Hvem var den anden broder?

Den anden broder, som ville sælge sin gård, var Kaarlo Harteva, der var født i 1882. Hans moder, som var datter af en luthersk præst, havde givet ham en streng religiøs opdragelse. Kaarlo var målbevidst, oprigtig og dygtig til sprog. Han læste til ingeniør, men kort efter sin eksamen fik hans interesse for religion ham til at slutte sig til KFUM, hvor han blev sekretær såvel som forstander for deres herberg i Helsinki.

I sommeren 1909, da Emil Österman var på forretningsrejse i Helsinki, mødte han Kaarlo Harteva og gav ham et eksemplar af Guds Verdensplan på svensk. Harteva læste den ivrigt. Han forstod at han også burde forkynde den gode nyhed om Riget. (Matt. 24:14) I april 1910 rejste han derfor med Österman til stævnet i Örebro i Sverige, hvor han blev døbt. Eftersom der var mangel på talere holdt begge disse nye brødre foredrag ved dette stævne. De spildte ikke tiden men stillede sig til rådighed for Guds organisation!

’Slut dig til os. Så er vi tre’

Omkring dette tidspunkt mødte Harteva på en togrejse en af sine tidligere skolekammerater, Lauri Kristian Relander, og forkyndte ivrigt for ham om de nyfundne sandheder. „Og hvor mange er I så?“ spurgte kammeraten. „I øjeblikket er vi to, en vis Österman og mig,“ svarede Harteva. „Men hvis du slutter dig til os, så er vi tre.“ Men Relander sluttede sig ikke til dem. Han gik i stedet ind i politik og blev Finlands præsident fra 1925 til 1931.

Det var en stor arbejdsmark der lå foran brødrene Harteva og Österman: Tre millioner mennesker spredt over et stort område. Deres første mål var at få Selskabets publikationer oversat til finsk. Harteva arbejdede flittigt med at oversætte Guds Verdensplan og forskellige traktater fra svensk til finsk, og Österman finansierede trykningen af dem i efteråret 1910. De var fyldt af glæde over at have mere effektive redskaber i arbejdet for Riget. I tillid til Jehovas ånds hjælp drog disse mænd modigt ud i tjenesten med deres nyligt oversatte finske publikationer.

„En billet til helvede“

Broder Österman havde altid en forsyning af Selskabets publikationer i den skobutik han ejede i Turku, og han udstillede bøger i sit butiksvindue. Han havde også sin egen bogstand på et torv. Ved at råbe forskellige slogans tiltrak han folks opmærksomhed.

Han tilbød brochuren Hvad siger Skriften om Helvede? for to finske mark ved at råbe: „En billet til helvede — én mark dertil, og én mark tilbage!“

Offentlige foredrag samler store skarer

Derefter besluttede de to trofaste venner at rejse rundt og holde offentlige foredrag. De rejste til Finlands industricenter, Tampere (Tammerfors), og lejede den bedste hal de kunne få. Så bestilte de indbydelser til foredraget „Den store belønning“ og averterede det i avisen. Broder Harteva holdt foredraget, mens Österman tjente som hans assistent. I et af sine breve fortæller broder Österman om resultaterne:

„En finsk søster indviede sig helt og symboliserede dette i Pyhäjärvisøen. Derefter rejste hun til Viipuri (Viborg), hvor hun nu udbreder den gode nyhed som kolportør. I Tampere oprettede vi en bibelklasse med fem-seks meget interesserede personer, som vi derefter overlod i Guds varetægt. Nu er vi i Turku, og her blev vort første offentlige foredrag på finsk holdt i en sal i brandvæsenets bygning, som kan rumme 1800. Som andre steder stod der også her lige så mange udenfor på gaden.“

Opmuntret af disse gode resultater rejste de to kolportører til Helsinki, hvor de planlagde at holde et offentligt foredrag den 22. november 1910 i auditoriet i Folkets Hus (nu Arbejdernes Hus). Broder Harteva var velkendt i religiøse kredse i Helsinki, og mange præster og medlemmer af forskellige religiøse retninger kom af nysgerrighed for at høre ham tale. I sit foredrag udfordrede Harteva tilhørerne ved at sige at hvis nogen kendte et skriftsted som sagde at sjælen er udødelig, burde vedkommende træde offentligt frem og sige det. Alles øjne rettedes mod præsterne på de forreste rækker i salen. Der herskede total tavshed. Derefter læste han Ezekiel 18:4, slog næven i talerpulten og udbrød: „Sjælen dør altså!“ Kamplinjerne mellem Finlands religiøse ledere og forkæmperne for Bibelens sandheder var tydeligvis ved at blive trukket op. På denne måde blev sandheden sået i landets tre største byer, hovedstaden indbefattet.

Et kontor åbnes i Helsinki

Da broder Russell i slutningen af marts 1911 besøgte Stockholm, rejste en gruppe finner dertil for at møde ham. De fortsatte deres rejse til stævnet i Örebro, hvor Kaarlo Harteva glædede sig over at se sin moder og sin moster blive døbt. Blandt de døbte var også en ung mand ved navn Johannes Hollmerus, som senere blev en værdifuld teokratisk støtte.

Broder Harteva vendte tilbage til Helsinki og åbnede et kontor der kunne tage sig af teokratiske anliggender. Han skriver: ’Det lykkedes mig at leje fem værelser i Mikonkatu 27. Jeg fik fat i nogle brædder og savbukke der kunne tjene som bænke. Fra Mäntyharju ude på landet sendte man mig feltsenge og sengetøj. I det største værelse var der et skrivebord, en skrivemaskine og nogle stole og bænke. Der stod tre feltsenge i ét værelse og én i et andet. To værelser var tomme.’ Sådan begyndte kontoret at virke i juni 1911.

Nær ved kontoret midt i Helsinki lå Kaisaniemiparken. Her, på en lille høj, holdt broder Harteva den sommer hver søndag et offentligt foredrag. Med et humoristisk blink i øjet kaldte han disse foredrag for „bjergprædikener“. I slutningen af foredragene indbød han enhver som gerne ville vide mere om bibelske emner, til at besøge det nærliggende kontor. Nogle begyndte at komme hver uge. På denne måde opstod der en lille gruppe bibelstudenter i Helsinki.

De første traktater og det første stævne

Lige fra begyndelsen forstod broder Harteva værdien af det trykte ord. Den første traktat der blev udgivet hed Saarnoja kansalle (Prædikener for folket; svarende til Ekko fra Talerstolen). Næste år blev dens navn ændret til Puheita kansalle (Taler til folket). Disse traktater indeholdt artikler fra det engelske Watch Tower, såvel som afskrifter af broder Russells foredrag, oversat til finsk. De indeholdt også oplysninger om møder og om de publikationer der kunne fås.

I januar 1912 hed det i Puheita kansalle: „Da Guds Verdensplan blev udgivet på finsk fik den først en meget stor udbredelse ved hjælp af kolportører, avisartikler og boghandlere. Men kort efter julen 1910 skete der en stor forandring, idet denne første begejstring blev afløst af en så stærk modstand at det næsten kvalte alt. Heldigvis varede denne situation ikke længere end cirka seks måneder. Da pressens og boghandlernes hjælp syntes at være fuldstændig ophørt, begyndte Gud at indbyde flere arbejdere til høsten.“ Beretningen fortalte videre at der i Helsinki var omkring 30 finsktalende og 10 svensktalende brødre som regelmæssigt mødtes to eller tre gange om ugen for at studere Guds ord.

Da det første stævne blev holdt i en sal i Helsinki fra den 29. marts til den 1. april 1912, var der omkring 60 personer til stede. Nogle af dem kom fra Turku, Tampere, Pori, Vaasa, Iisalmi, Kuopio og Parikkala, hvilket viser at sandheden allerede havde opnået stor udbredelse i det sydlige Finland.

Broder Russell besøger Finland

Da Kaarlo Harteva hørte at broder Russell havde planer om at foretage en verdensrejse, skrev han og bad ham om også at planlægge et besøg i Finland. Broder Russell tog imod indbydelsen og oplyste Harteva om at han ville komme i slutningen af august 1912.

For denne lille gruppe af brødre var broder Russells besøg en spændende oplevelse. Der blev gjort en vældig indsats for at avertere det offentlige foredrag, som blev holdt i Helsinkis bedste sal, i brandvæsenets bygning. Elis Salminen, der dengang var en dreng på ti år, og som tjente Jehova trofast til sin død i 1981, har fortalt hvordan brødrene satte billeder op af broder Russell som nåede op til første sals højde. „Efter det hørte jeg mine skolekammerater sige at det var den dér amerikanske propagandareligion,“ fortalte Salminen.

Broder Russell beretter selv om sit besøg i The Watch Tower for 1. oktober 1912: „To finske brødre har i to år været særlig aktive for at bringe sandheden ud til alle sandhedshungrende. De har oversat tre bind af Studier i Skriften og Alles Blad til gratis uddeling, idet de selv har afholdt alle udgifter. Nu er der omkring femten kolportører som bringer sandheden ud til hver en afkrog i landet. Til det offentlige møde var salen overfyldt — der var 1000 til stede — mange måtte stå op og nogle var næsten grædefærdige fordi de ikke kunne komme ind. . . . Det viser at Gud har nogle ægte børn i Finland som nu skal høre hans budskab om at blive indhøstet.“

Under sit besøg gav broder Russell Kaarlo Harteva bemyndigelse til at udgive Vagttårnet på finsk fra november 1912. Det blev anbefalet at man gav det nye blad som en julegave til slægtninge og bekendte.

Budskabet spredes

Problemet var hvordan man skulle aflægge et effektivt vidnesbyrd for en spredt befolkning i et område der var over 1000 kilometer langt og 500 kilometer bredt. I håb om at løse problemet henledte broder Österman folks opmærksomhed på Selskabets publikationer ved for egen regning at sætte annoncer i forskellige aviser. Broder Harteva besluttede derimod at koncentrere sig om at holde offentlige foredrag, og det opnåede han gode resultater med. Men hvordan ville han tilrettelægge de offentlige foredrag? Vi lader ham selv fortælle:

„Når jeg havde udvalgt mig en by, skrev jeg til redaktøren af det største dagblad og spurgte hvilken sal i området der ville være den bedste til et offentligt foredrag og hvem jeg kunne kontakte hvis jeg ønskede at leje den. Når jeg havde fået dette oplyst, skrev jeg en ansøgning om at leje salen, og var svaret positivt indrykkede jeg en annonce i avisen og bad redaktionen sørge for at tilsvarende løbesedler blev trykt og lagt inden i avisen, så folk kunne blive underrettet om det offentlige foredrag. Derpå tog jeg af sted med bøger i bagagen. Mødesalene var i regelen helt fyldt . . . Engang da jeg forsøgte at komme ind, fik jeg at vide at det ikke var muligt. Først da jeg forklarede at det var mig der skulle holde foredraget, kunne jeg bane mig vej gennem mængden. En anden gang var der så mange der forsøgte at komme ind, at salen blev fyldt tre gange samme aften, og tilhørerne ventede tålmodigt til det blev deres tur.“

[Illustration på side 143]

Kaarlo Harteva, som gav arbejdet en energisk start