• Prøvelser og sigtning indefra
    Jehovas Vidner — forkyndere af Guds rige

    • Tjeneste og organisation bliver stridsspørgsmål

      Lige fra det første nummer af Zion’s Watch Tower, og sidenhen med større eftertryk, blev enhver sand kristen opfordret til at fortælle andre om sandheden. Derefter blev bladets læsere ofte tilskyndet til at indse og værdsætte at de havde det privilegium og ansvar at forkynde den gode nyhed for andre. Mange deltog i begrænset omfang, men det var forholdsvis få der var med i forreste række og gik fra hus til hus for at give alle lejlighed til at høre Rigets budskab.

      Men fra og med 1919 blev der lagt mere vægt på at alle deltog i forkyndelsen. Broder Rutherford understregede det kraftigt i et foredrag i Cedar Point, Ohio, det år. I hver menighed der anmodede Selskabet om at blive organiseret til arbejdet blev der udvalgt en arbejdsdirektør, udnævnt af Selskabet, til at varetage forkyndelsen. Han skulle selv gå foran i arbejdet og sørge for at menigheden havde det nødvendige materiale.

      I 1922 bragte Vagttaarnet en artikel med titlen „Tjeneste er betydningsfuld“. Den pegede på hvor stærkt folk havde brug for at høre den gode nyhed om Riget, henviste til Jesu profetiske befaling i Mattæus 24:14, og sagde til menighedernes ældste: „Ingen bør tro, at fordi han er Ældste i en Menighed, skal al hans Tjeneste bestaa i at prædike med Mundens Ord. Hvis Lejligheder frembyder sig for ham til at gaa omkring blandt Folk og bringe det trykte Budskab til dem, saa er det et stort Privilegium, og det er at forkynde Evangeliet; ofte er dette til og med den mest virkningsfulde Maade at forkynde Evangeliet paa.“ Artiklen spurgte derpå: „Kan nogen, som virkelig er indviet til Herren, fremføre nogen retfærdig Grund til at være lad og ligegyldig i denne Tid?“

      Nogle holdt sig tilbage. De kom med alle mulige indvendinger. De syntes ikke det var passende at „sælge bøger“, skønt det ikke blev gjort for at opnå fortjeneste og skønt det var gennem de samme publikationer de selv havde lært sandheden om Guds rige at kende. Da man fra 1926 blev opfordret til at gå fra hus til hus med bøgerne om søndagen, var nogle imod dette, skønt søndagen var den dag mange normalt satte til side til gudstjeneste. Det grundlæggende problem var at de fandt det under deres værdighed at forkynde fra hus til hus. Og Bibelen siger dog klart at Jesus sendte sine disciple ud til folks hjem for at forkynde for dem, og at apostelen Paulus forkyndte „offentligt og fra hus til hus“. — Apg. 20:20; Matt. 10:5-14.

      Efterhånden som der blev lagt større og større vægt på forkyndelsen, trak de hvis hjerte ikke tilskyndede dem til at efterligne Jesus og hans apostle, sig gradvis tilbage. Her i landet blev menigheden i Skive næsten halveret, og det samme skete for andre menigheder. Af de omkring hundrede der var tilsluttet menigheden i Dublin, blev kun fire tilbage. Der forekom en tilsvarende sigtning i Norge, Canada, De Forenede Stater og andre lande. Der blev renset ud i menighederne.

      De der virkelig ønskede at efterligne Guds søn, reagerede positivt på de bibelske tilskyndelser. Men deres villighed gjorde det ikke nødvendigvis let for dem at begynde at gå fra hus til hus. Nogle havde svært ved at komme i gang. Men fælles gruppevidnearbejde og særlige arbejdskonventer var en opmuntring. To søstre i Nordjylland glemte sent deres første dag i tjenesten. De overværede en samling ved et arbejdskonvent, hørte instruktionerne, tog ud til distriktet, men brast i gråd. To brødre så hvad der var galt, og indbød dem til at følges med dem — og snart var der solskin igen. Efter at have fået en forsmag på tjenesten var de fleste glade og begejstrede, ivrige efter at gøre mere.

      I 1932 bragte Vagttaarnet derpå en artikel i to dele med titlen „Jehovas Organisation“. (Numrene for 15. oktober og 1. november) Den viste at ordningen med valgte ældste i menighederne var ubibelsk. Menighederne blev opfordret til kun at lade ansvarsopgaver varetage af mænd som var aktive i tjenesten på arbejdsmarken, mænd som levede op til den forpligtelse der lå antydet i navnet Jehovas Vidner. Disse mænd skulle fungere som et arbejds- eller tjenesteudvalg, og en af dem blev på menighedens forslag udnævnt af Selskabet til arbejdsdirektør. I Belfast bevirkede dette at flere af dem der hellere ville være fremtrædende end udføre ydmyg tjeneste, blev sigtet fra.

      I begyndelsen af 1930’erne havde de fleste af dem der i Tyskland forsøgte at lægge en dæmper på forkyndelsen, trukket sig tilbage fra menighederne. Andre trak sig frygtsomt tilbage da arbejdet i 1933 blev forbudt i mange af de tyske delstater. Men tusinder udholdt disse trosprøver og viste sig villige til at forkynde uanset hvilke farer de derved udsatte sig for.

      Jorden over gik forkyndelsen af Riget frem med stormskridt. Tjenesten på arbejdsmarken blev en vigtig del af alle Jehovas vidners liv. Menigheden i Oslo lejede for eksempel busser i weekenden for at bringe forkynderne ud til byerne i omegnen. De mødtes tidligt om morgenen, var ude i distriktet ved ni- eller titiden, arbejdede flittigt i tjenesten i syv-otte timer, og sluttede sig derefter til busgruppen for hjemturen. Andre kørte ud i landdistrikterne på cykler, med forkyndermapper og kartoner med ekstra bøger. Jehovas vidner var lykkelige, nidkære og forenede i udførelsen af Guds vilje.

      Da opmærksomheden i 1938 igen blev rettet mod udnævnelsen af de ansvarshavende mænd i menighederne,j blev afskaffelsen af den sidste rest af lokalt tjenervalg mødt med almindeligt bifald. Menighederne vedtog med glæde en resolution hvori de anerkendte den teokratiske organisationsstruktur og anmodede „Selskabet“ (hvormed de mente den salvede rest eller den trofaste og kloge træl) om at organisere menigheden til tjeneste og at udnævne alle dens tjenere. Derefter påtog det synlige Styrende Råd sig at foretage de nødvendige udnævnelser og at organisere menighederne til at udføre en forenet og produktiv virksomhed. Kun få grupper holdt sig tilbage og forlod organisationen på det tidspunkt.