Så snart Kalle Salavaara var blevet rask, brugte han sin frihed — og sit militærpas — til at rejse rundt med „fast føde“ til menighederne. Da han tog af sted til menighederne i det sydvestlige Finland med duplikeret læsestof, advarede Väinö Pallari, som arbejdede på Betel, ham om politiet i Matku. De havde flere gange taget ham med på politistationen til forhør og syntes at vide nøjagtigt hvornår en kurér skulle komme. Kalle fortæller:

„Da jeg med tog ankom til Matku fra Urjala, kom der straks en håndfast betjent hen til mig og bad med myndig røst om at måtte se mine identifikationspapirer. Jeg viste ham mit militærpas. Det forbavsede ham. Med en helt anden stemme bad han om min arbejdsattest. Da jeg havde forudset en sådan situation, havde jeg netop formelt indskrevet mig på Helsinkis universitet. Jeg kunne derfor række betjenten et certifikat, underskrevet af universitetets rektor, hvoraf det fremgik at jeg arbejdede der, skønt det ikke viste hvilken form for arbejde jeg havde. Betjentens modstand var brudt. Da jeg begyndte at slæbe mine kufferter hen til den ventende bus, tilbød han høfligt at bære dem. Jeg kunne ikke modstå fristelsen til at give ham den store, tunge kuffert som indeholdt det forbudte duplikerede materiale. Det virkede så betryggende at have en betjent til at bære den!“

Mange gange kom brødrene og søstrene med hesteslæde, i kane eller til fods til jernbanestationen sent om aftenen for at få nogle forbudte artikler. Om vinteren var temperaturen undertiden på minus 30 grader. „Ingen beklagede sig,“ erindrer broder Salavaara. „Jeg så kun lykkelige, taknemmelige modtagere, hvilket fik mig til at mindes de smukke ord fra Bjergprædikenen: ’Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov.’ For dem var det som manna fra himmelen.“

Brødrenes neutralitet sættes på prøve

På grund af krigen blev brødrenes neutralitet prøvet til det yderste. Af samvittighedsgrunde nægtede Kosti Huhtakivi, Vieno Linte og Yrjö Laine at gå ind i hæren. De blev derfor sat i fængsel. Men ville deres tro være stærk nok til at udholde den ildprøve de nu skulle igennem?

Broder Huhtakivi beretter: „Vi fik ordre til at møde på Humppilaskolen og fik anvist sovepladser under geværstativet. En dag beordrede korporalen os ud i gården og over til flagstangen. Der pudsede han sin bajonet og pralede af hvor skarp den var, hvorpå han snerrede ordren: ’Af sted!’ Vi blev ført gennem sideporten til skolen der havde tjent som vores kaserne, og gik et kort stykke ud til en bakkekam ved udkanten af en skov, hvor vi fik ordre til at gøre holdt. Nu så vi en gruppe soldater komme marcherende hen imod os med deres geværer.“

De bevæbnede soldater stillede sig op foran brødrene, bekræftede brødrenes identitet, og oplyste dem om at de var blevet dømt til døden ved skydning. Dommen skulle straks eksekveres.

Broder Linte kan ikke holde tårerne tilbage når han fortæller om denne oplevelse: „Ordren blev givet: ’Giv agt!’, hvorefter sygepasseren bandt et bind for vore øjne. Derefter fulgte befalingen: ’Lad!’, og vi hørte klikket fra geværerne. Så lød ordren: ’Sigt!’ ’Hvor godt at vi har opstandelseshåbet,’ var den tanke der for gennem mig. Pludselig hørte vi et råb: ’Sergent! Telefonbesked!’ Dette blev efterfulgt af ordren: ’Holdt!’, hvorefter telefonbeskeden blev læst højt: ’Straffen midlertidigt udsat,’ underskrevet af obersten. Bindene blev fjernet, og vi blev ført tilbage til vort kvarter.“

Dramaet var blevet godt iscenesat. Den samme djævelske strategi blev benyttet over for andre brødre. Erkki Kankaanpää, der nu tjener som koordinator for afdelingskontorets udvalg, oplevede det samme. Han forklarer: „Til at begynde med fik vi at vide at vi ville blive dømt til døden. Behandlingen var så brutal at vi slet ikke var i tvivl om at dommen ville blive eksekveret. Senere blev vi klar over at det var et middel til at skræmme os. En skinproces, hvorefter vi nogle timer senere igen blev stillet for dommeren og idømt tre og et halvt års fængsel.“

I sommeren 1943 blev der i et studenterforeningslokale midt i Helsinki holdt et stort møde som blev kaldt „Pentti Reikkos familiefest“. Man inviterede kun dem som to pålidelige vidner havde sagt god for. Der var over 500 til stede.

Broder Reikko fortæller hvad der skete, efter at man fra dette møde havde sendt et officielt brev til myndighederne:

„Nogen tid derefter fik jeg besked fra politiet om at stille til forhør. Forhørslederen havde vort brev i hånden, og han forlangte at få at vide hvor sådanne møder blev holdt. ’Hvordan er det muligt at I kan holde et møde som dette midt i Helsinki uden at vi ved det, når vi ellers ved næsten alt hvad to personer siger til hinanden på gaden?’ spurgte han. Mødet var nemlig blevet holdt nogle få husblokke fra politistationen.