Der åbnes vej for vækst i Gibraltar

MAN kan tydeligt se stadionet fra Gibraltar — det ligger kun omkring halvanden kilometer borte. Men i mere end 13 år måtte gibraltarerne rejse i mindst ti timer for at komme dertil. Først måtte de sejle til Nordafrika, derfra sejle til Spanien, og så køre det sidste stykke med bus. Hvorfor skulle man rejse så langt for at komme til et sted der lå så nær ved?

Fordi Franco-regimet i Spanien i 1969 lukkede grænsen på den smalle landtange der forbinder Spanien og Gibraltar. Det skete som følge af en strid mellem Spanien og England om territorialretten over „Klippen“, som Gibraltar ofte bliver kaldt. Ubekvemmeligheder af denne art var imidlertid ikke noget nyt for gibraltarerne. På grund af sin enestående strategiske betydning har Gibraltar været en fæstning der ofte har været isoleret fra de omliggende lande.

I begyndelsen af det ottende århundrede erobrede de indtrængende maurere under ledelse af Tariq ibn Zijad dette landområde, og gav det navnet „Jabal Tariq“ (Tariqs bjerg), der senere er blevet forvansket til „Gibraltar“. Maurerne byggede store fæstningsværker på „Klippen“, der løfter sig 430 meter over havets overflade. I århundredernes løb er halvøen utallige gange blevet belejret af både spaniere og maurere. Det endte med at spanierne i 1462 overtog Gibraltar, og de holdt den indtil 1704, hvor englænderne indtog den og byggede en flådebase der.

Foruden garnisonen slog folk fra mange forskellige lande sig ned i byen der ligger ved foden af klippen, og med tiden opstod der en blandet befolkning der hovedsagelig nedstammer fra mauriske, spanske, engelske, hebraiske og genuesiske kolonister. Størsteparten af den nuværende befolkning taler spansk og engelsk.

Bibelens budskab når til Gibraltar

Det var i sommeren 1958 at sandhedens sæd fra Bibelen for første gang blev sået i Gibraltar her i nyere tid. Nogle Jehovas vidner der var på vej til et stævne i London, anløb Gibraltar og benyttede lejligheden til at forkynde den gode nyhed om Riget for indbyggerne der. Flere tegnede abonnement på Vagttårnet.

Året efter ankom der et missionærægtepar til Gibraltar for at vande den sæd der var blevet sået. Efter to års forløb gav myndighederne imidlertid efter for pres fra de religiøse ledere og udviste ægteparret. Men nu var der dannet en lille gruppe bestående af 25 Jehovas vidner, og deres trofaste arbejde gennem årene har resulteret i en stadig vækst. I marts 1987 nåede antallet af forkyndere op på 132. Denne vækst vidner om at menigheden her har lagt udholdenhed for dagen trods nogle problemer der er særegne for Gibraltar.

Isolationen

Ud over at grænselukningen gav økonomiske og sociale problemer, var den en alvorlig hindring for Jehovas vidner, der nu havde vanskeligt ved at komme sammen med deres trosfæller i de nærliggende spanske menigheder. Under blokaden, der varede i 13 år, gik de imidlertid ikke glip af den åndelige føde der blev tilvejebragt ved kreds- og områdestævnerne. Programmet blev altid fremført på et senere tidspunkt i den lokale rigssal i Gibraltar.

Denne påtvungne isolation udgjorde en særlig prøve for menighedens unge. Da de var tvunget til at opholde sig i Gibraltar, der udgør et område på blot 5,8 kvadratkilometer, måtte de handle med visdom i spørgsmål vedrørende nationalisme, materialisme og ægteskab.

Hvorfor i spørgsmålet om ægteskab? Fordi mulighederne for at finde en passende ægtefælle var begrænset til deres egen lille menighed. De ugifte søstre i menigheden blev overøst med invitationer fra verdslige unge der gerne ville komme sammen med dem. De unge Jehovas vidner i Gibraltar måtte tage Bibelens vise råd om kun at gifte sig „i Herren“ til hjertet. — 1 Korinther 7:39; jævnfør Første Mosebog 24:1-4.

I ét tilfælde ignorerede en ung mand blandt Jehovas vidner dette råd fra ægteskabets Indstifter, og begyndte at komme sammen med en pige der ikke var et medlem af menigheden. Men den tålmodige hjælp han fik fra menighedens ældste fik ham til alvorligt at overveje de farer dette indebar. Det endte med at han sagde til sin veninde at selv om han holdt meget af hende, tvang hans kendskab til Bibelen ham til at slå op med hende. ’Jeg ønsker at gifte mig med en pige jeg kan leve med i al evighed, ikke kun i nogle få år,’ forklarede han hende.

Skønt det både overraskede hende og gjorde hende vred, blev hun også nysgerrig efter at finde ud af hvad det var der kunne interessere ham mere end hendes venskab. Hun begyndte derfor at studere Bibelen. Det der var begyndt som nysgerrighed blev til oprigtig interesse, og hun gjorde hurtigt fremskridt i sandheden og blev døbt. Efter at hun klart havde vist dette ønske om at tjene Jehova begyndte broderen atter at komme sammen med hende. Nogen tid efter var de lykkelige over at blive gift, og høstede velsignelsen af at følge Jehovas vise råd angående ægteskab.

Åbningen af grænsen fører til teokratisk vækst

Den 14. december 1982 blev det atter muligt at krydse grænsen til fods, og den 6. februar 1985 kunne grænsen passeres på normal vis. Der begyndte at herske en mere afslappet atmosfære blandt befolkningen. De lokale forkyndere benyttede sig af denne udvikling og øgede deres forkyndervirksomhed. De udnyttede også den mulighed de nu havde for at kunne samles i stort tal, hvilket har givet interesserede mennesker større mulighed for at opleve den kærlighed og enhed der eksisterer blandt Jehovas forenede folk.

For eksempel indvilligede en mand hvis kone havde været et Jehovas vidne i omkring 20 år, i at tage med hende og børnene til et kredsstævne i Spanien. Han nød programmet og samværet så meget at han besluttede sig til også at komme den næste dag. Da stævnet var forbi blev han tilbudt et hjemmebibelstudium. „Hvorfor ikke,“ svarede han og tilføjede: „Hvad med at begynde i denne uge?“ Hans kone, der i mange år havde bedt til Gud om at dette ville lykkes, var naturligvis ude af sig selv af glæde.

For at gøre fuld brug af de øgede muligheder for forkyndelse, meldte flere sig som hjælpepionerer (forkyndere der anvender 60 timer om måneden i den offentlige forkyndelse). Denne nidkære aktivitet har medført en 35 procents forøgelse i menigheden siden 1982.

Uformel forkyndelse har også spillet en stor rolle hvad angår menighedens vækst. To Jehovas vidner foretog i forbindelse med deres verdslige arbejde en inspektionsrunde på havnen, og gennem et koøje på en yacht kunne de lige ane en Ny Verden-oversættelse af Bibelen. De fandt med det samme frem til bådens ejer. Det viste sig at den tilhørte havnefogeden, og at han havde studeret Bibelen med Jehovas vidner i England indtil han for nylig havde slået sig ned i Gibraltar. Han tog med det samme imod tilbudet om et studium og gjorde gode fremskridt, og det samme gjorde hans samleverske. Inden længe legaliserede de deres ægteskabelige forhold og blev døbt. Dette engelske ægtepar bruger nu meget af den tid de anvender i forkyndelsen på at arbejde blandt den engelsktalende del af befolkningen og har været medvirkende til at der er blevet oprettet en engelsk gruppe i Gibraltar.

Et af de bibelstudier de oprettede var med Tim og Tracy, et ungt ægtepar der boede på en militærkaserne. Skønt Tim spillede basun i militærorkesteret, besluttede han sig til helt at vie sit liv til Guds riges fredelige interesser. Deres familie forsøgte imidlertid at presse dem til at holde op med at komme sammen med Jehovas vidner. Men de fortsatte med at studere Bibelen og blev stærkere i troen.

Tim søgte sin afsked, skønt han oprindelig havde skrevet kontrakt for seks år. Da hans sag lod til at trække unødigt i langdrag tog han selv initiativ til at tale med militærlægen, og forklarede ham at uvisheden vedrørende deres fremtid virkede frustrerende på hans kone. Lægen var af samme mening og brugte sin indflydelse til at få sagen fremskyndet. Kort efter blev Tim sendt med sit regiment hjem til England, hvor det til sidst lykkedes ham at få sin afsked. I dag tjener både Tim og Tracy som indviede Jehovas vidner.

Fremtidsudsigterne

Efter at grænsen er blevet åbnet har Jehovas vidner i Gibraltar også været i stand til at hjælpe de nærliggende menigheder i Spanien. De forkynder langs Costa del Sol (Solkysten), hvor der findes mange engelsktalende.

Skønt spørgsmålet om Gibraltars nationale tilhørsforhold stadig er et uløst problem set fra et politisk synspunkt, er Jehovas vidner i Gibraltar og i Spanien, ja, i hele verden, fuldstændig forenede i åndelig forstand. De sætter deres lid til den „Klippe“ hvis styrke varer evigt, og siger med salmistens ord: „Kom, lad os råbe af glæde for Jehova! Lad os hylde vor frelses klippe.“ — Salme 95:1.