Earthscan-rapporten siger: „Katastrofer skyldes i stigende grad mennesker. Nogle katastrofer (oversvømmelse, tørke, hungersnød) forårsages snarere af dårlig administration af miljø og ressourcer end af for megen eller for sparsom nedbør. . . . Katastrofer er samfundsmæssige og politiske hændelser som kan forebygges og ofte bliver det. I den tredje verden, hvor de fattige tvinges til at udpine jorden og bebo farlige områder, kræver katastrofer stadig flere ofre.“

Tænk også på hvordan mennesker har forårsaget begivenheder der ellers tilskrives Gud. En nat i maj 1943 styrtede omtrent 330 millioner tons vand ud i nogle dale i den vestlige del af Tyskland. Var det Guds værk? Nej. Årsagen var at britiske krigsfly bombede Möhne- og Ederdæmningerne. Omkring 1300 mennesker, de fleste civile, druknede under oversvømmelserne.

Blot fem år tidligere, i 1938, fandt der en katastrofe sted som af nogle regnes for at have været mere ødelæggende end atombombenedkastningerne over Hiroshima og Nagasaki. Bladet New Scientist bemærker til en rapport fra SIPRI (det internationale fredsforskningsinstitut i Stockholm): „Det drejer sig om dynamitsprængningen af Huayuankow-dæmningen ved Den gule Flod, hvorved man standsede de japanske troppers fremrykning gennem Kina . . . men samtidig forårsagede at adskillige hundrede tusind af Kinas egne indbyggere druknede.“ Millioner blev hjemløse.

Dertil kommer at entreprenører fælder træer uden tanke for de økologiske konsekvenser. Professor Hanks, der er direktør for Instituttet for Naturressourcer i Pietermaritzburg i Sydafrika, siger: „På den tid det tager Dem at læse denne sætning vil der på verdensplan være forsvundet tre hektar skov. . . . Dette tab af træer medfører langt mere end et tab af råmaterialer til energi og byggeri. Skovrydning tilintetgør veletablerede vandkredsløb, hvilket medfører tilmudring af vandløb og floder, mindskelse af grundvandet, voldsommere oversvømmelser og en forværring af vandmangelen i tørkeperioder.“

Det ser man et eksempel på i Himalayabjergene. „Skovene i bjergenes udløbere forsvinder hurtigt,“ siger Our Hungry Earth — The World Food Crisis. „Som følge heraf forværres oversvømmelserne i Sydasien. En oversvømmelse i 1973 i Pakistan ødelagde store mængder oplagret korn. Og i 1974 beskadigede oversvømmelser i Bangladesh og Indien afgrøderne næsten lige så meget som tørken gjorde.“

En straf fra Gud?

Det kan derfor ikke undre at førnævnte Earthscan-rapport konkluderer at det er mennesket — og ikke Gud — der har ansvaret for de katastrofale virkninger af oversvømmelse og tørke. Sandt nok har mennesket ikke herredømme over vejret — skønt nogle mener at menneskets letsindige omgang med miljøet, i form af kernevåbenprøvesprængninger og lignende, har forandret vejrmønstrene. Men, som Earthscan-rapporten fastslog:

„Folk forandrer deres miljø sådan at det indbyder til at blive ramt af visse katastrofer, og de bærer sig sådan ad at de selv bliver mere sårbare over for disse katastrofer. De voksende befolkninger i den tredje verden tvinges til at dyrke deres jord for intensivt, rydde og udpine den, hvorved den bliver mere udsat for oversvømmelser og tørke.“

Nogle vil måske spørge: ’Men kan det ikke tænkes at Gud på en eller anden måde straffer menneskeheden med disse katastrofer for deres dårlige forvaltning af jorden? Viser Bibelen ikke at Gud benyttede sig af sådanne katastrofer i fortiden?’ Her er det værd at huske at da Gud på Noas tid sendte vandfloden over jorden, gik der en advarsel forud. Gud sørgede for at den retfærdige Noa og hans familie bevarede livet. (1 Mosebog 6:13, 14, 17) Det samme kan afgjort ikke siges om katastroferne i nyere tid; nogle gange har selv trofaste tjenere for Gud lidt trængsler eller død på grund af dem.