Kapitel 22

1. afsnit — Vidner til jordens fjerneste egne

Dette kapitel, der er inddelt i fem afsnit, viser hvordan Jehovas Vidners virksomhed er nået ud over hele jorden. Første afsnit, der omfatter perioden fra 1870’erne og frem til 1914, findes fra side 404 til side 422. Menneskeheden er aldrig kommet sig efter de omvæltninger den første verdenskrig forårsagede. Bibelstudenterne havde i lang tid peget på at hedningernes tider ville udløbe i det år.

FØR Jesus Kristus steg op til himmelen sagde han til sine apostle: „I skal være vidner om mig . . . til jordens fjerneste egne.“ (Apg. 1:8) Han havde også forudsagt at ’denne gode nyhed om riget ville blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne’. (Matt. 24:14) Dette arbejde blev ikke fuldført i det første århundrede. En væsentlig del af det er blevet udført i nyere tid. Og beretningen om det der er blevet udrettet fra 1870’erne og til nu, er virkelig spændende læsning.

Selv om Charles Taze Russell blev kendt vidt og bredt for sine bibelske foredrag, der blev averteret i aviserne, var det ikke først og fremmest store tilhørerskarer han var interesseret i, men enkeltpersoner — mennesker. Kort efter at han i 1879 var begyndt at udgive Watch Tower, begav han sig derfor ud på omfattende rejser for at besøge små grupper af bladets læsere og drøfte Bibelen med dem.

C. T. Russell opfordrede dem der fik tro på Guds ords dyrebare løfter til at fortælle andre om dem, og de der værdsatte det de lærte forkyndte nidkært. Som en hjælp til at forkynde fik de nogle tryksager. I begyndelsen af 1881 blev der udgivet en række traktater. Stof fra disse traktater blev derefter samarbejdet med andre oplysninger og udgivet i brochuren Food for Thinking Christians (Føde for tænkende kristne, ikke oversat til dansk), som blev trykt i 1,2 millioner eksemplarer og uddelt til offentligheden. Men hvordan kunne den lille gruppe bibelstudenter (som måske kun talte 100 på det tidspunkt) uddele alle de brochurer?

Kirkegængere kontaktes

Nogle blev givet til slægtninge og venner. En hel del aviser gik med til at sende et eksemplar til hver af deres abonnenter. (Der blev lagt særlig vægt på at få en sådan ordning med ugentlige og månedlige aviser, sådan at så mange som muligt i landdistrikterne kunne få brochuren.) Men en stor del af uddelingen fandt sted flere søndage i træk foran kirker i De Forenede Stater og Storbritannien. Bibelstudenterne var for få til at de kunne udføre hele arbejdet alene, så de betalte andre for at hjælpe til.

Broder Russell sendte to af sine medarbejdere, J. C. Sunderlin og J. J. Bender, til Storbritannien for at føre tilsyn med uddelingen af 300.000 eksemplarer dér. Broder Sunderlin tog til London, mens broder Bender rejste mod nord til Skotland og derefter arbejdede sig sydpå. Der blev gjort en særlig indsats i storbyerne. Gennem avisannoncer kontaktede man mænd der kunne være med i arbejdet og aftalte med dem at de skulle skaffe så mange hjælpere at de kunne uddele de brochurer de fik. Alene i London blev der rekrutteret næsten 500 personer. Arbejdet blev udført hurtigt, to søndage i træk.

Samme år blev det ordnet sådan at bibelstudenter der kunne bruge halvdelen af deres tid eller mere i Herrens gerning, kunne blive kolportører og uddele publikationer til brug ved bibelstudium. Disse forløbere for det vi i dag kalder pionerer, gjorde en stor indsats for at forkynde den gode nyhed.

I løbet af de følgende ti år udarbejdede broder Russell mange forskellige traktater som gjorde det lettere for bibelstudenterne at forkynde de bibelske sandheder de havde fået klarhed over. Han skrev også flere bind af Millenniets Daggry (senere kendt som Studier i Skriften). Derefter begyndte han selv at rejse til andre lande for at fremme forkyndelsesarbejdet.

Russell rejser udenlands

I 1891 besøgte han Canada, hvor interessen siden 1880 var blevet så stor at der nu kunne holdes et stævne i Toronto som blev overværet af 700. Samme år rejste han også til Europa for at se hvad der kunne gøres for at fremme forkyndelsen af sandheden der. På denne rejse besøgte han Irland, Skotland, England, mange af landene på det europæiske fastland, Rusland (det område der nu kaldes Moldova) og Mellemøsten.

Hvilken konklusion kom han til efter denne rejse? „Vi fandt ingen muligheder for sandheden i Rusland, . . . intet der kunne opmuntre os til at håbe på en høst i Italien, Tyrkiet, Østrig eller Tyskland,“ skrev han. „Men Norge, Sverige, Danmark, Schweiz og især England, Irland og Skotland er modne marker der venter på at blive høstet. Det er som om disse marker råber: Kom over og hjælp os!“ På det tidspunkt forbød den katolske kirke stadig folk at læse i Bibelen, mange protestanter svigtede deres kirke og ikke så få forkastede Bibelen fordi de var skuffede over kirkerne.

Efter broder Russells rejse i 1891 satte man i højere grad ind på at oversætte publikationer til europæiske sprog, som en hjælp til dem der hungrede efter åndelig føde. Man begyndte også at få publikationer trykt i London og oprettede en ekspedition der, så det blev lettere for forkynderne i Storbritannien at skaffe sig bøger og brochurer. Den britiske arbejdsmark viste sig ganske rigtigt at være moden til høst. I 1900 var der allerede ni menigheder og i alt 138 bibelstudenter, deriblandt nogle nidkære kolportører. Da broder Russell vendte tilbage til Storbritannien i 1903, kom der omkring 1000 i Glasgow for at høre ham holde foredraget „Forhåbninger og muligheder knyttet til tusindårsriget“; i London kom der 800 og i andre byer mellem 500 og 600.

Som en bekræftelse af broder Russells iagttagelser gik der imidlertid 17 år efter hans besøg i Italien før den første menighed af bibelstudenter blev dannet der, i byen Pinerolo. Og hvordan gik det i Tyrkiet? I slutningen af 1880’erne havde Basil Stephanoff forkyndt i Makedonien, der dengang hørte til Tyrkiet. Nogle havde vist interesse, men andre havde udgivet sig for at være brødre og havde rettet falske anklager mod ham, så han blev fængslet. Det var først i 1909 at der blev dannet en gruppe i Smyrna (nu Izmir) som satte pris på at studere Vagttårnsselskabets publikationer, ifølge et brev fra en græker i denne by. Hvad Østrig angår vendte broder Russell selv tilbage dertil i 1911 for at holde foredrag i Wien, men mødet blev afbrudt af en vred folkemængde. Også i Tyskland lod den positive reaktion vente på sig. Men i Skandinavien var der flere som erkendte deres åndelige behov.

Skandinaver forkynder for hinanden

I 1883 blev et prøvenummer af Watch Tower oversat til svensk og uddelt blandt de mange svenskere i Amerika. Mange eksemplarer blev sendt med posten til venner og slægtninge i Sverige. Der var endnu ikke udkommet nogen publikationer på norsk, men i 1892, året efter broder Russells Europarejse, drog Knud Pederson Hammer, en nordmand der havde lært sandheden at kende i Amerika, hjem til Norge for at forkynde for sin familie.

I 1894, da der var begyndt at udkomme publikationer på dansk-norsk, blev en 25-årig danskamerikaner ved navn Sophus Winter sendt til Danmark med en forsyning. Det følgende forår havde han spredt 500 bind af Millenniets Daggry. Inden længe begyndte nogle af dem der havde læst disse bøger, at deltage i arbejdet sammen med ham. Selv mistede han desværre senere værdsættelsen af det dyrebare privilegium han havde fået, men andre fortsatte med at lade lyset skinne.

Før Sophus Winter holdt op i tjenesten arbejdede han lidt som kolportør i Sverige. Kort efter kom August Lundborg, en ung kaptajn i Frelsens Hær, på besøg hos en ven på øen Sturkö, hvor han fik øje på to bind af Millenniets Daggry. Han lånte dem, læste dem med begejstring, forlod Frelsens Hær og begyndte at fortælle andre om det han havde lært. En anden ung mand, P. J. Johansson, fik øjnene op for sandheden ved at læse en traktat som han fandt på en bænk i en park.

Efterhånden som flere sluttede sig til den svenske gruppe, tog nogle af dem over grænsen til Norge for at sprede bibelsk læsestof. Allerede før den tid havde mange nordmænd fået publikationer med posten fra slægtninge i Amerika. Det var for eksempel på denne måde Rasmus Blindheim kom i gang i tjenesten for Jehova. En anden nordmand der lærte sandheden at kende i disse første år, var Theodor Simonsen, en prædikant i Frimissionen. Da han begyndte at gendrive helvedeslæren i sine foredrag i Frimissionen, blev tilhørerne begejstrede over denne herlige nyhed; men da det gik op for dem at han havde læst Millenniets Daggry, blev han smidt ud af kirken. Ikke desto mindre fortsatte han med at tale om de gode ting han havde lært. En anden ung mand der modtog læsestof, var Andreas Øiseth. Så snart han var blevet overbevist om at han havde fundet sandheden, forlod han familiens gård og begyndte som kolportør. Systematisk arbejdede han sig nordpå, og derefter sydpå ved at følge fjordene uden at springe en eneste by eller landsby over. Om vinteren transporterede han alt det han skulle bruge — mad, tøj og publikationer — på en sparkstøtting, og gæstfri mennesker gav ham husly undervejs. På en rejse der varede otte år gennemarbejdede han så at sige hele landet med den gode nyhed.

I 1906 rejste August Lundborgs kone, Ebba, fra Sverige til Finland som kolportør. Omtrent samtidig kom nogle finner tilbage til Finland fra De Forenede Stater med nogle af Vagttårnsselskabets publikationer og begyndte at fortælle om det de havde lært. Få år senere modtog Emil Österman, der ledte efter noget bedre end det kirkerne kunne tilbyde, bogen Guds Verdensplan. Han viste den til sin ven Kaarlo Harteva, der også søgte efter sandheden. De forstod hvilken skat de havde fundet. Harteva oversatte bogen til finsk, og Österman finansierede trykningen af den. Sammen begyndte de at sprede bogen, og de viste sig som sande evangelister. De talte med folk på offentlige steder, aflagde besøg fra hus til hus og holdt foredrag i store, stopfyldte sale. Under et foredrag i Helsinki afslørede broder Harteva kristenhedens falske dogmer og opfordrede tilhørerne til at forsvare deres tro på sjælens udødelighed ud fra Bibelen, hvis de kunne. Alles øjne var rettet mod de præster der var til stede, men ingen sagde noget, ingen kunne tilbagevise den klare udtalelse i Ezekiel 18:4. Nogle af tilhørerne sagde at de næsten ikke kunne sove om natten efter det de havde hørt.

En ydmyg gartner forkynder i Europa

I mellemtiden var Adolf Weber, tilskyndet af en ældre ven der tilhørte anabaptisterne (gendøberne), rejst fra Schweiz til De Forenede Stater i sin søgen efter en klarere forståelse af Bibelen. Her blev han gartner for broder Russell ved at svare på en annonce. Gennem bogen Guds Verdensplan (som da forelå på tysk) og møder ledet af broder Russell fik Adolf den bibelkundskab han havde søgt efter, og i 1890 blev han døbt. Hans ’hjertes øjne blev oplyst’ sådan at han virkelig værdsatte den herlige mulighed han havde fået i hænde. (Ef. 1:18) Efter at han en tid havde forkyndt flittigt i De Forenede Stater, rejste han tilbage til sit hjemland for at arbejde i „Herrens vingård“ der. I midten af 1890’erne var han således tilbage i Schweiz for at fortælle de retsindige om Bibelens sandheder.

Adolf tjente til dagen og vejen som gartner og skovarbejder, men det var forkyndelsen der interesserede ham mest. Han forkyndte for arbejdskammerater og for folk i de nærliggende byer og landsbyer. Han kunne flere sprog og begyndte at oversætte Selskabets publikationer til fransk. Når vinteren kom fyldte han sin rygsæk med bibelsk læsestof og tog til Frankrig — til fods. Andre gange tog han mod nordvest til Belgien eller mod syd til Italien.

For at få kontakt med mennesker som han ikke kunne tale personligt med, indrykkede han annoncer i aviser og blade, så folk blev klar over hvordan de kunne skaffe sig hjælpemidler til bibelstudium. Elie Thérond i Midtfrankrig svarede på en af annoncerne, forstod at det han læste var sandheden, og begyndte inden længe selv at gøre budskabet kendt. I Belgien så Jean-Baptiste Tilmant senior en af annoncerne i 1901 og købte to bind af Millenniets Daggry. Hans begejstring kendte ingen grænser da han så Bibelens sandheder fremlagt så klart og tydeligt! Det kunne han umuligt tie stille med over for sine venner! Året efter samledes en studiekreds regelmæssigt i hans hjem. Snart bar denne lille gruppes virksomhed frugt, selv i Nordfrankrig. Broder Weber holdt sig i kontakt med den. Han besøgte af og til de forskellige grupper der var blevet dannet, for at opbygge dem åndeligt og lære dem hvordan de skulle forkynde den gode nyhed for andre.

Den gode nyhed når til Tyskland

Kort efter at nogle af publikationerne var udkommet på tysk, midt i 1880’erne, begyndte tysk-amerikanere der syntes godt om dem at sende eksemplarer til deres slægtninge derhjemme. En sygeplejerske der arbejdede på et hospital i Hamburg spredte nogle bind af Millenniets Daggry til sine kolleger. I 1896 indrykkede Adolf Weber i Schweiz nogle annoncer i tysksprogede aviser og sendte traktater til Tyskland. Året efter blev der oprettet en ekspedition i Tyskland for at gøre det lettere at sprede den tyske udgave af Vagttårnet, men resultaterne lod vente på sig. I 1902 flyttede Margarethe Demut, der havde lært sandheden at kende i Schweiz, imidlertid til Tailfingen, øst for Schwartzwald. Hendes ihærdige forkyndelse var med til at lægge grundvolden til en af de første grupper af bibelstudenter i Tyskland. Samuel Lauper, der kom fra Schweiz, flyttede til Bergisches Land nordøst for Köln for at forkynde den gode nyhed i området. I 1904 blev der holdt møder dér i Wermelskirchen. Blandt dem der kom var en 80-årig mand, Gottlieb Paas, der havde søgt efter sandheden. På sit dødsleje, ikke længe efter at møderne var blevet organiseret, holdt han Vagttårnet frem og sagde: „Det her er sandheden; hold fast ved den.“

Lidt efter lidt begyndte flere at vise interesse for de bibelske sandheder. Selv om det var dyrt, fik man lagt gratis prøvenumre af Vagttårnet ind i aviser i Tyskland. Ifølge en rapport fra 1905 blev der uddelt over 1.500.000 blade på denne måde. Det var flot klaret af den lille gruppe bibelstudenter.

Bibelstudenterne mente ikke at de havde gjort deres pligt ved blot at tale med dem der boede i nærheden. Allerede i 1907 rejste broder Erler fra Tyskland til Böhmen i det daværende Østrig-Ungarn (senere en del af Tjekkoslovakiet). Han spredte læsestof der advarede om Harmagedon og fortalte om de velsignelser som menneskene derefter ville få del i. Inden 1912 havde en anden bibelstudent spredt bibelske publikationer i Memelområdet, i det nuværende Litauen. Mange tog med begejstring imod budskabet, og der blev hurtigt dannet flere forholdsvis store grupper af bibelstudenter her. Men da de fik at vide at sande kristne også skal være vidner, begyndte antallet at dale. Nogle få viste sig dog som sande disciple af Kristus, „det trofaste og sande vidne“. — Åb. 3:14.

Da Nikolaus von Tornow, en tysk baron med store ejendomme i Rusland, var i Schweiz omkring 1907, fik han en af Vagttårnsselskabets traktater. To år senere dukkede han op i menigheden i Berlin, klædt i sit bedste tøj og ledsaget af sin private tjener. Han havde svært ved at forstå at Gud ville betro dyrebare sandheder til almindelige, jævne mennesker, men ordene i Første Korintherbrev 1:26-29 hjalp ham: „I ser på hans kaldelse af jer, brødre, at ikke mange vise efter kødet blev kaldet, ikke mange mægtige, ikke mange af fornem herkomst . . ., så at intet kød skulle rose sig over for Gud.“ Da von Tornow var blevet overbevist om at han havde fundet sandheden, solgte han sine ejendomme i Rusland og brugte sine kræfter og midler på at fremme den rene tilbedelse.

I 1911, da broder og søster Herkendell fra Tyskland blev gift, bad bruden sin fader om at hun som medgift måtte få penge til en usædvanlig bryllupsrejse. Hun og hendes mand havde planlagt en anstrengende rejse der ville tage mange måneder: de ville til Rusland for at forkynde for den tysktalende befolkning der. Ja, mennesker af alle slags gjorde brug af mange forskellige metoder for at fortælle andre hvad de havde lært om Guds kærlige hensigt.

Vækst i Storbritannien

Efter den intensive uddeling af publikationer i Storbritannien i 1881 var der nogle kirkegængere som forstod at de måtte handle i overensstemmelse med det de havde lært. Tom Hart fra Islington i London var en af dem der mærkede sig den bibelske opfordring som Vagttårnet bragte: „Gå ud fra hende, mit folk“ — det vil sige, gå ud af kristenhedens babyloniske kirkesamfund og følg Bibelens lære. (Åb. 18:4) Han meldte sig ud af kirken i 1884, og flere andre fulgte hans eksempel.

Mange af dem der kom i studiekredsene blev med tiden dygtige forkyndere. Nogle tilbød bibelsk læsestof i Londons parker og andre steder hvor folk slappede af. Andre koncentrerede sig om forretningsdistrikter. Men det mest almindelige var at besøge folk fra hus til hus.

Sarah Ferrie, der abonnerede på Vagttårnet, skrev til broder Russell at hun og et par af hendes venner i Glasgow gerne ville være med til at uddele traktater. Hun fik sig en overraskelse da en lastvogn kørte op foran hendes dør med 30.000 traktater der alle skulle uddeles gratis! Men hun og hendes venner gik i gang. Minnie Greenlees og hendes tre små sønner kørte ud i jumbe for at sprede bibelske tryksager i de skotske landdistrikter. Senere cyklede Alfred Greenlees og Alexander MacGillivray rundt i store dele af Skotland og uddelte traktater. Nu udførte de indviede frivillige selv arbejdet med at sprede publikationerne, i stedet for at betale andre for at gøre det.

Deres hjerte tilskyndede dem

I en af sine lignelser sagde Jesus at de der ’hørte Guds ord med et smukt og godt hjerte’ ville bære frugt. Oprigtig værdsættelse af Guds kærlige foranstaltninger ville tilskynde dem til at fortælle andre den gode nyhed om Guds rige. (Luk. 8:8, 11, 15) Uanset hvilke forhold de levede under, ville de finde en eller anden måde at forkynde på.

For eksempel gav en italiensk sømand et afsnit af brochuren Food for Thinking Christians til en argentinsk rejsende. Mens denne rejsende lå i havn i Peru skrev han efter mere læsestof, og i 1885 skrev han igen, denne gang fra Argentina, til redaktøren af Vagttårnet for at bestille publikationer. Samme år tog en mand i den britiske flåde Vagttårnet med sig da han blev sendt til Singapore med sin enhed. Han frydede sig over det han læste i bladet og brugte det ofte i Singapore for at fortælle hvad Bibelen siger om spørgsmål som folk diskuterede. I 1910 lagde et skib til i Colombos havn på Ceylon (nu Sri Lanka). To kristne kvinder der var om bord, greb lejligheden til at forkynde for havnens mønstringsbestyrer, hr. Van Twest. De talte indtrængende med ham om alt det de havde lært ved at læse bogen Guds Verdensplan. Dette resulterede i at hr. Van Twest blev bibelstudent, og at forkyndelsen af den gode nyhed kom i gang på Sri Lanka.

Også de der ikke havde mulighed for at rejse andre steder hen, prøvede på forskellig vis at fortælle folk i andre lande om Bibelens sandheder. Som det fremgår af et brev der blev offentliggjort i 1905, havde én i De Forenede Stater sendt Guds Verdensplan til en mand på Sankt Thomas, dengang en af de dansk-vestindiske øer. Da han havde læst den, faldt han på knæ og gav udtryk for sit oprigtige ønske om at blive brugt af Gud og gøre hans vilje. I 1911 omtalte Bellona Ferguson i Brasilien sig selv som „et reelt, levende bevis for at ingen er for langt borte“ til at sandhedens vand kan nå frem til dem. Hun havde øjensynlig modtaget Selskabets publikationer med posten siden 1899. Nogen tid før den første verdenskrig brød ud fandt en tysk immigrant i Paraguay en af Selskabets traktater i sin postkasse. Han bestilte mere læsestof og brød snart alle bånd til kristenhedens kirker. Han og hans svoger besluttede at døbe hinanden, eftersom der ikke var andre i landet der kunne gøre det. Ja, selv i jordens fjerneste egne blev der aflagt et vidnesbyrd, og det bar frugt.

Andre bibelstudenter følte at de måtte rejse tilbage til det sted hvor de selv eller deres forældre var født, for at fortælle venner og slægtninge om Jehovas vidunderlige hensigt og om hvordan de kunne få del i den. I 1895 rejste broder Oleszynski tilbage til Polen med den gode nyhed om „genløsningen, genoprettelsen og kaldet herovenfra“, men desværre holdt han ikke ud i tjenesten. I 1898 rejste en ungarsk professor emeritus fra Canada tilbage til sit hjemland for at sprede Bibelens vigtige budskab. I 1905 vendte en mand der var blevet bibelstudent i Amerika, tilbage til Grækenland for at forkynde. Og i 1913 tog en ung mand sandhedens sæd med sig fra New York til sin families hjemby, Ramallah, i nærheden af Jerusalem.

Arbejdet begynder i Caraibien

Mens antallet af forkyndere voksede i De Forenede Stater, Canada og Europa, begyndte Bibelens sandheder også at slå rod i Panama, Costa Rica, Nederlandsk Guayana (nu Surinam) og Britisk Guiana (nu Guyana). Joseph Brathwaite, der befandt sig i Britisk Guiana da han blev hjulpet til at forstå Guds hensigt, flyttede i 1905 til Barbados for at bruge al sin tid på at forkynde for befolkningen der. Louis Facey og H. P. Clarke, der kom fra Jamaica, hørte den gode nyhed mens de arbejdede i Costa Rica, og i 1897 vendte de tilbage til Jamaica for at fortælle deres eget folk om den tro de havde fundet. De der tog imod sandheden der, blev ihærdige forkyndere. Alene i 1906 spredte gruppen på Jamaica cirka 1.200.000 traktater og andre publikationer. En mand fra Grenada lærte sandheden at kende mens han arbejdede i Panama og tog derefter Bibelens budskab om håb med til sin fødeø.

Revolutionen i Mexico i 1910-11 var endnu en faktor som bidrog til at sandhedshungrende mennesker fik budskabet om Guds rige at høre. Mange flygtede mod nord til De Forenede Stater. Nogle af dem fik kontakt med bibelstudenterne, hørte at det er Jehovas hensigt at indføre varig fred blandt menneskene, og sendte publikationer hjem til Mexico. Men det var nu ikke første gang budskabet nåede frem til Mexico. Allerede i 1893 gengav Watch Tower et brev fra F. de P. Stephenson fra Mexico, der havde læst nogle af Vagttårnsselskabets publikationer og gerne ville have flere som han kunne give til sine venner i Mexico og Europa.

For at forkyndelsen kunne komme i gang i flere af de caraibiske lande og for at organisere regelmæssige studiemøder i området, sendte broder Russell i 1911 E. J. Coward til Panama og derefter ud til øerne. Broder Coward var en levende og farverig foredragsholder, og folk strømmede ofte til i hundredvis for at høre ham modbevise helvedeslæren og læren om sjælens udødelighed, og fortælle om jordens herlige fremtid. Han flyttede fra by til by og fra ø til ø — Sankt Lucia, Dominica, Sankt Kitts, Barbados, Grenada og Trinidad — for at kontakte så mange mennesker som muligt. Han holdt også foredrag i Britisk Guiana. Mens han opholdt sig i Panama traf han W. R. Brown, en ihærdig ung broder fra Jamaica, som derefter arbejdede sammen med broder Coward på flere af de caraibiske øer. Senere var broder Brown med til at indlede forkyndelsesarbejdet andre steder.

I 1913 holdt broder Russell selv foredrag i Panama, på Cuba og på Jamaica. I Kingston på Jamaica holdt han et offentligt foredrag for to fyldte sale, og 2000 måtte afvises fordi der ikke var plads. Pressen lagde mærke til at foredragsholderen ikke sagde noget om penge og at der ikke blev optaget kollekt.

Sandhedens lys når til Afrika

Sandhedens lys trængte også igennem til Afrika i denne periode. Et brev der blev sendt fra Liberia i 1884 viser at en bibellæser dér havde fået fat i et eksemplar af Food for Thinking Christians og gerne ville have flere for at dele dem ud til andre. Nogle få år senere blev det berettet at en præst i Liberia var fratrådt sit embede for at være fri til at undervise andre i de bibelske sandheder han lærte ved hjælp af Vagttårnet, og at en gruppe bibelstudenter holdt regelmæssige møder i landet.

Da en præst i den nederlandsk-reformerte kirke i 1902 blev sendt fra Holland til Sydafrika, tog han nogle af C. T. Russells publikationer med sig. Han fik ikke selv varig gavn af dem, men det gjorde to andre, nemlig Frans Ebersohn og Stoffel Fourie, der så dem i hans bibliotek. Nogle få år senere fik de forstærkninger da to ihærdige bibelstudenter emigrerede fra Skotland til Durban i Sydafrika.

Blandt dem der læste nogle af broder Russells publikationer og derefter underviste andre, var der desværre nogle få, som for eksempel Joseph Booth og Elliott Kamwana, der blandede deres egne idéer ind i den gode nyhed og agiterede for sociale omvæltninger. I Sydafrika og Nyasaland (senere Malawi) gjorde dette det vanskeligt for folk at finde ud af hvem der var de sande bibelstudenter. Alligevel lyttede mange med værdsættelse til det budskab der pegede på Guds rige som løsningen på menneskehedens problemer.

En omfattende forkyndelse i Afrika hørte imidlertid stadig fremtiden til.

Til Østen og Stillehavsøerne

Kort efter at de bibelske publikationer der blev udarbejdet af C. T. Russell var begyndt at blive distribueret i Storbritannien, kom de også til Østen. I 1883 modtog frøken C. B. Downing, en presbyteriansk missionær i Chefoo (Yantai), Kina, et nummer af Vagttårnet. Hun syntes godt om det hun læste om genoprettelsen og viste bladet til andre missionærer, deriblandt Horace Randle, der sad i baptisternes missionsråd. Senere blev hans interesse skærpet da han i Londonavisen Times så en annonce for Millenniets Daggry, og yderligere da han fik tilsendt to eksemplarer af bogen — ét fra frøken Downing og ét fra sin moder i England. Umiddelbart blev han chokeret over det han læste. Men da han først var blevet overbevist om at treenighedslæren ikke er bibelsk, meldte han sig ud af baptistkirken og gik i gang med at fortælle andre missionærer om det han havde lært. I 1900 rapporterede han at han havde sendt 2324 breve og cirka 5000 traktater til missionærer i Kina, Japan, Korea og Siam (Thailand). På det tidspunkt var det hovedsagelig kristenhedens missionærer der blev forkyndt for i Østen.

Omtrent samtidig blev sandhedens sæd også sået i Australien og New Zealand. Det første „sædekorn“ kan være kommet til Australien i 1884 eller kort tid derefter, sammen med en mand der havde talt med en bibelstudent i en park i England. Andre „sædekorn“ kom med posten fra venner og slægtninge i andre lande.

Få år efter at Det Australske Statsforbund var blevet dannet i 1901, var der i hundredvis af australiere der abonnerede på Vagttårnet. Nogle af dem betragtede det som en forret at fortælle andre om sandheden, og som følge af deres arbejde blev der sendt tusinder af traktater til folk der stod på valglisterne. Der blev også uddelt traktater på gaderne, og hele bundter blev kastet ud fra togvinduer til arbejdere og folk der boede isoleret langs jernbanerne. Folk blev gjort opmærksomme på at hedningernes tider ville udløbe i 1914. Arthur Williams senior fortalte om dette til alle de kunder der kom ind i hans butik i Vestaustralien, og han inviterede de interesserede hjem til sig for at fortsætte samtalerne.

Man ved ikke hvem der som den første bragte den gode nyhed til New Zealand, men i 1898 havde Andrew Anderson, som boede der, læst så meget i Vagttårnsselskabets publikationer at han begyndte at forkynde sandheden som kolportør. I 1904 fik han hjælp af andre kolportører der kom fra De Forenede Stater og fra Selskabets afdelingskontor i Australien, som var blevet oprettet samme år. Fru Thomas Barry i Christchurch modtog seks bind af Studier i Skriften af en af kolportørerne. Hendes søn Bill læste dem i 1909 under en seksugers skibsrejse til England og forstod at de indeholdt sandheden. Mange år senere blev hans søn Lloyd medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd.

En af de nidkære men måske ikke overdrevent taktfulde medarbejdere på den tid var Ed Nelson, der gennem 50 år brugte al sin tid på at forkynde Rigets budskab i hele New Zealand, fra nord til syd. Efter nogle år fik han selskab af Frank Grove, der kompenserede for sit dårlige syn ved at opøve sin hukommelse, og som også var pioner i over 50 år, lige til sin død.

Jorden rundt for at fremme forkyndelsen af den gode nyhed

I 1911-12 blev der gjort en særlig indsats for at hjælpe folk i Østen. International Bible Students Association udvalgte en komité på syv medlemmer der under C. T. Russells ledelse skulle rejse jorden rundt og skaffe sig førstehåndskendskab til forholdene. Overalt hvor de kom frem forkyndte de at det messianske rige ifølge Guds hensigt vil bringe menneskeheden velsignelser. Somme tider havde de kun få tilhørere, men på Filippinerne og i Indien var der tusinder som lyttede til dem. De gik ikke ind for den kampagne kristenheden dengang førte for at samle midler ind til en omvendelse af hele verden. De lagde mærke til at kristenhedens missionærer lagde størst vægt på at fremme verdslig undervisning og uddannelse. Men broder Russell var overbevist om at det folk havde behov for, var „evangeliet om Guds kærlige foranstaltning i form af det kommende messianske rige“. Bibelstudenterne regnede ikke med at de kunne omvende hele verden. De forstod ud fra Bibelen at der skulle aflægges et vidnesbyrd „for at udtage nogle faa udvalgte fra alle Folkeslag, Tungemaal og Slægter til at blive Medlemmer af Hans Brudeklasse — til at sidde med Ham paa Hans Trone i Løbet af de tusinde Aar og medvirke i Arbejdet paa at opløfte Slægten som et Hele“.a — Åb. 5:9, 10; 14:1-5.

Efter at have besøgt Japan, Kina, Filippinerne og andre lande tilbagelagde komitéen yderligere 6400 kilometer i Indien. Nogle indere havde læst Selskabets publikationer og havde allerede i 1887 skrevet for at fortælle hvor godt de syntes om dem. En ung mand der under et studieophold i Amerika havde truffet broder Russell og lært sandheden at kende, havde desuden forkyndt blandt de tamiltalende siden 1905. Denne unge mand var med til at oprette cirka 40 bibelstudiekredse i det sydlige Indien. Men efter at have forkyndt for andre blev han selv forkastet fordi han svigtede de kristne normer. — Jævnfør Første Korintherbrev 9:26, 27.

Omkring ved samme tid havde A. J. Joseph fra Travancore (Kerala) skrevet og stillet et spørgsmål til en fremtrædende adventist, og denne havde som svar på spørgsmålet sendt ham et bind af Studier i Skriften. Her fandt han tilfredsstillende bibelske svar på sine spørgsmål om treenigheden. Snart gik han og medlemmer af hans familie omkring på rismarkerne og i kokosplantagerne i det sydlige Indien og fortalte om deres nyfundne tro. Efter at broder Russell havde været på besøg i 1912 begyndte broder Joseph i heltidstjenesten. Han rejste omkring til fods, med tog, oksekærrer og pramme for at sprede bibelsk læsestof. Når han holdt offentlige foredrag blev han ofte afbrudt af præsterne og deres tilhængere. I Kundara fik en „kristen“ præst sine tilhængere til at afbryde et møde og smide komøg efter broder Joseph. En indflydelsesrig hinduisk herre kom for at se hvorfor der var så meget larm. Han spurgte præsten: ’Følger De Kristi eksempel, som de kristne bør? Efterligner De ikke snarere farisæerne på Jesu tid?’ Det fik præsten til at trække sig tilbage.

Før komitéens fire måneder lange jordomrejse var tilendebragt havde broder Russell indsat R. R. Hollister som Selskabets repræsentant i Østen, så han kunne sørge for at budskabet om det messianske rige blev forkyndt i området. Der blev udarbejdet særlige traktater på ti sprog, og millioner af dem blev spredt i Indien, Kina, Japan og Korea. Derefter blev der oversat bøger til fire af disse sprog for at de der havde vist interesse kunne få mere åndelig føde. Arbejdsmarken var enorm, og der var stadig meget at gøre. Alligevel var det forbløffende hvor meget der indtil da var blevet udrettet.

Et imponerende vidnesbyrd

Før den første verdenskrig brød ud, var der blevet aflagt et omfattende vidnesbyrd i hele verden. På sine foredragsrejser havde broder Russell besøgt hundreder af byer i De Forenede Stater og Canada, han havde gentagne gange været i Europa, og han havde holdt foredrag i Panama, på Jamaica og på Cuba, samt i de større byer i Østen. Titusinder havde hørt hans fængslende bibelske foredrag og havde været vidner til at han offentligt og ud fra Bibelen besvarede spørgsmål fra både venner og fjender. På denne måde blev der skabt stor interesse, og tusinder af aviser i De Forenede Stater, Europa, Sydafrika og Australien bragte jævnlig broder Russells prædikener. Bibelstudenterne havde spredt millioner af bøger foruden flere hundrede millioner traktater og andre publikationer på 35 sprog.

Selv om broder Russell spillede en fremtrædende rolle, var det dog ikke kun ham der forkyndte. Også andre, som var spredt rundt om på jorden, talte i forening som vidner for Jehova og hans søn, Jesus Kristus. Ikke alle der deltog i arbejdet holdt offentlige foredrag. De kom fra alle samfundslag, og de benyttede sig af alle egnede midler der var til deres rådighed, for at forkynde den gode nyhed.

I januar 1914, mindre end et år før hedningernes tider udløb, begyndte man at aflægge endnu et omfattende vidnesbyrd. Det var ved hjælp af „Skabelsens Fotodrama“, der på en ny måde, med smukke håndmalede farvelysbilleder og levende billeder, synkroniseret med lyd, fortalte om Guds hensigt med jorden. Aviserne i De Forenede Stater skrev at der hver uge var hundredtusinder i hele landet der så fotodramaet. Efter det første år havde næsten otte millioner amerikanere og canadiere set det. I London kom der flere end der var plads til i Opera House og Royal Albert Hall for at se forestillingen, der bestod af fire dele og i alt varede otte timer. I løbet af et halvt år havde over 1.226.000 set den i 98 britiske byer. Den blev også vist for fulde huse i Tyskland og Schweiz, og i Skandinavien og på Stillehavsøerne strømmede folk ligeledes til for at se den.

Det var virkelig et bemærkelsesværdigt og intensivt vidnesbyrd der blev aflagt overalt på jorden i de første årtier af Jehovas Vidners historie i nyere tid! Men det var kun begyndelsen.

I begyndelsen af 1880’erne var kun nogle få hundrede med til at udbrede Bibelens sandheder. Ifølge de foreliggende rapporter var der i 1914 omkring 5100 som deltog i arbejdet. Andre kan have uddelt traktater nu og da. Men det var relativt få der deltog i arbejdet.

Allerede inden udgangen af 1914 havde denne lille gruppe forkyndere på forskellig vis spredt budskabet om Guds rige til 68 lande, og i 30 af disse lande foregik deres forkyndelses- og undervisningsarbejde på forholdsvis regelmæssig basis.

Før hedningetiderne udløb var millioner af bøger og flere hundrede millioner traktater blevet spredt. I 1913 bragte hele 2000 aviser desuden jævnlig C. T. Russells prædikener, og i 1914 så over 9.000.000 mennesker på tre kontinenter „Skabelsens Fotodrama“.

Der var blevet aflagt et imponerende vidnesbyrd! Men der skulle ske meget mere endnu.

[Fodnote]

[Kort/illustration på side 405]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

C. T. Russell holdt bibelske foredrag i over 300 byer (i de områder der er markeret med prikker) i Nordamerika og Caraibien — mange steder mellem 10 og 15 gange

[Kort på side 407]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Russells rejser til Europa, i de fleste tilfælde via England

1891

1903

1908

1909

1910 (to gange)

1911 (to gange)

1912 (to gange)

1913

1914

[Kort/illustration på side 408]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

NORGE

Polarcirklen

[Illustration]

Da Andreas Øiseth var blevet overbevist om at han havde fundet sandheden, spredte han flittigt bibelsk læsestof i så godt som alle egne af Norge

[Kort/illustration på side 409]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

BELGIEN

TYSKLAND

SCHWEIZ

ITALIEN

FRANKRIG

[Illustration]

Adolf Weber, en ydmyg gartner, bragte den gode nyhed fra Schweiz til andre lande i Europa

[Kort/illustration på side 413]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

BRASILIEN

[Illustration]

Bellona Ferguson i Brasilien — ’ingen er for langt borte til at blive nået’

[Kort på side 415]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

ALASKA

CANADA

GRØNLAND

ST. PIERRE & MIQUELON

DE FORENEDE STATER

BERMUDA

BAHAMAØERNE

TURKS- & CAICOSØERNE

CUBA

MEXICO

BELIZE

JAMAICA

HAITI

DOMINIKANSKE REPUBLIK

PUERTO RICO

CAYMANØERNE

GUATEMALA

EL SALVADOR

HONDURAS

NICARAGUA

COSTA RICA

PANAMA

VENEZUELA

GUYANA

SURINAM

FRANSK GUYANA

COLOMBIA

ECUADOR

PERU

BRASILIEN

BOLIVIA

PARAGUAY

CHILE

ARGENTINA

URUGUAY

FALKLANDSØERNE

VIRGIN ISLANDS (USA)

VIRGIN ISLANDS (ENGL.)

ANGUILLA

ST. MARTIN

SABA

ST. EUSTATIUS

ST. KITTS

NEVIS

ANTIGUA

MONTSERRAT

GUADELOUPE

DOMINICA

MARTINIQUE

ST. LUCIA

ST. VINCENT

BARBADOS

GRENADA

TRINIDAD

ARUBA

BONAIRE

CURAÇAO

ATLANTERHAVET

CARAIBISKE HAV

STILLEHAVET

[Kort på side 416, 417]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

GRØNLAND

SVERIGE

ISLAND

NORGE

FÆRØERNE

FINLAND

RUSLAND

ESTLAND

LETLAND

LITAUEN

HVIDERUSLAND

UKRAINE

MOLDOVA

GEORGIEN

ARMENIEN

ASERBAJDSJAN

TURKMENISTAN

USBEKISTAN

KASAKHSTAN

TADSJIKISTAN

KIRGISISTAN

POLEN

TYSKLAND

HOLLAND

DANMARK

STORBRITANNIEN

IRLAND

BELGIEN

LUXEMBOURG

LIECHTENSTEIN

SCHWEIZ

TJEKKOSLOVAKIET

ØSTRIG

UNGARN

RUMÆNIEN

JUGOSLAVIEN

SLOVENIEN

KROATIEN

BOSNIEN-HERCEGOVINA

BULGARIEN

ALBANIEN

ITALIEN

GIBRALTAR

SPANIEN

PORTUGAL

MADEIRA

MAROKKO

VESTSAHARA

SENEGAL

ALGERIET

LIBYEN

EGYPTEN

LIBANON

ISRAEL

CYPERN

SYRIEN

TYRKIET

IRAK

IRAN

BAHRAIN

KUWAIT

JORDAN

SAUDI-ARABIEN

QATAR

FORENEDE ARABISKE EMIRATER

OMAN

YEMEN

DJIBOUTI

SOMALIA

ETIOPIEN

SUDAN

TCHAD

NIGER

MALI

MAURITANIEN

GAMBIA

GUINEA-BISSAU

SIERRA LEONE

LIBERIA

ELFENBENSKYSTEN

GHANA

TOGO

BENIN

ÆKVATORIALGUINEA

ST. HELENA

GUINEA

BURKINA FASO

NIGERIA

CENTRALAFRIKANSKE REPUBLIK

CAMEROUN

SÃO TOMÉ

CONGO

GABON

ZAIRE

ANGOLA

ZAMBIA

NAMIBIA

BOTSWANA

SYDAFRIKA

LESOTHO

SWAZILAND

MOÇAMBIQUE

MADAGASKAR

RÉUNION

MAURITIUS

RODRIGUES

ZIMBABWE

MAYOTTE

COMORERNE

SEYCHELLERNE

MALAWI

TANZANIA

BURUNDI

RWANDA

UGANDA

FRANKRIG

PAKISTAN

AFGHANISTAN

NEPAL

BHUTAN

MYANMAR

BANGLADESH

INDIEN

SRI LANKA

GRÆKENLAND

MALTA

TUNESIEN

KENYA

ATLANTERHAVET

INDISKE OCEAN

ALASKA

MONGOLIET

DEMOKRATISKE FOLKEREPUBLIK KOREA

JAPAN

REPUBLIKKEN KOREA

KINA

MACAO

TAIWAN

HONGKONG

LAOS

THAILAND

VIETNAM

CAMBODJA

FILIPPINERNE

BRUNEI

MALAYSIA

SINGAPORE

INDONESIEN

SAIPAN

ROTA

GUAM

YAP

BELAU

CHUUK

POHNPEI

KOSRAE

MARSHALLØERNE

NAURU

PAPUA NY GUINEA

AUSTRALIA

NEW ZEALAND

NORFOLK

NY CALEDONIEN

WALLIS & FUTUNA ØERNE

VANUATU

TUVALU

FIJI

KIRIBATI

TOKELAU

HAWAII

VEST-SAMOA

AMERIKANSK SAMOA

NIUE

TONGA

COOKØERNE

TAHITI

SALOMONØERNE

STILLEHAVET

[Illustration på side 421]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

INDIEN

[Illustration]

A. J. Joseph fra Indien med sin datter Gracie, der senere tjente som gileaduddannet missionær

[Illustration på side 411]

Hermann Herkendell og hans kone tog på en flere måneder lang bryllupsrejse i Rusland for at forkynde for den tysktalende befolkning der

[Illustrationer på side 412]

Kolportørerne i England og Skotland bestræbte sig for at give alle mulighed for at høre budskabet; deres børn var også med til at uddele traktater

[Illustration på side 414]

E. J. Coward forkyndte ihærdigt Bibelens sandheder i Caraibien

[Illustration på side 418]

Frank Grove (til venstre) og Ed Nelson (her sammen med deres koner) brugte hver især over 50 år i heltidstjenesten for at forkynde Rigets budskab overalt i New Zealand

[Illustrationer på side 420]

I 1911-12 foretog C. T. Russell og seks af hans medarbejdere en jordomrejse for at fremme forkyndelsen af den gode nyhed

Kapitel 22

2. afsnit — Vidner til jordens fjerneste egne

Det der blev udrettet i forkyndelsen af Riget fra 1914 til 1935 beskrives fra side 423 til side 443. Jehovas Vidner peger på 1914 som det år da Jesus Kristus blev indsat som konge i himmelen og fik myndighed over nationerne. Da Jesus var på jorden, forudsagde han at budskabet om Riget skulle forkyndes i hele verden trods hård forfølgelse, og at dette skulle være en del af tegnet på hans nærværelse i Rigets magt. Hvad skete der da i årene efter 1914?

DEN første verdenskrig omsluttede hurtigt hele Europa i 1914. Derefter bredte den sig til lande med sammenlagt omkring 90 procent af jordens befolkning. Hvordan blev Jehovas tjeneres forkyndelse berørt af krigen og dens følger?

De dystre år under den første verdenskrig

I de første krigsår blev der ikke lagt større hindringer i vejen for forkyndelsen, undtagen i Tyskland og Frankrig. Mange steder kunne man frit uddele traktater, og „Skabelsens Fotodrama“ blev fortsat vist efter 1914, om end i mere begrænset målestok. Da krigsfeberen blev mere intens satte præster i Britisk Vestindien rygter i omløb om at E. J. Coward, der repræsenterede Vagttårnsselskabet, var tysk spion, og han blev derfor udvist. I 1917, da man begyndte at sprede bogen Den fuldbyrdede Hemmelighed, greb modstanden om sig.

Folk var ivrige efter at få fat i bogen. Selskabets oprindelige ordre hos trykkerierne måtte mere end tidobles i løbet af blot nogle få måneder. Men kristenhedens præster var rasende over at deres falske dogmer blev afsløret. De brugte krigshysteriet som en anledning til at anklage bibelstudenterne over for myndighederne. Overalt i De Forenede Stater blev mænd og kvinder der spredte bibelstudenternes publikationer overfaldet, og nogle blev rullet i tjære og fjer. I Canada blev der foretaget husundersøgelser, og de der havde publikationer udgivet af International Bible Students Association blev idømt store bøder eller fængselsstraffe. Men Thomas J. Sullivan, der dengang opholdt sig i Port Arthur, Ontario, fortalte at da han ved en lejlighed blev fængslet for natten, tog betjentene nogle af de forbudte bøger med hjem til sig selv og deres venner — og på den måde blev alle de 5-600 bøger man havde, spredt.

Også Vagttårnsselskabets hovedkontor blev udsat for angreb, og medlemmer af ledelsen blev idømt lange fængselsstraffe. For bibelstudenternes fjender så det ud som om de havde fået dødsstødet. Forkyndelsen som havde vakt stor offentlig opmærksomhed, gik næsten i stå.

Men også i fængslerne fandt bibelstudenterne lejligheder til at tale med andre om Guds hensigter. Da Selskabets ledere og deres nære medarbejdere ankom til fængselet i Atlanta i Georgia, fik de først forbud mod at forkynde. Men de drøftede Bibelen indbyrdes, og andre følte sig tiltrukket af deres væsen og væremåde. Efter nogle måneder satte fængselsinspektøren dem til at give andre fanger religiøs undervisning. Efter en tid kom der omkring 90 til disse timer.

Andre loyale kristne fandt også forskellige måder at forkynde på i krigsårene. Somme tider førte det til at budskabet om Riget blev spredt til lande hvor den gode nyhed endnu ikke var blevet forkyndt. I 1915 var der for eksempel en bibelstudent i New York, en mand der kom fra Colombia, som sendte den spanske udgave af Guds Verdensplan til en mand ved navn Ramón Salgar i Bogotá, Colombia. Efter et halvt års tid kom der svar fra ham. Han havde studeret bogen omhyggeligt, var glad for den og ville gerne have 200 eksemplarer som han kunne sprede til andre. Broder J. L. Mayer fra Brooklyn, New York, sendte mange numre af den spanske udgave af Bible Students Monthly (Bibelstudentens månedsblad) til Spanien. Og da Alfred Joseph, der dengang befandt sig på Barbados, tog til Sierra Leone i Vestafrika for at arbejde, benyttede han de lejligheder der bød sig til at forkynde om de bibelske sandheder han lige havde lært.

For kolportørerne, der opsøgte folk i hjemmene og på arbejdspladserne, var situationen ofte vanskeligere. Men mange kolportører som tog til El Salvador, Honduras og Guatemala, var i 1916 travlt optaget af at fortælle befolkningen om Bibelens livgivende sandheder. På det tidspunkt sejlede Fanny Mackenzie, en engelsk kolportørsøster, to gange til Østen. Hun gjorde ophold i Kina, Japan og Korea for at sprede bibelsk læsestof, og derefter fulgte hun interessen op ved at skrive breve.

Alligevel var antallet af bibelstudenter i hele verden som ifølge de tilgængelige optegnelser rapporterede forkyndelse af den gode nyhed, faldet med 20 procent i 1918, sammenlignet med rapporten for 1914. Ville bibelstudenterne holde ud i tjenesten, efter den brutale behandling de havde fået under krigen?

Nyt mod

Den 26. marts 1919 blev Vagttårnsselskabets præsident og hans medarbejdere løsladt efter deres uretfærdige fængselsstraf. Der blev straks lagt planer om at fremme den verdensomfattende forkyndelse af den gode nyhed om Guds rige.

Ved et generalstævne i Cedar Point, Ohio, i september samme år holdt J. F. Rutherford, der var Selskabets præsident, et foredrag hvori han understregede at forkyndelsen af Guds messianske riges herlige komme var den mest betydningsfulde gerning Jehovas tjenere kunne være optaget af.

Der var dog ikke så mange som deltog i arbejdet på dette tidspunkt. Nogle af dem der på grund af frygt havde undladt at forkynde i 1918 var blevet aktive igen, og nogle få andre havde sluttet sig til dem, men ifølge de oplysninger man har til rådighed var der i 1919 kun cirka 5700 forkyndere i 43 lande. Jesus havde imidlertid forudsagt at ’den gode nyhed om riget ville blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne’. (Matt. 24:14) Hvordan skulle det gå til? Det vidste bibelstudenterne ikke, og de vidste heller ikke hvor længe forkyndelsen skulle fortsætte. Men de der var loyale tjenere for Gud var villige til, ja, ivrige efter at komme i gang med arbejdet. De havde tillid til at Jehova ville lede udviklingen i overensstemmelse med sin vilje.

Fyldt med nidkærhed for den opgave som Gud i sit ord havde givet dem, gik de i gang. Ifølge de tilgængelige rapporter blev forkyndertallet næsten tredoblet i løbet af tre år, og i 1922 forkyndte de i 15 lande mere end i 1919.

Et spændende emne

Det var et interessevækkende budskab de forkyndte — „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø“! Broder Rutherford havde holdt et foredrag over dette emne i 1918. Det var også titlen på en 128-siders brochure der blev udgivet i 1920. Fra 1920 til 1925 blev det samme emne drøftet igen og igen ved offentlige møder på over 30 sprog overalt i verden hvor der fandtes foredragsholdere. Dette foredrag fortalte ikke at alle gode mennesker kommer i himmelen, som det hedder sig inden for kristenheden, men forklarede ud fra Bibelen at lydige mennesker har håb om at opnå evigt liv i et paradis på jorden. (Es. 45:18; Åb. 21:1-5) Det gav også udtryk for den overbevisning at tiden da dette håb ville blive indfriet, var meget nær.

Foredraget blev averteret ved hjælp af avisannoncer og plakater. Det var et spændende emne. Den 26. februar 1922 var der mindst 70.000 som hørte foredraget 121 steder alene i Tyskland. Det var ikke usædvanligt at det blev holdt for forsamlinger der talte flere tusind. I Cape Town i Sydafrika var der for eksempel 2000 til stede da det blev holdt i Operahuset. I Kristiania i Norge lejede brødrene universitetets aula, og den blev ikke bare fyldt, men der var så mange der ikke kunne få plads at foredraget måtte holdes igen halvanden time senere — også denne gang for en fyldt sal.

I Klagenfurt i Østrig sagde Richard Heide til sin fader: „Jeg vil høre det foredrag uanset hvad folk siger. Jeg vil vide om det er det rene sludder eller om der er noget om det!“ Det han hørte gjorde et dybt indtryk på ham, og det varede ikke længe før han selv, hans søster og hans forældre var i gang med at fortælle andre om det.

Men Bibelens budskab var ikke kun for mennesker der gik til offentlige foredrag. Også andre måtte gøres kendt med det. Ikke blot offentligheden, men også de politiske og religiøse ledere havde behov for at høre det. Hvordan kunne det lade sig gøre?

Uddeling af magtfulde erklæringer

Det trykte ord blev benyttet til at nå millioner af mennesker der tidligere kun havde hørt rygter om bibelstudenterne og det budskab de forkyndte. Fra 1922 til 1928 blev der aflagt et godt vidnesbyrd ved hjælp af syv magtfulde erklæringer eller resolutioner der blev vedtaget ved bibelstudenternes årlige stævner. Efter disse stævner blev der uddelt mellem 45 og 50 millioner trykte eksemplarer af de fleste af resolutionerne — noget af en bedrift, i betragtning af hvor få forkyndere der fandtes dengang!

Den resolution der blev vedtaget i 1922 hed „Et Opraab til de ledende i Verden“. Den opfordrede lederne til at bevise deres påstand om at de kunne indføre fred og fremgang på jorden og bringe folkene lykke, eller, når dette viste sig umuligt for dem, erkende at kun Guds rige med Messias som konge kan udrette dette. I Tyskland blev resolutionen sendt anbefalet til den tyske kejser, der var abdiceret og flygtet til udlandet, til præsidenten og til alle medlemmer af rigsdagen; og cirka fire og en halv million eksemplarer blev delt ud til offentligheden. I Sydafrika forkyndte Edwin Scott med resolutionerne i en sæk på ryggen og en kæp i hånden til at holde bidske hunde på afstand med. På den måde besøgte han 64 byer og uddelte personligt 50.000 eksemplarer. Når de hollandske præster i Sydafrika derefter kom rundt til folk for at optage kollekt, holdt mange af deres sognebørn et eksemplar af resolutionen op for deres øjne og sagde: „De skulle læse denne her, så ville De ikke mere gå rundt for at få penge af os.“

Resolutionen i 1924, „Gejstligheden anklages“, afslørede gejstlighedens ubibelske dogmer og skikke samt den rolle præsterne havde spillet under verdenskrigen, og den tilskyndede folk til at studere Bibelen for selv at lære hvilke vidunderlige foranstaltninger Gud har truffet for at velsigne menneskeheden. I Italien skulle trykkerierne dengang sætte deres navn på alt hvad de trykte, og de blev så holdt ansvarlige for indholdet. Den bibelstudent der førte tilsyn med arbejdet i Italien indsendte et eksemplar af resolutionen til myndighederne, der læste den og straks gav tilladelse til trykning og distribuering af den. Trykkerierne gik også med til at udgive den. Brødrene i Italien uddelte 100.000 eksemplarer. De sikrede sig at også paven og de højtstående embedsmænd inden for Vatikanet fik et eksemplar hver.

I Frankrig forårsagede spredningen af resolutionen en voldsom reaktion fra præsteskabet. En præst i Pommern i Tyskland blev så desperat at han anlagde sag imod Selskabet og den der forestod driften af kontoret, men han tabte sagen da retten hørte hele resolutionens indhold. I provinsen Quebec i Canada postede bibelstudenterne resolutionerne tidligt om morgenen, fra klokken 3, for at undgå at blive forstyrret af dem der ikke ønskede at folk skulle have sandheden at vide. Det var spændende tider!

Taknemmelige for tilfredsstillende svar

Under den første verdenskrig blev mange armeniere skånselsløst drevet bort fra deres hjem og land. Bare tyve år tidligere var hundredtusinder af armeniere blevet dræbt, og andre havde måttet flygte for livet. Nogle få af disse havde læst Vagttårnsselskabets publikationer i deres hjemland, og mange flere fik et vidnesbyrd i de lande de kom til som flygtninge.

På grund af alt det de havde gennemgået spekulerede mange af dem over hvorfor Gud tillod det onde. Hvor længe ville det fortsætte? Hvornår ville det ophøre? Nogle af dem var glade for at høre de tilfredsstillende svar som Bibelen giver. I løbet af kort tid blev der dannet en række grupper af armenske bibelstudenter i forskellige byer i Mellemøsten. Deres nidkærhed for Bibelens sandheder fik betydning for andres liv. I Etiopien, Argentina og De Forenede Stater tog andre armeniere imod den gode nyhed og påtog sig med glæde det ansvar at forkynde for andre. En af disse var Krikor Hatzakortzian, en pioner som ganske alene forkyndte budskabet om Riget i Etiopien i midten af 1930’erne. Engang da modstanderne havde rettet falske anklager imod ham, fik han endda lejlighed til at forkynde for kejser Haile Selassie.

Hjem for at forkynde sandheden

Et brændende ønske om at fortælle andre om Bibelens livgivende sandheder fik mange til at rejse tilbage til deres hjemland for at forkynde. De reagerede på samme måde som de der var kommet til Jerusalem fra mange lande i år 33, og som blev troende da den hellige ånd fik apostlene og deres medarbejdere til at tale på mange sprog om „Guds storslåede gerninger“. (Apg. 2:1-11) Ligesom disse troende i det første århundrede har talrige disciple i vor tid taget sandheden med tilbage til deres hjemland.

Italienere som havde lært sandheden at kende i Amerika, Belgien og Frankrig, flyttede tilbage til Italien og forkyndte ihærdigt budskabet om Riget dér hvor de bosatte sig. Kolportører fra den schweiziske kanton Ticino, hvor flertallet er italiensktalende, flyttede også til Italien for at fortsætte deres arbejde der. Selv om de ikke var så mange, havde de snart ved forenede anstrengelser besøgt næsten alle de større byer og mange af landsbyerne i Italien. De holdt ikke regnskab med hvor mange timer de brugte i arbejdet. De var overbeviste om at de forkyndte sandheder som Gud ønskede at folk skulle underrettes om, og arbejdede ofte fra tidlig morgen til sen aften for at nå at tale med så mange som muligt.

Grækere der var blevet bibelstudenter i det nærliggende Albanien og helt ovre i Amerika tænkte også på deres hjemland. De blev begejstrede da de erfarede at det er ubibelsk at tilbede ikoner (2 Mos. 20:4, 5; 1 Joh. 5:21), at syndere ikke bliver pint i et brændende helvede (Præd. 9:5, 10; Ez. 18:4; Åb. 21:8) og at Guds rige er menneskehedens eneste sande håb (Dan. 2:44; Matt. 6:9, 10). De var ivrige efter at fortælle deres landsmænd om disse sandheder — personligt eller i breve. Det førte til at der efterhånden opstod grupper af Jehovas vidner i Grækenland og på de græske øer.

Efter den første verdenskrig flyttede tusinder af polakker til Frankrig for at arbejde i kulminerne. De franske menigheder undlod ikke at forkynde for polakkerne fordi de talte et andet sprog. De fandt måder at forkynde for disse minearbejdere og deres familier på, og inden længe var der flere polakker som havde taget imod sandheden end der var franske forkyndere. Da 280 af dem i 1935 blev udvist af myndighederne og måtte rejse tilbage til Polen, blev budskabet om Riget endnu mere udbredt der. I 1935 var der 1090 forkyndere i Polen.

Andre var villige til at forlade deres hjemland for at forkynde i fremmede lande.

Nidkære europæiske forkyndere tjener i andre lande

De baltiske lande (Estland, Letland og Litauen) fik sandheden om Guds rige at høre som følge af internationalt samarbejde. I 1920’erne og 30’erne aflagde nidkære brødre og søstre fra Danmark, England, Finland og Tyskland et omfattende vidnesbyrd i dette område. Der blev uddelt meget læsestof og tusinder hørte de bibelske foredrag der blev holdt. Fra Estland udsendtes faste bibelske radioprogrammer på flere sprog som endda blev hørt i det daværende Sovjetunionen.

Fra Tyskland rejste villige arbejdere i 1920’erne og 30’erne ud for at tjene i lande som Belgien, Bulgarien, Frankrig, Holland, Jugoslavien, Luxembourg, Spanien, Tjekkoslovakiet og Østrig. Blandt dem var Willy Unglaube. Efter at have tjent en tid på Betel i Magdeburg i Tyskland rejste han ud som heltidstjener i Frankrig, Algeriet, Spanien, Singapore, Malaysia og Thailand.

Da der i 1930’erne lød en anmodning om hjælp fra Frankrig, viste kolportører fra Storbritannien at de forstod at det forkynderhverv de kristne har fået overdraget, ikke kun indebærer at de skal forkynde i deres hjemland, men også andre steder i verden. (Mark. 13:10) John Cooke var en af de nidkære forkyndere der reagerede på kaldet fra Makedonien. (Jævnfør Apostelgerninger 16:9, 10.) Gennem de næste 60 år tjente han i Frankrig, Spanien, Irland, Portugal, Angola, Moçambique og Sydafrika. Hans broder Eric opsagde sin stilling i Barclay’s Bank og sluttede sig til ham i heltidstjenesten i Frankrig, og derefter tjente han også i Spanien og Irland og blev missionær i Sydrhodesia (nu Zimbabwe) og Sydafrika.

I maj 1926 tog George Wright og Edwin Skinner i England imod en indbydelse til at hjælpe med at udvide Rigets arbejde i Indien. Det distrikt de fik tildelt, var enormt! Det omfattede hele Afghanistan, Burma (nu Myanmar), Ceylon (nu Sri Lanka), Indien og Persien (nu Iran). Da de ankom til Bombay blev de hilst af monsunregnen. Men de gik ikke så forfærdelig meget op i personlig komfort eller bekvemmelighed, og snart var de på vej til de fjerneste afkroge af landet for at finde bibelstudenterne og opmuntre dem. De spredte også store mængder læsestof for at vække folks interesse. De arbejdede ihærdigt og energisk. I løbet af 1928 arrangerede 54 forkyndere i Travancore (Kerala) i det sydlige Indien 550 offentlige møder der blev overværet af omkring 40.000. I 1929 flyttede fire andre pionerer fra Storbritannien til Indien for at give en hånd med, og i 1931 ankom yderligere tre derfra til Bombay. De rejste igen og igen ud til forskellige dele af dette kæmpemæssige land og spredte læsestof, ikke bare på engelsk, men også på indiske sprog.

Hvordan gik det i mellemtiden i Østeuropa?

En åndelig høst

Sandhedens sæd var blevet sået i Østeuropa før den første verdenskrig, og noget af den havde slået rod. I 1908 var Andrásné Benedek, en ydmyg ungarsk kvinde, vendt tilbage til Østrig-Ungarn for at fortælle andre om det hun havde lært. To år senere vendte også Károly Szabó og József Kiss tilbage til Østrig-Ungarn og forkyndte om Bibelen, især i de områder der senere blev kendt som Rumænien og Tjekkoslovakiet. Trods voldsom modstand fra et rasende præsteskab blev der oprettet flere studiegrupper, og et omfattende vidnesbyrd blev aflagt. Andre der også ønskede at bekende deres tro offentligt sluttede sig til dem, og i 1935 var der 348 forkyndere i Ungarn.

Rumænien blev næsten dobbelt så stort da sejrherrerne efter den første verdenskrig trak de nye grænser op på Europakortet. I 1920 blev det rapporteret at 1700 personer var tilsluttet de omkring 150 grupper af bibelstudenter. Året efter var der næsten 2000 der nød symbolerne ved fejringen af Herrens aftensmåltid og dermed viste at de bekendte sig til Kristi salvede brødre. De næste fire år var der en dramatisk vækst. I 1925 blev mindehøjtiden overværet af 4185, og de fleste af dem nød uden tvivl symbolerne, sådan som det var almindeligt dengang. Deres tro ville imidlertid blive prøvet. Ville de vise sig at være ægte „hvede“ eller blot en efterligning? (Matt. 13:24-30, 36-43) Ville de udføre det forkyndelsesarbejde som Jesus havde pålagt sine disciple? Ville de holde ud i dette arbejde trods hård modstand? Ville de være trofaste selv om andre viste samme ånd som Judas Iskariot?

Rapporten for 1935 viser at ikke alle havde en tro der satte dem i stand til at holde ud. I det år var kun 1188 med til at aflægge et vidnesbyrd i Rumænien, selv om over dobbelt så mange nød symbolerne ved mindehøjtiden. Men de trofaste fortsatte med at være travlt optaget af Herrens tjeneste. De fortalte andre ydmyge mennesker om de bibelske sandheder som havde givet dem selv så stor glæde. De gjorde det først og fremmest ved at sprede publikationer. Mellem 1924 og 1935 spredte de over 800.000 bøger og brochurer, foruden traktater, til interesserede.

Hvordan stod det til i Tjekkoslovakiet, der var blevet en nation i 1918 efter kejserdømmet Østrig-Ungarns fald? Her bidrog en endnu mere intens forkyndelse til den åndelige høst. I begyndelsen var der blevet forkyndt på ungarsk, russisk, rumænsk og tysk. Men i 1922 vendte adskillige bibelstudenter fra Amerika hjem til Tjekkoslovakiet og begyndte at forkynde for de slovakisktalende, og året efter begyndte et ægtepar fra Tyskland at arbejde i det tjekkiske distrikt. Der blev holdt små, regelmæssige stævner som virkede tilskyndende og forenende på brødrene. Efter at menighederne i 1927 var blevet bedre organiseret til hus-til-hus-forkyndelsen, blev væksten mere mærkbar. Det fremskyndede også arbejdet at der i 1932 blev holdt et internationalt stævne i Prag som blev overværet af cirka 1500 fra Tjekkoslovakiet og dets nabolande. Desuden blev en firetimersudgave af „Skabelsens Fotodrama“ vist for store folkemængder over hele landet. I løbet af bare ti år blev der spredt over 2.700.000 bibelske publikationer til forskellige sproggrupper i landet. Al denne åndelige plantning, dyrkning og vanding bidrog til at 1198 forkyndere af Riget deltog i høsten i 1935.

Jugoslavien (der i begyndelsen kaldtes Serbernes, Kroaternes og Slovenernes Kongerige) blev til da Europakortet ændredes efter den første verdenskrig. Allerede i 1923 blev det rapporteret at en gruppe bibelstudenter forkyndte i Beograd. Senere blev „Skabelsens Fotodrama“ vist for store forsamlinger rundt om i landet. Da Jehovas vidner blev udsat for hård forfølgelse i Tyskland, tog mange tyske pionerer til Jugoslavien. Uden tanke for personlig komfort drog de ud til de mest afsidesliggende egne af dette bjergrige land for at forkynde. Andre pionerer tog til Bulgarien. Der blev også gjort en indsats for at forkynde den gode nyhed i Albanien. Alle disse steder blev sandhedens sæd sået. Noget af den bar frugt. Men først mange år senere var tiden inde til en større høst.

Længere sydpå, på det afrikanske kontinent, blev den gode nyhed også forkyndt af mennesker der havde dyb værdsættelse af den forret at være vidner for den Allerhøjeste.

Det åndelige lys skinner i Vestafrika

En bibelstudent der var flyttet fra Barbados til Vestafrika for at arbejde for et firma, skrev omkring syv år senere til Vagttårnsselskabets hovedkontor i New York og fortalte at der var en hel del på stedet som viste interesse for Bibelen. Nogle få måneder senere, den 14. april 1923, ankom W. R. Brown, der havde tjent på Trinidad, til Freetown i Sierra Leone sammen med sin familie. Det var broder Rutherford der havde opfordret ham til at flytte.

Det blev straks planlagt at broder Brown skulle holde et bibelsk foredrag i Wilberforce Memorial Hall den 19. april. Foredraget blev overværet af cirka 500, deriblandt de fleste af præsterne i Freetown. Søndagen efter holdt han et nyt foredrag. Emnet var et som C. T. Russell ofte havde talt over — „Til helvede og tilbage igen. Hvem er der?“ Broder Brown plejede at vise lysbilleder med bibelcitater under sine foredrag. Mens han talte, sagde han om og om igen: „Det er ikke Brown der siger det, men Bibelen.“ Derfor blev han kaldt „Bibel-Brown“. Hans logiske, bibelske redegørelser fik flere fremtrædende medlemmer af andre trossamfund til at melde sig ud og begynde at tjene Jehova.

Brown rejste meget for at få forkyndelsen i gang andre steder. Han holdt utallige bibelske foredrag og spredte store mængder publikationer, og han tilskyndede andre til at gøre det samme. Hans forkyndelse førte ham til Guldkysten (nu Ghana), Liberia, Gambia og Nigeria. Fra Nigeria var der andre som tog Rigets budskab med til Benin (det daværende Dahomey) og Cameroun. Broder Brown vidste at de fleste ikke havde meget tilovers for det de kaldte „den hvide mands religion“, så i Glover Memorial Hall i Lagos talte han om hvordan kristenhedens religion var kommet til kort. Efter mødet modtog de begejstrede tilhørere 3900 bøger som de ville læse og sprede til andre.

Da broder Brown kom til Vestafrika var der kun en håndfuld mennesker som havde hørt budskabet om Riget. Da han rejste derfra 27 år senere, var der over 11.000 aktive vidner for Jehova i det samme område. Religiøse løgne var blevet afsløret; den sande tilbedelse havde slået rod og bredte sig hurtigt.

Langs Afrikas østkyst

Temmelig tidligt i det 20. århundrede blev nogle af C. T. Russells bøger spredt i Sydøstafrika af personer som anerkendte noget af det der stod i bøgerne, men havde blandet det med deres egne idéer. Resultatet blev at der opstod flere såkaldte Vagttårnsbevægelser der overhovedet ikke havde forbindelse med Jehovas Vidner. Nogle af dem var politisk orienterede og ophidsede til uro blandt de indfødte afrikanere. Disse gruppers dårlige omdømme lagde i mange år hindringer i vejen for Jehovas Vidners arbejde.

Mange afrikanere kunne dog se forskel på sandheden og løgnen. Omrejsende arbejdere tog den gode nyhed om Guds rige med til andre lande og fremholdt den for folk der talte afrikanske sprog. Den engelsktalende del af befolkningen i Sydøstafrika hørte hovedsagelig budskabet gennem kontakter med Sydafrika. I nogle lande kunne europæiske vidner imidlertid ikke forkynde blandt afrikanske sproggrupper på grund af stærk modstand fra myndighederne — modstand som kristenhedens præsteskab stod bag. Sandheden blev forkyndt alligevel, men mange af dem der viste interesse for Bibelens budskab havde brug for mere hjælp for at kunne anvende det de lærte.

Enkelte fordomsfri myndighedspersoner godtog ikke uden videre de voldsomme anklager kristenhedens præsteskab rettede imod Jehovas Vidner. Det gjaldt for eksempel en politimester i Nyasaland (nu Malawi) der forklædte sig og tog til de indfødte Jehovas vidners møder for selv at finde ud af hvad de var for nogle mennesker. Det han så og hørte gjorde et godt indtryk på ham. Da myndighederne gav Selskabet tilladelse til at have en fastboende europæisk repræsentant i landet, blev Bert McLuckie sendt dertil i midten af 1930’erne, og senere kom hans broder Bill. De holdt sig i kontakt med politiet og forskellige embedsmænd sådan at myndighederne hele tiden var klar over hvad Jehovas vidner foretog sig og ikke forvekslede dem med nogen af de bevægelser der med urette brugte navnet Vagttårnet. Sammen med Gresham Kwazizirah, en moden lokal forkynder, arbejdede de samtidig tålmodigt på at hjælpe de hundreder der ønskede at slutte sig til menighederne, til at forstå at kønslig umoralitet, alkoholmisbrug og overtro ikke kan have nogen plads i et Jehovas vidnes liv. — 1 Kor. 5:9-13; 2 Kor. 7:1; Åb. 22:15.

I 1930 var der kun omkring 100 Jehovas vidner i hele det sydlige Afrika. Deres distrikt omfattede stort set hele Afrika syd for ækvator, samt nogle områder der strakte sig nord for ækvator. Der var brug for ægte pionerer for at dette enorme distrikt kunne blive gennemgået med budskabet om Riget. Frank og Gray Smith var pionerer af den rette støbning.

Fra Cape Town sejlede de 4800 kilometer mod nordøst og kørte derefter fire dage i bil ad dårlige veje for at nå frem til Nairobi, Kenya (i Britisk Østafrika). På mindre end en måned afsatte de 40 kasser bibelsk læsestof. Sørgeligt nok døde Frank af malaria på tilbageturen. Til trods for dette drog Robert Nisbet og David Norman kort efter af sted — med 200 kasser læsestof — for at forkynde for så mange som muligt i Kenya, Uganda, Tanganyika og Zanzibar (de to sidstnævnte områder udgør nu Tanzania). På andre, lignende ekspeditioner blev Rigets budskab spredt til øerne Mauritius og Madagaskar i Det Indiske Ocean og til Sankt Helena i Atlanterhavet. Sandhedens sæd blev sået, men det var ikke alle steder den straks begyndte at spire og gro.

Allerede i 1925 spredtes forkyndelsen af den gode nyhed også fra Sydafrika til Basutoland (nu Lesotho), Bechuanaland (nu Botswana) og Swaziland. Omkring otte år senere, da der igen var pionerer som forkyndte i Swaziland, gav kong Sobhuza II dem en kongelig velkomst. Han samlede sin personlige livvagt på hundrede krigere, lyttede til et grundigt vidnesbyrd og anskaffede sig derefter alle de publikationer fra Selskabet som brødrene havde med.

Lidt efter lidt steg antallet af Jehovas vidner i denne del af verden. Andre sluttede sig til de få der havde påbegyndt arbejdet i Afrika i begyndelsen af det 20. århundrede, og i 1935 var der 1407 på det afrikanske kontinent som rapporterede forkyndelse. En væsentlig del af dem befandt sig i Sydafrika og Nigeria. Andre store grupper af Jehovas vidner var at finde i Nyasaland (nu Malawi), Nordrhodesia (nu Zambia) og Sydrhodesia (nu Zimbabwe).

I samme periode blev der også gjort en indsats i spansk- og portugisisktalende lande.

Forkyndelse i spansk- og portugisisktalende områder

Endnu mens den første verdenskrig rasede begyndte man at udgive Vagttårnet på spansk. Bladet opgav adressen på et kontor i Los Angeles der var blevet oprettet for at tage sig af de spansktalende områder. Brødre fra dette kontor ydede megen personlig hjælp til interesserede både i De Forenede Stater og i landene længere sydpå.

Juan Muñiz, der var begyndt at tjene Jehova i 1917, blev i 1920 opfordret af broder Rutherford til at flytte fra De Forenede Stater og vende tilbage til sit hjemland, Spanien, for at organisere forkyndelsesarbejdet der. Resultaterne var dog begrænsede, ikke på grund af manglende nidkærhed fra broder Muñiz’ side, men fordi han hele tiden havde politiet i hælene. Efter nogle få år blev han derfor overflyttet til Argentina.

I Brasilien var der allerede nogle få tilbedere af Jehova der forkyndte. Otte ydmyge sømænd havde lært sandheden at kende under en landlov i New York. I begyndelsen af 1920 var de tilbage i Brasilien og havde travlt med at forkyndte Bibelens budskab for andre.

Canadieren George Young, der blev sendt til Brasilien i 1923, gjorde meget for at fremskynde arbejdet. Ved hjælp af tolke holdt han talrige offentlige foredrag hvori han forklarede hvad Bibelen siger om de dødes tilstand, afslørede spiritismen som dæmonisme og viste hvordan Gud vil velsigne alle jordens slægter. Det gjorde hans foredrag særlig overbevisende at han nu og da viste de skriftsteder der blev drøftet, på et stort lærred på tilhørernes eget sprog. Mens han var i Brasilien fik Bellona Ferguson fra São Paulo endelig mulighed for at blive døbt, sammen med fire af sine børn. Det havde hun ventet på i 25 år. Nogle af dem der tog imod sandheden tilbød at hjælpe med at oversætte publikationerne til portugisisk. Snart forelå en række bøger, brochurer og traktater på dette sprog.

Fra Brasilien rejste broder Young i 1924 videre til Argentina, hvor han arrangerede en gratis uddeling af 300.000 publikationer på spansk i 25 af de største byer. Samme år rejste han også til Chile, Peru og Bolivia for at uddele traktater.

Snart var George Young på vej til et nyt distrikt. Denne gang gjaldt det Spanien og Portugal. Efter at den britiske ambassadør havde introduceret ham for lokale myndighedspersoner, arrangerede han at broder Rutherford skulle holde foredrag i Barcelona og Madrid, samt i Lissabon. Efter disse foredrag afleverede over 2350 deres navn og adresse med en anmodning om yderligere oplysninger. Derefter blev foredraget bragt i en af Spaniens store aviser, og i traktatform blev det sendt med posten til folk overalt i landet. Det blev også bragt i portugisiske medier.

På den måde nåede budskabet langt uden for Spaniens og Portugals grænser. Ved udløbet af 1925 havde den gode nyhed nået Kap Verde, Madeira, Portugisisk Østafrika (nu Moçambique), Portugisisk Vestafrika (nu Angola) og flere øer i Det Indiske Ocean.

Året efter blev den magtfulde resolution „Et Vidnesbyrd til denne Verdens Herskere“ trykt i den spanske avis La Libertad. Radioudsendelser og spredning af bøger, brochurer og traktater foruden forevisninger af „Skabelsens Fotodrama“ bidrog til at der blev aflagt et stort vidnesbyrd. I 1932 tog flere engelske pionerer imod indbydelsen til at hjælpe til i dette område, og de gennemarbejdede systematisk store dele af landet med bibelsk læsestof, lige til den spanske borgerkrig tvang dem til at rejse.

I mellemtiden var broder Muñiz ankommet til Argentina, hvor han straks begyndte at forkynde. Han skaffede sig til dagen og vejen ved at reparere ure. Foruden at forkynde i Argentina arbejdede han også en del i Chile, Paraguay og Uruguay. På hans anmodning kom nogle brødre fra Europa for at forkynde for den tysktalende del af befolkningen. Mange år senere fortalte Carlos Ott at de begyndte dagens tjeneste klokken 4 om morgenen med at stikke traktater ind under hver eneste dør i et distrikt. Senere samme dag kom de på besøg for at aflægge et større vidnesbyrd og tilbyde de interesserede mere bibelsk læsestof. De der var i heltidstjenesten spredtes ud over hele landet fra Buenos Aires. Først fulgte de jernbanelinjerne som løb i hundredvis af kilometer ud fra hovedstaden i alle retninger, og derefter brugte de alle mulige andre transportmidler. De havde meget lidt i materiel henseende, og de kom ud for mange vanskeligheder, men de var rige i åndelig forstand.

En af disse nidkære forkyndere i Argentina var grækeren Nicolás Argyrós. I begyndelsen af 1930 havde han fået nogle af Vagttårnsselskabets publikationer, og noget der gjorde særlig indtryk på ham var en brochure der hed Helvede, med undertitler der stillede spørgsmålene „Hvad er det? Hvem er der? Kan de slippe ud?“ Det forbavsede ham at se at brochuren ikke sagde at syndere ville blive pint i helvedes flammer. Og han blev endnu mere overrasket da det gik op for ham at læren om et brændende helvede er en religiøs løgn som man har opfundet for at skræmme folk, nøjagtig som den havde skræmt ham! Han gik straks i gang med at fortælle andre om sandheden — først grækere og derefter andre, efterhånden som han blev dygtigere til spansk. Hver måned brugte han 2-300 timer på at forkynde den gode nyhed for andre. Til fods og ved hjælp af de transportmidler der var til rådighed, gjorde han Bibelens sandheder kendt i 14 af Argentinas 22 provinser. Han flyttede fra sted til sted og sov hos gæstfri mennesker der tilbød ham en seng, og ofte sov han under åben himmel eller i en stald med et æsel som vækkeur.

En anden vaskeægte pioner var Richard Traub, der havde lært sandheden at kende i Buenos Aires. Han ville meget gerne forkynde den gode nyhed for folk der boede på den anden side af Andesbjergene, i Chile. I 1930, fem år efter at han var blevet døbt, ankom han til Chile — som den eneste forkynder i et land med 4.000.000 indbyggere. I begyndelsen havde han kun Bibelen at arbejde med, men alligevel begyndte han at gå fra hus til hus. Der var ingen møder han kunne overvære, så når mødetiden nærmede sig om søndagen gik han ud til San Cristóbal-bjerget, satte sig i skyggen af et træ og fordybede sig i personligt studium og bøn. Efter at have lejet en lejlighed begyndte han at invitere folk til møder dér. Den eneste der dukkede op til det første møde var Juan Flores, der spurgte: „Og de andre, hvornår kommer de?“ Broder Traub svarede blot: „De skal nok komme.“ Og det gjorde de. På mindre end et år blev 13 døbt som tjenere for Jehova.

Fire år senere slog to søstre der aldrig før havde truffet hinanden, sig sammen om at forkynde den gode nyhed i Colombia. Efter et resultatrigt år her måtte den ene, Hilma Sjoberg, vende tilbage til De Forenede Stater. Men den anden, Kathe Palm, gik om bord på et skib der skulle til Chile, og under den 17 dage lange sørejse forkyndte hun for både mandskab og passagerer. I de næste ti år forkyndte hun fra Chiles nordligste havneby, Arica, til det allersydligste område, Tierra del Fuego. Hun besøgte kontorhuse og forkyndte for embedsmænd. Med en saddeltaske fuld af publikationer over skuldrene og bærende på nødvendigheder som et tæppe hun kunne rulle sig ind i når hun skulle sove, nåede hun frem til de fjerneste fårefarme og minelejre. Sådan formede livet sig for denne sande pioner. Og der var andre som havde en lignende ånd — enlige såvel som gifte, unge såvel som gamle.

I 1932 gjorde man sig særlige anstrengelser for at forkynde budskabet om Riget i de latinamerikanske lande hvor der ikke tidligere var blevet forkyndt. I det år fik brochuren Riget, Verdens Haab en bemærkelsesværdig udbredelse. Den indeholdt et foredrag der var blevet udsendt over radioen i flere lande. Nu blev der spredt cirka 40.000 eksemplarer af foredraget i trykt form i Chile, 25.000 i Bolivia, 25.000 i Peru, 15.000 i Ecuador, 20.000 i Colombia, 10.000 i Santo Domingo (nu Den Dominikanske Republik) og 10.000 i Puerto Rico. Ja, budskabet om Riget blev forkyndt, og dét med stor intensitet.

I 1935 var der kun 247 i hele Sydamerika der forkyndte at Guds rige er det eneste der kan bringe menneskeheden sand lykke. Men sikken et vidnesbyrd de aflagde!

Forkyndelse for folk i afsidesliggende egne

Jehovas vidner var på ingen måde af den opfattelse at de havde opfyldt deres forpligtelser over for Gud hvis de blot talte lidt med deres naboer. De bestræbte sig for at nå ud til alle med den gode nyhed.

Folk der boede i områder som forkynderne ikke kunne komme ud til personligt, kunne nås på andre måder. I slutningen af 1920’erne sendte forkynderne i Cape Town, Sydafrika, for eksempel 50.000 brochurer til alle landmænd, fyrpassere, skovfogeder og andre der boede uden for alfarvej. Man anskaffede også en ajourført postadressebog for hele Sydvestafrika (nu kendt som Namibia), og sendte et eksemplar af brochuren Folkets Ven til alle der stod opført i den.

I 1929 fik F. J. Franske ansvaret for Vagttårnsselskabets skonnert „Morton“ og fik sammen med Jimmy James til opgave at kontakte folk på Labrador-halvøen og i alle de små fiskerlandsbyer på Newfoundland. Om vinteren rejste broder Franske ofte langs kysten med hundeslæde. Eskimoerne og newfoundlænderne gav ham skindvarer og fisk i bytte for det bibelske læsestof han havde med. Nogle få år senere forkyndte han for minearbejdere, skovhuggere, pelsjægere, ranchejere og indianere i det barske Cariboo-område i British Columbia. På disse rejser jagede han vildt for at skaffe sig kød, plukkede vilde bær og bagte brød på en stegepande over åben ild. Da han og hans makker på en anden forkyndertur bragte budskabet om Riget ud til alle øer, vige, fyrtårne, skovhuggerlejre og bosættelser langs Canadas vestkyst, sejlede de i en speciel båd der normalt blev brugt til laksefiskeri. Broder Franske var blot én af mange som gjorde sig store anstrengelser for at nå ud til folk der boede på afsidesliggende steder.

Sidst i 1920’erne begyndte Frank Day at arbejde sig nordpå gennem Alaskas småbyer mens han forkyndte og spredte læsestof. Han solgte briller for at dække sine materielle behov. Til trods for at han humpede rundt på et kunstigt ben gennemarbejdede han området fra Ketchikan til Nome, en strækning på rundt regnet 1900 kilometer. Allerede i 1897 havde en guldgraver skaffet sig nogle eksemplarer af Millenniets Daggry og Vagttårnet mens han var i Californien, og taget dem med sig tilbage til Alaska. Og i 1910 havde kaptajn Beams, skipperen på en hvalfangerbåd, spredt læsestof i de havne i Alaska hvor han havde lagt til. Men budskabet nåede ud til endnu flere da broder Day begyndte at rejse til Alaska hver sommer i over 12 år.

I Norge sejlede to forkyndere i en 40-fods motorbåd ved navn Esther op langs hele kysten til landets nordligste egne. De forkyndte på øerne, for fyrpasserne, i småbyerne langs kysten og på de isolerede steder langt inde i fjeldene. Mange tog godt imod dem, og i løbet af et års tid spredte de mellem 10.000 og 15.000 bøger og brochurer som forklarede hvad Guds hensigt er med menneskeheden.

Øerne hører lovprisningen af Jehova

Det var ikke kun de øer der lå i nærheden af fastlandet som fik vidnesbyrdet at høre. I begyndelsen af 1930’erne brugte Sydney Shepherd to år på at sejle omkring midt ude i Stillehavet for at forkynde på Cookøerne og Tahiti. Længere mod vest besøgte George Winton Ny Hebriderne (nu Vanuatu) med den gode nyhed.

Omtrent samtidig drog også Joseph Dos Santos, en amerikaner af portugisisk afstamning, ud for at forkynde i urørt distrikt. Først forkyndte han på de yderste øer i Hawaii, og derefter lagde han ud på en forkynderrejse som skulle bringe ham jorden rundt. Men da han kom til Filippinerne fik han et brev hvori broder Rutherford bad ham om at blive dér for at opbygge og organisere forkyndelsesarbejdet. Han blev på Filippinerne i 15 år.

På denne tid begyndte Selskabets afdelingskontor i Australien at koncentrere sig om arbejdet på øerne i den sydlige del af Stillehavet. To pionerer som blev sendt ud derfra, aflagde et grundigt vidnesbyrd på Fiji i 1930-31. Samoa blev nået med budskabet i 1931 og Ny Caledonien i 1932. Et pionerpar fra Australien rejste i 1933 til Kina, hvor de i løbet af de næste få år forkyndte i 13 af de større byer.

Brødrene i Australien indså at de kunne udrette mere hvis de havde en båd. Efter nogen tid indrettede de en 52-fods ketch der fik navnet Lightbearer, og fra begyndelsen af 1935 blev den i adskillige år brugt som base for en gruppe nidkære brødre der forkyndte i Nederlandsk Ostindien (nu Indonesien), Singapore og Malaya. Båden vakte stor opmærksomhed overalt hvor den kom, og det gav ofte brødrene mulighed for at forkynde og sprede meget læsestof.

På den anden side af jorden besluttede to danske pionersøstre at rejse på en ferietur til Færøerne i 1935. Men de tog ikke bare derop for at beundre naturen. De medbragte flere tusind brochurer og bøger, og de brugte dem godt. På trods af storm og regn og et fjendtligt præsteskab gennemgik de så store dele af øerne som de kunne nå.

Længere mod vest påtog Georg Lindal, en canadier af islandsk afstamning, sig en opgave der kom til at vare meget længere. Efter et forslag fra broder Rutherford flyttede han i 1929 til Island for at tjene som pioner. Han viste stor udholdenhed! I de næste 18 år forkyndte han for det meste helt alene. Han besøgte de store og små byer igen og igen. Han spredte titusinder af publikationer, men ikke en eneste islænding begyndte at tjene Jehova sammen med ham. Bortset fra ét år havde han ingen andre Jehovas vidner at være sammen med på Island før i 1947, da der kom to missionærer dertil fra Gilead.

Når mennesker forbyder det Gud har befalet

Især fra 1920’erne og frem til slutningen af 40’erne var det ikke usædvanligt at forkynderne mødte modstand når de deltog i tjenesten. I mange tilfælde var det de lokale præster der stod bag, og undertiden var det myndighedspersoner.

Engang da nogle østrigske Jehovas vidner skulle forkynde i et landdistrikt nord for Wien, mødte de en flok vrede landsbyboere som den lokale præst havde hidset op imod dem. Der var også nogle politibetjente med i flokken. Præsterne havde sat sig i hovedet at Jehovas vidner ikke måtte forkynde i deres landsbyer. Men forkynderne, der var fast besluttede på at udføre det hverv Gud havde givet dem, kom blot tilbage en anden dag og gik ind i landsbyerne ad forskellige omveje.

Uanset hvad mennesker måtte true med eller forlange, vidste Jehovas vidner at de over for Gud var forpligtede til at forkynde hans rige. De valgte at adlyde Gud som deres hersker mere end mennesker. (Apg. 5:29) Når lokale myndighedspersoner forsøgte at nægte Jehovas vidner trosfrihed, tilkaldte forkynderne ganske enkelt forstærkning.

Efter gentagne arrestationer i en del af Bayern i Tyskland i 1929 lejede forkynderne to særtog — ét der skulle køre fra Berlin og ét der skulle køre fra Dresden. I Reichenbach blev de to tog koblet sammen, og klokken 2 om natten kørte toget ind i Regensburgområdet med 1200 passagerer der var ivrige efter at få aflagt et vidnesbyrd. Rejsen var dyr, og alle havde selv betalt billetten. På hver jernbanestation blev der sat nogle af. Flere havde cykler med så de kunne nå ud i landdistrikterne. Hele området blev gennemarbejdet på en enkelt dag. Da de så resultaterne af deres forenede anstrengelser, kunne de ikke lade være med at tænke på det løfte Gud har givet sine tjenere: „Intet våben der dannes imod dig vil du’.“ — Es. 54:17.

Forkynderne i Tyskland var så nidkære at de, så vidt man kan beregne, mellem 1919 og 1933 spredte mindst 125 millioner bøger, brochurer og blade, foruden millioner af traktater. Og på det tidspunkt var der kun omkring 15 millioner husstande i Tyskland. I den periode blev der aflagt et grundigere vidnesbyrd i Tyskland end i noget andet land på jorden. Her fandtes også en af de største koncentrationer af mennesker der gav udtryk for at de tilhørte Kristi salvede disciple. Men i de følgende år blev deres uangribelighed prøvet til det yderste. — Åb. 14:12.

I 1933 blev den officielle modstand mod Jehovas Vidners arbejde i Tyskland stærkt intensiveret. Gestapo foretog den ene razzia efter den anden i forkyndernes hjem og på Selskabets afdelingskontor. Jehovas Vidners arbejde blev forbudt i de fleste tyske stater, og nogle af forkynderne blev arresteret. Mange tons af deres bibler og bibelske læsestof blev brændt offentligt. Den 1. april 1935 blev der vedtaget en landsomfattende lov som forbød Ernste Bibelforscher (de alvorlige bibelstudenter eller Jehovas Vidner), og man prøvede systematisk at fratage dem deres levebrød. Jehovas vidner begyndte at holde alle deres møder i små grupper, at kopiere deres bibelske studiemateriale i former som Gestapo ikke havde så let ved at genkende, og at benytte mindre iøjnefaldende forkyndelsesmetoder.

I Italien havde brødrene på dette tidspunkt allerede i nogen tid, siden 1925, levet under et fascistisk diktatur, og i 1929 var der blevet undertegnet et konkordat mellem den katolske kirke og den fascistiske stat. Der blev drevet en nådesløs jagt på de sande kristne. Nogle af dem samledes i lader og på hølofter for at undgå at blive arresteret. Der var ikke ret mange Jehovas vidner i Italien dengang, men i 1932 fik de hjælp da 20 forkyndere fra Schweiz krydsede grænsen til Italien og under en lynkampagne uddelte 300.000 eksemplarer af brochuren Riget, Verdens Haab.

Også i Det Fjerne Østen voksede presset. Nogle Jehovas vidner i Japan blev arresteret. Store mængder af deres bibelske publikationer blev ødelagt af embedsmænd i Seoul (i det der nu er Republikken Korea) og Pyongyang (i det der nu er Den Demokratiske Folkerepublik Korea).

Midt under dette tiltagende pres fik Jehovas vidner i 1935 en klar forståelse ud fra Bibelen af hvem ’den store skare’ i Åbenbaringen 7:9-17 er. Denne forståelse åbnede deres øjne for at et presserende og uventet arbejde lå foran dem. (Es. 55:5) Nu mente de ikke længere at alle der ikke tilhørte ’den lille hjord’ af arvinger til det himmelske rige, først engang i fremtiden ville få mulighed for at bringe deres liv i overensstemmelse med Jehovas krav. (Luk. 12:32) De forstod at disse mennesker måtte gøres til disciple nu, for at de kunne overleve og komme ind i Guds nye verden. De vidste ikke hvor længe indsamlingen af denne store skare fra alle nationer skulle fortsætte, men de følte at enden for den onde ordning måtte være meget nær. De vidste heller ikke præcis hvordan arbejdet skulle udføres under den tiltagende og stadig mere grusomme forfølgelse. Men én ting var de helt overbeviste om: „Jehovas hånd er ikke for kort,“ og derfor ville han sørge for at de fik mulighed for at gøre hans vilje. — Es. 59:1.

I 1935 var der relativt få Jehovas vidner — kun 56.153 i hele verden.

I det år forkyndte de i 115 lande; men i næsten halvdelen af disse lande var der færre end ti forkyndere. Kun i to lande var der 10.000 eller flere aktive vidner for Jehova (i De Forenede Stater var der 23.808, og i Tyskland var der cirka 10.000 ud af de 19.268 der havde rapporteret to år tidligere). I hvert af syv andre lande (Australien, Canada, Frankrig, Polen, Rumænien, Storbritannien og Tjekkoslovakiet) var der mellem 1000 og 6000 forkyndere der rapporterede. Oversigten over virksomheden viser at 21 andre lande hver havde mellem 100 og 1000 forkyndere. Men i dette ene år brugte denne nidkære skare forkyndere verden over 8.161.424 timer på at forkynde om Guds rige som menneskenes eneste håb.

De havde også allerede gjort den gode nyhed kendt andre steder, så frem til 1935 var der blevet forkyndt i 149 lande og øområder.

[Tekstcitat på side 424]

Også i fængslerne fandt de lejligheder til at forkynde

[Tekstcitat på side 425]

Ivrige efter at komme i gang med arbejdet!

[Tekstcitat på side 441]

De trodsede storm, regn og et fjendtligt præsteskab

[Tekstcitat på side 442]

Før bibelstudenternes arbejde blev forbudt i Tyskland, blev der aflagt et vidnesbyrd af usædvanlige dimensioner

[Kort på side 428]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Da emigranter fra landene på dette kort lærte at det er Guds hensigt at velsigne menneskeheden, følte de sig tilskyndet til at rejse tilbage til deres hjemland med budskabet

NORD- OG SYDAMERIKA

ØSTRIG

BULGARIEN

CYPERN

TJEKKOSLOVAKIET

DANMARK

FINLAND

TYSKLAND

GRÆKENLAND

UNGARN

ITALIEN

HOLLAND

NORGE

POLEN

PORTUGAL

RUMÆNIEN

SPANIEN

SVERIGE

SCHWEIZ

TYRKIET

JUGOSLAVIEN

[Kort på side 432]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

I 1920’erne og 1930’erne flyttede forkyndere fra Tyskland til mange andre lande for at aflægge et vidnesbyrd

TYSKLAND

SYDAMERIKA

NORDAFRIKA

ASIEN

[Kort/illustrationer på side 423]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

KOREA

JAPAN

KINA

STILLEHAVET

[Illustrationer]

Mens verden var optaget af at føre krig, havde R. R. Hollister og Fanny Mackenzie travlt med at bringe et fredens budskab ud til folk i Kina, Japan og Korea

[Kort/illustrationer på side 435]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

UGANDA

KENYA

TANZANIA

SYDAFRIKA

[Illustrationer]

Nidkære pionerer som Frank Smith og hans broder Gray (øverst) forkyndte den gode nyhed langs Afrikas østkyst

[Kort/illustration på side 439]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

NAMIBIA

[Illustration]

I hele Sydvestafrika (nu Namibia) fik folk denne brochure med posten i 1928

[Kort/illustrationer på side 440]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

MALAYA

BORNEO

CELEBES

SUMATRA

JAVA

TIMOR

NY GUINEA

AUSTRALIEN

STILLEHAVET

[Illustrationer]

Nidkære pionerer spredte Rigets budskab i Sydøstasien ved hjælp af båden „Lightbearer“

[Illustrationer på side 426]

I mange lande kom store skarer for at høre foredraget „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø“

[Illustrationer på side 427]

I Sydafrika uddelte Edwin Scott på egen hånd 50.000 eksemplarer af „Et Opraab til de ledende i Verden“

[Illustration på side 429]

Willy Unglaube fulgte opfordringerne til forkyndere og tjente i Europa, Afrika og Asien

[Illustrationer på side 430]

I 1992 havde Eric Cooke og hans broder John (siddende) begge været i heltidstjenesten i over 60 år. De har haft mange spændende oplevelser i Europa og Afrika

[Illustration på side 431]

Da Edwin Skinner rejste til Indien i 1926 fik han et distrikt der omfattede fem lande. Han blev trofast ved med at forkynde dér i 64 år

[Illustration på side 433]

Alfred og Frieda Tuček tjente som pionerer i det gamle Jugoslavien. Her ses de udrustet med de nødvendige ting til livets ophold og publikationer til brug i forkyndelsen

[Illustrationer på side 434]

I hele Vestafrika afslørede „Bibel-Brown“ ihærdigt falsk tilbedelse

[Illustration på side 436]

George Young var med til at aflægge et omfattende vidnesbyrd om Guds rige i Sydamerika, Spanien og Portugal

[Illustration på side 437]

Juan Muñiz (til venstre), der havde forkyndt i Sydamerika siden 1924, bød N. H. Knorr velkommen da denne over 20 år senere besøgte Argentina for første gang

[Illustration på side 438]

Nicolás Argyrós gjorde Bibelens frigørende sandheder kendt i 14 af Argentinas provinser

[Illustrationer på side 439]

F. J. Franske rejste til lands og til vands for at nå frem til fjerntliggende bosættelser med Bibelens sandheder

Kapitel 22

3. afsnit — Vidner til jordens fjerneste egne

Fra side 444 til side 461 følger en rapport om forkyndelsen i hele verden mellem 1935 og 1945. Året 1935 var særlig betydningsfuldt fordi det var i det år man forstod hvem ’den store skare’ i Åbenbaringen 7:9 er. I forbindelse med indsamlingen af denne gruppe begyndte Jehovas vidner at forstå at det arbejde der ifølge Bibelen lå foran dem, var langt større end noget tidligere. Hvordan bar de sig ad med at udføre det under den anden verdenskrig, da de fleste lande nedlagde forbud mod Jehovas Vidners arbejde eller deres bibelske publikationer?

I 1930’erne var det Jehovas Vidners mål at forkynde budskabet om Riget for så mange som muligt. Når de traf nogen som viste ekstra stor interesse, hændte det at de sad oppe det meste af natten for at forklare Bibelens sandheder og besvare spørgsmål. Men i de fleste tilfælde fremholdt forkynderne blot korte præsentationer for at vække den besøgtes interesse, og så lod de publikationerne eller offentlige bibelske foredrag udrette resten. De deltog i et oplysningsarbejde; de såede sandhedens sæd.

Ihærdige forsøg på at nå ud til mange med den gode nyhed

Arbejdet blev udført med en følelse af at tiden var kort. Da Armando Menazzi i Córdoba i Argentina i begyndelsen af 1930’erne havde læst den klare redegørelse for Bibelens sandheder i brochurerne Helvede og Hvor er de døde?, handlede han således hurtigt og beslutsomt. (Sl. 145:20; Præd. 9:5; Apg. 24:15) Ansporet af det han lærte og af den nidkærhed Nicolás Argyrós viste, solgte han sit bilværksted for at bruge al sin tid på at forkynde sandheden som pioner. I begyndelsen af 1940’erne fik han forkynderne i Córdoba til at købe en gammel bus som de installerede senge i og derefter brugte på forkynderture der varede mellem en uge og tre måneder. Forskellige brødre og søstre fra menigheden fik mulighed for at komme med på disse ture, ti eller flere ad gangen. Hver enkelt i gruppen skulle hjælpe med det praktiske — gøre rent, lave mad, eller fiske og gå på jagt for at skaffe mad. Denne ihærdige gruppe forkyndte fra hus til hus, gennemgik byer og landsbyer og besøgte afsidesliggende gårde i mindst ti argentinske provinser.

Forkynderne i Australien havde samme indstilling. De tæt befolkede byer langs kysten blev godt gennemarbejdet med budskabet, men forkynderne søgte også at nå ud til folk der boede isoleret. Den 31. marts 1936 begav Arthur Willis og Bill Newlands sig således ud på en rejse som skulle blive cirka 19.700 kilometer lang. Deres mål var at forkynde for folk på de spredte fårefarme og kvægstationer i det indre af landet. Der fandtes stort set ingen veje, kun ujævne stier gennem den træløse ørken med trykkende hede og hylende sandstorme. Men de vendte ikke om. Når de traf nogle der viste interesse, spillede de bibelske foredrag på grammofon og spredte læsestof. Somme tider var John E. (Ted) Sewell med på disse ture. Han meldte sig senere til at tjene i Sydøstasien.

Det distrikt som Selskabets afdelingskontor i Australien førte tilsyn med, gik langt videre end til Australiens kyster. Det omfattede Kina samt øgrupper og lande fra Tahiti i øst til Burma (nu Myanmar) i vest, en strækning på 13.700 kilometer. Mellem disse to yderpunkter lå Hongkong, Indokina (nu Cambodja, Laos og Vietnam), Nederlandsk Ostindien (der omfattede øer som Sumatra, Java og Borneo), New Zealand, Siam (nu Thailand) og Malaya. Det skete jævnlig at afdelingstilsynsmanden, skotten Alexander MacGillivray, inviterede en ivrig ung pioner ind på sit kontor, viste ham et kort over afdelingskontorets distrikt og spurgte: ’Kunne du tænke dig at blive missionær?’ Derefter pegede han på et område hvor budskabet sjældent eller aldrig var blevet forkyndt, og spurgte: ’Hvad ville du sige til at påbegynde arbejdet dér?’

I begyndelsen af 1930’erne havde nogle af disse pionerer allerede udført et stort arbejde i Nederlandsk Ostindien (nu Indonesien) og Singapore. I 1935 sejlede newzealænderen Frank Dewar sammen med en gruppe af disse pionerer med båden Lightbearer til Singapore. Lige før båden fortsatte mod Malayas nordvestkyst, sagde kaptajnen, Eric Ewins: „Nå, Frank, så er vi her. Længere kan vi ikke tage dig med. Du valgte at tage til Siam. Så, af sted med dig!“ Men Frank havde næsten glemt alt om Siam. Han havde nydt at forkynde sammen med gruppen på båden. Nu var han overladt til sig selv.

Mens han gjorde ophold i Kuala Lumpur for at skrabe penge sammen til resten af turen, blev han udsat for en trafikulykke — han blev kørt ned af en lastvogn da han var ude at cykle. Da han var kommet sig tog han toget fra Singapore til Bangkok. Han havde kun 5 dollars på lommen, men gik i gang med at forkynde i tillid til Jehovas evne til at sørge for sine tjenere. Claude Goodman havde forkyndt i Bangkok en kort periode i 1931, men da Frank kom dertil i juli 1936 var der ingen Jehovas vidner til at byde ham velkommen. I de følgende år gav andre dog en hånd med — Willy Unglaube, Hans Thomas og Kurt Gruber fra Tyskland og Ted Sewell fra Australien. De spredte meget læsestof, men det meste af det var på engelsk, kinesisk og japansk.

Da brødrene skrev til Selskabets hovedkontor at de havde brug for publikationer på thai men ingen oversætter havde, svarede broder Rutherford: „Jeg er ikke i Thailand; det er I. Hav tro på Jehova og arbejd flittigt, og I vil finde en oversætter.“ Og det gjorde de. Chomchai Inthaphan, der var tidligere rektor ved den presbyterianske pigeskole i Chiang Mai, tog imod sandheden, og fra 1941 oversatte hun bibelske publikationer til thai.

En uge efter at Frank Dewar var begyndt at forkynde i Bangkok kom Frank Rice, der havde udført et banebrydende forkyndelsesarbejde på Java (nu en del af Indonesien), på besøg undervejs til sit nye distrikt i det daværende Fransk Indokina. Ligesom han havde gjort i sit tidligere distrikt, forkyndte han for de engelsktalende mens han lærte det lokale sprog. Efter at have gennemgået Saigon (nu Ho Chi-Minh-byen) gav han nogle timer i engelsk for at kunne købe sig en gammel bil som han kunne køre til den nordlige del af landet i. Han gik op i Rigets interesser, ikke i materiel bekvemmelighed. (Hebr. 13:5) Hele vejen nordpå til Hanoi forkyndte han i byer og landsbyer og på isolerede steder.

Iøjnefaldende metoder

I mange lande gjorde forkynderne brug af iøjnefaldende metoder for at vække folks interesse for budskabet om Riget og vise dem at de var nødt til at gøre noget. I Glasgow begyndte Jehovas vidner for eksempel i 1936 at avertere stævneforedrag ved at gå med sandwichplakater og uddele løbesedler på forretningsstrøg. To år senere, i 1938, blev metoden yderligere udviklet da man averterede et stævne i London. Nathan H. Knorr og Albert D. Schroeder, der senere kom til at tjene sammen i Det Styrende Råd, gik i spidsen for et optog af næsten tusind forkyndere som marcherede gennem forretningsdistriktet i Londons centrum. Hver anden bar en plakat der averterede det offentlige foredrag, „Se Kendsgerningerne i Øjnene“, som skulle holdes af J. F. Rutherford i Royal Albert Hall. De øvrige bar skilte med ordlyden „Religionen er en snare og et svindlerforetagende“. (På det tidspunkt havde de den opfattelse at religion var alle former for tilbedelse der ikke var i harmoni med Guds ord, Bibelen.) Senere på ugen bar de skilte med teksten „Tjen Gud og kongen Kristus“ mellem de andre skilte, for at dæmpe den fjendtlige reaktion hos nogle blandt offentligheden. Det var en overvindelse for mange Jehovas vidner at deltage i plakatarbejdet, men de betragtede det som endnu en måde at tjene Jehova på, endnu en prøve på deres loyalitet mod ham.

Ikke alle satte pris på de iøjnefaldende måder Jehovas vidner forkyndte deres budskab på. Præsteskabet i Australien og New Zealand pressede lederne af radiostationerne til at standse alle udsendelser som var betalt af Jehovas Vidner. I april 1938, da broder Rutherford var på vej til Australien for at holde et radioforedrag, gav myndighedspersoner efter for pres og aflyste en aftale om at broder Rutherford kunne bruge rådhuset i Sydney og tale i radioen. Brødrene skyndte sig at leje en sportsplads i Sydney, og som følge af den store omtale som modstanden mod broder Rutherfords besøg fik, kom der endnu flere for at høre foredraget. Når brødrene ved andre lejligheder blev nægtet tilladelse til at sende foredrag i radioen, arrangerede de møder hvor broder Rutherfords foredrag blev spillet på grammofon og sørgede for at disse møder blev averteret grundigt.

I Belgien sendte præsterne børn ud for at kaste sten på forkynderne, og selv gik de rundt til folk i landsbyerne for at indsamle de bøger og brochurer forkynderne havde spredt. Men nogle af landsbyboerne syntes godt om det de lærte af Jehovas vidner. De sagde: „Lad os få flere af jeres brochurer. Når præsten kommer kan vi give ham en, så han er tilfreds, og beholde resten så vi selv kan læse dem.“

I årene der fulgte skulle Jehovas vidner imidlertid komme ud for endnu stærkere modstand i deres forkyndelsesarbejde.

Forkyndelse i Europa trods forfølgelse under krigen

Tusinder af Jehovas vidner i Belgien, Frankrig, Holland, Tyskland og Østrig blev fængslet eller sat i nazisternes koncentrationslejre fordi de ikke ville afsværge deres tro og holde op med at forkynde. I fængslerne og lejrene hørte en brutal behandling til dagens orden. De der endnu var frie fortsatte med at forkynde, men med forsigtighed. De nøjedes ofte med at bruge Bibelen, og de tilbød kun læsestof på genbesøg hos interesserede. For at undgå at blive arresteret nøjedes de med at ringe på én dør i en blok og så gå videre til en anden blok, eller de besøgte kun ét hus i en gade og gik derefter videre til et hus i en anden gade. Men de var på ingen måde bange for at aflægge vidnesbyrd.

Den 12. december 1936, blot nogle få måneder efter at Gestapo havde arresteret tusinder af forkyndere og interesserede i et landsomfattende forsøg på at standse deres arbejde, arrangerede forkynderne en særlig kampagne. Med lynets hast lagde de titusinder af eksemplarer af en trykt resolution i folks postkasser og under deres døre overalt i Tyskland. Resolutionen indeholdt en protest mod den grusomme behandling af deres kristne brødre og søstre. Mindre end en time efter at kampagnen var begyndt drev politiet en hektisk jagt på forkynderne, men i hele landet blev kun 10-12 stykker pågrebet.

Myndighederne var rystede over at en sådan kampagne kunne gennemføres efter alt det den nazistiske regering havde gjort for at standse arbejdet. De begyndte desuden at blive utrygge ved befolkningen. Hvorfor? Jo, når politiet og andre uniformerede tjenestemænd tog rundt til folk og spurgte om de havde modtaget en sådan tryksag, svarede flertallet benægtende. Langt de fleste havde nemlig ikke fået den. Der var kun blevet afleveret resolutioner til to-tre familier i hver boligblok. Men det vidste politifolkene ikke. De gik ud fra at der var blevet lagt en under hver eneste dør.

I de følgende måneder benægtede nazistiske embedsmænd hårdnakket de anklager der blev rejst i resolutionen. Den 20. juni 1937 spredte de forkyndere der stadig var på fri fod, derfor et nyt budskab, et åbent brev der beskrev forfølgelsen i mindste detalje, omtalte myndighedspersoner ved navn og nævnte datoer og steder. Stor var forfærdelsen hos Gestapo over denne afsløring og over at Jehovas vidner var i stand til at foretage en sådan distribuering.

Familien Kusserow fra Bad Lippspringe i Tyskland havde utallige oplevelser der vidnede om den samme beslutsomhed i forkyndelsen. Et eksempel er det der skete efter at Wilhelm Kusserow offentligt var blevet henrettet i Münster af nazisterne fordi han ikke ville fornægte sin tro. Wilhelms moder, Hilda, rejste straks til fængselet og forlangte hans lig udleveret så hun kunne begrave ham. Hun sagde til sin familie: „Vi vil aflægge et stort vidnesbyrd for dem der kendte ham.“ Ved begravelsen bad Wilhelms fader, Franz, en bøn hvori han gav udtryk for tro på Jehovas kærlige foranstaltninger. Wilhelms broder Karl-Heinz sagde nogle trøstende ord fra Bibelen ved graven. De blev straffet for dette, men det vigtigste for dem var at ære Jehova ved at aflægge et vidnesbyrd om hans navn og rige.

Efterhånden som krigen udviklede sig i Holland ændrede forkynderne klogeligt deres mødevaner. De holdt nu møderne for grupper på højst ti i private hjem, og mødestederne blev ofte flyttet. Hver forkynder deltog kun i møder sammen med sin egen gruppe, og ingen røbede adressen, ikke engang til sine nærmeste venner. På det tidspunkt blev store folkegrupper drevet fra hus og hjem som følge af krigen. Jehovas vidner vidste at disse mennesker havde brug for det trøstende budskab der kun findes i Guds ord, og de forkyndte det frygtløst. Et brev fra afdelingskontoret mindede dem dog om at Jesus gik frem med forsigtighed da han ved forskellige lejligheder mødte modstand. (Matt. 10:16; 22:15-22) Når forkynderne traf en der var fjendtligt indstillet noterede de derfor adressen op, sådan at de næste forkyndere i distriktet kunne tage deres forholdsregler.

I Grækenland led befolkningen meget under den tyske besættelse. Men den yderst brutale behandling Jehovas vidner fik, skyldtes først og fremmest at den græsk-ortodokse kirkes præsteskab havde givet myndighederne et helt fordrejet billede af dem og insisteret på at politi og domstole greb ind over for dem. Mange forkyndere blev kastet i fængsel, forvist fra deres hjemby og sendt til fjerntliggende landsbyer eller holdt i fangenskab under barske forhold på øde øer. Men de blev ved med at forkynde. (Jævnfør Apostelgerninger 8:1, 4.) I mange tilfælde forkyndte de ved at tale med folk i parker og anlæg. De satte sig på bænkene og fortalte folk om Guds rige. Når én viste ægte interesse, lånte de vedkommende en dyrebar bibelsk publikation. Senere fik de den tilbage — de samme brochurer og bøger blev udlånt igen og igen. Mange sandhedselskende mennesker tog med taknemmelighed imod den hjælp Jehovas vidner tilbød dem, og sluttede sig endda til dem i forkyndelsen af den gode nyhed, selv om det betød at også de blev forfulgt.

En faktor der især bidrog til at forkynderne var så modige og udholdende, var at de blev opbygget af åndelig føde. Selv om forsyningerne af publikationer til brug i forkyndelsen var stærkt reducerede mange steder i Europa under krigen, blev det trosstyrkende læsestof som Selskabet havde udarbejdet til Jehovas vidner i hele verden, ved med at cirkulere mellem forkynderne. August Kraft, Peter Gölles, Ludwig Cyranek, Therese Schreiber og mange andre satte livet på spil ved at mangfoldiggøre og distribuere studiemateriale der blev smuglet ind i Østrig fra Italien, Schweiz og Tjekkoslovakiet. I Holland skaffede en venligsindet fangevogter en bibel til Arthur Winkler. På trods af alle de forholdsregler fjenden traf, fandt de bibelske sandheders forfriskende vand fra Vagttårnet vej til forkynderne, selv til dem der sad i tyske koncentrationslejre, og cirkulerede mellem dem.

Jehovas vidner holdt ikke op med at være vidner selv om de blev kastet i fængsler og koncentrationslejre. Da apostelen Paulus var i fængsel i Rom, skrev han: „Jeg [lider] ondt, er endda i lænker . . . Dog, Guds ord er ikke bundet.“ (2 Tim. 2:9) Det samme viste sig at være tilfældet med Jehovas vidner i Europa under den anden verdenskrig. Fangevogterne lagde mærke til deres opførsel; nogle stillede spørgsmål, og enkelte blev troende, skønt det betød at de selv mistede friheden. Mange af Jehovas vidners medfanger kom fra lande hvor den gode nyhed kun var blevet forkyndt i meget begrænset omfang, som for eksempel Rusland. Efter krigen vendte nogle af disse tilbage til deres hjemland som Jehovas vidner, ivrige efter at sprede budskabet om Riget.

Den brutale forfølgelse og virkningerne af total krig kunne ikke hindre den forudsagte indsamling af mennesker der ønskede at tilbede i Jehovas store åndelige hus. (Es. 2:2-4) Fra 1938 til 1945 var der i de fleste europæiske lande en betydelig vækst i antallet af dem der deltog i denne offentlige tilbedelse ved at forkynde om Guds rige. I Finland, Frankrig, Schweiz og Storbritannien var der en vækst på rundt regnet 100 procent. I Grækenland blev forkyndertallet næsten syvdoblet. I Holland blev der tolv gange så mange forkyndere. Men ved udløbet af 1945 havde man endnu kun modtaget ufuldstændige rapporter fra Tyskland, Rumænien og en række andre lande.

Landene uden for Europa i krigsårene

Også i Østen skabte krigen store vanskeligheder for Jehovas vidner. I Japan og Korea blev de arresteret, slået og torteret fordi de forkyndte Guds rige og ikke ville tilbede den japanske kejser. Med tiden blev de afskåret fra enhver kontakt med forkynderne i andre lande. Mange af dem havde kun mulighed for at aflægge et vidnesbyrd når de blev forhørt eller ført for retten. Da krigen sluttede, var Jehovas vidners offentlige forkyndelse i disse lande praktisk taget ophørt.

Da krigen nåede til Filippinerne blev Jehovas vidner mishandlet af både japanerne og modstandsbevægelsen fordi de ikke ville støtte nogen af parterne. For ikke at blive pågrebet forlod mange forkyndere deres hjem. Men de forkyndte de steder de kom hen — når de havde noget læsestof lånte de det ud, og senere nøjedes de med at bruge Bibelen. Da fronten begyndte at vige skaffede forkynderne endog adskillige både hvormed de fragtede store grupper af forkyndere til øer hvor der kun var blevet forkyndt ganske lidt, om overhovedet.

I Burma (nu Myanmar) blev Jehovas Vidners publikationer forbudt i maj 1941, men ikke som følge af den japanske besættelse. Forbudet skyldtes pres fra præster i den anglikanske kirke, metodistkirken, den katolske kirke og den amerikanske baptistkirke. To forkyndere der arbejdede på telegrafkontoret så et telegram som advarede dem om hvad der ville komme, og derfor nåede brødrene at rydde Selskabets lager for at forhindre at publikationerne blev beslaglagt. Derefter forsøgte de at sende en god del af dem til Kina.

På det tidspunkt fragtede den amerikanske regering store vognlæs krigsmateriel ad Burmavejen for at støtte den kinesiske nationalistregering. Brødrene prøvede at få plads til nogle publikationer på en af disse lastvogne, men blev afvist. Det lykkedes dem heller ikke at skaffe en lastvogn i Singapore. Mick Engel, som havde ansvaret for Selskabets boglager i Rangoon (nu Yangon), henvendte sig imidlertid til en højtstående amerikansk embedsmand og fik tilladelse til at sende publikationerne med militære lastvogne.

Men da Fred Paton og Hector Oates derefter henvendte sig til den officer der havde overopsyn med kortegen til Kina og bad om plads, fik denne et voldsomt raserianfald. „Hvad?“ skreg han. „Hvordan kan jeg bruge den dyrebare plads i mine lastvogne til jeres elendige traktater, når jeg ikke engang har plads til hårdt tiltrængt militært og medicinsk udstyr som ligger her og rådner under åben himmel?“ Fred trak vejret dybt, stak hånden ned i mappen og viste ham brevet med tilladelsen, og nævnte derefter at det ville være en alvorlig sag at ignorere direktiver fra embedsmænd i Rangoon. Resultatet blev at officeren ikke alene gik med til at transportere to tons bøger, men også stillede en lille lastvogn med chauffør og forsyninger til brødrenes disposition. De kørte mod nordøst over den farlige bjergvej ind i Kina med deres værdifulde last. Efter at have forkyndt i Pao-shan drog de videre til Chungking (Pahsien). I det år de tilbragte i Kina spredte de tusinder af publikationer der fortalte om Jehovas rige. En af dem de forkyndte personligt for var præsidenten for den kinesiske nationalistregering, Chiang Kai-chek.

I mellemtiden blev bombningen af Burma intensiveret, og alle forkyndere på nær tre forlod landet. De fleste rejste til Indien. Det var naturligvis begrænset hvad de tre tilbageværende kunne udrette, men de fortsatte med at forkynde uformelt, og deres arbejde bar frugt efter krigen.

Også i Nordamerika mødte Jehovas vidner alvorlige hindringer under krigen. Forkyndelsesarbejdet blev vanskeliggjort af udbredte pøbelaktioner og af at lokale love blev anvendt på grundlovsstridig måde. Tusinder blev fængslet fordi de holdt fast ved deres kristne neutralitet. Men det fik ikke forkynderne til at sætte tempoet ned i tjenesten fra hus til hus. Fra februar 1940 blev det desuden almindeligt at se dem stå på gaderne i forretningsområderne og tilbyde bladene. Deres nidkærhed voksede. Selv om forkynderne i De Forenede Stater og Canada gennemgik noget nær den værste forfølgelse der er foregået i denne del af verden, blev deres antal mere end fordoblet mellem 1938 og 1945, og den tid de anvendte i den offentlige forkyndelse tredobledes.

I mange lande under Det Britiske Statssamfund (i Nordamerika, Afrika, Asien og øerne i Det Caraibiske Hav og Stillehavet) blev enten Jehovas Vidner eller deres publikationer underlagt regeringsforbud. Dette skete for eksempel i Australien. Den 17. januar 1941 blev det ifølge en officiel bekendtgørelse fra generalguvernøren forbudt Jehovas vidner at samles for at udøve deres gudsdyrkelse, at sprede deres publikationer, eller i det hele taget være i besiddelse af dem. I henhold til loven var det muligt at få forbudet prøvet i retten, og der blev straks taget skridt til at gøre dette. Men der skulle gå over to år før højesteretsdommer Starke erklærede at de vedtægter forbudet var baseret på var „ubegrundede, vilkårlige og despotiske“ og en enig højesteret ophævede forbudet. Hvad gjorde Jehovas vidner i mellemtiden?

De efterlignede Jesu Kristi apostle, som ’adlød Gud som deres hersker mere end mennesker’. (Apg. 4:19, 20; 5:29) De blev ved med at forkynde. Skønt der blev lagt dem talrige hindringer i vejen, arrangerede de endda et stævne i Hargrave Park i nærheden af Sydney fra 25. til 29. december 1941. Da myndighederne i Vestaustralien nægtede stævnedeltagerne derfra transport med jernbanen, udstyrede en gruppe forkyndere deres biler med trækulsdrevne gasgeneratorer og begav sig ud på en biltur tværs over landet. Rejsen varede 14 dage, hvoraf en uge gik med at krydse den ugæstfri Nullarborslette. De kom godt frem og glædede sig over programmet sammen med de 6000 andre stævnedeltagere. Året efter blev der holdt et andet stævne, men denne gang blev det opdelt i 150 mindre grupper i syv storbyer over hele landet. Talerne rejste fra sted til sted for at holde deres foredrag.

I 1939, da forholdene i Europa forværredes, meldte nogle pionerer sig til at tjene i andre distrikter. (Jævnfør Mattæus 10:23; Apostelgerninger 8:4.) Tre tyske pionerer blev sendt fra Schweiz til Shanghai i Kina. Flere andre blev sendt til Sydamerika. Blandt dem der blev sendt til Brasilien var Otto Estelmann, der havde besøgt og hjulpet menigheder i Tjekkoslovakiet, og Erich Kattner, der havde tjent ved Selskabets kontor i Prag. Det nye distrikt de fik var på ingen måde let at arbejde i. I nogle områder hvor der var store gårde, plejede forkynderne at stå tidligt op og forkynde indtil klokken syv om morgenen, og så gik de ud i forkyndelsen igen sent om aftenen. Broder Kattner fortæller at han ofte sov ude i det fri når han flyttede fra sted til sted. Forkyndertasken tjente som hovedpude. — Jævnfør Mattæus 8:20.

Både broder Estelmann og broder Kattner var blevet jaget af nazisternes hemmelige politi i Europa. Slap de for forfølgelse ved at flytte til Brasilien? Nej, tværtimod. Efter bare ét år blev de sat i langvarig husarrest og kastet i fængsel på foranledning af myndighedspersoner der åbenbart sympatiserede med nazisterne! Forkynderne mødte også modstand fra det katolske præsteskab, men de holdt ud i deres gudgivne arbejde. De opsøgte stadig byer og landsbyer i Brasilien hvor budskabet om Riget endnu ikke var blevet forkyndt.

Et tilbageblik på situationen i hele verden viser at Jehovas Vidners organisation eller publikationer blev forbudt af myndighederne i de fleste af de lande hvor der var forkyndere under den anden verdenskrig. I 1938 havde de forkyndt i 117 lande, og i over 60 af disse lande blev organisationen eller publikationerne forbudt eller forkynderne udvist i krigsårene (1939-1945). Selv i lande hvor der ikke var noget forbud, blev de udsat for pøbelaktioner og hyppigt arresteret. Men trods alt dette standsede forkyndelsen af den gode nyhed ikke.

Den store skare begynder at vise sig i Latinamerika

Midt under krigen, i februar 1943, blev der lagt planer for det arbejde der skulle udføres efter krigens afslutning. Vagttårnsselskabet oprettede Gileadskolen i staten New York for at oplære missionærer til tjenesten i fremmede lande. Før årets udgang var 12 af disse missionærer allerede begyndt at tjene på Cuba. Det viste sig at være et meget frugtbart distrikt.

Allerede i 1910 var noget af sandhedens sæd blevet sået på Cuba. I 1913 havde C. T. Russell holdt et foredrag dér. I 1932 havde J. F. Rutherford talt i radioen i Havanna, og foredraget var senere blevet oversat til spansk og genudsendt. Men væksten kom kun langsomt. Der var mange analfabeter i landet dengang, og folk havde store religiøse fordomme. I begyndelsen mødte forkynderne næsten kun interesse blandt den engelsktalende befolkning der var kommet fra Jamaica og andre steder. I 1936 var der kun 40 forkyndere på Cuba. Men plantning og vanding af sandhedens sæd resulterede i at den efterhånden begyndte at bære mere frugt.

De første cubanere blev døbt i 1934, og andre fulgte senere. Fra 1940 blev tjenesten fra hus til hus underbygget af daglige radioudsendelser og frimodige vidnesbyrd som blev aflagt på gaden. Allerede før de første gileadmissionærer kom til Cuba i 1943, havde 950 cubanere taget imod den gode nyhed og var begyndt at forkynde for andre, skønt de ikke alle deltog regelmæssigt. I de første par år efter missionærernes ankomst foregik væksten endnu hurtigere. I 1945 var der 1894 Jehovas vidner på Cuba. De fleste af dem var oplært i en tro der sagde at alle der støttede kirken ville komme i himmelen, men det store flertal af dem der blev Jehovas vidner glædede sig over muligheden for at opnå evigt liv i et genoprettet paradis på jorden. (1 Mos. 1:28; 2:15; Sl. 37:9, 29; Åb. 21:3, 4) Kun 1,4 procent af disse bekendte sig til Kristi salvede brødre.

Også på anden måde fik brødrene i Latinamerika hjælp fra Selskabets hovedkontor. I begyndelsen af 1944 var N. H. Knorr, F. W. Franz, W. E. Van Amburgh og M. G. Henschel på Cuba i ti dage for at styrke brødrene åndeligt. Samtidig blev der holdt et stævne i Havanna, og der blev truffet foranstaltninger til en bedre koordinering af forkyndelsen. I samme forbindelse besøgte broder Knorr og broder Henschel Costa Rica, Guatemala og Mexico for at hjælpe Jehovas vidner i disse lande.

På de rejser som N. H. Knorr og F. W. Franz foretog i 1945 og 1946, havde de lejlighed til at tale og samarbejde med forkyndere i 24 lande fra Mexico til sydspidsen af Sydamerika, foruden i Caraibien. De tilbragte fem måneder i denne del af verden for at give kærlig hjælp og vejledning. Nogle steder traf de kun en håndfuld interesserede. De var med til at organisere de første menigheder i Lima i Peru og i Caracas i Venezuela, sådan at der kunne holdes faste møder og forkyndes regelmæssigt. De steder hvor der allerede blev holdt menighedsmøder overværede de dem og gav fra tid til anden vejledning i hvordan møderne kunne få større praktisk værdi i forbindelse med forkyndelsesarbejdet.

Der hvor det lod sig gøre blev der arrangeret offentlige bibelske foredrag under disse besøg. Foredragene blev averteret vidt og bredt ved at forkynderne gik med plakater og uddelte løbesedler på gaderne. Følgen var at et stævne som de 394 forkyndere i Brasilien afholdt i São Paulo, blev overværet af 765. I Chile, hvor der var 83 forkyndere, kom der 340 for at høre et foredrag man havde averteret. I Costa Rica kunne de 253 lokale forkyndere glæde sig over at i alt 849 overværede to stævner de afholdt. Det gav brødrene anledning til at nyde et nært og varmt fællesskab.

Men formålet var ikke bare at holde mindeværdige stævner. På disse rejser lagde repræsentanterne fra hovedkontoret særlig vægt på betydningen af at aflægge genbesøg hos interesserede og lede bibelstudier med dem. Hvis folk skulle blive sande disciple, måtte de undervises regelmæssigt ud fra Guds ord. Resultatet var at antallet af bibelstudier steg hastigt i denne del af verden.

Mens broder Knorr og broder Franz var ude på disse tjenesterejser, ankom flere gileadmissionærer til deres nye distrikter. I slutningen af 1944 var der missionærer i Costa Rica, Mexico og Puerto Rico. I 1945 bidrog missionærer til en bedre organisering af forkyndelsen på Barbados og Jamaica og i Brasilien, Britisk Honduras (nu Belize), Chile, Colombia, El Salvador, Guatemala, Haiti, Nicaragua, Panama og Uruguay. Da de to første missionærer ankom til Den Dominikanske Republik i 1945, var de de eneste forkyndere i landet. Disse første missionærers tjeneste gav hurtigt resultater. Broder Trinidad Paniagua siger om de første missionærer der blev sendt til Guatemala: „Det var lige præcis dét vi havde brug for — nogle der kunne undervise os i Guds ord og lære os hvordan vi skulle udføre arbejdet.“

På denne måde blev grundlaget lagt for fremtidig vækst i denne del af verden. På øerne i Det Caraibiske Hav var der 3394 forkyndere i slutningen af 1945. I Mexico var der 3276, og i Mellemamerika 404. I Sydamerika var der 1042. Det vil sige at der i løbet af syv år — endda syv meget urolige år — havde været en vækst på 386 procent i dette område. Men det var kun begyndelsen. En eksplosiv vækst lå forude. Bibelen havde forudsagt at „en stor skare . . . af alle nationer og stammer og folk og tungemål“ skulle indsamles som tilbedere af Jehova før den store trængsel kom. — Åb. 7:9, 10, 14.

Da den anden verdenskrig brød ud i 1939 var der kun 72.475 Jehovas vidner, og de forkyndte i 115 lande (optalt ifølge landegrænserne i begyndelsen af 1990’erne). Trods den intense forfølgelse de blev udsat for i hele verden, var deres antal mere end fordoblet ved krigens slutning. Rapporten for 1945 viste at 156.299 forkyndere virkede i de 107 lande som det var muligt at sammentælle rapporter fra. Men på det tidspunkt var Rigets budskab faktisk blevet forkyndt i 163 lande.

Det var et forbløffende vidnesbyrd der blev aflagt mellem 1936 og 1945. I dette urolige årti brugte de nidkære vidner for Jehova i alt 212.069.285 timer på at forkynde for verden at Guds rige er menneskehedens eneste håb. De spredte også 343.054.579 bøger, brochurer og blade for at hjælpe folk til at forstå det bibelske grundlag for deres tro. For at hjælpe dem der viste oprigtig interesse ledede de i 1945 gennemsnitlig 104.814 gratis hjemmebibelstudier.

[Tekstcitat på side 455]

Skønt krigen tvang dem til at flygte, fortsatte de med at forkynde

[Ramme/illustrationer på side 451-453]

End ikke fængsling kunne få dem til at holde op med at forkynde

Her ses blot nogle få af de mange tusind der på grund af deres tro måtte lide i fængsler og koncentrationslejre under den anden verdenskrig

1. Adrian Thompson, New Zealand. Fængslet i 1941 i Australien. Hans ansøgning om fritagelse fra militærtjeneste blev afvist da Jehovas Vidners organisation blev forbudt i Australien. Efter løsladelsen tjente han som rejsende tilsynsmand og styrkede menighederne i deres offentlige forkyndelse. Han blev missionær og den første rejsende tilsynsmand i Japan efter krigen. Lige til sin død i 1976 forkyndte han flittigt.

2. Alois Moser, Østrig. I syv fængsler og koncentrationslejre. I 1992, da han var 92 år, var han fremdeles en aktiv forkynder.

3. Franz Wohlfahrt, Østrig. Lod sig ikke skræmme af at hans fader og broder blev henrettet. Sad i Rollwald-lejren i Tyskland i fem år. Forkyndte stadig i 1992, i en alder af 70.

4. Thomas Jones, Canada. Fængslet i 1944; sad derefter i to arbejdslejre. Efter 34 års heltidstjeneste blev han i 1977 udnævnt til medlem af afdelingskontorets udvalg, som fører tilsyn med forkyndelsen i hele Canada.

5. Maria Hombach, Tyskland. Arresteret gentagne gange; sad i enecelle i tre og et halvt år. Som kurer satte hun livet på spil for at bringe bibelske publikationer til sine trosfæller. I 1992 tjente hun, 90 år gammel, som et trofast medlem af betelfamilien.

6. Max og Konrad Franke, Tyskland. Fader og søn, begge fængslet gentagne gange og i mange år. (Konrads kone, Gertrud, sad også i fængsel.) Alle forblev loyale og nidkære tjenere for Jehova, og Konrad gik foran da Jehovas Vidners forkyndelsesarbejde skulle reorganiseres i Tyskland efter krigen.

7. A. Pryce Hughes, England. Blev to gange sendt til Wormwood Scrubs, et fængsel i London; sad også fængslet under den første verdenskrig på grund af sin tro. Var foregangsmand for forkyndelsen i Storbritannien frem til sin død i 1978.

8. Adolphe og Emma Arnold, med datteren Simone, Frankrig. Efter at Adolphe var blevet fængslet, fortsatte Emma og Simone med at forkynde og skaffe publikationer til andre Jehovas vidner. Mens Emma var i fængsel blev hun sat i enecelle fordi hun blev ved med at forkynde for andre fanger. Simone blev sendt på en opdragelsesanstalt. De fortsatte alle tre med at forkynde ihærdigt.

9. Ernst og Hildegard Seliger, Tyskland. Tilsammen har de siddet over 40 år i fængsler og koncentrationslejre på grund af deres tro. Selv i fængslerne fortalte de andre om Bibelens sandheder. Når de var på fri fod, brugte de al deres tid på at forkynde den gode nyhed. Broder Seliger døde som en trofast tjener for Gud i 1985, søster Seliger i 1992.

10. Carl Johnson, De Forenede Stater. Fængslet sammen med hundreder af andre forkyndere i Ashland, Kentucky, to år efter sin dåb. Har tjent som pioner og kredstilsynsmand; i 1992 førte han stadig an i forkyndelsen som ældste.

11. August Peters, Tyskland. Sad i fængsel i 1936-37 og igen fra 1937 til 1945; var i disse perioder adskilt fra sin kone og deres fire børn. Efter sin løsladelse forkyndte han endnu mere, som heltidstjener. I 1992 tjente han, i en alder af 99, stadig som medlem af betelfamilien. Han havde da set antallet af Jehovas vidner i Tyskland vokse til 163.095.

12. Gertrud Ott, Tyskland. Fængslet i Łódź i Polen, derefter sendt til koncentrationslejrene Auschwitz, Gross-Rosen og Bergen-Belsen i Tyskland. Efter krigen udførte hun en nidkær tjeneste som missionær i Indonesien, Iran og Luxembourg.

13. Katsuo Miura, Japan. Syv år efter at han var blevet arresteret og fængslet i Hiroshima blev store dele af det fængsel han sad i, ødelagt af den atombombe der jævnede byen med jorden. Lægerne fandt imidlertid ingen tegn på at han havde taget skade af strålingen. Han brugte de sidste år af sit liv som pioner.

14. Martin og Gertrud Pötzinger, Tyskland. Nogle få måneder efter at de var blevet gift, blev de arresteret og var adskilt fra hinanden i ni år. Martin blev sendt til Dachau og Mauthausen, Gertrud til Ravensbrück. Trods den brutale behandling de fik, vaklede de aldrig i troen. Efter løsladelsen brugte de alle deres kræfter i tjenesten for Jehova. Han tjente i 29 år som rejsende tilsynsmand i Tyskland, derefter som medlem af Det Styrende Råd frem til sin død i 1988. I 1992 var Gertrud stadig en nidkær forkynder.

15. Jizo og Matsue Ishii, Japan. Efter at have spredt bibelsk læsestof over hele Japan i omkring ti år blev de kastet i fængsel. Jehovas Vidners arbejde i Japan blev standset under krigen, men broder og søster Ishii forkyndte flittigt igen efter krigen. I 1992 havde Matsue Ishii set antallet af forkyndere i Japan stige til over 171.000.

16. Victor Bruch, Luxembourg. Sad i Buchenwald, Lublin, Auschwitz og Ravensbrück. Var i 1992, som 90-årig, stadig aktiv som ældste blandt Jehovas vidner.

17. Karl Schurstein, Tyskland. Rejsende tilsynsmand før Hitler kom til magten. Indespærret i otte år, blev dræbt af SS i Dachau i 1944. Også mens han var i koncentrationslejr fortsatte han med at opbygge andre åndeligt.

18. Kim Bong-nyu, Korea. Sad fængslet i seks år. Fortæller i en alder af 72 år stadig andre om Guds rige.

19. Pamfil Albu, Rumænien. Efter at være blevet brutalt mishandlet blev han sendt til en arbejdslejr i Jugoslavien, hvor han sad i to og et halvt år. Efter krigen blev han fængslet to gange til og sad inde i endnu tolv år. Han holdt ikke op med at forkynde om Guds hensigt. Før sin død hjalp han tusinder i Rumænien til at tjene sammen med Jehovas Vidners verdensomspændende organisation.

20. Wilhelm Scheider, Polen. I nazistiske koncentrationslejre 1939-45. I kommunistiske fængsler 1950-56, og igen i 1960-64. Til sin død i 1971 viede han alle sine kræfter til forkyndelsen af Guds rige.

21. Harald og Elsa Abt, Polen. Under og efter krigen sad Harald i fængsler og koncentrationslejre i 14 år på grund af sin tro, men også dér fortsatte han med at forkynde. Elsa blev frataget deres lille datter og sad derefter i seks lejre i Polen, Tyskland og Østrig. Til trods for at Jehovas Vidners arbejde var forbudt i Polen i 40 år efter krigen, fortsatte de alle tre med at tjene Jehova trofast.

22. Ádám Szinger, Ungarn. Blev ved seks retssager idømt 23 års frihedsstraf, hvoraf han afsonede otte og et halvt år i fængsler og arbejdslejre. Han tjente som rejsende tilsynsmand i sammenlagt 30 år. Som 69-årig var han stadig en trofast ældste i menigheden.

23. Joseph Dos Santos, Filippinerne. Havde været heltidsforkynder af budskabet om Riget i 12 år da han blev fængslet i 1942. Reorganiserede Jehovas Vidners arbejde på Filippinerne efter krigen og fortsatte som pioner til sin død i 1983.

24. Rudolph Sunal, De Forenede Stater. Fængslet i Mill Point, West Virginia. Da han var blevet løsladt brugte han al sin tid til at sprede budskabet om Guds rige — som pioner, som medlem af betelfamilien og som kredstilsynsmand. I 1992 var han stadig pioner, i en alder af 78 år.

25. Martin Magyarosi, Rumænien. Efter at have været fængslet fra 1942 til 1944 ledede han forkyndelsen af den gode nyhed i Transsilvanien. Efter løsladelsen foretog han omfattende rejser for at opmuntre sine trosfæller i forkyndelsesarbejdet. Han var selv en frygtløs forkynder. Han blev fængslet igen i 1950 og døde i 1953 i en arbejdslejr som en loyal tjener for Jehova.

26. R. Arthur Winkler, Tyskland og Holland. Først sendt til Esterwegen koncentrationslejr; blev ved med at forkynde i lejren. Senere, i Holland, blev han slået til ukendelighed af Gestapo. Til sidst blev han sendt til Sachsenhausen. Han var en loyal, nidkær forkynder til sin død i 1972.

27. Park Ock-hi, Korea. Tre år i Sodaemun-fængselet i Seoul; udsat for ubeskrivelig tortur. I 1992, 91 år gammel, forkyndte hun stadig flittigt som specialpioner.

[Kort/illustration på side 446]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

AUSTRALIEN

NEW ZEALAND

TAHITI

TONGA

FIJI

NY GUINEA

JAVA

BORNEO

SUMATRA

BURMA

HONGKONG

MALAYA

SIAM

INDOKINA

KINA

STILLEHAVET

Landenes navne som de var i 1930’erne

[Illustration]

Alexander MacGillivray var som tilsynsmand for afdelingskontoret i Australien med til at planlægge forkynderture til mange lande og øer

[Kort/illustrationer på side 460]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

CUBA

COSTA RICA

MEXICO

PUERTO RICO

TRINIDAD

BELIZE

BRASILIEN

CHILE

COLOMBIA

DOMINIKANSKE REPUBLIK

EL SALVADOR

GUATEMALA

HAITI

JAMAICA

NICARAGUA

PANAMA

URUGUAY

BARBADOS

BOLIVIA

[Illustrationer]

I slutningen af 1945 var gileadmissionærer allerede begyndt at tjene i 18 lande i denne del af verden

Charles and Lorene Eisenhower

Cuba

John and Adda Parker

Guatemala

Emil Van Daalen

Puerto Rico

Olaf Olson

Colombia

Don Burt

Costa Rica

Gladys Wilson

El Salvador

Hazel Burford

Panama

Louise Stubbs

Chile

[Illustration på side 444]

Nogle kolportører spredte mange kartoner publikationer; folk modtog adskillige bibelske prædikener i hver bog

[Illustration på side 445]

Armando Menazzi (foran i midten) og en glad gruppe der rejste med ham på en forkyndertur i deres „rullende pionerhjem“

[Illustration på side 445]

Arthur Willis, Ted Sewell og Bill Newlands — tre brødre der bragte budskabet om Riget til Australiens indre

[Illustration på side 447]

Frank Dewar, her med sin kone og deres to døtre, rejste i 1936 til Thailand, hvor han helt alene tjente som pioner. I 1992 var han stadig specialpioner

[Illustration på side 447]

Chomchai Inthaphan brugte sine evner som oversætter for at nå thailænderne med Bibelens gode nyhed

[Illustration på side 448]

I Tyskland sørgede Jehovas vidner for at dette åbne brev fik stor udbredelse i 1937, selv om myndighederne havde forbudt deres gudsdyrkelse

[Illustration på side 449]

Franz og Hilda Kusserows familie — hver og én et trofast vidne for Jehova, selv om hele familien (undtagen en søn der omkom ved en ulykke) blev sat i koncentrationslejre og fængsler eller sendt til opdragelsesanstalter på grund af deres tro

[Illustrationer på side 450]

Nogle i Østrig og Tyskland der satte livet på spil for at mangfoldiggøre eller sprede dyrebart materiale til bibelstudium, som det der ses i baggrunden

Therese Schreiber

Peter Gölles

Elfriede Löhr

Albert Wandres

August Kraft

Ilse Unterdörfer

[Illustration på side 454]

Forkyndere ved et stævne i Shanghai i Kina i 1936. Ni i denne gruppe blev døbt under dette stævne

[Illustration på side 456]

På trods af at Jehovas Vidners gudsdyrkelse var forbudt i Australien, holdt disse forkyndere i 1941 et stævne i Hargrave Park i nærheden af Sydney

[Illustration på side 458]

Cubanske forkyndere ved et stævne i Cienfuegos i 1939

[Illustration på side 459]

N. H. Knorr (til venstre) taler ved et stævne i São Paulo i 1945, med Erich Kattner som tolk

Kapitel 22

4. afsnit — Vidner til jordens fjerneste egne

Endnu mens den anden verdenskrig rasede, planlagde Jehovas Vidner en øget virksomhed efter krigen. Rapporten fra side 462 til side 501 indeholder mange interessante detaljer om hvad der foregik mellem 1945 og 1975, en periode da Jehovas Vidner havde stor vækst, nåede ud til mange flere lande og forkyndte og underviste ud fra Guds ord på en langt grundigere måde end nogen sinde før.

BUDSKABET om Riget var på forskellige måder nået ud til de fleste af De Vestindiske Øer før 1945, men der var behov for at et grundigere vidnesbyrd blev aflagt. I denne forbindelse skulle gileadmissionærer komme til at spille en vigtig rolle.

Missionærer intensiverer forkyndelsen i Vestindien

I 1960 havde missionærer tjent på 27 øer eller øgrupper i Caraibien. Halvdelen af disse steder var der ingen menighed af Jehovas Vidner da missionærerne kom dertil. Missionærerne gik i gang med at lede bibelstudier med interesserede, og de organiserede faste møder. Hvis der i forvejen var en menighed, gav de værdifuld oplæring til de lokale forkyndere. Dette bidrog til at højne mødernes kvalitet og resulterede i at forkyndelsen blev langt mere effektiv.

Bibelstudenterne var allerede begyndt at forkynde på Trinidad før den første verdenskrig, men der kom først gang i bibelstudiearbejdet efter gileadmissionærernes ankomst i 1946. På Jamaica var den gode nyhed blevet forkyndt i næsten 50 år, og da den første missionær ankom var der allerede tusind forkyndere, men de var glade for at få hjælp til at komme i kontakt med mere veluddannede mennesker, især i forstæderne til hovedstaden. På Aruba var der derimod blevet forkyndt meget blandt den engelsktalende del af befolkningen, så dér koncentrerede missionærerne sig især om at forkynde for de indfødte. Alle havde behov for at høre den gode nyhed.

For at give folk på alle øerne i denne del af verden mulighed for at høre om Guds rige indrettede Vagttårnsselskabet i 1948 en 60-fods skonnert ved navn Sibia som et flydende missionærhjem. Besætningens opgave var at bringe den gode nyhed om Riget ud til alle de øer i Vestindien hvor der ingen forkyndere var. Gust Maki var kaptajn, og Stanley Carter, Ronald Parkin og Arthur Worsley var sammen med ham. De begyndte med Bahamaøerne og arbejdede sig derefter mod sydøst gennem Leewardøerne og Windwardøerne. Hvilken virkning havde deres besøg? På Sankt Martin sagde en forretningsmand til dem: „Folk plejer aldrig at tale om Bibelen, men efter at I har været her, taler de ikke om andet.“ Senere blev Sibia erstattet af en større båd, Light. Besætningen blev også skiftet ud. Efter ti år var det særlige arbejde der skulle udrettes ved hjælp af disse både fuldført, og interessen blev fulgt op af fastboende forkyndere.

Forkyndelse i storbyerne først

Som i Vestindien var der også i Mellem- og Sydamerika mange der havde nogle af Selskabets publikationer allerede før gileadmissionærerne kom dertil. Men for at nå ud til alle med den gode nyhed, og for at hjælpe de oprigtige til at blive sande disciple, måtte forkyndelsen organiseres bedre.

Da den anden verdenskrig sluttede i 1945 var der hundreder af Jehovas vidner i Argentina og Brasilien; i Mexico var der cirka 3000; i Britisk Guiana (nu Guyana), Chile, Nederlandsk Guayana (nu Surinam), Paraguay og Uruguay var der nogle få, meget små menigheder, og i Colombia, Guatemala og Venezuela kunne forkynderne tælles på én hånd. Men i Bolivia, Ecuador, El Salvador, Honduras og Nicaragua kom Jehovas Vidners arbejde ikke rigtig i gang før nogle missionærer blev sendt dertil fra Gilead.

Missionærerne koncentrerede sig først om de største befolkningscentre. Det er værd at bemærke at apostelen Paulus i det første århundrede udførte en stor del af sin forkyndelse i byerne langs de største handelsruter i Lilleasien og Grækenland. I Korinth, en af de vigtigste byer i det gamle Grækenland, underviste Paulus ud fra Guds ord i halvandet år. (Apg. 18:1-11) I Efesus, et knudepunkt for handel og samfærdsel i datidens verden, forkyndte han om Guds rige i over to år. — Apg. 19:8-10; 20:31.

Edward Michalec og Harold Morris fulgte hans eksempel da de i 1945 kom til Bolivia fra Gilead. De slog sig ikke ned det sted hvor klimaet var behageligst. Nej, de bosatte sig i hovedstaden La Paz, der ligger i Andesbjergene, 3700 meter over havet. Det er anstrengende for nyankomne at gå op ad de stejle gader i denne højde; ofte hamrer hjertet i brystet på dem. Men missionærerne traf mange der var interesserede i Bibelens budskab. Det var ikke usædvanligt at folk i byen sagde til dem: „Jeg er katolik, men jeg bryder mig ikke om de katolske præster.“ Efter blot to måneder ledede de to missionærer 41 bibelstudier.

I løbet af de næste ti år kom der flere missionærer til landet, og antallet af lokale forkyndere voksede. Arbejdet blev derfor udvidet til andre byer i Bolivia: Cochabamba, Oruro, Santa Cruz, Sucre, Potosí og Tarija. Siden begyndte man at forkynde i mindre byer og landsbyer, og i landområderne.

I Colombia gik missionærerne frem på samme måde. De indledte den organiserede forkyndelse i hovedstaden, Bogotá, i 1945, og i kystbyen Barranquilla året efter. Senere begyndte de også at forkynde i Cartagena, Santa Marta, Cali og Medellín. Ved at forkynde i storbyerne først nåede de ud til flere i løbet af kort tid. Med hjælp fra dem der tog imod sandheden dér kunne budskabet så blive bragt ud til andre steder.

Hvis interessen var meget begrænset i en by, flyttede missionærerne et andet sted hen. Det var for eksempel tilfældet i Ecuador i midten af 1950’erne. Efter tre års forkyndelse havde ikke en eneste i den fanatisk religiøse by Cuenca haft mod til at tage standpunkt for sandheden, og missionæren Carl Dochow blev derfor flyttet til Machala, en by hvor befolkningen var mere fordomsfri og tolerant. Men cirka ti år senere fik indbyggerne i Cuenca en chance til. Det viste sig da at deres indstilling havde ændret sig, hindringer blev overvundet, og i 1992 var der over 1200 Jehovas vidner i 25 menigheder i Cuenca og omegn.

Tålmodig søgen efter symbolske får

Det har krævet stor tålmodighed at søge efter de symbolske får. I Surinam har Jehovas vidner forkyndt blandt indianere, indonesere, jøder, kinesere, libanesere, efterkommere af hollandske indvandrere, og junglestammer bestående af buskmænd hvis forfædre var bortløbne slaver. Blandt disse befolkningsgrupper har de fundet hundreder som hungrede efter sandheden. Nogle af dem har været dybt involveret i animisme og spiritisme. Blandt dem var Paitu, en medicinmand der tog imod Bibelens budskab og kastede sine afgudsbilleder, amuletter og medikamenter i floden. (Jævnfør Femte Mosebog 7:25; 18:9-14; Apostelgerninger 19:19, 20.) I 1975 indviede han sig til Jehova, den sande Gud.

En stor del af befolkningen i Peru bor i små landsbyer der ligger spredt oppe i Andesbjergene og i junglen ved Amazonflodens udspring og øvre løb. Hvordan kunne man nå frem til dem? I 1971 rejste et amerikansk ægtepar som var Jehovas vidner til Peru for at besøge deres søn, Joe Leydig, der var missionær i landet. Da de hørte hvor mange landsbyer der ligger spredt i dalene mellem bjergene, fik deres omsorg for indbyggerne dem til at gøre noget. Først sørgede de for at der blev skaffet én husvogn, og derefter to mere, foruden nogle lette men stærke motorcykler som kunne bruges på lange forkynderture i disse afkroge.

Trods denne store indsats var der mange steder kun nogle få som viste interesse for Bibelens budskab. Man kan levende forestille sig hvordan en gruppe på seks unge missionærer i Barquisimeto, Venezuela, var til mode i begyndelsen af 1950’erne da de så godt som ingen fremgang kunne se efter at have forkyndt energisk i et helt år. Folk var meget venlige, men de fleste var stærkt overtroiske og mente at bare det at læse et skriftsted ville være en synd. Hvis der endelig var én der viste interesse, varede det ikke længe før familie eller naboer kom og snakkede vedkommende fra det. (Matt. 13:19-21) Men missionærerne fortsatte med at gå fra hus til hus, i tillid til at der måtte findes nogle symbolske får i Barquisimeto og at Jehova ville samle dem ind når hans tid var inde til det. Penny Gavette blev derfor jublende glad da en gråhåret kvinde en dag lyttede til hende og sagde:

„Señorita, lige siden jeg var en ung pige har jeg ventet på at der skulle komme en til min dør og forklare mig det som De netop har fortalt. Ser De, da jeg var ung gjorde jeg rent hjemme hos præsten, og han havde en bibel i sit bibliotek. Jeg vidste at vi ikke måtte læse den, men jeg var så nysgerrig efter at vide hvorfor, at jeg en dag da ingen så mig, tog den med hjem og læste den i al hemmelighed. Det jeg læste fik mig til at indse at den katolske kirke ikke havde lært os sandheden og at den derfor ikke er den sande religion. Jeg var bange for at sige det til nogen, men jeg var sikker på at der en skønne dag ville komme en til byen som forkyndte den sande tro. Da den protestantiske tro kom hertil, troede jeg i første omgang at det måtte være den, men jeg opdagede snart at protestanterne forkyndte mange af de samme usandheder som den katolske kirke. Det De netop har fortalt mig, er det samme som jeg læste i den bibel for så mange år siden.“ Hun tog med glæde imod et bibelstudium og blev et af Jehovas vidner. Trods modstand fra sin familie tjente hun Jehova trofast til sin død.

Forkynderne måtte gøre sig store anstrengelser for at samle de symbolske får i menigheder og lære dem at deltage i tjenesten for Jehova. Som et eksempel kan nævnes Rosendo Ojeda fra Argentina. Han rejste regelmæssigt cirka 60 kilometer fra General San Martín, Chaco, for at lede et møde hjemme hos Alejandro Sozoñiuk, en interesseret mand. Rejsen tog ofte ti timer. Noget af vejen cyklede han, nogle steder måtte han gå, og undertiden måtte han vade i vand til armhulerne. Én gang om måneden i fem år foretog han denne rejse, og hver gang blev han en uge i området for at forkynde. Var det strabadserne værd? Ja, absolut, for resultatet blev en lykkelig menighed der lovpriser Jehova.

Livgivende undervisning

I Mexico har Jehovas vidner udført deres arbejde i henhold til lovene for kulturelle organisationer i landet. Forkyndernes mål har ikke blot været at holde møder med foredrag. De har ønsket at folk ligesom indbyggerne i Berøa på Paulus’ tid skulle kunne ’undersøge Skrifterne daglig’ for at se om det de lærte, nu også var sandt. (Apg. 17:11) I Mexico og mange andre lande har dette ofte betydet at Jehovas vidner måtte yde særlig hjælp til mennesker der ikke havde gået i skole, men som gerne ville læse Guds inspirerede ord på egen hånd.

Ved hjælp af særlige læseklasser har Jehovas vidner i Mexico hjulpet titusinder af mennesker til at lære at læse og skrive. Deres arbejde værdsættes af undervisningsministeriet i Mexico, og i 1974 skrev en leder af kontoret for voksenundervisning til La Torre del Vigía de México, et selskab Jehovas Vidner gør brug af: „Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at komplimentere Dem . . . for Deres selskabs rosværdige arbejde år efter år til gavn for vort folk.“

Jehovas vidners undervisning giver folk mulighed for at opnå evigt liv som undersåtter under Guds rige, men den hjælper dem også til at få et bedre familieliv allerede nu. Efter at en dommer i El Salto i delstaten Durango ved flere lejligheder havde viet Jehovas vidner, sagde han i 1952: „Vi hævder at vi er så gode patrioter og borgere, men Jehovas vidner gør os til skamme. De er et eksempel for os, for de tillader ingen der lever sammen uden at være gift og ikke har legaliseret deres forhold, at være i deres organisation. Og I katolikker, I lever næsten alle sammen umoralsk og har ikke legaliseret jeres ægteskab.“

Dette undervisningsprogram hjælper også folk til at lære at leve sammen i fred, til at elske hinanden i stedet for at hade og slå ihjel. Da et af Jehovas vidner begyndte at forkynde i Venado i delstaten Guanajuato, opdagede han at alle indbyggerne var bevæbnede med geværer og pistoler. De havde fejder der førte til at hele familier blev udslettet. Men den bibelske undervisning de fik, medførte store forandringer. De solgte deres skydevåben for at købe bibler. Inden længe blev over 150 i landsbyen Jehovas vidner. De havde billedlig talt ’smedet deres sværd til plovjern’ og var begyndt at vandre ad fredens veje. — Mika 4:3.

Mange gudfrygtige mexicanere har taget det til sig som Jehovas vidner har lært dem ud fra Guds ord. De få tusind forkyndere der fandtes i Mexico efter den anden verdenskrig blev snart til 10.000, så til 20.000, 40.000, 80.000 og endnu flere, efterhånden som Jehovas vidner viste andre hvordan de kan anvende Guds ords vejledning og lære andre igen at gøre det samme.

Stævner under vanskelige forhold

Efterhånden som Jehovas vidners antal øgedes i det ene land efter det andet, viste det sig at de ofte måtte overvinde store vanskeligheder før de kunne holde stævner med kristen undervisning. I Argentina blev arbejdet forbudt i 1950, men i lydighed mod Gud holdt Jehovas vidner ikke op med at forkynde eller at samles. Nu var det ikke så enkelt som tidligere at arrangere stævner, men det blev gjort.

I slutningen af 1953 besøgte broder Knorr og broder Henschel Argentina for at deltage i stævneprogrammer over hele landet. Broder Knorr rejste ind i landet fra vest, og broder Henschel begyndte sine besøg i syd. De talte til grupper der var samlet på gårde, i frugtplantager, ved bjergfloder og i private hjem. Ofte måtte de rejse lange strækninger fra én gruppe til en anden. Da de kom til Buenos Aires deltog de hver især i stævneprogrammet ni forskellige steder på én dag og i elleve private hjem dagen efter. Alt i alt talte de til 56 grupper med en samlet tilhørerskare på 2505. De måtte følge en stram timeplan, men de var glade for at kunne betjene deres brødre på denne måde.

Under forberedelserne til stævnet „Det Triumferende Rige“ i Colombia i 1955 indgik Jehovas Vidner kontrakt om at benytte en sal i Barranquilla. Men borgmesteren og guvernøren greb ind under pres fra biskoppen, og kontrakten blev brudt. Med bare én dags varsel fandt brødrene et andet sted at holde stævnet, nemlig området ved Selskabets afdelingskontor. Netop som programmet skulle til at begynde den første aften, dukkede bevæbnet politi imidlertid op med ordre til at stævnet skulle standses. Brødrene gav ikke op. Den næste dag appellerede de til borgmesteren og fik en undskyldning fra hans sekretær, og den sidste stævnedag klemte næsten 1000 personer sig sammen på Selskabets grund. På denne måde fik brødrene nødvendig åndelig vejledning og blev styrket, på trods af de vanskelige omstændigheder.

Tjeneste hvor behovet er større

Arbejdsmarken var vidtstrakt og behovet for arbejdere stort i Latinamerika, som så mange andre steder. Ved stævnerne i 1957 tilskyndede man jorden over enkeltpersoner og familier der var modne vidner for Jehova, til at overveje om de havde mulighed for at flytte til steder hvor behovet var større, for at bosætte sig og udføre deres tjeneste der. Lignende tilskyndelser er også blevet givet siden. De minder om den indbydelse Gud gav apostelen Paulus i et syn. Paulus så en mand der bønfaldt ham: „Kom over til Makedonien og hjælp os.“ (Apg. 16:9, 10) Hvordan har Jehovas vidner i nyere tid reageret på denne tilskyndelse? De er mødt villigt frem. — Sl. 110:3.

For en familie med små børn kræver det megen tro at bryde op, forlade sine slægtninge, sit hjem og sit verdslige arbejde og flytte til et helt nyt sted. Flytningen kan indebære at man må tilpasse sig en anden levestandard og i nogle tilfælde også lære et nyt sprog. Alligevel har i tusindvis af Jehovas vidner som enkeltpersoner og familier taget dette skridt for at hjælpe andre til at lære hvilke kærlige foranstaltninger Jehova har truffet for at vi kan opnå evigt liv.

En hel del Jehovas vidner reagerede hurtigt og flyttede ud allerede i slutningen af 1950’erne. Andre flyttede i 60’erne og endnu flere i 70’erne. Også i dag er der nogle som flytter til steder hvor behovet er større.

Hvor kommer de fra? Mange er kommet fra Australien, Canada, De Forenede Stater og New Zealand. Talrige andre er kommet fra Frankrig, Storbritannien og Tyskland, og desuden fra Belgien, Danmark, Finland, Italien, Japan, Republikken Korea, Norge, Schweiz, Spanien, Sverige og Østrig, for blot at nævne nogle. Efterhånden som Jehovas vidners antal er steget i Argentina, Brasilien, Mexico og andre latinamerikanske lande, er der også forkyndere fra disse lande som har meldt sig frivilligt til at tjene andre steder, hvor behovet er større. I Afrika er nidkære forkyndere ligeledes flyttet til andre lande for at hjælpe til med at aflægge et vidnesbyrd.

Hvor er de flyttet hen? Til lande som Afghanistan, Malaysia og Senegal, og til øer som Réunion og Sankt Lucia. Omkring 1000 er flyttet til Irland, hvor de har tjent i kortere eller længere tid. Et betydeligt antal er rejst til Island og har trodset de lange, mørke vintre dér, og nogle er blevet boende i landet og har som søjler i menighederne ydet kærlig hjælp til nye. I Mellem- og Sydamerika er der blevet udrettet særlig meget godt. Over 1000 forkyndere er flyttet til Colombia, over 870 til Ecuador og godt 110 til El Salvador.

Et af de ægtepar der flyttede var Harold og Anne Zimmerman. De havde tidligere tjent som missionærer i Etiopien, men i 1959, da de forberedte sig på at flytte fra De Forenede Stater til Colombia for at være med til at forkynde budskabet om Riget der, havde de fire børn i alderen fra fem måneder til fem år. Harold rejste i forvejen for at finde arbejde. Da han kom til landet og hørte de lokale nyheder, blev han urolig. En uofficiel borgerkrig rasede, og i det indre af landet var mange mennesker blevet dræbt. ’Kunne jeg virkelig tænke mig at hente min familie herned for at bo under sådanne forhold?’ spurgte han sig selv. Han prøvede at komme i tanker om nogle eksempler eller principper i Bibelen som kunne hjælpe ham. Det han kom til at tænke på, var Bibelens beretning om de frygtsomme spioner der vendte tilbage til israelitternes lejr med en dårlig rapport om det forjættede land. (4 Mos. 13:25–14:4, 11) Dét afgjorde sagen: han ønskede ikke at være som dem! Omgående sendte han bud efter resten af familien. Han fandt først arbejde da de kun havde tre dollars tilbage, men de manglede aldrig det nødvendige. I årenes løb har det varieret hvor meget verdsligt arbejde han har måttet udføre for at forsørge sin familie, men han har altid bestræbt sig for at lade Rigets interesser komme i første række. Da de flyttede til Colombia var der omkring 1400 forkyndere i landet. De har oplevet en forbløffende vækst siden da!

Det er ikke altid nødvendigt at flytte til et andet land for at tjene hvor behovet for forkyndere er større. Tusinder af familier og enlige er flyttet til andre områder i deres eget land. En familie i delstaten Bahia i Brasilien flyttede til byen Prado, hvor der ingen forkyndere var. Trods indvendinger fra præsteskabets side boede de i byen og forkyndte i og omkring den i tre år. De købte en tidligere kirke og lavede den om til rigssal. Efter kort tid var der over hundrede forkyndere i området. Og det var kun begyndelsen.

Flere og flere retfærdselskende mennesker i Latinamerika følger opfordringen i Salme 148: ’I skal lovsynge Jah! Lovsyng Jehova fra jorden, alle folkestammer.’ (Vers 1, 7-11) I 1975 fandtes der lovprisere af Jehova i hvert eneste land i Latinamerika. Årsrapporten viste at 80.481 forkyndere, organiseret i 2998 menigheder, tjente i Mexico. Yderligere 24.703 forkyndere i 462 menigheder talte om Jehovas kongedømme i de andre lande i Mellemamerika. Og i Sydamerika var der 206.457 lovprisere af Jehova fordelt på 3620 menigheder.

Arbejdet på Stillehavsøerne

Mens arbejdet gik rask fremad i Sydamerika var Jehovas vidner også opmærksomme på øerne i Stillehavet. Der findes i hundredvis af disse øer spredt mellem Australien og de amerikanske kontinenter. Mange af dem er så små at de dårligt nok stikker op over havoverfladen. På nogle af dem bor der kun få familier; på andre bor der titusinder. I begyndelsen af 1950’erne kunne Vagttårnsselskabet ikke sende missionærer til disse øer på grund af fordomme hos myndighederne. Men beboerne dér havde også behov for at høre om Jehova og hans rige, i overensstemmelse med profetien i Esajas 42:10-12: „Syng for Jehova en ny sang, hans lovsang fra jordens ende . . . lad dem forkynde hans pris på øerne.“ Ved et stævne i Sydney i Australien i 1951 blev pionerer og kredstilsynsmænd der kunne tænke sig at være med til at forkynde Rigets budskab på Stillehavsøerne, derfor indbudt til et møde med broder Knorr. Omkring 30 stillede sig til rådighed ved denne lejlighed.

Blandt dem var Tom og Rowena Kitto. Kort efter befandt de sig i Papua, hvor der på det tidspunkt ingen andre forkyndere var. De begyndte at forkynde blandt europæerne i Port Moresby. Inden længe tilbragte de aftenerne i Hanuabada, „den store landsby“, hvor der var en gruppe på 30-40 papuanere som hungrede efter sandheden. Gennem dem spredte rygtet sig til andre landsbyer. Ikke længe efter sendte keremafolket en delegation som bad om at der måtte blive ledet et bibelstudium med dem. Så kom en høvding fra Haima og sagde: „Vil I ikke nok komme og lære mit folk om sandheden?“ På den måde blev sandheden spredt.

Et andet par, John og Ellen Hubler, rejste i 1954 til Ny Caledonien for at indlede arbejdet der. Deres turistvisa gjaldt kun en måned, men John skaffede sig et arbejde, så de kunne få opholdstilladelsen forlænget. Med tiden flyttede flere forkyndere — i alt 31 — dertil. I begyndelsen forkyndte de i afsidesliggende områder for ikke at vække for meget opmærksomhed. Senere begyndte de at forkynde i hovedstaden, Nouméa, og der blev oprettet en menighed. Men i 1959 fik et medlem af Katolsk Aktion en indflydelsesrig stilling i regeringen. Nu kunne forkynderne ikke længere få deres visa fornyet. John og Ellen Hubler måtte rejse. Vagttårnsselskabets publikationer blev forbudt. Den gode nyhed havde dog fået fodfæste, og forkyndertallet steg støt.

På Tahiti havde mange vist interesse for Jehovas Vidners arbejde når brødrene aflagde korte besøg på øen, men i 1957 var der ingen lokale forkyndere, arbejdet var forbudt, og Vagttårnsselskabets missionærer blev nægtet indrejsetilladelse. Agnes Schenck, en tahitisk statsborger som på det tidspunkt boede i De Forenede Stater, var imidlertid blevet et af Jehovas vidner. Da hun hørte om behovet for forkyndere på Tahiti, flyttede hun, hendes mand og deres søn fra Californien. Det var i maj 1958. Kort efter sluttede to andre familier sig til dem, selv om de kun kunne få tremåneders turistvisa. Året efter blev der oprettet en menighed i Papeete, og i 1960 blev en lokal forening af Jehovas Vidner anerkendt af myndighederne.

To missionærsøstre der havde været ude at rejse, gjorde på vejen tilbage til deres distrikt ophold på øen Niue for at besøge en slægtning og samtidig forkynde budskabet om Riget. Den måned de var der opnåede de gode resultater og fandt mange interesserede, men de blev nødt til at rejse videre med den første båd der anløb øen. Ikke længe efter blev broder Seremaia Raibe fra Fiji ansat i ministeriet for offentlige arbejder på Niue, og han brugte al sin fritid på at forkynde. Men som følge af pression fra præsternes side blev broder Raibes opholdstilladelse inddraget efter nogle få måneder, og i september 1961 besluttede den lovgivende forsamling at forbyde andre Jehovas vidner adgang til øen. Alligevel fortsatte forkyndelsen af den gode nyhed på Niue. Hvordan gik det til? De lokale forkyndere blev ved med at tjene Jehova, selv om de var helt nye i sandheden. Desuden havde den lokale regering allerede ansat William Lovini, en indfødt niueaner der havde boet på New Zealand. Hvorfor var han så ivrig efter at komme tilbage til Niue? Jo, han var blevet et af Jehovas vidner og ville gerne tjene hvor behovet var større. I 1964 var forkyndertallet på Niue steget til 34.

I 1973 boede David Wolfgramm, en tongansk statsborger, sammen med sin kone og deres otte børn i et komfortabelt hus i New Zealand. Men de forlod det og flyttede til Tonga for at fremme Rigets interesser. De var med til at udvide forkyndelsen på Tongaøerne, hvoraf cirka 30 er beboede.

Jehovas vidner har brugt meget tid og mange kræfter og penge på at forkynde på Stillehavsøerne. De betragter deres medmenneskers liv som dyrebart og gør alt hvad de kan for at hjælpe dem til at få gavn af Jehovas kærlige foranstaltninger og opnå evigt liv i hans nye verden.

En familie fra Australien der solgte deres gård og flyttede til en af Stillehavsøerne, udtrykker deres følelser med disse ord: „At høre disse øboere sige at de er kommet til at kende Jehova, at høre dem kalde vore børn for deres, fordi de elsker dem for sandhedens skyld, at se Rigets interesser vokse og tilgangen blive større, at høre disse elskelige mennesker sige: ’Mine børn vil kun gifte sig i Herren,’ og dette efter at de har været knyttet til århundredgamle traditioner og Østens ægteskabsskikke, at se dem bringe ægteskabelige problemer i orden, . . . at se dem studere mens de driver kvæget langs vejkanten efter en dags opslidende arbejde i rismarken, at vide at de fortæller andre om det forkerte ved afgudsdyrkelse, taler om Jehovas navns skønhed i den lokale forretning og andre steder, at høre en ældre indisk moder kalde os broder og søster og bede om at måtte gå med os for at fortælle folk om den sande Gud . . . alt dette er en uvurderlig belønning for det skridt vi tog da vi efterkom kaldet fra Sydhavsøerne.“

Der blev naturligvis også forkyndt andre steder end på Stillehavsøerne. I 1964 blev erfarne pionerer fra Filippinerne sendt til Hongkong, Indonesien, Republikken Korea, Laos, Malaysia, Taiwan, Thailand og Vietnam for at samarbejde med de nidkære missionærer som i forvejen forkyndte der.

Pres fra familien og samfundet

Familien og samfundet betragter det ikke altid som en privatsag når et menneske bliver et af Jehovas vidner. — Matt. 10:34-36; 1 Pet. 4:4.

De fleste af dem der er blevet Jehovas vidner i Hongkong, er unge. Men disse unge har været udsat for et kolossalt pres i et system hvor man prioriterer en god uddannelse og en vellønnet stilling meget højt. Forældre betragter deres børn som en investering der vil sikre dem en behagelig alderdom. Da forældrene til en ung mand i Kwun Tong blev klar over at det ville påvirke deres søns indtægter at han studerede Bibelen, gik til møder og deltog i forkyndelsen, begyndte de at modarbejde ham kraftigt. Faderen løb efter ham med en slagterkniv; hans moder spyttede på ham offentligt. Skældsordene haglede ned over ham i månedsvis. Engang spurgte han sine forældre: „Er det ikke af kærlighed I har opfostret mig?“ og de svarede: „Nej, det var for pengenes skyld!“ Alligevel fortsatte den unge mand med at lade tilbedelsen af Jehova komme i første række. Men han fortsatte også med efter bedste evne at hjælpe sine forældre økonomisk da han var flyttet hjemmefra, for han vidste at det ville behage Jehova. — Matt. 15:3-9; 19:19.

I samfund hvor folk har et meget nært forhold til hinanden, kommer presset ofte fra flere end den nærmeste familie. Det erfarede Fuaiupolu Pele fra Vest-Samoa. Det var utænkeligt at en samoaner skulle forkaste sine forfædres skikke og religion, og Pele vidste at han ville blive krævet til regnskab. Han studerede flittigt og bad indtrængende til Jehova. Familiens overhoved indkaldte ham så til et møde i Faleasiu, hvor han måtte forklare sig over for seks høvdinger, tre dygtige talere, ti præster, to lærere i teologi, familieoverhovedet der ledede mødet, og andre ældre mænd og kvinder fra familien. De forbandede og fordømte både ham og et andet familiemedlem der viste interesse for Jehovas Vidner. Diskussionen varede ved til klokken fire om morgenen. Det irriterede nogle af de tilstedeværende at Pele brugte Bibelen, og de råbte: „Væk med den bibel! Fingrene væk fra Bibelen!“ Til sidst sagde familieoverhovedet med svag stemme: „Du vandt, Pele.“ Men Pele svarede: „Undskyld, hr., men det var ikke mig der vandt. Det De har hørt i nat, er budskabet om Riget. Jeg håber oprigtigt at De vil give agt på det.“

Intens modstand fra præsteskabet

Kristenhedens missionærer kom til Stillehavsøerne i 1800-tallet. Mange steder foregik ankomsten stille og fredeligt; andre steder havde missionærerne militære styrker med sig. I nogle områder opdelte de øerne mellem sig ved venskabelig overenskomst. Men der blev også ført religionskrige hvori katolikker og protestanter kæmpede om herredømmet. De religiøse „hyrder“, præsterne, brugte nu alle til rådighed stående midler for at holde Jehovas Vidner ude af det de betragtede som deres område. I nogle tilfælde lagde de pres på myndighedspersoner for at få forkynderne udvist fra nogle af øerne. I andre tilfælde tog de loven i egen hånd.

I landsbyen Vunabal på øen New Britain viste en gruppe fra sulkastammen interesse for Bibelens sandheder. Men en søndag i 1959, mens John Davison var ved at lede et bibelstudium med denne gruppe, trængte en pøbelflok af katolikker under ledelse af den katolske kateket ind i huset og afbrød studiet med deres råben og skrigen. Det blev meldt til politiet i Kokopo.

Forkynderne svigtede ikke fårene — de kom igen ugen efter for at fortsætte med at yde åndelig hjælp til de retsindige i Vunabal. Den katolske præst kom også, skønt ingen havde inviteret ham, og han havde flere hundrede katolikker fra en anden stamme med sig. Ophidsede af præsten lod de det regne med eder og forbandelser over forkynderne, spyttede på dem, truede dem med knytnæver og rev landsbyboernes bibler i stykker, mens præsten smilende stod og så til med korslagte arme. De politifolk der forsøgte at få situationen under kontrol, var synligt chokerede. Mange af landsbyboerne lod sig også skræmme, men i hvert fald én af dem havde mod nok til at tage standpunkt for det han vidste var sandheden. Nu har hundreder af andre på øen gjort det samme.

Det var dog ikke alle religiøse lærere der havde en fjendtlig holdning til Jehovas vidner. Shem Irofa’alu på Salomonøerne følte sig ansvarlig for dem der betragtede ham som deres religiøse leder, og efter at have læst Vagttårnsselskabets bog Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis forstod han at nogle havde løjet for ham. Han og de religiøse lærere der stod under ham, lyttede til foredrag som brødrene holdt, stillede spørgsmål og slog skriftsteder op i Bibelen. Derefter besluttede de at de gerne ville være Jehovas vidner, og gik i gang med at omdanne deres kirkebygninger i 28 landsbyer til rigssale.

Sandhedens vand strømmer frem i Afrika

Især fra begyndelsen af 1920’erne gjorde man meget for at give folk alle steder i Afrika mulighed for at lære Jehova, den sande Gud, at kende, og få gavn af hans kærlige foranstaltninger. Ved slutningen af den anden verdenskrig var der aktive vidner for Jehova i 14 lande på det afrikanske kontinent. I 14 andre afrikanske lande var budskabet om Riget på et tidspunkt blevet gjort kendt, men i 1945 var der ingen forkyndere herfra som rapporterede. I løbet af de næste 30 år, frem til 1975, blev den gode nyhed forkyndt i yderligere 19 lande i Afrika. I næsten alle disse lande, og på øerne ud for deres kyster, begyndte der at blive oprettet menigheder — i nogle lande kun få, i Zambia over tusind, og i Nigeria næsten to tusind. Hvordan gik alt dette til?

Budskabet om Riget strømmede frem som en flod. En flod følger normalt flodlejet, skønt det hænder at nogle floder går over deres bredder. Hvis vandet støder på en hindring finder det en anden vej, eller det stiger til der har samlet sig så meget vand at det strømmer hen over hindringen.

Ad sine normale organisationsmæssige kanaler udsendte Vagttårnsselskabet heltidstjenere — pionerer, specialpionerer og missionærer — til lande hvor der sjældent eller aldrig var blevet forkyndt. Overalt hvor de kom hen, indbød de folk til ’frit at tage af livets vand’. (Åb. 22:17) Fire specialpionerer fra Frankrig rettede i 1952 denne indbydelse til folk i Algeriet. Inden længe tog en spåkvinde imod sandheden. Hun forstod at hun måtte opgive sit erhverv for at behage Jehova, og hun begyndte at forkynde for sine tidligere kunder. (5 Mos. 18:10-12) Pionererne brugte bogen „Gud Maa Være Sanddru“ for at hjælpe de oprigtige til at se forskellen mellem Bibelen og de religiøse overleveringer. Denne bog viste sig at være et så effektivt middel til at frigøre folk fra falske religiøse skikke at en præst viste den frem fra prædikestolen og udtalte en forbandelse over bogen, dem der spredte den og dem der læste den.

I 1954 blev en missionær udvist af det katolske Spanien fordi han havde undervist ud fra Bibelen uden præsteskabets tilladelse. Året efter begyndte han og hans pionermakker derfor at forkynde i Marokko. De fik snart selskab af en familie på fem Jehovas vidner der var blevet udvist af Tunesien, hvor sindene var kommet i kog fordi et jødisk par havde antaget Jesus som Messias og hurtigt var begyndt at fortælle andre om deres nye tro. Længere sydpå, i Ghana, blev nogle pionerer i 1962 sendt til Mali. Senere blev også et fransk pionerpar der tjente i Algeriet, bedt om at hjælpe til i Mali. En hel del af dem der blev Jehovas vidner i Mali, tog med tiden heltidstjenesten op. I 1966 begyndte otte specialpionerer fra Nigeria at tjene i Niger, et tyndt befolket land som omfatter en del af Saharaørkenen. Burundi fik budskabet om Riget at høre da to specialpionerer i 1963 blev sendt dertil fra Nordrhodesia (nu Zambia), fulgt af fire missionærer der havde gennemgået Gileadskolen.

I Etiopien var der også missionærer i begyndelsen af 1950’erne. De etiopiske myndigheder forlangte at de oprettede en almindelig missionsstation og gav skoleundervisning dér, og det gjorde de så. Men desuden havde de travlt med at undervise i Bibelen, og snart var der en jævn strøm af mennesker til missionærhjemmet. Hver eneste dag kom der nye som bad om hjælp til at forstå Bibelen. I løbet af de første 30 år efter den anden verdenskrig fik 39 lande i Afrika hjælp af gileadmissionærer.

Samtidig vældede sandhedens vand ind i åndeligt udtørrede områder ved at Jehovas vidner kom i kontakt med andre som følge af deres verdslige arbejde. For eksempel måtte et ægtepar fra Egypten flytte til Libyen i 1950 på grund af mandens arbejde, og de forkyndte ihærdigt i fritiden. Samme år flyttede en forkynder der handlede med uld, fra Egypten til Khartoum i Sudan sammen med sin familie. Han forkyndte altid for sine kunder før han handlede med dem. En af de første forkyndere i Senegal (som da var en del af Fransk Vestafrika) kom dertil i 1951 som repræsentant for et firma. Også han var klar over hvilket ansvar han havde som et vidne for den Allerhøjeste. I forbindelse med sit verdslige arbejde rejste en forkynder i 1959 til Fort-Lamy (nu Ndjamena) i det område der senere fik navnet Tchad, og han benyttede lejligheden til at forkynde budskabet om Riget i landet. I Nigers nabolande var der handlende som var Jehovas vidner, og de forkyndte for de nigerere de kom i kontakt med, samtidig med at specialpionerer forkyndte i Niger fra 1966. Og to kvindelige forkyndere der i 1966 kom til Mauretanien på grund af deres ægtefællers arbejde, benyttede lejligheden til at forkynde dér.

De der blev styrket af „livets vand“ delte det med andre. Som et eksempel kan nævnes en mand der havde overværet nogle af Jehovas Vidners møder men ikke selv var et Jehovas vidne. Han flyttede i 1947 fra Cameroun til Ubangi-Chari (nu Den Centralafrikanske Republik), og da han hørte om en mand i Bangui som var stærkt interesseret i Bibelen, kontaktede han Vagttårnsselskabets kontor i Schweiz og bad brødrene sende manden en bog. Etienne Nkounkou, den mand der modtog bogen, blev jublende glad da han så hvilken rig åndelig føde den indeholdt, og hver uge læste han op af den for en gruppe andre interesserede. De satte sig i forbindelse med Selskabets hovedkontor. Efterhånden som medlemmerne af denne studiegruppe fik større kundskab, begyndte de at forkynde. Pression fra præsteskabets side fik myndighederne til at forbyde Vagttårnsselskabets publikationer, men disse nye vidner fortsatte med at forkynde ved hjælp af Bibelen alene. Folk i dette land elsker at høre om Bibelen, så da forbudet mod nogle af Selskabets publikationer blev hævet i 1957, var der allerede over 500 forkyndere her.

Hindringer som blev overvundet

Når noget har hindret det livgivende vand i at strømme frit, er det snart nået frem ad andre veje. Ayité Sessi, en pioner fra Dahomey (nu Benin), havde kun forkyndt i Fransk Togo (nu Togo) i ganske kort tid da myndighederne i 1949 tvang ham til at rejse derfra. Men året efter rejste Akakpo Agbetor, en tidligere bokser fra Togo der havde været i udlandet, tilbage til sit hjemland sammen med sin broder. Eftersom han var født i landet kunne han forkynde forholdsvis frit og endda holde møder. På øen Fernando Póo (nu en del af Ækvatorialguinea) begyndte nogle pionerer at forkynde omkring 1950, men på grund af religiøs intolerance blev de udvist efter kort tid. Senere lykkedes det dog andre at få arbejdskontrakter som gav dem ret til at bo i området. Og de forkyndte naturligvis, i overensstemmelse med Jesu befaling. — Mark. 13:10.

Emmanuel Mama, en kredstilsynsmand fra Ghana, blev sendt til Øvre Volta (nu Burkina Faso) i nogle uger i 1959, og det lykkedes ham at forkynde en hel del i hovedstaden Ouagadougou. Men der var ingen fastboende forkyndere i landet. Fire år senere flyttede syv forkyndere fra Togo, Dahomey (nu Benin) og Congo til Ouagadougou og søgte arbejde, så de kunne forkynde i området. Få måneder senere sluttede flere specialpionerer fra Ghana sig til dem. Men da præsteskabet lagde pres på myndighederne, blev forkynderne arresteret i 1964, efter at de havde været i landet i mindre end et år. De blev holdt indespærret i 13 dage og derefter udvist. Havde deres arbejde givet resultater? Ja. En af landets indbyggere, Emmanuel Johnson, havde fået at vide hvor han kunne finde Bibelens sandheder. Han fortsatte sit studium med Jehovas vidner pr. brev, og i 1969 blev han døbt. Ja, forkyndelsen havde fået fodfæste i endnu et land.

Da man søgte om opholdstilladelse til gileadmissionærer i Elfenbenskysten, sørgede franske embedsmænd for at ansøgningen ikke blev godkendt. I 1950 blev Alfred Shooter derfor sendt fra Guldkysten (nu Ghana) til Elfenbenskystens hovedstad som pioner. Så snart han havde etableret sig sluttede hans kone sig til ham, og nogle måneder senere ankom et missionærpar, Gabriel og Florence Paterson. Der opstod problemer. Deres publikationer blev beslaglagt fordi de ikke var godkendt af regeringen, og brødrene fik en bøde. Men senere fandt de deres bøger til salg på torvet! De købte dem naturligvis tilbage og brugte dem i forkyndelsen.

I mellemtiden besøgte brødrene talrige regeringskontorer for at få permanent opholdstilladelse. Hr. Houphouët-Boigny, der senere blev præsident i Elfenbenskysten, tilbød at hjælpe dem. „Sandheden kender ingen grænser,“ sagde han. „Den er som en vældig flod. Hvis man bygger en dæmning, vil den blot strømme hen over den.“ Da en katolsk præst og en metodistpræst forsøgte at skabe vanskeligheder, sagde et regeringsmedlem ved navn Ouezzin Coulibaly: „Jeg repræsenterer folket her i landet. Vi er folket, og vi kan lide Jehovas vidner og vil gerne have at de bliver her i landet.“

Disciple med den rette forståelse

Da Jesus befalede sine efterfølgere at ’gøre disciple af folk af alle nationerne’, sagde han også at de der blev disciple — de der troede på hans lære og efterlevede den — skulle døbes. (Matt. 28:19, 20) Ved de stævner Jehovas Vidner holder med jævne mellemrum, er der derfor mulighed for at nye disciple kan blive døbt. Ved nogle stævner er der kun få som bliver døbt, men ved et stævne i Nigeria i 1970 blev der døbt 3775 nye forkyndere. Målet er imidlertid ikke at få døbt så mange som muligt.

Da det i 1956 viste sig at nogle i Guldkysten var blevet døbt selv om deres tro ikke byggede på det rette grundlag, indførte man den ordning at tilsynsmændene i menighederne skulle gennemgå nogle spørgsmål med hver enkelt dåbskandidat for at forvisse sig om at han eller hun kendte Bibelens grundlæggende sandheder, levede i overensstemmelse med Bibelens normer og havde en klar forståelse af hvilke pligter det medfører at være et indviet og døbt vidne for Jehova. Med tiden blev en lignende ordning også indført i resten af verden. I 1967 (dansk 1969) blev der i bogen „Dit ord er en lygte for min fod“ givet en detaljeret disposition der skulle bruges ved gennemgangen af grundlæggende bibelske lærespørgsmål med dåbskandidater. En revideret udgave af dispositionen blev udgivet i 1983 i bogen Organiseret til at fuldføre vor tjeneste.

Men blev der så også taget hensyn til dem der ikke havde gået ret meget i skole?

Analfabetisme

I 1957 anslog UNESCO (De Forenede Nationers Organisation for Undervisning, Videnskab og Kultur) at cirka 44 procent af verdens befolkning fra 15 år og opefter hverken kunne læse eller skrive. Det blev oplyst at tre fjerdedele af den voksne befolkning i 42 lande i Afrika, 2 i Latinamerika, 28 i Asien og 4 i Oceanien, var analfabeter. Men også disse mennesker måtte have lejlighed til at lære Guds lov at kende, så de kunne forberede sig på at blive undersåtter i hans rige. Mange af dem der ikke kunne læse var opvakte og kunne huske meget af det de hørte, men de kunne ikke læse Guds ord selv eller benytte de trykte hjælpemidler til bibelstudium.

I årevis havde Jehovas vidner som enkeltpersoner hjulpet folk der gerne ville lære at læse, men i 1949 og 1950 blev der i mange afrikanske lande oprettet læseklasser i hver menighed. Undervisningen blev som regel givet i rigssalen, og nogle steder blev hele landsbyen indbudt til at deltage.

Der hvor regeringen sørgede for undervisning i læsning og skrivning, støttede Jehovas vidner med glæde dette initiativ. Men i mange lande måtte de selv udarbejde lærebøger som de kunne bruge. Titusinder af mennesker, deriblandt i tusindvis af kvinder og ældre, er blevet hjulpet til at lære at læse og skrive ved at deltage i de kurser Jehovas Vidner har holdt. Undervisningen er tilrettelagt sådan at de ikke bare lærer at læse og skrive, men også bliver kendt med grundlæggende sandheder i Guds ord, Bibelen. Det har hjulpet dem til at kunne være med til at gøre andre til disciple, i overensstemmelse med Jesu befaling. Ønsket om at kunne gøre en god indsats i dette arbejde har ansporet mange til at anstrenge sig for at lære at læse.

Da en ny forkynder i Dahomey (nu Benin) i Vestafrika blev afvist af en mand med den begrundelse at forkynderen ikke kunne læse, besluttede han at lære det. Foruden at deltage i læseklassen i menigheden studerede han på egen hånd. Seks uger senere besøgte han manden igen. Denne blev så forbavset over at høre en der for kort tid siden havde været analfabet læse op fra Guds ord, at han også blev interesseret i det forkynderen sagde. Nogle af dem der er blevet undervist i disse læseklasser er senere blevet rejsende tilsynsmænd og har undervist mange menigheder. Det gælder for eksempel Ezekiel Ovbiagele i Nigeria.

Undervisning ved hjælp af film og lysbilleder

For at de der viste interesse for Bibelen kunne få et indtryk af hvor stor Jehovas synlige organisation er, blev der i 1954 udgivet en film med titlen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed. Den bidrog også meget til at nedbryde folks fordomme mod Jehovas Vidner.

I det nuværende Zambia var der ofte behov for en transportabel generator når filmen skulle vises. En hvid presenning som blev hængt op mellem to træer, tjente som lærred. I provinsen Barotse så den øverste høvding filmen sammen med sin kongelige familie, og derefter ønskede han at den også blev vist for folket. Det førte til at 2500 mennesker så filmen aftenen efter. I løbet af 17 år så over en million denne film i Zambia. Og den blev godt modtaget. Fra Tanganyika (nu en del af Tanzania) blev det meldt at publikum efter forevisningen råbte „Ndaka, ndaka“ (tak, tak).

Efter filmen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed fulgte andre film: Glæden og Lykken i Den Nye Verdens Samfund, „En evigvarende god nyhed“ forkyndes jorden rundt, Gud kan ikke lyve og Heritage (Arven, ikke oversat til dansk). Der er også blevet vist lysbilledserier med kommentarer, blandt andet om beviser for at Bibelen er praktisk anvendelig i vor tid, om den hedenske baggrund for kristenhedens lære og skikke og om betydningen af verdensforholdene set i lyset af Bibelens profetier. En lysbilledserie om Jehovas Vidners organisation omfattede et besøg på deres hovedkontor, store stævner i lande hvor deres arbejde tidligere har været forbudt og et tilbageblik på deres historie i nyere tid. Alle disse film og lysbilledserier har hjulpet folk til at indse at Jehova virkelig har et folk på jorden i dag, og at Bibelen er hans inspirerede ord.

De sande får identificeres

I nogle lande hændte det at folk der blot havde nogle af Vagttårnsselskabets publikationer, hævdede at være Jehovas vidner eller brugte navnet Vagttårnet. Men havde de ændret tro og levevis for at rette sig efter Bibelens normer? Ville de vise sig at være symbolske får som lyttede til Herren Jesu Kristi stemme, når de fik den nødvendige undervisning? — Joh. 10:4, 5.

I 1954 modtog man et overraskende brev på Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Sydafrika. Det kom fra en gruppe afrikanere i Baía dos Tigres, en straffekoloni i det sydlige Angola. I brevet skrev João Mancoca: „Gruppen af Jehovas vidner i Angola har 1000 medlemmer. Deres leder er Simão Gonçalves Toco.“ Hvem var denne Toco? Var hans tilhængere virkelig Jehovas vidner?

John Cooke, en missionær der kunne tale portugisisk, blev sendt en tur til Angola. Efter en lang samtale med en embedsmand fik han lov at besøge Mancoca. Broder Cooke fik nu at vide at Toco i 1940’erne havde haft forbindelse med en af baptisternes missionsstationer i Belgisk Congo (nu Zaire). Her havde han fået fat i nogle af Vagttårnsselskabets publikationer og havde fortalt sine venner hvad han lærte. Men så blev gruppen påvirket af spiritister, og efter nogen tid holdt Toco helt op med at bruge Vagttårnsselskabets publikationer og Bibelen. I stedet søgte han vejledning gennem åndemedier. Myndighederne sendte hans tilhængere hjem til Angola, og her spredtes de ud over hele landet.

Mancoca havde været en ven af Toco, og han havde prøvet at få andre til at holde op med at praktisere spiritisme og i stedet følge Bibelen. Det brød nogle af Tocos tilhængere sig ikke om, så de havde rettet falske anklager mod Mancoca over for de portugisiske myndigheder. Mancoca og de der delte hans synspunkter var derfor blevet deporteret til en straffekoloni. Derfra havde han sat sig i forbindelse med Vagttårnsselskabet og skaffet sig flere bibelske publikationer. Han var ydmyg, åndeligsindet og meget interesseret i at arbejde nært sammen med den organisation som han havde lært sandheden at kende igennem. Efter at broder Cooke i mange timer havde drøftet Bibelens sandheder med denne gruppe, var han ikke i tvivl om at João Mancoca var et af Herrens får. Broder Mancoca har siden bevist det ved at være trofast gennem mange år under de vanskeligste omstændigheder.

Broder Cooke havde også samtaler med Toco og nogle af hans tilhængere. Med nogle få undtagelser gjorde eller sagde de intet der vidnede om at de havde de egenskaber der skal kendetegne Kristi disciple. På dette tidspunkt var der derfor ikke 1000 Jehovas vidner i Angola, men kun omkring 25.

I mellemtiden var der også opstået visse problemer med hensyn til forkyndernes identitet i Belgisk Congo (nu Zaire). Her var der en religiøs/politisk bevægelse ved navn Kitawala, der undertiden også brugte navnet Vagttårnet. Nogle af dens medlemmer havde modtaget Jehovas Vidners publikationer med posten. Men det som Kitawala troede og praktiserede (deriblandt racisme, undergravende virksomhed i den hensigt at fremkalde politiske eller sociale forandringer, og grov kønslig umoralitet i religionens navn) var på ingen måde repræsentativt for Jehovas Vidner. Alligevel blev der i visse rapporter gjort forsøg på at forbinde Vagttårnsselskabet og Jehovas Vidner med Kitawala.

Gentagne forsøg fra Jehovas Vidners side på at sende nogle erfarne mænd til landet for at tage sig af sagen, blev bremset af de belgiske myndigheder. De katolske og protestantiske grupper frydede sig. Særlig fra og med 1949 blev der taget grusomme forholdsregler mod indbyggere i Belgisk Congo som studerede Bibelen ud fra Vagttårnsselskabets publikationer. Men som en af de trofaste forkyndere i landet sagde: „Vi er som en sæk med afrikansk majs. Uanset hvor de fører os hen vil Ordet falde til jorden et for et, lige til regnen kommer, og så vil de se os vokse op overalt.“ Og sådan gik det. Trods de vanskelige forhold mellem 1949 og 1960 steg antallet af Jehovas vidner fra 48 til 1528.

Lidt efter lidt blev myndighederne klar over at Jehovas vidner er helt anderledes end Kitawala. Når forkynderne fik en vis frihed til at samles, roste myndighedspersoner ofte deres gode opførsel og orden. Når der var voldsomme demonstrationer for politisk uafhængighed, vidste enhver at Jehovas vidner ikke var indblandet. I 1961 fik en kvalificeret tilsynsmand, Ernest Heuse junior fra Belgien, endelig indrejsetilladelse. Med megen møje lykkedes det gradvis at hjælpe brødrene til at bringe menighederne og deres livsførelse mere i harmoni med Guds ord. Der var meget de måtte lære, og det krævede stor tålmodighed.

Fra nogle områder modtog Selskabet lange lister over tilhængere af Kitawala der gerne ville anerkendes som Jehovas vidner, i den tro at det ville styrke deres stilling. Broder Heuse sendte kvalificerede brødre ud til disse områder for at finde ud af hvad det var for nogle mennesker. I stedet for at anerkende store grupper som Jehovas vidner, ledede de bibelstudier med enkeltpersoner.

Med tiden viste det sig hvem der som sande får så hen til Jesus Kristus som deres hyrde. Der var mange af dem, og de underviste andre. I årenes løb kom i snesevis af gileadmissionærer til landet for at samarbejde med dem, hjælpe dem med at tilegne sig mere nøjagtig kundskab om Guds ord og give dem den nødvendige oplæring. I 1975 var der 17.477 Jehovas vidner i Zaire. De var organiseret i 526 menigheder og var travlt optaget af at forkynde for andre og undervise dem ud fra Guds ord.

Kampen mod fetichdyrkelsen

Vest for Nigeria ligger landet Benin (det tidligere Dahomey), hvis befolkning er opdelt i 60 etniske grupper og taler cirka 50 forskellige sprog og dialekter. Som i store dele af det øvrige Afrika er animisme, sammen med forfædredyrkelse, den traditionelle religion her. Et sådant religiøst miljø formørker folks liv med overtro og frygt. Også mange af dem der kalder sig kristne, praktiserer animisme.

Fra slutningen af 1920’erne og frem til 1940’erne såede Jehovas vidner fra Nigeria sandhedens sæd i Dahomey ved fra tid til anden at besøge landet og sprede bibelsk læsestof. Mange af disse sædekorn skulle bare have en lille smule vand for at spire. Det fik de i 1948, da Nouru Akintoundé, som oprindelig var fra Dahomey men boede i Nigeria, vendte tilbage til sit hjemland for at tjene som pioner. I løbet af fire måneder tog 300 mennesker imod sandheden og begyndte at deltage i forkyndelsen sammen med ham. Det var en reaktion der oversteg alle forventninger!

Men både kristenhedens præsteskab og animisterne blev meget foruroligede over denne virksomhed. Da en sekretær ved fetichklosteret i Porto-Novo viste interesse for sandheden og sagde sit arbejde op, erklærede fetichhøvdingen at hun ville dø inden syv dage. Men den tidligere sekretær svarede beslutsomt: „Hvis det er fetichen der har skabt Jehova, vil jeg dø, men hvis Jehova er den højeste Gud vil han sejre over fetichen.“ (Jævnfør Femte Mosebog 4:35; Johannes 17:3.) Natten efter den sjette dag gjorde fetichhøvdingen alle mulige trolddomskunster for at få sin spådom til at gå i opfyldelse, og til sidst erklærede han at sekretæren var død. Det vakte stor bestyrtelse blandt fetichdyrkerne da hun kom til markedspladsen i Cotonou dagen efter — lyslevende. Senere lejede en af brødrene en bil og kørte hende gennem Porto-Novo så alle med egne øjne kunne se at hun var i live. Dette fik mange andre fetichdyrkere til at tage et fast standpunkt for sandheden. — Jævnfør Jeremias 10:5.

Inden længe blev Vagttårnsselskabets publikationer forbudt i Dahomey efter et stærkt pres fra religiøs side. Men i lydighed mod Jehova Gud fortsatte Jehovas vidner med at forkynde, ofte blot ved hjælp af Bibelen. Til tider gik de fra dør til dør som „sælgere“ med alle mulige varer. Hvis de fik en god samtale i gang kom de ind på Bibelen, og det kunne også hænde at de var i stand til at fremtrylle en dyrebar bibelsk publikation fra en stor inderlomme.

Når politiet skabte for store vanskeligheder for dem i byerne, forkyndte de i landdistrikterne. (Jævnfør Mattæus 10:23.) Og når de blev kastet i fængsel, forkyndte de dér. I 1955 fandt fængslede forkyndere mindst 18 interesserede blandt fanger og ansatte i et fængsel i Abomey.

Bare ti år efter at den omtalte pionerbroder var vendt tilbage til Dahomey for at forkynde, deltog 1426 i forkyndelsen — og dét selv om deres arbejde var underlagt et regeringsforbud!

Flere arbejdere tager del i høsten

Det var tydeligt at mange mennesker i hele Afrika hungrede efter sandheden. Høsten var stor, men arbejderne var få. Det var derfor opmuntrende for brødrene at se at høstens herre, Jesus Kristus, besvarede deres bønner om flere arbejdere der kunne hjælpe til med den åndelige høst. — Matt. 9:37, 38.

I Kenya havde rejsende pionerer spredt meget læsestof i 1930’erne, men der var ikke blevet gjort noget videre for at følge interessen op. I 1949 flyttede Mary Whittington og hendes tre små børn imidlertid fra Storbritannien til Nairobi, hvor hendes mand arbejdede. Søster Whittington havde kun været døbt i knap et år, men hun havde pionerånden. Selv om hun ikke kendte nogen andre forkyndere i Kenya, gik hun i gang med at hjælpe folk i dette store distrikt til at lære sandheden at kende. De hindringer der opstod, fik hende ikke til at give op. Der kom også andre forkyndere — fra Australien, Canada, De Forenede Stater, Storbritannien, Sydafrika, Sverige og Zambia. Det var forkyndere som på eget initiativ flyttede dertil for at forkynde håbet om Riget for andre.

Der blev også sendt missionærpar til landet for at hjælpe med høsten. I begyndelsen måtte mændene udføre verdsligt arbejde for at få opholdstilladelse, og det var derfor begrænset hvor meget tid de kunne bruge i tjenesten. Men søstrene kunne være pionerer. Med tiden kom over hundrede missionærer fra Gilead til Kenya. Da tiden for landets uafhængighed nærmede sig, og det raceskel som det britiske kolonistyre havde opretholdt blev ophævet, lærte de europæiske forkyndere sig swahili og begyndte at forkynde blandt den indfødte befolkning. Det resulterede i at forkyndertallet voksede hurtigt.

I 1972 fik også Botswana hjælp til den åndelige høst, da forkyndere fra Kenya, Storbritannien og Sydafrika flyttede til de større byer i landet. Tre år senere kom der også missionærer fra Gilead dertil. I Botswana bor de fleste imidlertid spredt i små landsbyer, og for at komme i kontakt med folk har forkyndere fra Sydafrika måttet krydse Kalahariørkenen. I isolerede distrikter har de forkyndt for landsbyhøvdinger, skolelærere og grupper på 10-20 taknemmelige tilhørere. En ældre mand sagde: „Er I kommet hele denne lange vej for at tale med os om dette? Det er venligt af jer, meget venligt.“

I Liberia havde „Bibel-Brown“ holdt vægtige bibelske foredrag i 1920’erne, men arbejdet havde mødt betydelig modstand. Den åndelige høst havde ikke særlig stor fremgang før der kom missionærer fra Gilead. Harry Behannan, der kom i 1946, var den første. I de følgende år kom der mange flere. Efterhånden begyndte indfødte liberianere at forkynde sammen med dem, og i 1975 var der over tusind lovprisere af Jehova i landet.

„Bibel-Brown“ havde forkyndt endnu mere i Nigeria. Det var et land der var inddelt i mange riger, bystater og sociale systemer, og der var over 250 sprog og dialekter i landet. Religionen var også en splittende faktor. De første forkyndere i landet afslørede præsterne og deres falske dogmer med kraftfulde bibelske argumenter, men uden at vise den store takt. Da publikationerne blev forbudt under den anden verdenskrig, nøjedes brødrene med at bruge Bibelen i forkyndelsen. De retsindige lyttede til budskabet, meldte sig ud af kirkerne, holdt op med at leve polygamt og kasserede deres amuletter, som kirkerne havde tolereret. I 1950 var antallet af forkyndere i Nigeria 8370. I 1970 var der over ti gange så mange.

I Sydrhodesia (nu Zimbabwe) viste der sig stadig juridiske hindringer som måtte overvindes for at de interesserede kunne få åndelig hjælp. Bestræbelserne for at opnå juridisk anerkendelse var begyndt allerede i midten af 1920’erne. I 1932 blev pionerer fra Sydafrika udvist af landet og fik besked om at afgørelsen ikke kunne appelleres. De appellerede nu alligevel. Påstande om at Vagttårnsselskabets publikationer var statsfjendtlige måtte behandles ved domstolene. I begyndelsen af 1940’erne blev nogle brødre fængslet fordi de havde spredt publikationer som forklarede Bibelen. Først i 1966 opnåede Jehovas Vidner fuld juridisk anerkendelse som en religiøs organisation i Zimbabwe. I over 40 år var det åndelige indhøstningsarbejde blevet udført under store vanskeligheder, men alligevel havde modige forkyndere i denne periode hjulpet over 11.000 til at blive tjenere for Jehova Gud.

Vidnesbyrd for landshøvdinger og konger

Jesus vidste at hans disciple ville møde modstand i deres forkyndelsesarbejde. Han sagde til dem at de ville blive overgivet til „lokale domstole“ og slæbt for „landshøvdinger og konger“, og at dette ville være „et vidnesbyrd for dem og nationerne“. (Matt. 10:17, 18) Jehovas vidner har oplevet præcis det Jesus forudsagde, og i overensstemmelse med hans ord har de bestræbt sig for at udnytte disse lejligheder til at aflægge et vidnesbyrd.

Nogle myndighedspersoner har på grund af frygt undladt at gøre godt mod Kristi disciple. (Joh. 12:42, 43) Det erfarede Llewelyn Phillips i 1948, da han havde private samtaler med en række regeringsembedsmænd i Belgisk Congo for at forsøge at lette forholdene for de Jehovas vidner der blev forfulgt i landet. Han fortalte embedsmændene om Jehovas Vidners tro og virksomhed. Men i samtalens løb sagde generalguvernøren med et suk: „Og hvis jeg hjælper jer, hvordan skal det så gå mig?“ Han vidste at den katolske kirke havde stor indflydelse i landet.

Den øverste høvding for swazifolket, kong Sobhuza II, brød sig imidlertid ikke stort om hvad præsteskabet mente. Han havde ofte talt med Jehovas vidner, havde fået mange af deres publikationer og var velvilligt indstillet over for dem. Hvert år på langfredag inviterede han de afrikanske præster til sin kongelige kraal, hvor de fik lov at tale; men han lod også et af Jehovas vidner få ordet. I 1956 talte den broder der var til stede, om læren om sjælens udødelighed og om religiøse lederes ærestitler. Da han var færdig, spurgte høvdingen præsterne: „Er det Jehovas vidner siger rigtigt eller forkert? Hvis det er forkert, så forklar hvorfor.“ Præsterne kunne ikke modbevise det der var blevet sagt. Ved en lejlighed brast høvdingen endda i latter da han så hvor forfærdede præsterne blev over det et Jehovas vidne sagde.

Politiet blev ofte sat til at forhøre Jehovas vidner om hvad de foretog sig og hvorfor. Forkyndere fra menigheden i Tanger i Marokko tog regelmæssigt til Ceuta, en spansk havneby på Marokkos kyst. Engang i 1967 da de blev standset af politiet og forhørt i to timer, fik de aflagt et godt vidnesbyrd. På et tidspunkt spurgte de to politibetjente forkynderne om de troede på „Jomfru Maria“. Da betjentene fik at vide at Maria ifølge evangelierne fik andre børn efter at hun som jomfru havde født Jesus, og at disse børn var Jesu halvbrødre og halvsøstre, var de ved at tabe vejret af overraskelse og sagde at dét bestemt ikke stod i Bibelen. Forkynderne viste dem derpå Johannes 7:3-5. Den ene af betjentene sad længe og kiggede på det uden at sige et ord, og den anden sagde: „Giv mig den bibel. Jeg skal nok forklare skriftstedet!“ Den første svarede: „Det er ikke nødvendigt. Det skriftsted er alt for tydeligt.“ Mange andre spørgsmål blev stillet og besvaret i en afslappet atmosfære. Derefter havde forkynderne ikke de store problemer med myndighederne når de arbejdede i området.

Mænd i fremtrædende stillinger er blevet godt kendt med Jehovas vidners forkyndelse. Nogle af dem er klar over at det arbejde Jehovas vidner udfører, er til gavn for befolkningen. Da man i slutningen af 1959 traf forberedelser til Nigerias uafhængighed, udtrykte generalguvernøren, dr. Nnamdi Azikiwe, et ønske om at W. R. Brown var til stede som repræsentant for Jehovas Vidner. Han sagde til sit ministerråd: „Hvis alle religiøse grupper var som Jehovas Vidner, ville vi ikke have mord, indbrud, kriminalitet, fanger eller atombomber. Det ville ikke være nødvendigt at låse dørene hele tiden.“

En stor åndelig høst var kommet i hus i Afrika. I 1975 forkyndte 312.754 Jehovas vidner den gode nyhed i 44 lande på det afrikanske kontinent. I ni af disse lande var der færre end 50 som havde taget standpunkt for Bibelens sandheder og deltog i forkyndelsen. Men Jehovas vidner betragter hvert enkelt menneskes liv som dyrebart. I 19 af de afrikanske lande forkyndte i tusindvis af Jehovas vidner fra hus til hus. Nogle steder blev der rapporteret en kraftig vækst. I Angola steg forkyndertallet for eksempel fra 355 til 3055 mellem 1970 og 1975. I Nigeria var der 112.164 Jehovas vidner i 1975. Og det var ikke blot nogle der kunne lide at læse Vagttårnsselskabets publikationer, eller som en gang imellem kom til møderne i rigssalen. Nej, de var alle med til at forkynde Guds rige.

Østen frembringer lovprisere af Jehova

På Filippinerne havde Jehovas Vidners virksomhed hurtig vækst efter den anden verdenskrig, ligesom det var tilfældet mange andre steder. Da Joseph Dos Santos den 13. marts 1945 var blevet løsladt fra fængselet, satte han sig hurtigst muligt i forbindelse med Vagttårnsselskabets kontor i New York. Han bad om at få tilsendt alt det bibelske studiemateriale og alle de organisationsvejledninger som brødrene på Filippinerne var gået glip af i krigsårene. Derefter besøgte han menighederne for at forene og styrke dem. Samme år blev der holdt et landsstævne i Lingayen, Pangasinan, hvor deltagerne fik vejledning i hvordan de kunne undervise de retsindige ved at studere Bibelen med dem. I de følgende år blev der gjort et stort arbejde for at oversætte og udgive mere læsestof på de lokale sprog — tagalog, iloko og cebuano. Der blev lagt et grundlag for vækst, og væksten lod ikke vente på sig.

I løbet af de første ti år efter krigen steg forkyndertallet på Filippinerne fra cirka 2000 til over 24.000. Efter yderligere 20 år var der over 78.000 lovprisere af Jehova der.

Et af de første lande i Østen som man sendte gileadmissionærer ud til, var Kina. Harold King og Stanley Jones kom til Shanghai i 1947 og Lew Ti Himm kom dertil i 1949. De blev modtaget af de tre tyske pionerer som var begyndt at forkynde der i 1939. Dette var et land hvor flertallet af indbyggerne var buddhister, og det var ikke så let at få en samtale i gang om Bibelen. Folk havde deres egne husaltre, og over dørene hang der spejle som skulle skræmme onde ånder væk. Røde sedler med gode varsler og frygtindgydende tegninger af buddhistiske guder smykkede indgangene. Men det var en tid med store omvæltninger i Kina. Under det kommunistiske styre blev det forlangt at alle skulle studere Mao Tse-tungs tanker. Efter arbejdstid måtte folk overvære lange møder hvor kommunismen blev forklaret. Midt i alt dette havde vore brødre travlt med at forkynde den gode nyhed om Guds rige.

Mange af dem der var villige til at studere med Jehovas vidner havde tidligere haft en vis forbindelse med Bibelen gennem kristenhedens kirkesamfund. Det gjaldt for eksempel Nancy Yuen, en husmoder der deltog i kirkeligt arbejde. Hun var taknemmelig for det brødrene viste hende i Bibelen. Inden længe forkyndte hun selv nidkært fra hus til hus og ledede bibelstudier. Andre de forkyndte for havde en typisk kinesisk og buddhistisk baggrund og kendte intet til Bibelen. I 1956 nåede man et højdepunkt på 57 forkyndere. Men samme år blev Nancy Yuen fængslet, efter at have været anholdt seks gange fordi hun forkyndte. Andre blev enten arresteret eller tvunget til at forlade landet. Stanley Jones og Harold King blev fængslet den 14. oktober 1958. Før deres sag kom for retten blev de holdt i varetægtsarrest i to år. I den periode blev de ustandselig forhørt. Da de endelig blev stillet for retten i 1960, blev de idømt lange fængselsstraffe. I oktober 1958 var der således blevet sat en stopper for Jehovas Vidners offentlige virksomhed i Kina. Men forkyndelsen ophørte aldrig fuldstændig. Selv i fængsler og arbejdslejre var der muligheder for at forkynde. Ville der senere blive udrettet mere i dette vældige land? Det måtte tiden vise.

Hvordan gik det i mellemtiden i Japan? Før den anden verdenskrig havde der kun været omkring hundrede forkyndere der. Mange af dem gik på kompromis som følge af de brutale tvangsforanstaltninger der blev truffet i krigsårene. Nogle få bevarede ganske vist deres uangribelighed, men den organiserede offentlige forkyndelse ophørte. Jehovas rige begyndte imidlertid på ny at blive forkyndt i denne del af verden da gileadmissionæren Don Haslett kom til Tokyo i januar 1949. To måneder senere sluttede hans kone, Mabel, sig til ham. Det var et land hvor mange mennesker hungrede efter sandheden. Kejseren havde frasagt sig sin guddommelighed. Shintoismen, buddhismen, katolicismen og Kyodan (der bestod af forskellige protestantiske grupper i Japan) havde alle tabt ansigt over for folket fordi de havde støttet Japans deltagelse i krigen, der var endt med et nederlag.

I slutningen af 1949 virkede 13 missionærer fra Gileadskolen i Japan. Senere kom flere til — over 160 i alt. De havde ikke ret mange publikationer at arbejde med. Nogle af missionærerne havde talt en ældre form for japansk på Hawaii, men nu måtte de lære moderne japansk. De andre havde lært nogle få grundlæggende ord og udtryk, men måtte ofte slå op i deres japansk-engelske ordbøger indtil de blev dygtigere til det nye sprog. Familierne Ishii og Miura, der ikke havde svigtet deres tro i krigsårene, satte sig inden længe i forbindelse med organisationen og begyndte igen at forkynde offentligt.

Efterhånden blev der oprettet missionærhjem i Kobe, Nagoya, Osaka, Yokohama, Kyoto og Sendai. Mellem 1949 og 1957 lagde missionærerne mest vægt på at få Rigets arbejde i gang i storbyerne på den største af de japanske øer. Derefter begyndte forkynderne at flytte ud til andre byer. Arbejdsmarken var enorm. Det var tydeligt at der var brug for mange pionerer hvis der skulle aflægges et grundigt vidnesbyrd i hele Japan. Dette blev understreget, mange meldte sig frivilligt, og de flittige forkynderes forenede indsats førte til fantastiske resultater. I løbet af de første ti år steg antallet af forkyndere til 1390. Midt i 1970’erne var der 33.480 som nidkært lovpriste Jehova i hele Japan. Og indsamlingen foregik hurtigere og hurtigere.

I 1949, det år Don Haslett kom til Japan, tog Rigets arbejde også fart i Republikken Korea. Korea havde været under japansk herredømme under krigen, og Jehovas vidner var blevet skånselsløst forfulgt. Efter krigen var der stadig en lille gruppe som samledes for at studere, men den havde ingen kontakt med den internationale organisation før Choi Young-won i 1948 så en rapport om Jehovas Vidner i den amerikanske militæravis Stars and Stripes. Året efter blev der oprettet en menighed på 12 forkyndere i Seoul. Senere samme år ankom de første missionærer fra Gileadskolen, Don og Earlene Steele. Syv måneder efter kom der seks missionærer til.

De havde gode resultater. De ledede gennemsnitlig 20 bibelstudier hver, og der kom helt op til 336 til møderne. Så brød Koreakrigen ud. Knap tre måneder efter at den sidste gruppe missionærer var ankommet, blev de alle evakueret til Japan. Der gik over et år før Don Steele kunne vende tilbage til Seoul, og endnu et år før Earlene kunne slutte sig til ham. I mellemtiden havde de koreanske brødre stået fast og forkyndt ihærdigt, skønt mange havde mistet deres hjem og måtte leve som flygtninge. Men nu, da krigen var slut, var det vigtigt at skaffe flere publikationer på koreansk. Det fremmede arbejdet at der blev holdt stævner og at flere missionærer kom til landet. I 1975 var der 32.693 Jehovas vidner i Republikken Korea — næsten lige så mange som i Japan — og der var gode muligheder for vækst, for de ledede over 32.000 hjemmebibelstudier.

Hvordan var situationen i Europa?

Selv om den anden verdenskrig var slut i Europa, fik Jehovas vidner ikke fuld frihed til at udføre deres bibelske undervisningsarbejde uden at møde modstand. Nogle steder respekterede myndighederne dem på grund af det faste standpunkt de havde taget under krigen, men andre steder førte vældige bølger af nationalisme og religiøst fjendskab til mere forfølgelse.

Blandt Jehovas vidner i Belgien var der nogle som var kommet fra Tyskland for at være med til at forkynde den gode nyhed. Eftersom de ikke ville støtte nazistyret havde Gestapo jaget dem som vilde dyr. Men nu anklagede belgiske myndigheder nogle af de samme forkyndere for at være nazister og fik dem kastet i fængsel og derefter udvist. På trods af alt dette blev antallet af forkyndere i Belgien mere end tredoblet i de første fem år efter krigen.

Den katolske kirke stod bag en stor del af forfølgelsen. Der hvor den havde magt til det, førte den en uforsonlig krig mod Jehovas vidner for at udrydde dem.

I den irske by Cork udnyttede det katolske præsteskab i 1948 den udbredte frygt for kommunismen i de vestlige lande til at oppiske fjendskab mod Jehovas vidner ved konsekvent at omtale dem som „kommunistiske djævle“. Det førte til at Fred Metcalfe, engang da han var ude i tjenesten, blev overfaldet af en pøbelflok der slog og sparkede ham og smed hans bibelske bøger og blade på gaden. Heldigvis kom en politibetjent forbi i det rette øjeblik og fik spredt pøbelen. Under alt dette holdt forkynderne ud. Ikke alle irere gik ind for voldshandlingerne; og nogle af dem der deltog i dem, fortrød det senere. De fleste katolikker i Irland havde aldrig set en bibel, men nogle af dem blev kærligt og tålmodigt hjulpet til at gribe den sandhed der frigør menneskene. — Joh. 8:32.

I Italien var der i 1946 kun omkring hundrede Jehovas vidner, men tre år senere var der 64 menigheder — de var små, men de forkyndte flittigt. De katolske præster var bekymrede. Eftersom de ikke kunne modbevise de bibelske sandheder Jehovas vidner forkyndte, lagde de pres på myndighederne for at slippe af med dem. I 1949 blev Jehovas Vidners missionærer derfor udvist af landet.

Det katolske præsteskab forsøgte gentagne gange at forstyrre eller forhindre Jehovas Vidners stævner i Italien. I 1948 fik de urostiftere til at forsøge at afbryde et stævne i Sulmona. I 1950 pressede de politimesteren i Milano til at annullere Jehovas Vidners tilladelse til at holde et stævne i Teatro dell’Arte. Og i 1951 fik de politiet til at trække en tilladelse til at holde et stævne i Cerignola tilbage. Men i 1957, da politiet gav ordre til at et stævne som Jehovas Vidner holdt i Milano skulle afbrydes, protesterede den italienske presse, og der blev rejst spørgsmål i parlamentet. Den 30. juli 1957 skrev den romerske ugeavis Il Mondo rent ud at politiet havde grebet ind „for at stille ærkebiskoppen tilfreds“. Ærkebiskoppen var Giovanni Battista Montini, der senere blev pave Paul VI. Det var en kendt sag at den katolske kirke i århundreder havde forbudt at Bibelen blev udbredt på det jævne folks sprog. Men Jehovas vidner fortsatte med at vise oprigtige katolikker hvad Bibelen siger. Modsætningen mellem Bibelens ord og kirkens dogmer var tydelig. Tusinder forlod den katolske kirke, trods kirkens hektiske forsøg på at forhindre det, og i 1975 var der 51.248 Jehovas vidner i Italien. De var alle aktive forkyndere, og de blev hurtigt flere.

I det katolske Spanien, hvor Jehovas Vidners organiserede virksomhed lidt efter lidt blev genoplivet efter 1946, kom det ikke som nogen overraskelse at præsteskabet også dér øvede pres på myndighederne for at få Jehovas Vidner standset. Deres menighedsmøder blev afbrudt. Missionærer blev tvunget til at forlade landet. Forkyndere blev arresteret blot fordi de havde en bibel eller noget bibelsk læsestof. Ofte blev de holdt indespærret i uhumske fængsler i op til tre døgn og så løsladt — blot for igen at blive arresteret, forhørt og sat i fængsel. Mange tilbragte over en måned i fængsel. Præsterne opfordrede myndighederne til at opspore alle der studerede Bibelen med Jehovas vidner. Selv efter at loven om trosfrihed var blevet vedtaget i 1967, gik det kun langsomt fremad. Men i 1970, da Jehovas Vidner endelig opnåede juridisk anerkendelse i Spanien, var der alligevel over 11.000 forkyndere i landet. Og fem år senere var der over 30.000.

Hvordan gik det i Portugal? Også her blev missionærerne udvist af landet. På det katolske præsteskabs tilskyndelse ransagede politiet Jehovas vidners hjem, konfiskerede deres publikationer og afbrød deres møder. I januar 1963 udstedte lederen af ordenspolitiet i Caldas da Rainha endda en skriftlig ordre der forbød dem ’at læse Bibelen eller at øve deres virksomhed som Jehovas vidner’. Men forkynderne holdt ikke op med at tjene Gud. Da de i 1974 opnåede juridisk anerkendelse i Portugal, var deres antal vokset til over 13.000.

Andre steder i Europa lagde myndighederne hindringer i vejen for forkyndelsen af den gode nyhed ved at klassificere spredning af bibelsk læsestof som køb og salg, som en virksomhed der var underlagt love om handel. I en række af de schweiziske kantoner mente myndighederne at Jehovas vidners afsætning af publikationer mod frivillige bidrag faldt ind under loven om handel ved dørene, og at de derfor skulle løse vandrebrev. Mange forkyndere blev anholdt og slæbt for retten. Men når deres sager blev behandlet var der nogle domstole, deriblandt landsretten i kantonen Vaud i 1953, som afsagde den kendelse at Jehovas Vidners virksomhed ikke kunne betragtes som salg. I Danmark blev der lagt hindringer i vejen for forkyndernes virksomhed, idet det blev krævet at de blandt andet skulle overholde lukkeloven. Også dette spørgsmål måtte prøves ved retten. Men trods de hindringer Jehovas vidner stødte på, fortsatte de med at forkynde at Guds rige er menneskehedens eneste håb.

Endnu et stridsspørgsmål som berørte Jehovas vidner i Europa og andre steder i verden, var spørgsmålet om kristen neutralitet. Eftersom Jehovas vidners kristne samvittighed ikke tillod dem at engagere sig i konflikter mellem verdens stridende parter, blev de idømt fængselsstraffe i det ene land efter det andet. (Es. 2:2-4) Det betød at unge mænd blev hindret i at forkynde regelmæssigt fra hus til hus. Det havde dog den fordel at der blev aflagt et godt vidnesbyrd for advokater, dommere, højtstående militærfolk og fangevogtere. Selv i fængslerne fandt brødrene måder at forkynde på. I nogle fængsler fik de en brutal behandling. Men de forkyndere der sad i Santa Catalina-fængselet i Cádiz i Spanien, fik lov at bruge en del af tiden til at forkynde pr. brev. Og i Sverige fik behandlingen af sager angående Jehovas vidners neutrale holdning en omfattende pressedækning. Folk blev således på mange måder gjort opmærksomme på at Jehova har vidner på jorden, og at de står fast for bibelske principper.

Der var også noget andet som gjorde at Jehovas vidner blev kendt vidt og bredt. Og det var noget der virkede stærkt ansporende på deres forkyndelsesarbejde.

Stævner bidrager til at der aflægges et vidnesbyrd

Da Jehovas Vidner i 1955 holdt et internationalt stævne i Paris, sørgede fjernsynets nyhedsudsendelser for at hele befolkningen fik et glimt af det der foregik. I 1969 blev der holdt endnu et stævne i nærheden af Paris, og da var det tydeligt at forkyndernes virksomhed havde båret frugt. Der blev døbt 3619 ved stævnet — omkring 10 procent af de tilstedeværende. Herom skrev den populære parisiske aftenavis France-Soir den 6. august 1969: „Det der bekymrer præsterne i andre trossamfund er ikke de metoder Jehovas vidner benytter ved deres opsigtsvækkende distribuering af publikationer, men snarere det at de vinder tilhængere. Hvert enkelt Jehovas vidne er forpligtet til at aflægge vidnesbyrd eller forkynde om sin tro ved at bruge Bibelen fra hus til hus.“

Samme år, 1969, blev der i løbet af tre uger holdt fire andre store internationale stævner i Europa — i London, København, Rom og Nürnberg. Stævnet i Nürnberg blev overværet af 150.645 fra 78 lande. Stævnedeltagerne kom i cirka 20.000 biler, 250 busser og 40 særtog, foruden med fly og skib.

Disse stævner styrkede og oplærte Jehovas vidner til forkyndelsen, men de gav også offentligheden mulighed for med egne øjne at se hvad Jehovas vidner er for nogle mennesker. Da man i 1965 planlagde at holde et internationalt stævne i Dublin, blev der udøvet et stærkt pres fra religiøs side for at få arrangementet aflyst. Men det blev gennemført, og mange af Dublins indbyggere gav logi til stævnedeltagere. Hvilken virkning havde det? „Vi har ikke fået sandheden at vide om jer,“ sagde nogle af værterne efter stævnet. „Præsten løj for os, men nu da vi kender jer, vil vi med glæde have jer boende igen.“

Fremmedsprogede grupper

I de senere årtier har Jehovas vidner i Europa mødt en ny udfordring, nemlig den at skulle kommunikere med mennesker af andre nationaliteter. Store befolkningsgrupper er flyttet til andre lande for at finde arbejde. Nogle europæiske byer er blevet sæde for store internationale institutioner med ansatte som ikke alle taler landets sprog.

Nogle lande har haft en mangesproget befolkning gennem århundreder. I Indien tales der for eksempel 14 hovedsprog og måske helt op til 1000 mindre sprog og dialekter. Papua Ny Guinea har over 700 sprog. I Luxembourg konstaterede forkynderne i 1960’erne og 70’erne at der boede mennesker af over 30 forskellige nationaliteter i deres distrikt — og siden da er der kommet mindst 70 andre nationaliteter til. Fra Sverige, hvor så godt som alle tidligere talte samme sprog, forlyder det at der nu tales 100 forskellige sprog. Hvordan har Jehovas vidner grebet denne nye situation an?

I begyndelsen forsøgte de ofte blot at finde ud af hvilket sprog den besøgte talte, og at skaffe noget læsestof til ham. Her i Danmark fremstillede man kassettebånd for at tyrkere kunne høre budskabet på deres eget sprog. I Schweiz er der mange gæstearbejdere fra Italien og Spanien. Den oplevelse som Rudolf Wiederkehr havde da han prøvede at hjælpe nogle af disse, er typisk for hvordan forkyndelsen for fremmedsprogede grupper foregik i begyndelsen. Han prøvede at forkynde for en italiener, men ingen af dem kendte noget videre til den andens sprog. Hvad kunne der gøres? Broder Wiederkehr gav manden et nummer af Vagttårnet på italiensk, og trods sprogproblemerne kom han på genbesøg. Der blev oprettet et bibelstudium med manden, hans kone og deres 12-årige søn. Broder Wiederkehrs studiebog var på tysk, men han skaffede italienske bøger til familien. Når de manglede ord, måtte de klare sig med gestus. Af og til fungerede drengen, der lærte tysk i skolen, som tolk. Hele familien tog imod sandheden og begyndte snart at forkynde for andre.

Men der var bogstavelig talt millioner af arbejdere fra Grækenland, Italien, Jugoslavien, Portugal, Spanien og Tyrkiet som flyttede til Tyskland og andre lande. Det ville være mest effektivt at yde dem åndelig hjælp på deres modersmål. Inden længe begyndte nogle af de lokale forkyndere at lære gæstearbejdernes sprog. I Tyskland arrangerede afdelingskontoret endda undervisning i tyrkisk. Forkyndere i andre lande som talte de pågældende sprog, blev opfordret til at flytte til steder hvor der var et særligt behov for hjælp.

Nogle af de udenlandske arbejdere havde aldrig før truffet Jehovas vidner og hungrede efter åndelig føde. De var taknemmelige for alt det der blev gjort for at hjælpe dem. Mange fremmedsprogede menigheder blev oprettet. Med tiden rejste nogle af gæstearbejderne tilbage til deres hjemland for at forkynde i distrikter hvor der ikke tidligere var blevet aflagt et grundigt vidnesbyrd om Guds rige.

En rig høst trods hindringer

Jehovas vidner benytter de samme forkyndelsesmetoder på hele jorden. I Nordamerika har de forkyndt i over hundrede år. Det er derfor ikke overraskende at den åndelige høst har været meget stor der. I 1975 var der i USA og Canada 624.097 aktive vidner for Jehova. Dermed være dog ikke sagt at de ikke havde mødt modstand i deres forkyndelse.

Den canadiske regering hævede forbudet mod Jehovas Vidner og deres indregistrerede selskaber i 1945, men i begyndelsen mærkede man ikke meget til det i provinsen Quebec. I september 1945 blev Jehovas vidner i Châteauguay og Lachine overfaldet af flokke af katolikker. Nogle forkyndere blev anholdt og anklaget for tilskyndelse til oprør fordi de spredte publikationer der kritiserede den katolske kirke. Andre blev fængslet fordi de spredte bibelsk læsestof som ikke var godkendt af politimesteren. I 1947 ventede over 1700 sager mod Jehovas vidner på at blive behandlet ved domstolene i Quebec.

Mens man bestræbte sig for at få en hurtig afgørelse på sager der ville danne præcedens, blev forkynderne opfordret til udelukkende at forkynde den gode nyhed mundtligt og ved hjælp af Bibelen — fortrinsvis den katolske Douay-oversættelse. Heltidsforkyndere fra andre dele af Canada lærte fransk og flyttede til Quebec for at være med til at udbrede den sande tilbedelse der.

Mange oprigtige katolikker inviterede forkynderne ind og stillede dem spørgsmål. De sagde ofte: ’Jeg er katolik, og jeg bliver aldrig andet.’ Men når de med egne øjne så hvad Bibelen siger, fik kærlighed til sandheden og et ønske om at behage Gud titusinder af dem til at ændre indstilling.

Også i De Forenede Stater var det nødvendigt at føre retssager for at stadfæste Jehovas vidners ret til at forkynde offentligt og fra hus til hus. Mellem 1937 og 1953 blev 59 sager af den art ført helt op til højesteret i Washington, D.C.

Forkyndelse i ledige distrikter

Jehovas vidners mål er ikke blot at udrette noget i forkyndelsen af den gode nyhed, men at nå så mange som muligt med budskabet om Riget. Jehovas Vidners Styrende Råd har derfor givet de enkelte afdelingskontorer ansvaret for en bestemt del af verden. Efterhånden som der oprettes menigheder inden for afdelingskontorets område, får hver menighed tildelt en del af området; menigheden deler det derefter op i mindre dele som kan gives til grupper eller enkelte forkyndere. Forkynderne bestræber sig for at besøge hver eneste husstand med jævne mellemrum. Men hvad med de distrikter der endnu ikke er tildelt en menighed?

I 1951 udarbejdede man en liste over alle amter i De Forenede Stater for at finde ud af hvilke der ikke fik besøg af Jehovas vidner regelmæssigt. Næsten halvdelen af dem blev aldrig eller kun delvis gennemgået. Det blev arrangeret at nogle Jehovas vidner skulle forkynde i disse områder i sommermånederne eller på andre passende tidspunkter, i den hensigt at oprette menigheder. Når der ikke var nogen hjemme efterlod de undertiden et trykt budskab sammen med en bibelsk publikation. Der blev ledet bibelstudier pr. brev. Senere blev der sendt specialpionerer ud til disse distrikter for at følge interessen op.

Dette arbejde i ledige distrikter foregik ikke kun i 1950’erne. I lande overalt på jorden hvor der forkyndes i storbyerne men hvor der andre steder findes ledige distrikter, gør forkynderne en ihærdig indsats for at nå ud til dem der ikke besøges regelmæssigt. I 1970’erne boede omkring 20 procent af Alaskas indbyggere i fjerntliggende landsbyer. Mange af dem kunne lettest træffes om vinteren når fiskeriet omtrent lå stille. Men vinteren er samtidig en tid hvor risikoen for overisning og snestorme gør det farligt at flyve. Eskimoerne, indianerne og befolkningen på Aleuterne måtte imidlertid også have mulighed for at gribe håbet om evigt liv under Guds rige. For at komme i kontakt med dem fløj en gruppe på 11 forkyndere i små fly ud til omkring 200 landsbyer der lå spredt over et område på 844.000 kvadratkilometer. Denne virksomhed, der foregik gennem to år, blev finansieret ved frivillige bidrag fra de lokale Jehovas vidner.

Modne Jehovas vidner er også blevet opfordret til at overveje at flytte til områder i deres eget land hvor der er større behov for forkyndere af Riget. Tusinder har fulgt opfordringen. Blandt dem der har gjort det i De Forenede Stater er Eugene og Delia Shuster, der i 1958 flyttede fra Illinois for at tjene i Hope, Arkansas. Der har de nu i over 30 år arbejdet på at finde interesserede, organisere dem til en menighed og hjælpe dem til at vokse til kristen modenhed.

På kredstilsynsmandens opfordring rejste Alexander B. Green og hans kone i 1957 fra Dayton, Ohio, for at tjene i Mississippi. Først blev de sendt til Jackson, og to år senere til Clarksdale. Med tiden kom broder Green også til at tjene fem andre steder — i små menigheder der havde behov for hjælp. Han skaffede til dagen og vejen ved at arbejde som vicevært, gartner, møbelreparatør, automekaniker og så videre. Men det han først og fremmest var optaget af, var at forkynde den gode nyhed. Han hjalp de lokale forkyndere til at vokse åndeligt, samarbejdede med dem for at nå ud til folk i distriktet og hjalp dem ofte med at bygge en rigssal før han flyttede videre.

I 1967, da Gerald Cain og hans familie blev Jehovas vidner i den vestlige del af De Forenede Stater, forstod de at forkyndelsesarbejdet hastede. Endnu før nogen af dem var blevet døbt, planlagde de at flytte ud hvor behovet var større. I fire år samarbejdede de med menigheden i Needles, Californien, der havde ansvaret for et distrikt som omfattede dele af tre stater. Da de af helbredsgrunde var nødt til at flytte, valgte de igen et sted hvor der var et særligt behov for hjælp og lavede en del af deres hus om til en rigssal. Senere er de flyttet flere gange, og altid til et sted hvor de kunne gøre størst mulig nytte i forkyndelsen.

Efterhånden som antallet af menigheder er steget, er der nogle steder opstået et stort behov for kvalificerede ældste. For at dække dette behov har tusinder af ældste frivilligt tilbudt at tjene i menigheder der ligger langt borte fra deres hjem. De rejser dertil tre, fire, fem eller flere gange om ugen — og de dækker selv transportudgifterne — for at deltage i menighedens møder og være med i forkyndelsen, og for at virke som hyrder for hjorden. Dette forekommer ikke blot i De Forenede Stater men også i El Salvador, Japan, Holland, Spanien og mange andre lande. I nogle tilfælde er de ældste og deres familie flyttet for at dække dette behov.

Hvordan har resultaterne været? Lad os se på ét land. I 1951, da der første gang blev bragt meddelelser om muligheden for at arbejde i ledigt distrikt, var der omkring 3000 menigheder i De Forenede Stater med gennemsnitlig 45 forkyndere i hver. I 1975 var der 7117 menigheder, og det gennemsnitlige antal forkyndere i hver menighed var steget til næsten 80.

Det vidnesbyrd der mellem 1945 og 1975 blev aflagt om Jehovas navn og rige, var langt større end det der var blevet aflagt før den tid.

Antallet af Jehovas vidner i hele verden steg fra 156.299 i 1945 til 2.179.256 i 1975. Hver enkelt af dem var med til at forkynde offentligt om Guds rige.

I 1975 forkyndte Jehovas vidner i 212 lande (optalt ifølge landegrænserne i begyndelsen af 1990’erne). I De Forenede Stater og Canada var der 624.097 forkyndere. I Europa, det daværende Sovjetunionen ikke medregnet, var der 614.826. I Afrika blev sandhedens budskab spredt af 312.754 forkyndere. I Mexico, Mellemamerika og Sydamerika var der 311.641 forkyndere, i Asien 161.598, og i Australien og på de mange øer og øgrupper i verdenshavene var der 131.707.

I de 30 år fra 1945 til 1975 brugte Jehovas vidner 4.635.265.939 timer i den offentlige forkyndelse og arbejdet med at undervise. De spredte 3.914.971.158 bøger, brochurer og blade til interesserede for at hjælpe dem til at forstå hvordan de kunne få gavn af Jehovas kærlige hensigt. I overensstemmelse med Jesu befaling om at gøre disciple aflagde de 1.788.147.329 genbesøg hos interesserede, og i 1975 ledede de gennemsnitlig 1.411.256 gratis hjemmebibelstudier med enkeltpersoner og familier.

I 1975 var forkyndelsen af den gode nyhed nået ud til 225 lande. I de over 80 lande hvor der blev forkyndt i 1945 men hvor der på det tidspunkt ikke fandtes nogen menigheder, var der i 1975 mange livskraftige menigheder bestående af flittige forkyndere. Nogle af disse lande var Republikken Korea med 470 menigheder, Spanien med 513, Zaire med 526, Japan med 787 og Italien med 1031.

Det store flertal af dem der blev Jehovas vidner mellem 1945 og 1975 var ikke salvet med Guds ånd og havde ikke det himmelske håb. I foråret 1935 nød 93 procent af dem der deltog i forkyndelsen, symbolerne ved Herrens aftensmåltid. (Senere samme år forstod man at ’den store skare’ i Åbenbaringen 7:9 består af mennesker der vil komme til at leve evigt på jorden.) I 1945 var antallet af forkyndere der så frem til at leve på en paradisisk jord, steget så meget at de udgjorde 86 procent af dem der deltog i forkyndelsen af den gode nyhed. I 1975 udgjorde de salvede kristne under en halv procent af det samlede antal Jehovas vidner i hele verden. Selv om disse salvede dengang var spredt i cirka 115 lande, fortsatte de med at tjene som en forenet gruppe under Jesus Kristus.

[Tekstcitat på side 463]

’Efter at I har været her, taler folk ikke om andet end Bibelen’

[Tekstcitat på side 466]

„Det De netop har fortalt mig, er det samme som jeg læste i den bibel for så mange år siden“

[Tekstcitat på side 470]

Tusinder er flyttet til andre områder i deres eget land hvor behovet for forkyndere var større

[Tekstcitat på side 472]

„En uvurderlig belønning“

[Tekstcitat på side 475]

Dygtige forkyndere blev sendt til lande hvor der var et særligt behov

[Tekstcitat på side 486]

Med kraftfulde bibelske argumenter afslørede de første forkyndere i Nigeria præsterne og deres falske dogmer

[Tekstcitat på side 497]

Når de manglede ord, måtte de klare sig med gestus

[Tekstcitat på side 499]

Målet er at nå så mange som muligt med budskabet om Riget

[Kort på side 477]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Livgivende sandhedsvand strømmede over Afrikas landegrænser i mange retninger

SYDAFRIKA

GHANA

KENYA

MALAWI

NIGERIA

SIERRA LEONE

ZAMBIA

[Kort/illustrationer på side 462]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

BAHAMAØERNE

LEEWARDØERNE

VIRGIN ISLANDS (USA)

VIRGIN ISLANDS (ENGL.)

WINDWARDØERNE

[Illustrationer]

„Sibia“ tjente som flydende missionærhjem i Vestindien

G. Maki

S. Carter

R. Parkin

A. Worsley

[Kort/illustrationer på side 489]

Gileadmissionærer som Stanley Jones (til venstre) og Harold King (til højre) tjente her mellem 1947 og 1958, sammen med nidkære lokale forkyndere

Fra Chefoo i Kina blev der mellem 1891 og 1900 udsendt tusinder af breve, traktater og bøger

I 1912 holdt C. T. Russell foredrag i Shanghai og besøgte 15 byer

Kolportører spredte mange publikationer langs Kinas kyst og foretog også rejser til landets indre i 1912-18

Japanske kolportører tjente her i 1930-31

I 1930’erne blev der udsendt radioprogrammer på kinesisk fra Shanghai, Peking og Tientsin. Som følge deraf kom der breve med anmodninger om læsestof fra mange dele af Kina

Pionerer fra Australien og Europa forkyndte i Shanghai, Peking, Tientsin, Tsingtao, Pei-tai-ho, Chefoo, Weihaiwei, Canton, Swatow, Amoy, Foochow, Hankow og Nanking i 1930’erne og 40’erne. Andre kom ind i landet ad Burmavejen og forkyndte i Pao-shan, Chungking og Ch’eng-tu. Lokale pionerer virkede i Shensi og Ningpo

Der blev gjort meget for at kontakte folk i Kina med den gode nyhed om Jehovas rige

[Illustrationer på side 464]

Som missionærer i Bolivia forkyndte Edward Michalec (til venstre) og Harold Morris (til højre) først her i La Paz

[Illustration på side 465]

Ved hjælp af båden „El Refugio“, bygget af forkyndere i Peru, blev budskabet om Riget bragt ud til befolkningen langs floderne ved Amazonflodens øvre løb

[Illustration på side 467]

Jehovas vidner i Mexico har lært titusinder at læse og skrive, så de kan studere Guds ord

[Illustration på side 468]

Broder Knorr (foran til højre) mødtes med forkynderne i Argentina ved små stævner på gårde og i bjergene dengang loven forbød dem at samles mere åbenlyst

[Illustration på side 469]

Blandt de tusinder af forkyndere der flyttede til andre lande for at tjene hvor behovet var større, var der familier som Harold og Anne Zimmerman og deres fire små børn (Colombia)

[Illustration på side 471]

Da der blev efterlyst frivillige flyttede Tom og Rowena Kitto til Papua for at forkynde Bibelens sandheder

[Illustration på side 471]

John og Ellen Hubler, fulgt af 31 andre forkyndere, flyttede til Ny Caledonien. Før de måtte rejse igen var en menighed blevet godt grundfæstet

[Illustration på side 473]

I Vest-Samoa mødte Fuaiupolu Pele stærk modstand fra sin familie og andre da han som ung besluttede at blive et af Jehovas vidner

[Illustration på side 474]

Da Shem Irofa’alu og hans medarbejdere var blevet overbevist om at det Jehovas Vidner lærer er sandheden, blev kirkebygningerne i 28 landsbyer på Salomonøerne lavet om til rigssale

[Illustrationer på side 476]

For at kunne forkynde i Etiopien i begyndelsen af 1950’erne måtte Jehovas vidner oprette en missionsstation og give skoleundervisning

[Illustration på side 478]

Da Gabriel Paterson (der ses her) blev truet med udvisning, fik han denne forsikring af en fremtrædende embedsmand: ’Sandheden er som en vældig flod. Hvis man bygger en dæmning, vil den blot strømme hen over den’

[Illustrationer på side 479]

Ved et stævne i Nigeria i 1970 blev 3775 nye forkyndere døbt. Man havde i forvejen sikret sig at hver enkelt var kvalificeret til dåb

[Illustrationer på side 481]

Filmfremvisninger (i Afrika og alle andre steder i verden) gav tilskuerne et indblik i hvor stor Jehovas synlige organisation er

[Illustration på side 482]

João Mancoca (her med sin kone, Mary) har i årtier tjent Jehova trofast trods meget vanskelige forhold

[Illustration på side 483]

I 1961 rejste Ernest Heuse junior til Zaire (det daværende Congo) sammen med sin familie for at være med til at give åndelig vejledning til dem der ønskede at tjene Jehova

[Illustration på side 485]

På trods af at Mary Whittington kun havde været døbt i et år og ikke kendte andre forkyndere i Kenya, gik hun i gang med at hjælpe andre til at lære sandheden at kende

[Illustration på side 487]

Mary Nisbet (foran i midten), flankeret af sine sønner Robert og George der var pionerer i Østafrika i 1930’erne, og (bagerst) hendes søn William og hans kone Muriel, der tjente i Østafrika fra 1956 til 1973

[Illustrationer på side 488]

Ved et stævne på Filippinerne i 1945 fik forkynderne vejledning i at undervise ved hjælp af bibelstudier

[Illustrationer på side 490]

Don og Mabel Haslett, de første missionærer i Japan efter krigen, forkynder på gaden

[Illustration på side 491]

Lloyd Barry (til højre) tjente i Japan i 25 år, først som missionær og siden som afdelingstilsynsmand

[Illustration på side 491]

Don og Earlene Steele, de første af mange missionærer der har tjent i Republikken Korea

[Illustration på side 492]

Før i tiden blev Fred Metcalfe af og til jaget af pøbelsværme i Irland når han forsøgte at forkynde ud fra Bibelen, men nogle lyttede, og med tiden blev tusinder Jehovas vidner

[Illustration på side 493]

Trods modstand fra præsteskabet strømmede tusinder til Jehovas Vidners stævner i Italien (Rom, 1969)

[Illustration på side 494]

Når arbejdet var forbudt blev menighedsmøderne ofte arrangeret som skovture, ligesom her, i Portugal

[Illustrationer på side 495]

Jehovas vidner der sad fængslet i Cádiz i Spanien fortsatte med at forkynde pr. brev

[Illustrationer på side 496]

Store stævner gav folk mulighed for selv at se og høre hvad Jehovas vidner er for nogle mennesker

Paris (1955)

Nürnberg (1955)

[Illustrationer på side 498]

For at kunne forkynde den gode nyhed for alle i Luxembourg har Jehovas vidner måttet anvende publikationer på mindst hundrede sprog

Kapitel 22

5. afsnit — Vidner til jordens fjerneste egne

I 1975 blev der foretaget nogle betydningsfulde beslutninger angående den måde hvorpå Vagttårnsselskabets hovedkontor skulle føre tilsyn med Jehovas Vidners arbejde. Forkynderne havde dengang ingen anelse om i hvilke områder det ville blive muligt at aflægge et omfattende vidnesbyrd før enden kom for den nuværende verdensordning, eller hvor meget der endnu skulle forkyndes i de lande hvor de allerede havde forkyndt åbenlyst i mange år. Men de ønskede at udnytte alle muligheder fuldt ud. Fra side 502 til side 520 fortælles der lidt om denne spændende udvikling.

I SYDAMERIKA er der sket store omvæltninger. Det er ikke mange år siden Jehovas vidner i Ecuador blev angrebet af flokke af vrede katolikker og de katolske præster i Mexico herskede som konger i mange landsbyer og Jehovas Vidners virksomhed i Argentina og Brasilien var forbudt af regeringen. Men forholdene har ændret sig radikalt. Mange af dem der havde lært at frygte eller hade Guds folk, er nu selv blevet Jehovas vidner. Andre lytter med glæde når forkynderne kommer på besøg for at fortælle dem om Bibelens budskab om fred. Jehovas vidner er velkendte og nyder stor respekt mange steder.

Deres stævner har vakt opmærksomhed på grund af størrelsen og deltagernes kristne opførsel. To af disse stævner, der blev holdt samtidig i São Paulo og Rio de Janeiro i Brasilien i 1985, blev overværet af 249.351. Senere blev der holdt 23 andre stævner for interesserede i resten af Brasilien, så det samlede antal tilstedeværende kom op på 389.387. Som et resultat af det bibelske undervisningsarbejde Jehovas Vidner har udført i Brasilien, symboliserede 4825 deres indvielse til Jehova ved at lade sig døbe i vand i forbindelse med denne stævnerække. Blot fem år senere, i 1990, måtte man holde 110 stævner i Brasilien for at få plads til de 548.517 der mødte op. Denne gang var der 13.448 som fremstillede sig til dåb. Desuden var hundredtusinder af enkeltpersoner og familier i hele landet glade for at Jehovas vidner ville undervise dem ud fra Guds ord.

Hvordan stod det til i Argentina? Efter at Jehovas Vidners arbejde gennem årtier havde været underlagt begrænsninger fra myndighedernes side, kunne de igen samles frit i 1985. Det var en ubeskrivelig glæde for 97.167 at overvære den første stævnerække! Under overskriften „Et rige i vækst — Jehovas Vidners“ udtrykte lokalavisen Ahora sin forundring over den orden som prægede stævnedeltagerne i Buenos Aires, deres fuldstændige mangel på racemæssige og sociale fordomme og deres fredsommelige og kærlige indstilling. Derefter drog avisen denne konklusion: „Hvad enten vi er enige med dem i deres tro og lære eller ej, fortjener denne tusindtallige skare vor dybeste respekt.“ Mange argentinere nøjedes dog ikke med at vise respekt. De begyndte at studere Bibelen med Jehovas vidner og at komme til møder i deres rigssale for at se hvordan Jehovas vidner anvender Bibelens principper i deres liv. Derefter traf de en afgørelse. I løbet af syv år efter dette stævne var der titusinder som indviede deres liv til Jehova, og antallet af Jehovas vidner i Argentina steg med 71 procent!

I Mexico var reaktionen på den gode nyhed om Guds rige endnu mere overvældende. Før i tiden er Jehovas vidner ofte blevet overfaldet af pøbelsværme som præsterne stod bag. Men det gjorde et dybt indtryk på retsindige mennesker at forkynderne ikke gav igen med samme mønt eller forsøgte at tage hævn. (Rom. 12:17-19) De lagde også mærke til at alt hvad Jehovas vidner troede, var baseret på Bibelen, Guds inspirerede ord, og ikke på menneskers traditioner. (Matt. 15:7-9; 2 Tim. 3:16, 17) De kunne se at Jehovas vidners tro holdt dem oppe når de kom ud for modgang. Flere og flere familier tog med glæde imod Jehovas vidners tilbud om et gratis hjemmebibelstudium. Ja, i 1992 blev 12 procent af de bibelstudier Jehovas vidner ledede på verdensplan, afholdt i Mexico, og i mange tilfælde var det store familier der blev studeret med. Dette førte til at antallet af Jehovas vidner i Mexico steg fra 80.481 i 1975 til 354.023 i 1992 — og der er vel at mærke tale om aktive forkyndere, ikke nogle der blot kommer til deres møder.

Også i Europa bidrog en række usædvanlige begivenheder til at budskabet om Riget fik større udbredelse.

En forbløffende udvikling i Polen

Skønt Jehovas Vidners arbejde var forbudt i Polen mellem 1939 og 1945 (under nazisternes og Sovjets styre) og igen fra juli 1950 (under Sovjets styre), lå det på ingen måde stille. I 1939 var der kun 1039 forkyndere. I 1950 var tallet steget til 18.116, og de forkyndte nidkært, men med forsigtighed. (Matt. 10:16) Stævnerne blev holdt i al hemmelighed — ude på landet, i lader, i skove. Men fra og med 1982 tillod de polske myndigheder Jehovas Vidner at holde endagsstævner af moderat størrelse i lejede lokaler.

I august 1985 fik Jehovas Vidner lov at holde fire store stævner på Polens største stadioner. Da en stævnedeltager fra Østrig ankom med fly, hørte han til sin overraskelse i lufthavnens højttalere at Jehovas Vidner blev budt velkommen til stævnet i Polen. En ældre polsk forkynder der var kommet for at tage imod ham, forstod hvilken forandring i myndighedernes holdning dette var et tegn på, og kunne ikke holde glædestårerne tilbage. Disse stævner blev overværet af 94.134, deriblandt grupper fra 15 andre lande. Vidste folk i almindelighed hvad der foregik? Ja. Under og efter stævnerne kunne de læse referater i de store aviser, se billeder af stævnedeltagerne i fjernsynet og høre dele af programmet i radioen. Mange af dem syntes godt om det de så og hørte.

Endnu større stævner i Polen var allerede planlagt da myndighederne den 12. maj 1989 gav Jehovas Vidner juridisk anerkendelse som en religiøs forening. Før der var gået tre måneder var tre internationale stævner i gang — i Chorzów (nær Katowice), Poznań og Warszawa — med et samlet tilhørertal på 166.518. Det var lykkedes tusinder af Jehovas vidner fra det daværende Sovjetunionen (USSR) og Tjekkoslovakiet at få den nødvendige udrejsetilladelse, så de kunne være til stede. Bar Jehovas vidners indsats for at gøre disciple frugt i de lande hvor staten i årtier havde propaganderet for ateismen? Svaret gav sig selv da 6093, deriblandt mange unge, fremstillede sig til vanddåben ved disse stævner.

Offentligheden kunne ikke undgå at lægge mærke til at Jehovas vidner skilte sig ud på en positiv måde. I avisen kunne de læse udtalelser som denne: „De der tilbeder Jehova Gud — som de selv udtrykker det — lægger stor vægt på at komme sammen, hvilket er et klart udtryk for enhed iblandt dem. . . . Dertil kommer at kongresdeltagerne er mønsterværdige hvad angår orden, fred og renlighed.“ (Życie Warszawy) Nogle polakker besluttede sig til at gøre mere end blot at iagttage stævnedeltagerne. De bad Jehovas vidner studere Bibelen med dem. Som følge af denne bibelske undervisning steg antallet af Jehovas vidner i Polen fra 72.887 i 1985 til 107.876 i 1992, og i det sidstnævnte år brugte de over 16.800.000 timer på at fortælle andre om Bibelens storslåede håb.

Men det var ikke kun i Polen der skete spændende forandringer.

Flere lande i Østeuropa åbner dørene

I Ungarn fik Jehovas Vidner juridisk anerkendelse i 1989. Det daværende Østtyskland (DDR) ophævede sit 40 år lange forbud mod Jehovas Vidners arbejde i 1990, blot fire måneder efter at nedrivningen af Berlinmuren var begyndt. Den følgende måned blev Jehovas Vidners kristne forening officielt anerkendt i Rumænien af landets nye regering. I 1991 erklærede justitsministeriet i Moskva at vedtægterne for „trossamfundet Jehovas Vidner i USSR“ var blevet officielt registreret. Samme år blev Jehovas Vidners arbejde i Bulgarien legaliseret, og i 1992 opnåede Jehovas Vidner i Albanien juridisk anerkendelse.

Hvad brugte Jehovas vidner deres nyvundne frihed til? En journalist spurgte Helmut Martin, koordinatoren for Jehovas Vidners arbejde i DDR: „Har I tænkt jer at tage del i politik?“ Det var jo dét mange af kristenhedens præster var optaget af. „Nej,“ svarede broder Martin, „Jesus gav sine disciple en bibelsk opgave, og den betragter vi som vort vigtigste arbejde.“ — Matt. 24:14; 28:19, 20.

Men det var ikke først på dette tidspunkt Jehovas vidner i Østeuropa begyndte at varetage denne opgave. Selv om de i mange år havde måttet udføre deres arbejde under meget vanskelige forhold, havde menighederne (der mødtes i små grupper) fungeret i de fleste af disse lande, og der var også blevet forkyndt. Men nu åbnede der sig nye muligheder. De kunne frit holde møder og indbyde offentligheden til dem. De kunne forkynde åbenlyst fra hus til hus, uden at være bange for at blive arresteret. Der var tale om lande med en samlet befolkning på 390 millioner, så der var meget at gøre. Jehovas vidner gik straks i gang, i bevidstheden om at vi lever i de sidste dage for den nuværende tingenes ordning.

Allerede før Jehovas Vidner opnåede juridisk anerkendelse havde medlemmer af Det Styrende Råd besøgt en række lande for at se hvordan der kunne ydes hjælp til deres kristne brødre. Efter at forbudene var blevet hævet, rejste de til endnu flere af disse områder for at hjælpe med organiseringen af arbejdet. I løbet af nogle få år havde de personligt talt med forkyndere i Polen, Ungarn, Rumænien, Tjekkoslovakiet, Estland, Ukraine, Rusland og Hviderusland.

Der blev arrangeret stævner for at styrke forkynderne i disse lande, og for at gøre befolkningen i almindelighed opmærksom på budskabet om Guds rige. Mindre end fem måneder efter at forbudet var blevet hævet i det daværende DDR, blev der holdt et stævne på Olympia Stadion i Berlin. Forkyndere fra 64 andre lande tøvede ikke med at tage imod indbydelsen til at komme. De betragtede det som en stor forret at være sammen med deres kristne brødre og søstre som i årtier havde vist deres trofasthed mod Jehova trods intens forfølgelse.

Både i 1990 og i 1991 blev der holdt andre stævner i hele Østeuropa. Efter at der i 1990 var blevet holdt fire lokale stævner i Ungarn, planlagde man at holde et internationalt stævne på Népstadion i Budapest i 1991. Det blev overværet af 40.601 fra 35 lande. I 1990 kunne Jehovas Vidner for første gang i over 40 år holde offentlige stævner i Rumænien. Det år blev der først holdt en række mindre stævner rundt om i landet, og senere to større stævner. I 1991 blev der holdt otte stævner, med et samlet tilhørertal på 34.808. I det daværende Jugoslavien blev der i 1990 holdt stævner i alle landets republikker. Året efter samledes 14.684 Jehovas vidner til et internationalt stævne i Zagreb, hovedstaden i Kroatien, trods overhængende fare for borgerkrig. Politiet var forbløffet over at se folk fra Kroatien, Montenegro, Serbien, Slovenien og andre steder samles i fred for at lytte til programmet.

Også i det daværende Tjekkoslovakiet blev der hurtigt arrangeret stævner. Et landsstævne i Prag i 1990 blev overværet af 23.876. Lederne af stadionet var så tilfredse med det de så, at de sørgede for at Jehovas Vidner kunne leje landets største stadion til deres næste stævne. Ved denne historiske lejlighed i 1991 fyldte 74.587 begejstrede stævnedeltagere Strahov Stadion i Prag. De tjekkiske og slovakiske stævnedeltagere jublede af glæde og klappede energisk da det blev meddelt at hele Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter var blevet udgivet på deres egne sprog, til brug i forkyndelsen og ved studium i hjemmet og i menigheden.

I 1991 kunne Jehovas Vidner også for første gang i historien holde stævner åbenlyst i det tidligere Sovjetunionen. Efter et stævne i Tallinn i Estland blev der holdt et i Sibirien. Fire stævner blev holdt i store byer i Ukraine, og et i Kasakhstan. De blev overværet af i alt 74.252. Og som følge af Jehovas vidners anstrengelser for at gøre disciple i disse områder, blev 7820 døbt. Det var ikke en følelsesbetonet beslutning de havde truffet i begejstring over stævnet. Dåbskandidaterne havde nøje forberedt dette skridt i månedsvis — og i nogle tilfælde i årevis.

Hvor kom alle disse mennesker fra? Det var tydeligt at Jehovas Vidners arbejde ikke var begyndt umiddelbart forinden. Vagttårnsselskabets publikationer blev sendt til en interesseret i Rusland så tidligt som i 1887. Vagttårnsselskabets første præsident besøgte Kisjinov (i det nuværende Moldova) i 1891. I 1920’erne rejste nogle bibelstudenter til Rusland for at forkynde, men de mødte stærk modstand fra myndighederne, og kun nogle få, små grupper viste interesse for Bibelens budskab. Situationen ændrede sig imidlertid under og efter den anden verdenskrig. Der blev trukket nye grænser, og store befolkningsgrupper befandt sig pludselig i et helt andet land. Det betød at over tusind ukrainsktalende Jehovas vidner fra det østlige Polen nu befandt sig i Sovjetunionen. Andre forkyndere, der havde boet i Rumænien og Tjekkoslovakiet, kunne konstatere at deres hjemegn nu var blevet en del af Sovjetunionen. Desuden var mange russere som var blevet Jehovas vidner under ophold i tyske koncentrationslejre, vendt tilbage til deres hjemland og havde taget den gode nyhed om Guds rige med sig. I 1946 var der 4797 forkyndere i Sovjetunionen. Mange af disse blev i årenes løb flyttet fra sted til sted af myndighederne. Nogle blev sendt til fangelejre. Uanset hvor de kom hen, forkyndte de. De blev stadig flere. Endnu før regeringen havde givet dem juridisk anerkendelse, fandtes der aktive grupper af Jehovas Vidner helt fra Lviv i vest til Vladivostok ved Sovjetunionens østgrænse, ud for Japans kyst.

Mange er nu villige til at lytte

Da Jehovas Vidner i 1991 holdt stævner i det daværende USSR, havde folk lejlighed til at tage dem nærmere i øjesyn. Hvordan reagerede de? I Lviv i Ukraine sagde en politibetjent til en af stævnedeltagerne: „I udmærker jer ved at lære andre det der er godt, tale om Gud og tage afstand fra vold. Vi har snakket om hvorfor vi plejede at forfølge jer og er nået til den konklusion at det var fordi vi ikke lyttede til jer og ikke vidste noget om jer.“ Men nu var der mange som villigt lyttede, og Jehovas vidner ville gerne hjælpe dem.

For at forkyndelsesarbejdet kunne blive udført på den mest effektive måde i disse lande, måtte man have bibelsk læsestof. Der blev gjort et stort arbejde for at skaffe dette så hurtigt som muligt. I Selters i Tyskland blev kapaciteten på Jehovas Vidners trykkeri næsten fordoblet. Omkring to uger efter at forbudet var blevet hævet i det daværende Østtyskland blev 23 tons publikationer sendt dertil fra Selters, skønt udvidelserne på det tidspunkt endnu ikke var fuldført. Fra arbejdet blev frit i Østeuropa og til 1992 blev der sendt over 9000 tons publikationer på 14 hovedsprog til disse lande fra Tyskland, 633 tons er blevet sendt fra Italien og store mængder er blevet sendt fra Finland.

I nogle af landene havde forkynderne også brug for hjælp i forbindelse med den overordnede administration og det lokale tilsyn i menighederne, eftersom de i mange år stort set havde været isoleret. For at dække dette presserende behov blev erfarne ældste — så vidt muligt nogle der talte landets sprog — kontaktet i Tyskland, De Forenede Stater, Canada og andre steder. Var de villige til at flytte til et af disse lande i Østeuropa for at yde den nødvendige hjælp? Ja. Reaktionen var meget opmuntrende. Ældste som havde gennemgået Gileadskolen eller Skolen for Udnævnte Tjenere blev også sendt dertil, i de tilfælde hvor dette kunne være en fordel.

I 1992 blev der holdt et bemærkelsesværdigt internationalt stævne i Sankt Petersborg, den næststørste by i Rusland. Omkring 17.000 af de delegerede kom fra 27 andre lande. Stævnet blev averteret vidt og bredt. Nogle af dem der kom, havde aldrig før hørt om Jehovas vidner. Det højeste antal tilstedeværende var 46.214. Alle dele af Rusland var repræsenteret; nogle kom helt fra øen Sakhalin, i nærheden af Japan. Store grupper kom fra Ukraine, Moldova og andre lande der tidligere havde været en del af USSR. De havde gode nyheder at fortælle. Rapporter viste at der i enkelte menigheder i byer som Kiev, Moskva og Sankt Petersborg kom mindst dobbelt så mange til møderne som der var forkyndere. Mange af dem der gerne ville studere Bibelen med Jehovas vidner, måtte sættes på venteliste. Fra Letland var der kommet cirka 600 delegerede, og fra Estland var der kommet endnu flere. I en menighed i Sankt Petersborg var der over hundrede som blev døbt ved stævnet. Mange af dem der viste interesse var unge, og mange var højtuddannede. Ja, en stor åndelig høst er i gang i dette enorme område der længe blev betragtet som ateismens højborg.

Markerne er hvide til høst

Efterhånden som holdningerne til trosfrihed har ændret sig, har også andre lande ophævet restriktionerne mod Jehovas Vidner eller givet dem den juridiske anerkendelse som de så længe var blevet nægtet. Mange af disse steder var en rig åndelig høst klar til at blive indsamlet. Forholdene var som dem Jesus beskrev for sine disciple da han sagde: „Løft jeres blik og betragt markerne: de er hvide til høst.“ (Joh. 4:35) Lad os se på nogle få steder i Afrika hvor dette var tilfældet.

I Zambia blev Jehovas vidners forkyndelse fra hus til hus forbudt i 1969. Konsekvensen blev at landets forkyndere brugte mere tid på at lede hjemmebibelstudier med interesserede. Folk begyndte at opsøge forkynderne for at få undervisning. Lidt efter lidt lempede myndighederne restriktionerne, og mødedeltagelsen steg. I 1992 blev Herrens aftensmåltid overværet af 365.828 i Zambia — svarende til 1 ud af 23 af landets samlede befolkning!

Nord for Zambia, i Zaire, var der tusinder af andre som gerne ville vide hvad Jehovas Vidner lærer om kristen livsførelse og om Guds hensigt med menneskeheden. I 1990, da omstændighederne tillod Jehovas Vidner at genåbne rigssalene, kom der nogle steder helt op mod 500 til deres møder. Inden der var gået to år ledede de 67.917 forkyndere i Zaire 141.859 bibelstudier med interesserede.

Restriktionerne blev ophævet i det ene land efter det andet. I 1990 fik de af Vagttårnsselskabets missionærer som var blevet udvist af Benin 14 år tidligere, officiel tilladelse til at vende tilbage, og døren blev også åbnet for andre. Samme år underskrev justitsministeren i Kap Verde et dekret som godkendte vedtægterne for den lokale forening af Jehovas Vidner, og gav den dermed juridisk anerkendelse. I 1991 blev Jehovas Vidners arbejde igen tilladt i Moçambique (hvor forkyndere var blevet udsat for hård forfølgelse af tidligere herskere), Ghana (hvor deres virksomhed havde været underlagt restriktioner fra myndighedernes side) og Etiopien (hvor det i 34 år havde været umuligt at forkynde åbenlyst og at holde stævner). Før året var omme havde også Niger og Congo legaliseret Jehovas Vidner. I begyndelsen af 1992 blev et forbud mod Jehovas Vidners arbejde hævet, eller de opnåede juridisk anerkendelse, i Tchad, Kenya, Rwanda, Togo og Angola.

Her var markerne modne til en åndelig høst. I Angola oplevede Jehovas Vidner inden længe 31 procents vækst, og de næsten 19.000 forkyndere i landet ledede knap 53.000 bibelstudier. Kvalificerede ældste fra Portugal og Brasilien blev opfordret til at flytte til Afrika for at fortsætte deres tjeneste dér og yde den nødvendige administrative hjælp i det omfattende, bibelske undervisningsarbejde i Angola, samt i Moçambique, hvor mange taler portugisisk. Portugisisktalende missionærer blev sendt til Guinea-Bissau, der netop havde åbnet sine døre, og dygtige forkyndere i Frankrig og andre lande blev tilskyndet til at hjælpe med at forkynde og gøre disciple i Benin, Tchad og Togo, hvor mange taler fransk.

Områder hvor den katolske kirke tidligere stod stærkt, har båret en særlig rig høst af lovprisere af Jehova. Foruden i Latinamerika har dette vist sig at være tilfældet i Frankrig (hvor der i 1992 var 119.674 forkyndere), Spanien (hvor der var 92.282), Filippinerne (hvor der var 114.335), Irland (hvor forkynderne har haft en vækst på mellem 8 og 10 procent om året) og Portugal.

Da Jehovas Vidner i 1978 holdt et stævne i Lissabon som blev overværet af 37.567, skrev nyhedsmagasinet Opção: „For enhver der har været i Fátima i pilgrimstiden, er dette helt anderledes. . . . Her [ved Jehovas Vidners stævne] er mysticismen forsvundet og har givet plads for afholdelsen af et møde hvor de troende i fællesskab drøfter deres problemer, deres tro og deres åndelige livssyn. Deres opførsel over for hinanden er et tydeligt vidnesbyrd om deres indbyrdes omsorg.“ I løbet af de næste ti år steg antallet af Jehovas vidner i Portugal med næsten 70 procent.

Hvordan er det gået i Italien? Nogle katolske præsteseminarier har været nødt til at lukke på grund af en alvorlig mangel på kandidater til præsteembedet. Talrige kirker har ikke længere en sognepræst. Mange tidligere kirkebygninger er nu omdannet til forretninger eller kontorer. Alligevel har kirken kæmpet en hård kamp for at standse Jehovas Vidner. For nogle år siden øvede den pres mod myndighederne for at få Jehovas Vidners missionærer udvist, og forlangte at politiet satte en stopper for deres møder. I 1980’erne fik sognepræsterne nogle steder sat mærkater op på dørene til alle husstande (også hos Jehovas vidner) med ordlyden: „Bank ikke på. Vi er katolikker.“ Aviserne havde overskrifter som disse: „Kirken råber vagt i gevær mod Jehovas Vidner“ og „’Hellig krig’ mod Jehovas Vidner.“

Da det jødiske præsteskab i det første århundrede forsøgte at bringe apostlene til tavshed, sagde lovlæreren Gamaliel disse kloge ord: „Hvis denne idé eller denne virksomhed er af mennesker, vil den blive gjort til intet; men hvis den er af Gud, vil I ikke kunne gøre dem til intet.“ (Apg. 5:38, 39) Hvordan gik det da det 20. århundredes katolske præsteskab prøvede at bringe Jehovas vidner til tavshed? De 120 Jehovas vidner der var i Italien i 1946, udførte et arbejde der ikke blev gjort til intet. I 1992 var der 194.013 forkyndere i 2462 menigheder i hele landet. De har bogstavelig talt fyldt Italien med deres lære fra Guds ord. Siden 1946 har de anvendt over 550 millioner timer til at tale med andre om Guds rige. Og de har spredt millioner af bibler, samt over 400 millioner bøger, brochurer og blade der forklarer Bibelen. De ønsker at forvisse sig om at italienerne får alle muligheder for at stille sig på Jehovas side før Harmagedon. Og mens de gør det, har de Paulus’ ord i Andet Korintherbrev 10:4, 5 i tanke: „Vor krigsførelses våben er nemlig ikke kødelige, men mægtige ved Gud til nedrivning af fæstningsværker. Vi nedriver nemlig ræsonnementer og alt hvad der er hovmodigt og rejser sig imod kundskaben om Gud.“

Men det er ikke kun i tidligere katolske højborge Jehovas vidner har tiltrukket sig opmærksomhed. De kender Jesu Kristi ord: „Det er nødvendigt at den gode nyhed først forkyndes blandt alle nationerne.“ (Mark. 13:10) Og det er netop det arbejde Jehovas vidner udfører. I 1992 var 12.168 af dem travlt optaget af at fortælle folk i Indien om Guds rige. I Republikken Korea forkyndte 71.428. I Japan var der 171.438, og tallet steg for hver måned. De fortsatte også med at forkynde i områder hvor der ikke tidligere var blevet forkyndt eller kun var blevet forkyndt i begrænset omfang.

I slutningen af 1970’erne fik de således for første gang mulighed for at bringe budskabet om Riget ud til indbyggerne på Marquesasøerne og Kosrae i Stillehavet. De nåede også til Bhutan, som i nord grænser op til Kina, og Comorerne, ud for Afrikas østkyst. I 1980’erne kom der for første gang rapporter fra Jehovas vidner på Wallis- & Futunaøerne, samt fra øerne Nauru og Rota, der alle ligger i den sydvestlige del af Stillehavet. Nogle af disse øer er forholdsvis små; men der bor mennesker, og menneskeliv er dyrebare. Jehovas vidner har hele tiden i tanke at budskabet om Riget ifølge Jesu profeti skal forkyndes „på hele den beboede jord“. — Matt. 24:14.

Folk kontaktes hvor som helst og når som helst

Selv om Jehovas vidner først og fremmest kontakter andre ved systematisk at forkynde fra hus til hus, er de opmærksomme på at de ikke træffer alle på denne måde. De ved at tiden er kort, og derfor gør de sig store anstrengelser for at kontakte folk hvor som helst og når som helst. — Jævnfør Johannes 4:5-42; Apostelgerninger 16:13, 14.

Når skibe lægger til i tyske havne bestræber Jehovas vidner sig for at besøge dem, og i Holland gælder det samme endda for skibe der kun gør et kort ophold. De forkynder først for kaptajnen og derefter for besætningen. De har bibelsk læsestof med på mange sprog. På de indfødtes markeder i Tchad, midt i Afrika, ser man ofte grupper på 15-20 mennesker stå omkring et af Jehovas vidner der fortæller om håbet om Guds rige. Og på loppemarkederne i Auckland i New Zealand arbejder forkynderne på skift og taler med dem der ejer boderne og med de mange tusind der er ude at købe ind lørdag formiddag. På busstationerne i Guayaquil i Ecuador henvender forkynderne sig til folk — hvoraf mange kommer fra fjerne afkroge af landet — og tilbyder dem en aktuel brochure eller La Atalaya og ¡Despertad! I New York opsøger forkyndere døgnbutikker om natten for at tale med dem der arbejder dér, så også de kan få mulighed for at høre den gode nyhed.

Når Jehovas vidner rejser med fly, tog, bus og undergrundsbane, taler mange af dem med deres medpassagerer om dyrebare bibelske sandheder. De benytter enhver lejlighed til at forkynde — i frokostpausen på arbejdspladsen og i skolen, og når folk kommer til deres dør i forskellige ærinder. De ved at mange af disse mennesker måske ikke er hjemme når forkynderne foretager deres faste besøg fra hus til hus.

De glemmer heller ikke at forkynde for deres nærmeste familie. Da Maria Caamano, en forkynder i Argentina, forsøgte at fortælle sin familie hvor glad hun var for det hun lærte ud fra Bibelen, gjorde de nar af hende eller trak bare på skuldrene. Hun gav ikke op, men foretog en rejse på næsten 2000 kilometer for at forkynde for flere af sine slægtninge. Nogle af dem reagerede positivt. Lidt efter lidt var også andre villige til at lytte. Det har ført til at over 80 voksne og 40 børn blandt hendes slægtninge har taget imod sandheden ud fra Bibelen og fortæller andre om den.

Michael Regan flyttede tilbage til sin hjemby, Boyle, i grevskabet Roscommon i Irland, for at hjælpe sine slægtninge. Han forkyndte for dem alle. Det gjorde indtryk på hans niece at se hvor glade og harmoniske hans børn var. Inden længe tog hun og hendes mand imod et bibelstudium. Da de blev døbt, sagde hendes fader at han aldrig ville se hende i hjemmet mere. Efterhånden blev han dog mere medgørlig og modtog noget læsestof — i den hensigt at afsløre Jehovas vidners „vildfarelser“. Men det varede ikke længe før han indså at det han læste var sandheden, og det endte med at han blev døbt. Over 20 medlemmer af familien kommer nu i menigheden, og de fleste af dem er allerede døbt.

Hvad med dem der sidder i fængsel? Har de brug for budskabet om Guds rige? Naturligvis. Jehovas vidner overser dem ikke. I et fængsel i Nordamerika blev der ledet personlige bibelstudier med en hel del af de indsatte, og de overværede også de faste møder som Jehovas vidner holdt i fængselet. Dette gav så gode resultater at fængselsledelsen gav tilladelse til at der blev holdt stævner i fængselet. Ikke bare indsatte, men også tusinder af Jehovas vidner udefra var til stede. Også i andre lande er der blevet gjort en stor indsats for at forkynde for mænd og kvinder der sidder i fængsel.

Jehovas vidner tror ikke at alle der sidder i fængsel vil blive bedre mennesker af at studere Bibelen. Men de ved af erfaring at nogle kan hjælpes, og de vil gerne give dem mulighed for at tage imod håbet om Guds rige.

Gentagne bestræbelser for at appellere til hjertet

Jehovas vidner besøger folk igen og igen. I lighed med Jesu første disciple går de „hele tiden“ til folk i deres tildelte distrikt for at prøve at skabe interesse for Guds rige. (Matt. 10:6, 7) Nogle steder kan de kun nå at besøge alle husstande i området én gang om året; andre steder aflægger de besøg med få måneders mellemrum. I Portugal får folk i Lissabon og omegn, hvor der er én forkynder for hver 160 indbyggere, besøg af Jehovas vidner omtrent hver uge. I Venezuela er der byer hvor distrikterne regelmæssigt gennemgås oftere end en gang om ugen.

Når Jehovas vidner kommer igen og igen, er det ikke for at prøve at påtvinge folk Bibelens budskab. De ønsker blot at give alle mulighed for at træffe et velovervejet valg. I dag siger nogle måske at de ikke er interesserede; men omvæltninger i deres tilværelse eller i verdensforholdene kan give dem lyst til at lytte en anden gang. Mange har aldrig rigtig hørt hvad Jehovas Vidner lærer, måske på grund af fordomme eller simpelt hen fordi de altid har travlt. Men gentagne venlige besøg kan måske få dem til at lytte. Mennesker der har naboer eller arbejdskammerater som er Jehovas vidner, har ofte lagt mærke til deres ærlighed og høje moral. Nogle af dem bliver med tiden så interesserede at de ønsker at finde ud af hvad deres budskab drejer sig om. En kvinde i Venezuela sagde efter at hun havde taget imod læsestof og tilbudet om et gratis hjemmebibelstudium: „Det her er der ingen der har forklaret mig før.“

Jehovas vidner ønsker på en venlig måde at appellere til folks hjerte. På Guadeloupe, hvor der i 1992 var én forkynder for hver 57 indbyggere, er det ikke usædvanligt at folk siger: „Det har ingen interesse.“ En broder ved navn Eric Dodote plejede at svare: „Jeg forstår dig, og jeg kan godt sætte mig i dit sted.“ Derefter tilføjede han: „Men jeg vil spørge dig: Kunne du tænke dig at leve under bedre forhold end dem vi ser i dag?“ Efter at have lyttet til den besøgtes svar viste han ud fra Bibelen hvilke forhold der vil råde i Guds nye verden.

Distriktet gennemgås endnu grundigere

I nogle lande er det i de senere år blevet sværere og sværere at træffe folk hjemme. Både mand og kone arbejder i mange tilfælde uden for hjemmet, og i weekenden er de bortrejst. Mange steder er Jehovas vidner derfor gået mere og mere over til at forkynde fra hus til hus om aftenen. Nogle forkyndere i Storbritannien prøver at træffe folk der tidligere ikke har været hjemme, mellem klokken atten og tyve, mens andre forsøger at kontakte folk før de tager af sted på arbejde, før klokken otte om morgenen.

Selv når folk er hjemme kan de mange sikkerhedsforanstaltninger der tages mod den udbredte kriminalitet, gøre det meget vanskeligt at træffe dem. Men når folk i Rio de Janeiro går sig en tidlig morgentur langs Copacabana-stranden, møder de måske en flittig, morgenduelig forkynder der er ude for at tale med andre om hvordan Guds rige vil løse menneskehedens problemer. Når folk i Paris kommer hjem sent på eftermiddagen, træffer de måske et venligt ægtepar ved indgangen til deres boligblok. Det er Jehovas vidner der spørger om de har lyst til at afse et par minutter til at høre hvordan Gud vil indføre virkelig fred og sikkerhed. I Honolulu, New York og mange andre byer bruger forkynderne også telefonen for at kontakte folk som bor i bygninger med mange sikkerhedsforanstaltninger.

Jehovas vidner mener ikke at de har fuldført deres opgave når de har truffet én i hver husstand. De vil gerne tale med så mange som muligt i hvert hjem. Somme tider opnår de det ved at komme på forskellige dage eller forskellige tidspunkter. Da en kvinde i Puerto Rico sagde at hun ikke var interesseret, spurgte forkynderen om der var en anden hjemme hun kunne tale med. Det førte til at hun fik en samtale med manden i huset, der havde været syg i 14 år og for det meste lå i sengen. Han blev meget glad for det håb Guds ord indeholder. Det gav ham nyt livsmod, og inden længe var han ude af sengen, overværede møder i rigssalen og begyndte at fortælle andre om sit nyfundne håb.

Forkyndelsen intensiveres efterhånden som enden nærmer sig

Der er også en anden faktor som har bidraget meget til at forkyndelsen er blevet intensiveret i de senere år, nemlig at så mange Jehovas vidner tjener som pionerer. De har et stærkt ønske om at bruge så meget tid som muligt i tjenesten for Gud og nærer kærlig omsorg for deres medmennesker, og derfor har de lagt deres forhold sådan til rette at de kan bruge 60, 90, 140 eller endnu flere timer i forkyndelsen hver måned. De der begynder som pionerer erfarer det samme som apostelen Paulus erfarede da han forkyndte i Korinth: de bliver „stærkt optaget af ordet“ og ønsker at fortælle så mange som overhovedet muligt om det messianske rige. — Apg. 18:5.

I 1975 var der 130.225 pionerer verden over. I 1992 var der gennemsnitlig 605.610 hjælpepionerer, almindelige pionerer og specialpionerer hver måned. I løbet af en periode hvor antallet af Jehovas vidner jorden over steg med 105 procent, steg antallet af heltidstjenere således med 365 procent! Det resulterede i en gigantisk stigning i antallet af timer der blev brugt i forkyndelsen, fra 382 millioner til over en milliard timer om året!

’Den mindste er blevet til tusind’

Jesus Kristus sagde til sine disciple at de skulle være vidner om ham til jordens fjerneste egne. (Apg. 1:8) Gennem profeten Esajas havde Jehova forudsagt: „Den mindste vil blive til tusind, og den ringeste til en mægtig nation. Jeg, Jehova, vil fremskynde det når tiden er inde til det.“ (Es. 60:22) Historien viser at Jehovas vidner udfører det arbejde Jesus pålagde dem, og at de har haft en vækst i den størrelsesorden som Gud gav løfte om.

Ved den anden verdenskrigs slutning befandt de fleste Jehovas vidner sig i Nordamerika og Europa. Der var også nogle i Afrika, og andre var spredt rundt om på jorden i mindre grupper. De var på ingen måde nået ud til alle lande med budskabet om Riget, og de var heller ikke nået ud til alle egne af de lande de forkyndte i. Men dette billede har forandret sig med forbløffende hast.

Tag for eksempel Nordamerika. Fastlandsområdet strækker sig fra Canada i nord til Panama i syd, med ni lande imellem. I 1945 var der 81.410 forkyndere i dette vidtstrakte område. I fire af landene var der færre end 20 forkyndere som rapporterede, og i ét land blev der slet ikke udført organiseret forkyndelse. Siden da er et omfattende og vedvarende vidnesbyrd blevet aflagt i alle disse lande. I 1992 var der 1.440.165 Jehovas vidner i denne del af verden. I de fleste af disse lande har hver forkynder nu kun nogle få hundrede at forkynde for. En stor del af befolkningen får besøg af Jehovas vidner med få måneders mellemrum; mange får besøg hver uge. Der ledes regelmæssige bibelstudier med over 1.240.000 interesserede enkeltpersoner og grupper.

Hvordan står det til i Europa? Fraregnet størstedelen af det tidligere Sovjetunionen var der allerede blevet aflagt et grundigt vidnesbyrd her før den anden verdenskrig. Siden da er nye generationer vokset op, og også de får at se ud fra Bibelen at Guds rige snart vil træde i stedet for alle jordiske regeringer. (Dan. 2:44) I krigsårene var der kun nogle få tusind Jehovas vidner, og de forkyndte under strenge restriktioner, men i 1992 var forkyndertallet i de 47 europæiske lande hvorfra man modtog rapporter, steget til 1.176.259, iberegnet områder der tidligere var en del af USSR, i både Europa og Asien. I fem lande — Frankrig, Italien, Polen, Storbritannien og Tyskland — var der over 100.000 nidkære forkyndere. Hvad udrettede de? Rapporten for 1992 viser at de i det år brugte over 230.000.000 timer på at forkynde offentligt, aflægge besøg fra hus til hus og lede hjemmebibelstudier. Og de glemte ikke små republikker som Andorra og San Marino, fyrstendømmet Liechtenstein eller Gibraltar. Der blev virkelig aflagt et grundigt vidnesbyrd, som forudsagt.

Også i Afrika aflægges der et omfattende vidnesbyrd. Rapporterne viser at den gode nyhed havde nået 28 lande på dette kontinent før 1945, men i de fleste af disse lande var der kun blevet forkyndt i begrænset omfang. Siden da er der imidlertid blevet udrettet meget. I 1992 var der 545.044 nidkære forkyndere som forkyndte den gode nyhed i 45 afrikanske lande. Hele 1.834.863 overværede samme år højtiden til minde om Kristi død. Der er således også gode muligheder for en storslået vækst i fremtiden!

Rapporten fra Sydamerika er ikke mindre bemærkelsesværdig. Selv om alle på nær ét af de 13 lande var blevet nået med Bibelens budskab før den anden verdenskrig, var der dengang kun 29 menigheder på hele kontinentet, og i nogle af landene blev der endnu ikke udført nogen organiseret forkyndelse. Det meste af forkyndelsesarbejdet hørte fremtiden til. Siden dengang har forkynderne været meget flittige. De der er blevet forfrisket af livets vand siger med glæde til andre: ’Kom og tag frit af livets vand.’ (Åb. 22:17) I 1992 deltog 683.782 tjenere for Jehova i 10.399 menigheder i Sydamerika i denne gerning. Nogle af dem forkyndte i områder hvor der aldrig før var blevet aflagt et grundigt vidnesbyrd. Andre gennemgik igen og igen distrikter hvor der allerede var blevet forkyndt, for at tilskynde folk til at ’smage og se at Jehova er god’. (Sl. 34:8) De ledede regelmæssigt 905.132 bibelstudier for at hjælpe interesserede til at begynde at vandre ad Jehovas veje.

Tænk også på Asien og de mange øer og øgrupper i verdenshavene. Hvad er der blevet udrettet der? Frem til slutningen af den anden verdenskrig havde mange af disse steder dårligt nok været i berøring med forkyndelsen af Riget. Men Jesus Kristus forudsagde at denne gode nyhed om Riget ville blive forkyndt „på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne“. (Matt. 24:14) Da krigen sluttede var den gode nyhed blevet forkyndt i 76 af disse lande og områder, men i overensstemmelse med Jesu ord er budskabet siden da blevet spredt til yderligere 40 lande, øer og øgrupper. Arbejdet er desuden blevet intensiveret på steder hvor der tidligere var blevet forkyndt. I 1992 var der i dette vældige område 627.537 nidkære forkyndere som glædede sig over at „gøre [Jehovas] vældige gerninger kendt for menneskesønnerne, og hans kongedømmes herlige pragt“. (Sl. 145:11, 12) Deres tjeneste var ikke let. Nogle steder måtte de rejse i timevis med skib eller fly for at nå frem til fjerntliggende øer i deres distrikt. Men i 1992 anvendte de over 200.000.000 timer i forkyndelsen og ledede 685.211 regelmæssige bibelstudier.

Ja, løftet om at ’den mindste skulle blive til tusind’ er gået i opfyldelse, og det i forbløffende grad! I hvert af over 50 lande hvor man i 1919 ikke engang kunne finde ’den mindste’ — hvor der ikke fandtes nogen Jehovas vidner og der ikke var blevet forkyndt — er der i dag over tusind der lovpriser Jehova. I nogle af disse lande er der nu titusinder eller endda hundredtusinder af Jehovas vidner som nidkært forkynder Guds rige. Ja, på verdensplan er Jehovas Vidner blevet „en mægtig nation“ — antallet af forkyndere i den forenede, verdensomspændende menighed overstiger befolkningstallet i mindst 80 enkelte, autonome lande.

Hvor meget forkyndes der i „andre lande“?

I 1992 var der stadig 24 „andre lande“ — lande hvori Jehovas Vidners arbejde var underlagt strenge restriktioner fra myndighedernes side og hvorfra der ikke offentliggøres detaljerede rapporter. I nogle af disse lande er der blevet aflagt et stort vidnesbyrd, men i andre findes der kun meget få Jehovas vidner, og mange mennesker har endnu ikke hørt budskabet om Riget. Jehovas vidner har dog tillid til at det nødvendige vidnesbyrd vil blive aflagt. Hvorfor?

Fordi Bibelen viser at Jesus Kristus selv fører tilsyn med arbejdet fra sin trone i himmelen. (Matt. 25:31-33) ’En engel der flyver midt på himmelen’ har fået betroet det ansvar at forkynde en evigvarende god nyhed under hans ledelse og at opfordre „hver nation og stamme og hvert tungemål og folk“ til at ’frygte Gud og give ham ære’. (Åb. 14:6, 7) Ingen magt i himmelen eller på jorden kan hindre Jehova i at drage dem til sig der er „ret indstillet til evigt liv“. — Apg. 13:48; Joh. 6:44.

Der findes ikke noget sted på jorden der er så isoleret at budskabet om Riget ikke kan nå det. Slægtninge kommer på besøg. Nyheder bliver overbragt pr. telefon og brev. Forretningsfolk, arbejdere, studenter og turister kommer i kontakt med folk fra andre lande. Det livsvigtige budskab om at Jehova har indsat sin konge på tronen i himmelen og givet ham myndighed over nationerne, bliver til stadighed gjort kendt. Englene kan sørge for at budskabet når frem til dem der hungrer og tørster efter sandhed og retfærdighed.

Hvis det er Herrens vilje at budskabet om Riget skal forkyndes mere direkte i nogle af de områder hvor myndighederne indtil nu har hindret det, kan han sørge for at der opstår forhold som får myndighederne til at ændre deres politik. (Ordsp. 21:1) Og dér hvor der endnu er en dør som måtte blive åbnet for forkyndelsen, vil Jehovas vidner med glæde give af sig selv for at folk i disse lande kan få så meget hjælp som muligt til at lære om Jehovas kærlige hensigt. De er fast besluttede på at fortsætte med at tjene uden ophør indtil Jehova gennem Jesus Kristus siger at arbejdet er fuldført!

I 1992 forkyndte Jehovas vidner flittigt i 229 lande. I det år var den gode nyhed om Guds rige blevet forkyndt i 235 lande. I ti af disse lande blev der først forkyndt efter 1975.

Hvor omfattende er det vidnesbyrd der er blevet aflagt? I de første 30 år efter den anden verdenskrig anvendte Jehovas vidner 4.635.265.939 timer til at forkynde og undervise om Jehovas navn og rige. I de næste 15 år (bare halvt så mange år), da der var flere forkyndere og en større procentdel af dem deltog i heltidstjenesten, brugte de 7.858.677.940 timer på at forkynde offentligt og fra hus til hus og på at lede hjemmebibelstudier. Og arbejdet fortsatte med at have fremgang og blive udført med stor intensitet, for i 1990-91 rapporterede de yderligere 951.870.021 timer i denne virksomhed, og over en milliard timer året efter.

De mængder af bibelsk læsestof som Jehovas vidner har spredt for at gøre Riget kendt, og det antal sprog det er blevet trykt på, savner ethvert sidestykke. Rapporterne er ufuldstændige, men ifølge de foreliggende oplysninger spredte Jehovas vidner i årene mellem 1920 og 1992 10.107.565.269 bøger, brochurer og blade, foruden utallige milliarder traktater, på 294 sprog.

Mens dette skrives er aflæggelsen af det verdensomspændende vidnesbyrd endnu ikke fuldført. Men det arbejde der allerede er udrettet, og de forhold det er blevet udrettet under, vidner klart om Guds ånds ledelse.

[Tekstcitat på side 502]

Store stævner og deltagernes kristne opførsel har vakt opmærksomhed

[Tekstcitat på side 505]

„Kongresdeltagerne er mønsterværdige hvad angår orden, fred og renlighed“

[Tekstcitat på side 507]

Jehovas Vidner holdt historiske stævner i lande hvor de havde været forbudt i årtier

[Tekstcitat på side 508]

I tusindvis af tons bibelske publikationer blev sendt til lande i Østeuropa

[Tekstcitat på side 509]

Kvalificerede ældste tilbød at flytte til lande hvor der var et særligt behov

[Tekstcitat på side 516]

De vil gerne tale med så mange som muligt i hvert hjem

[Tekstcitat på side 518]

En utrolig fremgang og udsigt til yderligere vækst

[Grafisk fremstillinger/illustrationer på side 513]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Stigningen i antallet af forkyndere i Østen

Indien

10.000

5.000

1950 1960 1970 1980 1992

Republikken Korea

60.000

30.000

1950 1960 1970 1980 1992

Japan

150.000

100.000

50.000

1950 1960 1970 1980 1992

[Illustration på side 503]

I 1985 afholdt Jehovas Vidner stævne samtidig på Morumbi Stadion i São Paulo (nedenfor) og Maracanã Stadion i Rio de Janeiro, Brasilien

[Illustrationer på side 504]

Nogle af dåbskandidaterne i Chorzów, Polen, i 1989

[Illustrationer på side 506]

Nogle historiske stævner i 1991

Prag, Tjekkoslovakiet

Tallinn, Estland (til højre)

Zagreb, Kroatien (til højre)

Budapest, Ungarn (ovenfor)

Baia-Mare, Rumænien (til højre)

Usólje-Sibírskoje, Rusland (nedenfor)

Alma-Ata, Kasakhstan (ovenfor)

Kiev, Ukraine (til venstre)

[Illustrationer på side 511]

Jehovas Vidners internationale stævne på Kirov Stadion i Sankt Petersborg, Rusland, i 1992

En kærlig, international ånd

Fra Rusland

Fra Moldova

Fra Ukraine

Der var mange unge til stede

M. G. Henschel (til venstre) drøfter programmet med Stepan Kozhemba (i midten) ved hjælp af en tolk

Udenlandske stævnedeltagere havde russiske bibler med til forkynderne i Rusland

[Illustration på side 512]

I 1980’erne erklærede den katolske kirke Jehovas Vidner krig, ifølge disse italienske avisudklip

[Illustration på side 514]

Når skibe lægger til i Rotterdam i Holland, er Jehovas vidner klar til at tale med besætningen om Guds rige

[Illustration på side 515]

Selv om distriktet gennemgås ofte, som her på Guadeloupe, fortsætter Jehovas vidner med at appellere til deres medmenneskers hjerte med den gode nyhed

Kapitel 23

Missionærernes andel i den globale vækst

MISSIONÆRERNE har, med deres nidkære indsats og deres villighed til at tjene hvor som helst, været en vigtig faktor i den globale forkyndelse af Guds rige.

Længe før Watch Tower Bible and Tract Society indledte en egentlig missionæruddannelse, blev missionærer sendt ud til andre lande. Selskabets første præsident, C. T. Russell, forstod behovet for at nogle der var kvalificerede til det blev sendt ud for at åbne forkyndelsen og gå foran i arbejdet i fremmede lande. Derfor udsendte han sådanne mænd — Adolf Weber til Europa, E. J. Coward til De Vestindiske Øer, Robert Hollister til Østen og Joseph Booth til det sydlige Afrika. Det viste sig desværre at Joseph Booth var mest interesseret i sine egne forehavender, så i 1910 blev William Johnston sendt fra Skotland til Nyasaland (det nuværende Malawi), hvor Booth havde haft en særlig uheldig indflydelse. Broder Johnston fik derefter til opgave at oprette et afdelingskontor for Watch Tower Society i Durban i Sydafrika, og senere tjente han som afdelingstilsynsmand i Australien.

Efter den første verdenskrig udsendte J. F. Rutherford flere missionærer. For eksempel blev Thomas Walder og George Phillips sendt fra England til Sydafrika, W. R. Brown blev flyttet fra sit distrikt på Trinidad til Vestafrika, George Young fra Canada kom til Sydamerika og til Europa, Juan Muñiz kom først til Spanien og derefter til Argentina, og George Wright og Edwin Skinner blev sendt til Indien, efterfulgt af Claude Goodman, Ron Tippin og endnu flere. Det var vaskeægte pionerer, der nåede ud til egne hvor der så godt som ikke havde været forkyndt før. Her lagde de en solid grundvold for den store vækst der senere skulle komme.

Også andre besad en sand missionærånd der bevægede dem til at flytte udenlands som forkyndere. Blandt dem var Kate Goas og hendes datter Marion, som viede mange år af deres liv til nidkær tjeneste i Colombia og Venezuela. Joseph Dos Santos var også blandt dem; han rejste fra Hawaii på en forkyndertur der førte til 15 års tjeneste på Filippinerne. Der var også Frank Rice, som tog af sted fra Australien på et fragtskib for at indlede forkyndelsen på øen Java (nu i Indonesien).

Men i 1942 begyndte nogle nye planer at tage form. Der skulle oprettes en skole som var skræddersyet til at oplære mænd såvel som kvinder der var parate til at påtage sig gerningen som missionærer hvor som helst i verden der var brug for dem.

Gileadskolen

Midt under verdenskrigen kan det, set ud fra et menneskeligt synspunkt, have virket malplaceret at forberede sig på en udvidelse af forkyndelsesarbejdet til fjerne lande. Men i september 1942 besluttede bestyrelserne for de to vigtigste selskaber benyttet af Jehovas Vidner, i tillid til Jehova at godkende et forslag fra N. H. Knorr om at oprette en skole til uddannelse af missionærer og andre til særlig tjeneste. Den skulle kaldes Watchtower Bible College of Gilead. Senere blev navnet ændret til Watchtower Bible School of Gilead — Vagttårnets Bibelskole Gilead. Det skulle ikke koste noget at gå på denne skole, og eleverne skulle have kost og logi betalt af Selskabet så længe de gik der.

Albert D. Schroeder var blandt dem der blev bedt om at medvirke til at udarbejde en undervisningsplan. Han havde allerede stor erfaring fra sit arbejde i tjenesteafdelingen på Selskabets hovedkontor i Brooklyn og som afdelingstilsynsmand i England. Hans positive, selvopofrende indstilling og den kærlige interesse han viste eleverne, gjorde ham meget afholdt blandt dem han underviste i de 17 år han virkede som registrator og lærer ved skolen. I 1974 blev han medlem af Det Styrende Råd, og året efter blev han tilknyttet Undervisningsudvalget.

Broder Schroeder og de andre lærere (Maxwell Friend, Eduardo Keller og Victor Blackwell) sammensatte et femmåneders kursus, hvor selve Bibelen var den vigtigste lærebog. Der blev også undervist i teokratisk organisation, bibelske lærepunkter, offentlig tale, tjeneste på arbejdsmarken, tjeneste som missionær, religionshistorie, Guds lov, samarbejde med offentlige myndigheder, international lov, hvordan man fører optegnelser, samt i forskellige sprog. I årenes løb er skemaet blevet justeret, men hovedvægten har altid været lagt på studiet af Bibelen og betydningen af evangeliseringsarbejdet. Målet med undervisningen er at styrke elevernes tro og hjælpe dem med at tillægge sig de åndelige egenskaber der er nødvendige hvis man skal kunne klare den udfordring det er at være missionær. Der lægges vægt på betydningen af fuld tillid til Jehova og loyalitet mod ham. (Sl. 146:1-6; Ordsp. 3:5, 6; Ef. 4:24) Eleverne får ikke nogen patentløsning på alle spørgsmål, men de bliver trænet i at undersøge tingene, og hjulpet til at forstå hvorfor Jehovas Vidner tror hvad de tror og gør tingene på bestemte måder. De lærer at gå ud fra nogle principper. På den måde lægges en grundvold der kan føre til vækst.

Indbydelserne til eleverne i den første klasse blev sendt ud den 14. december 1942. Lidt senere på vinteren ankom de 100 elever for at skrive sig ind på skolen, hvis bygninger lå i South Lansing i staten New York. De var ivrige, lærvillige — og noget nervøse. Selv om de gik op i deres studier i forbindelse med skolen, var det umuligt for dem ikke at spørge sig selv hvor i den store verden de ville blive sendt hen efter skoleafslutningen.

På åbningsdagen, den 1. februar 1943, holdt broder Knorr en tale for klassen. Han sagde: „I skal her forberedes yderligere til en gerning som svarer til det arbejde vi kender fra apostelen Paulus, Markus, Timoteus og andre som rejste ud til alle dele af Romerriget for at forkynde om Guds rige. De måtte være rustede med Guds ord. De måtte have et klart kendskab til hans hensigter. Mange steder måtte de helt alene holde stand over for denne verdens mægtige. Jeres lod vil måske blive den samme; og Gud vil give jer styrke til det.

Der er mange steder hvor vidnesbyrdet om Riget ikke er blevet aflagt i særlig stort omfang. Disse steder bor folkene i mørke, holdt fangne af religionen. I nogle af disse lande hvor der kun er få forkyndere, ser man at de retsindige er villige til at lytte og gerne slutter sig til Herrens organisation hvis de får den rette undervisning. Der må være hundreder, ja tusinder, flere som man kunne nå ud til hvis der var flere arbejdere på arbejdsmarken. Og det vil der, med Guds hjælp, komme.

Det er IKKE denne skoles formål at gøre jer til ordinerede Guds tjenere. Det er I allerede, og I har virket i denne tjeneste i mange år. . . . Undervisningsplanen ved denne skole har det ene formål at gøre jer dygtigere til at virke som forkyndere i de distrikter I skal ud til. . . .

Jeres vigtigste opgave er at forkynde evangeliet om Riget fra hus til hus sådan som Jesus og apostlene gjorde. Når I har fundet et lyttende øre, aftal da et genbesøg, påbegynd et bibelstudium, og dan en menighed af alle der findes af sådanne i byen eller landsbyen. I vil ikke blot få den glæde at oprette en menighed; I skal også hjælpe dem til at forstå ordet, styrke dem, fra tid til anden tale til dem, hjælpe dem med deres tjenestemøder og med det organisatoriske. Når de kan stå på egne ben og selv kan overtage ansvaret for distriktet, kan I rejse videre til en anden by for at forkynde Riget. Indimellem kan det blive nødvendigt at I vender tilbage for at opbygge dem i den allerhelligste tro og præcisere troen for dem; I får altså den opgave at drage omsorg for Herrens ’andre får’ uden at svigte dem. (Johannes 10:16) Jeres sande gerning bliver at hjælpe retsindige mennesker. I må være initiativrige, men se hen til Gud efter vejledning.“a

Fem måneder efter var eleverne i den første klasse færdige med denne specialundervisning. Deres afrejse blev fastlagt, deres rejsepapirer blev skaffet, og så begyndte de at tage af sted til ni latinamerikanske lande. Tre måneder efter skoleafslutningen var de første gileaduddannede missionærer som skulle rejse ud fra USA, på vej til Cuba. I 1992 var over 6500 elever fra mere end 110 lande blevet uddannet, og de havde tjent i mere end 200 lande og øgrupper.

Broder Knorr viste lige til sin død, 34 år efter indvielsen af Gileadskolen, stor personlig interesse for missionærernes arbejde. Om overhovedet muligt besøgte han hver ny skoleklasse flere gange, holdt foredrag for den og tog andre brødre med fra hovedkontoret for at de kunne tale til klassen. Når eleverne havde påbegyndt deres tjeneste i udlandet aflagde han personligt besøg hos grupper af missionærer, hjalp dem med at løse eventuelle problemer og gav dem fornøden opmuntring. Efterhånden som der kom flere og flere missionærgrupper, sørgede han for at også andre kvalificerede brødre aflagde sådanne besøg, så der hele tiden blev vist alle missionærerne opmærksomhed, uanset hvor de tjente.

Ikke som andre missionærer

Kristenhedens missionærer har oprettet hospitaler, flygtningecentre og børnehjem for at tage sig af folks fysiske behov. Med rollen som de fattiges forsvarere som påskud har nogle af dem også ophidset befolkninger til oprør og deltaget i partisankrig. Men ikke missionærerne fra Gileadskolen — de har undervist i Bibelens ord. I stedet for at bygge kirker og forvente at folk kommer til dem, går de selv fra hus til hus for at finde mennesker der hungrer og tørster efter retfærdighed og undervise dem.

Jehovas Vidners missionærer holder sig omhyggeligt til Guds ord og viser folk hvorfor Guds rige er den sande og varige løsning på menneskehedens problemer. (Matt. 24:14; Luk. 4:43) Hvor meget dette adskiller sig fra hvad kristenhedens missionærer plejer at gøre, fandt Peter Vanderhaegen ud af da han i 1951 var på vej til sit tildelte distrikt i Indonesien. Han sejlede med et fragtskib, og den eneste anden passager var en baptistmissionær. Broder Vanderhaegen prøvede at få en samtale i gang om den gode nyhed om Guds rige, men den anden gjorde det klart at hans altopslugende interesse var at støtte Chiang Kai-chek på Taiwan i hans bestræbelser for at genvinde magten i Fastlandskina.

Mange andre er dog kommet til at forstå værdien af det budskab Guds ord har til os. I Barranquilla i Colombia forkyndte Olaf Olson for Antonio Carvajalino, som havde været stærkt engageret i en bestemt politisk bevægelse. Broder Olson gav ham ikke ret i hans synspunkter i den retning, og anbefalede heller ikke nogen anden politisk ideologi. I stedet tilbød han at studere Bibelen gratis med Antonio og hans søstre. Inden længe indså Antonio at Guds rige er det eneste håb for de fattige i Colombia såvel som resten af verden. (Sl. 72:1-4, 12-14; Dan. 2:44) Han og hans søstre blev nidkære tjenere for Gud.

Noget der indtraf i Rhodesia (det nuværende Zimbabwe) viser på en anden måde at Jehovas Vidners missionærer ikke følger mønsteret fra kristenhedens kirker. Donald Morrison besøgte en missionær fra en af disse kirker i dennes hjem, og vedkommende klagede over at Jehovas Vidner ikke overholdt de aftalte grænser. Hvilke grænser? Jo, det viste sig at kristenhedens kirker havde delt landet op imellem sig, sådan at de hver især kunne virke uden indblanding fra de andre. Men Jehovas Vidner kan ikke gå med til en sådan ordning. Jesus sagde at budskabet om Riget skulle forkyndes på hele den beboede jord. Det var ikke dette kristenheden var optaget af, men de gileaduddannede missionærer var besluttede på, i lydighed mod Kristus, at aflægge et grundigt og omfattende vidnesbyrd.

Disse missionærer rejste ikke ud for at blive betjent, men for selv at tjene. At de virkelig bestræbte sig for at tjene kom til udtryk på mange måder. Ganske vist er det ikke forkert at tage imod en materiel gave der tilbydes frit, som værdsættelse af åndelig hjælp, og uden at man selv har bedt om den, men missionærerne John Errichetti og Hermon Woodard forstod at de lettere ville kunne få folk i deres distrikt, Alaska, i tale hvis de også brugte lidt tid på at arbejde med deres hænder for at skaffe til dagen og vejen, som apostelen Paulus havde gjort. (1 Kor. 9:11, 12; 2 Thess. 3:7, 8) Deres vigtigste beskæftigelse var at forkynde den gode nyhed. Men når de modtog gæstfrihed, hjalp de også til med et eller andet job — for eksempel at tjære et tag for en mand som havde brug for hjælp. Og når de var ude med en båd der sejlede fra sted til sted, gav de en hånd med når der skulle lastes eller losses. Snart blev det kendt at disse missionærer på ingen måde var som kristenhedens præster.

Nogle steder var det nødvendigt for Jehovas Vidners missionærer at tage verdsligt arbejde for en tid, så de kunne blive etableret i landet og udføre deres tjeneste der. Da Jesse Cantwell, for eksempel, rejste til Colombia, gav han timer i engelsk på det medicinske fakultet ved et universitet, indtil den politiske situation havde ændret sig og de religiøse begrænsninger var ophævet. Så kunne han begynde at gøre fuld brug af sin erfaring som forkynder, idet han blev rejsende tilsynsmand for Jehovas Vidner.

Mange steder måtte missionærerne begynde med et turistvisum som kun gav dem opholdstilladelse i én eller nogle få måneder. Så måtte de ud af landet, og ind igen. Men de var udholdende og foretog rejserne igen og igen, indtil de endelig kunne få de nødvendige tilladelser. Det der lå dem på sinde var at hjælpe mennesker i det land hvor de havde fået tildelt et distrikt.

Disse missionærer anså ikke sig selv for at være mere værd end de lokale beboere. John Cutforth, der oprindelig var skolelærer i Canada, besøgte menigheder såvel som isolerede forkyndere i Papua Ny Guinea. Han satte sig på jorden sammen med dem, spiste sammen med dem, og når de indbød ham til at sove på en måtte i deres hjem, sagde han ja tak. Han færdedes med dem når de sammen deltog i forkyndelsesarbejdet. Men for iagttagere som ikke var Jehovas vidner var dette forbløffende, for kristenhedens missionærer fra europæiske missionsselskaber havde ry for at føle sig højt hævet over de lokale; de var kun sammen med deres sognebørn i kort tid ved nogle af deres møder, og de spiste aldrig sammen med dem.

De mennesker som disse forkyndere tjente iblandt, mærkede den kærlige omsorg hos missionærerne og den organisation der havde sendt dem ud. Som svar på et brev fra en ydmyg afrikaner ved navn João Mancoca, som var indsat i en straffekoloni i Portugisisk Vestafrika (nu Angola), blev en missionær fra Vagttårnsselskabet sendt ud for at give åndelig hjælp. Da Mancoca senere mindedes besøget, sagde han: „Nu tvivlede jeg ikke på at dette var det samfund som Gud stod bag. Jeg havde aldrig forestillet mig at nogen religiøs organisation ville gøre sådan noget: hente en missionær fra det fjerne og få ham til at besøge en ubetydelig person bare på grund af et brev.“

Fremmede skikke og levevilkår

Ofte var levevilkårene i de lande missionærerne blev sendt ud til, ikke så gode som i de lande de kom fra. Da Robert Kirk i begyndelsen af 1947 ankom til Burma (nu Myanmar), led landet stadig under krigens efterveer, og kun de færreste boliger havde elektrisk lys. I mange lande opdagede missionærerne at tøjvask ikke foregik ved hjælp af elektrisk vaskemaskine, men stykke for stykke på et vaskebræt eller på stenene i en flod. Det væsentlige for dem var imidlertid den bibelundervisning de var kommet for at give, så de tilpassede sig de lokale forhold og gik op i deres forkyndelse.

I mange tilfælde var ingen mødt op for at tage imod missionærerne når de ankom til deres nye land. Det var overladt til dem selv at finde et sted at bo. Da Charles Eisenhower og 11 andre i 1943 ankom til Cuba, sov de på gulvet den første nat. Dagen efter købte de nogle senge, og lavede skabe og kommoder af æblekasser. I tillid til at Jehova ville velsigne deres bestræbelser, lykkedes det for missionærgrupperne at betale deres husleje, mad og andre fornødenheder ved hjælp af bidrag for læsestof som de spredte, sammen med den beskedne godtgørelse som specialpionerer fik fra Vagttårnsselskabet.

Når der skulle laves mad, var det til tider nødvendigt at tænke i nye baner. Når man ikke har køleskab, må man en tur på markedet hver dag. Mange steder blev maden varmet på en brændeovn eller over trækulsild i stedet for gasapparat eller kogeplade. George og Willa Mae Watkins blev sendt til Liberia, hvor de fandt ud af at deres komfur bestod af tre sten under en jernkedel.

Og hvad med vand? Ruth McKay så sig om i sit nye hjem i Indien og sagde: ’Det ligner ikke noget andet hjem jeg har set. Der er ikke nogen vask i køkkenet, kun en hane der stikker ud af muren i et hjørne, og en lille cementkant der skal forhindre vandet i at løbe ud over hele gulvet. Der er ikke vand døgnet rundt, så man skal tappe af, sådan at man har vand når der bliver lukket.’

Nogle af missionærerne blev plaget af sygdom de første måneder efter deres ankomst, fordi de ikke var vant til forholdene. Russell Yeatts fik det ene anfald af dysenteri efter det andet da han var kommet til Curaçao i 1946. Men en lokal broder som ledede en bøn efter missionærernes ankomst, havde været så inderlig i sin tak til Jehova for at de var kommet, at de ikke kunne få sig selv til at tage af sted igen. Brian og Elke Wise ankom til Øvre Volta (nu Burkina Faso) og opdagede at klimaforholdene var barske og gik ud over helbredet. De måtte vænne sig til en dagtemperatur på 43 grader. Det første års tid var Elke syg i flere uger ad gangen på grund af varme og malaria. Året efter måtte Brian holde sengen i fem måneder på grund af en alvorlig hepatitis. Men inden længe havde de så mange gode bibelstudier som de kunne overkomme — og flere til. Kærlighed til disse mennesker hjalp dem til at holde ud. Endnu en hjælp var at de betragtede det som en forret at arbejde i det tildelte distrikt, og som en god oplæring til de opgaver Jehova måtte vælge at give dem senere.

Efter nogle år blev nye missionærer budt velkommen til deres distrikt af missionærer som havde været der før dem, eller af lokale forkyndere. Nogle blev sendt til lande hvor der var store, forholdsvis moderne byer. Fra og med 1946 søgte Vagttårnsselskabet desuden at sørge for at hver missionærgruppe fik en passende bolig, de nødvendige møbler, og penge til at købe mad, så de ikke behøvede at bekymre sig om dette men kunne koncentrere sig mere om forkyndelsen.

Dét at komme omkring var mange steder en prøve på ens udholdenhed. I Papua Ny Guinea har mere end én missionærsøster efter et regnvejr måttet vandre med sin bagage i en rygsæk gennem skovområder ad smattede stier hvor mudderet var så dybt at det trak skoene af fødderne. I Sydamerika har ikke så få missionærer været på hårrejsende busture ad smalle bjergveje i Andesbjergene. Man glemmer det ikke så let når man har oplevet at ens bus skal passere en stor modgående vogn helt ude langs kanten til en afgrund hvor der ikke er autoværn, og man mærker bussen begynde at krænge ud over kanten.

Politiske omvæltninger har nogle steder været nærmest hverdagskost; men Jehovas Vidners missionærer har husket at Jesus bød sine disciple ikke at være „en del af verden“, så de har holdt sig neutrale i den slags konflikter. (Joh. 15:19) De har lært at beherske enhver nysgerrighed der kunne bringe dem i unødig fare. Ofte har det været bedst simpelt hen at holde sig borte fra gaderne indtil en spændt situation var drevet over. Midt i den vietnamesiske by Saigon (nu Ho Chi-Minh-byen) boede der ni missionærer dengang byen blev inddraget i krig. De kunne se bomberne falde, ildebrandene brede sig i byen og tusinder af mennesker flygte for livet. Men de forstod at det var Jehova der havde sendt dem ud for at tilbyde livgivende kundskab til sandhedshungrende mennesker, og de satte deres lid til hans beskyttelse.

Selv under forholdsvis fredelige forhold kunne det være svært at arbejde som missionær i visse kvarterer i byerne i Asien. Alene synet af en fremmed i de smalle stræder i fattigkvarteret i Lahore, Pakistan, var nok til at tiltrække en sværm af pjaltede og uvaskede børn i alle aldre. Under råben og masen fulgte de missionærerne fra hus til hus og myldrede ofte ind i et hjem lige i hælene på dem. Snart havde hele gaden hørt hvad bladene kostede og fået at vide at missionærerne ville ’gøre folk til kristne’. Når det kom så vidt var det som regel nødvendigt at forlade kvarteret. Tilbagetrækningen kunne da ske under hujen og klapsalver, og til tider under en byge af sten.

De lokale skikke krævede mange tilpasninger af missionærerne. I Japan lærte de at efterlade deres sko uden for døren når de gik ind i et hus; og de måtte — om muligt — vænne sig til at sidde på gulvet ved et lavt bord når de holdt bibelstudier. Nogle steder i Afrika måtte de huske at det var en fornærmelse hvis man rakte en anden noget med sin venstre hånd. I Afrika var det også tegn på dårlig opførsel hvis man straks fortalte hvorfor man var kommet — man måtte først føre en lettere samtale hvor man spurgte til hinandens helbred, fortalte hvor man kom fra, hvor mange børn man havde og så videre. I Brasilien skulle missionærerne ikke banke på døren, men klappe i hænderne uden for huset for at tilkalde beboeren.

I Libanon var der et helt andet område hvor skik og brug blev en udfordring for missionærerne. De lokale brødre tog som regel ikke deres kone eller deres døtre med til møderne. De kvinder som kom til møderne, satte sig altid bagerst, aldrig sammen med mændene. Missionærerne, som jo ikke kendte denne skik, vakte stort postyr ved deres første møde; et ægtepar satte sig forrest, og de ugifte missionærsøstre satte sig hvor som helst der var en tom stol. Efter mødet måtte nogle kristne principper gennemgås, og så var luften renset. (Se Femte Mosebog 31:12; Galaterbrevet 3:28.) Adskillelsen ophørte. Flere hustruer og døtre begyndte at komme til møderne og at følges med missionærsøstrene fra hus til hus.

Et nyt sprog — en opgave i sig selv

Den lille gruppe missionærer der ankom til Martinique i 1949 kunne meget lidt fransk, men de vidste at folk havde brug for at høre Rigets budskab. Med ægte tro drog de ud fra dør til dør, og prøvede at læse nogle få vers fra Bibelen eller et uddrag fra en publikation som de tilbød. Og med tålmodighed blev deres fransk efterhånden bedre.

Missionærerne var ganske vist kommet for at hjælpe de lokale forkyndere og andre interesserede, men mange gange var det dem selv der først havde brug for hjælp — med sproget. De der blev sendt til Togo opdagede at ewe, det vigtigste af de lokale sprog, har en grammatik der er helt anderledes end de europæiske sprogs, og at den tonehøjde man siger et ord i kan forandre ordets betydning. Det lille ord to kan for eksempel betyde øre, bjerg, svigerfar eller stamme når det udtales i højt toneleje, men når det siges i lavt toneleje betyder det bøffel. Missionærer som kom til Vietnam blev præsenteret for et sprog der benytter sig af seks forskellige toner, som giver ordene hver sin betydning.

Edna Waterfall, som blev sendt til Peru, glemmer ikke det første hus hvor hun prøvede at forkynde på spansk. Med kold sved på panden kæmpede hun sig gennem en præsentation hun havde lært udenad, tilbød en bog og aftalte et bibelstudium med en ældre dame. Så sagde damen på perfekt engelsk: „Det er udmærket alt sammen. Jeg vil gerne studere sammen med Dem, og lad os gøre det på spansk; det vil hjælpe Dem til at lære sproget.“ Edna udbrød chokeret: „Kan De engelsk? Og så lod De mig sige alt det på mit kluntede spansk?“ „De havde godt af det,“ svarede damen. Og det havde hun selvfølgelig. Edna forstod snart at når man skal lære et nyt sprog, er det vigtigt at komme i gang med at tale det.

Når George Fredianelli i Italien prøvede at tale landets sprog, opdagede han at de udtryk han mente var italienske slet ikke blev forstået (det var engelske ord som han tillempede lidt til italiensk). For at bøde på det besluttede han at udarbejde sine foredrag omhyggeligt som et fuldt manuskript og læse dem højt. Men mange af tilhørerne faldt i søvn. Så kasserede han manuskriptet, talte frit fra leveren og sagde at tilhørerne måtte hjælpe ham hvis han gik i stå. Det holdt dem vågne, og det hjalp ham til at lære.

For at de vordende missionærer kunne komme godt i gang med at lære deres nye sprog, indbefattede gileadkurset i begyndelsen undervisning i sprog som spansk, fransk, italiensk, portugisisk, japansk, arabisk og urdu. Der er i årenes løb blevet undervist i godt 30 sprog. Men en given klasses elever blev jo ikke alle sendt til lande hvor det samme sprog blev talt, så senere blev disse sprogkurser erstattet af en periode med intensivt sprogstudium og vejledning når de var ankommet til deres nye distrikt. Den første måned kunne den nyankomne helt hellige sig sprogstudiet 11 timer om dagen; den næste måned blev den ene halvdel af tiden brugt til at læse sprog derhjemme og den anden halvdel til at bruge det i forkyndelsen.

Man lagde mærke til at netop brugen af sproget i tjenesten på arbejdsmarken var en nøgle til at lære det bedre. Derfor blev studieplanen ændret: De tre første måneder hvor en missionær var i et distrikt med et sprog han eller hun ikke kendte, skulle vedkommende tilbringe fire timer om dagen sammen med en egnet lærer, og lige fra begyndelsen skulle missionæren bruge det lærte ved at gå ud og forkynde for de lokale om Guds rige.

I mange missionærgrupper arbejdede man sammen som et hold for at lære sproget bedre. Man gennemgik for eksempel nogle få, eller helt op til 20, nye ord hver dag ved morgenbordet, og prøvede så at bruge ordene i forkyndelsen.

At lære de lokale beboeres sprog er en nøgle til at vinde deres fortrolighed. Nogle steder er der en vis mistro over for udlændinge. Hugh og Carol Cormican har, hver for sig og efter at de blev gift, tjent i fem afrikanske lande. De kender udmærket den mistillid der ofte er mellem afrikanere og europæere. Men de siger: „Når man taler det lokale sprog, forsvinder den følelse hurtigt. Og nogle som ikke har lyst til at høre sandheden forkyndt af deres egne landsmænd, vil gerne høre på os, tage imod læsestof og studere med os, fordi vi har gjort os den ulejlighed at tale med dem på deres eget sprog.“ For at kunne gøre dét har broder Cormican været nødt til at lære fem sprog foruden engelsk, og søster Cormican har lært seks.

Det er selvfølgelig ikke helt problemfrit at lære et nyt sprog. I Puerto Rico tilbød en broder at spille en bibelsk prædiken for folk på sin grammofon, men når de sagde „¡Como no!“ pakkede han sammen og gik videre. For ham lød det som om de havde sagt „nej tak“, og det varede et stykke tid før han fandt ud af at udtrykket betød „hvorfor ikke?“ Omvendt har missionærer til tider ikke opfattet det når den besøgte har sagt „ingen interesse“, og er derfor ganske roligt fortsat. Nogle få venlige mennesker har endda haft gavn af et sådant besøg.

Der har været utallige morsomme episoder. Leslie Franks lærte i Singapore at han ikke skulle tale om en kokosnød (kelapa) når han mente et hoved (kepala), eller om græs (rumput) når han mente hår (rambut). En missionær på Samoa udtalte et ord forkert og spurgte derfor en indfødt: „Hvordan går det med dit skæg?“ — selv om manden ikke havde noget skæg. Han ville blot have spurgt høfligt hvordan det gik med mandens kone. I Ecuador blev en bus sat i gang med et kraftigt ryk, så Zola Hoffman, der stod op i bussen, mistede balancen og landede i skødet på en mand. Hun blev flov og ville gerne sige undskyld, men kom til at sige „Con su permiso“ — „Tillader De?“ Manden svarede godmodigt: „Ja værsgo, frue, bliv bare siddende,“ og alle i bussen brød ud i latter.

Ikke desto mindre kom der gode resultater i forkyndelsen på grund af missionærernes bestræbelser. Lois Dyer, som ankom til Japan i 1950, husker et råd fra broder Knorr: „Gør dit bedste; selv om du gør noget forkert, så gør i det mindste noget!“ Det gjorde hun, og det samme gjorde mange andre. I de følgende 42 år har de missionærer som kom til Japan set forkyndertallet i landet vokse fra en håndfuld til over 170.000, og væksten fortsætter. En rig velsignelse for at have sat sin lid til Jehova — og været villig til at gøre sit bedste!

Arbejdet indledes eller videreføres

Der er i snesevis af lande og øgrupper hvor missionærer fra Gileadskolen enten har påbegyndt forkyndelsen helt fra bunden, eller givet den et tiltrængt skub fremad efter at andre havde gjort et begrænset stykke arbejde. De har øjensynlig været de første Jehovas vidner der forkyndte den gode nyhed i Somalia, i Sudan, i Laos og på talrige øer kloden rundt.

Der havde i et vist omfang været forkyndt i lande som Bolivia, Den Dominikanske Republik, Ecuador, El Salvador, Honduras, Nicaragua, Etiopien, Gambia, Liberia, Cambodja, Hongkong, Japan og Vietnam. Men da de første missionæruddannede elever fra Gilead ankom, var der endnu ingen Jehovas vidner som rapporterede forkyndelse disse steder. Hvor det var muligt tog missionærerne fat på en systematisk gennemgang af hele landet, idet de først koncentrerede sig om de større byer. De nøjedes ikke med at afsætte læsestof for derefter at rejse videre, som kolportørerne før i tiden havde gjort. De kom tålmodigt på genbesøg hos de interesserede, holdt bibelstudier med dem, og oplærte dem i tjenesten på arbejdsmarken.

Andre lande havde kun en halv snes forkyndere (og i mange tilfælde endnu færre) da missionærerne fra Gilead kom. Blandt disse lande var Colombia, Guatemala, Haiti, Puerto Rico, Venezuela, Burundi, Elfenbenskysten, Kenya, Mauritius, Senegal, Sydvestafrika (nu Namibia), Ceylon (nu Sri Lanka), Kina og Singapore, foruden en hel del øgrupper. Missionærerne satte et nidkært eksempel i tjenesten, hjalp de lokale forkyndere til at blive dygtigere, organiserede menigheder og oplærte brødre til at kunne gå foran. I mange tilfælde tog de arbejdet op i egne hvor der aldrig havde været forkyndt før.

I kraft af denne hjælp begyndte antallet af Jehovas vidner at vokse. I de fleste af disse lande er der nu tusinder af aktive vidner for Jehova. I nogle af landene er der titusinder, og nogle steder endda over hundrede tusind lovprisere af Jehova.

Nogle var ivrige efter at lytte

Nogle steder fandt missionærerne at mange var mere end villige til at lære. Da Ted og Doris Klein fra den første gileadklasse i 1947 ankom til Virgin Islands (de tidligere Dansk-Vestindiske Øer), var der så mange som ville studere Bibelen at deres tjeneste mange gange varede til midnat. Da broder Klein første gang holdt et offentligt foredrag på torvet i Charlotte Amalie, var der tusind forsamlet.

Joseph McGrath og Cyril Charles blev i 1949 sendt til amis-stammens område på Taiwan. Der kom de til at bo i huse med græstag og lergulv. Men de var kommet der for at hjælpe. Nogle af amis-folkene havde fået visse publikationer fra Vagttårnsselskabet, var blevet begejstrede for det de læste, og havde fortalt andre om den gode nyhed. Nu var missionærerne kommet for at hjælpe dem til at vokse åndeligt. De fik at vide at der var 600 som var interesserede i sandheden, men der kom 1600 til de møder de holdt når de rejste fra landsby til landsby. Disse ydmyge mennesker var lærvillige, men der var meget de ikke havde nøjagtig kundskab om. Tålmodigt begyndte brødrene at undervise dem i det ene emne efter det andet. Ofte holdt de spørgsmål-og-svar-drøftelser på otte timer eller mere i hver landsby. Der blev også sørget for oplæring af de 140 som erklærede at de gerne ville forkynde fra hus til hus. Hvilken glæde for missionærerne! Og dog var der endnu meget at gøre hvis der skulle sikres en solid åndelig vækst.

Omkring 12 år senere fik Harvey og Kathleen Logan, der var gileaduddannede og havde tjent i Japan, til opgave at hjælpe amis-brødrene yderligere. Broder Logan tilbragte en hel del tid med at hjælpe dem til at forstå Bibelens grundlæggende lærepunkter og principper foruden organisatoriske forhold. Søster Logan arbejdede sammen med amis-søstrene i forkyndelsen hver dag, og bagefter prøvede hun at studere nogle bibelske grundprincipper med dem. I 1963 arrangerede Watch Tower Society at et rejseselskab med forkyndere fra 28 lande kunne mødes med de lokale forkyndere i landsbyen Shou Feng i forbindelse med en stævnerejse jorden rundt. Alt dette medvirkede til at der blev lagt et godt grundlag for yderligere vækst.

I 1948 ankom to missionærer, Harry Arnott og Ian Fergusson, til Nordrhodesia (nu Zambia). Der var allerede 252 menigheder af afrikanske Jehovas vidner da de kom, men nu begyndte man også at henvende sig til de europæere som var flyttet dertil i forbindelse med kobberminedriften i landet. Det gav særdeles gode resultater. Der blev afsat meget læsestof, og der skete hurtigt fremskridt hos dem man studerede Bibelen med. Antallet af aktive forkyndere steg med 61 procent det år.

Mange steder var det ikke usædvanligt at folk som ønskede at studere Bibelen måtte skrives på venteliste. Til tider var der slægtninge, naboer eller andre bekendte med ved studierne, og nogle gange kom folk regelmæssigt i rigssalen endnu før der blev studeret med dem personligt.

Men der er andre lande hvor høsten har været meget lille til trods for at missionærerne har gjort en ihærdig indsats. Allerede i 1953 blev missionærer sendt til Østpakistan (nu Bangladesh), hvor befolkningen, som i dag er på over 115.000.000, hovedsagelig er muslimer og hinduer. Til trods for at der blev gjort meget for at hjælpe disse mennesker, var der i 1992 alligevel kun 42 tilbedere af Jehova i dette land. Men for de missionærer der arbejder i sådanne områder er hver eneste som tager den sande tilbedelse op, særlig dyrebar — netop fordi sådanne mennesker er så sjældne.

Kærlig hjælp til medforkyndere

Missionærernes egentlige arbejde er evangeliseringen, dét at forkynde den gode nyhed om Guds rige. Men samtidig med at de personlig har udført denne tjeneste, har de i høj grad kunnet hjælpe lokale forkyndere. Missionærerne har indbudt dem til at følges med dem i tjenesten og givet forslag til hvordan svære situationer kunne klares. Ved at betragte missionærerne har de stedlige forkyndere ofte lært hvordan de selv kunne udføre deres tjeneste på en bedre måde, og hvordan de kunne blive dygtigere til at undervise. Omvendt har missionærerne fået hjælp af deres lokale medtjenere til at tilpasse sig skikkene på stedet.

Da John Cooke i 1948 ankom til Portugal, gik han i gang med at organisere et systematisk hus-til-hus-arbejde. Mange af de lokale forkyndere var villige nok, men de manglede oplæring. Senere sagde han: „Jeg glemmer aldrig en af de første gange jeg var ude i tjenesten sammen med søstrene i Almada. Der var seks søstre der tog besøgene sammen! Forestil jer synet af seks kvinder der stod grupperet om en dør mens en af dem holdt en prædiken! Men lidt efter lidt begyndte tingene at tage form og at fungere.“

På Leewardøerne hjalp missionærerne ved deres gåpåmod deres medforkyndere til at være frimodige, så de ikke lod sig skræmme da modstandere prøvede at standse arbejdet. En missionærs tro hjalp brødre i Spanien til at komme i gang i tjenesten fra hus til hus, endnu mens det katolsk-fascistiske diktatur rådede. Missionærer der kom til Japan efter den anden verdenskrig satte et godt eksempel med hensyn til takt — de gav sig ikke til at rippe op i hvor meget landets religion var kommet til kort, efter at Japans kejser havde erkendt at han ikke var guddommelig, men fremlagde i stedet nogle klare vidnesbyrd til støtte for troen på Skaberen.

Når lokale forkyndere iagttog missionærerne, gjorde det i mange tilfælde et dybere indtryk end disse forstod til at begynde med. På Trinidad viste forskellige episoder hvor beskedne missionærerne var, at de var parate til at affinde sig med vanskelige forhold, at de gerne ville arbejde ihærdigt i Jehovas tjeneste trods stærk varme — og dette omtales endnu mange år efter. I Korea blev forkynderne dybt imponerede af den selvopofrelse de fandt hos missionærerne — hvoraf nogle blev i landet i ti år uden at besøge deres familie, fordi myndighederne (undtagen i nogle få „humanitære“ tilfælde) ikke ville give dem tilladelse til at vende tilbage til Korea hvis de rejste ud.

Under og efter opholdet på Gileadskolen fik de fleste elever lejlighed til på nærmeste hold at betragte hvordan hovedkontoret for Jehovas synlige organisation fungerer. I mange tilfælde havde de gode muligheder for at være sammen med brødre fra Det Styrende Råd. Når de så kom ud i deres missionærdistrikt, kunne de som øjenvidner fortælle lokale forkyndere og nyinteresserede hvordan organisationen fungerer, og give andre del i den taknemmelighed de selv havde. Den dybe værdsættelse af organisationens teokratiske virkemåde som de kunne bibringe andre, var ofte stærkt medvirkende til den vækst der skete.

Mange af de steder hvor missionærerne blev sendt hen, blev der endnu ikke holdt nogen menighedsmøder. De måtte så arrangere det nødvendige, lede møderne, og selv tage sig af de fleste af programpunkterne, indtil andre var kvalificerede til dette. De var konstant i gang med at oplære brødre, så disse en dag ville være egnede til at overtage ansvaret. (2 Tim. 2:2) Missionærhjemmet var som regel det første sted der blev holdt møder. Rigssalene kom senere.

De steder hvor der allerede var en menighed, var missionærerne med til at gøre møderne mere interessante og lærerige. Deres velforberedte kommentarer blev påskønnet, og snart dannede de skole. På grund af det de havde lært på Gilead var brødrene gode eksempler som offentlige talere og som lærere, og de var kun glade for at undervise de lokale brødre, så de kunne gøre dem kunsten efter. I lande hvor folk pr. tradition tager tingene let og ikke går så højt op i punktlighed, hjalp missionærerne deres lokale venner til at forstå værdien af at et møde begynder præcist, og opfordrede alle til at komme til tiden.

Nogle steder røbede forholdene at der var behov for hjælp til at forstå hvor vigtigt det er at man holder sig til Jehovas retfærdige normer. I Botswana viste det sig for eksempel at søstrene stadig gav deres spædbørn nogle snore eller perlekæder på for at beskytte dem mod ondt; de forstod ikke rigtig at den skik stammede fra overtro og trolddomskunst. I Portugal fandt missionærerne en situation der var årsag til splid. Men med tålmodighed, kærlig hjælp, og fasthed når det var nødvendigt, lykkedes det at højne det åndelige niveau.

Missionærer der fik tilsynsopgaver i Finland brugte en del tid og kræfter på at oplære lokale brødre til at overveje problemer i lyset af Bibelens principper, så de lærte at nå frem til en slutning der stemte med Guds måde at se det på. I Argentina fik de lokale brødre hjælp til at forstå betydningen af planlægning og til at lære hvordan man fører optegnelser og holder kontormæssig orden. I Tyskland var der loyale brødre som, efter at have kæmpet for at overleve i koncentrationslejrene, var blevet lidt strikse i deres syn på visse ting. De fik hjælp til i højere grad at efterligne Jesu Kristi mildhed i deres gerning som hyrder for Guds hjord. — Matt. 11:28-30; Apg. 20:28.

Nogle af missionærerne fik undertiden til opgave at tale med myndighedspersoner for at besvare spørgsmål eller for at søge om juridisk anerkendelse af Jehovas Vidners arbejde. Broder Joly, der sammen med sin hustru blev sendt til Cameroun, gjorde for eksempel, i en periode på næsten fire år, mange forsøg på at sikre juridisk anerkendelse af arbejdet. Han henvendte sig til franske og afrikanske embedsmænd den ene gang efter den anden. Endelig, efter et regeringsskifte, opnåede man denne anerkendelse. Men da havde Jehovas Vidner også virket i Cameroun i 27 år, og der var over 6000 af dem.

Rejsetjenestens udfordringer

Der var også nogle af missionærerne der fik tildelt en opgave som rejsende tilsynsmænd. Det var der et særligt behov for i Australien, hvor brødrene under den anden verdenskrig til en vis grad var begyndt at gå op i verdslige gøremål i stedet for Rigets interesser. Denne situation blev efterhånden bragt i orden, og under et besøg af broder Knorr i 1947 blev det fremhævet hvor vigtigt det er at lade Rigets forkyndelse komme i første række. Derefter var den begejstring, det gode eksempel og de gode undervisningsmetoder man fandt hos kreds- og områdetilsynsmænd som var udgået fra Gilead, med til at fremelske ægte åndelighed blandt landets forkyndere.

Rejsetjenesten har ofte krævet at man var villig til at udsætte sig for både farer og anstrengelser. Wallace Liverance skulle besøge en familie af forkyndere der boede isoleret i Volcán i Bolivia, og fandt ud af at det kun var muligt ved at han gik 90 kilometer over et goldt, stenet terræn i brændende sol i 3400 meters højde, bærende på sovepose, mad, vand og bøger. For at betjene menighederne i Filippinerne måtte Neal Callaway i mange tilfælde køre i en overfyldt bus, hvor han ikke bare skulle dele pladsen med de mange andre passagerer men også med deres varer og deres husdyr. Richard Cotterill begyndte som rejsende tilsynsmand i Indien på et tidspunkt hvor tusinder af mennesker blev dræbt på grund af religiøst had. Da han engang skulle besøge brødrene i et uroligt område, prøvede funktionæren ved jernbanens billetsalg at tale ham fra det. Rejsen blev et mareridt for de fleste af passagererne, men broder Cotterill nærede dyb kærlighed til sine brødre, uanset hvor de boede eller hvilket sprog de talte. Han satte sin lid til Jehova og tænkte som så: „Hvis det er Jehovas vilje, så vil jeg også prøve at komme dertil.“ — Jak. 4:15.

Andre opmuntres til heltidstjeneste

Missionærernes nidkære ånd har ført til at mange som de har oplært, har fulgt deres eksempel ved at gå ud i heltidstjenesten. I Japan, hvor 168 missionærer har tjent, var der 75.956 pionerer i 1992; over 40 procent af forkynderne i Japan var i en gren af heltidstjenesten. I Republikken Korea er forholdstallet tilsvarende.

Fra de lande hvor der er temmelig mange Jehovas vidner i forhold til befolkningstallet, er mange heltidsforkyndere blevet indbudt til undervisning på Gileadskolen og derefter blevet sendt ud til andre lande. Der er kommet et stort antal missionærer fra De Forenede Stater og Canada; omkring 400 er kommet fra Storbritannien, over 240 fra Tyskland, godt 150 fra Australien, og flere end 100 fra Sverige. Dertil kommer mange fra Danmark, Finland, Hawaii, Holland, New Zealand og andre lande. Nogle af de lande der selv har fået hjælp af missionærer, er senere blevet „leverandører“ af missionærer til andre lande.

Den voksende organisations behov dækkes

Efterhånden som organisationen er vokset har missionærerne påtaget sig større ansvar. En hel del af dem har tjent som ældste eller menighedstjenere i de menigheder de har hjulpet frem. I mange lande har de været de første kreds- og områdetilsynsmænd. Og i takt med at væksten har gjort det formålstjenligt at oprette nye afdelingskontorer, har mange missionærer fået betroede opgaver på disse afdelingskontorer. Nogle som har fået godt kendskab til et lokalt sprog, er blevet bedt om at medvirke til oversættelse og korrekturlæsning af bibelske publikationer.

Men især har de følt sig belønnet når nogle som de har studeret Guds ord med, eller nogle hvis åndelige vækst de har bidraget til, har kvalificeret sig til sådanne hverv. Et missionærpar i Peru oplevede for eksempel den glæde at nogle som de havde studeret med blev specialpionerer og var med til at styrke nye menigheder og forkynde i helt nyt distrikt. En missionær studerede med en familie på Sri Lanka, og et af familiens medlemmer er nu med i det lokale afdelingskontors udvalg. Mange andre missionærer har haft lignende glæder.

Men der har også været modstand.

Stillet over for modstand

Jesus sagde til sine disciple at de ville blive forfulgt, ligesom han selv var blevet det. (Joh. 15:20) Når der udbryder intens forfølgelse i et land i dag, vil det næsten altid betyde at missionærerne bliver udvist, da de som regel kommer fra et andet land.

I 1967 blev Sona Haidostian og hendes forældre arresteret i Aleppo i Syrien. De blev holdt fængslede i fem måneder og derefter udvist af landet uden at måtte tage deres ejendele med. Margarita Königer fra Tyskland fik til opgave at tjene på Madagaskar; men på grund af udvisning det ene sted efter det andet kom hun siden til at tjene i Kenya, Dahomey (Benin) og Øvre Volta (Burkina Faso). Domenick Piccone og hans hustru, Elsa, blev på grund af deres forkyndelse udvist af Spanien i 1957, af Portugal i 1962 og af Marokko i 1969. Men hvert af stederne søgte de at komme udvisningen i forkøbet ved at udrette en hel del godt. De fik også aflagt vidnesbyrd over for myndighedspersoner. I Marokko havde de for eksempel lejlighed til at forkynde for ledende folk i Sécurité Nationale (sikkerhedspolitiet), for en højesteretsdommer, for politidirektøren i Tanger og for de amerikanske konsuler i Tanger og Rabat.

Man har ikke kunnet standse Jehovas Vidners arbejde ved at udvise missionærerne, sådan som nogle myndighedspersoner har regnet med. Når sandheden er blevet sået, vil den ofte blive ved med at gro. Fire missionærer tjente for eksempel blot nogle få måneder i Burundi, indtil myndighederne i 1964 tvang dem ud af landet. Men en af dem fortsatte med at skrive til en interesseret, som skrev tilbage at han nu studerede Bibelen med 26 mennesker. En forkynder fra Tanzania som kort forinden var flyttet til Burundi, blev også flittigt ved med at forkynde. Lidt efter lidt voksede det, så der efterhånden var hundreder der gav andre del i Rigets budskab.

Nogle steder greb myndighederne til brutal magtanvendelse inden de udviste missionærerne — i et forsøg på at få alle til at bøje sig for deres krav. I 1963 blev 400 mænd, kvinder og børn som overværede et kristent stævne i Gbarnga i Liberia omringet af soldater. De blev drevet sammen og tvunget hen til kasernens område, hvor de blev truet og pryglet idet man forlangte at alle, uanset nationalitet eller religiøs overbevisning, skulle hilse Liberias flag. Milton Henschel fra De Forenede Stater var med i denne gruppe. Der var også nogle missionærer, deriblandt John Charuk fra Canada. En af dem der var udgået fra Gilead gik desværre på kompromis, hvad han også ved en tidligere lejlighed havde gjort (uden at fortælle det). Uden tvivl medvirkede dette til at nogle af de øvrige ved stævnet også gik på kompromis. Det kom til at stå klart hvem der frygtede Gud og hvem der var faldet i menneskefrygtens snare. (Ordsp. 29:25) Efter dette gav regeringen alle de udenlandske missionærer blandt Jehovas vidner ordre til at forlade landet; dog udstedte præsidenten senere på året et dekret om at de gerne måtte vende tilbage.

Når myndigheder er skredet ind over for missionærerne, har det meget ofte været efter pres fra gejstlige, et pres der somme tider har været øvet i det skjulte. Til andre tider har det været klart for enhver hvem der piskede modstanden op. George Koivisto glemmer aldrig den første formiddag han var ude at forkynde i Medellín i Colombia. Han blev pludselig mødt af en skrigende hob af skolebørn der kastede sten og lerklumper efter ham. Den dame han var ved at besøge, og som aldrig havde set ham før, tog ham hurtigt med indenfor, lukkede sine skodder, og undskyldte mange gange for den måde som hoben udenfor opførte sig på. Da politiet ankom sagde nogle at det var skolelærerens skyld fordi han havde lukket eleverne ud. Men så råbte en anden: „Nej! Det var præsten! Han sagde over højttaleranlægget at alle børnene skulle lukkes ud så de kunne ’kaste sten efter de der protestantes’.“

Der var brug for gudfrygtigt mod, og for kærlighed til „fårene“. Elfriede Löhr og Ilse Unterdörfer fik til opgave at forkynde i Gasteinerdalen i Østrig. På kort tid fik de afsat meget bibelsk læsestof til folk som hungrede efter åndelig føde. Men så kom reaktionen fra præsterne. De fik skolebørnene til at råbe efter missionærerne på gaden og løbe foran dem for at sige til folk at de ikke måtte lytte til dem. Det gjorde folk bange. Men med kærlighed og udholdenhed lykkedes det at oprette nogle få gode studier. Da et offentligt bibelsk foredrag skulle afholdes, stillede præsten sig udfordrende lige uden for mødestedet. Men da missionærerne gik ud på gaden for at byde folk velkommen, forsvandt præsten. Han gik hen for at hente en betjent, og vendte tilbage i håb om at kunne afbryde mødet. Men hans forsøg mislykkedes. Efter et stykke tid var der en dejlig menighed.

I byerne omkring Ibarra i Ecuador stod Unn Raunholm og Julia Parsons den ene gang efter den anden over for pøbelsværme som var ophidset af præster. Fordi præsterne lavede optøjer hver eneste gang missionærerne var i byen San Antonio, besluttede søstrene sig til at koncentrere sig om en anden by, Atuntaqui. Men en dag sagde den lokale politichef ophidset til søster Raunholm at de måtte skynde sig ud af byen. „Præsten er ved at organisere en demonstration imod jer, og jeg har ikke folk nok til at beskytte jer!“ erklærede han. Søsteren husker det levende: „Mængden var allerede på vej mod os! Forrest blev der viftet med Vatikanets hvide og gule flag, mens præsten råbte slagord som: ’Den katolske kirke længe leve!’ ’Ned med protestanterne!’ ’Jomfruens jomfruelighed længe leve!’ ’Skriftemålet længe leve!’ Hver gang præsten havde råbt et slagord, gentog mængden det som et ekko.“ I samme øjeblik var der et par mænd som indbød søstrene til at søge tilflugt i det lokale fagforeningshus. Der fik missionærerne travlt med at forkynde for de nysgerrige som var kommet for at se hvad der foregik. De afsatte alt hvad de havde af læsestof.

Undervisning til at dække særlige behov

I de år der er gået siden de første missionærer blev sendt ud fra Gileadskolen, har Jehovas Vidners organisation oplevet en forbløffende vækst. I 1943, da skolen blev åbnet, var der kun 129.070 forkyndere i 54 lande (men i 103 lande ifølge landegrænserne i begyndelsen af 1990’erne). I 1992 var der 4.472.787 i 229 lande og øgrupper i verden. Mens denne vækst har fundet sted, har organisationens behov også ændret sig. Afdelingskontorer som engang tog sig af knap hundrede forkyndere i nogle få menigheder, skal nu føre tilsyn med titusinder af forkynderes virksomhed, og mange af disse steder har man måttet begynde at trykke publikationer lokalt for at kunne forsyne alle dem der er med i evangeliseringsarbejdet.

For at dække nye behov blev der, 18 år efter Gileadskolens oprettelse, indledt et timåneders kursus på Selskabets hovedkontor, hvor det især var brødre som havde et stort ansvar på afdelingskontorerne der blev undervist. Nogle af dem havde før været på Gileads femmåneders missionærskole, andre havde ikke. Men de havde alle gavn af den specialiserede undervisning de nu fik med henblik på deres arbejdsopgaver. Det virkede forenende på dem at drøfte hvordan forskellige situationer kunne klares og organisationsmæssige behov kunne dækkes i overensstemmelse med Bibelens principper. Deres kursus omfattede også en vers-til-vers-analyse af hele Bibelen. Der blev givet en gennemgang af religionens historie, og oplæring i alt hvad det indebærer at drive et afdelingskontor, et betelhjem og et trykkeri, foruden vejledning om tilsyn med forkyndelsesarbejdet, organisering af nye menigheder og åbning af nye distrikter. Disse kurser (hvoraf det sidste blev skåret ned til otte måneder) blev gennemført på hovedkontoret i Brooklyn i New York fra 1961 til 1965. Mange af eleverne blev sendt tilbage til det land hvor de indtil da havde tjent; andre fik opgaver i andre lande, hvor de kunne yde et værdifuldt bidrag til arbejdet.

Fra den 1. februar 1976 blev der indført en ny ordning på Selskabets afdelingskontorer, for at man kunne være klar til den endnu større vækst man ifølge Bibelens profetier forventede. (Es. 60:8, 22) I stedet for at der på hvert afdelingskontor var én afdelingstilsynsmand der sammen med sin assistent førte tilsyn med arbejdet, udnævnte Det Styrende Råd nu tre eller flere kvalificerede brødre som tilsammen skulle udgøre afdelingskontorets udvalg. På større afdelingskontorer kunne udvalget have op til 7 medlemmer. For at oplære alle disse brødre blev der arrangeret et særligt femugers gileadkursus i Brooklyn, New York. I fjorten klasser modtog udvalgsmedlemmer fra hele verden specialiseret undervisning på hovedkontoret fra slutningen af 1977 til 1980. Det gav en værdifuld lejlighed til at finpudse organisationens virke og gøre funktionerne ensartede.

Gileadskolen underviste fortsat elever der havde års erfaring som heltidsforkyndere og var villige til at rejse ud til andre lande — men der var stadig behov for flere. For at fremskynde oplæringen blev der, som en udvidelse af Gileadskolen, oprettet skoler i andre lande, sådan at ikke alle elever behøvede at lære engelsk for at kunne deltage i undervisningen. I 1980-81 blev der på Den Kulturelle Skole Gilead i Mexico givet oplæring til spansktalende elever, som kunne være med til at dække et akut behov for dygtige forkyndere i Mellem- og Sydamerika. I 1981-82, 1984 og igen i 1992 blev der gennemført en afdeling af Gileadskolen i Tyskland. Derfra er missionærer blevet sendt til Afrika, Østeuropa, Sydamerika og forskellige øgrupper. I 1983 blev der også afholdt nogle klasser i Indien.

Efterhånden som nidkære lokale forkyndere har sluttet sig til missionærerne og gjort vidnesbyrdet om Riget stadig større, er antallet af Jehovas vidner steget hastigt, hvilket har ført til at flere og flere menigheder er blevet oprettet. Fra 1980 til 1987 steg antallet af menigheder i verden med 27 procent til i alt 54.911. Nogle steder var der mange som overværede møderne og deltog i tjenesten på arbejdsmarken, mens de fleste af brødrene var forholdsvis nye. Der var et stort behov for erfarne kristne mænd der kunne tjene som åndelige hyrder og lærere og samtidig gå foran i evangeliseringsarbejdet. For delvis at kunne dække dette behov oprettede Det Styrende Råd i 1987 Skolen for Udnævnte Tjenere som et led i den bibelundervisning der bliver givet på Gileadskolen. På et otteugers kursus bliver der gennemført et intensivt studium af Bibelen, og der ofres personlig opmærksomhed på den enkelte elevs åndelige udvikling. Der drøftes organisationsmæssige forhold, behandling af udvalgssager samt hvilke opgaver de ældste og menighedstjenerne har, og der gives specialundervisning i offentlig tale. Der er ikke sket nogen afbrydelse i den egentlige missionæruddannelse; denne skole har benyttet andre lokaler, og den er blevet afholdt i forskellige lande. Dens elever udfylder nu vigtige opgaver i mange lande.

Således har den stadig mere omfattende undervisning der gives på Vagttårnets Bibelskole Gilead formået at holde trit med det behov der til enhver tid har været i en international organisation i hastig fremgang.

„Her er jeg! Send mig“

Den ånd missionærerne har vist, er den samme som profeten Esajas viste. Da Jehova tilbød ham en særlig tjeneste, svarede han: „Her er jeg! Send mig.“ (Es. 6:8) Den samme villige ånd har fået tusinder af unge mænd og kvinder til at sige farvel til deres hjemegn og deres slægtninge for at tjene til fremme af Guds vilje hvor som helst der måtte være et behov.

Familiemæssige forhold har forandret mange missionærers situation. Mange par som har fået børn efter at de blev missionærer, har været i stand til at blive i det land de blev udsendt til; de har fået et verdsligt arbejde og tjener nu sammen med deres lokale menighed. Nogle er efter mange års tjeneste vendt tilbage til deres hjemland for at tage sig af aldrende forældre eller af andre grunde. Men de har regnet det for et privilegium at være med i missionærtjenesten i den tid det har været muligt for dem.

Andre har kunnet gøre missionærtjenesten til deres livsgerning. For at kunne gøre det har de alle måttet tage nogle svære udfordringer op. Olaf Olson, der har en mangeårig tjeneste som missionær i Colombia bag sig, siger: „Det første år var det sværeste.“ Det skyldtes især at han ikke udtrykte sig så godt på det nye sprog. Han tilføjer: „Hvis jeg var blevet ved med at tænke på det land jeg havde forladt, ville jeg aldrig have været lykkelig. Men jeg satte mig for at jeg både i ånden og i legemet ville slå mig ned i Colombia, gøre mig til venner med mine brødre og søstre i sandheden dér, og fylde mit liv med tjenesten — og sådan blev det snart til mit hjem.“

At de holdt ud på deres post skyldtes ikke altid at de fandt de fysiske omgivelser ideelle. Norman Barber, der tjente i Burma (nu Myanmar) og Indien fra 1947 til sin død i 1986, udtrykte det sådan: „Hvis man har sin glæde i at blive brugt af Jehova, så er det ene sted lige så godt som det andet. . . . Det tropiske klima er, oprigtig talt, ikke hvad jeg personligt forstår ved det ideelle klima. Og den måde folk lever på i troperne er heller ikke sådan som jeg personligt ville vælge at leve. Men der er vigtigere ting at tage i betragtning end den slags bagateller. At kunne yde hjælp til mennesker der er åndeligt forarmede er en forret som det ikke er menneskeligt muligt at give ord for.“

Der er mange der ser på det som han, og denne selvopofrende ånd har ydet et stort bidrag til opfyldelsen af Jesu profeti om at den gode nyhed om Riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord, til et vidnesbyrd for alle nationerne, før enden kommer. — Matt. 24:14.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 523]

Der lægges vægt på betydningen af fuld tillid til Jehova og loyalitet mod ham

[Tekstcitat på side 534]

Humoristisk sans var en hjælp!

[Tekstcitat på side 539]

Tålmodighed, kærlig hjælp, og fasthed når det var nødvendigt

[Tekstcitat på side 546]

’At yde hjælp til mennesker der er åndeligt forarmede er en forret som man ikke kan give ord for’

[Ramme på side 533]

Gileadskolens klasser

1943-60: I South Lansing, staten New York. Der afholdtes 35 klasser med 3639 elever fra 95 lande; de fleste blev sendt ud som missionærer. Kreds- og områdetilsynsmænd som tjente i USA var med i klasserne.

1961-65: I Brooklyn, New York. Der afholdtes 5 klasser, med 514 elever som blev sendt til lande hvor Vagttårnsselskabet havde afdelingskontorer; de fleste som udgik fra disse klasser fik administrative opgaver. Fire af klasserne fik et 10-måneders kursus; den sidste et 8-måneders kursus.

1965-88: I Brooklyn, New York. Der afholdtes 45 klasser, hver med et 20-ugers kursus; her fik yderligere 2198 elever oplæring, og de fleste blev sendt ud som missionærer.

1977-80: I Brooklyn, New York. Femugers gileadkursus for medlemmer af afdelingskontorernes udvalg. Fjorten klasser afholdt.

1980-81: Den Kulturelle Skole Gilead i Mexico: 10-ugers kursus; tre klasser; 72 spansktalende elever uddannet til tjeneste i Latinamerika.

1981-82, 1984, 1992: En afdeling af Gileadskolen i Tyskland: 10-ugers kursus; fire klasser; 98 tysktalende elever fra lande i Europa.

1983: Klasser afholdt i Indien: 10-ugers kursus på engelsk; 3 grupper; 70 elever.

1987- : Skolen for Udnævnte Tjenere: Et 8-ugers kursus afholdt i nogle centralt beliggende byer i verden. I 1992 var elever fra denne skole allerede blevet udsendt til over 35 lande som ikke var deres hjemland.

1988- : I Wallkill, New York. Gileadskolen afholder 20-ugers kurser hvor missionærer bliver uddannet. Det er planen at skolen skal flyttes til Vagttårnets Uddannelsescenter i Patterson, New York, når dette er bygget færdigt.

[Ramme på side 538]

Internationale klasser

De elever der er blevet uddannet på Gilead, repræsenterer mange forskellige nationaliteter og er kommet til skolen fra over 110 lande.

Den første internationale gruppe var den sjette klasse, i 1945-46.

Skolens ledelse ansøgte myndighederne i USA om tilladelse til at elever fra andre lande kunne få indrejsevisum med status som studerende der ikke var indvandrere. Som svar gav det amerikanske undervisningsministerium Gileadskolen anerkendelse som læreanstalt på linje med fagskoler og andre undervisningsinstitutioner. Derfor har amerikanske konsuler i hele verden siden 1953 haft Vagttårnets Bibelskole Gilead med på deres liste over anerkendte læreanstalter. Siden den 30. april 1954 har skolen været optaget i publikationen „Educational Institutions Approved by the Attorney General“.

[Illustrationer på side 522]

Eleverne i Gileadskolens første klasse

[Illustration på side 524]

Albert Schroeder gennemgår tabernaklets forskellige dele med gileadelever

[Illustration på side 525]

Maxwell Friend holder forelæsning i Gileadskolens amfiteater

[Illustrationer på side 526]

Afslutningshøjtidelighederne er åndelige højdepunkter

. . . nogle er foregået ved store stævner (New York, 1950)

. . . andre på skolens område (hvor N. H. Knorr her holder foredrag foran skolens bibliotek i 1956)

[Illustrationer på side 527]

Gileadskolens område i South Lansing, New York, som det så ud i 1950’erne

[Illustration på side 528]

Hermon Woodard (til venstre) og John Errichetti (til højre) i deres distrikt i Alaska

[Illustration på side 529]

John Cutforth brugte visuelle hjælpemidler i sin undervisning i Papua Ny Guinea

[Illustrationer på side 530]

Missionærer i Irland i 1950, sammen med en områdetilsynsmand

Nyuddannede missionærer på vej til deres distrikt i Østen i 1947

Missionærer med nogle af deres medforkyndere i Japan i 1969

Missionærer i Brasilien i 1956

. . . i Uruguay i 1954

. . . i Italien i 1950

De fire første gileaduddannede missionærer der blev sendt til Jamaica

Det første missionærhjem i Salisbury (nu Harare, Zimbabwe) i 1950

Malcolm Vigo (Gilead, 1956-57) og hans hustru, Linda Louise; de har tjent sammen i Malawi, Kenya og Nigeria

Robert Tracy (til venstre) og Jesse Cantwell (til højre) og deres hustruer — missionærer i rejsetjenesten i Colombia i 1960

[Illustration på side 532]

Sprogundervisning i missionærhjem i Elfenbenskysten

[Illustration på side 535]

Ted og Doris Klein, som fandt mange der var ivrige efter at høre om Bibelens sandheder på de amerikanske Virgin Islands i 1947

[Illustration på side 536]

Harvey Logan (forrest i midten) sammen med forkyndere fra amis-stammen, foran en rigssal i 1960’erne

[Illustration på side 540]

Victor White, gileaduddannet områdetilsynsmand, taler på Filippinerne i 1949

[Illustration på side 542]

Margarita Königer leder et bibelstudium i Burkina Faso

[Illustration på side 543]

Unn Raunholm, missionær siden 1958. I Ecuador stod hun ofte over for en pøbel ophidset af præster

[Illustrationer på side 545]

Skolen for Udnævnte Tjenere

Første klasse, Coraopolis, Pennsylvanien, 1987

Tredje klasse i England, Manchester, 1991

Kapitel 24

Ved menneskers kraft eller ved Guds ånd?

DEN opgave Jesus Kristus gav sine disciple kunne synes umulig at overkomme. Få som de var, skulle de forkynde den gode nyhed om Guds rige på hele den beboede jord. (Matt. 24:14; Apg. 1:8) Ikke alene havde dette arbejde et gigantisk omfang, det skulle også udføres under de værst tænkelige vilkår, for som Jesus ganske åbent sagde til sine disciple ville de blive hadet og forfulgt i alle nationer. — Matt. 24:9; Joh. 15:19, 20.

Jehovas vidner har da også oplevet modstand overalt i verden, men på trods af dette har de energisk bestræbt sig for at fuldføre det arbejde Jesus forudsagde skulle gøres. Det er nu en historisk kendsgerning at dette vidnesbyrd er blevet aflagt i et imponerende omfang. Men hvad har gjort det muligt? Er det sket ved menneskers kraft og opfindsomhed — eller ved Guds ånds virke?

Bibelens beretning om den genoprettelse af sand tilbedelse der fandt sted i Jerusalem i det 6. århundrede f.v.t., minder os om at vi ikke må se bort fra Guds egen andel i gennemførelsen af hans vilje. Verdslige kommentatorer vil måske søge andre forklaringer på det der sker. Men Gud pegede selv på hvordan det gik til at hans hensigt blev gennemført, idet han lod sin profet Zakarias erklære: „’Ikke ved militærmagt og ikke ved kraft, men ved min ånd,’ har Hærstyrkers Jehova sagt.“ (Zak. 4:6) Jehovas vidner tøver ikke med at sige at det også er på denne måde forkyndelsen af Rigets budskab gennemføres i dag — ikke ved militær styrke, heller ikke ved fremtrædende menneskers personlige magt eller indflydelse, men som en følge af Jehovas ånds virke. Er der vidnesbyrd som støtter os i denne overbevisning?

„Ikke mange vise efter kødet“

I et brev til nogle kristne i det første århundredes Grækenland erkendte Paulus: „I ser på hans kaldelse af jer, brødre, at ikke mange vise efter kødet blev kaldet, ikke mange mægtige, ikke mange af fornem herkomst; men Gud har valgt det tåbelige i verden, for at han kunne gøre de vise til skamme; og Gud har valgt det svage i verden, for at han kunne gøre det stærke til skamme; og Gud har valgt det ringe i verden og det der ses ned på, det der ikke er noget, for at han kunne gøre det der er noget til intet, så at intet kød skulle rose sig over for Gud.“ — 1 Kor. 1:26-29.

Jesu egne apostle var almindelige arbejdere. Fire af dem levede af at fiske. En af dem havde været skatteopkræver, et arbejde som jøderne foragtede. Disse apostle var hvad det jødiske præsteskab kaldte „ulærde og almindelige mennesker“, som udtryk for at de ikke var udgået fra datidens højere læreanstalter. (Apg. 4:13) Det betyder ikke at der ikke var nogen med en større verdslig eller religiøs uddannelse der blev kristne. Apostelen Paulus havde selv studeret hos den lærde Gamaliel, som var medlem af det jødiske Sanhedrin. (Apg. 22:3) Men som han skrev var der „ikke mange“ af disse.

Det stemmer med at Celsus, en romersk filosof der levede i det andet århundrede e.v.t., „gjorde nar af at uldarbejdere, skomagere og garvere, de mest udannede og bondske mennesker, var ivrige forkyndere af evangeliet“. (Allgemeine Geschichte der christlichen Religion und Kirche af August Neander) I betragtning af at de sande kristne blev overdænget med hån og udsat for voldsom forfølgelse under det romerske imperium, hvad var det da der gav dem styrke til at blive ved med at forkynde den gode nyhed? Det var, som Jesus havde sagt, Guds ånd. — Apg. 1:8.

I nyere tid er Jehovas vidner på tilsvarende måde blevet hånet fordi de fleste af dem er jævne mennesker, ikke folk med en position som får andre til at se op til dem. En af de allerførste der forkyndte Rigets budskab her i Danmark var skomager. I Schweiz og Frankrig var det en gartner. Mange steder i Afrika er budskabet blevet introduceret af daglejere. I Brasilien var søfolk med til at gøre det. Og en hel del af de polske forkyndere i det nordlige Frankrig var kulminearbejdere.

Alle disse følte sig dybt bevæget af det de havde lært om Guds ord ud fra Vagttårnsselskabets publikationer; de ønskede at vise deres kærlighed til Jehova ved at adlyde ham, og påtog sig derfor den gerning som Guds ord siger at sande kristne skal udføre. Siden da er flere millioner andre, fra alle mulige erhverv, gået med i dette arbejde. De er alle evangelieforkyndere.

Jehovas Vidner er det eneste trossamfund i verden hvor hver enkelt af de tilsluttede personligt forkynder for ikketroende, søger at besvare deres spørgsmål ud fra Bibelen, og tilskynder dem til at tro på Guds ord. Andre trossamfund erkender at dette er noget som alle kristne bør gøre. Nogle har også prøvet at få deres medlemmer til det, men kun Jehovas vidner gør det konsekvent. Hvem er det der har givet dem de råd og den vejledning, de løfter og den forsikring om kærlig hjælp der motiverer dem til at gøre det arbejde som andre holder sig fra? Spørg dem selv. De vil alle, uanset hvilket land de bor i, svare: „Jehova.“ Hvem tilkommer æren da?

Guds engle skulle virke med

Da Jesus beskrev de begivenheder der ville finde sted ved afslutningen af denne tingenes ordning, nævnte han at hans disciple her på jorden ikke skulle være alene om at indsamle de retfærdselskende mennesker. I Mattæus 24:31 sagde han at han ville „sende sine engle ud med kraftig trompetlyd“ for at indsamle de „udvalgte“, de resterende af de 144.000 som skulle have del i det himmelske rige sammen med ham. De skulle indsamles „fra de fire vinde“, det vil sige fra alle klodens egne. (Se også Lukas 12:32; Andet Timoteusbrev 2:10; Åbenbaringen 14:1-4.) Er det gået sådan?

Ja! I 1914, da de sidste dage for denne verden begyndte, var der kun nogle få tusind bibelstudenter, men deres budskab om Riget nåede på kort tid ud over hele jorden. I Østen, i Europa og i Afrika såvel som i Nord- og Sydamerika og på mange øgrupper rundt om i verdenshavene var der mennesker som greb muligheden for at tjene Guds riges interesser og blev samlet ind i én forenet organisation.

I Vestaustralien, for eksempel, nåede budskabet om Riget frem til Bert Horton. Religion, som han kendte det, var ikke noget for ham; han var mere optaget af politik og fagforeningsarbejde. Men da hans moder gav ham bogen Guds Verdensplan, udgivet af Vagttårnsselskabet, og han begyndte at læse i den sammen med Bibelen, vidste han at han havde fundet sandheden. Spontant fortalte han om det til sine arbejdskammerater, og så snart han fandt frem til nogle bibelstudenter, sluttede han sig med glæde til dem. I 1922 blev han døbt, begyndte i heltidstjenesten, og tilbød at tjene hvor som helst Jehovas organisation ville anvise det.

W. R. Brown boede på den modsatte side af jorden. Efter at have forkyndt på De Vestindiske Øer rejste han i 1923 til Afrika for at udbrede Rigets budskab der. Han rejste ikke ud som en prædikant der skulle missionere på egne vegne. Nej, også han arbejdede som en del af Jehovas organiserede folk. Han havde tilbudt at tjene hvor der var brug for ham, og det var som svar på en opfordring fra Selskabets hovedkontor at han tog imod et distrikt i Vestafrika. De der fik personlig gavn af hans forkyndelse blev også hjulpet til at forstå betydningen af nært samarbejde med Jehovas organisation.

Rigets forkyndelse nåede også ned til Sydamerika. Hermán Seegelken i Mendoza i Argentina havde længe været opmærksom på hykleriet i både den katolske kirke og de protestantiske kirker. I 1929 hørte også han om Rigets budskab, tog ivrigt imod det og begyndte at give andre del i det, i fuld enighed med Jehovas tjenere i resten af verden. Lignende ting fandt sted jorden over. Mennesker „ud af hver stamme og hvert tungemål og hvert folk og hver nation“, mennesker som boede langt fra hinanden og som levede på vidt forskellig måde, ikke bare lyttede men tilbød også deres indsats i tjenesten for Gud. De blev knyttet sammen i et forenet samfund for at gøre den gerning der ifølge Jesu profeti skulle udføres i vor tid. (Åb. 5:9, 10) Hvordan kunne det lade sig gøre?

Bibelen siger at Guds engle skulle have en vigtig andel i det. Derfor ville Rigets forkyndelse gjalde over hele jorden, som om usynlige kræfter blæste i en vældig trompet. I 1935 havde klangen allerede lydt i 149 lande — i nord, syd, øst og vest, fra den ene ende af jorden til den anden.

I begyndelsen var det kun ’en lille hjord’ der oprigtigt værdsatte Guds rige og var parat til at tjene dets interesser. Det havde Bibelen også forudsagt. Men nu har denne lille hjord fået følgeskab af en stor og hastigt voksende skare — millioner af mennesker fra alle nationer. Også dét havde Guds ord forudsagt. (Luk. 12:32; Joh. 10:16; Åb. 7:9, 10) Det er ikke folk der blot rent formelt siger at de har samme tro, mens de indbyrdes er splittede af de holdninger og teorier der danner så mange skel i verden. Det er heller ikke sådan at Jehovas vidner blot taler om Guds rige, og så i virkeligheden stoler mest på menneskers styre. Nej, de er villige til endda at ofre livet for at adlyde Gud. Bibelen fortæller klart at sådanne mennesker som ’frygter Gud og giver ham ære’ ville blive indsamlet under englenes ledelse. (Åb. 14:6, 7; Matt. 25:31-46) Og Jehovas vidner er fast overbeviste om at det netop er dette der har fundet sted.

Under deres forkyndelse har de utallige gange set vidnesbyrd om at deres arbejde ledes fra oven. For eksempel var der i Rio de Janeiro i Brasilien en gruppe forkyndere som var ved at foretage de sidste besøg en søndag, da en af dem sagde: „Jeg vil gerne fortsætte lidt endnu. Af en eller anden grund vil jeg gerne hen til det hus dér.“ Den der ledede gruppen syntes at det kunne vente, men forkynderen holdt fast ved sit. Og netop ved den dør traf hun en kvinde som med forgrædte øjne fortalte at hun lige havde bedt Gud om hjælp. Jehovas vidner havde før talt med hende, men da havde hun ikke vist interesse for Bibelens budskab. Efter at hun pludselig havde mistet sin mand, forstod hun imidlertid at hun havde brug for åndelig hjælp. Hun havde endda ledt efter rigssalen, men forgæves. Nu havde hun oprigtigt bedt Gud om vejledning — og hjælpen var kommet til hendes dør. Kort efter blev hun døbt. Hun var overbevist om at Gud havde hørt hendes bøn og havde sat det nødvendige i gang for at besvare den. — Sl. 65:2.

En tysk forkynder som tidligere boede i New York, havde den faste vane at hun bad Gud om ledelse hver gang hun deltog i tjenesten. Der var en bestemt interesseret dame som hun uge efter uge havde ledt efter på gaden, da hun ikke vidste hvor denne dame boede. En dag i 1987, da søsteren skulle ud i forkyndelsen, bad hun: „Jehova, du ved hvor hun er henne. Hjælp mig med at finde hende.“ Få minutter efter så hun damen, som sad på en restaurant og spiste.

Var det tilfældigt? Ifølge Bibelen er de sande kristne „Guds medarbejdere“, og englene sendes ud „for at tjene dem som skal arve frelse“. (1 Kor. 3:9; Hebr. 1:14) Efter at forkynderen havde fortalt denne dame hvordan hun havde fundet hende, sagde damen ja til allerede samme dag at begynde på en undersøgelse af Bibelen.

Den gode nyhed trænger ind i ’lukket land’

Jehovas vidner har vedholdende anstrengt sig for at nå ud til alle lande med Rigets budskab. Men dette er ikke hele forklaringen på de resultater de har set. Rigets budskab er somme tider blevet udbredt i områder hvor alle deres ihærdige anstrengelser var slået fejl.

Tag for eksempel det tidligere Sovjetunionen. I 1920’erne og 30’erne henvendte man sig flere gange til landets myndigheder og bad indtrængende om tilladelse til at sende bibelske publikationer ind i landet eller til at trykke dem der. Svarene var negative. Der var nogle få Jehovas vidner i Sovjetunionen, men der var brug for langt flere for at gennemføre den forkyndelse der ifølge Guds ord skulle foregå. Hvad kunne der gøres?

Over tusind Jehovas vidner (foruden mange andre) som boede i det der før var det østlige Polen, befandt sig efter den anden verdenskrig i Sovjetunionen. Og i koncentrationslejren Ravensbrück havde hundreder af unge russiske kvinder stiftet bekendtskab med nogle medfanger som var Jehovas vidner. Nogle af disse indviede sig til Jehova dengang, og senere blev de sendt tilbage til forskellige dele af Sovjetunionen. Efterhånden som krigen bevirkede at statsgrænserne blev flyttet, var der også hundreder af andre Jehovas vidner der kom til at befinde sig i Sovjetunionen. Det var ikke hvad sovjetregeringen havde tilsigtet. Og det var heller ikke Jehovas Vidners Styrende Råd der havde fået det til at ske. Resultatet var imidlertid at det gik som Jehovas inspirerede ord havde forudsagt. Vagttaarnet skrev herom i en kommentar: „Det kan saaledes ses, hvorledes Herren i sin Omsorg kan oprejse Vidner i et hvilket som helst Land for der at løfte Sandhedens Banner højt og gøre Jehovas Navn kendt.“ — Den 15. juni 1946.

Ikke så få lande har sagt til Jehovas vidner: ’Her kan I ikke komme ind!’ eller: ’Her må I ikke forkynde!’ Det er sket i mange lande jorden over, og ofte som følge af at præster har lagt pres på myndighederne. Nogle af disse steder har Jehovas Vidner senere fået juridisk anerkendelse, men allerede inden det er sket er tusinder af mennesker inden for disse landes grænser begyndt at tilbede Jehova, himmelens og jordens Skaber. Hvordan er det gået til?

Bibelen giver os den enkle forklaring at Guds engle er med i det; de har en vigtig andel i at folk fra alle nationer kommer til at høre den stærke appel: „Frygt Gud og giv ham ære, for hans doms time er kommet, ja tilbed ham som har dannet himmelen og jorden og hav og vandkilder.“ — Åb. 14:6, 7.

Trods overvældende modstand

I nogle lande har Jehovas vidner mødt, ikke blot forbud mod deres offentlige forkyndelse, men forsøg på at udrydde dem helt og holdent.

Under den første verdenskrig gjorde præster i USA og Canada et fælles forsøg på at standse bibelstudenterne (som Jehovas vidner dengang kaldtes) helt i deres arbejde. Det er en historisk kendsgerning. Trods lovens garantier om retten til at tale og til at udøve sin tro, lykkedes det præsteskabet at presse myndighederne til at forbyde bibelstudenternes publikationer. Mange bibelstudenter blev arresteret og fængslet uden mulighed for kaution; andre blev brutalt pryglet. Vagttårnsselskabets ledere og deres nærmeste medarbejdere fik lange fængselsdomme ved en retssag der senere blev erklæret ugyldig. I sin bog Preachers Present Arms skrev Ray Abrams: „En analyse af hele sagen fører til den konklusion at det oprindelig var kirkerne og præsteskabet der stod bag bestræbelserne for at udrydde russellitterne,“ som præsterne foragteligt kaldte bibelstudenterne. Men efter krigen trådte disse bibelstudenter frem med større styrke end nogen sinde før og forkyndte om Jehovas konge, Jesus Kristus, og hans rige. Hvorfra fik de deres nye kræfter? Bibelen havde forudsagt at det ville ske, og peget på at det ville være en følge af „livsånd fra Gud“. — Åb. 11:7-11.

Da nazisterne havde overtaget magten i Tyskland, blev forfølgelsen af Jehovas vidner intensiveret i de lande der kom under nazistisk kontrol. Arrestationer og brutale overgreb fandt sted. Forbud blev indført. I oktober 1934 sendte Jehovas vidner fra hele Tyskland anbefalede breve til den tyske regering hvori de tydeligt erklærede at de ikke havde nogen politiske hensigter men var fast besluttede på at adlyde Gud som Hersker. Samtidig sendte Jehovas Vidners menigheder i hele verden telegrammer til de tyske myndigheder til støtte for deres brødre i landet.

Samme dag, den 7. oktober 1934, stod Adolf Hitler i dr. Wilhelm Fricks kontor i Berlin og råbte med knyttede hænder: „Denne yngel skal udryddes i Tyskland!“ Det var ingen tom trussel, for der fulgte en bølge af arrestationer. Ifølge en fortrolig meddelelse til Preussens Hemmelige Statspoliti dateret den 24. juni 1936 blev der oprettet en „særlig Gestapo-kommandogruppe“ som skulle bekæmpe Jehovas Vidner. Efter omfattende forberedelser iværksatte Gestapo et felttog for at pågribe alle der var Jehovas vidner eller bare mistænkt for at være det. Politiets samlede organisation var med til dette, så kriminelle gik uantastet i den tid.

Rapporter viser at i hvert fald 6262 tyske Jehovas vidner blev arresteret. Karl Wittig, som tidligere havde været højtstående embedsmand i Tyskland og selv havde været indsat i adskillige koncentrationslejre, skrev senere: „Ingen anden gruppe af fanger . . . var i samme grad som bibelstudenterne udsat for SS-soldaternes sadisme. Det var en sadisme der kendetegnedes ved en uophørlig kæde af fysiske og åndelige pinsler, som ikke kan beskrives på noget sprog i verden.“

Hvad blev resultatet? I en bog der blev udgivet i 1982 skriver dr. Christine King: „Kun mod Vidnerne [i modsætning til andre trossamfund] havde regeringen ikke held med sig.“ Hitler havde svoret at ville udrydde dem, og hundreder blev dræbt. Ikke desto mindre skriver Christine King at deres arbejde, forkyndelsen af Guds rige, fortsatte, og at ’Jehovas Vidners bevægelse stadig var i live i maj 1945, mens nationalsocialismen ikke var’. Hun påpeger også: „Man havde ikke indgået nogen kompromiser.“ (The Nazi State and the New Religions: Five Case Studies in Non-Conformity) Hvorfor kunne Hitler og hele hans veludrustede hær, hans toptrænede politikorps og hans mange udryddelseslejre ikke udslette denne forholdsvis lille, ubevæbnede gruppe af mennesker der i verdens øjne blot var ganske jævne? Hvorfor har heller ikke andre lande kunnet standse deres aktivitet? Hvordan kan det være at Jehovas Vidner som gruppe, og ikke bare i nogle få, isolerede tilfælde, stod fast på trods af brutal forfølgelse?

Svaret ligger i det kloge råd som den lovkyndige Gamaliel gav de øvrige medlemmer af det jødiske Sanhedrin da de drøftede en lignende sag, nemlig sagen med Jesu Kristi apostle. Han sagde: „Hold jer fra disse mennesker og lad dem være; (for hvis denne idé eller denne virksomhed er af mennesker, vil den blive gjort til intet; men hvis den er af Gud, vil I ikke kunne gøre dem til intet;) ellers vil I måske blive fundet som nogle der kæmper mod Gud.“ — Apg. 5:38, 39.

Det er altså en historisk fastslået kendsgerning at den opgave som Jesus gav sine disciple — en opgave som kunne synes umulig da den skulle udføres trods overvældende modstand — udføres nu. Ikke ved menneskers kraft men ved Guds ånd. Det er som Jesus selv sagde i en bøn til Gud: „Fader, alt er muligt for dig.“ — Mark. 14:36.

Kapitel 25

Der forkyndes offentligt og fra hus til hus

DA JESUS KRISTUS udsendte sine disciple sagde han til dem: „Mens I nu går, skal I forkynde og sige: ’Himlenes rige er kommet nær.’“ (Matt. 10:7) Og i sin profetiske befaling til de sande kristne der levede ved afslutningen på tingenes ordning, sagde han: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd.“ (Matt. 24:14) Hvad indebar dette?

Det indebar ikke at de skulle bygge kirker, ringe med kirkeklokker og vente på at menigheden kom og hørte en prædiken en gang om ugen. Det græske ord der i disse skriftsteder er oversat med „forkynde“ (kērysʹsō) har grundbetydningen „at bekendtgøre, udråbe som herold“. Det indeholder ikke tanken om at holde prædikener for en sluttet kreds af disciple, men derimod om en åben, offentlig forkyndelse.

Ved sit eksempel viste Jesus selv hvordan det skulle gøres. Han opsøgte steder hvor der var mennesker at finde. I det første århundrede samledes folk regelmæssigt i synagogerne for at høre Skrifterne blive oplæst. Jesus benyttede ofte lejligheden til at forkynde for dem i synagogen, ikke blot i én by, men i byer og landsbyer i hele Galilæa og Judæa. (Matt. 4:23; Luk. 4:43, 44; Joh. 18:20) Evangelieberetningerne viser at han endnu hyppigere forkyndte ved en søbred, på en bjergskråning, på vejene, i landsbyerne og i hjemmene hos dem der tog imod ham. Overalt hvor der var folk, talte han med dem om Guds hensigt med menneskeheden. (Luk. 5:3; 6:17-49; 7:36-50; 9:11, 57-62; 10:38-42; Joh. 4:4-26, 39-42) Og da han udsendte sine disciple, sagde han at de skulle opsøge folk i deres hjem for at finde frem til dem der fortjente det, og forkynde for dem om Guds rige. — Matt. 10:7, 11-13.

Jehovas vidner i nyere tid har bestræbt sig for at følge det eksempel Jesus og hans disciple satte i det første århundrede.

Kristi nærværelse forkyndes

Da Charles Taze Russell og hans venner begyndte at få øje på det harmoniske sandhedsmønster i Guds ord, blev de dybt berørt af det de lærte om hvordan og hvorfor Kristus skulle komme igen. Broder Russell følte at dette måtte gøres kendt og at det hastede. Han tilrettelagde sine forhold sådan at han kunne rejse ud for at fortælle andre om disse bibelske sandheder. Han overværede religiøse friluftsmøder og benyttede sig af de lejligheder der bød sig til at tale til folk dér, ligesom Jesus havde forkyndt i synagogerne. Men inden længe indså han at der kunne udrettes mere på andre måder. Gennem sit studium af Bibelen forstod han at Jesus og hans apostle udførte størstedelen af deres forkyndelse ved at tale med folk på tomandshånd og ved at gå fra hus til hus. Han indså også hvor vigtigt det er at følge en samtale op ved at give folk et trykt budskab i hånden.

Allerede i 1877 havde han udgivet brochuren The Object and Manner of Our Lord’s Return (Hensigten med og måden for Herrens genkomst, ikke oversat til dansk). To år senere begyndte han at udgive bladet Zion’s Watch Tower and Herald of Christ’s Presence, der i 1900 begyndte at udkomme på dansk under titlen Zions Vagt-Taarn og Forkynder af Kristi Nærværelse. Ja, han ønskede at forkynde den livsvigtige nyhed om Kristi nærværelse.

Så tidligt som i 1881 uddelte bibelstudenterne gratis læsestof i nærheden af kirkerne — ikke lige ved kirkedøren, men i nærheden, så de kunne komme i kontakt med religiøse mennesker. Mange af bibelstudenterne forærede publikationer til deres bekendte eller sendte dem til folk med posten. I 1903 anbefalede Watch Tower at de forsøgte at nå ud til alle ved at uddele traktaterne fra hus til hus, i stedet for at koncentrere sig om kirkegængerne. Ikke alle bibelstudenter fulgte vejledningen, men mange gik i gang med stor nidkærhed. Det blev for eksempel rapporteret at man havde besøgt praktisk taget hvert eneste hus i flere amerikanske storbyer og deres forstæder inden for en radius af mindst 16 kilometer fra centrum. Der blev uddelt i millionvis af traktater, eller brochurer, på denne måde. De fleste bibelstudenter der var med til at gøre den gode nyhed kendt dengang, gjorde det ved at uddele traktater og andre publikationer vederlagsfrit.

Andre bibelstudenter — et mere begrænset antal — virkede som kolportører og brugte en stor del af deres tid udelukkende i denne gerning.

Nidkære kolportører fører an

Den første tilskyndelse til indviede mænd og kvinder der kunne bruge en betydelig del af deres tid i denne tjeneste, lød i april 1881. De skulle tilbyde dem de traf fra hus til hus og i forretningsdistrikter en lille bog der forklarede bibelske sandheder, samt et abonnement på Watch Tower. Formålet var at finde frem til dem der hungrede efter sandheden, og forkynde for dem. I en periode prøvede de at nøjes med at sige tilstrækkeligt til at vække den besøgtes interesse, hvorpå de efterlod en pakke bøger som den besøgte kunne læse, og kom igen få dage senere. Nogle leverede bøgerne tilbage, andre ville gerne købe dem. I mange tilfælde var der mulighed for at få en samtale med folk. Watch Tower skrev om formålet med forkyndelsen: „Det er hverken at sælge bogpakker eller at tegne abonnementer, men at gøre sandheden kendt ved at få folk til at læse.“

Det var forholdsvis få der virkede som kolportører. I de første 30 år varierede tallet fra nogle få til cirka 600. Kolportørerne var pionerer i ordets sande betydning. De var banebrydere der forkyndte hvor ingen andre tidligere havde været. Anna Andersen var en af dem der holdt ud i denne tjeneste i årtier. Hun fik besøgt så godt som hver eneste by i Norge med den gode nyhed, som regel på cykel. Nogle kolportører flyttede til andre lande. Det var for eksempel udenlandske kolportører der som de første forkyndte den gode nyhed i Finland, El Salvador, Guatemala, Honduras og Burma (nu Myanmar) og på Barbados. Andre var ikke i stand til at flytte, men virkede som kolportører på deres hjemegn.

Kolportørerne udførte et enestående arbejde. En kolportør der tjente på De Forenede Staters vestkyst skrev i 1898 at han i de foregående 33 måneder havde kørt 12.800 kilometer med sin hestevogn, forkyndt i 72 byer, aflagt 18.000 besøg, spredt 4500 bøger, tegnet 125 abonnementer, uddelt 40.000 traktater og set 40 mennesker ikke blot tage imod budskabet men også begynde at fortælle andre om det. Et ægtepar der tjente i Australien spredte 20.000 bøger til interesserede i løbet af blot to og et halvt år.

Var det undtagelsen snarere end regelen at kolportørerne spredte så meget læsestof? Nej. Rapporten for 1909 viser at omkring 625 kolportører (det samlede antal på det tidspunkt) havde modtaget 626.981 indbundne bøger fra Selskabet som de kunne sprede til offentligheden (gennemsnitlig over tusind pr. kolportør), foruden store mængder gratis publikationer. I mange tilfælde kunne de ikke bære alle de bøger de havde brug for når de gik fra hus til hus, så de modtog bestillinger og leverede bøgerne senere.

Nogle indvendte at denne tjeneste ikke kunne kaldes forkyndelse. Men som broder Russell forklarede var det en meget virkningsfuld form for forkyndelse. I stedet for blot at høre én prædiken modtog folk mange prædikener i trykt form som de kunne læse om og om igen og sammenholde med deres egen bibel. Det var en forkyndelse der tog i betragtning at skolepligten havde sat folk i stand til at læse. Bogen Den nye Skabning påpegede: „Den Omstændighed, at disse Evangelister arbejder i Overensstemmelse med Forholdene i vor Tid i Stedet for at gaa frem, som de gjorde det i gamle Dage, er lige saa lidt noget, der taler imod deres Arbejde, som den Omstændighed, at de rejser ved Hjælp af Dampkraft eller Elektricitet i Stedet for til Fods eller paa Kameler. Dette Evangelistarbejde bestaar i at fremstille Sandheden, . . . Guds Ord.“

Bibelstudenternes oprigtige ønske om at hjælpe folk kom til udtryk i den grundighed der med tiden blev karakteristisk for deres forkyndelsesarbejde. The Watch Tower for 1. marts 1917 beskrev fremgangsmåden: Først gik kolportørerne fra hus til hus i et område og tilbød Studier i Skriften. Interessen blev fulgt op ved at de mennesker kolportørerne havde skrevet op eller som selv havde indleveret deres navn og adresse ved et offentligt møde, fik besøg af forkyndere der udførte det pastorale arbejde.a De prøvede at give folk et større ønske om at læse publikationerne, tilskyndede de interesserede til at overvære særlige foredrag og stræbte efter at oprette klasser til Berøa-studium. Når det var muligt gennemgik kolportørerne det samme distrikt en gang til, og pastoralarbejderne fulgte det op for at bevare kontakten med dem der viste interesse. Senere besøgte andre klassearbejdere de samme hjem med traktater og andre publikationer som de tilbød gratis. På den måde havde alle i distriktet mulighed for at få i det mindste noget der måske ville give dem lyst til at lære mere om Guds hensigt.

Hvis der kun var en eller to kolportører og ingen menighed i et område, fulgte kolportørerne ofte selv interessen op. Da Hermann Herkendell og hans makker i 1908 rejste til Bielefeld i Tyskland som kolportører, blev det understreget over for dem at de skulle sætte de interesserede i området i forbindelse med hinanden og oprette en menighed. Få år senere nævnte Vagt-Taarnet andre kolportører der viste de interesserede så stor personlig opmærksomhed at de efterlod en klasse bibelstudenter i hver eneste by de gennemgik.

I 1921 fik de et værdifuldt hjælpemiddel til brug i dette arbejde, da bogen Guds Harpe, som især var henvendt til begyndere, udkom på engelsk. Den blev med tiden uddelt i 5.819.037 eksemplarer på 22 sprog. For at hjælpe dem der havde modtaget bogen udarbejdede Selskabet et korrespondancekursus i bibelske emner. Det bestod af 12 spørgsmålsark der blev udsendt i løbet af 12 uger. Der blev også holdt bibelske gruppedrøftelser over bogen i de interesseredes hjem. Som regel var der mange bibelstudenter med til disse studier.

Forkynderne var imidlertid klar over at marken var stor og de var få. — Luk. 10:2.

Nogle få når ud til mange

Watch Tower påpegede at de salvede kristne havde det gudgivne ansvar at finde og hjælpe alle der var oprigtige kristne, uanset om de gik i kirke eller ej. (Es. 61:1, 2) Hvordan kunne de gøre det?

De to bibelstudenter (J. C. Sunderlin og J. J. Bender) der blev sendt til England i 1881, kunne ikke have udrettet særlig meget på egen hånd; men med hjælp fra flere hundrede unge mænd som blev betalt for deres arbejde, lykkedes det dem i løbet af ganske kort tid at sprede 300.000 eksemplarer af Food for Thinking Christians (Føde for tænkende kristne, ikke oversat til dansk). Adolf Weber, der midt i 1890’erne vendte tilbage til Schweiz med den gode nyhed, havde et kæmpemæssigt distrikt at forkynde i — det strakte sig ind i flere lande. Hvordan kunne han gennemgå det hele? Han rejste selv vidt omkring som kolportør, men han satte også annoncer i aviserne og sørgede for at nogle bogsælgere fik Vagttårnsselskabets publikationer med i deres kollektion. Den lille gruppe bibelstudenter der var i Tyskland i 1907, fik 4.850.000 firesiders traktater sendt ud sammen med aviserne. Kort efter den første verdenskrig indrykkede en lettisk broder der arbejdede på Selskabets hovedkontor i New York, annoncer i alle aviserne i sit hjemland. En mand der reagerede på en af dem, blev den første bibelstudent i Letland. Disse forkyndelsesmetoder erstattede dog ikke den personlige forkyndelse og arbejdet med at gå fra hus til hus for at søge efter retsindige. De blev snarere brugt som en måde at intensivere forkyndelsen på.

Det var ikke kun annoncer man indrykkede i aviserne. I årene op til den første verdenskrig blev broder Russells prædikener regelmæssigt bragt i aviserne, under hans tilsyn. I løbet af kort tid antog dette forbløffende dimensioner. Over 2000 aviser med en læserkreds på tilsammen 15 millioner bragte hans prædikener samtidig i De Forenede Stater, Canada, Storbritannien, Australien og Sydafrika. Kunne der gøres mere? Det mente broder Russell.

I januar 1914 blev „Skabelsens Fotodrama“ vist for første gang, efter to års forberedelser. Forestillingen bestod af fire dele og varede i alt otte timer. Den omfattede levende billeder og lysbilleder, synkroniseret med tale på grammofonplader. Det var en helt enestående produktion, hvis formål var at opbygge folks værdsættelse af Bibelen og af Guds hensigt ifølge Bibelen. Fremvisningerne var tilrettelagt sådan at 80 byer kunne betjenes hver dag. De blev i forvejen averteret i aviser, på vinduesplakater og i store mængder foldere der blev uddelt gratis for at vække folks interesse for Fotodramaet. Alle steder strømmede folk til for at se det. På bare ét år så over 8.000.000 mennesker Fotodramaet i De Forenede Stater og Canada, og fra Storbritannien og det europæiske fastland, Australien og New Zealand blev der også meldt om fulde huse. Senere blev en lidt forkortet version af Fotodramaet (uden de levende billeder) vist i mindre byer og landdistrikter. I mindst 20 år fortsatte det med at blive vist på forskellige sprog. Det vakte stor interesse, mange indleverede deres navne med en anmodning om flere oplysninger, og forkynderne aflagde besøg for at følge interessen op.

I 1920’erne blev et nyt redskab tilgængeligt som kunne bruges i arbejdet med at gøre budskabet om Riget kendt vidt og bredt. Broder Rutherford var overbevist om at Herren stod bag udviklingen af det. Hvad var det? Radioen. Mindre end to år efter at verdens første kommercielle radiostation var begyndt at sende regelmæssigt (i 1920), gik J. F. Rutherford, Vagttårnsselskabets præsident, i æteren for at gøre sandheden ud fra Bibelen kendt. Ved hjælp af radioen kunne man nå ud til millioner af mennesker på samme tid. Efter yderligere to år, i 1924, drev Selskabet sin egen radiostation, WBBR, i New York. I 1933 blev budskabet udsendt til seks kontinenter over 408 radiostationer, hvilket var rekorden. Foruden direkte udsendelser blev der sendt programmer om mange forskellige emner der var optaget på forhånd. Udsendelserne blev averteret grundigt gennem uddeling af trykte meddelelser sådan at folk vidste hvornår de kom og kunne få gavn af dem. Udsendelserne fjernede en hel del fordomme og åbnede de retsindiges øjne. Mange turde ikke komme til de møder bibelstudenterne arrangerede fordi de var bange for deres naboer og præsterne, men det hindrede dem ikke i at lytte til radioen inden for deres egne fire vægge. Radioudsendelserne mindskede ikke behovet for forkyndelse fra hus til hus, men de bevirkede at Bibelens sandheder nåede ud til afsides egne og gav forkynderne gode muligheder for at få samtaler med folk når de besøgte dem fra hus til hus.

Den enkeltes ansvar for at forkynde

Vagt-Taarnet havde i årtier understreget at det var den enkeltes personlige ansvar at deltage i forkyndelsen; men fra 1919 blev dette gang på gang behandlet både i publikationerne og ved stævnerne. Mange havde dog svært ved at gå ud og henvende sig til fremmede, og i begyndelsen var det kun få bibelstudenter der deltog regelmæssigt i forkyndelsen fra hus til hus.

Der blev givet opmuntring ud fra Bibelen. „Salige er de, som ikke frygter“ hed en artikel der blev bragt i Vagt-Taarnet for september og oktober 1919. Den advarede imod menneskefrygt og omtalte Gideons 300 modige krigere der var årvågne og villige til at tjene på en hvilken som helst måde ifølge Herrens ledelse og til at gå imod en tilsyneladende uovervindelig overmagt. Elisa blev fremhævet som et godt eksempel ved sin frygtløse tillid til Jehova. (Dom. 7:1-25; 2 Kong. 6:11-19; Ordsp. 29:25) I 1921 understregede artiklen „Vær frimodig“ at det ikke bare var en pligt men også et privilegium at tjene på Herrens side mod mørkets sataniske magter ved at deltage i det arbejde der var forudsagt i Mattæus 24:14. De der på grund af deres omstændigheder kun var i stand til at have en begrænset andel i arbejdet, blev opmuntret til ikke at blive modløse, men heller ikke undlade at gøre det de kunne.

Gennem ligefremme bibelske redegørelser gjorde Vagttaarnet alle der hævdede at være salvede tjenere for Gud opmærksomme på at de havde det ansvar at forkynde om Guds rige. Nummeret for september 1922 indeholdt en koncis, fyndig artikel der hed „Tjeneste er betydningsfuld“ — det vil sige en tjeneste som den Kristus havde udført, en tjeneste der bragte én ud til andres hjem for at fortælle dem om Guds rige. Senere samme år blev det vist at motivet til denne tjeneste må være kærlighed, hvis den skal have nogen værdi i Guds øjne. (1 Joh. 5:3) En artikel i nummeret for 15. juli 1926 gav udtryk for at Gud på ingen måde lader sig imponere af en formalistisk tilbedelse; det han ønsker er lydighed, og det indbefatter værdsættelse af et hvilket som helst middel han benytter for at gennemføre sin hensigt. (1 Sam. 15:22) Året efter, i artiklen „De Kristnes Mission paa Jorden“, blev der henvist til Jesu rolle som „det trofaste og sande vidne“ og det faktum at apostelen Paulus forkyndte „offentligt og fra hus til hus“. — Åb. 3:14; Apg. 20:20.

Bulletin, et månedligt blad med tjenesteinstruktioner, bragte detaljerede fremholdelser som forkynderne kunne lære udenad. De blev tilskyndet til at deltage i tjenesten regelmæssigt hver uge. Men til at begynde med var det kun få der forkyndte fra hus til hus, og nogle af dem holdt op igen. I 1922 var der for eksempel i De Forenede Stater gennemsnitlig 2712 som rapporterede deltagelse i forkyndelsen hver uge, men i 1924 var tallet faldet til 2034. I 1926 steg gennemsnittet til 2261, med et højdepunkt på 5937 i en uge med særlig aktivitet.

I slutningen af 1926 begyndte Selskabet så at tilskynde menighederne til at udføre gruppevidnearbejde om søndagen og ikke bare tilbyde traktater men også bøger som kunne bruges til bibelstudium. I 1927 opfordrede Vagttaarnet de loyale i menighederne til at fjerne de ældste fra deres stillinger som i deres handlinger eller ord viste at de ikke påtog sig det ansvar at forkynde offentligt og fra hus til hus. Grene der ikke bar frugt, blev taget væk, og de øvrige blev beskåret så de kunne bære mere frugt til Guds pris. (Jævnfør Jesu illustration i Johannes 15:1-10.) Resulterede dette i at flere lovpriste Jehova offentligt? Ja. I 1928 steg det gennemsnitlige antal forkyndere der hver uge deltog i tjenesten i De Forenede Stater, med 53 procent!

Forkynderne nøjedes ikke længere med blot at give folk en gratis traktat og så gå igen. Flere af dem talte lidt med dem de traf, prøvede at vække interesse for Bibelens budskab og tilbød dem bøger som de kunne læse.

Disse forkyndere var modige, men de var ikke alle lige taktfulde. Ikke desto mindre skilte de sig tydeligt ud fra andre trossamfund. De nøjedes ikke med at sige at den enkelte skulle vidne om sin tro. Flere og flere af dem gjorde det.

Vidnesbyrdskort og grammofoner

Sidst i 1933 blev en anden forkyndelsesmetode taget i brug. Forkynderne indledte ved at give folk et vidnesbyrdskort med et kortfattet budskab som de kunne læse. Det var især en hjælp for nye forkyndere, som dengang ikke fik megen oplæring. Almindeligvis sagde de kun nogle enkelte bemærkninger til folk efter at de havde læst kortet; nogle få talte dog i længere tid og brugte også Bibelen. Brugen af vidnesbyrdskort fortsatte et godt stykke ind i 1940’erne. Metoden gjorde det muligt at gennemgå distriktet hurtigt, og forkynderne kunne besøge flere, sprede meget værdifuldt bibelsk læsestof til dem, aflægge et ensartet vidnesbyrd og endda fremholde budskabet for mennesker hvis sprog de ikke talte. Der opstod dog også nogle pinlige situationer når folk beholdt kortet og lukkede døren, så forkynderen måtte banke på igen for at få det tilbage!

I 1930’erne og begyndelsen af 40’erne fik også grammofonplader med bibelske foredrag stor betydning. I 1934 begyndte nogle af forkynderne at tage en rejsegrammofon med i tjenesten. Den var temmelig tung, så de lod den gerne blive i bilen eller et andet sted indtil de fandt nogen der havde lyst til at høre et bibelsk foredrag. Men i 1937 begyndte de at bruge rejsegrammofonen direkte på folks dørtrin. Fremgangsmåden var enkel: Efter at forkynderen havde fortalt at han kom med et vigtigt bibelsk budskab, satte han grammofonen i gang og lod dén sige det der videre skulle siges. Kasper Keim, en tysk pioner der tjente i Holland, var meget glad for sin „Aron“, som han kaldte grammofonen, for han havde svært ved at forkynde på hollandsk. (Jævnfør Anden Mosebog 4:14-16.) Det hændte at hele familier lyttede til pladerne af ren og skær nysgerrighed.

I 1940 var over 40.000 grammofoner i brug. Det år blev der indført en ny, opretstående model som var tegnet og fremstillet af Jehovas vidner selv, og som navnlig blev anvendt i Amerika. Den vakte endnu større nysgerrighed fordi folk ikke kunne se pladen mens den blev spillet. Man brugte 78-plader der varede fire og et halvt minut. Titlerne var korte og rammende: „Riget“, „Bøn“, „Vejen til livet“, „Treenigheden“, „Skærsilden“, „Hvorfor præsteskabet modarbejder sandheden“. Over 90 forskellige foredrag blev indspillet på plade, og mere end en million plader var i brug. Foredragene blev fremført på en klar, letforståelig måde. Mange var glade for det de fik at høre, og kun få reagerede negativt. Der blev aflagt et godt og ensartet vidnesbyrd.

Frimodig forkyndelse på offentlige steder

Selv om vidnesbyrdskortene og grammofonpladerne „sagde“ en stor del af det der skulle siges, krævede det mod at være et af Jehovas vidner dengang. Selve arbejdet var af en sådan art at de enkelte forkyndere kom i offentlighedens søgelys.

Efter stævnet i 1931 i Columbus, Ohio, uddelte Jehovas vidner brochuren Riget, Verdens Haab, der indeholdt en resolution med titlen „En Advarsel fra Jehova“, henvendt „til Herskerne og til Folket“. De var klar over at de som vidner for Jehova havde pligt til at forkynde den advarsel der fremsættes i hans ord. (Ez. 3:17-21) De nøjedes ikke med at sende brochurerne med posten eller stikke dem ind under folks døre. De afleverede dem personligt. De opsøgte alle præster, og i den udstrækning det var muligt kontaktede de politikere, officerer og direktører for store firmaer. Desuden besøgte de folk i almindelighed i de cirka hundrede lande hvor Jehovas vidner dengang udførte et organiseret forkyndelsesarbejde.

I 1933 spillede man optagelser af utvetydige bibelske foredrag på offentlige steder ved hjælp af kraftige grammofoner med højttalere. I Liège i Belgien monterede broder Smets og broder Poelmans deres udstyr på en trehjulet cykel og stillede sig op ved siden af den på torve og i nærheden af kirker mens budskabet gjaldede. Ofte var de ude ti timer om dagen. Folk på Jamaica stimlede hurtigt sammen når de hørte musik, så forkynderne satte først en musikplade på. Når folk derpå strømmede ud på vejene for at se hvad der var på færde, fandt de Jehovas vidner, som spillede budskabet om Riget.

Noget af dette udstyr blev installeret i biler og både med højttalere på taget for at lyden skulle kunne høres længere væk. I Australien betjente Bert og Vi Horton en varebil der havde en stor højttaler på taget med teksten „Rigets budskab“. Ét år fik de så godt som alle gader i Melbourne til at genlyde af opsigtsvækkende afsløringer af falsk religion og opmuntrende beskrivelser af velsignelserne under Guds rige. På den tid var Claude Goodman pioner i Indien. Ved hjælp af en højttalerbil og plader med foredrag på de lokale sprog forkyndte han for mange mennesker på markeder, i parker, langs vejene — overalt hvor der var mennesker.

Når brødrene i Libanon parkerede deres højttalerbil på en bakketop og spillede et foredrag, kunne det høres nede i dalene. Nogle af landsbyboerne blev bange fordi de ikke kunne se hvor stemmen kom fra — de troede at det var Gud der talte til dem fra himmelen!

En sjælden gang hændte det også at brødrene kom ud for spændte situationer. En landsbypræst i Syrien rejste sig for eksempel fra middagsbordet, greb sin tykke spadserestok og skyndte sig ud til den folkemængde der var stimlet sammen for at høre et bibelsk foredrag fra en højttalerbil. Han svingede vredt med stokken og råbte: „Stop! Jeg befaler Dem at stoppe!“ Men brødrene kunne se at ikke alle var enige med ham; mange ville gerne høre foredraget. Snart tog nogle i mængden fat i præsten, løftede ham op og bar ham hjem, hvor de satte ham ved middagsbordet igen! Trods gejstlighedens modstand sørgede forkynderne modigt for at folk fik mulighed for at høre budskabet.

På denne tid brugte forkynderne også sandwichplakater. De bar dem i forretningsdistrikter mens de uddelte indbydelser til særlige foredrag. Det begyndte i 1936 i Glasgow i Skotland. Samme år blev metoden brugt i London og i De Forenede Stater. To år senere blev den intensiveret ved at forkynderne satte plakater på stænger som de løftede højt i vejret. På disse plakater stod der „Religionen er en snare og et svindlerforetagende“b og „Tjen Gud og kongen Kristus“. I forbindelse med stævner kunne disse optog være flere kilometer lange. Når forkynderne roligt marcherede på rad og række i de trafikerede gader, havde det omtrent samme virkning som da hæren i det gamle Israel gik rundt om Jeriko før murene faldt. (Jos. 6:10, 15-21) Fra London i England til Manila på Filippinerne blev der forkyndt frimodigt på denne måde.

I 1940 blev endnu en forkyndelsesmetode taget i brug i USA. I overensstemmelse med det skriftsted der siger at „den sande visdom råber højt på gaden“, begyndte Jehovas vidner i februar det år at stå på gadehjørnerne med Vagttaarnet og Ny Verden (nu kendt som Vågn op!).c (Ordsp. 1:20) De råbte slagord som henledte opmærksomheden på bladene og deres indhold. I store og små byer overalt i verden er Jehovas vidner der tilbyder deres blade, nu et kendt syn. Men det kræver mod at udføre gadearbejde, og det gjaldt især i begyndelsen, da krigstidens nationalisme også resulterede i megen forfølgelse.

Da forkynderne blev opfordret til at forkynde på denne måde, reagerede de i tro. Stadig flere var med i arbejdet. De betragtede det som en forret at vise deres uangribelighed i forholdet til Jehova på denne måde. Men der var mere de måtte lære.

Hver enkelt i stand til at forklare sin tro

I 1942 blev der indført et usædvanligt undervisningsprogram. Det begyndte på Jehovas Vidners hovedkontor, og året efter begyndte man at indføre det i menighederne jorden over. I tillid til at Gud havde givet dem sin ånd og lagt sine ord i deres mund, var Jehovas vidner fast besluttede på at forkynde dette ord, om så forfølgerne fratog dem Vagttårnsselskabets publikationer eller endda Bibelen. (Es. 59:21) Der var allerede lande, som for eksempel Nigeria, hvor forkynderne kun kunne bruge Bibelen i tjenesten, fordi myndighederne havde forbudt alle Vagttårnsselskabets publikationer og til og med havde beslaglagt de publikationer mange af brødrene havde i deres private biblioteker.

Den 16. februar 1942 åbnede broder Knorr et kursus i teokratisk tjeneste for viderekomne på betelhjemmet i Brooklyn. Deltagerne blev undervist i at studere, udarbejde dispositioner til foredrag, holde gode foredrag, fremføre tankerne på en overbevisende måde, udtrykke sig klart og korrekt, og være taktfulde. Både brødre og søstre var velkomne til at overvære undervisningen, men det var kun brødrene der kunne tilmelde sig skolen og holde elevforedrag, som de derefter fik vejledning om. Fordelene ved undervisningen viste sig hurtigt, ikke bare på talerstolen men også i form af bedre resultater i forkyndelsen fra hus til hus.

Året efter begyndte denne undervisning at blive givet i Jehovas Vidners menigheder jorden over. Først foregik det på engelsk, derefter på andre sprog. Skolens erklærede formål var at hjælpe ethvert vidne for Jehova til at kunne undervise andre fra hus til hus, aflægge genbesøg og lede bibelstudier. Hver forkynder skulle hjælpes til at blive en kvalificeret ordets tjener. (2 Tim. 2:2) I 1959 fik også søstrene mulighed for at tilmelde sig skolen og fremholde indlæg — ikke ved at holde foredrag for hele salen, men ved at fremføre stoffet over for en anden søster der spillede rollen som den besøgte i en situation fra forkyndelsen. Men det var ikke det hele.

Siden 1926 havde Selskabets rejsende tilsynsmænd samarbejdet med andre forkyndere i tjenesten for at hjælpe dem til at blive dygtigere. Ved det internationale stævne i New York i 1953 erklærede broder Knorr imidlertid i et foredrag, mens kreds- og områdetilsynsmændene sad foran podiet, at alle tjeneres eller tilsynsmænds vigtigste arbejde var at hjælpe ethvert vidne til at blive en regelmæssig hus-til-hus-forkynder. „Enhver bør være i stand til at forkynde den gode nyhed fra dør til dør,“ sagde han. Med dette for øje blev en verdensomspændende kampagne iværksat.

Hvorfor blev der lagt så stor vægt på dette? Læg mærke til tallene fra De Forenede Stater som et eksempel: På det tidspunkt nøjedes 28 procent af forkynderne med at uddele løbesedler eller at stå på gaden med bladene. Og over 40 procent af forkynderne deltog ikke regelmæssigt i tjenesten; der kunne gå flere måneder uden at de forkyndte. Der var behov for kærlig hjælp i form af personlig oplæring. Der blev lagt planer som ville gøre det muligt for alle Jehovas vidner som ikke allerede deltog i forkyndelsen fra hus til hus, at få hjælp til at henvende sig til folk ved dørene, tale med dem ud fra Bibelen og besvare deres spørgsmål. De skulle lære at udarbejde bibelske prædikener som de kunne holde på otte minutter, eller på tre minutter hvis folk havde travlt. Formålet var at hjælpe hvert eneste Jehovas vidne til at blive en moden kristen forkynder.

Det var ikke kun de rejsende tilsynsmænd der gav denne undervisning. Tjenerne eller tilsynsmændene i menighederne gjorde det også, og i de følgende år fik andre kvalificerede forkyndere ligeledes til opgave at oplære andre. Ved det ugentlige tjenestemøde i menighederne var der i mange år blevet fremført demonstrationer af hvordan arbejdet skulle gøres. Men det blev nu kombineret med at man lagde større vægt på personlig oplæring ude i forkyndelsen.

Resultaterne var enestående. Antallet af Jehovas vidner der forkyndte fra hus til hus steg, og det samme gjaldt antallet af dem der deltog regelmæssigt i forkyndelsen. I løbet af ti år blev der dobbelt så mange Jehovas vidner jorden over. De aflagde også 126 procent flere genbesøg hos interesserede for at besvare bibelske spørgsmål, og de ledede 150 procent flere regelmæssige bibelstudier hos dem der hungrede efter Bibelens sandheder. De viste så afgjort at de var kvalificerede ordets tjenere.

I betragtning af hvor forskellig baggrund disse forkyndere havde hvad uddannelse og kultur angår, og af at de var spredt i små grupper rundt om på hele jorden, er det indlysende hvorfor Jehovas vidner giver Gud og ikke et menneske æren for den måde de er blevet dygtiggjort og oplært på i forkyndelsen af den gode nyhed. — Joh. 14:15-17.

Forkyndelse fra hus til hus — et kendetegn

Andre religiøse grupper har nu og da tilskyndet deres medlemmer til at opsøge folk i deres hjem for at tale med dem om religion. Enkelte har prøvet det. Nogle gør det måske endda som missionærer i et par år, men holder så op. Det er kun blandt Jehovas Vidner at stort set alle, unge og gamle, mænd og kvinder, deltager i tjenesten fra hus til hus år ud og år ind. Det er kun Jehovas vidner som virkelig bestræber sig for at forkynde budskabet om Riget på hele den beboede jord, i lydighed mod den profetiske befaling i Mattæus 24:14.

Dermed være ikke sagt at alle Jehovas vidner synes det er let at forkynde fra hus til hus.d Tværtimod. Mange af dem har sagt da de begyndte at studere Bibelen: ’Der er én ting I aldrig får mig til, og det er at gå fra hus til hus!’ Alligevel går praktisk talt alle Jehovas vidner fra hus til hus hvis de fysisk er i stand til det. Og mange der ikke fysisk er i stand til det, forkynder alligevel fra hus til hus — i kørestole, med stokke eller på anden måde. Andre — som ikke kan forlade deres hjem eller som forsøger at kontakte dem det er umuligt at træffe på anden vis — forkynder pr. telefon eller ved at skrive breve. Hvorfor gør de denne store indsats?

Når mennesker lærer Jehova at kende, giver deres kærlighed til ham dem et helt nyt syn på livet. De får lyst til at fortælle andre om ham. Det han har lovet dem der elsker ham, er simpelt hen så vidunderligt at de ikke kan holde det for sig selv. Og de føler at det er deres ansvar over for Gud at advare folk om den nært forestående store trængsel. (Matt. 24:21; jævnfør Ezekiel 3:17-19.) Men hvorfor gør de det ved at gå fra hus til hus?

De ved at Jesus lærte sine disciple at opsøge folk i deres hjem for at forkynde og undervise. (Matt. 10:11-14) De ved også at apostlene, efter at den hellige ånd var blevet udgydt på pinsedagen i år 33, uden ophør fortsatte med at forkynde den gode nyhed „i templet [i Jerusalem] og fra hus til hus“. (Apg. 5:42) Ethvert Jehovas vidne kender Apostelgerninger 20:20, hvor der står at apostelen Paulus underviste „offentligt og fra hus til hus“. Og de ser rigeligt med beviser på at Jehova velsigner denne gerning i vor tid. Efterhånden som de får erfaring i at forkynde fra hus til hus, bliver den gerning som de engang frygtede, ofte noget de ivrigt ser frem til.

De går grundigt til værks. De fører nøjagtige notater for at kunne komme tilbage og tale med dem der ikke har været hjemme. Og ikke nok med det — de besøger hvert hjem gentagne gange.

På grund af de gode resultater forkyndelsen fra hus til hus giver, har modstandere i mange lande forsøgt at sætte en stopper for den. For at vinde officiel respekt for deres ret til at forkynde fra dør til dør har Jehovas Vidner henvendt sig til øvrighedspersoner. Når det har været nødvendigt, er de gået rettens vej for juridisk at stadfæste retten til at forkynde den gode nyhed på denne måde. (Fil. 1:7) Og når undertrykkende regeringer fortsat har forbudt denne virksomhed, har Jehovas Vidner undertiden blot udført den på en mindre iøjnefaldende måde eller om nødvendigt brugt andre metoder for at nå ud til folk med budskabet om Riget.

Selv om radio- og tv-udsendelser er blevet brugt for at gøre budskabet om Riget kendt, er Jehovas vidner klar over at den personlige kontakt de kan få med folk når de går fra hus til hus, er langt mere virkningsfuld. Den giver dem bedre lejlighed til at besvare folks spørgsmål og finde frem til dem der fortjener det. (Matt. 10:11) Det er én af grundene til at Vagttårnsselskabet i 1957 solgte radiostationen WBBR i New York.

Jehovas vidner mener imidlertid ikke at de har fuldført deres opgave når de har aflagt et personligt vidnesbyrd. Det er kun begyndelsen.

„Gør disciple . . . idet I lærer dem“

Jesus befalede sine disciple at gøre mere end at forkynde. De skulle efterligne ham ved også at undervise. (Matt. 11:1) Før han steg op til himmelen sagde han til dem: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, . . . idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ (Matt. 28:19, 20) Forskellen på at lære eller undervise (græsk: didasʹkō) og at forkynde er at læreren ikke blot fremholder oplysninger; han vejleder, forklarer og fremlægger beviser.

Allerede i april 1881 gav Watch Tower nogle korte forslag til hvordan man kunne undervise. Nogle af kolportørerne i den første tid lagde vægt på at komme tilbage til dem der viste interesse, så de kunne tilskynde dem til at læse Selskabets bøger og komme sammen med andre for at studere Guds ord regelmæssigt. Bogen Guds Harpe, der udkom på engelsk i 1921 (dansk 1922) blev ofte brugt ved disse studier. Senere blev der gjort endnu mere for at vise de interesserede personlig opmærksomhed. Der blev i den forbindelse gjort udstrakt brug af grammofonplader og trykt studiemateriale. Hvordan foregik det?

Siden begyndelsen af 1933 havde Selskabet suppleret sine radioudsendelser med grammofonplader der blev afspillet i mødelokaler, i parker, ved fabriksporte og så videre. Forkyndere der traf interesserede når de gik fra hus til hus, aftalte at komme tilbage for at spille nogle af disse plader for dem i deres hjem. Da bogen Rigdom udkom i 1936 (engelsk; dansk 1942), drøftede de den efter at de havde spillet en plade, i den hensigt at oprette studier som de interesserede i området kunne være med til. Dette arbejde blev især betonet for at hjælpe potentielle medlemmer af ’den store skare’ til at lære sandheden at kende. — Åb. 7:9.

Omkring samme tid øgede det katolske hierarki sit pres på personer der ejede eller drev radiostationer og på offentlige instanser i et målbevidst forsøg på at standse Vagttårnsselskabets programmer. En begæring underskrevet af 2.630.000 mennesker i De Forenede Stater foreslog en offentlig debat mellem J. F. Rutherford og en højtstående repræsentant for den katolske kirke. Ingen blandt det katolske præsteskab var villig til at tage udfordringen op. I 1937 indtalte broder Rutherford derfor nogle foredrag på plade med titlerne „Afsløret“ og „Religion og kristendom“, hvori han gjorde rede for grundlæggende bibelske læresætninger, specielt med tanke på at modbevise ubibelske katolske dogmer. Det samme stof blev udgivet i trykt form i brochurerne Beskyttelse og Afsløret, og et eksemplar af Afsløret blev leveret personligt til alle der havde underskrevet begæringen, så de selv kunne læse de bibelske sandheder som det katolske hierarki forsøgte at undertrykke.

For at hjælpe folk til at se stridsspørgsmålene klart og til at undersøge deres bibelske baggrund, blev brochuren Model-Studium nr. 1 trykt til brug ved de møder der blev arrangeret for interesserede. Brochuren indeholdt spørgsmål og svar, og skriftsteder der underbyggede svarene. Studielederen spillede først en eller flere af de førnævnte foredrag på plade, så alle kunne høre argumentationen i sin helhed. Derefter drøftede de emnet ud fra stoffet i Model-Studium og ved at undersøge selve skriftstederne. Efter Model-Studium nr. 1 kom nr. 2 og nr. 3, som var tilpasset andre grammofonforedrag. Disse studier blev først arrangeret på steder hvor grupper af interesserede kunne samles, men inden længe blev de også holdt hos enkeltpersoner og familier.

Siden da er der blevet udgivet mange gode bøger der specielt er beregnet til brug ved de hjemmebibelstudier Jehovas vidner leder. De der har fået den største udbredelse er bøgerne „Gud Maa Være Sanddru“, Sandheden der fører til evigt liv og Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. Der er også blevet udgivet 32-siders brochurer — God’s Way Is Love (Guds vej er kærlighed, ikke oversat til dansk), „Denne gode nyhed om riget“, „Se! jeg gør alting nyt“ og mange andre. De blev fulgt af brochurer som Evigt liv på jorden, der indeholder en enkel og letforståelig fremholdelse af grundlæggende bibelske læresætninger.

Brugen af disse redskaber, kombineret med en omfattende oplæring i menigheden og på det personlige plan, har resulteret i en kraftig stigning i antallet af bibelstudier. I 1950 blev der gennemsnitlig ledet 234.952 bibelstudier, de fleste én gang om ugen. Hvis eleverne ikke gjorde tilstrækkelige fremskridt, blev studiet afbrudt. Men mange gjorde så gode fremskridt at de til sidst kunne undervise andre. Trods den stadige udskiftning er antallet af studier hele tiden steget, ofte meget stærkt. I 1992 ledede Jehovas vidner 4.278.127 hjemmebibelstudier i hele verden.

For at kunne fuldføre dette enorme forkyndelses- og undervisningsarbejde på alle de forskellige sprog i verden, har Jehovas vidner i udstrakt grad benyttet sig af det trykte ord. Det har krævet en udgivervirksomhed af gigantiske dimensioner.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 556]

Jesus talte med folk overalt om Guds hensigt med menneskeheden

[Ramme på side 559]

En særlig velsignelse af hus-til-hus-arbejdet

„Som ved Kristi første komme ser det ud til at arbejdet fra dør til dør, og ikke præsternes form for forkyndelse, har Herrens særlige velsignelse.“ — „Watch Tower“, 15. juli 1892.

[Ramme på side 570]

Hvorfor Jehovas vidner kommer igen og igen

„Vagttårnet“ for 15. oktober 1962 forklarede hvorfor Jehovas vidner besøger hver husstand om og om igen: „For det første varierer omstændighederne. Én dag er de hjemme, næste gang ikke. Én dag har de travlt, næste gang ikke. Én dag kommer ét medlem af familien til døren, næste gang et andet medlem af familien; og vidnerne er ikke alene interesserede i at besøge hvert eneste hjem i deres distrikt, men også, om muligt, i at tale med hvert eneste af familiens voksne medlemmer. Familiens medlemmer har ikke altid det samme syn på religion, og det er derfor ikke muligt at ét medlem af familien kan svare for de øvrige. Hertil kommer at folk flytter, og vidnerne kan derfor aldrig være helt sikre på hvem de vil træffe ved døren.

Ikke alene varierer omstændighederne, men folks indstilling varierer også fra gang til gang. . . . Af en eller anden grund kan folk være i dårligt humør og slet ikke være oplagt til at tale om religiøse spørgsmål, eller noget spørgsmål i øvrigt, uanset hvem der kom til døren. Men det betyder ikke at de er indstillet ligesådan næste gang forkynderen kommer. Det er heller ikke sikkert at et menneske ikke vil være interesseret i at drøfte religiøse emner næste gang, selv om vedkommende overhovedet ikke var interesseret første gang. Vedkommende kan siden sidst have været ude for en eller anden sindsbevægelse eller kan være kommet til kundskab om et eller andet der har ændret stoltheden til ydmyghed og skabt et åndeligt behov i stedet for den tidligere selvtilfredshed. . . .

Det budskab vidnerne bringer, lyder desuden mærkeligt i nogle menneskers ører, og de forstår slet ikke dets betydning. Først når de har hørt det nogle gange, går det op for dem hvad det drejer sig om.“

[Ramme/illustration på side 574]

„På enhver tænkelig måde“

„Vi der befinder os i Herrens organisation har på enhver tænkelig måde forsøgt at rette [verdens] opmærksomhed mod livets budskab. Vi har gjort brug af slogans, helsidesannoncer, radioudsendelser, højttalerbiler, grammofoner, gigantiske stævner, informationsmarcher hvor man bar skilte, og en voksende hær af hus-til-hus-forkyndere. Dette arbejde har haft det formål at skille de mennesker der er gået ind for Guds oprettede rige, fra dem der er imod det. Det var dette arbejde Jesus forudsagde skulle finde sted i min generation!“ — Skrevet i 1987 af Melvin Sargent, der da var 91 år gammel.

[Illustration]

Melvin Sargent

[Grafisk fremstilling på side 574]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Flere hjemmebibelstudier

4.000.000

3.000.000

2.000.000

1.000.000

1950 1960 1970 1980 1992

[Illustrationer på side 557]

I millionvis af disse traktater blev uddelt gratis i nærheden af kirkerne og fra hus til hus, eller sendt ud med posten

[Illustrationer på side 558]

Kolportørerne spredte bøger der forklarede Bibelen

[Illustration på side 559]

Anna Andersen besøgte så godt som hver eneste by i Norge med bibelsk læsestof

[Illustration på side 560]

Ved hjælp af avisannoncer kom man i forbindelse med folk der ikke kunne træffes på anden vis

[Illustration på side 561]

Over 2000 aviser på fire kontinenter bragte broder Russells prædikener samtidig

[Illustrationer på side 562]

„Skabelsens Fotodrama“ aflagde et vældigt vidnesbyrd for millioner af mennesker i mange lande

[Illustration på side 563]

Gennem radioen forkyndte J. F. Rutherford for millioner af mennesker jorden over i deres egen stue

[Illustration på side 564]

Klar til at køre ud i gruppevidnearbejde på cykel i England

[Illustration på side 565]

I 1933 begyndte man at bruge trykte vidnesbyrdskort

[Illustration på side 566]

Grammofonplader med bibelske foredrag aflagde et magtfuldt vidnesbyrd i 1930’erne og 40’erne

[Illustration på side 567]

Ved hjælp af højttalerbiler — somme tider mange (som her i Australien) — udsendte man Bibelens budskab på offentlige steder

[Illustration på side 568]

Oplyste skilte i vinduerne hos Jehovas vidner aflagde et vidnesbyrd døgnet rundt

[Illustration på side 568]

Plakater og skilte bidrog til at der blev aflagt et godt vidnesbyrd (som her i Skotland)

[Illustration på side 569]

I 1940 begyndte man at udføre gadearbejde med „Vagttaarnet“ og „Ny Verden“ (som her i USA)

[Illustration på side 569]

Fra 1943 blev brødre i menighederne undervist i at holde offentlige foredrag

[Illustrationer på side 571]

Der ledes hjemmebibelstudier med interesserede. Nedenfor ses nogle publikationer der er udarbejdet med henblik på dette. De blev først udgivet på engelsk, derefter på mange andre sprog

[Illustrationer på side 572, 573]

Jehovas vidner i hele verden, unge og gamle, mænd og kvinder, forkynder fra hus til hus

Rumænien

Bolivia

Zimbabwe

Hongkong

Belgien

Uruguay

Fiji

5. del

Udgivelse af bibelsk læsestof fremmer forkyndelsen

Hvordan kunne det lade sig gøre at forkynde på hele den beboede jord? Som det fremgår af denne del (kapitlerne 25-27) har det blandt andet været nødvendigt at bygge trykkerier i mange lande og udgive bibler og bibelsk læsestof for at kunne kontakte mennesker fra alle nationer.

[Helsides illustration på side 554]