-
FinlandJehovas Vidners Årbog 1990
-
-
Den gode nyhed når Finland
Den første gang Bibelens sandheder blev forkyndt i Finland var, så vidt man ved, i 1906, da Ebba Lundborg, gift med August Lundborg, lederen af bibelstudenternes arbejde i Sverige, besøgte Finland. Broder Lundborg skrev: „Om Gud vil, rejser hun snart til Finland igen for at fortsætte arbejdet der.“
Ebba Lundborg og andre kolportører (heltidsforkyndere) fra Sverige spredte svenske bøger og brochurer langs kysten i den sydvestlige del af Finland, hvor befolkningen på den tid for størstedelens vedkommende var svensktalende. Til sidst endte nogle bøger, skrevet af Vagttårnsselskabets første præsident, Charles T. Russell, i hænderne på Emil Östermans moder.
Forretningsmand finder meningen med livet
En skægget og energisk 41-årig forretningsmand fra Turku (Åbo), Emil Österman, havde planlagt at foretage en rejse jorden rundt for at søge efter en mening med livet. Da han læste de bøger hans moder havde givet ham, begyndte hans søgen at tage en anden retning. I sidste halvdel af 1909 gjorde han først holdt i Sverige. Der fik han mere bibelsk læsestof af August Lundborg. Det var imidlertid først under sejlturen til London at han fik læst de bøger og brochurer han havde fået i Sverige, og så var det slut med at sejle jorden rundt. Han forstod straks at han havde fundet det han søgte. Nu var hans drøm om en verdensomrejse pludselig forsvundet, og han vendte hjem. I slutningen af samme år, 1909, vendte han tilbage til Sverige og blev døbt. Senere sørgede han for at August Lundborg kunne komme til Finland og forkynde.
I rapporten fra det svenske afdelingskontor omtales Emil som en kær broder: „Rundt regnet ti faste kolportører har været virksomme året igennem; på det sidste har seks eller syv nye taget arbejdet op — en af disse er en kær broder i Finland som uden tvivl er et udvalgt redskab i Herrens hånd til at tjene sit folk i dette land. . . . En anden broder i dette land synes nu indstillet på at sælge sin gård og tage ud som kolportør.“
Hvem var den anden broder?
Den anden broder, som ville sælge sin gård, var Kaarlo Harteva, der var født i 1882. Hans moder, som var datter af en luthersk præst, havde givet ham en streng religiøs opdragelse. Kaarlo var målbevidst, oprigtig og dygtig til sprog. Han læste til ingeniør, men kort efter sin eksamen fik hans interesse for religion ham til at slutte sig til KFUM, hvor han blev sekretær såvel som forstander for deres herberg i Helsinki.
I sommeren 1909, da Emil Österman var på forretningsrejse i Helsinki, mødte han Kaarlo Harteva og gav ham et eksemplar af Guds Verdensplan på svensk. Harteva læste den ivrigt. Han forstod at han også burde forkynde den gode nyhed om Riget. (Matt. 24:14) I april 1910 rejste han derfor med Österman til stævnet i Örebro i Sverige, hvor han blev døbt. Eftersom der var mangel på talere holdt begge disse nye brødre foredrag ved dette stævne. De spildte ikke tiden men stillede sig til rådighed for Guds organisation!
’Slut dig til os. Så er vi tre’
Omkring dette tidspunkt mødte Harteva på en togrejse en af sine tidligere skolekammerater, Lauri Kristian Relander, og forkyndte ivrigt for ham om de nyfundne sandheder. „Og hvor mange er I så?“ spurgte kammeraten. „I øjeblikket er vi to, en vis Österman og mig,“ svarede Harteva. „Men hvis du slutter dig til os, så er vi tre.“ Men Relander sluttede sig ikke til dem. Han gik i stedet ind i politik og blev Finlands præsident fra 1925 til 1931.
Det var en stor arbejdsmark der lå foran brødrene Harteva og Österman: Tre millioner mennesker spredt over et stort område. Deres første mål var at få Selskabets publikationer oversat til finsk. Harteva arbejdede flittigt med at oversætte Guds Verdensplan og forskellige traktater fra svensk til finsk, og Österman finansierede trykningen af dem i efteråret 1910. De var fyldt af glæde over at have mere effektive redskaber i arbejdet for Riget. I tillid til Jehovas ånds hjælp drog disse mænd modigt ud i tjenesten med deres nyligt oversatte finske publikationer.
-
-
FinlandJehovas Vidners Årbog 1990
-
-
[Illustration på side 141]
Emil Österman var den første forkynder i Finland
[Illustration på side 143]
Kaarlo Harteva, som gav arbejdet en energisk start
-