Tjeneste og organisation bliver stridsspørgsmål

Lige fra det første nummer af Zion’s Watch Tower, og sidenhen med større eftertryk, blev enhver sand kristen opfordret til at fortælle andre om sandheden. Derefter blev bladets læsere ofte tilskyndet til at indse og værdsætte at de havde det privilegium og ansvar at forkynde den gode nyhed for andre. Mange deltog i begrænset omfang, men det var forholdsvis få der var med i forreste række og gik fra hus til hus for at give alle lejlighed til at høre Rigets budskab.

Men fra og med 1919 blev der lagt mere vægt på at alle deltog i forkyndelsen. Broder Rutherford understregede det kraftigt i et foredrag i Cedar Point, Ohio, det år. I hver menighed der anmodede Selskabet om at blive organiseret til arbejdet blev der udvalgt en arbejdsdirektør, udnævnt af Selskabet, til at varetage forkyndelsen. Han skulle selv gå foran i arbejdet og sørge for at menigheden havde det nødvendige materiale.

I 1922 bragte Vagttaarnet en artikel med titlen „Tjeneste er betydningsfuld“. Den pegede på hvor stærkt folk havde brug for at høre den gode nyhed om Riget, henviste til Jesu profetiske befaling i Mattæus 24:14, og sagde til menighedernes ældste: „Ingen bør tro, at fordi han er Ældste i en Menighed, skal al hans Tjeneste bestaa i at prædike med Mundens Ord. Hvis Lejligheder frembyder sig for ham til at gaa omkring blandt Folk og bringe det trykte Budskab til dem, saa er det et stort Privilegium, og det er at forkynde Evangeliet; ofte er dette til og med den mest virkningsfulde Maade at forkynde Evangeliet paa.“ Artiklen spurgte derpå: „Kan nogen, som virkelig er indviet til Herren, fremføre nogen retfærdig Grund til at være lad og ligegyldig i denne Tid?“

I 1932 bragte Vagttaarnet derpå en artikel i to dele med titlen „Jehovas Organisation“. (Numrene for 15. oktober og 1. november) Den viste at ordningen med valgte ældste i menighederne var ubibelsk. Menighederne blev opfordret til kun at lade ansvarsopgaver varetage af mænd som var aktive i tjenesten på arbejdsmarken, mænd som levede op til den forpligtelse der lå antydet i navnet Jehovas Vidner. Disse mænd skulle fungere som et arbejds- eller tjenesteudvalg, og en af dem blev på menighedens forslag udnævnt af Selskabet til arbejdsdirektør.