Som en konsekvens af denne doktrin overtog Ludvig XIV af Frankrig i 1661 den fulde, uindskrænkede regeringsmagt. Han betragtede al modstand som synd mod Gud, hvem han hævdede at repræsentere. „L’état c’est moi! [Staten, det er mig],“ sagde han.

Enevældens tidsalder

I den tidlige middelalder opstod der en række kongedømmer i Europa. Kongen uddelegerede myndighed til jordbesiddere, som igen gav deres vasaller jord i forpagtning mod at disse blandt andet meldte sig under fanerne i krigstid. Derved skabtes det politiske og militære system som kaldes feudalismen. Men jo stærkere og mere magtfulde godsejerne blev, des større var faren for at riget splittedes op i en række små feudalstater.

I feudalsamfundet blev menigmand desuden berøvet sin værdighed og frihed. Han blev tyranniseret af krigsgale lensherrer, til hvis underhold han måtte betale. Uden skolegang og kulturel dannelse „havde den livegne bonde ikke mange lovfæstede rettigheder over for sin herremand, som han måtte svare landgilde,“ skriver Collier’s Encyclopedia. „Han kunne ikke gifte sig, lade sin ejendom gå i arv eller flytte fra fæstegården uden herremandens accept.“

Samfundet blev også regeret på andre måder i enevældens tid. Nogle konger uddelte administrative embeder til forskellige personer som senere kunne fjernes fra deres poster, om nødvendigt. I andre tilfælde betroedes lokalforvaltningen til institutioner der virkede i kraft af deres magt og århundredgamle praksis. Ingen af disse regeringsmetoder var dog tilfredsstillende. Ikke desto mindre talte skribenter i det 17. århundrede som sir Robert Filmer fra England og Jacques-Bénigne Bossuet fra Frankrig, varmt for absolutismen (enevælden) som den eneste rette regeringsform. Men enevældens dage var talte.

„Guderne“ reduceres

Til trods for at det officielt hed sig at monarken alene var ansvarlig over for Gud, havde der længe været voksende pres for at gøre ham ansvarlig over for menneskelige love, vedtægter og myndigheder. I det 18. århundrede „omtalte monarkerne formelt sig selv på en helt anden måde end det syttende århundredes suveræner,“ siges der i The Columbia History of the World, men der tilføjes dog at „bag de smukke ord var de stadig enevældige“. Videre siges der at „da Frederik den Store kaldte sig selv for ’statens første tjener’ og afviste tanken om kongens guddommelige ret, var det ikke for at give slip på magten“.

Med 1688-revolutionen i England og den franske revolution i 1789 var enevældens tid i det store og hele forbi. Efterhånden blev de absolutte monarkier afløst af konstitutionelle eller indskrænkede monarkier med forfatning og folkerepræsentation. I modsætning til det 12. århundrede, hvor „kongedømmet stadig var hvad kongen gjorde det til, og hvad undersåtterne gik med til“, for nu at bruge historikeren W. L. Warrens ord, er de fleste kongers og dronningers magt i dag ret begrænset.

Der er ganske vist nogle få monarker som stadig sidder inde med en betydelig magt. Men de fleste har for længst mistet deres „guddommelige“ glorie og må tage til takke med en stilling som topfigur eller rangsperson, samlingsmærker som appellerer til folkets loyalitet. I de konstitutionelle monarkier har man forsøgt at bibeholde de forenende aspekter ved enkeltmandsstyre og samtidig fjerne de negative aspekter ved at lade den egentlige magt hvile hos en lovgivende folkeforsamling.

Det konstitutionelle monarki har stadig mange tilhængere.

Selv da franskmændene i 1987 var ved at forberede fejringen af 200-året for den franske revolution, viste en meningsmåling at 17 procent gik ind for en genindførelse af monarkiet. Et medlem af en royalistisk gruppe udtalte: „Kun ved hjælp af en konge kan man forene et folk der så længe har været splittet af politiske stridigheder.“