Organiserede til at forkynde den gode nyhed

Broder Russell indså meget tidligt at en af de kristnes væsentligste forpligtelser var at forkynde. (1 Pet. 2:9) Watch Tower forklarede at det ikke kun var Jesus men også alle hans salvede disciple der måtte opfylde de profetiske ord i Esajas 61:1: „Jehova har salvet mig til at bringe godt nyt,“ eller, som King James-oversættelsen gengiver Jesu citat af denne passage: „Han har salvet mig til at forkynde evangeliet.“ — Luk. 4:18.

Så tidligt som i 1881 indeholdt Watch Tower en artikel med titlen „Vi søger 1000 forkyndere“. Den tilskyndede de enkelte medlemmer af menighederne til at bruge den tid de kunne (en halv time, en time eller to eller tre) til at udbrede sandheden fra Bibelen. Mænd og kvinder som ikke havde forsørgerpligter og som kunne give halvdelen eller mere af deres tid udelukkende til Herrens gerning, blev opfordret til at forkynde som kolportører. Antallet af sådanne kolportører varierede en del fra år til år, men i 1885 var der allerede omkring 300 som udførte dette arbejde. Andre udførte en mere begrænset form for kolportørtjeneste. Kolportørerne fik forslag til hvordan de kunne udføre deres tjeneste. Men marken var stor, og i hvert fald i begyndelsen valgte de selv hvor de ville tjene, og de flyttede omkring stort set som de havde lyst til. Når de mødtes ved stævnerne, talte de sammen og foretog de nødvendige justeringer så de ikke overlappede andres indsats.

Samme år som kolportørtjenesten begyndte, fremstillede broder Russell nogle traktater (eller brochurer) til gratis uddeling. En af de mere kendte var Food for Thinking Christians (Føde for tænkende kristne), som i løbet af de første fire måneder blev uddelt i 1.200.000 eksemplarer. Arbejdet med at trykke og uddele disse traktater gav anledning til oprettelsen af Zion’s Watch Tower Tract Society til at tage sig af de praktiske foranstaltninger. For at arbejdet ikke skulle blive afbrudt i tilfælde af hans død og for at man lettere kunne modtage og anvende de bidrag der blev givet til arbejdet, ansøgte broder Russell om at få dette selskab indregistreret, hvilket skete den 15. december 1884. Derved fik man et redskab der opfyldte lovens krav.

Efterhånden som der blev behov for det, oprettede Selskabet afdelingskontorer i andre lande. Det første var kontoret i London, der blev oprettet den 23. april 1900. Et andet blev oprettet i Elberfeld i Tyskland i 1902. To år senere blev der oprettet en afdeling på den anden side af jorden, i Melbourne i Australien. Nu mens dette skrives, er der 99 afdelingskontorer jorden over.

Men samtidig med at man opbyggede en form for organisation der var nødvendig for at tilvejebringe bibelsk litteratur i større mængder, overlod man det i begyndelsen til de enkelte menigheder selv at finde ud af hvordan de ville organisere uddelingen af dette læsestof. I et brev dateret den 16. marts 1900 gav broder Russell udtryk for hvordan han så på sagen. I brevet, der var stilet til „Alexander M. Graham og kirkend i Boston, Massachusetts,“ skrev han blandt andet: „Som I alle ved, er det min erklærede hensigt at overlade det til de enkelte grupper af Herrens folk at styre deres egne anliggender, efter hvordan de selv finder det bedst, og blot stille forslag, ikke som indblanding, men udelukkende som rådgivning.“ Dette gjaldt ikke blot deres møder, men også deres måde at udføre forkyndelsen på. Efter at have givet brødrene nogle praktiske anvisninger, sluttede han derfor med ordene: „Dette skal udelukkende betragtes som forslag.“

Nogle aktiviteter krævede dog mere præcise anvisninger fra Selskabet. I forbindelse med forevisningen af „Skabelsens Fotodrama“ måtte de enkelte menigheder afgøre om de var villige til og i stand til at leje en teatersal eller et andet lokale hvor der kunne arrangeres en forevisning. Men det var nødvendigt at flytte udstyret fra by til by, og der var datoer som skulle overholdes, så i disse tilfælde sørgede Selskabet for en central styring af planerne. Hver menighed blev opfordret til at nedsætte et „dramaudvalg“ der skulle sørge for det lokale arrangement, men Selskabet sendte en tilsynsførende som gik detaljerne grundigt igennem for at sikre sig at alt forløb glat.

Som årene 1914 og 1915 kom og gik, ventede de salvede kristne ivrigt på opfyldelsen af deres himmelske håb. Samtidig blev de tilskyndet til at være travlt optaget i Herrens gerning. Selv om de mente at den tid de havde tilbage i kødet var meget kort, blev det klart for dem at hvis forkyndelsen af den gode nyhed skulle foregå på ordnet vis, måtte der mere styring til nu end dengang de kun talte nogle få hundrede. Kort efter at J. F. Rutherford var blevet Vagttårnsselskabets anden præsident, blev der taget skridt i denne retning. I The Watch Tower for 1. marts 1917 blev det bekendtgjort at alt distrikt som blev gennemarbejdet af kolportører og hyrdearbejderee i menighederne, for fremtiden ville blive tildelt af Selskabets kontor. Hvis der i en by eller et amt var både lokale forkyndere og kolportører som deltog i tjenesten, blev distriktet delt op imellem dem af et lokalt nedsat distriktsudvalg. Denne ordning bidrog til en bemærkelsesværdig stor uddeling af Den fuldbyrdede Hemmelighed i løbet af få måneder i 1917-18. Den var også medvirkende til at man kunne lynuddele 10.000.000 eksemplarer af en magtfuld afsløring af kristenheden i en traktat med titlen „Babylons fald“.

Kort efter dette blev de fleste medlemmer af Selskabets administrative stab arresteret, og den 21. juni 1918 blev de idømt fængselsstraffe på 20 år. Forkyndelsen af den gode nyhed gik praktisk taget i stå. Var tiden inde til at de omsider ville blive forenet med Herren i himmelsk herlighed?

Få måneder senere endte krigen. Året efter blev Selskabets ledere løsladt. De befandt sig stadig i kødet. Det var ikke det de havde forventet, men de sluttede at Gud stadig måtte have et arbejde for dem at gøre her på jorden.

Brødrene havde netop stået svære trosprøver igennem. I 1919 styrkede Vagt-Taarnet dem imidlertid med opildnende bibelske artikler over temaet „Salige er de, som ikke frygter“, fulgt op af en artikel med titlen „Lejligheder til Tjeneste“. Ingen af dem forudså dog den dramatiske udvikling organisationen ville gennemgå i løbet af de efterfølgende årtier.

Det rette eksempel for hjorden

Broder Rutherford forstod klart at hvis arbejdet skulle fortsætte på en ordnet og harmonisk måde, uanset hvor kort tid der måtte være tilbage, var det vigtigt at der blev sat det rette eksempel for hjorden. Jesus havde beskrevet sine disciple som får, og får følger deres hyrde. Det er naturligvis Jesus selv der er ’den rigtige hyrde’, men han bruger også ældste til at virke som underhyrder for sit folk. (1 Pet. 5:1-3) Disse ældste må være mænd der selv deltager i det arbejde som Jesus betroede sit folk, og de må tilskynde andre til at gøre det samme. De må være opfyldt af ægte evangelieånd. Men da man spredte Den fuldbyrdede Hemmelighed i USA havde nogle af de ældste holdt sig tilbage; visse havde endda temmelig direkte frarådet andre at deltage i arbejdet.

Et betydningsfuldt skridt hen imod at korrigere dette misforhold blev taget i 1919, da man begyndte at udgive bladet The Golden Age. Dette blad skulle blive et magtfuldt redskab til at forkynde Guds rige som den eneste varige løsning på menneskehedens problemer. De menigheder der ville være med til at sprede bladet, blev opfordret til at anmode Selskabet om at blive registreret som en „tjenesteorganisation“. Derefter udnævnte Selskabet en arbejdsleder, en såkaldt arbejdsdirektør, som ikke skulle genvælges hvert år.f Han skulle som Selskabets stedlige repræsentant organisere arbejdet, uddele distrikt og tilskynde menigheden til at deltage i tjenesten. Det vil sige at der ved siden af ordningen med de demokratisk valgte ældste og diakoner begyndte at blive indført en anden organisationsform, en form der anerkendte en udnævnende myndighed uden for den lokale menighed og som lagde større vægt på forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige.g

I de følgende år gik arbejdet med at forkynde Guds rige frem med stormskridt, som drevet af en uimodståelig kraft. Begivenhederne i 1914 og derefter havde gjort det klart at den store profeti hvori Herren Jesus Kristus beskrev afslutningen på tingenes ordning, var ved at gå i opfyldelse. I lyset af dette blev det i 1920, med en henvisning til Mattæus 24:14, påpeget i Vagt-Taarnet at tiden var inde til at forkynde den gode nyhed om „den gamle Samfundsordens Ende og Messiasrigets Oprettelse“.h (Matt. 24:3-14) Efter at have overværet bibelstudenternes stævne i Cedar Point, Ohio, i 1922, vendte deltagerne hjem med slagordet „Forkynd, forkynd, forkynd Kongen og hans Rige“ ringende i ørerne. De sande kristnes opgave blev betonet endnu stærkere da man i 1931 antog navnet Jehovas Vidner.

Det var tydeligt at Jehova havde pålagt sine tjenere at udføre et arbejde som de alle kunne deltage i. Reaktionen var overvældende. Mange foretog store forandringer i deres tilværelse for at kunne ofre al deres tid i arbejdet. Og selv blandt dem der kun kunne afse en del af deres tid, var der mange som tilbragte hele dage i tjenesten i weekenden. Som følge af de mange tilskyndelser i Vagttaarnet og Budbringer i 1938 og 1939, stræbte mange Jehovas vidner dengang samvittighedsfuldt efter at bruge 60 timer om måneden i tjenesten på arbejdsmarken.

Blandt disse nidkære forkyndere var der adskillige ydmyge og hengivne tjenere for Jehova som var ældste i menighederne. Men nogle steder var der i 1920’erne og i begyndelsen af 1930’erne også betragtelig modstand mod tanken om at alle skulle deltage i forkyndelsen. De demokratisk valgte ældste tog ofte temmelig direkte til orde mod det som Vagttaarnet sagde om ansvaret for at forkynde for mennesker uden for menigheden. Deres modstand mod at lytte til hvad Guds ånd gennem Bibelen havde at sige til menigheden om dette, hindrede ånden i at virke i disse grupper. — Åb. 2:5, 7.

I 1932 blev der taget skridt til at rette dette forhold. Hovedsagen var ikke om nogle fremtrædende ældste ville blive fornærmede eller om nogle af menighedernes medlemmer måske ville trække sig tilbage. Nej, ønsket var først og fremmest at behage Jehova og gøre hans vilje. Med dette for øje bragte Vagttaarnet for 15. oktober og 1. november (den engelske udgave for 15. august og 1. september) dette år to artikler med emnet „Jehovas Organisation“.

Disse artikler viste tydeligt at alle som virkelig var en del af Jehovas organisation ville udføre det arbejde som hans ord sagde skulle udføres i vor tid. Artiklerne gjorde gældende at det at være en kristen ældste ikke var et embede man kunne vælges til, men en tilstand man kunne nå frem til ved åndelig vækst. Der blev lagt særlig vægt på Jesu bøn om at hans disciple ’alle måtte være ét’ — i samhørighed med Gud og Kristus, og dermed også i samhørighed med hinanden i udførelsen af Guds vilje. (Joh. 17:21) Med hvilket resultat? Den anden artikel svarede at „hver eneste en af Levningen [den salvede rest] nu maa være et Vidne om Jehova Guds Navn og hans Rige“. De der undlod eller nægtede at gøre hvad de med rimelighed kunne i den offentlige forkyndelse, kunne ikke få betroet et tilsynshverv i menigheden.

Da menighederne havde studeret disse artikler blev de opfordret til at vedtage en resolution hvori de gav deres tilslutning til kende. Dermed ophørte det årlige valg af ældste og diakoner i menighederne. Nogle af de tidligere „valgte ældste“ forlod menighederne — som det for eksempel skete i Belfast i Nordirland — og nogle af deres tilhængere fulgte dem. Det tyndede lidt ud i rækkerne, men organisationen som helhed blev styrket. De der blev tilbage var villige til at skuldre deres kristne forpligtelse til at forkynde. I stedet for at vælge ældste udpegede menighederne — stadig ved hjælp af demokratiske metoder — et tjenesteudvalgi bestående af åndeligt modne mænd som deltog aktivt i den offentlige forkyndelse. Menighedernes medlemmer valgte også en ordstyrer til at præsidere ved deres møder samt en broder til at tjene som sekretær og kasserer. De skulle alle være mænd som var aktive vidner for Jehova.

Nu da tilsynet i menighederne var lagt i hænderne på mænd som ikke gik op i deres stilling men i at gøre Guds vilje — at aflægge vidnesbyrd om hans navn og rige — og som viste et godt eksempel ved selv at deltage, gik arbejdet lettere og mere gnidningsløst. Hvad de ikke vidste, var at der lå et stort arbejde foran dem. Der skulle aflægges et langt større vidnesbyrd end der allerede var aflagt, og der skulle foretages en indsamling af en størrelsesorden de slet ikke forestillede sig. (Es. 55:5) Jehova var åbenbart ved at forberede dem på opgaven.

Enkelte som nærede håb om evigt liv på jorden var begyndt at slutte sig til dem.j Men Bibelen forudsagde at der skulle indsamles en stor skare som ville blive bevaret gennem den store trængsel. (Åb. 7:9-14) I 1935 kom det til at stå klart hvem denne store skare bestod af. Den nye måde at udvælge tilsynsmænd på som blev indført i 1930’erne, satte organisationen bedre i stand til at indsamle, undervise og oplære dem.

De fleste Jehovas vidner så dette udvidede arbejde som en spændende opgave. Deres forkyndelse fik ny betydning for dem. Enkelte var dog ikke så begejstrede for at forkynde. De holdt sig tilbage, og de forsøgte at retfærdiggøre deres passivitet ved at påstå at der ikke ville blive indsamlet nogen stor skare før efter Harmagedon. Men flertallet tog det som en yderligere lejlighed til at vise deres loyalitet mod Jehova og deres kærlighed til næsten.

Hvordan passede medlemmerne af den store skare nu ind i den menighedsstruktur der var opbygget? De fik forklaret hvilken plads Guds ord tildelte ’den lille hjord’ af salvede, og de anerkendte med glæde denne ordning. (Luk. 12:32-44) De fik også at vide at de, ligesom de salvede, var forpligtede til at dele den gode nyhed med andre. (Åb. 22:17) Eftersom de gerne ville være jordiske undersåtter under Guds rige, måtte dette rige komme først i deres liv, og de måtte ivrigt fortælle andre om det. For at svare til Bibelens beskrivelse af dem der ville blive bevaret gennem den store trængsel og komme ind i Guds nye verden, måtte de „råbe med høj røst og sige: ’Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.’“ (Åb. 7:10, 14) I 1937, da deres antal var vokset og deres nidkærhed var blevet tydelig, blev de også indbudt til at være med til at skuldre det ansvar at føre tilsyn i menigheden.

De blev imidlertid mindet om at organisationen tilhører Jehova og ikke noget menneske. Der skulle ikke være noget skel mellem de salvede og den store skare af andre får. De skulle arbejde sammen som brødre og søstre i Jehovas gerning. Som Jesus havde sagt: „Jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; dem bør jeg også føre, og de vil høre min stemme, og de vil blive én hjord, én hyrde.“ (Joh. 10:16) Det var netop hvad der skete.

[Ramme på side 215]

V.D.M.-spørgsmålene

Bogstaverne V.D.M. står for de latinske ord „Verbi Dei Minister“, en Guds ords tjener.

I 1916 udarbejdede Selskabet et skema med spørgsmål om bibelske emner. De der ønskede at repræsentere Selskabet som talere blev bedt om at besvare hvert spørgsmål skriftligt. Derved fik Selskabet et indtryk af hvordan disse brødre forstod de bibelske grundlærdomme og hvad de mente om dem. De skriftlige svar blev nøje gennemgået af en gruppe eksaminatorer på Selskabets kontor. For at blive godkendt som taler måtte man have mindst 85 procent af svarene rigtige.

Senere spurgte mange ældste, diakoner og andre bibelstudenter om de kunne få en liste med spørgsmålene. Det blev siden oplyst at det ville være gavnligt at klasserne kun valgte deres repræsentanter blandt dem der havde kvalificeret sig som V.D.M.

At Selskabet udpegede en som en Guds ords tjener, ville ikke sige at vedkommende blev ordineret. Det betød udelukkende at rådet af eksaminatorer på Selskabets kontor havde bedømt den pågældendes forståelse af lærespørgsmål, og i nogen grad hans omdømme, og sluttet at han var værdig til at blive kaldt en Guds ords tjener.

V.D.M.-spørgsmålene lød således:

(1) Hvad var Guds første skabelseshandling?

(2) Hvad betyder ordet „Logos“ når det forbindes med Guds søn? og hvad ligger der i ordene Fader og Søn?

(3) Hvornår og hvordan kom synden ind i verden?

(4) Hvori består den guddommelige straf for synd som vil komme over synderne? og hvem er synderne?

(5) Hvorfor var det nødvendigt at „Logos“ blev kød? og var han en „inkarnation“?

(6) Af hvilken natur var mennesket Kristus Jesus fra sin fødsel til sin død?

(7) Af hvilken natur har Jesus været siden sin opstandelse, og hvilken officiel stilling indtager han i forhold til Jehova?

(8) Hvori består Jesu gerning i denne evangelietidsalder — i perioden fra Pinsedagen indtil nu?

(9) Hvad har Jehova Gud indtil nu gjort for menneskehedens verden? og hvad har Jesus gjort?

(10) Hvad er Guds hensigt med menigheden når den er blevet fuldendt?

(11) Hvad er Guds hensigt med menneskehedens verden?

(12) Hvad vil de uforbederliges endelige skæbne blive?

(13) Hvilken løn eller hvilke velsignelser vil menneskehedens verden opnå ved at være lydig mod Messias’ rige?

(14) Ved hvilke skridt kan en synder indtræde i et livgivende forhold til Kristus og til den himmelske Fader?

(15) Hvilken kurs anviser Guds ord den kristne efter at han er blevet avlet af den hellige ånd?

(16) Har du omvendt dig fra synden for at tjene den levende Gud?

(17) Har du uforbeholdent indviet dit liv og alle dine evner og kræfter til Herren og til tjenesten for ham?

(18) Har du symboliseret denne indvielse ved vanddåben?

(19) Har du aflagt IBSA’s [International Bible Students Associations] løfte om hellig livsførelse?

(20) Har du læst de seks bind af STUDIER I SKRIFTEN grundigt og omhyggeligt?

(21) Har det været meget oplysende for dig, og har du haft stor gavn af det?

(22) Tror du at du har en solid og varig bibelkundskab der vil gøre dig til en bedre Herrens tjener resten af dit liv?