På samme måde forholdt det sig med Esau og Jakob. Guds forudviden afgjorde ikke deres evige skæbne. Den afgjorde eller bestemte på forhånd hvilken af de folkegrupper som nedstammede fra de to sønner, der skulle have forrangen frem for den anden. (1Mo 25:23-26) Denne forudsete forrang pegede også frem til at Jakob ville opnå førstefødselsretten, en ret der indebar det privilegium at høre til den slægtslinje hvorigennem Abrahams „afkom“ skulle fremstå. (1Mo 27:29; 28:13, 14)

Paulus’ henvisning til at Jehova ’elskede Jakob [Israel] men hadede Esau [Edom]’, stammer fra Malakias 1:2, 3, som blev skrevet længe efter Jakobs og Esaus tid. Bibelen siger derfor ikke nødvendigvis at Jehova havde en sådan indstilling til tvillingerne inden deres fødsel. Videnskaben har fastslået at en stor del af et barns sindelag og temperament afgøres i undfangelsesøjeblikket på grundlag af de arveanlæg det får fra faderen og moderen. Det er indlysende at Gud kan se sådanne anlæg; David taler om at Jehova kunne se ham „som foster“. (Sl 139:14-16; se også Præ 11:5.) I hvilken grad denne guddommelige indsigt indvirkede på Jehovas forudbestemmelse angående de to drenge, kan vi ikke sige, men under alle omstændigheder fordømte dét at han valgte Jakob frem for Esau, ikke i sig selv Esau eller hans efterkommere, edomitterne, til tilintetgørelse. Endog enkeltpersoner i det kana’anæiske folk, som var forbandet, opnåede den forret at blive knyttet til Guds pagtsfolk og blev velsignet derved. (1Mo 9:25-27; Jos 9:27, se KANA’AN, KANA’ANÆER, 2.)

At Esau „ivrigt og med tårer søgte en sindsændring“, var imidlertid kun et mislykket forsøg på at få hans fader, Isak, til at ændre sin beslutning om at den førstefødtes særlige velsignelse helt og holdent skulle være Jakobs. Det var derfor ikke et tegn på at Esau over for Gud havde angret sin materialistiske indstilling. — 1Mo 27:32-34; He 12:16, 17.