Efter Vandfloden virkede mange, deriblandt Abraham, som profeter der udtalte åbenbaringer fra Gud. (Sl 105:9, 13-15) Men før israelitterne bosatte sig i det forjættede land, havde der øjensynlig ikke fundet nogen egentlig offentlig forkyndelse sted. De første patriarker fik ikke noget påbud om at forkynde. I den israelitiske kongetid var der imidlertid profeter der virkede som talsmænd, og som på offentlige steder gjorde folket bekendt med Guds bestemmelser, domme og befalinger. (Es 58:1; Jer 26:2) Jonas’ kundgørelse af et budskab for Nineve svarer til betydningen af ordet kēʹrygma og beskrives af Jesus med dette ord. (Jf. Jon 3:1-4; Mt 12:41.) Profeternes opgave var dog almindeligvis af en bredere karakter end den at optræde som herolder eller forkyndere; i nogle tilfælde lod de endog andre virke som deres talsmænd. (2Kg 5:10; 9:1-3; Jer 36:4-6) Nogle af deres budskaber og syner blev blot nedskrevet og ikke forkyndt mundtligt (Jer 29:1, 30, 31; 30:1, 2; Da kap. 7-12), og mange blev ikke fremholdt offentligt, men kun for enkeltpersoner eller en udvalgt skare. Profeterne videregav desuden visse budskaber ved hjælp af symbolske handlinger. — Se PROFET; PROFETI.

Skønt Johannes Døber fortrinsvis virkede i ørkenområderne, udførte han dog en forkynders eller et offentligt sendebuds gerning idet han fortalte de jøder der opsøgte ham, om Messias’ komme og om Guds rige og opfordrede dem til at ændre sind. (Mt 3:1-3, 11, 12; Mr 1:1-4; Lu 3:7-9) Johannes virkede samtidig som profet, lærer (han havde disciple) og evangelieforkynder. (Lu 1:76, 77; 3:18; 11:1; Joh 1:35) Han var „udsendt fra Gud“ og var et vidne for ham. — Joh 1:6, 7.