Mange viser gavmildhed

Brødrene i Europa var igen ivrige efter at yde hjælp. Jehovas Vidners afdelingskontor i Louviers i Frankrig informerede menighederne i Rhônedalen og i Normandiet samt visse menigheder i Paris om behovet for nødhjælp. Derved fik brødrene lejlighed til at følge endnu et bibelsk princip: „Den der sår sparsomt, skal også høste sparsomt; og den der sår rigeligt, skal også høste rigeligt. Lad hver enkelt gøre som han har besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent, for Gud elsker en glad giver.“ — 2 Korinther 9:6, 7.

Tusinder greb med glæde denne lejlighed til at give. Det væltede ind med kasser og poser med tøj, sko og andet som blev afleveret i rigssalene og derefter transporteret til det franske afdelingskontor. Dér var 400 frivillige hjælpere klar til at udføre næste fase af projektet „Hjælp Zaire“. Efterhånden som gaverne strømmede ind, blev tøjet sorteret, lagt sammen og pakket ned i kasser der i stakke på 30 blev stablet på paller. Børn havde tænkt på deres små brødre og søstre i Afrika og sendt dem legetøj — skinnende legetøjsbiler, snurretoppe, dukker og bamser. Disse blev pakket ned sammen med de vigtige fornødenheder. I alt blev 9 containere, hver af en længde på 12 meter, fyldt og afskibet til Congo.

Hvor mange nødhjælpsforsyninger er der blevet sendt til Centralafrika med hjælp fra tusinder af Jehovas vidner i Belgien, Frankrig og Schweiz? En opgørelse fra juni 1997 viser at der i alt var blevet sendt 500 kilo medicin, 10 tons proteinholdige kiks, 20 tons andre fødemidler, 90 tons tøj, 18.500 par sko og 1000 tæpper. Bibelske publikationer blev også fløjet dertil. Alt dette blev meget værdsat, idet det trøstede flygtningene og hjalp dem til at udholde deres prøvelser. Prisen på forsyningerne beløb sig til næsten 7 millioner kroner. Disse bidrag var et vidnesbyrd om den broderskabsfølelse og inderlige kærlighed der er blandt Jehovas tjenere.

Forsyningerne fordeles i Congo

Da forsyningerne begyndte at nå frem til Congo, ankom der to brødre og en søster fra Frankrig for at arbejde sammen med de lokale nødhjælpsudvalg. Om de congolesiske forkynderes taknemmelighed siger Joseline: „Vi fik mange takkebreve. En fattig søster gav mig et malakitsmykke. Andre gav os fotografier af dem selv. Da vi skulle rejse, blev jeg kysset og krammet af søstre som græd. Jeg græd også. Mange kom med udtalelser som ’Jehova er god. Jehova tænker på os.’ De erkendte at æren for disse gaver tilfaldt Gud. Når vi delte maden ud, sang brødrene og søstrene Rigets sange i lovprisning af Jehova. Det var meget rørende.“

Et af holdets medlemmer var en læge ved navn Loic. Mange stimlede sammen i rigssalen og ventede tålmodigt på at det blev deres tur til at blive behandlet af ham. En congolesisk søster som også gerne ville bidrage med noget, bagte 40 kager og delte dem ud til dem der ventede på at komme ind til lægen. Da det drejede sig om cirka 80 mennesker, var der en halv kage til hver.

Kristen kærlighed i praksis

En af dem der ivrigt deltog i projektet „Hjælp Zaire“ i Frankrig, var Ruth Danner. Som barn blev hun på grund af sin kristne tro interneret i nazisternes koncentrationslejre. Hun siger: „Vi var så glade for at kunne gøre noget for vore brødre og søstre i Afrika! Men der var noget der gjorde mig endnu mere lykkelig. Da min familie og jeg vendte hjem fra Tyskland i 1945, ejede vi intet. Selv det tøj vi gik i, var noget vi havde lånt. Snart modtog vi dog materiel hjælp fra vore åndelige brødre i Amerika. Indsamlingen af nødforsyninger til Afrika har givet mig mulighed for at gengælde den godhed der for mange år siden blev vist os. Hvor er det en forret at tilhøre en sådan stor familie af brødre som praktiserer kristen kærlighed.“ — Johannes 13:34, 35.