Svære nederlag ved domstolene

I 1935 nåede flaghilsenspørgsmålet i forbindelse med skoleelever der var børn af Jehovas vidner, for første gang frem til de amerikanske domstole. Det skete i sagen Carlton B. Nicholls mod Mayor and School Committee of Lynn (Massachusetts).f Sagen blev appelleret til højesteret i staten Massachusetts. Denne domstol afgjorde i 1937 at uanset hvad Carleton Nichols junior og hans forældre sagde de troede på, var det unødvendigt at tage hensyn til deres religiøse overbevisning, for, som domstolen erklærede: „Den flaghilsen og den troskabsed der her er tale om, kan ikke på rimelig måde siges at have noget at gøre med religiøs tro. . . . De angår ikke nogens synspunkter angående Skaberen. De berører ikke noget menneskes forhold til Gud.“ Da spørgsmålet om tvungen flaghilsen kom for De Forenede Staters højesteret — nemlig i sagen Leoles mod Landersg i 1937, og i sagen Hering mod State Board of Educationh i 1938 — afviste højesteret disse sager fordi man ikke mente at de indeholdt noget vigtigt spørgsmål der berørte forbundsforfatningen. I 1939 afviste domstolen igen en appel angående det samme spørgsmål, i sagen Gabrielli mod Knickerbocker.i Og samme dag stadfæstede højesteret, uden at have påhørt nogen procedure, en ugunstig dom som en lavere domstol havde afsagt i sagen Johnson mod Town of Deerfield.j

I 1940 gik højesteret omsider med til at tage en sag af denne art op, nemlig den sag der blev betegnet Minersville School District mod Gobitis.k For begge parter var der en lang række kendte advokater som afgav responsum. J. F. Rutherford stod for den mundtlige procedure for Walter Gobitas og hans børn. En lærer fra Harvard-universitetets juridiske fakultet talte, som repræsentant for Den Amerikanske Advokatforening og Borgerretsforeningen, imod tvungen flaghilsen. Deres argumenter blev imidlertid afvist, og den 3. juni afgjorde højesterets dommerpanel, med blot én dommers dissens, at børn som ikke ville hilse flaget kunne bortvises fra offentlige skoler.

Godt en måned senere — på den amerikanske „flagdag“, den 14. juni — omstødte højesteret igen en af sine kendelser. Denne gang var det dommen i Gobitis-sagen, og det skete i den sag der kendes som West Virginia State Board of Education mod Barnette.c I afgørelsen hed det at „ingen offentlig myndighed, den være sig overordnet eller underordnet, kan foreskrive hvad der på det politiske, nationale, religiøse område, eller i andre meningsspørgsmål skal være normen, eller tvinge borgerne til ved ord eller handling at give udtryk for tro på denne“. Mange af de argumenter som fremførtes i denne sag, blev siden brugt i Canada ved Ontarios appelret i sagen Donald mod Hamilton Board of Education. Canadas højesteret afviste at omstøde den dom der var blevet afsagt i denne sag.

I god overensstemmelse med dommen i Barnette-sagen, og endda på samme dag, afgjorde De Forenede Staters højesteret i sagen Taylor mod State of Mississippid at man ikke med rette kan anklage Jehovas vidner for tilskyndelse til oprør blot fordi de forklarer deres grunde til ikke at hilse flaget og fordi de siger at alle nationer vil stå som tabere fordi de stiller sig i opposition til Guds rige. Disse domme var med til at bane vejen for gunstige afgørelser ved andre domstole, både i sager hvor børn havde nægtet at hilse flaget i skolen og sager angående ansættelse og forældreret. Et vendepunkt var nået.e

[Ramme på side 684]

Et vidnesbyrd over for USA’s højesteret

Joseph F. Rutherford, der var tilknyttet New Yorks byret og var præsident for Vagttårnsselskabet, trådte frem i USA’s højesteret som advokat i „Gobitis“-sagen. Her fremhævede han klart vigtigheden af at underkaste sig Jehova Guds suverænitet, idet han sagde:

„Jehovas vidner er dem der bærer vidnesbyrd om den almægtige Gud, han hvis navn alene er JEHOVA. . . .

Jeg henleder opmærksomheden på at Jehova Gud for over seks tusind år siden lovede at han gennem Messias ville oprette en retfærdsregering. Dette løfte vil han opfylde når hans tid er inde. Forholdene i vor tid, set i profetiens lys, viser at denne tid er nær. . . .

Gud, Jehova, er den eneste kilde til liv. Ingen anden kan give liv. Staten Pennsylvanien kan ikke give liv. Den amerikanske regering kan heller ikke. Gud har, ifølge Paulus, givet denne lov [forbudet mod tilbedelse af billeder] for at beskytte sit folk mod afgudsdyrkelse. Det er kun en bagatel, vil De sige. At Adam spiste af den forbudte frugt var også kun en bagatel. Men det afgørende var ikke det æble som Adam spiste, derimod den handling at han var ulydig mod Gud. Spørgsmålet er om mennesket vil adlyde Gud eller adlyde en menneskelig institution. . . .

Jeg vil (skønt det næppe er nødvendigt) minde denne højesteret om at den i sagen ’Church’ mod ’United States’ fastholdt at Amerika er en kristen nation; og det betyder at Amerika må adlyde Guds lov. Det betyder også at denne domstol juridisk set tager til efterretning at Guds lov er den øverste. Hvis et menneske med sin samvittighed har den overbevisning at Guds lov er den øverste, og samvittighedsfuldt lever i overensstemmelse med dette, kan ingen jordisk myndighed forandre hans samvittighed eller gribe ind over for den. . . .

Tillad mig at henlede opmærksomheden på dette: Hver gang et retsmøde ved denne domstol åbnes, udråber retsbetjenten disse ord: ’Gud bevare De Forenede Stater og denne høje domstol.’ Nu siger jeg: Gud bevare denne høje domstol mod at begå en fejl som vil bringe De Forenede Staters folk i samme kategori som de totalitære og udslette alle de rettigheder som forfatningen garanterer. Det drejer sig om noget der er helligt for enhver amerikaner som elsker Gud og hans ord.“

[Ramme på side 687]

Hvordan det gik til at højesteret ændrede kurs

I sagen „Minersville School District“ mod „Gobitis“ i 1940 afgjorde De Forenede Staters højesteret med otte ud af ni dommerstemmer at man godt kunne forlange at skolebørn skulle hilse flaget. Kun dommer Stone stemte imod. Men to år senere, i sagen „Jones“ mod „Opelika“, afgav tre andre dommere (Black, Douglas og Murphy) dissens, og benyttede lejligheden til at give udtryk for at der efter deres mening var afsagt en forkert dom i „Gobitis“-sagen, fordi man i denne dom havde tillagt trosfriheden underordnet betydning. Det betød at fire ud af de ni højesteretsdommere nu var stemt for at omstøde dommen i „Gobitis“-sagen. To af de fem andre dommere som havde tillagt trosfriheden mindre betydning var nu pensionerede, og to nye dommere (Rutledge og Jackson) var udnævnt da den næste flaghilsensag kom for højesteret. I sagen „West Virginia State Board of Education“ mod „Barnette“ i 1943 stemte begge disse dommere til fordel for trosfriheden og imod tvungen flaghilsen. Sådan gik det til at højesteret med seks stemmer mod tre omstødte de kendelser der var afsagt i fem forudgående appelsager („Gobitis“, „Leoles“, „Hering“, „Gabrielli“ og „Johnson“).

Dommer Frankfurter, som afgav dissens i „Barnette“-sagen, udtalte: „Det er sket før, og det vil stadig ske fra tid til anden, at højesteret skifter standpunkt. Men bortset fra mindre udsving som senere er blevet korrigeret, tror jeg ikke at denne domstol, før den behandlede disse sager med Jehovas vidner, har omstødt nogen kendelse med det formål at begrænse demokratiske instansers magt.“

[Illustrationer på side 686]

Dommerne ved De Forenede Staters højesteret. Med dommerstemmerne 6 mod 3 i „Barnette“- sagen afviste de den tvungne flaghilsen til fordel for trosfriheden. Dermed blev højesterets egen afgørelse i „Gobitis“-sagen omstødt

Børnene i retssagerne

Lillian og William Gobitas

Marie og Gathie Barnette