SOM dreng havde Antoine Skalecki altid enten en pony eller en hest som sin makker. I en mine 500 meter under jorden travede de gennem mørke gange med en kulvogn efter sig. Antoines far var blevet kvæstet da en mine styrtede sammen, så familien havde intet andet valg end at lade Antoine knokle i minerne. Han måtte arbejde ni timer om dagen, og en gang var han tæt på at miste livet i en sammenstyrtning.

Antoine var et af de mange polske børn der blev født i Frankrig i 1920’erne og 1930’erne. Hvad havde fået mange polakker til at flytte til Frankrig? Efter Første Verdenskrig var Polen blevet erklæret uafhængigt, og hurtigt blev der problemer med overbefolkning i landet. Frankrig havde derimod mistet mere end en million mænd i krigen og havde desperat brug for arbejdere til kulminerne. I september 1919 underskrev den franske og polske regering derfor en indvandringsaftale, og i 1931 var den polske befolkning i Frankrig nået op på 507.800. Mange slog sig ned i mineområderne i den nordlige del af landet.

De arbejdsomme polakker tog deres egen kultur med sig til det nye land, og det indbefattede deres stærke religiøsitet. “Min bedstefar Josef talte om Bibelen med en ærbødighed som han havde fået indprentet af sin far,” husker Antoine, der i dag er 90.

Antoines familie fik kendskab til Bibelstudenterne gennem en onkel, som overværede sit første møde i 1924.

For at de mange nye forkyndere kunne blive oplært, udnævnte Afdelingskontoret i Frankrig i 1948 de første kredstilsynsmænd i landet. Af de fem der blev udvalgt, var fire polakker, og Antoine Skalecki var en af dem.