‘I VIL BLIVE PRØVET’

Josef udsatte nu sine brødre for en række prøver for at se hvad der boede i deres hjerte. Han begyndte med, gennem en tolk, at tale hårdt til dem og anklage dem for at være spioner. For at forsvare sig fortalte de om deres familie – blandt andet om at de havde en yngre bror derhjemme. Josef prøvede at skjule sin sindsbevægelse. Var hans lillebror virkelig i live? Nu vidste Josef hvad han skulle gøre. Han sagde: “Herved vil I blive prøvet,” og så fortalte han dem at han ville se denne yngre bror. Han gik med til at lade dem tage hjem for at hente deres yngste bror på den betingelse at en af dem blev tilbage som gidsel. – 1 Mosebog 42:9-20.

Da brødrene drøftede dette krav igennem, uden at vide at Josef kunne forstå hvad de sagde, indrømmede de over for hinanden at det var en forfærdelig synd de havde begået 20 år tidligere. De sagde: “Det er oplagt at vi er skyldige med hensyn til vores broder; vi så jo den kval hans sjæl var i da han bad os om at have medlidenhed, men vi hørte ikke efter. Af den grund er denne kval kommet over os.” Josef forstod alt hvad de sagde, og han var nødt til at gå lidt væk for at de ikke skulle se ham græde. (1 Mosebog 42:21-24) Han vidste imidlertid at virkelig sindsændring omfatter langt mere end at man fortryder blot fordi ens onde handlemåde nu har fået konsekvenser. Derfor lod han prøven fortsætte.

Han sendte dem hjem, men beholdt Simeon som fange. Han sørgede også for at der blev lagt penge i de lastsække de tog med hjem, uden at de vidste det. Brødrene rejste hjem, og med besvær lykkedes det dem at overtale Jakob til at lade dem tage hans elskede søn Benjamin med til Egypten. Da de nåede til Egypten, fortalte de åbent manden der forestod Josefs hus, om de penge de havde fundet i deres sække, og de tilbød at betale det hele tilbage. Det var et flot tilbud, men Josef måtte vide mere for at finde ud af hvordan de virkelig var nu. Han arrangerede et festmåltid for dem, og under det havde han svært ved at skjule hvor rørt han var over at se Benjamin. Derefter sendte han dem hjem igen, fuldt lastet med fødevarer, men denne gang skjulte han et sølvbæger i Benjamins sæk. – 1 Mosebog 42:26 – 44:2.

Nu lod Josef fælden klappe. Han sørgede for at man satte efter hans brødre. De blev indhentet og anklaget for at have stjålet sølvbægret. Da man fandt bægret i Benjamins sæk, blev de alle ført tilbage til Josef. Nu havde han mulighed for at vurdere hvordan hans brødre var blevet. Juda fungerede som deres talsmand. Han bad Josef vise barmhjertighed, og tilbød endda at de alle 11 kunne blive trælle i Egypten. Josef svarede at kun Benjamin skulle blive tilbage i Egypten som træl, og at de andre skulle forlade landet. – 1 Mosebog 44:2-17.

Det tilskyndede Juda til at komme med en følelsesladet tale: “Han er den eneste der er tilbage efter sin moder, og hans fader elsker ham.” Josef må være blevet stærkt berørt af de ord, for han var den ældste søn af Jakobs elskede hustru Rakel, som døde i forbindelse med Benjamins fødsel. Det var tydeligt at han, ligesom sin far, havde gode minder om Rakel. Måske var denne forbindelse årsag til at Josef holdt endnu mere af Benjamin. – 1 Mosebog 35:18-20; 44:20.

Juda blev ved med at trygle Josef om ikke at beholde Benjamin som træl. Han tilbød endda selv at blive træl i Benjamins sted. Derefter afsluttede han sin hjerteskærende appel med ordene: “Hvordan skulle jeg kunne drage op til min fader uden at drengen er med mig? Ellers kommer jeg til at se den ulykke der vil ramme min fader.” (1 Mosebog 44:18-34) Her var et tydeligt vidnesbyrd om en mand der havde forandret sig. Ikke alene var det tydeligt at han havde ændret sind. Han viste også en beundringsværdig grad af empati, uselviskhed og medfølelse.

Nu kunne Josef ikke bære det længere. Han måtte give luft for sine indestængte følelser. Han sendte alle sine tjenere bort og græd så højt at man hørte det i Faraos palads. Derefter gav han sig til kende: “Jeg er Josef, jeres broder.” Han omfavnede sine chokerede brødre og tilgav dem kærligt alt hvad de havde gjort imod ham. (1 Mosebog 45:1-15) På den måde genspejlede han den indstilling Jehova viser når han rundhåndet tilgiver os. (Salme 86:5) Handler vi på samme måde?

Da Jakob døde i en alder af 147 år, frygtede Josefs brødre at deres magtfulde bror nu ville tage hævn. Men Josef kom i stedet med en kærlig og beroligende udtalelse. Han havde længe forsikret sine brødre om at eftersom det var Jehova der stod bag familiens flytning til Egypten, skulle de holde op med at bebrejde sig selv det der var sket. Han stillede dem dette bemærkelsesværdige spørgsmål: “Er jeg i Guds sted?” (1 Mosebog 15:13; 45:7, 8; 50:15-21) Josef indså at Jehova er den fuldkomne Dommer. Hvem var da Josef, at han skulle straffe dem som Jehova havde tilgivet? – Hebræerne 10:30.

Synes du at det i visse situationer kan være en udfordring at skulle tilgive? Det kan være særligt svært når nogen med overlæg har voldt os ondt. Men hvis vi af hele vores hjerte tilgiver dem der virkelig ændrer sind, kan vi være med til at hele mange sår – også hos os selv. På den måde efterligner vi Josefs tro og følger hans barmhjertige Fars, Jehovas, eksempel.