MIN OPVÆKST I FINLAND

Jeg blev født i 1955 som den yngste af tre drenge og voksede op i nærheden af Finlands sydlige kyst, i et område der nu er kendt som Vantaa.

Min mor blev døbt som et af Jehovas Vidner nogle få år før jeg blev født. Men min far var imod sandheden, og han gav ikke min mor lov til at studere med os børn eller at tage os med til møderne. Derfor underviste hun os i de bibelske sandheder når vores far ikke var i nærheden.

Fra jeg var helt lille, var jeg besluttet på at adlyde Jehova. Jeg vidste at det var forkert at spise blod. Da jeg var syv, var der en episode i skolen hvor min lærer blev rasende over at jeg nægtede at spise verilättyjä (finske blodpandekager). Hun prøvede at tvinge mig til det ved med den ene hånd at presse mine kinder sammen for at få mine læber skilt ad. Med den anden prøvede hun at mase en gaffel med et stykke pandekage ind i min mund. Det lykkedes mig at slå gaflen ud af hendes hånd.

Da jeg var 12, døde min far. Det betød at jeg nu kunne komme med til møderne. Brødrene i menigheden tog sig rigtig godt af mig, og det gav mig lyst til at gøre åndelige fremskridt. Jeg begyndte at læse i Bibelen hver dag og elskede at studere. De gode studievaner gjorde at jeg var klar til at blive døbt da jeg var 14, den 8. august 1969.

Kort efter at jeg var gået ud af skolen, begyndte jeg som pioner. Og efter ganske få uger flyttede jeg til Pielavesi i Midtfinland, hvor der var et stort behov for forkyndere.

I Pielavesi mødte jeg Sirkka, som jeg blev gift med. Jeg faldt for hende fordi hun var så beskeden og åndeligsindet. Hun prøvede på ingen måde at komme i rampelyset og gik slet ikke op i materielle ting. Vi havde begge to lyst til at gøre så meget som muligt i tjenesten for Jehova, og vi var villige til at tage imod en hvilken som helst opgave. Vi giftede os den 23. marts 1974. I stedet for at tage på bryllupsrejse flyttede vi til Karttula, hvor der var endnu større behov for forkyndere.

JEHOVA TOG SIG AF OS

Lige fra begyndelsen af vores ægteskab har Jehova vist os at han vil tage sig af vores materielle behov hvis vi søger hans rige først. (Matt. 6:33) Da vi var i Karttula, havde vi ikke nogen bil, så i starten cyklede vi rundt. Men da vinteren kom, blev det meget koldt. Menighedens distrikt var kæmpestort, og det krævede en bil hvis vi skulle komme rundt i det. Men vi havde ikke råd til at købe en.

Helt uventet kom en af mine brødre og besøgte os. Og han sagde at vi måtte få hans bil! Forsikringen var betalt, og det eneste vi skulle sørge for, var brændstof. Så nu havde vi bil!

Jehova viste os at han havde påtaget sig ansvaret for at dække vores materielle behov. Vores opgave var bare at sætte tjenesten for ham først.

GILEAD

Da vi var på pionerskole i 1978, tilskyndede Raimo Kuokkanen,a den ene af vores lærere, os til at overveje Gilead. Vi begyndte straks at lære engelsk for at kunne kvalificere os til at komme afsted. Men i 1980, inden vi havde haft mulighed for at søge på Gilead, blev vi så inviteret på Betel i Finland. Dengang kunne betelitter ikke søge på Gilead. Men vi ville gerne tjene der hvor Jehova mente at det var bedst, ikke hvor vi selv mente at det var bedst. Derfor sagde vi ja til at komme på Betel. Men vi fortsatte med at lære engelsk, for det kunne jo være at vi en dag fik mulighed for at komme på Gilead.

Nogle få år senere åbnede Det Styrende Råd op for at betelitter kunne søge på Gilead. Vi udfyldte straks vores gileadansøgninger. Det var ikke fordi vi var kede af at være på Betel. Tværtimod! Vi ville bare gerne stille os til rådighed for at tjene hvor der var større behov. Vi blev inviteret på Gilead og kom i den 79. klasse. I september 1985 fik vi vores diplomer og vores nye opgave – vi skulle være missionærer i Colombia.