Og i 1950 havde to brødre besøgt Gansé, en landsby med 1300 busknegre ved Surinamfloden. Men den mähriske præst dér forkyndte højlydt: „To falske profeter sælger bøger!“ Så lige efter at brødrene havde afsat fire bøger til en ældre mand i en hytte, jog i hundredvis af ophidsede kirkemedlemmer brødrene tilbage til floden. Brødrene kom op i deres kano i en vis fart og padlede bort, og undgik med nød og næppe at blive lynchet.

Nu, fem år senere, tænkte både Burt og Dirk på dette mens toget tøffede ind til Kabel. Det var endestationen, to timers padletur fra deres bestemmelsessted, Gansé. Hvordan ville man behandle dem denne gang? For at afværge fjendtlige reaktioner havde afdelingskontoret skrevet til landsbyens høvding og bedt om lov til at sende to Vågn op!-korrespondenter til Gansé for at indsamle oplysninger til en artikel om busknegrene. Høvdingen havde svaret at korrespondenterne var velkomne.

Den dag Burt og Dirk ankom til Gansé i kano, var høvdingen og hans hjælpere der for at tage imod dem. „Vi blev modtaget som kongelige,“ beretter Dirk. „De viste os hvor vi skulle bo, et af de bedste huse i landsbyen, og fulgte os dernæst ned til floden og vendte høfligt ryggen til indtil vi var færdige med at bade os. Derefter var vi sammen med dem. Det var Burt, der talte sranan tongo, som måtte føre ordet.“

Da brødrene næste dag gik rundt i landsbyen, forkyndte de forsigtigt for nogle af landsbyboerne. Et par dage senere, en tidlig søndag morgen, tog de tilbage til Kabel. Dér indlogerede de sig i gæstehuset for at vente på toget, der skulle afgå næste dag.a

Padler efter missionærerne

Nogle timer efter at missionærerne havde forladt Gansé, kom en 18-årig buskneger, Frederik Wachter, imidlertid dertil. Hans venner fortalte ham at der havde været besøg af to høje, hvide mænd som de troede var Jehovas vidner. Frederiks hjerte sank i livet på ham. I et år havde han holdt udkig efter Vidnerne, og nu havde de været der og var taget af sted igen! Men da han hørte at missionærerne skulle med toget næste dag, sagde han: „Jeg må have fat i dem inden toget kører.“ Kunne han nå det?

Da missionærerne vågnede mandag morgen lagde de mærke til en lille, genert buskneger som ventede udenfor. „Har I været og forkynde i min landsby?“ spurgte Frederik. „Ja,“ svarede de forbavsede missionærer. „Hvorfor spørger du om det?“

„Jeg var desværre ikke hjemme, men jeg er kommet for at få noget mere at vide om jeres tro.“ Missionærerne satte sig ned sammen med Frederik og besvarede hans spørgsmål om sabbatten, dåben, Riget og andre ting. Men de var nysgerrige efter at vide hvordan denne intelligente unge mand havde hørt om Jehova. Her er Frederiks historie:

Lige før de to brødre i 1950 var blevet drevet ud af Gansé, havde de spredt fire bøger til Frederiks onkel. Fire år senere havde Frederik fundet disse bøger, læst dem og lært sandheden om de dødes tilstand. Fra da af havde han nægtet at følge sin stammes overtroiske ceremonier. Han havde også forladt Den Mähriske Kirke, og håbede en dag at træffe Jehovas Vidner.

Denne mandag morgen gik hans ønske i opfyldelse. Men nu var toget ved at køre ind. Missionærerne tog af sted efter at have givet ham bogen „Gud Maa Være Sanddru“ og indbudt ham til at besøge afdelingskontoret når han kom til hovedstaden. Det lovede Frederik at gøre.

Den første broder blandt busknegrene

Næste måned, oktober, bankede en barfodet ung mand på missionærhjemmets dør. Dirk Stegenga fortæller: „Frederik havde læst ’Gud Maa Være Sanddru’, huskede hver detalje og forstod sandheden. I to uger kom han hver dag til missionærhjemmet og studerede. Men han kom ikke til møderne. Vi undrede os.“

„Efter at vi en dag havde inviteret ham igen,“ fortsætter Dirk, „så Frederik ned og mumlede: ’Jeg har ingen sko.’ Han generede sig for at komme. Nu ønskede vi ikke at gøre ham til en ’riskristen’ ved at give ham sko. Jeg sagde i stedet: ’Vi vil vise en film, så det vil være mørkt. Ingen vil se at du ikke har sko på.’ Hvor var vi lykkelige for at Frederik var blandt de tilstedeværende den aften!“ Og hvor var han glad for i filmen „Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed“ at se at tusinder af afrikanere tjente Jehova med glæde — uden sko!

Efter to uger vendte Frederik hjem med et nyt ønske: at overvære stævnet „Det Triumferende Rige“ i december samme år. Han arbejdede dag efter dag for at spare penge op til stævnerejsen. Det lykkedes ham. Den 11. december blev han døbt. Hvilken glæde at kunne byde vor første busknegerbroder velkommen! I dag gør broder Wachter god brug af sin fortræffelige evne til at huske skriftsteder, idet han tjener som specialpioner. „Oplevelsen med Frederik,“ siger Dirk opsummerende, „minder mig om at vi er ydmyge redskaber i Jehovas hånd. Det var jo ikke os der fandt Frederik, men ham der fandt os.“

[Illustration på side 215]

Frederik Wachter var den første buskneger der blev forkynder