’HANS TRUSLER KUNNE IKKE STANDSE MIG’

Den lille gruppe interesserede i San Antonio begyndte snart at gøre fremskridt, og deres kærlighed til sandheden var meget rørende. Frank fortæller: „I disse landsbyer er især kvinderne meget generte, og det er skik og brug at de er lydige over for deres fædre og ægtemænd. De plejer ikke at tale med fremmede, og det var derfor meget svært for dem at deltage i hus til hus-forkyndelsen.“

Priscilian Sho, der dengang var 20 år og udøbt forkynder, ville meget gerne tale med folk i området om sandheden. En dag da hun gik på genbesøg sammen med sin svigerinde Amalia Sho, stod de pludselig i en ubehagelig situation.

Priscilian fortæller: „Jeg havde ikke fortalt min far at jeg skulle ud at forkynde fordi han havde forbudt mig at gøre det, og jeg var bange for ham. Den søndag formiddag vi var i forkyndelsen, fik vi pludselig øje på min far der stod foran den baptistkirke han kom i. Først krøb vi sammen og skjulte os i græsset fordi vi ikke ville have at han skulle se os. Men lidt efter sagde jeg: ’Ved du hvad, Amalia, Jehova kan jo se os. Vi burde ikke være bange for min far. Det er Jehova vi skal frygte.’“

Priscilians far blev rasende, men der lå en endnu større prøvelse forude, for han var stærkt imod at Priscilian ville være et af Jehovas Vidner. Efter at have bedt mange bønner tog hun dagen før hun skulle døbes ved et stævne, endelig mod til sig og fortalte sin far om sin beslutning.

„I morgen rejser jeg til Belize City,“ sagde hun til sin far.

„Hvad skal du der?“ spurgte han.

„Jeg skal døbes,“ svarede Priscilian. „Jeg vil gøre hvad Jehova ønsker af mig. Jeg elsker dig, men jeg elsker også Jehova.“

„Og det har du altså tænkt dig at gøre?“ sagde han vredt.

„Ja,“ svarede Priscilian. „I Apostelgerninger 5:29 står der at jeg bør adlyde Gud mere end mennesker.“

Priscilians far gik i stor vrede. Priscilian siger: „Jeg følte mig ikke tryg før jeg sad i lastvognen, klar til at tage af sted til stævnet. Jeg vidste ikke hvad han ville gøre når jeg kom hjem efter stævnet. Men jeg vidste at jeg på det tidspunkt ville være døbt, så selvom han skulle finde på at slå mig ihjel, havde jeg gjort det der var rigtigt.“

Priscilians far gjorde hende ikke noget da hun kom hjem, men senere truede han hende på livet. „Han fandt dog ud af at hans trusler ikke kunne standse mig,“ fortæller Priscilian, „og med tiden er han blevet mildere stemt over for mig.“

[Ramme/​illustrationer på side 235, 236]

Mayaer der elsker Jehova

JORGE OG NICOLAS SHO (MED DERES SØSTER, PRISCILIAN)

FØDT 1969 og 1971

DØBT 1997

BAGGRUND Blandt mayaerne lægger man stor vægt på at respektere og adlyde sine forældre, også selvom man er voksen og gift.

◼ DA NICOLAS og Jorge lærte Jehova at kende og fik kærlighed til ham, mødte de stærk modstand fra deres far.

„Jeg fortalte min far at det var nogle rigtig gode ting jeg lærte ud fra Bibelen,“ siger Nicolas, „men han var medlem af baptistkirken og delte ikke min begejstring. I perioder holdt jeg op med at studere Bibelen fordi jeg ikke ville gøre ham ked af det. Men jeg vidste også at jeg ikke var noget godt eksempel for mine børn når jeg drak mig fuld sammen med min far. Min kone og mine børn var så ulykkelige at de aldrig smilede.

Det var først da jeg begyndte at studere Bibelen og overvære møderne regelmæssigt at sandheden hjalp mig til at opføre mig ordentligt. Jeg arbejdede hårdt for min familie, og nu blev min løn brugt på min kone og mine børn. I dag er vi som familie travlt optaget af tjenesten for Jehova, og der er glæde og latter i vores hjem.“

Jorges situation var nogenlunde den samme. Hans drikkeri og dårlige sprog skabte problemer for hans familie, og han var aldrig hjemme i weekenderne. Men hans opførsel blev betydelig bedre da han begyndte at studere Bibelen.

„Efterhånden som jeg gjorde fremskridt,“ fortæller Jorge, „blev min far mere fjendtlig. Han kaldte os for falske profeter. Flere gange truede han os med sin machete. Broder Cardoza, som studerede Bibelen med os, havde allerede forsøgt at forberede os på modstand. ’Hvad vil I gøre hvis jeres far beder jer om at forlade familiens ejendom?’ spurgte han os. ’Min far elsker mig, så det vil han ikke gøre,’ svarede jeg. Men det var lige præcis hvad han gjorde.“

Jorge fortsætter: „Jeg var dog meget glad for det jeg var ved at lære, og det gik bedre med mit liv. Min nye kristne personlighed var også til stor gavn for min familie. Nu viste vi hinanden respekt og havde det godt sammen. Forkyndelsesarbejdet giver mig stor glæde, og takket være Jehova er jeg nu pioner.“