„At man kan dyrke bomuld men ikke korn skyldes i højere grad regeringernes og hjælpeorganisationernes politik end det skyldes nedbørsmængden,“ hævder Lloyd Timberlake i sin bog Africa in Crisis.

U-landsbistand?

Oversøiske regeringer og hjælpeorganisationer fremmer kostbare programmer, til „gavn for deres egen økonomi og deres handels- og konsulentvirksomhed,“ siges det i tidsskriftet People. Disse hjælpeprogrammer er attraktive fordi de får de afrikanske lande til at tage sig mere moderne ud, og fordi de medfører store finanslån. På denne måde er visse afrikanske regeringer i stand til at tilfredsstille den rige del af bybefolkningen, hvis støtte de behøver for at bevare magten. Derfor ser man imponerende hoteller, universiteter, lufthavne, motorveje, biler og mange former for luksus i afrikanske byer mens landområderne forsømmes. Landbefolkningen i Afrika har en særlig betegnelse for de rige byboer. På swahili kalder de dem wabenzierne, hvilket betyder „Mercedes-Benz-folket“.

Billigt overskudskorn kommer ikke altid sultende afrikanere til gode. I visse tilfælde kommer det i hænderne på grådige handelsfolk, eller regeringen i modtagerlandet sælger det med fortjeneste for at styrke handelsbalancen.

Mange afrikanske regeringer søger at holde meget lave priser på landbrugsprodukter, for at behage befolkningen i byerne. Ifølge det videnskabelige tidsskrift Nature må denne politik „i høj grad bære skylden for landbrugets forfald, for sulten i byerne samt for at Afrika, der kunne være frugtbart, er blevet afhængigt af importerede fødevarer“.