-
Forkyndelsesmetoder — Alle midler tages i brug for at nå ud til folkGuds rige hersker!
-
-
13, 14. Hvordan blev radioen brugt i forbindelse med udbredelsen af den gode nyhed? (Se også rammerne „Programmer på WBBR“ og „Et betydningsfuldt stævne“).
13 Radio. I 1920’erne blev arbejdet med ’Fotodramaet’ nedtonet, men så begyndte man at bruge radioen som et vigtigt redskab i forbindelse med at udbrede den gode nyhed. Den 16. april 1922 holdt Rutherford et historisk radiotransmitteret foredrag i Metropolitan Opera House i Philadelphia, Pennsylvania. Omkring 50.000 hørte foredraget „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø“. I 1923 transmitterede man for første gang en del af et stævneprogram. De ledende brødre blev enige om at det ville være klogt at vi — ud over at gøre brug af kommercielle radiostationer — fik vores egen station. Den blev oprettet på Staten Island, New York, og indregistreret som WBBR. Den 24. februar 1924 blev den første udsendelse bragt.
I 1922 hørte omkring 50.000 det radiotransmitterede foredrag „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø“
14 I Vagttaarnet for januar 1925 blev formålet med WBBR forklaret på denne måde: „Vi tror, at Radioen er den mest økonomiske og virkningsfulde Maade for Forkyndelsen af Sandhedens Budskab, som endnu har været benyttet.“ Artiklen sagde videre: „Hvis Herren finder det ret, at der skal bygges andre Radiostationer til Forkyndelse af Sandheden, vil han tilvejebringe Pengene paa sin egen velbehagelige Maade.“ (Sl. 127:1) I 1926 ejede Jehovas folk hele seks radiostationer. To af dem lå i USA — WBBR i New York og WORD i nærheden af Chicago. De fire andre befandt sig i Canada, nærmere betegnet i Alberta, British Columbia, Ontario og Saskatchewan.
15, 16. (a) Hvordan reagerede gejstligheden i Canada på vores radioudsendelser? (b) Hvordan supplerede radioforedragene og hus til hus-arbejdet hinanden?
15 Denne omfattende udbredelse af Bibelens sandhed undgik ikke gejstlighedens opmærksomhed. Albert Hoffman som havde indblik i det arbejde der blev udført på radiostationen i Saskatchewan, har fortalt: „Flere og flere lærte Bibelstudenterne [som Jehovas Vidner dengang blev kaldt] at kende. Der blev aflagt et storslået vidnesbyrd indtil gejstligheden i 1928 lagde pres på myndighederne så alle Bibelstudenternes radiostationer i Canada mistede deres licens.“
16 Trods lukningen af vores radiostationer i Canada blev bibelske foredrag fortsat transmitteret via kommercielle radiostationer. (Matt. 10:23) For at forstærke virkningen af disse programmer var der i The Watch Tower og The Golden Age (nu på dansk Vågn op!) en liste over de kommercielle radiostationer som sendte programmer om sandheden fra Bibelen, så forkynderne når de gik fra hus til hus, kunne opfordre folk til at lytte til foredragene fra deres lokale radiostation. Hvilken effekt havde det? I Bulletin for januar 1931 stod der: „Radiotransmissionerne har virket meget stimulerende på vennerne i deres arbejde fra hus til hus. På kontoret har vi modtaget mange rapporter om folk der har lyttet til udsendelserne, og som på grund af bror Rutherfords foredrag meget positivt har taget imod de bøger de har fået tilbudt.“ Bulletin beskrev radioudsendelserne og hus til hus-arbejdet som „de to store offentlige forkyndelsesmetoder i Herrens organisation“.
17, 18. Hvorfor spillede radioen fortsat en rolle, til trods for at forholdene havde ændret sig?
17 I 1930’erne kom vores brug af kommercielle radiostationer ud for voksende modstand. Sidst i 1937 tilpassede Jehovas folk sig de ændrede forhold. Man standsede den kommercielle radiotransmission og fokuserede i endnu højere grad på hus til hus-arbejdet.a Radioen spillede dog fortsat en vigtig rolle når det gjaldt udbredelsen af Rigets budskab i visse fjerntliggende eller politisk isolerede dele af verden. Fra 1951 til 1991 var der for eksempel en station i Vestberlin som regelmæssigt udsendte bibelske foredrag så de der boede i dele af det daværende Østtyskland, kunne høre Rigets budskab. Fra 1961 og mere end tre årtier frem udsendte en national radiostation i Surinam i Sydamerika hver uge et 15-minutters program om sandheden fra Bibelen. Fra 1969 til 1977 udarbejdede organisationen mere end 350 radioprogrammer i serien „Hele Skriften er gavnlig“. I 48 stater i USA blev programmet sendt af 291 radiostationer i alt. I 1996 bragte en radiostation i Apia, hovedstaden i Samoa i Stillehavet, et ugentligt program med titlen „Svar på dine bibelske spørgsmål“.
18 Da afslutningen på det 20. århundrede nærmede sig, udgjorde radioen ikke længere noget vigtigt redskab i udbredelsen af budskabet. Men nu dukkede en ny teknologi op. Den gjorde det muligt at nå ud til et større publikum end nogen sinde før.
-