Som det fremgår af Bibelen, er en kristen der er træl for en jordisk herre, Kristi „frigivne“, idet vedkommende er udfriet fra trældom under synd og død, mens en kristen der i legemlig forstand er „fri“, er en Guds og Jesu Kristi træl og forpligtet til at adlyde deres bud, eftersom vedkommende er købt for en pris, nemlig Jesu dyrebare blod. Dette viser at for mennesker er frihed altid noget relativt, aldrig noget absolut. Derfor er der i den kristne menighed, set med Guds øjne, ingen forskel mellem træl og fri. Den frihed som den kristne ejer, giver imidlertid ikke vedkommende ret til at bruge denne frihed som et dække for slethed. — 1Kor 7:22, 23; Ga 3:28; He 2:14, 15; 1Pe 1:18, 19; 2:16.

Alle andre må bevæge sig og handle inden for de grænser der er sat for deres muligheder og evner, og underordne sig hans universelle love. (Es 45:9; Ro 9:20, 21) Som eksempel kan nævnes tyngdekraften, de love der styrer kemiske reaktioner, solens indflydelse, de love der styrer al vækst, og morallovene. Andres rettigheder og handlinger sætter også en grænse for en persons egen frihed. Alle Guds skabningers frihed er derfor en relativ frihed.

Begrænset frihed og trældom er ikke det samme. Frihed inden for gudgivne grænser fører til lykke; at være i trældom under skabninger, ufuldkommenhed, svagheder eller forkerte ideologier fører til undertrykkelse og utilfredshed. Frihed skal også skelnes fra uafhængighed, det vil sige det at ignorere Guds love og selv afgøre hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Dette fører til indgreb i andres rettigheder og skaber problemer, som det fremgår af virkningerne af den uafhængighedens og selviskhedens ånd hvormed Slangen påvirkede Adam og Eva i Edens have. (1Mo 3:4, 6, 11-19) Sand frihed er begrænset af love, Guds love, der giver den enkelte mulighed for helt at kunne udfolde sig på en passende, opbyggende og gavnlig måde samtidig med at andres rettigheder anerkendes, hvilket bidrager til alles lykke. — Sl 144:15; Lu 11:28; Jak 1:25.