Hvordan er det at besøge et fijiansk hjem?

Efter at vi er kommet indenfor i huset sætter vi os på gulvet i skrædderstilling. En indledning hvor hvert ord er omhyggeligt udvalgt for at fange interessen hos folk i Vesten er ikke nødvendig her. Alle der kommer for at tale om Gud er velkomne. Når værten opfordres til at finde sin bibel rejser han sig straks, og med et „tulou“ (undskyld mig) tager han sin fijianske bibel ned fra en hylde. Ivrigt læser han de forskellige skriftsteder som forkynderen nævner. Den gæstfri og respektfulde indstilling fijianerne lægger for dagen er imidlertid på mange måder en udfordring. Det er nødvendigt med stor dømmekraft og takt for at drage værten ind i samtalen, opmuntre ham til at følge det ræsonnement der fremholdes eller hjælpe ham til at se behovet for at sammenligne sin egen tro med Bibelens lære.

Fijianerne er som regel mere interesserede i at drøfte lærepunkter end i at tale om sociale forhold eller emner. Mange af de over 1400 aktive Jehovas vidner på Fijiøerne blev faktisk interesserede i Bibelen efter at have drøftet spørgsmål som: ’Hvad er helvede?’ ’Hvem kommer i himmelen?’ og ’Vil jorden blive tilintetgjort?’ Det kræver imidlertid tilpasningsevne og udholdenhed at følge interessen op. Når man kommer på det aftalte tidspunkt er værten ofte taget ud til en teitei (plantage) eller et andet sted. Det skyldes ikke manglende værdsættelse af besøget men at de har en anden tidsfornemmelse. Det ved de lokale Jehovas vidner selvfølgelig godt, så de kommer igen på et andet tidspunkt. Der er ikke gadenavne eller husnumre man kan skrive ned, og derfor er man nødt til at have en god hukommelse når man skal komme igen.

’Fiskeri’ på polynesisk manér

Lad os tage på en ’fisketur’ med en rejsende tilsynsmand når han besøger den lille menighed på Rotuma. Denne gruppe af vulkanske øer ligger 500 kilometer nord for Fijiøerne. Vi flyver dertil i en 19-sæders flyvemaskine. Hovedøen er kun på 50 kvadratkilometer og har cirka 3000 indbyggere. En sandet vej løber langs kystlinjen og forbinder omkring 20 landsbyer. Rotuma administreres af Fiji men har en anden kultur, og befolkningen taler et andet sprog. Indbyggerne er af polynesisk oprindelse og har derfor et anderledes udseende end de melanesiske fijianere. Hvad religion angår er de fleste enten katolikker eller metodister.

Da flyet taber højde og gør klar til landing ser vi øens frodige, grønne plantevækst. Kokospalmernes fjerlignende blade kan ses overalt. En stor skare mennesker er mødt op for at tage imod det ugentlige fly. Blandt dem er en gruppe Jehovas vidner. Vi får en hjertelig modtagelse og får overrakt adskillige store, grønne kokosnødder ’med øjnene prikket ud’ for at vi kan slukke vores tørst.

Efter en lille tur er vi fremme ved vort logi. Et måltid bagt i en jordovn er blevet tilberedt. Stegt svinekød, kylling, grillet fisk, languster og en lokal rodfrugt, taro, bliver sat frem for os. Sikke et festmåltid, og hvilke paradisiske rammer under de unge kokostræer!

Den næste dag besøger vi folk i landsbyerne, der på rotumansk kaldes ho’aga. Da vi nærmer os det første hus ser vi en lille gris der er stukket af fra en af svinestierne og som hyler op mens den går forvildet omkring. Værten har set os komme, og med et smil lukker han døren op, hilser med et rotumansk ’Noya!’ og byder os at tage plads. En tallerken med modne bananer bliver sat foran os, og vi bliver budt på mælk fra nogle grønne kokosnødder. Gæstfrihed kommer i første række på Rotuma.

Der er ingen agnostikere eller evolutionister på øen. Alle tror på Bibelen. Emner som Guds hensigt med jorden fanger let indbyggernes opmærksomhed. Værten er overrasket over at lære at jorden ikke vil blive tilintetgjort men vil blive beboet af retfærdige mennesker som vil bo for evigt på den. (Salme 37:29) Han lytter opmærksomt da de skriftsteder der underbygger denne tanke bliver læst, og han tager med glæde imod de bibelske publikationer vi tilbyder ham. Da vi rejser os for at gå, takker han for besøget og giver os en plasticpose med modne bananer som vi kan spise på turen. Man tager hurtigt på når man forkynder her!

Lad os følges med en gruppe lokale Jehovas vidner når de besøger de huse der ligger mellem sukkerrørsmarkerne lige uden for Lautoka.

Da vi nærmer os det første hus bemærker vi at der i det ene hjørne af grunden er placeret nogle lange bambusstænger hvorpå der hænger et stykke rødt stof. Det viser at familien er hinduer. De fleste hinduiske hjem er dekoreret med billeder af deres guder. Mange har en favoritgud såsom Krishna, og ofte har de et lille husalter.a

De fleste hinduer tror at alle religioner er gode og blot er forskellige måder at tilbede Gud på. Derfor lytter en vært måske venligt, modtager nogle publikationer, tilbyder forfriskninger og føler at han har gjort sin pligt. For at kunne stille nogle spørgsmål der kan drage værten ind i en mere meningsfuld drøftelse, er det ofte en fordel at kende nogle af de historier der er en del af deres religion. Efter for eksempel at have gjort opmærksom på at nogle af deres historier skildrer guder der giver sig af med en adfærd som mange ville finde tvivlsom, kunne man spørge: „Ville du billige en sådan adfærd hos din hustru (ægtemand)?“ Svaret er som regel: „Nej, bestemt ikke!“ Derefter kunne man spørge: „Burde en gud opføre sig på den måde?“ Sådanne drøftelser giver ofte lejlighed til at vise Bibelens værdi.

Hinduerne tror på reinkarnationslæren, og derfor er det et godt emne at tage op. En højtuddannet hinduisk kvinde, der for nylig havde mistet sin fader, blev spurgt: „Vil du gerne se din fader igen som han var inden han døde?“ Hun svarede: „Ja, det ville være skønt.“ Ud fra hendes reaktion og den efterfølgende drøftelse var det tydeligt at hun ikke kunne forlige sig med læren om at hendes fader nu var blevet genfødt i en anden skikkelse og at hun aldrig ville kunne genkende ham. Men Bibelens opmuntrende opstandelseshåb gjorde et stort indtryk på hende.

Nogle hinduer stiller spørgsmål og søger samtidig efter tilfredsstillende svar. Da et af Jehovas vidner besøgte et hinduisk hjem, spurgte manden: „Hvad er navnet på jeres gud?“ Forkynderen læste Salme 83:18, forklarede at Guds navn er Jehova og at der i Romerbrevet 10:13 står at vi må påkalde dette navn for at blive frelst. Det gjorde indtryk på manden, og han ønskede at vide mere. Han hungrede faktisk efter at få mere at vide. Han forklarede at hans fader, der hægede meget om familieguden, blev syg efter at have tilbedt foran den og døde kort efter. Det samme skete for hans broder. Derefter tilføjede han: „Billedet af denne gud bringer død, ikke liv. Der må være noget forkert ved at tilbede det. Måske kan denne Gud, Jehova, hjælpe os med at finde vejen til livet.“ Et bibelstudium blev påbegyndt med ham og hans hustru og deres to børn. De gjorde hurtigt fremskridt og blev snart døbt. De har skilt sig af med deres afgudsbilleder og går nu på Jehovas vej.

Det næste hus vi besøger er et muslimsk hjem. Den samme gæstfri ånd er tydelig, og vi får snart serveret kolde forfriskninger. Vi kan ikke få øje på nogen religiøse billeder på væggene med undtagelse af et lille vers på arabisk der er indrammet. Vi nævner at der er et fælles berøringspunkt for Koranen og Bibelen, nemlig patriarken Abraham, og at Gud lovede Abraham at alle nationerne skulle blive velsignet gennem hans afkom. Dette løfte vil blive opfyldt gennem Jesus Kristus, Guds søn. Nogle muslimer vil protestere mod tanken om at Gud har en søn. Vi forklarer derfor at ligesom det første menneske, Adam, var Guds søn fordi han var skabt af Gud, af samme grund er Jesus Guds søn. Gud behøver ikke at have en bogstavelig hustru for at frembringe sådanne sønner. Eftersom muslimerne ikke tror på treenighedslæren, bruger vi dette som udgangspunkt for at vise at Jehova Gud er den højeste.