Tjeneste og organisation bliver stridsspørgsmål

Lige fra det første nummer af Zion’s Watch Tower, og sidenhen med større eftertryk, blev enhver sand kristen opfordret til at fortælle andre om sandheden. Derefter blev bladets læsere ofte tilskyndet til at indse og værdsætte at de havde det privilegium og ansvar at forkynde den gode nyhed for andre. Mange deltog i begrænset omfang, men det var forholdsvis få der var med i forreste række og gik fra hus til hus for at give alle lejlighed til at høre Rigets budskab.

Men fra og med 1919 blev der lagt mere vægt på at alle deltog i forkyndelsen. Broder Rutherford understregede det kraftigt i et foredrag i Cedar Point, Ohio, det år. I hver menighed der anmodede Selskabet om at blive organiseret til arbejdet blev der udvalgt en arbejdsdirektør, udnævnt af Selskabet, til at varetage forkyndelsen. Han skulle selv gå foran i arbejdet og sørge for at menigheden havde det nødvendige materiale.

I 1922 bragte Vagttaarnet en artikel med titlen „Tjeneste er betydningsfuld“. Den pegede på hvor stærkt folk havde brug for at høre den gode nyhed om Riget, henviste til Jesu profetiske befaling i Mattæus 24:14, og sagde til menighedernes ældste: „Ingen bør tro, at fordi han er Ældste i en Menighed, skal al hans Tjeneste bestaa i at prædike med Mundens Ord. Hvis Lejligheder frembyder sig for ham til at gaa omkring blandt Folk og bringe det trykte Budskab til dem, saa er det et stort Privilegium, og det er at forkynde Evangeliet; ofte er dette til og med den mest virkningsfulde Maade at forkynde Evangeliet paa.“ Artiklen spurgte derpå: „Kan nogen, som virkelig er indviet til Herren, fremføre nogen retfærdig Grund til at være lad og ligegyldig i denne Tid?“

Nogle holdt sig tilbage. De kom med alle mulige indvendinger. De syntes ikke det var passende at „sælge bøger“, skønt det ikke blev gjort for at opnå fortjeneste og skønt det var gennem de samme publikationer de selv havde lært sandheden om Guds rige at kende. Da man fra 1926 blev opfordret til at gå fra hus til hus med bøgerne om søndagen, var nogle imod dette, skønt søndagen var den dag mange normalt satte til side til gudstjeneste. Det grundlæggende problem var at de fandt det under deres værdighed at forkynde fra hus til hus. Og Bibelen siger dog klart at Jesus sendte sine disciple ud til folks hjem for at forkynde for dem, og at apostelen Paulus forkyndte „offentligt og fra hus til hus“. — Apg. 20:20; Matt. 10:5-14.

Efterhånden som der blev lagt større og større vægt på forkyndelsen, trak de hvis hjerte ikke tilskyndede dem til at efterligne Jesus og hans apostle, sig gradvis tilbage. Her i landet blev menigheden i Skive næsten halveret, og det samme skete for andre menigheder. Af de omkring hundrede der var tilsluttet menigheden i Dublin, blev kun fire tilbage. Der forekom en tilsvarende sigtning i Norge, Canada, De Forenede Stater og andre lande. Der blev renset ud i menighederne.

De der virkelig ønskede at efterligne Guds søn, reagerede positivt på de bibelske tilskyndelser. Men deres villighed gjorde det ikke nødvendigvis let for dem at begynde at gå fra hus til hus. Nogle havde svært ved at komme i gang. Men fælles gruppevidnearbejde og særlige arbejdskonventer var en opmuntring. To søstre i Nordjylland glemte sent deres første dag i tjenesten. De overværede en samling ved et arbejdskonvent, hørte instruktionerne, tog ud til distriktet, men brast i gråd. To brødre så hvad der var galt, og indbød dem til at følges med dem — og snart var der solskin igen. Efter at have fået en forsmag på tjenesten var de fleste glade og begejstrede, ivrige efter at gøre mere.

I 1932 bragte Vagttaarnet derpå en artikel i to dele med titlen „Jehovas Organisation“. (Numrene for 15. oktober og 1. november) Den viste at ordningen med valgte ældste i menighederne var ubibelsk. Menighederne blev opfordret til kun at lade ansvarsopgaver varetage af mænd som var aktive i tjenesten på arbejdsmarken, mænd som levede op til den forpligtelse der lå antydet i navnet Jehovas Vidner. Disse mænd skulle fungere som et arbejds- eller tjenesteudvalg, og en af dem blev på menighedens forslag udnævnt af Selskabet til arbejdsdirektør. I Belfast bevirkede dette at flere af dem der hellere ville være fremtrædende end udføre ydmyg tjeneste, blev sigtet fra.

I begyndelsen af 1930’erne havde de fleste af dem der i Tyskland forsøgte at lægge en dæmper på forkyndelsen, trukket sig tilbage fra menighederne. Andre trak sig frygtsomt tilbage da arbejdet i 1933 blev forbudt i mange af de tyske delstater. Men tusinder udholdt disse trosprøver og viste sig villige til at forkynde uanset hvilke farer de derved udsatte sig for.

Jorden over gik forkyndelsen af Riget frem med stormskridt. Tjenesten på arbejdsmarken blev en vigtig del af alle Jehovas vidners liv. Menigheden i Oslo lejede for eksempel busser i weekenden for at bringe forkynderne ud til byerne i omegnen. De mødtes tidligt om morgenen, var ude i distriktet ved ni- eller titiden, arbejdede flittigt i tjenesten i syv-otte timer, og sluttede sig derefter til busgruppen for hjemturen. Andre kørte ud i landdistrikterne på cykler, med forkyndermapper og kartoner med ekstra bøger. Jehovas vidner var lykkelige, nidkære og forenede i udførelsen af Guds vilje.

Da opmærksomheden i 1938 igen blev rettet mod udnævnelsen af de ansvarshavende mænd i menighederne,j blev afskaffelsen af den sidste rest af lokalt tjenervalg mødt med almindeligt bifald. Menighederne vedtog med glæde en resolution hvori de anerkendte den teokratiske organisationsstruktur og anmodede „Selskabet“ (hvormed de mente den salvede rest eller den trofaste og kloge træl) om at organisere menigheden til tjeneste og at udnævne alle dens tjenere. Derefter påtog det synlige Styrende Råd sig at foretage de nødvendige udnævnelser og at organisere menighederne til at udføre en forenet og produktiv virksomhed. Kun få grupper holdt sig tilbage og forlod organisationen på det tidspunkt.

Udelukkende helliget forkyndelsen af Rigets budskab

Hvis organisationen fortsat skal have Jehovas godkendelse, må den udelukkende være helliget udførelsen af det arbejde hans ord har befalet skal udføres i vor tid. Dette arbejde er forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige. (Matt. 24:14) Der har imidlertid været enkelte tilfælde hvor nogle som har tjent flittigt i samarbejde med organisationen også har forsøgt at bruge den til at fremme forehavender som i nogen grad har afledt deres medarbejderes opmærksomhed fra deres egentlige opgave. Når disse forhold er blevet rettet har det været en prøve for dem, især hvis de har følt at deres motiver var ædle og oprigtige.

Dette skete for eksempel i Finland i 1915, da nogle brødre grundlagde et kooperativt selskab kaldet Ararat og gennem den finske udgave af Vagttårnet opfordrede læserne til at blive medlemmer af dette selskab. Initiativtageren til dette foretagende i Finland reagerede ydmygt da broder Russell påpegede at han og hans medarbejdere var blevet „bortvendt fra det sande Evangeliearbejde“. Stolthed hindrede imidlertid en anden broder, som havde virket i tjenesten for Jehova i over ti år i Norge, i at tage imod vejledning.

I 1930’erne opstod et tilsvarende problem i De Forenede Stater. En række menigheder udgav deres egne månedlige tjenesteinstruktioner med påmindelser fra Selskabets Bulletin samt erfaringer og oplysninger om lokale tjenestearrangementer. Et af disse instruktionsblade, der blev udgivet i Baltimore i Maryland, støttede begejstret forkyndelsen men blev også brugt til at fremme visse forretningsaktiviteter. I begyndelsen accepterede broder Rutherford stiltiende nogle af disse. Men da det viste sig hvad engagementet i disse foretagender kunne medføre, blev det meddelt i den engelske udgave af Vagttårnet at Selskabet ikke gik ind for dem. Dette blev en alvorlig personlig prøve for Anton Koerber, for hans hensigt havde været at hjælpe brødrene. Med tiden brugte han imidlertid igen sine evner og kræfter fuldt ud til at fremme det forkyndelsesarbejde Jehovas Vidner udfører.

Et problem af lignende art begyndte i Australien i 1938 og tog til mens Selskabet var forbudt dér (fra januar 1941 til juni 1943). For at dække nogle behov som man dengang fandt berettigede, lod Selskabets afdelingskontor sig direkte engagere i forskellige kommercielle aktiviteter. Derved begik det en stor fejl. Kontoret endte med at drive savværker, over 20 landbrug, en maskinfabrik, et bageri og andre foretagender. To kommercielle trykkerier fungerede som et dække for den fortsatte fremstilling af Selskabets publikationer under forbudet, men nogle af de andre foretagender førte til brud på den kristne neutralitet. Arbejdet blev udført med det formål at skaffe midler og at støtte pionererne under forbudet, men nogles samvittighed blev dybt berørt af disse aktiviteter. Selv om de fleste blev i organisationen, begyndte forkyndelsen af Riget generelt at stagnere. Hvad var det der holdt Jehovas velsignelse tilbage?

Da forbudet mod arbejdet blev hævet i juni 1943, forstod de brødre der nu virkede på afdelingskontoret at disse foretagender måtte afvikles og den fulde opmærksomhed rettes mod den altoverskyggende forkyndelse af Riget. Dette skete i løbet af tre år, og betelfamilien blev atter bragt ned på normal størrelse. Men der var stadig behov for at rense luften og at genoprette den fulde tillid til organisationen.

I 1947 rejste Selskabets præsident, Nathan H. Knorr, og hans sekretær, M. G. Henschel, til Australien for at tage sig af dette. I en beretning om besøget skrev The Watchtower for 1. juni 1947 om den kommercielle virksomhed der var blevet udfoldet: „Det drejede sig ikke om almindeligt verdsligt arbejde hvor brødre tjente til livets ophold, men Selskabets afdelingskontor havde erhvervet sig forskellige former for virksomheder og indkaldt forkyndere fra alle dele af landet, især pionerer, for at arbejde i disse virksomheder i stedet for at forkynde evangeliet.“ Dette havde endda medført indirekte deltagelse i krigsindsatsen. Ved stævner i hver af provinshovedstæderne talte broder Knorr rent ud til brødrene om situationen. Ved hvert stævne blev der vedtaget en resolution hvori de australske brødre erkendte deres fejltagelse og bad om Jehovas barmhjertighed og tilgivelse gennem Jesus Kristus. Det har således krævet årvågenhed — og medført prøver — at sikre at organisationen fortsat udelukkende helligede sig udbredelsen af budskabet om Guds rige.

Når Jehovas vidner ser tilbage på deres historie i nyere tid, ser de mange vidnesbyrd om at Jehova har lutret sit folk. (Mal. 3:1-3) Forkerte holdninger, opfattelser og handlinger er lidt efter lidt blevet renset ud, og de der har valgt at holde fast ved dem, er forsvundet sammen med dem. De der er blevet tilbage er mennesker som ikke udvander Bibelens sandheder af hensyn til menneskelige meninger. De følger ikke mennesker, men er indviede og nidkære tjenere for Jehova Gud. De følger med glæde organisationens anvisninger fordi de ser umiskendelige vidnesbyrd om at den tilhører Jehova. De fryder sig over det voksende sandhedslys. (Ordsp. 4:18) De regner det for et storslået privilegium at være aktive vidner for Jehova, forkyndere af Guds rige.

[Illustrationer på side 639]

Da der blev lagt større vægt på forkyndelsen, trak mange sig tilbage; andre viste derimod større nidkærhed

„Watch Tower“, 15. august 1922

„Watch Tower“, 1. april 1928

„Watch Tower“, 15. juni 1927

[Illustration på side 640]

Da den teokratiske organisation blev stærkere betonet, blev de der gerne ville være fremtrædende sigtet fra