorfs „New Testament“ (med tekstvarianter fra græske håndskrifter)

Murdocks oversættelse (fra syrisk)

„The Emphatic Diaglott“ (græsk til engelsk)

„Variorum“-Bibelen (med forskellige engelske oversættelser)

„The Newberry Bible“ (med værdifulde marginalnoter)

[Illustration på side 605]

Indledning til den udgave af Rotherhams „New Testament“ der blev trykt for Vagttårnsselskabet i 1890

[Illustration på side 606]

„Holman Linear Parallel Edition“, udgivet på foranledning af Vagttårnsselskabet i 1902

[Illustration på side 606]

Vagttårnsselskabets udgave af „King James“-oversættelsen, med en specielt udarbejdet ordbog (1942)

[Illustration på side 607]

„American Standard Version“, en oversættelse der bruger Guds navn, Jehova, over 6870 gange; Vagttårnsselskabets udgave (1944)

[Illustration på side 607]

Byingtons oversættelse (1972)

[Illustration på side 608]

„Ny Verden-Oversættelsen“ blev første gang udgivet på engelsk i seks bind fra 1950 til 1960; senere samlet i en særlig studieudgave

Udgivet som en kompakt étbindsudgave i 1961

Studieudgave med stor skrift, udkom i 1984

[Illustration på side 612]

„Ny Verden-Oversættelsen“ er lidt efter lidt blevet udgivet på flere sprog

[Illustration på side 614]

„Ny Verden-Oversættelsen“ med meget stor skrift

. . . på blindeskrift

. . . på kassettebånd

. . . på diskette