Rigets sæd spredes i fængselet

Efter sandinisternes revolution sad tusinder af mænd fra den besejrede nationalgarde såvel som systemkritikere i varetægtsarrest før de blev stillet for de særdomstole der holdt retsmøder fra slutningen af 1979 til 1981. Flertallet af de tidligere nationalgardister blev dømt til hen ved 30 år i Cárcel Modelo, et stort fængsel i Tipitapa, som ligger godt 10 kilometer nordøst for Managua. Mange retsindige mennesker der levede i disse barske, overbefolkede fængsler, vandt frihed i åndelig forstand.

Mod slutningen af 1979 modtog en ældste i Managua et brev fra en broder der var fængslet, men endnu ikke kommet til Cárcel Modelo. Han havde tjent som soldat under Somoza-regimet inden han havde fået kendskab til sandheden. I sit brev bad han om bøger og blade som han kunne dele med andre indsatte. De to ældste der kom med publikationerne, fik ikke lov til at møde broderen. Men det tog ikke modet fra ham, for han fortsatte med at forkynde for de andre indsatte og ledede endda bibelstudier med nogle af dem.

En af dem han studerede med, Anastasio Ramón Mendoza, gjorde hurtige åndelige fremskridt. „Jeg holdt så meget af det jeg lærte,“ fortæller han, „at jeg begyndte at følges med broderen når han forkyndte for andre indsatte. Nogle afviste os; andre lyttede. Snart studerede omkring 12 af os sammen i den åbne gårdsplads i pausen.“ Omtrent et år senere blev én i denne første gruppe døbt.

I begyndelsen af 1981 blev denne lille gruppe sammen med andre indsatte flyttet til Cárcel Modelo, hvor de fortsat forkyndte den gode nyhed for andre. Samtidig cirkulerede det bibelske læsestof hemmeligt blandt de indsatte, og noget af det fandt endda vej til endnu mere af „den gode jord“.

Tag for eksempel José de la Cruz López og hans familie. Ingen af dem var Jehovas Vidner, men et halvt år efter at José var kommet i fængsel, fik hans kone et eksemplar af Min bibelhistoriebog af nogle Jehovas Vidner som hun mødte på gaden, og hun tænkte kun på ét: at give den til sin mand. „Da jeg begyndte at læse Min bibelhistoriebog, troede jeg at den var udgivet af en af de protestantiske kirker,“ fortæller José. „Jeg vidste intet om Jehovas Vidner. Bogen gjorde så dybt et indtryk på mig at jeg læste den flere gange og desuden lod mine 16 cellekammerater læse i den. De var alle glade for den. Den var som forfriskende vand. Indsatte i andre celler spurgte også om de måtte låne den, så den cirkulerede i hele afdelingen og endte med at være lige så slidt og flosset som et gammelt spil kort.“

Adskillige af Josés medindsatte tilhørte protestantiske kirker; nogle var endda præster. José begyndte at læse Bibelen med dem. Han blev dog skuffet når han spurgte dem om betydningen af Første Mosebog 3:15 og fik svaret at det var et mysterium. En dag sagde en indsat der selv studerede Bibelen, til José: „Svaret står i den bog du har, som er udgivet af Jehovas Vidner. Jeg kan studere den med dig hvis du vil.“ José tog imod tilbuddet, og ved hjælp af ’Bibelhistoriebogen’ lærte han hvad skriftstedet betød. Så begyndte han at komme sammen med de indsatte der opfattede sig selv som Jehovas Vidner.

En af de ting der tiltrak José ved denne usædvanlige gruppe i Cárcel Modelo, var deres gode opførsel. „Nu så jeg at nogle som jeg ellers kendte for at leve et bundfordærvet liv, havde fået en god adfærd fordi de studerede Bibelen med Jehovas Vidner,“ siger José. I mellemtiden modtog Josés kone fortsat publikationer af Vidnerne og gav dem videre til sin mand, der gjorde åndelige fremskridt. Hans gruppe tildelte ham faktisk en sektion af afdelingen hvor han kunne forkynde fra celle til celle. På den måde kunne han udlåne sine få bøger og blade til de interesserede og indbyde dem til møder, der blev holdt i afdelingen når der var pause.

De indsatte får deres åndelige behov dækket

Managua Øst-menigheden tog sig af de åndelige behov hos det stigende antal indsatte i Cárcel Modelo som læste publikationerne og gjorde åndelige fremskridt. Til det formål oprettede menigheden en ordning hvorigennem brødre og søstre hemmeligt kunne tage bøger og blade med ind til de indsatte. En indsat kunne få besøg med 30 til 60 dages mellemrum, men kun af én som han i forvejen havde bedt om at få besøg af. Det var altså ikke alle interesserede der kunne modtage personlige besøg af Jehovas Vidner fra byen. Alligevel var det ikke noget større problem, for det varede ikke længe før de indsatte kunne mødes og sammen gennemgå det de havde fået.

De ældste i Managua Øst hjalp med at organisere og lede arbejdet med at udvide gruppen i Cárcel Modelo. De bevarede især regelmæssig kontakt med de indsatte som førte åndeligt an, og forklarede dem hvordan de skulle lede de ugentlige møder, udføre forkyndelsen på ordnet vis og rapportere hele dette arbejde. Disse indsatte videregav igen oplysningerne til de andre. Det blev afgjort nødvendigt med god teokratisk orden, for på det tidspunkt havde der i fængselet dannet sig en stor gruppe der studerede Bibelen.

Cárcel Modelo havde oprindelig fire afdelinger med hver op til 2000 indsatte. „Den enkelte afdeling var uafhængig af de andre,“ forklarer Julio Núñez, en af de ældste der aflagde besøg. „Derfor blev de ugentlige møder holdt adskilt for hver afdeling i dens rekreative område, med i alt cirka 80 tilstedeværende.“

Døbt i en tønde

Efterhånden som de nyinteresserede gjorde fremskridt, ønskede flere af dem at blive døbt. De ældste der besøgte fængselet, godkendte dåbskandidaterne og hjalp de indsatte der førte an i åndelige anliggender, med at sørge for at dåben faldt sammen med et kredsstævne uden for fængselets mure. Normalt blev dåbsforedraget så holdt i en af cellerne aftenen før stævnet, og den efterfølgende morgen, når de indsatte gik hen for at vaske sig, kunne kandidaterne blive døbt.

José de la Cruz López blev døbt i fængselet i november 1982. „Jeg blev døbt i en affaldstønde,“ fortæller han. „Vi skrubbede den grundigt af med sæbe. Så forede vi den med et lagen og fyldte den med vand. Men vi havde kun lige gjort klar til dåben da nogle væbnede vagter dukkede op. ’Hvem har givet jer tilladelse til denne dåb?’ spurgte de. Den ledende broder forklarede at ingen behøver tilladelse til at gøre hvad Gud befaler. Vagterne slog sig til tåls med den forklaring, men ønskede at iagttage hvad der foregik. Så med dem som tilskuere fik jeg stillet de to spørgsmål man retter til dåbskandidater. Derefter blev jeg nedsænket i tønden.“ Mindst 34 indsatte blev med tiden døbt på denne måde.

Nogle gjorde hurtige fremskridt. En af dem var Omar Antonio Espinoza, der afsonede 10 år af sin dom på 30 år i fængselet Cárcel Modelo. Fra tid til anden flyttede man de indsatte, og mens Omar sad inde på andet år, var en af hans cellekammerater et af Jehovas Vidner. Omar lagde mærke til at andre indsatte jævnligt besøgte denne mand, som underviste dem i Bibelens lære. Omar var betaget af det han så og hørte og bad selv om et bibelstudium.

Omar begyndte at studere ved hjælp af bogen Sandheden der fører til evigt liv og nåede et kapitel om dagen. Efter 11 dage ville han være forkynder. Da han var færdig med at studere bogens 22 kapitler, ønskede han at blive døbt. Brødrene bad ham dog om at tænke over det lidt længere. De anbefalede ham desuden at studere endnu en bog, nemlig Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden, som de netop havde modtaget i fængselet. I løbet af godt en måned var Omar også færdig med denne bog. Derudover holdt han op med at ryge og gjorde yderligere forandringer. Det var tydeligt at sandheden fra Bibelen påvirkede hans liv. Da brødrene så disse forandringer, var de overbeviste om at hans ønske var oprigtigt, så Omar blev døbt i en tønde den 2. januar 1983.

De indsattes tegnsprog

For at kunne videregive de informationer de modtog fra de ældste der besøgte fængselet, eller for at samle oplysninger, såsom tjenesterapporter, var de fængslede forkyndere nødt til at kommunikere mellem afdelingerne. Broder Mendoza, som blev døbt i fængselet i 1982, fortæller hvordan det foregik:

„Nogle af os lærte en form for tegnsprog der var opstået blandt fangerne. Da tiden nærmede sig at vi skulle holde mindehøjtiden, beregnede vi hvornår solen var gået ned, og gjorde tegn til hinanden sådan at vi alle kunne bede samtidig. Det gjorde vi år efter år. Tegnsproget var også en hjælp når vi skulle studere Vagttårnet. Når brødrene på en af afdelingerne ikke havde ugens studieartikel, fik de hele artiklen ’dikteret’ i tegnsprog af os. På modtagersiden var der en til at tolke tegnene højt for en broder der skrev artiklen ned på papir.“ Men hvordan kunne den åndelige føde i det hele taget komme ind i fængselet?

Åndelig føde til fangerne

Ældste, deres familier og andre forkyndere i Managua Øst-menigheden tog regelmæssigt til Cárcel Modelo for at besøge de indsatte. I næsten ti år kom de med både materiel og åndelig føde, deriblandt Vagttårnet og Rigets Tjeneste. Den åndelige føde var de selvfølgelig nødt til at skjule.

Én ældste gemte bladene i et hulrum i sine store trækrykker. „Børnene hjalp også, for de blev sjældent kropsvisiteret,“ beretter Julio Núñez. De besøgende kunne endda smugle mindehøjtidens symboler ind i fængselet.

Hver afdeling havde sin egen fastsatte besøgsdag, og de der var blevet godkendt som besøgende, tilbragte som regel hele dagen med den indsatte i en stor gård. På den måde kunne en håndfuld indsatte der var Jehovas Vidner, mødes med deres brødre og søstre fra Managua og modtage åndelige forsyninger. Når disse indsatte så vendte tilbage til deres afdelinger, var de i stand til at dele det de havde modtaget, med de andre.

Ikke engang Rigets sange blev glemt. „På vores afdeling var der kun én der havde kontakt med de besøgende brødre,“ siger broder López. „Det var derfor denne broders ansvar at lære melodien på nogle få sange ad gangen og derefter undervise resten af os i dem. Eftersom vi kun havde én sangbog, øvede vi os alle sammen inden møderne.“ Broder Mendoza var en af de få indsatte der havde lov til at få besøg af Jehovas Vidner. „Det var Carlos Ayala og hans familie der besøgte mig,“ fortæller broder Mendoza. „Hans to døtre lærte mig mindst ni af Rigets sange, som jeg igen lærte mine medindsatte.“ Broder López var en af dem der lærte sangene andenhånds. Han fortæller: „Senere, da jeg begyndte at overvære møderne uden for fængselet, konstaterede jeg henrykt, men ærligt talt også lidt forbavset, at vi virkelig havde sunget de samme melodier.“

De indsatte forbliver åndeligt stærke

Hvad for et miljø måtte brødrene og de interesserede holde ud i fængselet, og hvordan forblev de åndeligt stærke? Broder Mendoza fortæller: „Fangernes madrationer var små. Alle de indsatte blev slået ved flere lejligheder, og somme tider affyrede vagterne skud omkring os mens vi lå med ansigtet mod gulvet. Formålet var at give os dårlige nerver. Når der var sammenstød mellem nogle af de andre indsatte og vagterne, blev vi alle straffet ved at man sendte os nøgne ud i gården i den bagende sol. Vi Jehovas Vidner brugte disse lejligheder til at opbygge og trøste hinanden. Vi hentede skriftsteder frem fra hukommelsen og drøftede det vi havde fået ud af vores personlige studium. Disse oplevelser hjalp os til at forblive forenede og stærke.“

Mange Jehovas Vidner og interesserede udnyttede den store mængde fritid de havde, til at læse Bibelen igennem fire eller fem gange. Det var ikke usædvanligt at de omhyggeligt, og flere gange, gennemgik alle de bibelske publikationer de kunne få fat i. Broder Mendoza husker især årbøgerne, som han var meget taknemmelig for. „Erfaringerne fra andre lande, landkortene . . . vi studerede det hele,“ fortæller han. „Hvert år sammenlignede vi væksten, antallet af menigheder, af døbte og af dem der overværede mindehøjtiden i hvert land. Det var alt sammen til stor glæde for os.“

Under sådanne forhold fik nye forkyndere hurtigt god kundskab om Guds ord såvel som teokratisk organisering. De blev også ivrige forkyndere og lærere. I februar 1986 var der således i Cárcel Modelo 43 forkyndere der ledede 80 bibelstudier. I gennemsnit var der 83 som overværede de ugentlige møder.

Alle disse indsatte der havde opnået frihed i åndelig forstand, skulle snart opleve yderligere frihed, for regeringen vedtog at benåde de politiske fanger. Som følge heraf blev de sidste 30 forkyndere i Cárcel Modelo løsladt den 17. marts 1989. Managua Øst-menigheden sørgede straks for at disse netop løsladte forkyndere blev kontaktet af de ældste i de områder de flyttede hen til. Disse ældste sørgede for en varm velkomst til deres nye brødre, og senere blev mange af disse selv ældste, menighedstjenere eller pionerer.

[Ramme/illustrationer på side 122, 123]

Vi fandt ægte frihed i fængselet

Mellem 1979 og 1989 var Cárcel Modelo fyldt med militærfolk og politikere der havde haft tilknytning til det tidligere styre. Rigets budskab trængte gennem murene, fyldte oprigtige menneskers hjerte og sind og hjalp dem til at opdyrke en kristuslignende personlighed. (Kol. 3:5-10) Her er nogle få kommentarer fra nogle tidligere indsatte.

José de la Cruz López: „Da jeg kom i fængsel, var jeg bitter; jeg havde intet håb, ingen fremtid. Så mødte jeg indsatte som var blevet Jehovas Vidner. Deres gode adfærd og den måde de forklarede Bibelen på, gjorde indtryk på mig. Endelig blev mine åndelige behov dækket, og jeg fik et håb. Jeg følte at hvis jeg havde været villig til at ofre mit liv for en menneskelig regering der ikke kunne byde på noget ægte håb, hvor meget mere burde jeg så ikke være loyal over for den der havde ofret sin søn for mig! Efter at jeg var blevet løsladt, lærte min kone, mine døtre og tre andre i familien også sandheden at kende. Jeg vil aldrig kunne gengælde Jehova det han har gjort for mig.“

Broder López virker som ældste i Managua.

Omar Antonio Espinoza: „Da jeg fyldte 18, fik jeg en dom på 30 år og afsonede 10 år inden jeg blev benådet. Ganske vist er jeg ked af at jeg mistede min frihed, men det var i fængselet at jeg lærte Jehova og sand frihed at kende. Forinden levede jeg et udsvævende liv, men nu foretog jeg en kovending. Jeg er taknemmelig mod Jehova for at mit bæger er fyldt op i åndelig forstand. Ligesom Josua har jeg taget en fast beslutning: ’Jeg og mit hus, vi vil tjene Jehova.’ — Jos. 24:15.“

Broder Espinoza virker som ældste i byen Rivas.

Anastasio Ramón Mendoza: „Efter få måneder i fængselet begyndte jeg at læse Bibelen på egen hånd. Så gik jeg i gang med at studere sammen med en anden indsat der var et af Jehovas Vidner. Jeg blev snart overbevist om at jeg havde fundet sandheden. Alligevel udsatte jeg dåben fordi jeg var fyldt med et glødende had til dem der havde taget mig til fange, og jeg vidste at det var en sindstilstand der ikke havde Jehovas godkendelse.

Jeg bad indtrængende, både om tilgivelse og om hjælp til at overvinde min skadelige holdning. Jehova hørte mine anråbelser, for tålmodigt lærte han mig ikke at hade personer, men en dårlig indstilling og forkerte handlinger. Jeg blev døbt i 1982. Efter at jeg blev løsladt i 1989, har jeg studeret med mange tidligere militærfolk og andre der har været i en situation der lignede min. Nogle af dem er nu åndelige brødre.“

Broder Mendoza virker som menighedstjener i Managua.