15. Hvilken tilskyndelse gives der i Galaterbrevet 6:9, og hvordan bør den berøre vort syn på forkyndelsen?

¹⁵ Dybest set er der kun to slags mennesker i distrikterne — de der i øjeblikket er interesserede, og de der ikke er. Derfor må vi blive ved med at forsøge at ’finde frem til dem der fortjener det’. Dette er én blandt mange måder hvorpå vi som kristne kan vise Jehova kærlighed og loyalitet. „Så lad os ikke give op med hensyn til at gøre det der er rigtigt, for til sin tid skal vi høste hvis vi ikke giver tabt.“ (Galaterne 6:9) Da vi nu befinder os så nær på afslutningen for denne ordning, bør vi ikke give op eller give tabt med hensyn til at besøge folk med den gode nyhed om Riget. Jehova har endnu ikke sagt at arbejdet er fuldført.

Hvorfor skal vi „fortsat tale“?

16. (a) Hvad kan få folk til at ændre indstilling til budskabet? (b) Nævn nogle lokale eksempler på at folk har ændret indstilling.

¹⁶ Hvis vi husker på at nidkær forkyndelse er et udtryk for loyalitet over for Jehova, vil det være lettere for os at bevare en positiv indstilling. Desuden forandrer distrikterne sig hele tiden. Folk flytter og nye kommer til. Nogles omstændigheder ændrer sig. Måske var de ikke interesserede sidste gang vi besøgte dem, men på grund af arbejdsløshed, et dødsfald i familien, en forandring i forholdet mellem supermagterne, en alvorlig sygdom eller lignende vil de måske lytte næste gang vi kommer. Andre har en ven eller slægtning der er blevet et af Jehovas vidner, og nu vil de gerne høre hvad det er vi tror, som kan have udvirket denne forandring.

17. Hvordan reagerer nogle nu på budskabet om Riget? Nævn eventuelt lokale eksempler.

¹⁷ Husk også at der hele tiden vokser nye op som stifter familie, tænker over tilværelsen og stiller spørgsmål som kun Guds ord kan besvare. En ung kvinde der havde inviteret to Jehovas vidner ind, sagde for eksempel: ’Som lille pige kunne jeg ikke forstå hvorfor min mor afviste Jehovas vidner og sagde at hun ikke var interesseret, når de nu bare ville tale med hende om Bibelen. Jeg besluttede at når jeg voksede op, blev gift og fik mit eget hjem ville jeg invitere Jehovas vidner ind og bede dem fortælle mig om Bibelen.’

18. Hvordan påvirkes folk i distriktet af det der sker inden for Babylon den Store?

¹⁸ Har du bemærket at nogle der i årevis ikke har villet tale med os, og som har været overbevist om at de var ’frelst’, nu stiller os oprigtige spørgsmål? Hvordan kan det være? De har ændret indstilling til religion. Mange af dem fortæller at de er skuffede og chokerede over fremtrædende præsters umoralske livsførelse, politiske engagement og misbrug af kirkens midler. De føler ikke længere at de kan stole på disse præster. Sandsynligvis vil flere og flere få øjnene op for dette efterhånden som forholdene inden for Babylon den Store forværres i tiden op til dens ødelæggelse. — Åbenbaringen 18:1-8.

19, 20. Hvad viser at vi ikke bør blive modløse selv om vi igen og igen må besøge nogle der tidligere har afvist budskabet?

¹⁹ Uanset hvor få der lytter til os, bør vi ikke blive modløse. Sandsynligvis tænker de på os i nogen tid efter at vi er gået videre til det næste besøg. En dame i Canada der fik besøg af to Jehovas vidner, gjorde det klart for dem at hun ikke var interesseret. Senere begyndte hun at tænke over det de havde sagt, og ville gerne finde dem så de kunne give hende svar på de spørgsmål der var opstået i hendes sind. Hun tog sin bil og kørte gade op og gade ned i kvarteret, men fandt dem ikke. Gav hun nu op? Nej, hun kørte hen til en veninde for at høre om de havde været der. Det havde de ikke, men veninden tilbød at sætte hende i forbindelse med en kollega der var et af Jehovas vidner. Denne søster aflagde mange besøg hos den interesserede dame, som hver gang havde inviteret nogle venner, naboer, slægtninge eller kolleger. Til tider var der helt op til 15 mennesker til stede, og i alt har søsteren spredt 430 bøger og 2015 blade.

²⁰ Mange er glade for at få besøg af os. En kvinde har skrevet til et af Vagttårnsselskabets afdelingskontorer: „Tak fordi I har indpodet en så stor nidkærhed i hjertet på dem der tilhører jeres tro. Tak fordi I kommer på besøg . . . og deler Herrens kærlighed med andre. Denne enkle handling har stor betydning . . . Skønt nogle er fjendtlige, andre ligegyldige og atter andre interesserede, . . . er det godt at I minder os om åndelige ting — vi har så godt af det. Det er sundt at tale med hinanden om Herren.“ I et andet brev bad en mand os om ikke at ’opgive folk’, uanset hvordan de behandler os. „Så lad os ikke give op med hensyn til at gøre det der er rigtigt, for til sin tid skal vi høste hvis vi ikke giver tabt.“ (Galaterne 6:9) Det har Jehovas godkendelse og velsignelse at vi tager del i forkyndelsen, og det beviser at vi elsker Gud og næsten. (Mattæus 22:37-39) Lad os derfor fuldføre arbejdet. — Jævnfør Filipperbrevet 1:6.

21. (a) Hvori ligger i det mindste en del af problemerne ved at gennemgå et distrikt ofte? (b) Hvad vil vi se på i den næste artikel?

²¹ Vi må også se i øjnene at det ikke altid er de besøgtes skyld at det synes hårdt at gennemgå et distrikt ofte. Somme tider er fejlen vores egen. Går vi ud i distriktet med negative forestillinger om at vi kender dem alle og ved hvordan de vil reagere? Det kan påvirke vores indstilling, og det vil sandsynligvis både kunne ses og høres på os. Har vi i årevis fremholdt budskabet på samme måde? Nu da distriktet forandrer sig, er det ikke sikkert at det der engang gav resultater stadig kan vække interesse hos dem der „fortjener det“. Måske er det på tide at finde en ny fremgangsmåde og få et nyt syn på tjenesten.

1. Hvorfor er det ikke tiden til at sætte tempoet ned med hensyn til forkyndelsen?

JEHOVA fremskynder nu indsamlingen af symbolske får. For hans tjenere er det derfor bestemt ikke tiden til at slappe af med hensyn til at forkynde og gøre disciple. (Esajas 60:8, 22; Mattæus 24:14; 28:19, 20) Vi må handle i overensstemmelse med ånden i det Gud gør i vor tid. Efterhånden som enden nærmer sig vil vi komme oftere hos folk i distrikterne. Det voksende antal forkynderes og pionerers øgede aktivitet kan mærkes i hele verden. Og vi har endnu ikke set højdepunktet på denne indsamling. — Esajas 60:11; jævnfør Salme 126:5, 6.

2. (a) Hvor kan vi, ifølge Esajas 40:28-31, hente kraft til at fuldføre forkyndelsen? (b) Hvorfor skal vi give særlig agt på kvaliteten af vor tjeneste nu?

² Vi bør ikke ’give tabt’ fordi distrikterne gennemgås ofte, men i stedet indse at vi nu har behov for at bede Jehova om den nødvendige „kraft“ til at fuldføre arbejdet. (Esajas 40:28-31; 1 Johannes 5:14) Ganske vist er millioner af ’den store skare’ af „andre får“ allerede indsamlet, men det der førhen har kunnet hjælpe folk i distrikterne, kan måske ikke hjælpe dem der endnu er tilbage. (Åbenbaringen 7:9, 10; Johannes 10:16) Derfor må vi give særlig agt på kvaliteten af vor tjeneste.

3. Hvordan kan vi give vor forkyndelse en saltvandsindsprøjtning?

³ Vi bør beslutte at gøre en koncentreret indsats for at blive mere effektive i tjenesten. Det vil samtidig give vor forkyndelse en saltvandsindsprøjtning. Men hvad kan vi gøre rent praktisk? Vi må ’bestandig give agt på os selv og vor undervisning’, så vor forkyndelse aldrig bliver rutinepræget. (1 Timoteus 4:16) Det er ikke nok at vore læber bringer Gud et mekanisk, overfladisk „lovprisningsoffer“. (Hebræerne 13:15) Vi må være dygtige til vort arbejde: forkyndelsen. (Ordsprogene 22:29) Her følger nogle facetter af vor tjeneste som vi bestandig må give agt på.